KAPITEL 15:
Søren Kam var helt for sine egne
- Jeg er ingen krigsforbryder! Jeg ved udmærket, at jeg i Danmark er udskreget som den store skurk, SS-bøddel og nazimorder. Alt sammen for en sag, jeg var med i under den tyske besættelse af Danmark, og som jeg har fortrudt lige siden
Ordene er Søren Kams under mit interview med ham i 1976 - og gentaget igen og igen i vor den dag i dag fortsatte privatkorrespondance. Smilende og gæstfrit har han og hans kone taget imod mig i deres smagfulde hjem. Det lille rækkehus bærer præg af solid, borgerlig hygge. Bilen foran den lille have har den størrelse, som passer sig for en 55-årig, velklædt salgschef for det store, lokale bryghus. Der er tre børn. En 21-årig datter studerer, en 18-årig datter er sygeplejeelev og en 15-årig søn går i gymnasieskole.[alderen gjaldt i 1976. Der skal i dag - 2006 - tillægges 30 år. EH]
Officielt sidder jeg her sammen med Danmarks mest jagede mand, forhenværende SS-Oberstürmführer og Ridder af Jernkorset, overrakt ham af Adolf Hitler personligt i februar 1945, den danske krigsforbryder Søren Kam.
De fleste af familiens medlemmer er til stede om sofabordets hvidvinsglas og kagefad, mens Søren Kam fortæller om begivenhederne, der førte til mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen 30.august 1943, i denne bog udførligt fortalt i kapitlet ”Mordet” og i kapitlerne om Flemming Helweg-Larsen.
Søren Kam – engang helt og idol for sine kammerater i de nationalsocialistiske bevægelser i Danmark og i det Waffen-SS, han med ungdommelig begejstring meldte sig til – har intet skjult for sin kone og sine børn.
- Som jeg heller ikke mener jeg behøver at skjule den for andre, siger Søren Kam. Jeg har ikke myrdet Clemmensen, skønt det er det billede, offentligheden og historikerne har af mig.
Måske har jeg begået en stor fejl ved ikke at tage til genmæle i alle de år, der er gået siden da. Når jeg alligevel har ladet være, var det af hensyn til min familie i Danmark. Min bror Rasmus er dommer i Ålborg. Min bror Ib er direktør i København for det tyske flyselskab Lufthansa. Mine øvrige seks brødre er alle i gode stillinger. Dem har jeg hidtil vist hensyn. Men når De, Erik Haaest, nu stiller mig spørgsmål, er det selvfølgelig umuligt at overholde dette hensyn. Og jeg er glad over, at De er kommet.
Jeg er heller ikke sikker på, at min tavshed har gavnet nogen. Den er blot blevet udnyttet til at gøre beskyldningerne endnu grovere med årene.
Søren Kams forklaring om mordet på Clemmensen er bragt i førnævnte kapitel. Her skal derfor kun fortælles om hans øvrige oplevelser under og efter krigen, bl.a. hvordan det er lykkedes ham at holde sig skjult i så mange år, trods det danske politis påståede intense jagt på ham.
- Det er tydeligt, fortsætter Kam, at Flemming Helweg-Larsen i retten efter krigen har søgt at redde sit eget skind ved at inddrage os andre i skyldsspørgsmålet. Det mislykkedes for ham at redde sit liv, men det lykkedes ham at rode os to andre med ind i mordanklagen, siger Søren Kam. Jeg kender udmærket Helweg-Larsens forklaring bl.a. fra aviserne, som gode kammerater hele tiden har sørget for at sende til mig. Den er ikke korrekt. Det samme er ikke den påståede obduktionserklæring om 9 skud, men ofret stod op. Det kan teknisk ikke lade sig gøre. Den erklæring spøger i al omtale af sagen i Danmark, men den er aldrig - A-L-D-R-I-G blevet fremlagt for retten, endsige for offentligheden. Jeg tror overhovedet ikke den findes. Og hvis den gør, viser den noget andet, som offentligheden ikke må få at vide.
- Jeg meldte mig begejstret til Waffen-SS
Jeg meldte mig i 1940 med begejstring til Waffen-SS. Jeg var den yngste i flokken af frivillige. 19 år og fuld af eventyrlyst og overbevisning om, at det rigtige for Danmarks fremtid var et forenet Europa under Tysklands førerskab.
Fra min tid som leder i National Socialistisk Ungdom, NSU, kendte jeg landsungdomsføreen, den glade og inspirerende kaptajnløjtnant C. F. von Schalburg. Han var mit store idol, og jeg var stolt over at kunne følge ham ind i Waffen-SS til kamp for de ideer, han og jeg troede på.
Jeg kom i Regiment ”Germania” sammen med von Schalburg, men jeg var menig, han officer. Da han blev chef for Frikorps Danmark, skiltes vore veje for aldrig siden at mødes. Han faldt derude i ildlinien den 2. juni 1942.
Vinteren 1942-43 fik Reichsführer-SS Heinrich Himmler den ide, at der skulle oprettes en ideologisk skole i Danmark til uddannelse af unge danskere i nationalsocialismens tanker. Jeg var stolt over at blive udpeget til skoleleder af SS-Obersturmbannführer K.B:Martinssen, som havde påtaget sig at få skone i gang. Jeg var jo kun en knægt på 21 år. Med ærbødighed for den mand, som var faldet derude kaldte vi skolen for ”Schalburgskolen”. Vi fik til huse på Høveltegård, som Algemeine-SS en afdeling af SS ligesom Waffen-SS, havde erhvervet kort tid før.
Det var en betingelse fra min side, at skolen kun skulle være en ideologisk skole, ikke en millitær rekrutskole. Schalburgfolkene måtte ingensinde sættes ind mod egne landsmænd. Det skete heller ikke så længe jeg var chef. Hvad det senere Schalburgkorps udviklede sig til efter min afrejse ca 5. september 1943 ved jeg kun fra aviser og bøger, skrevet efter krigen. På det tidspunkt var jeg for længst ved fronten.
I dag forstår jeg ikke, hvorfor jeg i den grad lod mig kujonere af Flemming Helweg-Larsen til at deltage i hans afsindige mord på redaktør Clemmensen. Måske har min alder indvirket. Jeg var kun 22 år, og Helweg-Larsen havde en dominerende indflydelse. Han var over 30. Nu burde jeg selvfølgelig – det er så let at være bagklog – have sagt: - Helweg-Larsen! Dette er Deres egen sag. Vi vil intet have med den at skaffe!” Men det gjorde jeg desværre ikke. I misforstået kammeratskab fyrede vi alle i manden, der lå død i vejkanten.
Tusindvis af gange har jeg bebrejdet mig selv, at jeg ikke dengang eller senere tog nælden om roden.
En krigsret i Berlin frikendte både Flemming Helweg-Larsen og mig til 'Bewährung', dvs. fronttjeneste, hvor vi ved mod og dygtighed kunne rehabilitere os. Det lykkedes åbenbart for mig. Ellers havde jeg ikke februar 1945 modtaget den højesteorden: Jernkorsets Ridderkors.
Jeg kom til mit gamle Regiment ”Germania”, en del af Division Wiking, som var indsat på Østfrontens sydlige afsnit. Jeg gjorde hele tilbagetoget med, lige til jeg i marts 1945 blev kommanderet til Junkerskole Bad Tölz ved München.
Da amerikanerne nærmede sig, trak vi os tilbage til et område, der blev kaldt !”Alpefæstningen”. Der var hverken bygninger eller bunkers. Det havde vist været meningen, at Hitler og Himmler og andre spidser skulle trække sig tilbage hertil i det uvejsomme skovområde for at holde ud. Men der kom ingen topfolk. Vi var kun nogle få SS-mænd. Så kom den tyske kapitulation, som løste os alle fra vor faneed til Adolf Hitler.
Vi skjulte os i de dér alpeskove til omkring 20. maj 1945. Så fik vi skaffet os noget civilt tøj og kom ned i det bayriske bondeland. Bønderne her var flinke til ikke at stille spørgsmål. Vi blev bondekarle alle sammen under falsk navn. Senere arbejdede jeg som altmuligmand, sælger og kommis. I tre år skjulte jeg mig bag falsk navn som Peter Müller.
Søren Kam vovede sig frem
En dansk SS-mande, der ønsker at være anonym fortæller:
- Det var i den periode, jeg traf Søren igen. Det var i et tog fra Østrig til Frankfurt. En lang opløben ung mand med bayriske læderbukser og med gemsefjer i hatten satte sig ind i kupeen. Det var Søren.
-Jeg sagde stilfærdigt: Guten Tag! Dengang var man forsigtig. Det var bare om ikke at vække mistanke ved at tale dansk. Vi var begge på flugt. Vi gik i restaurationsvognen og fik et glas øl.
-Du må hjælpe mig med nogle falske papirer, sagde Søren.
-Hvad kalder du dig?
-Peter Müller, bondekarl! grinede han.
Så tog vi hen i en lille by, hvor jeg kendte en lokal skomager. En lille grobrian, som folk anså for særling, og nærmest grinede lidt af. Han blev tit anmeldt til besættelsestropperne, fordi naboerne mente der skete sære ting i hans hus. Men de tog ham aldrig i noget. Han havde kun to stole, og når militærpolitiet kom på ransagning bød han officeren den ene og tog selv den anden, mens soldaterne endevendte huset forgæves. De glemte altid at undersøge stolene. I sæderne, som var dobbelte, lå hele værkstede, stempler, fotos og hvad andet han ellers brugte til at lave fremragende falske papirer med. Søren rejste derfra med papirer på, at han virkelig hed Peter Müller, slutter den fordums soldaterkammerat.
Søren Kam fortsætter:
-Da det store amnesti blev givet f den vesttyske stat i 1953, gik jeg til politiet og fortalte, hvad jeg virkelig hed. Jeg fik derpå papirer som danskeren Søren Kam. Siden levede jeg i mange år en stilfærdig borgerlig tilværelse som sælger i tekstilbranchen. Senere kom jeg til bryghuset, for hvilket jeg nu leder et dirstrikt. Jeg har været her i 15 år. I 1955 fik jeg tysk statsborgerskab.
Min familie i Danmark anede i mange år ikke, at jeg var i live, men efter 1955 gav jeg lyd fra mig.
Da jeg erfarede, hvordan Retsopgøret formede sig i Danmark, følte jeg ingen trang til at dukke frem, . I mellemtiden var jeg blevet gift og vi havde fået vores første barn. Jeg fik af og til avisudklip tilsendt, i hvilke jeg blev beskyldt for alle mulige ting. Jeg følte nok trang, men ikke lyst til at retfærdiggøre mig. Det kom som lidt af en overraskelse, da jeg i 1969 blev indkaldt til undersøgelsesforhør hos statsadvokaturet i München. I otte timer blev jeg forhørt om Clemmensensagen. De danske myndigheder havde bedt de vesttyske undersøge mig.
Jeg var meget glad, da jeg to år senere – længe at gå og vente for øvrigt – modtog meddelelsen om, at man ikke havde fundet grundlag for at rejse sag imod mig. Det var 24.april 1971.
< Her ses rettens tiltalefrafald af 21. april 1971.
Herunder telefonbogen, hvori jeg fandt hans adresse
At man i Danmark fortsætter med at fortælle usandfærdigheder om mig og kalde mig SS-bøddel og andre frygtelige nvne, er dels min egen skyld, fordig jeg ikke har taget til genmæle, dels de danske myndigheders, som mod bedre vidende fortsætter med at fortælle, at jeg er eftersøgt for krigsforbrydelser, selv om dette altså ikke er sandt. Jeg har ikke søgt at skjule mig i fjerne lande som Paraguay og Spansk Sahara, eller hvad jeg ellers har læst. Jeg har ikke forsøgt at undslippe retsinstanserne. Jeg har åbent passet mit arbejde under mit borgerlige navn. Mit navn og min adresse står i telefonbogen. (> th)
Jeg har tit haft lyst til at tage et fly til København, gå op på politigården og sige: ”Goddag, mit navn er Søren Kam. Jeg hører, at De vil tale med mig. Her er jeg. Hvad drejer sagen sig om?”
Jeg har endnu ikke haft modet til at gøre det. Jeg kunne godt finde på det, specielt hvis jeg ikke skal henrettes. Det er man jo ikke så meget for. Han I virkelig de love i Danmark endnu? Kan man i dagens Danmark finde på at henrette nogen overhovedet? Det lyder helt absurd.
I stedet har jeg holdt mig i baggrunden, og ladet mystikken sænke sig over ”Sagen Søren Kam”. Det er vel det, der har gjort den så spændende for den danske offentlighed.
[På tidspunktet for mit interview opretholdtes dødsstraffen i Danmark, og det skulle tage 18 år, før min og andres indsats resulterede i, at Folketinget vedtog at afskaffe dødsstraffen med virkning fra 1. januar 1994. Lands-svigerlovene med tilbagevirkende kraft består dog stadig. EH. 2006]
Søren Kam fortsætter: - Så vidt jeg har erfaret, er der mange, som har været anklaget og dømt, sågar dømt til døden, for meget værre ting end jeg. De straffede har jo for længst har udstået deres fængselsstraf og sidder nu i gode, offentlige embeder eller topposter i erhvervslivet.
Vil man så virkelig kræve mig dømt, når det demokratiske Vesttyskland, hvor jeg i dag er en pæn og ordentlig borger, har frikendt mig for alle anklager. Det kan De da ikke i fuldt alvor mene.
Nu sender jeg en ansøgning til den danske justitsminister for at høre lidt om den sag.
[Det gjorde Søren Kam rent faktisk, men fik aldrig noget svar. EH 2006]
Jeg vil være meget lykkelig den dag, jeg kan få besked om, at jeg ikke længere anses for en farlig krigsforbryder. Jeg har ofte lidt af hjemve. Ikke at jeg kunne tænke mig at rive min rod op her, hvor jeg nu bor. Men jeg ville gerne på besøg i Danmark, en tur i Tivoli og i Færgekroen. Jeg ville gerne besøge min familie, den er stor. Jeg har otte brødre og en gammel far. Og især ville jeg gerne forvisse mig om, at der til trods for utvivlsomme forandringer i det ydre, stadig er den hygge i Danmark, jeg som ung verdensstormer fandt reaktionær, snæversynet og småborgerlig, men som nok i dag vil falde fint i smag med mit eget liv.
Jeg er jo selv blevet familiefar med hus og kone og børn og skiferie og kontor og fadøl på bordet i muntre venners lag. Alt er blevet anderledes på 31 år. Det er lidt sært at konstatere, at folk i Danmark ikke tænker på, at også Søren Kam har forandret sig. Den Søren, som i 1940-45 ville frelse verden medd Nationalsocialismen, har ikke megen lighed med den Søren Kam, som i dag sælger godtøl til sin store kundekreds.
Jeg er ikke en ”gammel krigsforbryder”. Men hvis jeg så endelig var det, mener man så ikke, at 31 års eksemplarisk liv som retsskaffen samfundsborger i et demokratisk land skulle kunne opveje de gale streger, som en ung mand i en ophidset og vild periode havde foretaget sig?
Hvis der skulle vise sig forståelse for det synspunkt i Danmark, vil der være mere end ét menneske i familien Kam, som vil være lykkelig.
De stadig eftersøgte
I alt er fire danskere anno 2006 officielt stadig eftersøgt, sigtet for mord under den danske besættelse. Ud over de her i bogen omtalte er det:
Jørgen Jens Valdemar Bitsch, født 21. december 1921. Han var Schalburgmand og senere i Waffen-SS. Ville være krigskorrespondent. Blev ved kapitulationen anholdt og interneret i Frøslevlejren. Her flygtede han fra. Siden har man ingen informationer og
Carsten Rasch Andersen, født 25. februar 19191, sigtet for deltagelse i en Gestapoaktion i Vordingborg 10.april 1945 hvorunder to mænd blev dræbt.
Og hvad med den 4. mand i drabet: Walther Carl Rasmussen, som stadig lever i Tyskland. Han var chauffør på 'dødspatruljen' som han var det, da Gestapo myrdede 11 danske frihedskæmpere på hovedvej A-1 ved Lejre i 1944.. Jeg traf ham personligt, da jeg som journalist og dokumentarforfatter deltog i et kammerat-skabsstævne for gamle SS-folk i byen Malente i Holsten 1977. Dengang spurgte jeg ham, og han svarede undvigende. Siden har jeg fået klare indicier på, at han var chaufføren, selv om alle altid har skrevet, at den 4. mand på 'Dødspatruljen' mod redaktør Clemmensen var 'en ukendt, tysk værnemagtssoldat'.
Vil man vide mere om Walther Carl Rasmussen, bør man læse den dygtige Ritzaujournalist Erik 
Høgh Sørensens bog 'Forbrydere uden straf'.
Erik
Dersom du vil kende historien om, hvordan Søren Kam vandt sit ridderkors - og mistede det igen - må du læse videre i næste kapitel.
Gå til Kapitelfortegnelsen