FØRSTE BOG

Aftenbladet, daværende københavnsk eftermiddagsavis, bragte denne tegning og overskrift 4. september 1945. Herunder artiklen i uddrag:

Da det engelsk-danske rekrutteringskontor i Vesterport åbnede i morges kl. 9, stod der allerede en kø på flere tusinde unge mænd, som ville melde sig til de britiske tropper i Japan. Der var luvslidte arbejdsløse, som her så en ny chance. Typiske fremmedlegionærer og elegante forretningsmænd, studenter med rød-hvide huer samt officerer og menige i den danske hærs uniform. End ikke mælkemænd, sporvognskonduktører og falckfolk savnedes i køen. En CB’er bad om 25 ansøgningsskemaer. For, sagde han, alle mine kammerater på vagtholdet vil være med. Jeg har lovet at tage skemaer til dem. Den lange ventetid havde ikke taget på de ventendes humør. En nattevægter fortalte, hvem der gad høre på det, at nu ville han minsandten til Tokio og prøve at låse døre dér. En ’svajer’ mente, at uden lotter kunne det nu ikke blive noget rigtigt korps. Efterhånden som folkene i køerne lukkedes ind og fik udleveret ansøgningsskemaer, strømmede nye til, og gangene på 3. sal i Vesterport-bygningen var hele formiddagen pakket med ventende. En overgang slap ansøgningsskemaerne op, så man måtte hente nye.

- Jeg tør nok sige, siger oberst Christian Lunn, som er chef for rekrutteringskontoret, at tilstrømningen i dag har overgået selv vore dristigste forventninger. Ganske vist var vi nok forberedt på tilstrømning, efter at vi de sidste uger har fået op mod 200 mundtlige henvendelser om dagen og ikke færre end 1700 skriftlige henvendelser. Det viser, at der stadig ruller vikingeblod i årerne på den danske ungdom.

Fra avisen Aftenbladet for 4. sept. 1945. Til venstre: Ansøgere fra den ventende kø

foran hvervekontoret. Til højre chefen, den danske oberst og ildsjæl Christian Lunn

Der opstilles bestemte betingelser for at komme i betragtning: En højde på ikke under 158 cm og en vægt på ikke under 50 kg. Kun ansøgere mellem 18 og 32 år kan vente at blive antaget. Endvidere skal helbredet være godt, og derfor skal ansøgerne gennemgå en session, hvor danske og engelske militærlæger vil være til stede. Hvornår sessionen finder sted, kan jeg endnu ikke sige bestemt, men det varer næppe længe…Tjenestetiden bliver i første omgang lige så lang som ’Alarmtilstanden’ varer. Der hersker nemlig stadig alarmtilstand i England… Ansøgerne forpligter sig til at forblive i den engelske hær 2 år ud over dens ophævelse. Tjenestetiden bliver mindst 3 år. Hvis man ikke på forhånd er indstillet på at skrive kontrakt om denne tjenestetid, kommer man overhovedet ikke i betragtning…

Ved den endelig hvervning får hver mand udbetalt 6 shillings (dvs. 5,80 kr.). Lønnen udbetales fra den dag, en mand er antaget og har underskrevet kontrakten. Hvis den hvervede er gift og har børn, får familien udbetalt et ugentligt beløb. Det er for hustruen 21 shillings og 6 pence eller 20,79 kr. Det første barn får 9,19 kr, det andet barn 8,22 kr og hvert barn derover 7,25 kr. Af disse beløb betaler vedkommende soldat dog selv 6 pence om dagen, som trækkes fra hans løn inden lønudbetalingen, slutter oberst Christian Lunn og iler tilbage til arbejdet.

For at forstå værdien af løn, hustrutilskud og eventuelle yderligere tilskud til børn må man kende datidens dagligvarepriser. 1945-priserne er i kroner og øre, hentet i Politikens Hvem-Hvad-Hvor-1946:

4 kg rugbrød 1,17 * 1 Franskbrød 1,17 * 1 kg havregryn 0,56 * 1 kg. Byggryn 0,56 * 1 kg. kartoffelmel 0,95 * 1 kg melis 0,63 *1 bajersk øl 0,51 *1 kg. Smør 4,41 * 1 kg svinefedt 4,26 * 20 æg 3,52 * 1 liter sødmælk 0,43 * 1 liter kærnemælk 0.26 * 1 kg skært oksekød 3,94 * 1 kg ost 3,38 *1 kg flormel 0,70 * 1 kg salt 0,25 * 1 kg oksforkød 2,72, kalveforkød 2,72, mørbrad 5,50 * 1 kg spegepølse 5,78 * 1 kg brun sæbe 1,20 * 1 liter petroleum 0,82 * 1 kg torsk 1,06 * 1 kg rødspætter 2,53 * 1 kg. Sild 1,02 * 50 kg kartofler 4,50.

Alle fødevarer var faldet Blot ét år før, i 1944, havde f.eks. 50 kg. kartofler kostet 20 kr. Det skyldtes de tyske tropper i Danmark samt tvangseksporten af fødevarer til Tyskland, som tærede på danske lagre.

En æressag

Nogle få sætninger fra en ledende artikel i Danmarks dengang førende dagblad Berlingske Tidende, bragt mellem Japans kapitulation (15. au-gust 1945) og åbningen af Dansk-Engelsk Hvervekontor (4. september), levner ingen tvivl om, at det officielle Danmark står helt og fuldt bag hvervningen. Berlingske Tidende var på den tid selve talerøret for de to førende konservative ministre i Befrielsesregeringen, udenrigsminister J. Christmas Møller og forsvarsminister Ole Bjørn Kraft. Lederartiklen indledes: ’Forsvarsministerens meddelelse om, at danske frivillige nu kan melde sig til den engelske hær, er en nyhed, der virkelig har nyhedens karakter…’

Lidt senere i artiklen hedder det: ’Hovedtanken med den aftale, der er sluttet, er netop at frivilligt, dansk mandskab skal have adgang til at afløse engelske våbenbrødre, der i årevis har ligget i felten…. Det er med andre ord en af vore pligter som allieret nation, der hermed skal opfyldes… Det siger sig selv, at det derfor er en æressag at stille et kontingent, vi kan være bekendt.’ Derpå følger et afsnit, som viser, at idéen med at udsende danskere til engelsk militærtjeneste på langt sigt er, at de frivillige senere skal aftjene deres værnepligt i Danmark og dermed være en støtte uddannelsen af det danske militær. Nøjagtigt som man i 1941-43 opfordrede danske officerer til at melde sig tysk militærtjeneste med henblik på ved disses tilbagevenden til den danske hær at have skaffet sig forbedrede avancementsmuligheder i kraft af den derved opnåede krigserfaring, så ’tilskynder man hvervningen’. Lederskribenten fortsætter: ’Den tjenestetid, de frivillige forpligter sig til, er ifølge aftalen mellem Danmark og England fastsat til 3 år. Det vil være ensbetydende med, at mandskabet ved hjemsendelse til moderlandet repræsenterer en specialviden om en moderne hærs opbygning, uddannelse og udrustning, som kan komme vore egne styrker til gode i fremtiden. Det er derfor glædeligt at konstatere, at den danske regering tilskynder rekrutteringen, så det indledede samarbejde mellem den engelske og den danske hær i gensidig interesse forhåbentlig giver det ønskede resultat’.

Hvervekontoret åbnede tre uger, efter at Japan den 15. august havde kapituleret, hvilket fik denne forklaring i en avisartikel, som formentlig er udsendt af Ritzaus Bureau, idet teksten er enslydende i flere aviser i de sidste dage af august 1945. Jeg kan ikke bare mig for at trække på smilebåndet af udtrykket ’et dansk frivilligkorps’ - sindrigt formuleret for ikke at bruge udtrykket ’dansk frikorps’ eller ligefrem ’Frikorps Danmark’: ’Selv om krigen mod Japan nu er forbi og den egentlige hensigt dermed er faldet bort for at danne et ’dansk frivilligkorps’ til aktiv indsats, har der fortsat været forhandlet om mulighed for danske til at komme til at gøre frivillig tjeneste i de engelske styrker. Der er fortsat brug for store, engelske styrker mange steder på kloden, og englænderne har erklæret, at de fortsat er rede til at modtage danske frivillige til uddannelse og indsats i de engelske regimenter… Nu må de frivillige regne med, at de i stedet for at komme til Østen eventuelt vil blive indsat i besættelseshæren i Tyskland. Foreløbig skal de gennemgå en uddannelse i England’

Om disse ideale tanker så også var de frivilliges bevæggrunde til at melde sig, vil vi se nærmere på.

- Snakken om hvervning til den britiske hær cirkulerede i København i eftersommeren 1945, siger Johannes Munch. Muligheden for at komme rundt i verden satte naturligvis fantasien i gang. Jeg fulgte spændt med i ’Familie Journalen’s tegneserie ’Villy på Eventyr’. Jeg gik til hvervekontoret i Trommesalen 2, meldte mig og afrejste 2. februar 1946 fra Københavns Hovedbanegaard. Der var allerede kommet flere hundrede før os, da vi kom til Canterbury, hvor den første uddannelse skulle ske. Da tiden efter seks ugers rekruttræning kom, hvor vi kunne fremsætte ønske om regimenter, havde jeg to muligheder: ’The Buffs’ og Scottish Highlanders. Jeg fravalgte skotterne, fordi jeg ikke ville være til grin ved at gå rundt i kilt og bar røv. Om ’The Buffs’ blev oplyst, at muligheden for at komme til Østen var størst dér. Jeg nåede da også at opleve lange, spændende sørejser gennem Middelhavet, Suezkanalen, Det røde Hav, Indiske Ocean, Det kinesiske Hav og Malakkastrædet samt opholde mig i Singapore og Hong Kong. Det var netop disse Østens eventyr, jeg altid havde drømt om at opleve, slutter Johannes Munch.

- I juli eller august 1945 fortalte aviserne om muligheden for, at danskere kunne melde sig frivilligt til engelsk militærtjeneste, fortæller Erik Bech, Nykøbing Sjælland. Jeg fulgte nøje udviklingen. Jeg kunne ikke rigtigt finde mig til rette i mit arbejde. I Besættelsens sidste år havde jeg været med i en illegal bladgruppe under Frit Danmark. Der havde jeg haft nogle spændende oplevelser. Jeg var 19 år og let deprimeret. En historisk tid var forbi - og godt for det - men det var svært at fryde sig i en almindelig hverdag. Efter et par måneders arbejde, bl.a. ved politiet i et par flygtningelejre, skulle jeg tilbage i mit borgerlige erhverv: Elev i Københavns Folkeregister. Den lyst var let at styre. Så den 21. september 1945 var jeg på Dansk-Engelsk Rekrutteringskontor og underskrev denne erklæring:

’I hereby declare, that I am willing to serve in the British Army for the duration of the present emergency. I further declare, that in the event of the emergency coming to an end within one year from the date of my enlistment, I shall be willing to serve for an additional period of two years, if my services should be so required’

(Jeg erklærer at være villig til at tjene i den britiske hær, så længe den nuværende alarmtilstand eksisterer. Endvidere, at jeg i tilfælde af nødsituationens ophør inden for et år fra datoen for min indrullering er villig til at tjene i yderligere to år, såfremt min indsats måtte være ønsket).

- En kold decemberdag 1945 kom min storebror og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive frivillig soldat i England, fortæller Gunner Nielsen. -Er du tosset? spurgte jeg. Hvad tror du, mor vil sige?’ Mor var blevet alene med 8 børn og havde brug for al vor hjælp. - Vi siger ikke noget til mor. Det er vores hemmelighed! Dagen efter gik vi til politistationen og fik skemaer. Min bror ville også med. Han var 8 år ældre end jeg og havde været dansk soldat i 30’erne, først for sig selv og siden for andre værnepligtige, som købte sig fri mod betaling. Det kunne man dengang. 1939 havde han meldt sig frivilligt til den finske hær til krigen mod Rusland. Han kom af sted, men før han kom i aktiv tjeneste, blev der våbenstilstand. Jeg var 20 og havde aldrig været uden for landets grænser. Endelig kom dagen, hvor vi blev kaldt på session i Nykøbing F. Vi drog af sted uden at fortælle mor hvorhen og hvorfor. Eventyret lå foran os. På Hotel Baltic i Nykøbing F. blev vi undersøgt. Vi ville få besked. Vi glædede os og talte i de kommende uger i hemmelighed om at komme ud i den vide verden.

Så kom det nye år. Jeg blev indkaldt til dansk session og blev taget til fodfolket. Der kom jeg lidt i klemme, men ventede og lod tilfældet råde. I februar kom afslaget til min bror. Årsag: En lille smule skelen på det ene øje. Han var helt slået ud. Da min mor erfarede sandheden, kan det nok være, der blev panik. 14 dage senere kom brevet til mig: Antaget. Havde der ikke været panik før, så blev der nu. Men jeg ville af sted. Jeg skrev til det danske militær og søgte om udsættelse. Den kom ret hurtigt. De tre års tjeneste i britisk militær var lige forude. Vi fik ansættelsespapir og cigaretter og besked om at stille på Næstved banegård den 31. marts 1946. Jeg stillede iført mit tynde celluldstøj fra Besættelsen. Frøs som en lille hund. Alle mine venner var på perronen for at vinke farvel. Jeg fik knus og kram – og tårerne løb mig ned ad kinderne. Jeg følte mig alene. Havde ondt af min storebror, som måtte blive hjemme. Et helt nyt liv var begyndt, slutter Gunner Nielsen.

- Vi, der meldte os til britisk militærtjeneste 1945, får tit stillet spørgsmålet: ’Hvorfor meldte du dig?’ fortæller Niels Kold, kaldt ’Strisser’. Skal svaret være kort, siger jeg: Eventyrlyst. Men der hører meget mere til, hvis jeg skal give et fyldestgørende svar. Som 12-årig blev jeg sendt på kostskole, hvor man lærte at klare sig, til tider med list og lempe, til tider med rå kraft. Efter realeksamen, fyldt med masser af fysiske kræfter, blev jeg landvæsenselev på en herregård. Erfaringerne fra kostskolen kom mig her til gode, når man skulle klare sig mod herregårdsbørsterne. Der stod ingen herregård og ventede på mig, så jeg indså, at en anden uddannelse nok var klogere. Jeg søgte ind til politiet, og kom efter endt politiskole til Station-9 i Valby. Det var 1943. Den 19. september 1944 blev jeg sammen med mange kolleger arresteret af Gestapo og sendt til KZ-lejr Neuengamme, senere videre til KZ-lejr Buchenwalde. Jeg kom hjem med Folke Bernadottes hvide busser i april 1945. Havde været på en effektiv slankekur, men mentalt var jeg hærdet. Jeg havde oparbejdet et uforsonligt had til alt, hvad der dengang betød tysk for mig: Nazisme, SS, Gestapo og mere af samme skuffe.

I mit sind var der ingen tvivl: De barbariske, uciviliserede tyskere burde sættes på plads. Få dage efter hjemkomsten kom kapitulationen. Jeg kom tilbage i politiet. Men så dukkede chancen op for at lade sig hverve til britisk krigstjeneste. Når jeg på dette sted går lidt i detaljer med opholdet i KZ-lejren, skyldes det, at tiden dér – uden at jeg dengang ville erkende det – nok var en væsentlig bevæggrund til, at jeg lod mig hverve. Særlig to bestemte hændelser i KZ-lejren anskueliggør, hvorfor jeg senere har kunnet betragte de problemer, man uvægerligt kommer ud for, efter devisen ’Herregud! Det er jo ikke livstruende!’

Fordi jeg med min realeksamen havde noget kendskab til det tyske sprog, blev jeg udpeget til at være tolk for de danske politifolk, som måtte indlægges på infirmeriet i Buchenwaldelejren. Lægerne var selv fanger, som havde været læger, før de kom i KZ-lejr. For at man kan forstå lægers og patienters vilkår, må man vide, at lægerne måtte arbejde uden ordentlige instrumenter, uden medikamenter og overhovedet uden bedøvelsesmidler. Til gengæld havde de den størst tænkelige vilje til at redde flest muligt - og til så humant som muligt formindske de syges lidelser. Første eksempel viser, at den mand dør, som mister håbet. På et tidspunkt blev jeg beordret til at tale med et par syge fanger, som lå hen, helt apatiske, uden at reagere på hverken tiltale eller tilbud om behandling. Jeg spurgte lægerne, hvad de fejlede. Lægerne kunne ikke finde tegn på nogen sygdom, ud over den sædvanlige underernæring. Mente, at de to simpelthen havde givet op. Havde mistet livsmodet. Begge døde i løbet af få dage, uden at nogen kunne fastslå årsagen. Mit andet eksempel viser til gengæld, at tror man på livet, kan man overleve på troen alene: I infirmeriets venteværelse kom jeg i snak med en polsk jøde. Han var angrebet af rosen. En underarm var allerede amputeret for at standse sygdommen. Operationen var foregået uden bedøvelse, for man havde intet at bedøve med.

Stop lige op et øjeblik, kære læser! Forestil dig den fysiske smerte, en sådan operation medfører. Og angsten, der går forud for operationen. Man kan næsten dø af skræk ved den blotte tanke! Men lægerne havde altså stoppet sygdommen. Troede de. Men... Nu sad polakken her for at få amputeret den anden arm. Jeg gav udtryk for min forfærdelse, min medlidenhed, min medfølelse med, hvor frygteligt det måtte blive for ham. Ikke kun operationen, men også livet efter. Et liv uden arme. Proteser kunne der ikke være tale om i lejren. Hans svar gav mig tro på, at det er muligt at overleve, blot man holder ud:

- Hellere armen end hovedet! Polakken overlevede operationen. Jeg så ham flere gange senere i lejren, men jeg véd ikke, hvordan det videre gik ham. Hans reaktion på min medfølelse har påvirket mig resten af livet. - Herregud! Det er jo ikke livstruende!

Jeg mener, at netop de to oplevelser påvirkede mig til at melde mig til den britiske hær og gav mig styrke til at gennemføre tjenesten. Det krævede til tider iskolde og stærke nerver. Som da jeg en gang i Palæstina var med til at finde to engelske soldater, der var blevet kidnappet af ’Irgun-banden’- en jødisk terrororganisation mod alt, der var engelsk eller arabisk. De to kammerater var blevet hængt i en appelsinplantage. Da vi så deres døde kroppe i træerne, vidste vi af erfaring, at vi skulle være forsigtige. Sådanne lig var ofte omdannet til rene dræberbomber; maven skåret op og fyldt med ’boobytraps’, miner som eksploderede ved mindste berøring.

Jeg sluttede min militære karriere som ’sergent major’ (oversergent) med den ubehagelige opgave at bringe britiske desertører for krigsretten ved deres regiments hjembyer i England, Skotland og Wales.

Efter min hjemsendelse, blev jeg ansat i en dansk bank, hvor jeg forblev til min pensionering 1985. Venner har tit udtrykt undren over, at jeg som pensionist har taget ophold i Tyskland. Jeg ser det som bevis på, at tiden læger alle sår. Noget af ballasten fik jeg som frivillig i The British Army, slutter Niels Kold.

En, der ville – og turde – melde sig

- Ingen fra min modstandsgruppe fra Besættelsen meldte sig til britisk militærtjeneste til kampen mod japanerne, fortæller Børge Pedersen. Da hverveannoncerne dukkede op, var jeg reservebetjent i Midtjysk Udrykningstjeneste, tjenstgørende i Aalborg. Når jeg meldte mig, skyldes det måske lange samtaler med den britiske tolk fra Monty’s ’ørkenrotter’. Han var sønderjyde og havde gjort krigen med på britisk side i Afrika og senere i fremrykningen gennem Frankrig, ind i Tyskland. Han overbeviste mig. Jeg havde tre gode år i den britiske hær. Vendte tilbage til mit gamle fag som møbelpolstrer og var fra starten med i hjemmeværnet. Blev kompagnichef – og er som pensionist stadig medlem af Hjemmeværnet, slutter Børge Pedersen

- I avisen læste jeg i forsommeren 1945, at den britiske hær ville hverve dansk ungdom til aflastning af deres egne krigstrætte soldater, fortæller Wladislav Banasik, Thisted. Krigen i Stillehavet mod Japan var på det tidspunkt endnu i gang. Ansøgningsskema blev afhentet på Politistation, udfyldt og afleveret. Jeg meddelte mine forældre, at nu rejste jeg. For der var så meget at gøre. Krigen i Europa var slut. Men så kunne vi tage en dyst mod japserne. Det var min indstilling. Den 6. august 45 faldt imidlertid atombomben over Hiroshima. Tre dage senere over Nagasaki - og den 15. august kapitulerede Japan. Verdenskrigen var forbi. Dér stod vi! Men der var stadig meget at gøre: Bevogtning af krigsfanger, nedkæmpning af varulve, oprørsbevægelser, som udnyttede situationen, nu da England var krigstræt. Så krigens afslutning ændrede ikke min opfattelse af, at der var nok at gøre for raske folk overalt i verden. Jeg mødte derfor januar 45 frem på hvervekontoret i Aalborg.

- Da krigen sluttede, var jeg hjemme på gården, fortæller Erik Hansen, Vejle Jeg kom på session og blev taget til Livgarden.

I mellemtiden søgte England frivillige til at hjælpe sig ud af et dilemma: De havde mange soldater, ansat på kontrakt. Den lød på ’Udløb ved krigens slutning’. Og good old Britain havde stadig mange jern i ilden: Eftervirkningerne af krigen mod Japan med masser af oprørsballade i de befriede områder i Mellemøsten, Indien og Afrika.

Jeg meldte mig, kom på session og blev antaget som engelsk soldat på 3 års kontrakt. Nu var jeg meget spændt på, hvem der kom først med indkaldelsen, englænderne eller Livgarden. De to indkaldelser kom samtidig! Men der var en forskel: Jeg skulle afrejse til England to dage før, jeg skulle møde på Jægerspris kaserne. Så Livgarden gik glip af en god soldat!

Jeg glemmer aldrig dagen, hvor jeg måtte sige farvel til mor. Vi regnede faktisk ikke med at se hinanden igen. Men da hun og gården var ude af syne, følte jeg en uforklarlig lettelse og frihed. I 20 år havde jeg følt mig slavebundet, og hele tiden kun hørt "Gør nu det!" og "Gør ikke det!". Men nu! Aldrig mere skulle jeg gå og lugte til kolort og grisemøg. Det var bare skønt. To dage senere kom det danske politi for at hente mig. Men da var fuglen fløjet, slutter Erik Hansen.

- Jeg er født og opvokset i en provinsby i Jylland, fortæller Verner Nitschke. Vi var 6 søskende, hvoraf jeg var den yngste. Vi havde en god barndom. Far var væver, formand for tekstilarbejderne og med sæde i byrådet. Som 10-årig kom jeg ud at tjene på en stor gård af egen fri vilje, for jeg var totalt bidt af landbrug og dyr. Jeg var i fire år hos en god og fin bonde. Gik i skole hveranden dag. Derfra kom jeg til en missionsk bonde et halvt år. Det meste på bordet var bønner - bordbønner. Det blev slutningen på min tid som landmand. Dog, mange år senere, da jeg havde samlet penge nok, købte jeg mig en gård. Men efter landbruget gik det deruda’ som bagerikarl, møbelpolstrer, hotelkarl, apotekerkarl, købmandskarl og sømand. Min barndoms kammerat Kaj Andersen, også kaldet Andy, og jeg havde, inden vi var 17, travet Jylland og Fyn rundt flere gange. I april 1945 boede ’Andy’ og jeg i København med arbejde på Dyrehavsbakken. Der arbejdede også en Palle Johnson fra Roskildevej.. ’Andy’, Palle og jeg havde i hørt noget om, at de manglede frivillige til den engelske hær. Vi rekvirerede papirer, fyldte dem ud - og jeg glemte så alt om det. Men ikke Andy. Han tog af sted. Palle og jeg tog Jylland rundt. Palle var ikke god til at ernære sig selv, men må have meldt sig, for jeg mødte ham senere i Canterbury. Han blev sendt hjem. Han omkom i Kenya i Afrika, da han faldt ned, mens han balancerede på vingen af en flyvemaskine. Også ’Andy’ kom som frivillig til England, blev indrulleret i Durham Light Infantry og blev senere faldskærmssoldat; skrev kontrakt som professional to gange 9 år, blev smidt ned over Sydarabien, da der var problemer dér og senere, i 1956, i Egypten. Han blev gift i England.

Så var der mig, sagde hunden. I juni 1946 meldte jeg mig til engelsk tjeneste på kontoret i Buen i København. Der var en anden dansker, som skulle til England. Han hed Leo Kristiansen og var fra Århus. Han mente godt nok, at det var slut med hvervningen. At man havde udtaget de sidste danskere til England.

Sandheden var da også, at hvervekontoret i Trommesalen 2 så meget lukket ud. Der gik bare nogen og gjorde rent. Men Verner Nitschke mente nok, han kunne sælge sand i Sahara. Jeg gav ikke op, for så ville min verden være styrtet sammen. Jeg ville til England. Jeg bankede som en gal på glasdøren, forklarede mit ærinde og efter megen palaver kom der en mand og sagde, han var læge. Han så bare på mig og sagde: Du er egnet! Jeg må have være den sidste, der meldte sig til British Army. Jeg var derfor også en af de sidste, der kom hjem. Hvorfor jeg meldte mig? Det var det med ’Join the Army and see the World’. Kort sagt: Eventyrlyst, slutter Verner Nitschke.

- Jeg er født den 3. april 1925 i Odense, fortæller Jørgen Hansen. Mit barndomshjem var præget af stor fattigdom pga. den store arbejdsløshed i 20’erne og 30’erne, som hele det danske samfund led meget under.

Jeg var den yngste af fire. Selv kan jeg ikke huske det, men mine ældre brødre har fortalt mig, at det ikke var hver dag, vi havde mad på bordet. 1931 var familien åbenbart kommet lidt til kræfter, for vi flyttede i eget hus udenfor Odense, nærmere betegnet Næsby, som den gang lå langt ude på landet. Jeg kom i en landsbyskole. Familien flyttede 1934 til Randers. Far var møbelsnedker, og jeg kom i lære som møbelsnedker den 1. april 1940. Få dage efter kom den tyske besættelse af Danmark, hvad der senere skulle komme til at præge min tilværelse. Besættelsens første år gik forholdsvis roligt, men efter en del drengestreger med chikane af besættelsesmagten (store sten på jernbanespor, når vi vidste der kom troppetransporttog, punktering af tyske bildæk, sætte ild på deres hølæs osv.) kom der en dag våben og sprængstoffer ind i billedet. Drengestregerne var blevet til alvor.

En oktoberdag i 1943 stillede tyskerne og det danske politi på min læreplads, der heldigvis var så stor, at der var flere udgange. Med nød og næppe undslap jeg. Heldigvis også de fleste af kammeraterne. En enkelt endte sit alt for unge liv i en tysk KZ-lejr. Jeg og to andre slap væk fra Randers, kom til København, og kom i kontakt med folk, som havde forbindelser, så vi kunne nå til Sverige (november 1943).

Da dagen for afgang til Sverige oprandt, afslog jeg og blev i København. Her deltog jeg i en del arbejde af mindre væsentlig karakter. Jeg havde fået arbejde som forbundter på et mindre snedkerværksted med chance for svendebrev. Men den 1. marts 1945 gik det galt. Vi var to på en specialopgave og blev taget af tyskerne på fersk gerning. En stikker havde nok været på spil. Vi kom under temmelig hårdhændet behandling af den berygtede Brøndumbande.

Jeg sad mange døgn i enecelle på Politigården, isoleret med lys i cellen døgnet rundt. Dagen før jeg skulle have været til domsafsigelse på Shellhuset, blev det bombet af englænderne. Et stykke tid efter blev jeg ganske stille overført til Vestre fængsel, hvorfra jeg blev befriet af mine kammerater i Modstandsbevægelsen 5. maj 1945. Jeg meldte mig som frivillig til den britiske hær sommeren 1945. Min beslutning havde flere årsager: Bombningen af Shellhuset, som jeg føler jeg kunne takke for mit liv - og så en god del eventyrlyst, slutter Jørgen Hansen.

- Er det så underligt, at mistilliden til ens eget folk fik os til at flygte i skuffelse over retsopgørets hævnmotiver, fortæller Mogens Hansen. Sammenkoblet med skuffelse over det lidet, vi fik udrettet i frihedskampen. Skuffelse over os selv og vor afmagt i fredens dage! Mens jeg gik vagt ved Arnum og bevogtede rester af et tysk flakbatteri, blev det mig for meget. Jeg var træt af et land, hvor så mange ville have æren, men ingen vil vedkende sig skammen og ansvaret. Hvor det politiske luskeri igen havde taget magten. Det kunne jeg ikke bygge min fremtid på. Jeg havde erfaret, at krigens brutalitet også medførte brutale sandheder. En af sandhederne om vi danske er, at vi var for feje til at kæmpe; for feje til at ofre; for feje til at indrømme fejheden. Jeg meldte mig som mange andre til den engelske hær. Vi havde en moralsk kæmpegæld til dette land. Hvorfor ikke yde en beskeden afbetaling på et tidspunkt, hvor Storbritannien endnu var i krig i Det fjerne Østen, slutter Mogens Hansen.

- Jeg var 26 år i 1946 og betænkte mig ikke et øjeblik, da hvervningen begyndte, fortæller Frede Hansen, Rønne. Den britiske hvervning skete senere på Bornholm end i resten af landet. For efter den tyske besættelse blev vi jo besat af russernes Røde Armé. Englænderne var forment adgang til Bornholm og kunne derfor ikke holde session på Bornholm før i 1946, da russerne var rejst. Jeg havde været dansk soldat i 14 måneder ved 1. Regiment på Sjælland, men kort før den 9. april 1940 blev et kontingent af bornholmere overført til at forstærke Bornholms Værn.

I november 1940 blev jeg hjemsendt, men jeg nåede endnu en gang at komme ’i kongens klæ’r’, nemlig i forbindelse med den tyske kapitulation i maj 1945 og russernes ophold her. Jeg blev genindkaldt for nogle måneder. Men havde stadig ikke set andet end Bornholm og Nordsjælland. Jeg havde simpelthen stor lyst til at komme ud og se mig om, slutter Frede Hansen.

Lektor og oberstløjntnant af reserven Ebbe Juul-Heider, hvis enestående undersøgelse af de frivilliges historie vi lidt senere skal erfare om, har sat sig grundigt ind i emnet.

- At besvare spørgsmålet ’Hvem tog af sted?’ ville kræve en detaljeret gennemgang af samtlige ansøgningsskemaer, siger han. Det er ikke sket. Men en forsigtig vurdering er, at det typisk var det socialt beskedne Danmark – med 7 års skolegang og meget små sprogkundskaber i bagagen. Det var ikke ’kender-de-rigtige-mennesker’ – og slet ikke et medieforbrugende Danmark, som lod sig hverve. Der var ingen taler eller hornorkestre, da de drog ud – endsige da de vendte tilbage. De var – sådan vurderes det - unge mænd, som rejste af sted uden at gøre noget videre væsen af hverken sig selv eller deres egen indsats. De gjorde deres pligt, og kom så hjem igen. Her gled de ret ubemærket ind i dagligdagens gøremål – måske med en lille artikel i den lokale avis. Og det var så det, slutter foreløbig Ebbe Juul-Heider

Da formanden for Det danske Råd i London under Anden Verdenskrig, John Christmas Møller, 6. maj 1945 blev fulgt til flyveren af Englands viceudenrigsminister for at tage hjem til Danmark og blive udenrigsminister i Befrielsesregeringen, sagde Christmas Møller:

- Sig, hvor mange, frivillige, danske soldater I vil have i The British Army til hjælp mod japanerne – og I skal få dem! Det står jeg inde for!

Sådan går i hvert fald historien. Om den er sand, véd ingen. Jeg har forgæves søgt mundtlige og skriftlige kilder til anekdoten. Men sikkert er, at de unge danskere, som på danske hvervekontorer i 1945-46 meldte sig til engelsk krigstjeneste, var overbeviste om dens rigtighed. Og sikkert er det, at der i september 45 oprettedes dansk/britiske hvervekontorer i Danmark med Befrielsesregeringens fulde billigelse.

I aviserne og i ’Pressen Radioavis’ (som Statsradiofoniens nyheder hed dengang) blev det igen og igen meddelt, at de britiske myndigheder havde bedt Danmark om, at unge, danske mænd i den værnepligtige alder måtte få lov til at lade sig hverve til frivillig tjeneste i The British Army. Det havde den danske Befrielsesregering accepteret. Befrielsesregeringen var i øvrigt sammensat af politikere fra alle partier og lige så mange repræsentanter for Modstandsbevægelsen under ledelse af socialdemokraten, statsminister Vilhelm Buhl.

Om det i Befrielsens kølvand har været en taktisk manøvre for at virke som troværdige allierede efter Danmarks noget tvivlsomme krigstidsry som ’Hitlers kanariefugl’ eller om det virkelig var en taknemmelighedsytring fra danske politikere, må den enkelte vurdere ud fra sin tro. For vi mangler viden. Sammen med så megen anden sandhed fra den tid ligger også denne forseglet i de lukkede arkiver.

En anden vandrehistorie siger, at de frivillige blev lovet, at de ved at melde sig til engelsk krigstjeneste kunne aftjene deres danske værnepligt, som de fleste på grund af den tyske besættelse 1940-45, ikke havde kunnet opfylde. Heller ikke dén påstand har jeg kunnet finde bevis for. Men det er en kendsgerning, at ingen af de frivillige efter hjemkomsten fra årene i britisk uniform, blev indkaldt som værnepligtige til det danske forsvar.

Hvor mange unge danske mænd, der bestormede de oprettede hverve-kontorer rundt om i Danmark i sommeren og efteråret 1945, har man først i forbindelse med denne bogs tilblivelse fået klarhed over.

Jeg havde hørt tal mellem 3.000 og 30.000. Det sande tal er ca. 22.000. Men så meget står fast, at gennem det meget svært passable nåleøje af fysiske og mentale krav, som briterne havde opstillet, og som blev vurderet af et britisk lægehold for hver enkelt ansøger, slap kun 2.434. De frivillige blev i vinterhalvåret 1945/46 samlet i store hold for afrejse med tog fra Danmark via Tyskland og Holland for derefter at gå med skib fra Hoeck van Holland og sejle over Nordsøen til Harwich i England. Derfra gik turen i tog til Canterbury i Kent, hvor de gennemgik grundtræning.

Det var aldrig idéen at opstille en særlig dansk enhed, så efter rekruttiden blev danskerne fordelt til forskellige, britiske regimenter. Ingen øvrighed, ingen politiker, ingen journalist endsige nogen dokumentarforfatter, har indtil i dag interesseret sig for disse frivillige og deres plads i nutidshistorien. Danske medaljer eller hæderstegn for deres indsats er heller aldrig tildelt, skønt de vel fortjener mere respekt og hæder end dem, som efter fem år i kakkelovnskrogen fór ud på gaden 5. maj 1945, spyttede på alt, der bevægede sig med en maskinpistol i ryggen, gjorde krav på hjelm og armbind - og brølede allermest højrøstet om ’udrensning fra top til bund’. Disse latterlige personager har siden levet højt på den kendsgerning, at sejrherrerne, skriver historien. De højtråbende sejrede ikke, men de forstod at gribe sejren og gøre den til deres. Det blev deres version af historien, som gav dem selv helteglorie, og som i dag – to menneskealdre senere – stadig gør dem i stand til at lukrere på skønheden ved stjålne fjer.

Skønt kun 10 år gammel ved den tyske kapitulation, husker jeg, hvordan man så på dem i Befrielsesdagene. De blev kaldt enten ’Halvtolverne’ (de kom først lige før klokken faldt i slag’) eller endnu mere hånligt ’De sidste dages Hellige’ (de kom, da sejren var sikret; uden anden risiko end at skyde sig selv i foden). I alt dette ligger måske den virkelig årsag til, at de unge frivillige, som nu er enten døde eller i bedste fald gamle gubber, i mere end et halvt århundrede har kaldt sig selv for ’Arméen, der blev glemt’. De, der skulle have æret dem ved hjemkomsten i 1948, havde travlt med at mele videre på egen kage; en kage, som ikke tålte revner i den meget tynde glasur.

En historieskrivende dokumentarforfatter, der har beskæftiget sig med Danmark og danskerne i Anden Verdenskrig, kan ikke holde sig fra sammenligning mellem denne hvervning i 1945 og den, der fandt sted i årene 1941-43. Også den skete med den danske regerings opbakning.

mennesker: Unge, våbenføre, danske mænd, der ville støtte en sag eller opleve eventyr i det fremmede. 1941-43 var regeringens opfordring til de unge at gå i tysk uniform! 1945-46 gjaldt regeringens opfordring til de unge i stedet at gå i engelsk uniform. Tilmed var de to danske regeringer næsten ens. Vel hed statsministeren anno 1941 Thorvald Stauning, men hans efterfølger gentog sin forgængers opfordring om hvervning af danske til tysk krigstjeneste. Manden var den selvsamme Vilh. Buhl, der få år senere som statsminister opfordrede unge, danske mænd til at lade sig hverve til fremmed krigstjeneste i British Army.

To forhold gør paradokset særligt grelt: Hvervningen fandt sted samtidig med, at de unge mænd, som i 1941-43 på den danske regerings direkte opfordring havde meldt sig frivilligt til tjeneste i én hær (den tyske), og som nu vendte hjem, blev arresteret og straffet for at have ladet sig hverve til fremmed militærtjeneste. Nu oprettede man danske hvervekontorer og opfordrede andre unge mænd til at lade sig hverve til en anden fremmed hær (den engelske).

Samfundskritikeren Herluf Bidstrup ramte plet med denne tegning og tekst i ’Svikmøllen 1945’.

- Dårligt! Han lod sig i 1945 hverve til engelsk krigstjeneste, skønt han måtte vide, at ministeriets opfordring og pressens billigelse var givet på skrømt og under tvang af den herskende stemning. Han fik 4 års fængsel og tab af offentlig tillid for bestandig.

Dén billedtekst indeholdt netop de ord, som i efterkrigstidens retsopgør var anklagemyndighedens faste argument for at straffe de samtidig hjemvendte frikorpsfolk fra det slagne Tysklands Østfront.

Den hvervende ’Befrielsesregering’ bestod ikke blot af de samme partier, som havde beklædt taburetterne i de regeringer, der havde samarbejdet med Tyskland. Flere ministre havde også haft sæde i Besættelsesregeringerne. Flere ministre stod således fadder både til udsendelsen af ’Frikorps Danmark’ (1941-43) til Hitlers Østfront, hvor danskerne blev indrulleret i Hitlers elitekorps Waffen-SS, og til udsendelsen af andre unge til britisk krigstjeneste.

I årene 1941-45 var Danmark reelt og officielt allieret med Nazityskland efter underskrivelsen af den anti-kommunistiske Antikominternpagt, som Tyskland, Italien, Japan m.fl., herunder Danmark, havde tilsluttet sig. Ingen dansk politiker havde på noget tidspunkt af krigen udtrykt ønske om at ophæve medlemskabet. Med underskrift på den pagt var ikke blot Sovjetunionen, men også England og USA vore officielle fjender. Det var altså til Danmarks officielt erklærede fjende, man sommeren 1945 - klokken fem minutter over tolv - opfordrede unge til at lade sig hverve. De slagne danskere i tysk uniform vendte hjem til skam og straf og frakendelse af alle borgerlige rettigheder fra de fronter, hvortil de i tillid til regeringens talte og skrevne ord var draget ud, samtidig med, at regeringen atter sendte unge, våbenføre danske af sted til nogenlunde parallel fremmed krigstjeneste, nu blot i britisk uniform.

Jeg har undret mig over med hvilken naivitet og blind tillid til autoriteterne, 1945-sommerens unge, danske mænd meldte sig som frivillige til engelsk krigstjeneste, når de så, hvad der samtidig skete deres forgængere i tysk uniform. Tillad en mistænksom, gammel gnavpot at udtrykke sin forundring over nutidsunges frivillige deltagelse i aktive krigshandlinger i fremmede lande.

Tillad også en evigt mistroisk kritiker af Danmarks berømmede, men alt for ofte grundlovskrænkede, system, at undres over med hvilken frimodighed danske politikere i dag sender unge mænd tusinder af mil fra vore grænser, uden at tilbageføre ordet ’FORSVARS-ministerium’ til det ellers i 1950 afskaffede navn ’KRIGS-ministerium’.

Måske skulle ’Blæksprutten’, ’Svikmøllen’ og pressens satiriske tegnere give Herluf Bidstrups 1945-tegning en opdatering.

Vor tids unge sender man tilmed til områder, hvis eksplosive karakter i århundreder er kaldt ’Europas krudttønde’ og Asiens/Afrikas evige urocentre. Ganske vist er de unge denne gang iklædt dansk uniform, men dog med den blå FN-barét. Det var hverken de frivillige i tysk eller britisk tjeneste. Men den uniform er jo på flere punkter ændret med alskens fremmede udstafferinger.

Jeg citerer et læserbrev i Ekstrabladet for den 8. august 1999, hvor major F. H. Pedersen, Viborg, under overskriften ’BLIV HELLERE HJEMME skriver:

’Stik imod Grundlovens § 81, hvor fædrelandets forsvar fremhæves, tvinges danske soldater i fredstid til (frivillig) aktiv, humanitær tjeneste på Balkan og fjernere steder. I krigstid stiller vi ydermere med Danske Division i Polen. Det er en skandaløs gentagelse af historien. Den 9. april 1940 rullede tyske styrker hurtigt hen over Danmark, og regeringens samarbejdspolitik med besættelsesmagten medførte, at danske soldater blev opfordret til at gå i tysk krigstjeneste på Østfronten. Efter krigen vendte man på en tallerken og straffede dem, der havde gjort tjeneste hos tyskerne.

Kun modstandsbevægelsens illegale (dvs. ulovlige) arbejde reddede Danmarks anseelse hos De Allierede sejrherrer. Dette pinlige stykke dansk militærhistorie kunne være undgået, hvis ikke Stauning-Munch (1929-40) havde gjort alt, hvad der stod i dens magt, for at svække det danske forsvar af hensyn til det gode naboskab med Nazi-Tyskland. Men i stedet for at lære af historien, gentager regeringen Nyrup-Jelved fordums fejl.

Med det 5-årige forsvarsforlig og de store nedskæringer svigtes det nationale forsvar af Danmark. Soldaterne sendes ikke længere til Østfronten, men til Balkan for at forrette tjeneste under NATO’s kommando. Med fortsat udhuling af forsvaret har regeringen (desværre med de borgerlige partiers medvirken) indledt en proces, der får forsvaret ned på 1930’ernes elendige rustningsniveau, så historien kan gentages.

Uden befolkningens forsvarsvilje og militærets faste grundlag på hjemmefronten vil Danmarks forsvar smuldre. Hvad skal Danmark med en forsvarsfjendtlig regering, der årligt anvender 17 milliarder kroner (17.000.000.000) på forsvaret, men mindst tre gange så meget på ulandsbistand og ferieflygtninge?’

Skrev major F. H. Pedersen, Viborg, anno 1999. Vor tids militærsproglige fornyelser, ville have glædet opfinderen af den store krigsretorik, Hitlers propagandaminister Goebbels, manden bag udtryk som ’afkortelse af forsvarslinier’ og ’elastisk tilbagetog’. Han havde danset stepdans af fryd, hvis hans ord-ekvilibrister i sin tid havde opfundet sproglige nyskabelser som ’fredsbevarende operationer’ og ’krise’ i stedet for ’krig’. For ikke at tale om ’fredsSKABENDE operationer’.

- Mange meldte sig for at forbedre Danmarks dårlige ry ude i verden efter den tyske besættelse 1940-45, fortæller Erhardt Jørgensen, som her videregiver en oplevelse fra årene som frivillig, nemlig fra et ophold i havnebyen Toulon i Frankrig, hvor enhederne på vej til Østen holdt en uges pause i en ventelejr. Vi var tre mand, som en eftermiddag tog ind til Toulon for at se på byen. Efter et par timer var vi blevet sultne og kiggede os rundt efter et spisested. Vi valgte en restaurant på et hjørne, hvorfra der lød musik og sang. Sang og musik forstummede som ved et trylleslag, da vi trådte ind. Mindst 20 mænd så vredt på os, der var i engelske uniformer. Det varede ikke længe, før en mand kom hen til vort bord og sagde noget til os på fransk, som ingen af os forstod. Vi pegede på vort Dannebrogsmærke på overærmet og prøvede at forklare, at vi var danskere fra Danmark. Om han ikke forstod eller ikke ville forstå, blev vi ikke klar over, men han ændrede ikke sin attitude. Så fik en af os den idé, at tegne et landkort på en serviet og pege på Danmark. Vi sagde ’lige nord for Tyskland’ . Det ord forstod han, men det var ingen fordel. Jeg troede, de ville overfalde os. Der kom knyttede næver lidt for tæt på vore ansigter, til at vi brød os om det. Ham med korttegningen fortsatte med at tegne nordpå. Han tegnede Norge ind og sagde ’Norwegen’. De svarede ved at sige navnet på den norske modstandsbevægelse under krigen. Vi nikkede, og så råbte dem ved vort bord noget ud i lokalet. Pludselig genlød restaurationen af hurraråb. Før vi fik set os om, var hele vort bord fyldt med vinflasker og mad. Musikken og sangen begyndte igen, og vi blev der lige til midnat. Det var en god aften, og vi sendte tak og venlige tanker til Norge og dets modstand mod tyskerne. Nordmændene må undskylde, at vi den aften levede højt på deres ry, slutter Erhardt Jørgensen.

Ingen af de frivillige har vidst nøjagtigt, hvor mange danskere, der var i The British Army 1945-48. Takket være Poul ’Marocco’ Bærentsen, der som gammel soldat og ’commanding officer’ i veteranforeningen ’Ex Army Men’s Club 1945’ havde gode forbindelser, lykkedes det at få tal og andre kendsgerninger på bordet. Han fik oberstløjtnant af reserven Ebbe Juul-Heider, som også er lektor og cand. mag, til at undersøge ting, der ellers ikke er adgang til i de lukkede arkiver. Han kan derfor sætte mange ting på plads. Takket ham er vi kommet ind til benet af mange myter, som ikke tidligere har kunnet be- eller afkræftes.

- Umiddelbart efter besættelsens ophør i 1945 rettede den britiske regering henvendelse til Danmark for at udvirke dansk deltagelse i britisk militærtjeneste, fortæller Ebbe Juul-Heider. Anmodningen blev formidlet gennem generalmajor Crowe, leder af den engelske militærmission i København (UK Military Mission). Krigen mod Japan var på det tidspunkt endnu ikke afsluttet.

Den danske regering var positiv overfor Crowes brev, dateret 24. juni 1945, og den 13. august 1945, to dage før Japans kapitulation, forelå Krigsministeriets skrivelse nr. A/3702/4120, hvori rammen for det retslige grundlag blev givet: Danske statsborgere kunne hverves til tjeneste

Oberstløjtnant Ebbe Juul-Heider (tv) har gjort en fornem nutidsindsats for at afdække, hvad der virkelig skete blandt politikerne i 1945, hvor både den konservative udenrigsminister J. Christmas Møller (midt for) og den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl (th) var aktiv for hvervning til fremmed krigstjeneste – Buhl for 2. gang!

i den britiske hær og sættes under britisk lovgivning. I samme skrivelse overdroges al praktisk virksomhed samt enhver bemyndigelse til den danske oberst Christian Lunn.

Valget af oberst Christian Lunn skulle vise sig at være overmåde hensigtsmæssigt. Obersten var handlekraftig, uortodoks og kontaktskabende. Han skulle referere direkte uden om alle skrivebordsgeneralerne til Krigsministeren personligt og selvstændigt føre alle forhandlinger. Han kunne selv afslutte disse forhandlinger og indgå aftaler med samtlige ministerier og myndigheder i Danmark og i England. I praksis foregik dette gennem den britiske militærmission i København. Allerede 16. august 1945 var oberst Lunn klar med sit første hvervekontor:

Dansk-Engelsk Rekrutteringskontor med adresse i Vesterportbygningen, kontor 301, Trommesalen 2, København. Tlf. CEntral 16.073. Oberst Lunn gik straks i gang med at samle personale. Han brugte med held og flid sit eget kontaktnet, herunder ’Foreningen af Løjtnanter & Kornetter’ samt også ’Intendanturforeningen’. I hele kontorets 14 måneders levetid var der tilknyttet i alt 45 personer - militære og civile - med oberst Lunn og dansk-englænderen 1st Flight-lieutenant Ernst Schalburg som gennemgående skikkelser. Oberst Lunn synes virkelig at have haft helt frie hænder - også økonomisk, hvilket nok skyldes turbulensen omkring Besættelsens afslutning, eller blot at opgaven nød politisk bevågenhed. Fra dansk side var betingelserne for hvervning, at kun mænd mellem 18 og 32 år kunne komme i betragtning. Årgangene 1923 og 1924 måtte almindeligvis ikke komme med.

Befalingsmænd og officerer kunne på ingen måde komme i betragtning, og man måtte ikke have noget udestående med de danske myndigheder f.eks. kriminalitet eller tysk tjeneste under Besættelsen. Når disse krav kunne opfyldes, var det alene de britiske sessionskrav, som afgjorde egnetheden. Kontoret på Vesterbro fik udfærdiget ansøgningsskemaer, der blev sendt til landets politistationer, hvor interesserede kunne rekvirere eller afhente dem.

Ifølge oberst Lunns rapport af 4. oktober 1946 blev der udleveret 22.000 ansøgningsskemaer. Samtidig besvarede kontoret tusinder af henvendelser om stort og småt. Der kom ganske mange henvendelser fra kvinder, som ønskede at gå i britisk krigstjeneste. Men her var svaret klart: Dette er kun for mænd. På baggrund af de indkomne ansøgninger holdt oberst Lunn sessioner - ikke en ordinær, dansk værnepligtssession, men én som var opstillet af Dansk-Engelsk Rekrutteringskontor alene med henblik på at opfylde kravene fra den engelske hær.

Disse sessioner foregik i tæt samarbejde med UK Military Mission, som havde den endelige afgørelse, egnet eller ikke-egnet, da der alene var tale om rekruttering til The British Army. Første session holdtes på Frederiksberg Slot 16. september 1945. Allerede 17.oktober afgik det allerførste hold på 34 mand fra Danmark til rekrutuddannelse i Canterbury. Sessionerne fortsatte og gennemførtes i hele landet. Men alt var planlagt, organiseret og gennemført af kontoret i Trommesalen, herunder aftaler med de nødvendige sessionslæger.

Syv sessioner gennemførtes udenfor København, f.eks.16. - 22. november i Århus, hvor nøjagtigt 1.000 unge mænd sessionsbehandledes i 'Folkets Hus'. Man søgte først at få dé unge af sted, som talte engelsk. De skulle efter endt rekrutuddannelse på 6 uger virke som tolke mellem engelske befalingsmænd og danske menige indtil sprogkundskaberne overflødiggjorde dem. Der blev dog ikke lagt vægt på sprogkundskaberne hos det brede flertal af frivillige.

I et svar til en ansøger, skriver oberst Lunn udtrykkeligt, at ’De har ingen brug for at kunne tale engelsk!’ Efterhånden som folk blev antagne, blev de sendt af sted til uddannelsen i England, typisk landsdelsvis i hold på 60-200 mand. Rejsen blev arrangeret og betalt af Den britiske Militærmission, og da de pågældende jo var civile, blev de ledsaget af 4-5 danske officerer, som Lunn kendte godt. Hyppigt løjtnanter af reserven.

Det fremgår af dokumenterne - og talrige veteraner har bekræftet det - at ud over løn, kost og ophold betalte englænderne understøttelse hjem til familierne i Danmark, så koner og børn eller forældre, som skulle forsørges af de frivillige, ikke led nød, mens de unge mænd var i britisk tjeneste. Der udbetaltes også en bonus efter tjenestetid samt fuld civil ekvipering ved hjemsendelsen. Derimod nægtede briterne at have med eventuelle børnebidrag at gøre. Det ser heller ikke ud til, at nogen har tænkt på, hvilken situation en ung mand var i med hensyn til den danske værnepligt efter hjemkomst til Danmark.

Men den 19. september 1945 foreslår oberst Lunn, at de, som ikke havde aftjent dansk værnepligt, heller ikke skulle gøre det ved kontraktens udløb og deraf følgende hjemkomst fra England. Han drog en parallel til sønderjyderne i 1920, som naturligvis ikke skulle i trøjen en gang til, efter at have været tyske soldater. Sådan blev det også nu: Efter engelsk tjeneste 1945-48 skulle ingen aftjene dansk værnepligt.

Når man gennemgår kontorets arkivalier, forbløffes man over den enorme mængde korrespondance, der foregik til og fra ministerier og styrelser, politikredse, havnemyndigheder, sognefogder, militære tjenestesteder, DSB, krigsministeren, Den britiske Militærmission, læger og mange, mange flere. Skrivelser til enkeltpersoner, til ansøgere, afslag, breve til bekymrede mødre, der tvivlede på, om den engelske kost nu også bekom deres sønner vel. Én ville have kontorets hjælp til at sende sønnen en halv gris.

Der er en skrivelse fra en far i Esbjerg, hvis søn havde løjet sig et år ældre for at kunne komme med. På den baggrund ville faderen tvinge sønnen hjem. Og så er der tusindvis af breve til ansøgere med svar netop på deres problem eller spørgsmål. Kontoret synes at have været effektivt, lødigt og med megen fleksibilitet, hvilket må tilskrives oberst Christian Lunns ledelse.

Der synes ikke at have været sat nogen øvre begrænsning i antal, hverken fra dansk eller engelsk side. Den 24. oktober 1946 lukkede Dansk-Engelsk Rekrutterings-kontor. Dets sidste skrivelse er til en telegrafbataljon, som anmodes om at nedtage telefonforbindelsen.

Kontorets omfattende arkiv blev sammen med oberst Lunns hovedrapport af 4. oktober 1946, overgivet til Generalkommandoen, og findes i dag i Rigsarkivet, København. Her har jeg kunnet aflæse de nøjagtige tal: Af de cirka 22.000 udleverede ansøgningsskemaer kom 11.605 tilbage til kontoret som ansøgninger. 10.960 af disse blev sagsbehandlet. Efter en streng session med høje krav blev slutresultatet, at 2.434 unge, danske, våbenføre mænd blev hvervet til The British Army og sendt til uddannelse i England, slutter oberstløjnant Ebbe Juul-Heider.

Den politisk varme sommer 1945

Med udtrykket ”turbulensen omkring Besættelsens afslutning - eller at opgaven nød politisk bevågenhed” tænker Ebbe Juul-Heider utvivlsomt på retsopgøret med dem, der var gået tyskernes ærinde under Besættelsen, såvel som de andre politiske kolbøtter i sommeren 1945: Varerestriktioner og rationeringer, som fortsatte til alle danskes irritation, kampen mod sortbørshandlen, voldsepisoder i stribevis og adskillige, mystiske mord. Arrestation og internering af de danskere, som vendte hjem fra fremmed krigstjeneste, mens kontoret samtidig var i fuldt sving med at sende andre ud!

Politisk skulle der udarbejdes og vedtages nye love og findes et nyt politisk mønster, ikke mindst under hensyntagen til et pludselig magtfuldt, dansk kommunistparti. Ved valget den 30. oktober 1945 fik DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, således 18 pladser i Folketinget dvs. 12,5 % af tingets dengang kun 148 medlemmer. Pengeombytningen 23. juli gennemførtes for at hindre sortbørsfortjenester i at ødelægge landets økonomiske styring og for i det hele taget at få has på pengerigeligheden blandt folk efter tyskernes uhæmmede indkøb og betaling for byggearbejder på danske skatteborgeres regning.

Den danske 1940-samlingsregering af de fire borgerlige partier, bestående af Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og Venstre, havde straks ved Besættelsens begyndelse oprettet en blancokonto i Nationalbanken til Besættelsesmagten. Der var aldrig trods aftalen af 9. april 1940 blevet indbetalt én krone, endsige Reichmark, af tyskerne til kontoen, som ved krigens slutning var overtrukket med 8 milliarder kroner! Det var mange penge.

Sommeren 1945 var også præget af strejker og demonstrationer. Bønderne rasede over den gradvise nedsættelse af landbrugspriserne. Arbejderne strejkede og demonstrerede for mere løn og mere fritid, imod varemangel og rationeringer, godt gasset op af det stærke DKP.

Det blev ikke bedre efterhånden som DKP’s avis 'Land og Folk' samt modstandsbevægelsens 'Information' løftede flig på flig af samarbejdet mellem Socialdemokratiet og tyskerne før og under Besættelsen. Helt vildt blev det, da det i sommerens løb afsløredes, at Socialdemokratiet var midt i hemmelige forhandlinger om at DKP skulle opløse sig selv og indlemmes i Socialdemokratiet. ’Befrielsen’ var på vej til at blive mere hed end ’Besættelsen’. Dertil en samlingsregering af alle fire 'gammelpartier, og med halvdelen af ministrene uden politisk erfaring, indsat af den ellers opløste modstandsbevægelse.

I den situation havde hverken politi eller politikere tid til at hellige sig småting såsom et par hvervekontorer i København og provinsen.

Her er utvivlsomt en god del af forklaringen på, at oberst Christian Lunn fik så frie hænder.

Helt uden anerkendelse er de gamle veteraner nu ikke. I bladet ’Hærnyt’ (nr.3/1999) fortæller oberstløjtnant Ebbe Juul-Heider om emnet og giver dette skulderklap til alle de 2.434 frivillige: - Ud over at fortælle et stykke, lidt overset, militært Danmarkshistorie vil jeg hermed sætte et mindesmærke over 2.434 danskeres gode indsats i den britiske hær fra 1945 til 1948. Jeg vil lade bedømmelsen af en enkelt mands hjemsendelsespapirer fra 11. maj 1948 stå som fællesnævner for de bundsolide, anonyme, menige, danske soldater, der på smukkeste vis hævdede Dannebrogs ære i Det britiske Imperiums tjeneste: ’En pålidelig og intelligent soldat med masser af sund fornuft. Lidt indesluttet, men arbejdsom og meget pligtopfyldende mht. militær opførsel. Virkelig god’.

Det er ikke muligt at beskrive, hvordan alle de 2.434 mand gennemgik den engelske tjeneste, fortsætter oberstløjntnant Ebbe Juul-Heider, men så forskellig var den nu heller ikke, og da der var ganske mange lighedspunkter, går det vel an som eksempel at fremdrage én enkelt mand, hvis forløb og forhold næppe adskilte sig afgørende fra kammeraternes: Marius Reinholdt, Haderslev, født i 1927, udlært smed, hørte om mulighederne for engelsk tjeneste. Blev hvervet på rekrutteringskontorets session på ’Harmonien’ i Haderslev. Han havde ikke aftjent sin værnepligt.

Rejste 18. marts 1946 med et hold til England. Fik som alle danske 6 ugers grunduddannelse ved General Service Corps i Canterbury. Herefter blev alle fordelt til hærens korps og regimenter, idet der ikke blev dannet særlige danske enheder.

Marius Reinholdt kom sammen med flere andre danske til South Wales Borderers Regiment, hvor uddannelsen fortsatte. 12. november 1946 afgik Marius Reinholdt og hans kammerater gennem Frankrig til Toulon, hvorfra man sejlede til Port Saïd. Herfra ad Nilen til Khartoum i Sudan. Derfra til italiensk Somaliland, hvor Marius Reinholdt og hans kammerater bevogtede tyske og italienske krigsfanger. Tilbage til Port Suez og videre til Palæstina.

Marius Reinholdt var i Haifa, da England måtte opgive Palæstina. Bataljonen fortsatte til Cypern for bevogtning af jøder, som englænderne havde hindret i at komme til Palæstina. I lejrene ventede disse på fri indrejse, når Storbritanien trak sig ud. Reinholdt og hans kammerater kom med skib til Southhampton og tilbage til Wales. Han blev hjemsendt 11. maj 1948 som ’Lancecorporal’ (dvs. (underkorporal). Han kom hjem til Haderslev og skulle ikke aftjene dansk værnepligt, slutter Ebbe Juul-Heider.