Re: Hjælp mig med at finde hjælp
05. marts 2013 kl. 09:24
Sagen er noget speget og indeholder flere aspekter.

Den starter fredag d 22. feb, hvor min 17 åriges datters kæreste kontakter mig ang weekendbesøg af ham og hans datter.

Både min datter og jeg har ADHD. Min datters er behandlet med medicin, min knap, da jeg dårligt tåler dette og op til dette, har jeg i en uvis periode glemte halvdelen af min dosis, da jeg gennem snart 5 mdr har været ufattelig stresset. Min datter har ligeledes været meget stresset og presset i et omfang, som hun ikke selv og desværre heller ikke jeg, har været klar over på daværende tidspunkt.

Jeg undrer mig over, hvorfor kæresten kontakter mig, og vil sikre mig, at det ikke er fordi min datter og ham er uvenner, så jeg taler selvfølgelig med min datter om dette.

Dette er ikke tilfældet, og sammen bliver vi enige om, at vende tilbage til spørgsmålet igen mandag, da jeg er temmelig hårdt ramt af ADHD symptomer på daværende tidspunkt, har lige skiftet til ny medicin to dage forinden samt at jeg føler mig kørt over af en damptromle grundet træthed.

Mandagen kommer og igen vender jeg sagen med min datter. Nu er det dog kun hendes kæreste der vil komme på weekendbesøg.

Jeg spørger hende et par gange, hvad hun helst vil i forhold til denne weekend og får svaret, at det skal jeg bestemme og at hun vil tage med et par klassekammerater ud på overnatning fra fredag til lørdag hos en af deres fælles klassekammerater.

Da jeg godt kan høre på hende, at hun ikke selv vil tage en beslutning om tingene, gør jeg det jeg skal som mor. Jeg tænker over, hvilken beslutning der er mest fornuftig for alle parter.

Min datter har gennem årene altid haft problemer i forhold til socialt samvær med sin klassekammerater og da jeg ved, at hendes kæreste er temmelig besidderisk, meget jaloux og manipulerende i forhold til hende, beslutter jeg, at han ikke skal komme denne weekend, men kan komme en anden. Dette meddeler jeg begge to, og begge accepterer dette i første omgang.

Nogle timer efter kommer min datter så og spørger mig, om hun må tage op og besøge ham. Dette siger jeg nej til også har vi hele balladen.

Hun er teenager og accepterer selvfølgelig ikke mit svar, så nu kører hele møllen med ”mor er den mest uforstående og åndsvage person i hele verden” hvad jeg har store problemer med at tackle, da både kommune og min egen mor altid har brugt mange kræfter på også at fortælle mig.

Dette knækker mig i en sådan grad, at jeg overnatter i min stue, for at kunne få totalt fred til at finde ud af, hvad der egentlig lige skete, da jeg knap havde fattet dette på nuværende tidspunkt.

Tidligt dagen efter er den 17 årige så igen efter min 15 årige datter, da hun ikke kan få hende til at gøre, som hun gerne vil have. Det drejer sig denne gang om, at den mindste ikke vil hjælpe den store med at tømme opvaskeren, hvad ingen af dem har hverken fået bud på eller har pligt til. Den store ikke bare overfuser den lille temmelig groft verbalt, men niver hende også temmelig hårdt i ryggen grundet sin vrede. (denne vrede har vi set et par dage hos hende. På mig har det virket lidt som om, hun muligvis skulle have reguleret hendes medicin igen, men dette går først helt op for mig denne weekend)

Dette er for mig dråben der får bægeret til at flyde over, så jeg laver selvfølgelig den klassiske fejl med at brænde af og bede min store datter tage ud i sin aflastningsfamilie samt bede hende flytte, for jeg kan ikke stå mål med dette mere.

Hertil i historien sker der intet, der ikke kunne ske i en fuldstændig almindelig familie med teenagebørn, der ikke er under det kommunale.

Da mine børn er taget i skole begynder jeg at rydde op i vores hjem, da jeg både har egen erfaring men også viden om, at oprydning udenfor rydder op indeni, men denne dag virker det bare ikke. Jeg beslutter derfor, at køre en tur til stranden og bagefter på biblioteket, hvor jeg sætter mig og læser i en bog til de lukker.

Min yngste datter kommer i mellemtiden hjem fra skole og forsøger at ringe, da jeg i mine frustrationer kun har lagt en seddel hvorpå der står, at nu kan de selv bestemme, da dette emne har været til diskution utallige gange.

De første par gange, hun ringer, sidder jeg på stranden, hvor der intet signal er. De næste to gange sidder jeg på biblioteket, hvor jeg har taget lyden af min tlf, så det lykkedes hende ikke, at komme i kontakt med mig.

På et uvist tidspunkt kommer den store så hjem og den kvindelige part af deres aflastning ankommer ligeledes for at hente hende.

Hvordan det sker eller hvorfor det sker bliver det konkluderet, at jeg ikke kommer hjem igen, da jeg skulle have taget en kuffert med mit tøj samt min dyne med mig. Jeg har ikke taget andet tøj med end det jeg står og går i. Min dyne har jeg ganske korrekt taget med, da jeg ved, at der er koldt at sidde på stranden, og jeg har aldrig i min vildeste fantasi kunnet regne ud, at dette ville blive set som ”mor kommer ikke hjem igen”

Luften og læsningen gør ikke meget for mit hoved, men videnen om, at min ældste datter er hos aflastningen et par dage, så vi begge kan få et frirum og køle lidt af trøster mig dog, så jeg drager hjemad til forberedning af den mad jeg har tget ud af fryseren tidligere på dagen og den bette.

Da jeg ankommer er huset tomt også knækker jeg fuldstændig og går totalt i baglås og formår intet at foretage mig udover at smide mig på min seng og græde i stride strømme. Hele min verden ramler.

Her sidder jeg stadig, da den bette kommer hjem næste eftermiddag, for at fodre vores kat. Hun sætter sig på en stol og hun siger til mig, at jeg ikke skal være så ked af det. Vi skal nok løse problemerne sammen. Det har vi gjort så mange gange før. Kort efter kommer hendes aflastning og kort efter det en af mine veninder.

Min veninde giver mig et kram og sprøger mig, hvad der er sket og hvorfor jeg er så bundulykkelig. Jeg forklarer mig, og hun ringer til min læge og får en tid 10 min efter. Aflastningen og veninden udveksler numre. Den bette kører med aflastningen hjem og jeg kører med veninden til lægen, hvor jeg får to Oxapax, så jeg kan få mig et par nætters ordentlig søvn, hvad jeg ikke har fået gennem ca 1½ grundet utilstrækkelig medicinering af min ADHD.

Første nat tager jeg en hel og sover omkring 16 timer og vågner op med fornyet energi, fortrøstningsfuld samt med meget mere ro i hovedet. Dagen bruger jeg på så lidt som muligt, for ikke at køre op i gear igen.
Om eftermiddagen kommer min veninde forbi med sine to mindre børn. Den mindste på 10 går på et tidspunkt ud, men kommer dog hurtigt tilbage og er ked af det, så ham trøster jeg. Veninden og jeg får en snak om, hvordan jeg har det. Jeg har det ikke super, men jeg er ikke grædende, opgivende eller andet i den retning, men dog stadig træt i kroppen.

Om aftenen skriver jeg en sms til begge børn samt aflastningen, at jeg gerne vil have pigerne hjem den efterfølgende dag, når de har fri fra skole. Jeg spørger ligeledes aflastningen, om jeg skal hente den store og deres ting eller hun kommer med dem. Da de er gået i seng, får jeg selvfølgelig intet svar. Jeg tager en halv Oxapax og sover ca 12 timer.

Mellem 6.30 og 7.00 næste morgen modtager min veninde en besked fra aflastningen, som gerne vil høre, hvordan jeg har det, da jeg har bedt om at få pigerne hjem. Veninden ringer aflastninge op og informerer denne om, at jeg har det godt nok til, at hun ikke et sekund er bekymrede for hverken pigerne eller mig.
Selv står jeg op omkring ved 11 tiden og har ikke modtaget svar fra hverken piger eller aflastning. Jeg bestemmer mig til, at jeg lige vil vågne helt og få mig noget at spise, før jeg ringer til hende og finder ud af det praktiske.

Så langt når jeg ikke, da jeg bliver ringet op af pigernes sagsbehandler, som meddeler mig, at pigerne ikke kommer hjem, for det vil de ikke. Jeg siger til hende, at det vil jeg gerne høre dem selv sige. Hun spørger, hvorfor jeg vil have dem hjem og jeg svarer, at jeg er klar igen samt at jeg gerne vil snakke med pigerne om, hvad der er sket og have løst vores indbyrdes problemer. Hun spørger, hvor pigerne er og jeg fortæller hende, at den store er på vej til Århus, hvor hun skal til infomøde på uni og den bette har snart fri og kommer under alle omstændigheder hjem, da hun skal ud med aviser. Dette siger hun okay til og jeg laver en aftale med hende om, at vi kan snakkes ved enten senere på dagen eller om mandagen. Dette var fredag d 1 marts.

Jeg vender så tilbage til mit morgenmadsprojekt, men kommer heller ikke langt i denne omgang, da jeg så bliver ringet op af min aflastning, som ligeledes meddeler mig, at pigerne ikke kommer hjem, da de ikke vil dette.

Jeg fortæller, hvad jeg lige har aftalt med sagsbehandleren og hun fortæller, at hun også lige har snakket med denne, som har sagt til hende, at jeg ikke skal have pigerne hjem.

Nu er forvirringen og vreden ved at stige i mit hoved igen og jeg ringer selvfølgelig straks til sagsbehandleren og sprøger hende, hvad det er der sker. Jeg fortæller hvad aflastningen har sagt og at jeg stiller mig ganske uforstående overfor dette, da jeg lige har lavet anderledes aftale med hende selv.
Hun siger så, at den aftale vi lavede var, at jeg kunne snakke i tlf med pigerne, når de kom hjem fra skole. Jeg genfortæller hende vores samtale og siger til hende, at der ikke på noget tidspunkt har været nævnt noget som helst med en tlf samtale. Hun svarer, at det burde jeg da have forstået på hende, da jeg havde sagt, at jeg ville snakke med pigerne. Jeg sagde, at sådan havde jeg ikke forstået det, da jeg havde bedt om at få mine piger hjem, så jeg kunne snakke med dem.

Hun blev ved med at holde på, at pigerne ikke kom hjem, så jeg sagde til hende, at så ville jeg gå til politiet. Her forklarede hun mig så, at da begge mine piger var over 15, havde de ret til ikke at komme hjem og at jeg ikke kunne tvinge dem samt at politiet ikke ville hjælpe mig. Så var gode råd ved at være dyre, for så vidste jeg godt hvilken vej pilen pegede.

Jeg styrtede over på skolen og fik fat i den bette, som fulgte med hjem. Efter hjemkomsten ringede jeg til aflastninge, som ikke svarede sin tlf. Sagsbehandleren ringede mig op kort tid efter, og jeg fortalte, at jeg havde hentet den bette. Hun ville gerne snakke med hende og jeg sagde, at jeg ville snakke med hende først, så kunne hun ringe igen om lidt. Det blev derved aftalt.

Jeg satte mig ned med min datter og et glas saftevand og startede vores samtale med at undskylde overfor hende, at jeg havde reageret som jeg havde tidligere på ugen.

Hun fortæller mig, at hun om morgenen inden hun tod afsted til skole, har sagt til aflastningen, at hun gerne vil hjem ihvertfald fra fredag til lørdag, for hun savner mig og vil gerne have tingene løst og tilbage til sit normale liv hurtigst muligt. Da jeg hører dette ringer alle mine alarmklokker og med det samme forsvinder alt min tillid til min aflastning. Hvordan kan de på min datters vegne sidde og lyve om hendes lyst og savn af sin mor og derved svigte hende og tage bestemmelsen over hendes liv på den måde? Jeg er rasende. Hun fortæller ligeledes, at de gange de har talt om, hvad der er sket her i familien, har hun haft en klar fornemmelse af, at de ikke har villet lytte til hende, da hun ikke var af samme mening som den store ”at mor stadig var den mest åndsvage i verden”

Hendes oplevelse har været, at hvis ikke hun også mente, at mor var ”farlig” i en sådan grad, at hun ikke ville hjem, så var hendes mening ikke værd at tage i betragtning.

Sagsbehandleren ringer igen og jeg siger dette til hende. Bagefter snakker hun selv med den bette, som fortæller hende det samme.

Begge aftaler med sagsbehandleren, at hende og begge piger skal snakke sammen her i vores hjem tirsdag – altså idag – omkring alt dette kaostiske virvar. Hun har dog ikke en kalender på sig, så hun vil vende tilbage mandag/tirsdag med et nærmere tidspunkt. Jeg siger ligeledes til hende, at ingen af mine piger har mit samtykke til længere at opholde sig i aflastningen.

Senere fredag ringer min store datter så til mig og fortæller, at hun ikke kommer hjem mere, da hun er flyttet, men at vi kan snakkes ved tirsdag til mødet mellem hende selv, den bette, aflastningen, sagsbehandleren og undertegnede. Jeg fortæller, at det kun er et møde med hende, den bette og sagsbehandleren.

Nu er weekenden gået og mange ting er sket. Bla har jeg fået kendskab til, at aflastningen har kontaktet den bettes skole om, hvornår hun kunne komme til skole/hjem samtaler d 18 marts. Dette er der blevet indgået aftale om.

Emma og jeg har flere gange fredag forsøgt at ringe til den kvindelige part i aflastningen op. Denne har ikke ringet tilbage endnu. At mine børn ikke kan ringe mig op nogle timer en dag kalder de svigt. Aflastningen foretager det samme dog i flere dage, hvad kalder man så det?

En ting er, at de ikke vil tale med mig, men min datter kunne jo sagtens ringe fordi det hele bare var gået amok herhjemme og hun skulle bruge deres hjælp. Dette var dog ikke tilfældet, men det ved de jo ikke, da hun ikke har kunnet komme i forbindelse med hende. Så vidt jeg ved, er de aflastning for hende så længe der stadig ligger kontrakt på det og denne tror jeg ikke er blevet ændret i løbet af de par timer dette forløber sig over fredag.

Den bette tør ikke længere komme i hverken denne eller en anden aflastning, da hun er bange for, at disse igen lyver på hendes vegne og hun derved risikerer ikke at komme hjem til sin mor igen. Dette forstår jeg udemærket, men stiller mig uvis på, hvad kommunen kan finde på af tvang i denne forbindelse. Der kommer jeg til kort.

Ligeledes gør jeg det i forbindelse med den store. For mit vedkommende må hun gerne flytte hjemmefra – dette har været talt om mellem os for ganske kort tid siden, da hun er ved at have alderen og modenheden til det. Dog skal dette foregå på den rigtige måde og ikke denne, hvor vi har et uløst problem der snart er trukket derud, hvor vi vil have svært ved at tale sammen grundet både tid og hvad jeg ser som fuldstændig forkert måde at tackle denne sag på, både fra aflastningen samt sagsbehandelerens side af.

Jeg har prøvet lignende sager med den store et par gange tidligere, hvor det har vist sig, at vis man som voksen tager en fornuftigt snak med hende og har kendskab til hende, så vil hurtigt se, hvad der er hendes umiddelbare problem, men også – hvad der er meget vigtigere – hvad der er det væsentlige og oprindelige problem til hendes reaktioner.

Med den mangeårige kendskab jeg har til min datter mener jeg, at hendes umiddelbare problem er, hvad der er sket her i et opildnet øjeblik, men at hendes væsentligste og oprindelige problem er et mix det pres der har lagt på hende i form af en besidderisk, manipulerende samt jaloux kæreste. De ufattelig mange lektier hun igennem lang tid har haft fra gymnasiet samt det faktum, at hendes støtte/kontakt person herhjemme fra en dag til en anden skulle holde på sit arbejde og der endnu ikke er fundet erstatning for denne samt hun selvfølgelig tænker og reagerer md en teenagers hjerne.

Min oplevelse af alt dette siger mig også, at hverken aflastningem eller sagsbehandleren har taget disse ting i betragtning – måske grundet uvidenhed, da de jo ikke kender min datter tilnærmelsesvis så godt som jeg selv gør og endnu ikke har vist interesse for at høre min side af historien.

Jeg har desværre skullet opleve, at blive fuldstændig umyndiggjort i alt i forhold til min datter. Ikke via en sag kørt ved rette instans, men gennem deres måde, at tackle det her mindre problem, der pludseligt og ganske unødvendigt er blæst op i nogle proportioner ingen af os helt kender konsekvenser af. Selv beskeden til min datter om, at hun var mere end velkommen til at komme hjem og fejre min fødselsdag sammen med os, foregik gennem sagsbehandleren.

Jeg tror heller ikke, at der er nogen af dem, der fuldt ud har informeret min datter om konsekvenserne på den lange bane af hendes valg og deres råd og vejledning til hende i forhold til sin søster og mig, hendes mor.

Som jeg ser det hele består alt dette af flere forskellige sager.

1. Hvordan bliver min store datters problem i forhold til mig løst hurtigst muligt på den bedste og mest konstruktive måde, når sagsbehandleren mener det kun kan løses ved, at min yngste datter og jeg indgår som en del i et møde med den store og sagsbehandleren – som ikke har villet høre hverken min yngste datters eller min historie og som ikke har informeret den store om meget andet end, at da hun er over 15 år, har hun ret til, ikke at tage hjem og jeg kan ikke tvinge hende – hvad den yngste og jeg er ufuldstændig uenig, da vores erfaringer med at løse problemer som disse er, at det kan vi godt klare på en sober, fornuftigt, tilgodeseende og konstruktiv måde for alle parter. Jeg har boet alene med mine børn i lidt mere end 13 år. Hvad kan jeg som mor gøre, for at den store som minimum får en fuld forståelse for, hvad det lige præcis er hun står i, og hvad det kan indebære for hende i fremtiden?

2. Hvem kan hjælpe mig med både det praktiske og rådgivningen i forhold til, hvad jeg kan klage over i forhold til sagsbehandlerens måde at tackle alt dette på? Ting som, hvad skal jeg have af papirer, hvordan skal en klage skrives så den bliver så sober og neutral, at den kan tages alvorlig, hvor skal jeg klage osv.

3. Punkt 2 i forhold til aflastningen, da jeg både er bekymret for sagsbehandlerens magt til at kunne tvinge min yngste tilbage i den mod hendes og min vilje, samt deres fremtidige børn/forældre som kunne komme til at stå i samme klemme, hvor barnet evt. Ikke er gammelt nok til at fortælle om forløbet, moren ikke har den samme styrke som jeg til at kæmpe imod og lignende.

4. Hvad har jeg selv af rettigheder i alt dette bla i forhold til medbestemmelse af min store datters fremtid fra dags dato? Hvad skal sagsbehandleren informere mig om, hvilke tidsfrister har hun for dette, skal der ikke foreligge enten en tvangsfjernelsessag eller lign fra sagsbehandlerens side, når min store datter måske stadig opholder sig i aflastningen, som jeg ikke har givet samtykke til?

Jeg er en meget bekymret mor på mine børns vegne, da jeg tydeligt kan se, at et lille problem er blevet blæst op i nogle størrelser hverken mine børn eller jeg kan overskue konsekvenserne af. Mest bekymret er jeg dog for den store grundet hendes betydeligt manglende viden omkring hvordan hendes fremtid ser ud fra nu af og til hun bliver 18 om ca 6 mdr, hendes fremtid derfra og fremefter, da min personlige viden og egen erfaring, da jeg selv har været i pleje de sidste par år af min teenage barndom, hvor jeg, da jeg blev 18 fik tilskud til en flyttevogn og ellers måtte klare mig selv derfra, da kommunens ansvar for mig og min forsørgelse ophørte. Dette ønsker jeg på ingen måde, at min egen datter skal opleve på egen krop.

Det bekymrer mig også meget, at dette lille problem er blæst op i en størrelse der gør til, at det har indvirkning på min lille families indbyrdes og normalt meget tætte forhold. En skade der kan være meget svær at rette op på igen. Den lille er allerede der, hvor hun gerne vil igang med at pakke den stores ting ned og få dem af vejen, hvad jeg overhovedet ikke ser som noget positivt de to søskende imellem.

Kort sagt: Hvordan kan jeg igen blive hørt og få indflydelse på, at alting sker for begge mine børns aller bedste både nu, men også fremover??
Emne Forfatter Set Skrevet
Hjælp mig med at finde hjælp tina poulsen 826 04. marts 2013 kl. 21:46
Re: Hjælp mig med at finde hjælp bernhard 441 05. marts 2013 kl. 04:07
Re: Hjælp mig med at finde hjælp tina poulsen 568 05. marts 2013 kl. 09:24
Re: Hjælp mig med at finde hjælp Annelise 481 05. marts 2013 kl. 13:06
Re: Hjælp mig med at finde hjælp tina poulsen 371 06. marts 2013 kl. 19:19
Re: Hjælp mig med at finde hjælp Annelise 383 07. marts 2013 kl. 08:22
Re: Hjælp mig med at finde hjælp bernhard 449 05. marts 2013 kl. 13:34
Re: Hjælp mig med at finde hjælp tina poulsen 426 06. marts 2013 kl. 21:11
Re: Hjælp mig med at finde hjælp bernhard 442 07. marts 2013 kl. 04:57
Re: Hjælp mig med at finde hjælp bernhard 434 05. marts 2013 kl. 04:11
Re: Hjælp mig med at finde hjælp Vedhæftelser tina 573 15. marts 2013 kl. 17:34
Re: Hjælp mig med at finde hjælp bernhard 496 17. marts 2013 kl. 22:50
Re: Hjælp mig med at finde hjælp tina 413 23. marts 2013 kl. 13:07
Re: Hjælp mig med at finde hjælp Albert 387 23. marts 2013 kl. 13:26
Re: Hjælp mig med at finde hjælp tina 410 23. marts 2013 kl. 13:34
Re: Hjælp mig med at finde hjælp bernhard 556 24. marts 2013 kl. 04:21
xiaozheng6666 xiaozheng6666 109 17. januar 2018 kl. 08:09
chanyuan chanyuan 21 04. juni 2018 kl. 15:06
chenqiuying yueqin 0 12. juli 2018 kl. 11:46



Forfatter:

Din email:


Emne:


Spam forebyggelse:
Indtast venligst den viste kode i det nedenstående inputfelt. Dette er for at blokere spam-robotter som prøver automatisk at skrive reklamer.
33YuP
Indlæg: