PROLOG

 

- I fire døgn havde hede, kulde, gribbe og hyæner fået én til at bande over dem, som havde arrangeret denne ’udflugt’. I fire døgn havde larvefødderne på vore kampvogne, mere korrekt benævnt ‘terrængående køretøjer’, bragt os længere og længere ind i den ægyptiske ørken. Solens ubarmhjertige stråler havde brændt over os med al sin styrke.

En ulidelig hede på 45 graders celsius havde i forening med gribbene, der ustandselig kredsede over vore hoveder, forsøgt at gøre os vanvittige. Når så nattens temperatur gled ned på 6 grader, og hyænerne gav sig til at hyle, ja, så bandede man denne ‘udflugt’ langt ind i Helvede. 500 km havde vi kørt igennem ørken. Møjsommeligt havde vi, kilometer for kilometer,  meter for meter, arbejdet os frem over stenørkenen med de mange, store klippeblokke spredt som var de smidt af Fanden selv. Som vor kaptajn udtrykte det: - Sandelig, dette er Djævelens legeplads!

Da pludselig! Da vi kom over sidste bakkekam, så vi målet foran os: En oase - Sankt Antonios Kloster! Vi måtte sætte køretøjerne fra os og gå de sidste 2-300 meter, før vi stod foran nogle enorme, høje sandstensmure. Var de 8 eller 10 meter? Svedige, beskidte og trætte stod vi, side om side, foran klosterporten.

 Da gik pludselig den store, svære port langsomt op. De øjeblikke vil jeg aldrig glemme! Altid vil et brændende ønske i mit hjertes inderste længes mod igen en gang at se og opleve det, som her skete. Ingen sagde noget. Vi bare så og hørte. Vi stirrede på de høje, slanke palmer, de tusinder af blomster, kilden med dens mange, små søer, og bækken der rislede mellem stenene. Vi hørte fuglene kvidre, og følte den fred, der hyllede alt i sin bløde kåbe.

Munkene, der var kommet for at tage imod os, stod stille uden at forstyrre det smukke billede, som prentede sig i hver enkelts sjæl. Et helt døgn blev vi her. Jeg tror, at jeg på de 24 timer lærte mere om menneskene og livet, end jeg havde lært i mit hidtidige 18-årige liv. Her var den fred, som nationer tørster efter.

Den lykke, menneskene higer efter. Her var netop dét, som verden i dag er næsten blottet for: Næstekærlighed.  Minderne om den oplevelse får mig til at længes efter at gense den smukke klosterhave og tale igen med de mennesker, som lever dér, så langt, langt fra nutidens forlystelsessyge, overfladiske liv.

Som lever et liv i ensom lykke og fred.

Foranstående tekst er den uredigerede ordlyd af et brev, skrevet af en 18-årig fynbo, hjem til en ængstelig  mor og far i Odense, som ikke var glade over, at deres søn havde meldt sig som frivillig til fremmed krigstjeneste. Det originale brev er lånt mig til denne bog.  Det gengiver den 18-årige unge mands umiddelbare indtryk af en stærk oplevelse.

 

    

        Til minde om besøget fik den 18-årige brevskriver abbedens visitkort

 

Brevskriveren nåede under forberedelserne til denne bog fra at være en gammel bekendt fra en fælles soldatertid i Odense 1956-57 at blive en personlig ven. Tre år gik fra vi i 1999 mødtes igen i fælles interesse for at få  bogen skrevet, til jeg foråret 2002 deltog i hans bisættelse i Pårup kirke. Det vil altid tynge mig, at jeg ikke formåede at få bogen færdig, før han – med sine 74 år den yngste af dem, bogen handler om – sov stille ind efter et langt og strengt sygdomsforløb, der burde have fortalt mig, at nu skulle bogen skrives, hvis han skulle nå at se den. Så svært havde jeg ved at fatte, at hans liv var ved at ebbe ud. Så fjern var den tanke mig, at netop han kunne dø. 

Jeg huskede det kendte soldaterord: ’Gamle soldater dør ikke...’.

Men jeg glemte sidste del: ’…de forsvinder bare!’

Natten til Store Bededag, 26. april 2002, ’forsvandt’ Poul Bærentsen, af  venner og bekendte, soldater som civile, kun husket som ’Marocco’.

Uden ham var denne bog ikke blevet skrevet, om en gudsforgåen flok danske gutter, som på regeringens opfordring og med dens fulde billigelse lod sig hverve som frivillige til at forrette krigstjeneste i en fremmed magts hær - og kom hjem uden at høste tak, endsige medaljer.

Mener du at have læst den sætning før? Så er det i hvert fald i en helt anden forbindelse. For du har næppe før hørt om disse mænd og deres indsats. Om ’Marocco’ og hans kammeraters indsats 1945-48 (bemærk årstallene) handler denne bog. Om deres drømme og deres vilje til at ofre det dyrebareste, et menneske ejer, i troen på at kunne forbedre Danmarks noget blakkede ry efter en loren, politisk holdning i den store frihedskrig. Den er fortalt af dem, der var med.

De fleste veteraner er allerede ’forsvundet’. Måtte de tilbageblevne nå at opleve, at der ikke kun ristes dem en minderune, men at det officielle Danmark påskønner deres indsats. Bedre sent end aldrig.

At deres hensigter om at gøre verden bedre ikke lykkedes, var ikke deres fejl. Viljen, siger man, ser Vorherre på. Den burde deres land også have kunnet nøjes med.

De nåede at sætte danske fod- og fingeraftryk i klodens  fjerneste egne. Fra Bermuda i Vest til Japan i Øst, fra Kenya i Syd til Skotland i Nord. De har fortjent en bedre skæbne end at være ’Arméen der blev glemt’. De gjorde Danmark ære.

 

Vi ville afvaske skammen fra 2. Verdenskrig

- Under den tyske besættelse 1940-45 havde jeg kun perifert deltaget i modstandskampen mod de forhadte tyskere, fortæller Poul ’Marocco’ Bærentsen. Jeg havde leget lidt  med uddeling af illegale blade. Mere tillidsfulde poster turde modstandsfolkene ikke betro en 16-17-årig knægt. Jeg havde så på egen hånd cyklet rundt og klippet tyskernes militære telefonledninger over. Og jeg havde ved én enkelt lejlighed - i en af krigens sidste dage - i ungdommelig dumdristighed optrådt så idiotisk, at det nær havde kostet mig livet. Det var i slutningen af april 1945. Alle vidste, at enden på Anden Verdenskrig var nær. Blot vidste ingen, om enden ville blive et ragnarok. Nok svirrede rygterne om, at den tyske værnemagt var på sammenbruddets rand. Men vi vidste også, at af galninge kan man vente det værste, når de tvinges med ryggen op mod muren og ser deres verden styrte i grus. Jeg tænkte:

- Nu skal det være. Jeg vil også være med i den slutkamp!  Men så måtte jeg jo skaffe mig et skydevåben. Derfor kørte jeg fra  Odenses yderkvarter, hvor vi boede, og ind til centrum. I Odd Fellowlogen på Nonnebakken, hvor tyskerne havde anbragt nogle af deres dygtigste og hidsigste folk, de grønne værnemagtspolitistyrker og sortuniformerede SS’er (som vi kaldte ’Gestapo’er), måtte der selvsagt være våben at stjæle. Solen var ved at gå ned denne aprilaften, hvor jeg på indianervis sneg mig op ad bakken, op mod pigtrådsspærringen, fast besluttet på at stjæle skydevåben, så jeg kunne forsvare fædrelandet, når det - det var vi alle sikre på - ville komme til kamp mellem besættelsesmagt og frihedskæmperne. Pludselig ramte den nedgående sols stråler noget metal og gav genskin i et maskinpistolløb. Jeg nåede at se genskinsglimtet, heldigvis ikke mundingsglimtet, da den tyske politisoldat åbnede ild mod mig på 15 meters afstand. For de gutter skød ingen forbiere. Men jeg havde nået at kaste mig i dækning. Som en skrækslagen kålorm krøb jeg ned ad bakken. Så snart jeg var uden for skudvidde, løb jeg så stærkt som en gazelle. Jeg har senere mange gange i årene efter været deroppe og set muren, jeg løb langs med. Den har stadig har mærker af  projektiler. At jeg ikke selv blev gennemhullet, skyldtes alene held, ikke forstand.

Og pludselig var vi så midt i de brusende og berusende majdage 1945, hvor tyskerne i afmagt havde kastet deres våben. De engelske ‘tommyer’ havde befriet Danmark, og taget over efter ’de fem forbandede år’ med de forhadte, grønuniformerede Værnemagtssoldater samt alskens uniformerede forgreninger af mange nazistiske korps. De havde besejret mine fjender, det danske folks fjender, som desværre kun det sidste års tid også havde været danske politikeres fjender. Sidstnævnte var ikke så lidt pinligt - og danner baggrunden for min og mine kammeraters historie, som den berettes i denne bog.

Ingen, der ikke selv har oplevet de majdage i 1945, vil nogensinde helt forstå den begejstringsrus, som greb os alle. Ikke mindst vi unge.  Jeg var 17 år og bestormede i disse overophedede majdage den britiske kommandant i Odense med bønner om at blive indrulleret som frivillig i den britiske hær. Vel var krigen i Europa forbi. Vel var Nazityskland og dets  sammensvorne pulveriserede. Men stadig kæmpede englændere, amerikanere, australiere, canadiere, hele det britiske Commonwealths soldater på den anden side kloden mod den sidste eger i Aksemagtens krigsmaskinehjul: Japan.

’Japserne’ var ikke mindre bestialske, ikke mindre afskyvækkende, ikke mindre forhadte end tyskerne. De fem års danske politikerslaphed hang os unge ud af halsen. Vi følte afsky for vore egne ledere, som ved deres samarbejds- og eftergivenhedspolitik havde ladet andre ofre livet for vor frihed. Selv set i bagklogskabens klare lys er det ikke for meget at sige, at vi nok ved mødet med englænderne i hine majdage 1945 var begejstrede og beundrende, men inderst inde følte i hvert fald vi unge en stærk skamfølelse over intet at have gjort for vort lands, for verdens, for menneskehedens frihed. Vi havde jo blot hygget os i smug og ladet andre gøre det beskidte arbejde. At tusinder af unge danskere følte som jeg i de dage, er der dokumentation for: For da der i løbet af sommeren 1945 begyndte at cirkulere rygter om, at danske mænd kunne melde sig frivilligt til kampene på den anden side kloden, væltede det ind med ansøgninger. Da Befrielsesregeringen i samarbejde med The British Army i september 1945 åbnede hvervekontorer rundt om i Danmark, blev disse bestormet af over 20.000 unge danskere, som ville ud og vise, at dansk slaphed i Anden Verdenskrig ikke var vi unges. Med vor frivillige tjeneste ville vi vise verden, at danskerne ikke alle var medløbere og slappe dovendidrikker, der lod andre sætte livet ind for os. Vi unge danskere ville vise verden - og især briterne, som havde befriet os - at danskerne var gode soldater. Mindst lige så gode som dem.

Vi ville afvaske skammen fra Anden Verdenskrig af det danske ry. At kun godt 2.400 af os fik lov at vise det, fortæller intet om viljen. Kun om dårlig, dansk kondi hos dem, som blev siet fra ved de strengeste sessionsprøver, der vist nogensinde er blevet gennemført i Danmark. Efter årtier som soldat mener jeg at vide, hvad jeg taler om. Da det første kontingent danskere blev sendt til træning i England, var krigen derude i Østen ganske vist slut, men aviserne kunne dagligt fortælle om små grupper af fjendtlige soldater, som nægtede at erkende nederlaget, og derfor kæmpede videre i små enklaver, vel vidende, at alternativet til at dø i kamp var udsigten til at dø foran en peleton eller i et galgereb.

Beretningerne var mange om nazister, fascister, japanere, som var til fare for den fred, der skulle være indtrådt med Tysklands og Japans betingelsesløse kapitulation i henholdsvis maj og august 1945. Efterkrigsopgaver, der skulle løses, var der mange af. Masser af truende farer. Enhver kunne regne ud, at De Allieredes soldater, som havde kæmpet og overlevet seks  krigsår, kun havde ét ønske: Blive afløst, så de kunne tage hjem til deres kære.

At afløse dem skulle blive vor opgave i de tre år fra oktober 1945 til efteråret 1948. Vi skulle komme til at tjenstgøre i så fjerne og forskellige egne som Tyskland, Norditalien, Indien, Singapore, Hong Kong, Indonesien, Burma, Ceylon (Sri Lanka), Bermuda, Jamaica, Kenya, Sudan, Palæstina, Syrien, Tripolitanien (Libyen),  Grækenland, Østrig, Japan, Egypten og Guldkysten i Vestafrika

Jeg var selv med et af de første hold danske frivillige til uddannelse i England. Om hvervning, indkaldelse, rejsen til England, uddannelsen, fordelingen i de forskellige militære enheder og om hverdagen, oplevelserne her og dér i det fremmede vil mine kammerater og jeg fortælle i denne bog. Hver holder sig til sine personlige oplevelser. For mit vedkommende bliver det erindringer fra tjeneste i Palæstina, Egypten og Det mellemste Østen, hvor jeg tilbragte 2½  år som professionel, frivillig  i The British Army.

- Vi var en håndfuld danske, der gjorde tjeneste ved Queen’s Own Royal West Kent Regiment. Vi var bl.a. stationeret i Suez ved kanalens sydlige ende, fortsætter ’Marocco’. Efter rekrutuddannelse og uddannelse på kompagniplan, var vi nået til uddannelse på bataljonsplan.

Det betød deltagelse i store militærøvelser i ørkenområderne langs Røde Hav. Det lyder mere spændende end det var. Tjenesten var - for at sige det klart - dræbende kedelig og ensformig. Dag ud og dag ind kun vagt- og patruljetjeneste omkring en britisk lejr med tyske krigsfanger. Vi prøvede at slippe ud af kedsomheden ved at søge forflyttelse, men blev nærmest sparket ud af  regimentschefens telt.

Ved et tilfælde erfarede vi, at der blandt de tyske krigsfanger var én, som havde været sparringspartner for den tyske verdensmester i sværvægtsboksning, guldvinder ved De olympiske Lege i Berlin 1936, Max Schmeling. Ham fik vi lov at hente  ud af krigsfangelejren - mod behørig kvittering forstås - og lade ham træne os i ‘the noble art of selfdefence’. Det var en kærkommen afveksling for både ham og os.

Flere af os havde tidligere været med i et militært, engelsk boksehold, og igen klarede vi - eller jeg bør nok sige 'de andre' - sig ganske fint. Men det er en helt anden (og for mig såre smertefuld) historie. Her vil jeg nøjes med at fortælle, at jeg i en række kampe mod andre boksehold fra ‘The Middle East Land Forces’ kun slog én rekord: Jeg vandt den lidet eftertragtede titel ‘Verdensmester i flest tabte kampe’. Jeg tabte samtlige mine 21 ‘bloody fights’. Så tal ikke til mig om ‘selvforsvarets ædle kunst’, please!

Men lad mig lige få endt historien om besøget i Sankt Antonio Klostret: Man framelder sig ikke i sådan en bokseturnering, når man er et rigtigt mandfolk. Men jeg blev reddet af Vorherre. Eller i det mindste hans lokale repræsentant, feltpræsten. Ham var det, som arrangerede den ‘udflugt’ til Sankt Antonio Monastery, langt inde i den egyptiske Ørken. Vi var 12 mand, der fungerede som chauffører, vagt og eskorte.  Historien bag oldtidsklostret i den øde sandørken er, at nogle af Jesu disciple efter hans korsfæstelse flygtede ud i ørkenen, bort fra Jerusalem og ned til en bjergkæde langt mod syd, hvor de først gemte sig i huler. Senere,  da jagten stilnede af, grundlagde det nuværende kloster, som altså ved vort besøg var over 1900 år gammelt. Aldrig kan jeg glemme synet af den grønne oase bag de høje mure, da den store, tunge klosterport blev åbnet indefra og slået helt tilbage. I et splitsekund følte jeg, at jeg kiggede direkte ind i  Paradisets Have.
 

Allerede på dette sted vil forfatteren give læseren en mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med brevskriveren, Poul Bærentsen. Han er en af hovedpersonerne i denne bog, og han nåede at blive mig både en ven og en enestående kilde.
 

çPå billedet har jeg fotograferet Poul en dag i 2001, hvor han og jeg sammen gjorde studier på 'Militærhistorisk Samling'(HISAM) i Odense, forud for den endelige tilrettelæggelse af   'Arméen der blev glemt'. Poul står ved den uniform, som han og hans kammerater var iført under alle ørken-operationer - også under den, han har beskrevet ovenfor.

 

Hvis du har højtalere tilknyttet din computer, kan du i Kapitel 14 "Hvad blev der af dem" høre Poul 'Marocco' Bærentsen. fortælle om sit liv, især sin soldatertid i dansk, engelsk og FN's tjeneste samt om sin personlige indsats for at samle de gamle kammerater i en veteranforening, "Ex-Army-1945", som hvert år indtil Pouls sygdom og død i 2001, holdt årlige parader på Odense Kaserne (herom senere)
 

 

 

Krig er og bliver en møgbeskidt affære

Alt, hvad jeg indtil nu har fortalt om militærtjenesten lyder såre fredeligt. Det var det bare ikke. Hvad  følgende oplevelse afslører: I Anden Verdenskrig havde araberne stået last og brast med tyskerne. Hitler havde lovet Muftien af Jerusalem, muslimernes religiøse overhoved i Mellemøsten, at når nazisterne vandt krigen, ville han fjerne alle jødiske bosættere fra det britiske mandatområde Palæstina.

Storbritanien havde med ‘Balfourdeklarationen af 1918’ lovet at beskytte jøderne i Palæstina og - hen ad vejen - give dem deres egen, jødiske stat. Af letfattelige grunde huede dette ikke araberne, som af samme grund i og efter Anden Verdenskrig anså briterne som deres fjender. Uafladeligt lurede derfor i årene under og efter Anden Verdenskrig arabiske snigskytter på alle i britisk battledress.

I forbindelse med mit regiments forlæggelse fra Cairo til Suez blev jeg udtaget til en forkommando. Transporten foregik i militære lastbiler og terrængående kampvogne. Efter at fortroppen, hovedstyrken, bagtroppen – og vi - var nået frem, opdagede man, at der savnedes en officer fra bagtroppen. Vi var to grupper, der blev sendt tilbage i jeeps på eftersøgning. Det blev gjort os klart, at hvis vi fandt ham, skulle vi ikke regne med at finde ham i live. Det slog til.  Vi fandt ham på andendagen, langt inde i ørkenen i en lille oase, som vi ganske rigtigt havde passeret. Han hang nøgen i den bagende sol, udspændt mellem to palmer i et kaktuskrat.

Fanget af araberne og i levende live torteret til ukendelighed. Blandt andet havde de sataner under torturen skåret hans tunge af. Mishandlingen havde de muhammedanske krigere afsluttet med at ophænge den hårdt medtagne, men endnu levende mand i tynde ståltråde, der gnavede sig ind i kødet på hans håndled og ankler. Forhåbentlig er døden kommet hurtigt ved blodtab. Eller kvælning. Det sidste, fordi muhamme-danerne før de drog videre, havde skåret hans kønsdele af og proppet dem langt ned i halsen på ham!

Vi fik at vide, at det er muslimernes religiøse måde, at sikre sig, at en mand ved genfødsel vil blive født som kvinde. Da muslimerne ikke regner kvinder halvt så meget værd som mænd, har de dermed sikret sig en væbnet fjende mindre efter genfødsel. Om denne religiøse begrundelse er sand eller ej, har jeg aldrig haft lyst til at undersøge. Hvad jeg så, det så jeg.

Tredje juledag 1947 fik jeg sammen med to andre danskere, Bent Beichler og Ronald Magnussen, ordre til sammen med 18 englændere at deltage som vagter og eskorte af 300 tons ammunition. At medsende en vagtstyrke skyldtes englændernes velbegrundede frygt for, at arabiske terrorister skulle sprænge ammunitionstoget i stumper og stykker på dets langsomme færd mod vore våbendepoter. Toget skulle fra brohovedet ved Suezkanalens udløb i Det røde Hav til et ammunitionsdepot ved Abu-Sultan i den arabiske ørken. Fra den tur stammer det, jeg siden har kaldt ‘Mit kostbare Trofæ’, nemlig Union Jack, det engelske flag. Flaget hang i lejrens messetelt. Jeg tænkte:

- Skal vi fare til himmels, skal det ske under vajende fane!  Så i ungdommelig kådhed og ufatteligt letsind tilranede jeg mig messens engelske flag.. Gemte det under blusen. Togstammen bestod af et enkelt lokomotiv og 24 godsvogne. Midt i toget var der indkoblet en gammel passagervogn. Bænkene af træ såvel som vognens vinduer var smadret. Den var til vagtstyrken, som ellers var anbragt med to mand med lette maskingeværer forrest på lokomotivet og resten ned langs vognene. Bageste vagt var 'Skotten'. Vi kunne skiftes til et kort hvil i ’salonvognen’, hvor vi også kunne spise vores madpakke. Togets hastighed var skal vi kalde det moderat. Uden besvær kunne man enten løbe, til tider gå, ved siden af vognene. Mangfoldige gange stoppede toget, mens vi undersøgte skinnelegemet foran os for miner og andre ubehageligheder.

Vi havde netop passeret et af de befalede stoppesteder (befalet, fordi det jævnligt var nødvendigt at få hældt vand på damplokomotivet). Vagtkommandøren havde dog lynhurtigt overskuet situationen og derfor besluttet ikke at stoppe toget dér. Det var en oase med kun et par enkelte hytter, men omkring hytterne sås flere beduiner og arabere, end man normalt forventede. Helt tydeligt ikke noget klogt sted at stoppe toget. Så vi fortsatte kørslen. Standsede først en times tid senere ved lyden af  kraftige detonationer langt bagude. Alt blev tjekket, hjul, aksler og deslige. Det var herunder, at vi opdagede, at 'Skotten' manglede. Jeg husker ham tydeligt. Han var kun en ung knægt som jeg. Og så var han skotte, robust og fanden-i-voldsk. Der blev så givet ordre til at rulle baglæns for om muligt at finde årsagen til ‘the big bang’ og måske finde spor af 'Skotten'. Tilbage ved oasebebyggelsen var det klart for enhver, at dén sprængning havde været tiltænkt os. Banelegemet var svært beskadiget. Bygningerne - og 'Skotten' – var blæst væk.

Vi menige fik aldrig nogen forklaring på, hvad der var sket med ham. Jeg gætter på et riffelskud fra en af beduinerne. Håber, han blev ramt i solarplexus og ikke har lidt samme skæbne som officeren fra bagtroppen. Da det jo drejede sig om at få den værdifulde last, den eftertragtede ammunition, frem til Abu-Sultan, fortsatte vi den afbrudte transport, der stort set foregik uden videre uheld. Efter at have afleveret lasten, kørte vi retur til Suez. Jernbanen var i mellemtiden blevet repareret af ingeniørtropperne. På den tid – i december 1946 - var såvel jøder som arabere vildt interesserede i våben og ammunition til kampen mod hinanden og mod os. Britiske styrker i Mellemøsten, herunder en god del af vi danskere i britisk uniform, befandt sig som dobbeltskjold mellem de stridende parter. Vi havde strenge ordrer til om overhovedet muligt at undgå kamp. Aldrig skyde først. Om muligt forhandle sig til rette.

Modpartens ordrer må have været stik modsat, for vi befandt os ustandselig på ‘øretævernes holdeplads’. Det medførte, at kammerater blev dræbt, minesprængt – og altså af og til tortureret.

 

Jeg må endelig heller ikke glemme historien om det engelske flag, 'Union Jack', som jeg havde stjålet!  Jeg havde resten af min tjenestetid et helvedes besvær med at skjule flaget ved appeller, parader og inspektioner. Den militære, britiske straffelov hjemler en streng straf for sådan en forseelse: Tyveri af militær ejendom eller ‘royal property’ som det hedder. Men jeg ville have mit tyvegods – mit kostbare trofæ - med hjem! Flagdugen hænger da også i dag på Militærhistorisk Samlings udstilling i Odense, på hvis kaserne jeg senere gjorde tjeneste bl.a. som oversergent i årene 1948-1960. Det hænger omgivet af andre klenodier fra os, Den glemte Armé, som et for os værdifuldt minde om mine og mine kammeraters tre dejlige år i verdens bedste hær, The British Army, slutter Poul ‘Marocco’ Bærentsen 

 

Chokeret så han sig selv slå løs på en gammel jøde!

- I 1947 havde min svogers kammerat på Juellingsholms Gods i Sønder Omme besøg af sin lillebror, fortæller Karsten H. Nielsen, fhv. handelsskolelærer i Skjern. Kammeraten, som var hjemme på orlov fra militærtjeneste i The Royal Artillery, var altså engelsk soldat. Jeg var 16 år dengang og meget betaget af den store, flotte fyr i den strålende uniform. Han var ikke selv ryger, så han delte villigt ud af sin ration af  engelske cigaretter. Erik Hansen hed han og havde været i Palæstina.

Fortalte sindsoprivende historier om tømning af skibe med jødiske immigranter, som efter års lidelser i Hitlers KZ-lejre nu søgte at nå Det hellige Land. Men ikke fik lov. Englænderne bordede skibene, opbragte emigranterne og sendte de stakkels mennesker til nye pigtrådsindhegnede lejre, indrettet på Cypern – en enkelt gang var de ligefrem blevet anbragt i den før så berygtede KZ-lejr i Tyskland Bergen-Belsen, som nu var under engelsk ledelse. Jøderne, som vi jo vidste havde lidt så meget under Anden Verdenskrig, troede ikke, at englænderne ville hindre dem i at rejse ind i det Palæstina, de havde længtes mod.

Sådan var forholdene ifølge Erik Hansen. Jeg gik som en selvfølge ud fra, at en eller anden journalist eller forfatter en dag ville skrive en bog om disse danske jenser i britisk tjeneste. De var jo derude på stederne. De var øre- og øjenvidner. De så og hørte jo det britiske imperium slå revner og styrte i grus. Den historie burde dog ikke gå i glemmebogen.

Men intet skete. Selv følte jeg ikke, at jeg kunne skrive bogen, men jeg gav i årenes løb mange gange idéen til skrivende folk. Men til sidst indså jeg, at skulle materialet ikke gå tabt, måtte jeg selv påbegynde en indsamling af stof. Sådan begyndte arbejdet med denne bog. Jeg traf for øvrigt kort efter denne min beslutning en tidligere engelsk officer, som havde haft nogle af de danske frivillige i sit kompagni.

- ’They were so marvellous fit!’ sagde han.

 

I 1980’erne begyndte jeg at efterlyse de frivillige gennem læserbreve her og der. Aviserne var flinke til at hjælpe. Når en eller anden meldte sig i telefonen, nedskrev jeg på stedet hans beretning i notatform eller bad om lov til at aflægge ham et besøg med min båndoptager. Manden fra min pure ungdom, Erik Hansen, var den første, jeg opsøgte. Jeg fandt ham i Vejle.  Da jeg besøgte ham, havde han netop fået et chock:  Fjernsynet havde aftenen før sendt nogle gamle filmklip fra Palæstina, anno 1947. Pludselig havde han set sig selv. Ikke som en pæn soldat på gaden, men tampende løs med en lang, hvid stok på en gammel jøde!

- Den bog må og skal skrives! tænkte jeg. Hvad har disse danskere dog ikke været sendt ud til. Og ingen synes at ane noget om det. Det må være en væsentlig del til forståelsen af Danmarks rolle i den store krigt!

Flere aviser lavede på baggrund af min efterlysning lokale artikler om  de ’forhenværende’, som dukkede op. Men en bog blev det stadig ikke til. Jeg henvendte mig mange steder. Først til en journalist, der selv havde været med. Men han blev alvorligt syg, og måtte afstå fra opgaven. Så gik jeg til Forsvarsministeriet, som kun havde én historiker - og han var optaget af andre gøremål. Hos universiteterne afviste man mig begrundet i pengemangel.

Så henvendte jeg mig til en række folkeuniversiteter. Et af disse skaffede kontakt til en arbejdsløs historiker , som tilmed havde begået et par afhandlinger om Besættelsen. Til ham overdrog jeg mit efterhånden store materiale.  Han gjorde et stort arbejde med udsendelse af spørgeskemaer, lavede nogle båndinterviews og besøgte diverse arkiver, bl.a. i London. Men intet førte til nogen bog. Det trak tilsyneladende  i uendeligt langdrag, så jeg til sidst måtte fratage ham mit materiale. Det viste sig også, at hans sigte var et andet end mit. Han ville lave en forskers  afhandling. Det stemte ikke med mine tanker. Jeg så det som folkeligt stof. Morgenavisen Jyllandsposten hjalp mig derpå frem til en jour-nalist. Det viste sig, at han var blevet fyret fra avisen, fordi han var dranker. Kort efter at jeg havde overdraget ham mit materiale, forsvandt han til Irland. I flere år anede jeg ikke, hvor materialet var blevet af. Da jeg ad omveje hørte, at han var vendt hjem, jagtede jeg og fandt ham. Heldigvis eksisterede materialet endnu. Siden var jeg i kontakt med en række forlag og forfattere. Ingen havde tid.

Jeg er ofte blevet spurgt: ’Hvorfor skriver du ikke bogen selv? Jeg måtte svare, at jeg ikke havde kræfterne. Troede vel heller ikke selv, jeg evnede det. Jeg så kun mig selv som igangsætteren. Så jeg var glad, da jeg til sidst fik kontakt med forfatteren Erik Haaest (journalistuddannet ved min lokale avis Skjern Dagblad). Han sagde ja – efter nogen betænkningstid, fordi han ligesom de foregående fandt opgaven kolossal. Jeg har undervejs flere gange 'rykket' ham. Det var som om heller ikke han kunne komme fra start. Men jeg klyngede mig til håbet som en druknende til sit halmstrå. 

Nu er det så endelig lykkedes. Jeg har glædet mig som et barn til juleaften på at få denne bog i hånden. For mig har det været en ubærlig belastning, når de efterhånden gamle svende har ringet og spurgt, hvornår deres beretninger bliver til en bog?

- Vi vil jo gerne se den, før vi dør! har flere af dem sagt. Så jeg var en glad mand, da jeg i sommeren 2000 sammen med Erik Haaest kunne deltage i veteranernes ’Last Parade’ på Odense kaserne. Tale med dem, og vise dem, at projektet var tæt på at lykkes.

De drog som unge ud for - efter krigens lorne, danske holdning - at gøre vort land mindre belastet i verdensopinionen. Deres indsats var et ’Tak for Befrielsen!’ At de ingen dansk tak har fået for deres dåd, er sørgeligt. Fortæller mere om Danmark og danskerne end om dem, der ofrede sig. Måtte denne bog blive et værdigt minde for deres indsats, slutter Karsten H. Nielsen.

 

            

Tre mænd, som har haft betydning for tilblivelsen af denne bog. Fra v.  Karsten H. Nielsen,  Skjern,  Poul ’Marocco’ Bærentsen (ved sin udstillede ørkenuniform

 i Militærhistorisk Samling, Odense) samt Carl Christian Hansen,’Langeland’.

Manden med de to papkasser

Regnfuld efterårsaften 1999. Gammel dokumentarforfatter småblunder til TVs 'prime time'. Han hører til dem, der står op, før Fanden får sko på og hønsene hopper af hjalet. Alle venner véd, at han efter kl. 18 bestemt ikke er til indviklede samtaler med folk, som snuer til op ad dagen og til gengæld har 'their greatest hour', når solen i vest går til hvile.

- Far! Der er telefon til dig! En Karsten Nielsen fra Skjern!

Nå, lad gå da. Skjern var min ungdoms by. Jeg har stadig visse relationer til den - men kendte ikke nogen Karsten Nielsen.

- Jeg ringer, fordi jeg håber, De vil gøre mig den tjeneste at skrive en bestemt bog, som jeg har samlet materiale til gennem mange år - men som jeg ikke selv føler mig i stand til at skrive... og så vil jeg lige høre...

- Hvad skulle den bog så handle om?

- Det drejer sig om 30.000 danskere, som meldte sig til fremmed krigstjeneste, og …

- Efter 10 bøger om emnet, agter jeg ikke at skrive én linie mere om Anden Verdenskrig. Jeg er en glad mand. Vil i min livsaften kun skrive lette, lyse bøger. Kun se glade læsere omkring mig! Skal jeg skrive mere om krig, må det være en ny krig.

- Dette ER en ny krig. Dette handler netop IKKE om 2. Verdenskrig!

- Hvis det ikke er Anden Verdenskrig, hvad er det så? Korea, Golfen, Vietnam?  Jeg har aldrig hørt om danskere i de krige.

- Det er ingen af de krige, De nævner. Det er nærmere...

- Altså en krig, jeg aldrig har hørt om?

- Det har faktisk heller ingen andre. Det er derfor, at de, som var med, kalder sig 'Arméen der blev glemt". Flere tusind danskere var med...

- De siger ’kalder’? I nutid. Som om nogen var levende endnu. Var det ikke i korstogstiden eller under Christian IV - eller Ruder Konge?

- Nej,  det var i 1945, lige efter Anden Verdenskrig! Det handler om krige i Palæstina, Indien, Sudan, Egypten, Kenya og en masse andre steder. Mange af dem, der deltog, lever endnu. Men de er gamle. Lever kun evigt, hvis vi får fortalt om dem. Det er nok sidste udkald! Det er derfor, jeg beder Dem...

 

Det kunne ikke passe!  Hvordan skulle en dansk regering i 1945 kunne sende unge, danske mænd af sted til fremmed krigstjeneste, samtidig med at den arresterede og straffede dem, der vendte hjem fra en krig, regeringen selv havde sendt dem ud i? Jeg luftede min skepsis.

- Det er netop det, jeg vil bede Dem finde ud af. Jeg har gennem 15 år samlet et stort materiale af interviews, beretninger og breve. Jeg har lagt materialet ud til flere journalister med henblik på en bog... men.... Den ene ville helst skrive en doktorafhandling. Den anden gik til i druk.
Lang pause. Så lød det spagfærdigt (jeg tror manden var ved at græde):

- Vil De se på materialet?

- Det kan der ikke ske noget ved. Men jeg garanterer ikke.

- Det er en chance, jeg må jeg løbe!

 

Nogle dage senere stillede pakkeposten to store papkasser i min entré. De var fyldt med papirer, fotoalbums, bøger, notater - og værst af alt 25-30 kasettebånd. Jeg véd intet værre end at skulle lytte i timevis til gamle  amatørbånd med kaffekoppeklirr og mellemsnak af uvæsentligheder.

I måneder udholdt jeg familiens hånlige bemærkninger om papkasserne og 'katten om den varme grød'. Jeg måtte jo til det. Sendte tanker tilbage til min første dokumentarbog. Da jeg i 1975 sagde ja til en bestilling på en bog om Frikorps Danmark, var problemet  mangel på kilder. Mit problem med denne bog, har været det stik modsatte. Kilde-materialet var overvældende. Hvor skulle jeg begynde? Hvor ville jeg ende? Over en øl i haven nævnte jeg sagen for min nabo, Lars Hansen:

- Snak med Carl Christian henne på Klintevejen, sagde Lars. Han var med! Han kan sikkert...

 

Verden er i sandhed lille. Af en lille flok, jeg aldrig havde hørt om, bor en af dem henne om hjørnet. Carl Christian Hansen blev den, der trådte på kickstarteren for mig: 

- Vi har endda en veteranforening, sagde han over en kop kaffe hos ham og Asta. Du må låne medlemsbladene. De er fyldt med en masse beretninger fra de gamle gutter.

Vorherre bevares, tænkte jeg. Jeg har to papkasser fulde.

- Du bør også tale med vor formand - vor ’commanding officer’ -  oversergent Poul Bærentsen, Odense. Vi kalder ham nu aldrig andet end 'Marocco'. Du kan også tale med Mike Hasselholdt eller....

 

Her røg kæden af. For mange sammentræf på én gang. Jeg kendte jo 'Marocco'. Han var som oversergent min soldaterkammerat i Odense 1956-57, da jeg var ung sergent og senere løjtnant.  Jeg kendte jo også Mike Hasselholdt. Min ungdomsven i 1960’ernes København.

Men jeg anede intet om, at ’Marocco’ og Mike havde været engelske soldater. Det havde de aldrig fortalt noget om. Jeg ringede til dem begge. 'Marocco's første beretning har jeg allerede bragt. Skæbnen ville, at jeg ikke nåede at gense Mike, kun at tale med ham i telefonen. Han døde i maj 2000. Men da havde jeg heldigvis nået at modtage hans spændende beretninger i skriftlig form. 'Marocco's og mit soldater-bekendtskab fra 50’erne nåede nu omkring årtusindskiftet at udvikle sig til et venskab. Frem til hans død i foråret 2002.

Uden Karsten H. Nielsens utrættelige indsats og store arbejde med indsamling af beretninger, dokumenter og fotos, uden ’Maroccos’ styr på begivenheder og kammeraternes oplevelser fra datiden, og uden Carl Christian Hansens inspiration var denne bog aldrig blevet skrevet.

Karsten Nielsens materiale, indsamlet gennem 10-15 år, var uoverskueligt. Jeg forstår til fulde, at mine forgængere gav op undervejs. Det havde jeg også gjort, om jeg ikke ved et lykketræf havde fundet frem til til ’Marocco’ og veteranforeningen ’The Danish Association of Ex-Army Men's Club 1945’.  Det hjalp mig at få skik på det enorme mate-riale, som nu er blevet til en bog. Oplevelser fortalt af dem, der var med.

 

Kommende historikere kan i de to papkasser finde bunker af materiale, som jeg ikke har fået plads til i bogen. I erkendelse af, at de fleste af dem, som i 1980’erne og 90’erne sendte materiale til Karsten H. Nielsen, formentlig er aflægs eller døde bliver hele materialet overdraget Militærhistorisk Samling i Odense.

I den løbende bog er alle kilder kun nævnt ved navn. Men bagest i bogen er de nævnt ved navn, militær grad,  soldaternummer og regiment, for de dannede aldrig nogen selvstændig, dansk enhed. De blev fordelt til ikke færre end 42 britiske regimenter og udstationeret i de fjerneste afkroge af The British Empire på 72 forskellige destinationer.

 

 

  Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre

Her er nogle af alle drømmene, de drømte: Orientens eventyr, palmer og pyramider