Re: www.forsvarsdagbog.dk
03. januar 2015 kl. 22:21
Lone skrev:
-------------------------------------------------------
> [www.forsvarsdagbog.dk]
>
> Indlæg fra hjemmesiden www.forsvarsdagbog.dk,
> side 3:
>
> “Forurettede” eller “anmelder” – ord som
> forvirrer uskyldsformodningen
>
> Udgivet den 4. november 2012
>
> Mange sager afgøres alene på baggrund af
> forklaringer fra vidner. I modsætning til, hvad
> de fleste tror, har ofret også status som vidne.
> I domstolsjargon og i Retsplejeloven kaldes ofret
> for “forurettede”. “Forurettede” udgør
> ofte sagens hovedvidne. I praksis tillægges
> tiltaltes forklaring stort set ingen selvstændig
> bevisvægt – dvs. tiltaltes forklaring kan ikke
> stå alene, men skal understøttes af andet, før
> man tror på den. Anderledes med
> “forurettedes” forklaring. Den tages som
> udgangspunkt for væsentlig mere troværdig i sig
> selv – dvs. den kan afkræftes af andre
> bevisdata, men vil som udgangspunkt ofte blive
> taget for gode varer.
>
> Man kan derfor kritisere betegnelsen
> “forurettede” for at være forudindtaget
> forstået på den måde, at det allerede før
> sagen er begyndt er forudsat, at der foreligger en
> forbrydelse, og at det er gået ud over
> “forurettede”. Et af problemerne med jargonen
> er, at uskyldsformodningen mentalt sættes ud af
> kraft. Uskyldsformodningen er et fundamentalt
> princip i strafferetten. Formodningen betyder, at
> en tiltalt skal betragtes som uskyldig, indtil det
> modsatte er bevist. Kravet til beviset er, at
> enhver rimelig tvivl om tiltaltes skyld skal være
> ryddet af vejen, før man kan dømme.
>
> Når man arbejder med betegnelsen
> “forurettede” kan dommerne let tænke, at
> “nå, nu skal vi ind og straffe en forbryder”,
> når de egentlig burde tænke, at det hele går ud
> på, at vurdere beviset så objektivt og neutralt
> som muligt – altså i retning af “nå, nu må
> vi se, om der er begået en forbrydelse”. Det er
> i den forbindelse vigtigt at bemærke, at
> straffesager afgøres under medvirken af
> lægdommere. En lægdommer er et gennemsnitligt,
> almindeligt menneske, som deltager i afgørelsen
> af sagen.
>
> I byretten afgøres straffesager af 1 juridisk
> dommer og 2 lægdommere, mens sager i landsretten
> afgøres af 3 lægdommere og 3 juridisk dommere.
> De har lige mange stemmer, hvilket betyder, at det
> i byretten formelt er lægdommerne, som bestemmer.
> Jeg er tilhænger af denne ordning.
>
> Det kan dog være uheldigt, når ikke-fagfolk
> inden sagen rigtigt er gået i gang præsenteres
> for en tiltalt og en “forurettet”. Det burde i
> sagens natur hedder “anmelderen”, da denne
> betegnelse helt neutralt angiver, hvem der har
> anmeldt et formodet overgreb og på samme måde
> som betegnelsen “tiltalt” ikke indeholder en
> formodning om, at et overgreb er begået. Rent
> mentalt indstiller betegnelsen “anmelderen”
> ikke tankerne i retning af, at det er synd for den
> ene part og at den anden part derfor nok har gjort
> noget ulovligt.
>
> Hertil kommer, at det ofte forekommer, at
> anmelderen – eller “forurettede” – selv
> har optrådt så øretæveindbydende provokerende,
> at han selv er ude om det – og det derfor ikke
> forekommer rimeligt, at han nu på forhånd
> fremstår uskyldsren. Det hænder heller ikke
> sjældent, at “forurettede” egentlig startede
> bataljen, men tabte kampen – og så gælder det
> om at være først på aftrækkeren. Særligt i
> voldssager er det en kendt men uheldig praksis, at
> den, som anmelder først opnår status som
> beskyttet “forurettet”, mens den anden – og
> måske egentlig uskyldige part – opnår status
> som forbryder.
>
> Disse nuancer kan man ikke forvente, at
> lægdommere er opmærksomme på – de fleste
> juridiske dommere formentlig heller ikke – og
> det er sin sag som forsvarer at forklare forholdet
> under selve sagen. Derfor bør betegnelsen
> “forurettede” erstattes af noget andet – i
> mangel af bedre foreslås “anmelderen”. Det er
> i hvert fald sådan, jeg fremover vil beskrive
> sagens hovedvidne."



Fra hjemmesiden www.forsvarsdagbog.dk: Strafferetlig ordbog:

"Strafferetlig ordbog

Denne ordbog er en alternativ ordbog over grundlæggende begreber i strafferetten. Ordbogen er baseret på mine erfaringer som forsvarer med over 150 straffesager årligt siden december 2010. Det er næppe sikkert, at anerkendt juridisk teori er enig med mig. Domstolene er det med sikkerhed ikke. Ordbogen kan tages med et smil, men tilbyder også råd og vejledning. Ordbogen opdateres løbende.

Ordbogen

Uskyldsformodningen. I teorien betyder princippet, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Der må ikke være nogen praktisk tvivl om, at man har gjort det, man er tiltalt for. Udgør således udgangspunktet for enhver straffesag og angiver den nedre grænse for anklagerens bevisførelse og til domstolens bevisbedømmelse. Man kan udtrykker det sådan, at uskyldsformodningen ikke skal gøre det svært at dømme de skyldige – skylden skulle jo gerne følge af beviser. Det skal derimod være ikke bare svært men rigtig meget svært at dømme de uskyldige. Det skal faktisk være så svært, at der i enhver straffesag er en risiko for, at de skyldige går fri.

I kombination med andre principper – heriblandt anklagerens såkaldte objektivitetsprincip og domstolenes frie bevisbedømmelse – udvandes uskyldsformodningen ofte i praksis. Derfor kalder mange forsvarsadvokater den også – spøgefuldt men alvorligt – for formodningen om skyld.

De fleste almindelige mennesker stoler nok på, at ingen bliver dømt, før der er ført bevis for tiltalen, og at dommerne naturligvis kommer én til undsætning. Virkeligheden er en anden. Dommerne går ikke til sagen med en indstilling om, at tiltalte er uskyldig. De leder ikke efter noget, som støtter tiltalte, men efter noget at dømme tiltalte på. Nogle gange går de så langt som til helt at se bort fra faktuelle omstændigheder, som støtter tiltalte. Jeg har eksempler på, at dommerne har set bort fra f.eks. vidneudsagn fra læger, som betvivler, at skader kan være opstået som påstået af anklageren. Jeg har også eksempler på, at dommerne ser bort fra faktiske oplysninger, som underminerer anklagerens opfattelse.

I de fleste sager er vidneudsagn fra ofre støttet af udsagn fra uvildige vidner eller af tekniske beviser – f.eks. DNA eller fingeraftryk, videooptagelser, aflytninger m.v. I så fald er der ikke så meget tvivl om, hvad der er foregået, og når beviserne lægges sammen, vil de ofte resultere i, at enhver praktisk tvivl om skyld er fejet af bordet.

I nogle sager – forbavsende mange faktisk, men dog stadig et mindretal – er der tale om ord mod ord. De eneste beviser i sagen består således kun af udsagn fra ofrene og tiltalte. Her skulle man jo tro, at uskyldsformodningen ville slå igennem. Det kan man bare ikke regne med. Sådanne sager afgøres alene på baggrund af tro. I sådanne sager befinder man sig altså ikke i en domstol, men i en kirke. Det er derfor helt afgørende, hvor troværdig en vidneforklaring fremtræder.

Objektivitetsprincippet. Et krav til anklageren om, at han skal fremlægge alt i sagen – også det, som taler for, at tiltalte er uskyldig.

Man kan anskue dette selvmodsigende princip om at ræven skal vogte gæs som et udslag af almindelig god dansk forvaltningstradition. Staten skal nok tage sig af tingene – resten er bare formaliteter. I lande, som bygger på engelsk retstradition har anklageren kun én opgave – at få tiltalte dømt. Han skal ikke belemres med at tilse, om tiltalte nu også kunne tænkes at være uskyldig. Dét overlades til forsvareren. På sin vis et mere regelret system, som også indebærer en række andre fordele – f.eks. at man i engelsk inspireret ret lægger meget vægt på, om beviser er indsamlet ulovligt eller ej. Det tager man ikke så højtideligt i Danmark.

Bortset fra det betyder princippet ofte i praksis, at uskyldsformodningen er sat ud af kraft eller stærkt svækket, når man først sidder i stolen som tiltalt. Det skyldes, at anklageren formodes at have sorteret i sagerne så kun de sager, hvor der er stor sandsynlighed for, at tiltalte dømmes, ender hos domstolene. Der er ikke tvivl om, at anklageren sorterer mange af de tyndeste sager fra, men som forsvarer forundres man jævnligt over, hvilke sager der slipper igennem. Problemet er så, at man i sager, hvor beviset er så tyndt, at man næppe kan tale om et bevis i streng forstand, løber en meget stor risiko for at blive dømt alligevel. Alle går jo ud fra, at anklageren har sorteret, og så er udgangspunkt pludselig ikke, at man skal anses for uskyldig, men at man jo nok har gjort et eller andet."

Emne Forfatter Set Skrevet
www.forsvarsdagbog.dk Lone 721 03. januar 2015 kl. 21:58
Re: www.forsvarsdagbog.dk Lone 478 03. januar 2015 kl. 22:21
Re: www.forsvarsdagbog.dk Albert 491 14. januar 2015 kl. 11:28
Re: www.forsvarsdagbog.dk Lone 479 15. januar 2015 kl. 23:55
Re: www.forsvarsdagbog.dk Albert 451 14. januar 2015 kl. 11:20



Forfatter:

Din email:


Emne:


Vedhæftelser:
  • Ingen fil må være større end 38.4 MB
  • 6 flere filer kan vedhæftes til dette indlæg

Spam forebyggelse:
Indtast venligst den viste kode i det nedenstående inputfelt. Dette er for at blokere spam-robotter som prøver automatisk at skrive reklamer.
eUwtm
Indlæg: