ANDEN BOG

Dette udklip husker jeg fra for mange år siden, da 12-årige Erik dagligt læste de spændende beretninger om opgøret med tyskerne og deres medløbere - og en gang imellem åbenbart en artikel om danske i britisk tjeneste. Noget, jeg dengang ikke heftede mig ved. I 1975 genså jeg artiklen under et besøg på avisbiblioteket i forbindelse med mine studier omkring de danske frivillige i tysk tjeneste i Anden Verdenskrig og tiden efter med retsopgøret efter den tyske besættelse. Jeg husker, jeg i 1975 noterede mig indholdet, avisnavnet og datoen og lagde noten i en skuffe med 'idéer, der skal dyrkes - senere'.

Foreløbig er dette ’senere’ blevet til næsten 30 år. Når jeg nu 'genfandt' udklippet, var det i Karsten H. Nielsens kasser. Derfor kan jeg her berette historien bag avisartiklen. Eller rettere lade den dræbte soldat fra Faaborg selv berette. For i papkassen lå massevis af papirer, officielle dokumenter, billeder og breve. Faktisk hele historien om Egon, der blev ’dræbt i gadekamp i Palæstina’. Her lå alle hans breve, skrevet hjem til mor og far i Faaborg. Fra England, fra Egypten, fra Indien, fra Kasmir (Himalaya), fra Palæstina og breve fra kammerater, officerer og militære myndigheder i det Mellemøsten, hvor han fandt sin grav anno 1947.

Inden jeg lader en stribe af de andre gamle soldater berette fra mindernes bog, vil jeg lade Egon Nielsen fra Fåborg helt alene berette om sine oplevelser i brevform. Brevene har det plus at være skrevet da alting skete. Af gode grunde har han eller andre ikke haft nogen mulighed for at efterrationalisere eller – som soldaterhistorier har en tendens til – at give det hele et forklaret skær. For ikke at sige ’forskønnet skær’.
Vi springer på hovedet ud i Egon Nielsens breve:

Ja, rejsen varede jo noget længere, end vi havde regnet med. Jeg fik et enkeltværelse for mig selv i Odense i lørdags. Der var både varmt og koldt vand. Om søndagen (17/2) rejste vi fra Odense kl. 8 og var ved grænsen ved middagstid. I Flensborg skiftede vi tog, og kom i nogle gamle, tyske vogne med træbænke. Vi var ikke kommet ret langt ned i Tyskland, før vi kunne se sporene efter krigen. Der lå flyvemaskiner strøet hist og her derned ad. Ved næsten hver station lå der store dynger af afbrændte jernbanevogne og lokomotiver. I Rendsburg kørte vi i en spiral rundt omkring byen for at passere broen over Kieler-kanalen. Det er et stort ingeniørarbejde, så det er mærkeligt, at det ikke er bombet, men de siger, at det er, fordi det er engelske og franske ingeniører, der har lavet den. Når vi kører ud ad spiralen, kan vi se sporene dybt under os, dér hvor vi kørte ind. Den næste, store by, vi kom til, var Neumünster. Den var meget medtaget af bomber.

Kl. 22 kørte vi ind i Hamborg, men det var desværre mørkt ved den tid, så vi kunne ikke se ret meget. Vi lå og rangerede en hel time, før vi kunne køre ud til Neugraben, der ligger ca 10 km fra Hamborg. Der blev vi hentet i lastbiler og kørt ud til en kaserne, hvor vi overnattede. Næste morgen kørte vi igen tilbage i bilerne og startede fra Neugraben kl. 11. Den næste store by (eller ruinbunke!) vi kom til, var Hannover. Dét var et forfærdeligt syn. Hele store bydele ligger hen som murbrokker. Der er kun det tilbage, som ikke har kunnet brænde. Flygtningene kommer slæbende med store sække på nakken. Deres nødtørft må de forrette for åbent tæppe. Hvordan de i det hele taget kan opretholde livet, er næsten ikke til at forstå. Fra Hannover kørte vi videre til den hollandske grænse, som vi passerede omkring midnat. Kl. 5 nåede vi havnebyen Hoek van Holland. Derfra sejlede vi kl. 9 og var i havn i engelske Harwich kl. 6. Fra Harwich kørte vi med toget gennem London til Canterbury, hvor vi ankom kl. 2 om natten.

Vi var godt trætte. Maden, vi har fået hidtil, har været god, selv om den smager noget anderledes end den hjemlige. I byen Minden i Tyskland fik vi abrikosgrød og franskbrød med marmelade samt æbler. Det var noget, der smagte. Sejlturen over Kanalen gik også godt. Det blæste en del, men bølgerne var nu ikke særlig høje. Vi havde hver en køjeplads, så vi kunne bare lægge os på ryggen og lade os vugge i søvn.

En gang imellem blev der serveret the og bolsjer. Serveret er nok ikke det rette udtryk. Det er selvbetjening det hele. I Harwich fik vi tørkost. Det var franskbrød med pølse samt kiks og kage. Der var så mange vogne på toget, at vi kun behøvede at være fem mand i hver kupé. Køreturen gennem London varede to timer - så vi kørte altså ikke hurtigere end Brobytoget. Vi var til foredrag i går for at få forskellige instrukser. Vi fik blandt andet at vide, at når vi har været her i fjorten dage, får vi to dages orlov i London - og der er sørget for værelser derinde. Jeg har lige snakket med én, som har været derinde. Han siger, at vi har noget at glæde os til. Nå, nu bliver der sådan et spektakel, at jeg ikke kan skrive mere. Men jeg har det altså godt og håber, I har det ligeså. Hils Alfred og Lise. Jeg skriver til dem senere.

Her er min adresse: No 14.195.893 pte Nielsen 62 P.T.W. 78 Pln D. Coy. Canterbury, Kent England

Kære far og mor! Liddymore 4. marts 1946
Ja, så har jeg været på farten igen. Vi rejste fra Canterbury onsdag morgen og var i Bristol omkring ved kl.18. Men så måtte vi vente på tog og kom ikke her til Liddymore før midnat. Vi kørte gennem London, så nu har jeg været der 3 gange, men det er ikke en by, man lærer at kende på kort tid. Vores korporal i Canterbury havde boet i London i 20 år. Han sagde, at han ikke kendte hele byen endnu.

Det var en herlig tur. På kortet, kan I se, at vi har kørt tværs gennem hele Sydengland. Jeg kan godt forstå, at de engelske soldater, da de kom til Danmark, sagde, at landet lignede deres eget. Det er akkurat som at rejse i Danmark. Landskaberne ligner hinanden. Det er rigtigt blevet forår herovre. Markerne er grønne, og de fleste træer er sprunget ud. Og sikke en varme! Vi er begyndt at tænke på at gå i vandet. Vores lejr ligger næsten helt ned til vandet, men vi må ikke bade lige herudfor. Men lidt længere ned ad kysten er der badestrand.....Jeg kunne ingen frimærker få i går, så jeg fortsætter her i dag. Vi er rigtigt kommet på landet.

Lejren består af træbarakker. De er noget primitive, men de, der har været her før os, siger, at vi nok skal bliver glade for at være her, når først vi har vænnet os til forholdene. Disciplinen er ikke så skrap her, som den var på kasernen i Canterbury. Og vi får mad efter et andet system. Det foregår på den måde, at vi stiller os op i en kø (vi står i kø til alting herovre) og går så med vore tallerkener hen forbi et bord og får fyldt noget i dem. På den måde får vi allesammen en lige stor ration. Hvis vi kan spise mere, kan vi bare gå med i køen en gang til. Maden er også bedre tillavet her end i Canterbury - og så er der ingen kakerlakker i den. Det er også en fordel. I Canterbury fandt vi mange kakerlakker i maden. Det var ikke særligt appetitligt. Vi står temmelig tidligt op om morgenen her; klokken 5,45. Men så har vi til gengæld fri kl. 17. Onsdag og lørdag er halve fridage. Der ligger et par småbyer i nærheden, men dem har jeg ikke haft lejlighed til at se endnu. Vi kan ellers her i lejren for nogle få pence få billetter til bussen ind til byen. Der blir arrangeret biografforestilling her to gange om ugen. I dag har vi kigget lidt på kanonerne. De ser noget indviklede ud, og der er en masse fremmede udtryk, vi skal lære. Undervisningsofficeren siger, at det er verdens bedste kanoner, vi nu skal lære at skyde med. Han må jo være glad ved dem. Der er et farligt spektakel her. De skyder efter flyvemaskiner, som kommer ude fra havet og dykker ned over kysten ^{(Note 1)}. Granaterne eksploderer selvfølgelig et godt stykke fra maskinerne. Nu kan de bare vente, til det bliver min tur til at sigte. I får ikke mere denne gang, for vi er ikke rigtigt blevet installeret endnu. Jeg skal hen og ordne mit kram. Her er min nye adresse.:

Kærlig hilsen, Egon
(Note 1: Der skydes ikke efter fly, men efter ’slæbemål’, dvs.balloner, som slæbes i 150 m wire bag fly for at øve soldater i skud mod bevægeligt mål * Note 2: Bemærk, at ’Pte’ er ændret til GNR. Egon Nielsen er nu under uddannelse til ’ kanonér’)

Jeg fik jeres brev i dag, så det har ikke været så længe undervejs som mit. Hvordan går det med fars hånd? Jeg håber, du er oven senge igen.

3 x Egon: Dagen før afrejsen til England gik den unge møbelpolstrer til Polyfoto (tv)

Så snart han var uniformeret i Canterbury sendte han stolt et portræt til forældrene. De to billeder stod på hans mors natbord til hendes død. En af kammeraterne tog ét af ham, lige før han skulle op at springe sit første faldskærmsspring. Hans soldaterbog viser, at menig Egon Nielsen, militærnummer 14195893, er født den 22. august 1922

Lise og Alfred må undskylde, jeg ikke har skrevet til dem endnu. Vi har fået vore uniformer fra skrædderen. De passede ikke helt, så de måtte sys om. Nu må vi gå ud om aftenen fra 16,30 til kl. 11,59. Jeg har været i biografen i Canterbury. Det varede 10 minutter at gå derind. Vort civile tøj har vi pakket sammen. Når jeg får tid (og penge) skal det sendes hjem. Jeg skal først have sparet tre pund sammen til Londonturen. Vores korporal siger, at vi ikke kan klare den for mindre. Men det kan jo også være, det er klogt at vente lidt med at sende tøjet. Vi har hørt rygter om, at vi skal sendes hjem allesammen. Det vil Knud Kristensen have^(note). Hvor meget er der om den snak? Der har været forhandlet med Krigsministeriet om, at vi skal have tre ugers orlov i Danmark, når vi har været her i seks måneder. Forhandlingerne er gået i orden, så jeg regner med en fin sommerferie hjemme. (Du må gemme et glas medister til den tid, mor)

Det er strengt med alle deres vaccinationer. Den første mærkede vi ikke, men den anden blev vi syge af allesammen. Den tredie var heller ikke slem. Den fjerde var den værste. Vi kunne ikke bevæge armen og fik alle feber. Så bander vi det hele langt væk. Men det går over i løbet af et par dage. Det er koldt herovre, men der er ikke sne - sådan som I har det derhjemme. Jeg forstår ikke, hvorfor englændere har glas i deres vinduer! For de står altid på vidt gab. Når vi spiser, gælder det om at rage noget til sig - ellers får man ingenting. Det lærer man hurtigt. Det er noget underlig mad, de spiser her. Det bedste måltid får vi om morgenen. Det består af havregrød, bacon med et spejlæg og the med franskbrød og marmelade. Men middagsmad og aftensmad kan de altså IKKE lave. Eller også er vi for godt vante.

Om formiddagen kl. 11 får vi kakao. Det smager godt. Så kan vi for 6 pence købe en ret bacon om aftenen henne i NAAFI (vor kantine)^(Note). Det er billigt; så vi behøver ikke at gå sultne i seng. Vi får for resten også udleveret en plade chokolade om ugen - og cigaretter er der nok af. Vi bliver ikke overanstrengte her, for vi har mange rygepauser.

Det er en flink korporal, vi har. Vi skulle have renset vore rifler i søndags, men vi var sløje på grund af vaccinationen om lørdagen. Så fik korporalen en grusom ballade med løjtnanten, for han tog skylden på sig og sagde, at det var ham, der havde glemt at sige til os, at vi skulde rense riflerne.

Her på vor stue er vi tolv mand, bl.a. Harry Rasmussen. De andre er også fynboer, nogle flinke fyre alle sammen. De andre fra Fåborg ser jeg ikke ret meget til. De bor i en anden bygning. Nu vil jeg slutte for denne gang. Jeg skal hen i NAAFI og se, om de har flere kager.

Alfred og Lise må altså igen nøjes med en hilsen gennem jer denne gang også.

Min adresse har I skrevet rigtigt. Det er ikke nemt at samle sig om at skrive. Her er sådan et bulder her, så bordet ryster.

Mange hilsner Egon.
(Forfatternote: Knud Kristensen(V) er Danmarks statsminister fra 7. nov. 1945 til 13. nov. 1947. Han havde udtrykt sin utilfredshed med udskrivelse af dansk ungdom til fremmed militærtjeneste. * Note 2: NAAFI står for Navy Army Air Force Institution)

Kære far og mor! Liddymore 6. marts 1946.
Jeg fik heller ikke fat i frimærker i går, men det er meget godt, for jeg fik jeres brev i formiddags. Så kan jeg nå at svare på det. Alfred må gerne slide mit undertøj. Jeg får nok noget bedre om tre år. Du spørger om maven har vænnet sig til kosten. Maven tager godt nok maden. Det er værre med ganen. Det bliver nok lige omvendt, når jeg engang kommer hjem. Det er alt for godt vejr til at sidde og skrive, så jeg vil holde op nu. Jeg lægger en cigaret i brevet til far og sødetabletter til mor - og 5 yard elastik til Else. Jeg håber I kan bruge det. Hils Mads og Maren. Håber snart at høre fra Jer igen. Egon

Kære far og mor! Canterbury 24. marts 1946
Det var en fin tur, vi havde til London sidste lørdag og søndag. Vi rejste herfra kl. 14,30 Nogle skulle bo i Central Hall - I véd der, hvor de holdt UNO-konferencer ^{(Note under brev).} Så heldige var vi fra vores stue nu ikke. Vi boede på KFUM. i nærheden af Victoria station. Men det var godt nok. Jeg sov i en stue sammen med et par englændere, nogle hollændere, to negre og nogle danskere, alle soldater. Så det var et blandet selskab. Det mest imponerende, jeg så, var undergrundsbanen. Det er så let som ingenting at finde rundt i London, når vi benytter den.

Jeg var på Trafalgar Square og så på de forskellige legationer. Det var store flotte bygninger. I vinduerne er der udstillinger, som viser det, der er specielt for de forskellige lande. Det danske Hus så jeg ikke, men jeg så den norske legation. Jeg var også ude i Madame Tussauds Vokskabinet. Det fylder en hel stor bygning. Lige da jeg kom ind ad døren stod der en portier og viste vej. Jeg syntes jo nok han stod så roligt. Så viste det sig, at det var en voksfigur. Så livagtig var han. Så kom jeg ind i en stor hal. Det første, der slog mig. var, at der var så mange mennesker derinde. Men efterhånden opdagede jeg, at de alle stod helt stille. Det viste sig, at alle var voksfigurer. Men det er lavet godt. De er klædt i rigtigt tøj, har rigtigt hår og hudfarven virker helt ægte.

Det ligner grangiveligt levende mennesker. Der var alle mulige store personligheder. Hele den amerikanske og engelske generalstab og regeringer og alle nazi-lederne var der. Jeg var også inde på Piccadilly. Sikke en trafik. Store toetagers busser glider i en stadig strøm ned ad de brede gader. Tilbage til undergrundsbanen. Når vi går på gaden og vil et eller andet sted hen, så skal vi bare finde en trappe, hvor der står 'Underground'. Så går vi en etage ned under gaden og træder op på en stor, rullende trappe, der fører os et par etager længere ned. Dernede er luften helt varm, og der er mange lamper, så det er helt oplyst dernede. Så gælder det bare om at finde et kort over undergrundsstationer og så købe en billet til den, hvortil vi skal. Bare find den perron, hvorfra vores tog afgår. Der er kun fem minutter mellem hvert tog, og de holder kun halvandet minut, så smækker dørene automatisk i. Er vi først kommet ind, kan vi ikke komme ud igen, før toget holder ved næste station.

Det er elektriske tog. I skulle have set den første aften, vi skulde køre med disse tog. Der var et par fyre på vores stue, som hoppede ind i toget. Så opdagede de, det var et forkert tog, men da var døren allerede smækket i, så de måtte pænt fortsætte. Sikke lange de blev i ansigtet, da vi stod på perronen og grinede af dem. Nå, men ulykken var nu ikke så stor. De kunne jo springe ud ved næste station, købe en ny billet og være tilbage i løbet af ti minutter Men det kostede dem et par ekstra pence. Jeg har set meget mere, men det er ikke til at komme i tanker om det hele i øjeblikket. Hørte I mon udsendelsen i radioen herfra? Det var i tirsdags. Jeg var ikke hjemme den dag, de var her for at optage pladerne ^(Note). Men ham, der kommanderede, var vores korporal (vi kalder ham 'Coombis'). Vi har spurgt ham, om han vil købe den plade, hvor hans stemme er på, men han siger, han kan lave sådan en hver dag.

Er det snart forår hjemme? Knopperne på kastanietræerne her udenfor er lige ved at springe ud, og i gartnerforretningerne ligger der frø i vinduerne. Så det må snart være tiden, at det skal puttes i jorden herovre. Jeg slutter for denne gang. Jeg kan ikke overkomme mere end to breve i dag, så Else må vente til næste gang eller tage det halve af dette.
Kærlig hilsen, Egon

(Forfatternote 1: Hvad angår forkortelsen UNO er det korrekt, at man i de første år efter krigen brugte forkortelsen UNO (for United Nations Organisation), hvor vi i dag kun skriver UN, altså FN. * Note 2: Før optog man lyd på valser, senere voksplader. Det er næppe tilfældet her. Egon Nielsen har blot ikke hørt om stålbåndsoptageren, som havde afløst voksplader og valser)

Jeg har en helt sort samvittighed, fordi jeg ikke har skrevet til jer før, men det er jo ikke som turist, jeg er her, og der er faktisk kun om søndagen, vi har tid til at skrive. Sidste søndag var jeg i London, så da var der heller ikke lejlighed til brevskrivning. Nå, men jeg må vel hellere skride til at fortælle om, hvad vi har så travlt med. Vi bliver vækket kl. 6,45 og kl. 7,45 har vi et kvarters eksercits før morgenmaden. Kl. 9 er der parade, og derefter begynder dagens egentlige arbejde. En times "drill" (eksercits), gymnastik, undervisning i riffelskydning og maskingevær og håndgranatkast. Den første gang jeg skulde skyde med riffel, ramte jeg langt fra pletten. Næste gang gik det bedre: 4 plettere ud af fem skud. Jeg fik skiven med hjem for at vise den til de andre. Maskinpistol har jeg kun skudt med een gang, men det gik helt godt. Vi har noget der hedder 'walking-training'. Det er marchture i gymnastiktøj. Det er skrappe ture, kan I tro. Første gang gik vi 8 miles med små, hurtige skridt. Det var meget trættende. Siden har vi været ude at gå flere ture, og det er blevet værre og værre. I går havde vi terrænløb i silende regn. Sikke vi så ud, da vi kom hjem, helt oversmurt med pløre. Der var steder, hvor vi sank i mudder til anklerne. Stadig i gymnastiktøj. - - -

Jeg blev afbrudt her. Vi holdt festmåltid. Der er en, som har fået en pakke med fødevarer hjemmefra. Der blev en halv skive rugbrød med spegepølse, en kiks og en småkage til hver. Det smagte godt. Men det var bare for lidt. Jeg ligner ellers en tugthusfange. Vi må næsten ikke have hår på hovedet, og det er en hel fryd for barberen at klippe os skaldede. Det påstås nu osse, at han egentlig er cykelsmed. Vi skal også barbere os hver morgen. Hvis de kan finde den mindste smule skægstubbe, får vi ekstraarbejde. Så er det sket med at gå i byen.

På onsdag får vi at vide, hvad vi er taget til, altså hvor vi skal hen. Vi skal jo kun være her i 6 uger. Det vil sige: Nogle af os skal blive her, og nu går vi og ryster for, at det netop skal blive os.Af det sidste hold rejste de fleste til Skotland i onsdags. Jeg kunde også godt tænke mig at komme en tur til Skotland. Det næste sted vi kommer til, skal vi være i 10 uger. Så får vi 6 uger et tredje sted og derpå får vi orlov til en tur til Danmark. Nu får I ikke mere denne gang, for jeg skal have skrevet et brev mere. Mange hilsner fra Egon

Det var en god ferie jeg havde i Southampton. Men det var lidt af en omvej vi tog for at komme dertil. Togene var så overfyldte, at vi måtte stå op det meste af turen. Vi skulle have skiftet i Westbury, men den må vi være kørt forbi, uden at vide af det, for inden vi vidste af det, rullede vi ind på Paddington station i London. Så måtte vi tage en taxi til Waterloo station og derfra kørte vi til Southampton. Vi boede i NAAFI Club, og der var alt, hvad feriegæster kunne ønske. Der er ikke meget tilbage af hovedgaden, den er næsten helt udbombet. Men vi har snart set så mange ruiner, at det ikke er interessant længere. Vi var en tur nede ved havnen. Der lå et par store Amerikabåde, som lige var kommet ind. Vi kunne ikke komme ned til dokkerne, der var politivagt. Det er på grund af sabotage. Vi var også i en tivolipark. Det var akkurat det samme humbug, som på sommermarked hjemme med skydetelte, karuseller, dødsdrom, radiobiler og luftgynger, og hvad der hører til.

Vi kørte meget i sporvogne, når vi skulle rundt og kigge på byen. en dag kom jeg ind i en sporvogn rygende på en cigaret. Jeg så ikke skiltet "No smoking", Men der var en dame der hostede så demonstrativt, at jeg fik cigaretten slukket i en fart. Vi traf en dansker der havde været i England i 30 år. Han ville have inviteret os på en kop kaffe, hvis han ikke netop stod og skulle ud at rejse. Han sagde, at hans kone lavede kaffe på dansk maner. Så det var en skam, at vi gik glip af den, for englænderne kan ikke lave kaffe, der er værd at drikke. Men deres the har jeg vænnet mig til, jeg drikker nok en liter om dagen. Vi rejste hjem hertil i tirsdags og om onsdagen var vi nede i en nabolejr og skyde med maskinpistoler eller "stengun" som de kaldes her. Alfred kender dem nok, det er samme slags, som de brugte hjemme.

Mor spurgte om vi skød med luftværnskanoner. Det gør vi ikke. Det er ovre i den anden lejr, de gør det. Vi skal ikke lære andet end feltartilleri. Vi er ca 2-300 mand i vores lejr. Deraf er omtrent 100 danske og ligeså mange hollændere, resten er englændere. Hvordan går det med strejken? Vi kan ikke rigtig følge med i, hvad der sker hjemme, for de aviser der bliver sendt herover er omtrent 14 dage gamle. Men de bliver alligevel studeret, til der kun er laser tilbage af dem. Jeg kan ikke finde på mere, så jeg slutter med en hilsen til hele familien. Egon

I kan godt fortælle Ebbe Post, at han er et gammelt vrøvl. Jeg fik nemlig jeres pakke i går. Jeg fik også jeres brev i går, så jeg kan se, I også har fået min pakke. Det var jo ikke så godt, at I skulle betale told, men jeg håber ikke, det var alt for dyrt. Det var helt sjovt med det billede fra Canterbury. Jeg kan kende tre af dem. Jeg har fået jeres hilsen gennem Knudsen, som var hjemme i Fåborg. Hvornår jeg kommer hjem, ved jeg ikke bestemt, men det sidste rygte går ud på, at vi ikke får den normale 14 dages orlov, når vi er færdige her den 29. maj. Vi skal vist sendes til Exeter og vente der på skibslejlighed til Danmark. Jeg har altså en chance for at komme hjem i jordbærtiden.

Hvis vi ikke får de 14 dages ferie her, bliver vores orlov hjemme forlænget, så vi får ca en måned. Det kan vi nok holde til. Det er ellers en streng uge den sidste her. Vi skal bestå en masse prøver for at komme ud af denne lejr. Hvis vi ikke kan klare eksamen, skal vi gå otte uger om igen. Else spørger om vi har Montgomeryhuer. Det har vi. Skråhuer er noget vi må købe for vores egen regning. Der er ellers ikke noget særligt at skrive om. Tiden går meget stille og roligt her. I går var vi ude at gå efter kort. Vi bliver delt i små grupper på tre mand. En gruppe får opgivet et punkt på kortet, som de så skal gå ud og finde. Når vi har fundet stedet, skal vi skrive en rapport over, hvad vi kan se på stedet. Det er et meget behageligt job at vandre rundt på den måde.

Hvordan går det med strejken hjemme. Den er vel slut? Aviserne herovre er fyldt med artikler om fødevaresituationen. Forleden aften, da jeg var i biografen, viste de en film om, hvordan folk sulter rundt om i verden. Det var nærmest uhyggeligt at se, hvor magre de var. Bagefter gik der en kasse rundt i biografen (det var altså ikke kassen der gik) til fordel for en hjælpeorganisation. Der var ikke mange, som ikke lagde penge i den. Men englænderne er nu fulde af humbug.

Jeg så i avisen forleden dag, at de ville nedskære deres brødrationer til fordel for den sultende verden, ved at gøre deres brød mindre.. Men der er ikke brødrationering i England. Så det betyder ikke så meget at de laver de sigtebrød halvt så store, for så køber de bare dobbelt så mange. Vi kan også købe alt det brød vi vil, men vi kan ikke få fat i noget at smøre på det. Nu får I ikke mere denne gang. Jeg tænker ikke, jeg kan nå at få flere breve fra jer inden den 29. maj. Men jeg skal fortælle jer den nye adresse så snart jeg kender den. Mange hilsner fra Egon

Det går ikke altid efter beregningerne. Bare se på os. Vi havde regnet med at rejse herfra den 29. maj. Men vi vandrer rundt i Liddymore endnu. Træningen sluttede den 29. Meningen var, at vi skulle ud med kanonerne på en stor hede et par hundrede kilometer herfra og skyde med skarpt. Vi skulle starte kl. 5 om morgenen, men det var et øsende regnvejr (det regner meget her). Så vi kom ikke af sted før ved middagstid. Ikke nok med det, men den store tur blev aflyst. Vi kørte ikke længere end lige ned til stranden ca. 2 minutters kørsel herfra. Der lå vi hele dagen og fyrede 25 punds granater ud i Bristol-kanalen. Det krudt, der blev til overs, brændte vi på et bål bagefter. Sikke det kunne futte.

Jeg lægger et par stumper i brevet, så kan I se, hvordan krudt ser ud nu til dags. Der sker ikke noget ved at brænde det af, det eksploderer ikke.

Når vi lader kanonerne, eller gun'en som den hedder på engelsk, putter vi først granaten i og bagefter hylsteret. I hylstret ligger tre poser med sprængstof. Når der ikke skal skydes ret langt, tager vi to af poserne ud. Det var altså de tiloversblevne poser, vi brændte på bålet. Jeg er nu udlært ’gun'er’. Vi fik vore karakterer at vide i mandags.

Jeg fik grad II. Tre mand fik grad I; otte fik grad II; ti fik grad III - og tre skal gøre træningen om igen. Men nu går vi altså og trisser rundt. De ved ikke, hvad de skal gøre ved os. Jeg tror nok, I kan nå at skrive, inden jeg rejser - og skulle jeg være rejst, bliver brevet eftersendt.

Alfred skriver, han har set Englænderfodbold i Odense, og at de spillede helt godt. Men det bliver de nok ikke ved med ret mange år, for de unge mennnesker under 22 år er nogle små svæklinge. De fleste er et helt hoved mindre end mig. Man siger, det er fordi de ikke har fået tilstrækkelig føde i voksealderen. Men selv om de er nogle småpuslinge kunne de godt være mere renlige. Når vi har haft gymnastik eller har været ude at løbe, så ser vi næsten kun danskere i baderummet bagefter. Og vore håndklæder, som vi har en uge ad gangen, bliver nok beskidte, men englændernes ligner kulsække. Befalingsmændene fremhæver også altid de danske hytter frem for de engelske. Når de kommer ind i en dansk hytte, er der rent og ordentligt, og spisegrejerne skinner.

Men når de kommer ind i en engelsk hytte er der roderi og møgbeskidt. Jeg kan godt forstå, der er så store influenzaepidemier i England et par gange om året! Jeg sad nede i NAAFI forleden aften og spiste suppe. Der blev efterhånden overfyldt, så der ikke var spisegrejer nok. Det klarer englænderne nemt.

Når de ser, at en mand er færdig med at spise, går de bare hen og tager hans spisegrejer - og spiser uden at få dem vasket af først. Men det er måske krigen der er skyld i det. Jeg slutter her i håb om, at I har det godt. Det har jeg nemlig. Der er én her, der har fået brev hjemmefra, hvori der står, at de har hørt i radioen, at vi sulter om dagen og fryser som små hunde om natten. Det med, at vi fryser, kan I nok regne ud er noget vrøvl. Vi sulter heller ikke. Maden smager bare ikke godt. Jeg tror nok, jeg har taget på i vægt. Det må være, fordi vi ingenting bestiller. Eller også er det al den the vi drikker, der gør os så oppustede. Jeg skal til at stoppe strømper. De er lige kommet fra vaskeriet, og der er nogle ordentlige huller at tage fat på.

Her er en lille hilsen, der er til at tage og føle på. Tråden er til mor og Lise. Cigaretterne til far og Alfred. Bladet skal Else have. Jeg véd ikke, hvordan I har det med sytråd og cigaretter, men jeg tænker nok, I kan bruge det. Der bliver ikke meget skriveri denne gang, for her er ikke sket noget særligt. Jeg har det godt og håber det samme er tilfældet med jer. Hilsen Egon

I længes vel snart efter at høre nyt fra mig. Jeg er kommet til en ny lejr. Det bedste sted, jeg endnu har været. Her er radio i vores hytte, og der er fjedre i sengene. I vaskerummet er der kogende vand i hanerne. Det har vi nu ikke så hårdt brug for. Det er nemlig pludselig blevet sommer. Vi bor hyggeligt inde i en skov. Der er fliser på vejen, som fører fra landevejen ned til vore hytter, så vi ikke behøver at svine vort linoleumsgulv for meget til. Jeg bor, som I kan forstå, meget bekvemt, men det er også en RAF-lejr (Royal Air Force), jeg er kommet til. Jeg fik jeres brev dagen før jeg rejste fra Bulford. Det var godt, for hvis det var kommet en dag senere, havde jeg ikke fået det. Breve adresserede til Bulford bliver nemlig ikke eftersendt. Du spurgte, far, hvad det var for en specialuddannelse, jeg skulle ha'. Det har ikke noget med befalingsmandskursus at gøre.

Jeg er kommet til flyvevåbnets artilleri, og hvis det fine vejr holder, vil kurset kun vare tre uger. Hvis det bliver dårligt vejr, kan det godt trække længere ud. Hver morgen bliver vi i store, moderne busser kørt til flyvepladsen, som tilhører RAF. De bringer os tilbage om middagen og om aftenen. Foreløbig har vi bare kigget lidt på sagerne, men i morgen skal vi op at flyve i en stor Halifaxmaskine. Det skal blive interessant at se det hele fra oven. Vi skal også op i en Dakotamaskine.

Det er noget fint, vi er kommet til. For at vi kan kendes fra almindelige soldater har vi fået røde alpehuer ^{(note 1)} og nogle flere mærker på armen. Der kan snart ikke være flere. De må ikke gå længere end til albuen. Nu får I ikke mere denne gang, men næste gang jeg skriver bliver I nok overraskede. Her er min adresse. Nummer og navn som sædvanlig: 195.B.Course2.Side APTS. 11. Ptn. 23. Stick. Weston-on-the-Green Oxson, England. Vi bor ca. 20 minutters kørsel fra Oxford, så jeg tager nok derind en lørdag-søndag, hvis der bliver lejlighed til det. Du skal ellers ikke bryde dig om at fortælle, hvordan I boltrer jer i jordbærrene. Den eneste trøst, jeg har, er, at Else ^{(Egons
søster)} heller ikke får nogen af dem, hvis hun skal til hovedstaden. Hilsen til jer alle fra Egon.

Jeg fik mors brev i dag, hvori hun fortæller om familiens skavank, som nu også er kulmineret hos dig. Det er vist en hård omgang at komme igennem. Særlig nu i højsommeren må det ikke være rart at være indespærret på et sygehus. Men du plejer jo at være i god kondition, så dit besøg på sygehuset bliver forhåbentlig ikke af lang varighed.

Jeg kan ligeså godt fortælle med det samme, hvad jeg foretager mig her: Som du ved er jeg kommet til det luftbårne artilleri, og vi skal undervises i at droppe ud med faldskærm fra flyvemaskiner. Under træningen skal vi foretage otte spring. Jeg har allerede tre af dem bag mig. De to første foregik fra en ballon. Det tredie fra en Halifaxbombemaskine. Det er cirka 2½ time, siden jeg hoppede ud af lemmen i gulvet på flyvemaskinen. Det var i formiddags - og nu ligger jeg på min seng og skriver, kun iført gymnastikbukser. Det er nemlig så varmt, at vi befinder os bedst uden tøj på. Det er temmelig nervepirrende at stå oppe foran lemmen lige før vi skal springe ud i det store Intet.

Jeg skal prøve at beskrive mit første spring så godt jeg kan. Det var i forgårs. Vi kom ud i terrænet, hvor ballonen er fortøjet. Jeg fik min faldskærm udleveret og begyndte at tilpasse stropperne, til den sad stramt ind mod ryggen. Imens var ballonen blevet hejst ned til jorden. Sammen med fire andre springfyre og instruktøren steg jeg op i gondolen under ballonen. Derefter blev der firet af på spillet, og vi steg op til en højde af 800 fod. Deroppe fra ser landskabet noget lilleputagtigt ud. Husene er bare tændstikæsker og menneskene myrer. Jeg skulde springe som nummer fire. Instruktøren forklarede, at vi ikke måtte se ned, for hvis vi gør det, er det næsten umuligt at få sig selv til at hoppe ud. Endelig fik nummer 1 ordren: "Stand in the door", og derpå ”Go!"

Nummer 1 tog et skridt fremad - og forsvandt. Sådan fortsætter nr. 2 og nr. 3. Så er det min tur! Instruktøren klapper mig på skulderen og griner over hele ansigtet, mens mit smil til ham vist var noget anstrengt. Så kom det "Go!" og jeg trådte frem og faldt og faldt og faldt! Endelig - efter forfærdelig lang tids forløb - syntes jeg, at jeg hørte en blafren, som fra storsejlet på en båd, der vender og går op mod vinden. Det er silkeskærmen, der folder sig ud. Den stærke fart aftager. Jeg kigger uvilkårlig i vejret og får øje på den store dejlige, beskyttende, smukke skærm, som breder sig over hovedet på mig. Du kender udtrykket "at ånde lettet op". Først nu véd jeg rigtig, hvad det vil sige.

Sikke et lettelsens suk! Resten går meget let. Jeg begynder at blive helt kry igen. Og nu kan jeg høre den beroligende stemme dirigere mig gennem højttalere fra jorden. Først ordner jeg sædestropperne, så jeg sidder behageligt. Nu kan jeg nyde udsigten over landskabet, som ret hurtigt kommer nærmere. Jeg får at vide fra højtaleren dernede i hvilken retning jeg driver og hvilke liner, jeg skal hale i. 25 fod fra jorden får jeg besked om at fire langsomt af og presse knæ og fødder fast sammen. Bum! Sikken en kolbøtte! Men happy landing! Det hele har varet 35 sekunder. Som skærmen ligger der på grønsværen, ligner den nærmest en mægtig paddehat, der er væltet om på siden. I ro og mag giver jeg mig til at lægge det fine silkestof sammen og vikle de 28 tynde nylonstrenge op, imens jeg i mit stille sind sender W.A.A.F-pigen, der har pakket skærmen, en taknemmelig tanke. Så skal skærmen anbringes i et tørrerum i tre døgn - til trods for, at den er så tør, den kan blive. Men det er meget vigtigt, at den ikke er våd eller klam, for så klæber den sammen og kan ikke folde sig ud.

Det var altså mit første spring. Jeg håber ikke, du keder dig over den lange forklaring, men du har jo tid nok til at læse. I går gentog det samme sig så, og i dag har jeg så 'jumpet' fra et fly.

Det er egentlig ikke så slemt at hoppe fra et fly som fra en ballon. Fra ballonen falder man 150 meter, inden skærmen fyldes med luft. Men fra flyet gir det bare et sus, og så hænger vi i paraplyen, inden vi kan nå at tænke os om. Men nok om al den faldskærmssnak. Mor spurgte, hvornår jeg tror, jeg kommer hjem. Hvis vejret holder sig, er der mulighed for, at det bliver først i august. Men det er kun gisninger. Så snart jeg ved det bestemt, skal jeg nok fortælle det. Jeg håber ikke familien bliver alt for opskræmt over dette brev. Jeg har set over 900 udspring her og det eneste uheld, der har været, var et par forstuvede ankler. Jeg slutter med at ønske dig god bedring. Hils din kone og... ja, det er vel for tidligt at sende en hilsen til 'lille Alfred'.

Også hilsen til Bjernevej ^{(forældrene)}. Skriv snart og fortæl, at du er oven senge. Hilsen Egon

Kære far! Nr. Bichester 20. juli 1946
Til lykke med fødselsdagen. I dag har jeg god tid til at skrive. Vi har fri hele dagen og i morgen med. Det er på grund af vejret, som de sidste dage ikke har været allerbedst. Du har vel af Alfred fået at vide, at jeg er blevet lidt 'forfløjen' i den senere tid. Jeg venter at høre fra ham en af de første dage, og håber det skrider fremad med ham. Siden jeg skrev til ham, har jeg sprunget tre gange, så nu er der kun to tilbage.

Vi havde været færdige til at rejse herfra i dag, hvis vejret havde teet sig ordentligt. Nu har blæsten dog lagt sig noget, så jeg tænker, vi får de to sidste 'jumps' på mandag og natten til tirsdag. Det sidste er et natspring. Bare det bliver måneskin. Det er såmænd ikke så slemt at hoppe ud fra en flyvemaskine. Det værste er ventetiden, før den røde og grønne lampe bliver tændt. Hvis vi ikke var så bange, vilde det være en ganske behagelig fornemmelse. Vi er i hvert fald alle kommet nogenlunde lempeligt til jorden hver gang endnu. Vi har det ellers godt ude på flyvepladsen. Vi får en flyvetur, hver dag næsten. Det er ingen sag, når vi kan forblive inde i maskinen, til den lander. Den første gang, vi var oppe at flyve, var der et par stykker, som blev luftsyge. Nu er det ved at blive en dagligdagsbegivenhed. Når de ikke kan finde på andet, sender de os i biografen. Det går der et par timer med hver dag. På onsdag skal der være stor parade med håndtryk og overrækkelse af en vinge og en nål til hver mand. Det bliver noget af det dyre. Herfra skal vi til en samlingslejr. Det bliver til et sted der hedder Woolwich eller noget i den retning. Det er en forstad til London.

Hvis vi rejser derind på torsdag og får vores syv dages orlov straks, skulle vi være klar til at rejse hjem til Danmark omkring 1. august. Mine finanser tegner ellers helt godt nu. Jeg tjener snart så mange penge, at jeg skal betale skat af dem. Hidtil har jeg fået 3 shillings om dagen. Det er nu blevet forhøjet til 4 shillings pr. dag - og 17.august, når jeg har været her et halvt år, stiger den til 5 shillings pr. dag. Dertil kommer et tillæg på 2 1/2 shillings pr. dag, som alle faldskærmsfolk får. Det bliver bedre endnu: Så snart jeg er udenfor England, får jeg yderligere 2 shillings om dagen. Alt i alt bliver det 9½ shillings pr dag.

Jeg tjener altså lige så meget her, som jeg gjorde hjemme. Her i brevet lægger jeg en silkesnor. Det er sådan en, der udløser faldskærmen. Den er fra spring nr. 2. Den første fik jeg ikke med mig. Det var jeg for fortumlet til at tænke på. Der er vist ellers ikke mere. Vi kan forhåbentlig snakke nærmere om sagerne om 14 dage. Jeg glæder mig gevaldigt til at komme hjem og se til jer. Jeg hørte for resten transmission fra restaurant Skandia i radioen i forgårs. Jeg har fået 'københavnerens' brev, men hun må vente lidt endnu. Kontortiden er slut for i dag. Godt nytår! Hilsen fra Egon

Nu lysner det. Vi blev kaldt sammen i formiddags for at få at vide, at vi skal rejse hjem denne weekend eller først i næste uge. Tak for jeres breve. Jeg fik to i dag, både fra Alfred og Bjernevej. Det er godt at høre, han er blevet sat rigtigt sammen. Jeg skal nok få fat i en pibe til ham, endda fra en af de fineste forretninger inde på Piccadilly. Jeg er glad for, at vi ikke skal gå ret meget længere her, for tiden falder lang, når vi ikke har noget at bestille. I går spadserede vi ud i en park for at spille golf. Og i dag har jeg ikke lavet andet end at eskortere en arrestant fra fængslet til domhuset og tilbage igen. I skal ikke tro, det var en farlig forbryder. Bare én, der havde gjort sig skyldig i en mindre forseelse.

Han gjorde ikke forsøg på at stikke af, så mit job var ’very easy’. Af jeres brev kan jeg ikke se, om far fik min fødselsdagshilsen. Jeg sendte et brev med tre cigaretter i fra Bicester den 20. juli, så det skulle jo nok kunne være nået frem. Alfred spørger, om jeg har lært at springe af biler i fuld fart. Det har jeg nu ikke, men der er noget om snakken, for jeg har set det i nogle instruktionsfilm. Derimod hoppede vi som noget af det første her ned fra et 13 meter højt stillads.

Nu tænker I nok, det er løgn. Men der var osse lidt svindel med i foretagendet. For vi fik en sele på, hvori var fastgjort en stålwire, der igen var viklet om en tromle med et par bremseklapper på. Alligevel gibbede det lidt i maven de første gange. Senere regnede vi det ikke for noget. Det var mere ubehageligt, da vi krøb op i nogle gynger, som var ophængt i en hangar. Bedst som vi gyngede, blev tovet pludselig kappet over. Så måtte vi selv om, hvordan vi kunde komme ned. Det gik i reglen ret hurtigt. Heldigvis lå der nogle tykke gummimåtter nedenunder. Bagefter har jeg fået opklaret, at vi var mere eller mindre overtroiske allesammen i den tid vi 'jumpede': Én havde et lille stykke pap, som han absolut skulde have i munden, når han sprang ud. En anden vendte sig om til manden efter ham og sagde den samme sætning hver gang. Sådan var der noget med os alle. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg til sidst sprang med en temmelig nusset skjorte. Men sagen er, at jeg ikke turde skifte skjorte, nu var det gået godt første gang med den på. Jeg kunde godt sige til mig selv at det var noget pjat, men jeg skiftede altså ikke skjorten alligevel. Mor spørger, om vi er blevet udtaget eller om det er frivilligt at være parachuteman. Ingen bliver tvunget til at springe med faldskærm. Det ville også være uladsiggørligt at tvinge folk til det. En faldskærm er for resten dyr. Den koster 1200 kr. Jeg fortryder, at jeg ikke 'organiserede' én. Nå, det ville nok have været dumt. Der holdes nøje kontrol med dem.

Man siger, at jeg er ved at blive tykhovedet. Det må være de sidste 14 dages fedegrise-tilværelse, der giver sig udslag. Hvad skal det blive til, når jeg kommer hjem til mors mad? I morgen skal jeg pasfotograferes. Nu får I ikke mere. Jeg håber at komme lige i halen på brevet. Men det bliver ikke før i slutningen af next week. Hilsen til jer alle fra Egon.

(Forfatternote: Det blev ikke til orlov i Danmark nu. Det sker først en måned senere)

Tak for brevet. Ja jeg kom tilbage fra Skotland i mandags. Det var helt rart med lidt afveksling i foretagendet. Jeg var både i Newcastle, Glasgow, Aberdeen og Edinburgh. I Glasgow var jeg til koncert i en stor park. Et skotsk orkester spillede. Musikerne var selvfølgelig i ternede skørter, og sækkepiberne manglede heller ikke. De spillede blandt andet "Under præstens pæretræ". Mærkværdigvis skulde vi soldater ingenting betale for at komme ind. Turen fra London til Edinburgh varede 10 timer. Det var temmelig længe at sidde i et tog. I Edinburgh er der et gammelt tårn, som alle fremmede skal op i. Det er ikke, fordi der er så meget ved udsigten fra det. Fidusen ligger i, at man skal op ad en vindeltrappe, der er så smal at tøjet næsten slides af skuldrene, og der er mørkt som i en kulkælder. I kan tænke, at der bliver smalt, når der både er opadgående og nedadgående trafik på den samme trappe. Især når der er ’girls’. Jeg forsøgte mig som bjergbestiger oppe ved Edinburgh.

Det første stykke gik let nok, men de sidste 50 meter gik det næsten lodret op. Der var fremspring nok til at få fodfæste på. Men da jeg var kommet en trediedel op, tog jeg fat i en sten, som jeg troede sad fast i klippen. Det gjorde den bare ikke. Så stod jeg dér og flagrede for ikke at dratte ned. Det tog hele lysten til videre bjergbestigning. Jeg klavrede hurtigst muligt ned igen. Skotterne er flinke nok. Hvis vi står på gaden og ikke rigtigt véd, hvor vi skal hen, kommer der straks nogen og spørger, hvad vi er i tvivl om. De reklamerer meget med deres whisky deroppe. Og om lørdagen nøjes de ikke med at snakke om den. Der er i hvert fald usædvanlig mange fulde folk lørdag aften.

Til gengæld er alting lukket om søndagen. Restauranter og biografer er lukkede. Selv en pakke cigaretter er det umuligt at opdrive. Du spørger til sytråden, mor. For den sags skyld kan du godt begynde at smøre maskinen, for jeg har købt 20 ruller sort og 20 ruller hvid tråd. Elastik er ikke så let at få. Men der er torvedag her i Woolwich et par gange om ugen. Dér har jeg fået fat i 10 yard. Det rækker da altid lidt - særlig hvis I strækker den! Jeg har læst avisudklippene, som du lagde i brevet. Jeg har set det samme i de engelske aviser, men med den forskel, at det her kun fyldte nogle få linier skrevet med små typer. Jeg ved ikke, om de danske aviser vil male Fanden på væggen, eller om de bare mangler sensationer. Vi skal ordentlig være fine i tøjet, til vi skal hjem. I går fik vi hver et splinternyt battledress, en gang flotte, canadiske uniformer. Der er ikke lavet om på datoen for hjemrejsen, så vi regner stadig med at starte den 15. september, så kan vi være hjemme omkring den 19. - Der er jo ikke så længe til. En af de første dage skal vi pas-fotograferes. Det er ved at være sengetid, og jeg har heller ikke mere at fortælle i øjeblikket. Derfor klistrer jeg konvolutten til og smider den til Danmark. Hilsen fra Egon

Mellem ovenstående brev og det følgende har Egon Nielsen haft 3 ugers orlov i Fåborg. Et bysbarns ophold i de fremmede er for avisen en lokal begivenhed. Der var ganske vist andre frivillige fra Fåborg, men det blev altså den lidt stille Egon Nielsen, som blev opsøgt af Faaborg Avis. Interviewet gengives her, før vi fortsætter brevene:

-Var det ikke med en vis spænding, De ventede på kommandoen "go", da De foretog Deres første faldskærmsudspring? spørger vi den nyligt hjemvendte unge Faaborgenser Egon Nielsen, søn af slagteriarbejder Ejner Nielsen, der i disse dage er hjemme på orlov som dansk frivillig soldat i den engelske hær.

-Jo, man kan nok sige, at det var med beklemt hjerte og noget blandede følelser, da jeg første gang tog det store skridt ud i det uvisse og hvirvlede rundt i luften, før faldskærmen knitrende og blafrende foldede sig ud, og man kunne skimte et lille stykke af den blå sommerhimmel gennem lufthullet i faldskærmen. Jeg kom til England i februar måned i år og beordredes til træningslejren i Canterbury. Det var en hård og krævende træning, rekrutterne måtte gennemgå, men det var de fleste af os forberedt på, så vi tog det med godt humør.

- Ja, da den første træning var afsluttet i Canterbury, fik vi udleveret spørgeskemaer til besvarelse af, hvilken våbenart, vi ønskede at komme til, og jeg valgte artilleriet. Sammen med både danskere og englændere blev jeg sendt til Liddymore i nærheden af London og skulle begynde en ny træning med de såkaldte "25 pound'er" kanoner ^{(88 m/m)}, der skal 6 mand til at betjene. Efter at have været der i 8 uger, blev vi kommanderet til "the paratroops" - som airborne, og nu skulle vi til at lære at springe ud med faldskærm. Om morgenen tidligt indledtes dagens program med en løbetur på 3 miles, og derefter kom turen til gymnastik og teori i faldskærmudspring, såsom films og foredrag.

- Jo, det kan man godt sige. De sidste tre uger før vi begyndte på de egentlige udspring, trænede vi i en stor hangar, svingende i luften med et stort tov omkring livet. Ligeledes gyngede vi i nogle store gynger, og så - bedst som man sad nok så fredeligt - blev tovene, der holdt gyngen, kappet over med ét hug, og man styrtede ned på nogle måtter, som var udspændt under gyngen.

- En herlig sommerdag gik vi seks mand med en instruktør op i ballon for at debutere som faldskærmsudspringere. Da vi var kommet op i en højde på 300 meter, fik vi ordre til at gøre os klar til udspring, og efter at have efterset hinandens faldskærme lød det med spænding imødesete kommandoråb "Go!"- og den første af kammeraterne sprang ud af ballonen. Jeg var nr. 4. Jeg husker endnu tydeligt, hvordan jeg stod og betragtede marker og skove og gårde, der ikke syntes større end tændstikæsker. Jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle klare dette mit første spring. Så endelig lød ordren til mig, og med et vældigt skridt trådte jeg udenbords og hvirvlede gennem luften! Straks efter lød den forventede knalden og knitren over mig, og da jeg vendte hovedet op, kunne jeg se den blå himmel gennem det lille lufthul i midten af faldskærmen. Den havde foldet sig ud.

- I høj grad! Jeg nærmede mig hastigt - forbandet hastigt - en græsmark, som så indbydende og polstret ud oppe fra luften. Men da jeg faldt, var det som på en stor sten. Jeg blev godt gammeldags mørbanket. Det er nemlig en stor kunst at lande på den rigtige måde med slappe muskler og lade sig trille hen ad jorden.

- Jeg har foretaget 8 udspring, hvoraf nogle var med 'kitbag', dvs., man får en stor sæk med indhold på cirka 25 kg bundet til højre ben. Så gælder det om - inden faldskærmen udløses - at løsne 'kitbag'en, så den falder 15 fod ned og bliver hængende, fastbundet til benet. Så skulle vi endelig til at springe om natten, fortæller Egon Nielsen videre.

Det gik for sig engang i juli måned klokken 1 om natten - i kulsort mørke. Vi gik op i 300 m højde med en Dakotamaskine. Udspringet skulle foretages gennem en sidedør i maskinen. Da vi nærmede os målet var alt præget af vores nervøsitet. Der gik som et gisp gennem de 16 mand, da den røde lygte tændtes som signal til afgang. Jeg var sidste mand, og da jeg endelig stod i døren, mens vinden hylede udenfor, var det med beklemt hjerte, jeg lod mig falde. Alt omkring mig var sort i sort, og landingen kom derfor også som en overraskelse - en temmelig ublid én.

- Ja, nu er den værste træning overstået, og man kan bedre følge arbejdets gang. Det eneste problem for os madglade danskere er føden. Ja, det kan jo ikke være lutter flæskesteg og rødkål; men maden er nærende, og adskillige af os har da også taget et par pund på i den tid, vi har været derovre. Men den engelske mad smager ikke af noget.

- Der er tale om, at nogle af "the airbornes" skal enten til Palæstina eller Østen. Men endnu er det ikke endeligt afgjort. Men jeg glæder mig meget til at komme derover igen efter ferien. Det er forbandet interessant og samtidig eventyrligt spændende at være faldskærmssoldat, slutter Egon Nielsen, der nyder orloven hos mor og far i Faaborg.
(interviewet slut)

Kære allesammen! 6. oktober 1946
Ja, I kan vel se på frimærkerne, at jeg er kommet herover igen. Det er søndag i dag, og der er kun kommet een foruden mig. Jeg kom til London i går, men kunne have været her i fredags, hvis jeg ikke havde spildt et døgn i Hamborg. De andre har altså ikke forladt Danmark, før om fredagen, siden de ikke er her endnu. De kan såmænd også roligt blive væk en fjorten dages tid. Det lader ikke til, der er nogen, som er interesseret i os her. Jeg har prøvet på at aflevere mit pas, men fik det tilbage med den besked, at det kunne jeg altid aflevere en anden gang. Så jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke blev hjemme lidt længere. Den ærgrelse er dog helt stillet i skyggen af en meget større. Jeg ved næsten ikke, om jeg skal fortælle jer det! For jeg tænker at ' fatter' vil ærgre sig meget mere på mine vegne end jeg selv: Jeg har mistet min kitbag på vejen herover. I den havde jeg - som I véd en uniform, en camoufleret jakke, et par støvler, to par sokker, en skjorte, et håndklæde, fire lommetørklæder et par gamacher, alle mine toiletgrejer, Tittes æbler - og de syv film. Jeg havde været så forsynlig at putte seks pund sterling i sækken også. Jeg er faktisk næsten ruineret. Fotografiapparatet havde jeg heldigvis i tasken, men det har jeg i grunden ingen brug for, når jeg ingen film har. Toget fra Flensburg var et gennemgående tog, der skulle køre direkte til Cuxhaven. Jeg stillede derfor min kitbag ude i sidegangen, som vi altid gør. Men i Hamborg steg nogle RAF-folk af toget, og de tog - tænker jeg - min sæk med ved en fejltagelse. Det opdagede jeg først, da toget skulle til at køre.

Jeg gik ud af kupéen for at se til den anden side, og opdagede der, at min sæk var væk. Jeg spurgte en soldat, om han havde set, hvad der var blevet af min kitbag. Han sagde at nogle RAF-folk havde taget alle de sække, som stod dér og havde læsset dem på en vogn - og var kørt væk med dem. Jeg mosede ud af toget (som nu havde sat sig i bevægelse) for at få min sæk igen. Der var intet spor af den på stationen.

Jeg gik så ind til RTO'en ^{(Note 1)} og forklarede så godt jeg kunne, hvad der var sket. Han ringede ud til de forskellige RAF-lejre, men uden resultat. Nu var jeg imidlertid nødt til at blive i Hamborg, for der gik ikke tog til Cuxhaven før næste dag. Næste dag var jeg inde hos RTO'en igen. Han havde stadig intet hørt om min sæk, men mente, der var en mulighed for, at den var læsset ind i toget igen, så jeg måske kunde finde den i Cuxhaven. Men den var ikke i Cuxhaven, så jeg regner ikke med at se den mere. Når vi ser bort fra det med sækken, er jeg ellers kommet godt herover. Der er kommet et nyt hold parachuter ^(Note2) hertil, der iblandt 32 danskere. Jeg har snakket med en af dem. Han siger at der var 174, da de begyndte i Bulford Camp. Nu er der kun 74 tilbage. Der er altså faldet mange fra. Der er vist ikke mere denne gang, så jeg slutter her. Jeg skal over og have "aftensmad" nu. Hilsen til jer alle fra Egon
PS Hils 'Titte' og sig, jeg vil sende hende en vinge, når jeg engang får noget valuta. (Note 1: RTO = officer med militært ansvar * Note 2: faldskærmsfolk)

Jeg skrev til Else, at der gik rygter om, at vi skulle til Indien. De passede! Vi har fået udleveret tropetøj, to par shorts og et par lange silkebukser, desuden skjorter og undertøj. Det er grønt det hele. Vi er også blevet vaccineret mod tyfus, men det var ikke så slemt. Vi har pakket alt vort kram, så vi er klar til at rejse når som helst, måske i morgen. Vi skal til Bombay. Det tager vist cirka en måneds tid at rejse dertil. Det varer altså noget, inden I kan skrive til mig igen, men jeg skal sende min adresse så snart som muligt. Jeg har fået noget nyt gods i stedet for det, jeg mistede. Jeg kommer selv til at betale gildet, men det bliver trukket fra min konto (ca. 60 shillings), så jeg får alligevel fuld løn udbetalt.

Kan I huske affæren med de 243 faldskærmssoldater, der blev idømt 2 års tugthus for mytteri. Her er der en farlig ståhej om den sag. Aviserne skriver store stykker om det hver dag. Befolkningen har taget soldaternes parti og kræver dem frifundet, og arbejderne har lavet demonstrationer til fordel for dem. Det ender nok med, at de bliver frigivet.

I skulle have set mig forleden aften på en undergrundsstation inde i London. Jeg stod og var ved at finde ud af, hvor mange pence, jeg skulde ofre på billetten, da der pludselig kom en soldat hen foran mig, smækkede hælene sammen og gjorde stram honnør. Han forklarede, at det var første gang, han var i England, og nu skulde han finde en bestemt adresse. Jeg var meget 'sorry', men kunne desværre ikke hjælpe ham. Så trådte han af med stram honnør igen. Jeg ved ikke, hvad han var for en landsmand, men han må have troet, jeg var noget ved musikken. Jeg havde i hvert fald svært ved at holde masken.

Jeg slutter af her. I morgen eller på fredag rejser jeg ned og hilser på Gandhi ^(Note), så kan I (tror jeg da) altid om en måned eller to få at vide, hvordan det spændte af. Vi har været rejseklar siden onsdag Men det må være lige oppe over nu, for vi måtte ingen steder gå i denne weekend. En speciel hilsen til dig, mor, da dette brev jo nok kommer nærmest til din fødselsdag. Håber Else fik det brev jeg sendte omkring den 9. oktober. Der var nemlig tyggegummi og et foto i det. Jeg var til (en slags) købestævne i går. Det var udstillingen "Britain can make it" - Der var mange gode sager at kigge på, også fjernsynsmodtagere. Der var mange mennesker for at se på det. Der var en kø, som fra Bjernevej og op til købmand Hansen - og køen var tredobbelt. Vi havde militærbillet, så vi kunne gå lige ind. Ja, dette brev ligner en hel kryds og tværs, men I finder vel ud af roderiet. Det tager bare længere tid at læse på denne måde. Hilsen til jer alle fra Egon

(Note: Mahatma Gandhi var Indiens åndelige leder og højt ansete forkæmper for at skaffe Indien selvstændighed under devisen ’Ingen vold – kun passiv modstand mod det britiske regime’. Han blev dræbt ved skudattentat 1948 af en mindre tålmodig hindu, kort efter at Storbritanien hårdt presset havde givet Indien selvstændighed)

I får sikkert dette brev noget før, I havde ventet at høre fra mig igen. Vi sejlede fra Liverpool den 22. oktober og jeg befinder mig stadig ombord på M/S BRITANIA og har ikke været søsyg endnu. Det er et stort skib vi sejler med - det største, jeg nogensinde har set. Det siges at være det trediestørste passagerskib, England har. Der er omtrent ligeså mange civile med som der er soldater. Det er en rejse, der kan opveje mange ubehageligheder. Da vi nåede Spaniens kyst, kunne vi begynde at mærke mildningen i vejret. Det er helt underligt at tænke på, at I går hjemme og småfryser, medens jeg går her i korte bukser og en skjorte. Jeg kunne unde jer en sådan tur. I forgårs aftes sejlede vi gennem Gibraltarstrædet. Det var desværre mørkt, men vi kunne da se Gibraltarklippen og de mange lys fra Tanger og et par andre byer på Afrikas kyst. Siden har vi sejlet gennem Middelhavet, somme tider ganske tæt ved Afrikas kyst.

Der er bjerge, så det kan forslå. Vi har biograftelte ude på agterdækket og et orkester gir koncert på de forskellige dæk om dagen. Der bliver postmulighed fra Malta i nat. Det er derfor, jeg lige kradser dette ned og putter det i postkassen. Eneste sted, vi skal gøre ophold inden Bombay, er Port Saïd, lige før Suez. Majoren har fortalt os, at de indfødte i Port Saïd kommer ud til os i deres både for at sælge frugt, men vi må ikke købe noget på grund af smittefaren. Der er en munk ombord - og det ER en rigtig munk, for han er kronraget. Det kan vi se, når vi står på det øverste dæk, og han står på det mellemste. Jeg ville ønske, I kunne se ham. Det er et herligt syn. Når vi kommer til Indien, skal vi til at efterse vort fodtøj om morgenen, før vi tager det på. Der kravler nemlig ofte skorpioner ind i det om natten., og de stikker meget værre end bier. Hilsen til jer alle.

Jeg må hellere tage mig sammen og grifle lidt. Der er tid nok til det. Vi er nået gennem det meste af Det Røde Hav, som slet ikke er spor rødt. Vi skulde være ud for Adén omkring midnat. Det er cirka 3/4 af hele sejlturen. I onsdags lagde vi ind til Port Saïd, hvor vi lå fra tidligt på aftenen til ud på natten for at få ferskvand på tankene. Der skal meget vand til 3.000 mennesker, særligt i denne varme. Der var ret livligt omkring skibet i Port Saïd. Ægypterne kom ud til os i deres små både for at sælge appelsiner og dadler og lædervarer. Det er skægt at se dem handle. Det gør de både med arme og ben. Der er ikke noget med faste priser. De forlanger 3 - 4 gange så meget, som de regner med at få. Når de så tilbydes en pris, ser det ud som om de er ved at opgive det hele. De strækker armene ud, som om de vil skubbe noget ubehageligt væk. Enden på handelen bliver som regel, at køberen og sælgeren mødes på halvvejen. Der var mange fine tasker og tegnebøger med ægyptiske motiver. Jeg købte intet, for der bliver nok af den slags i Indien også. Der er mange delfiner og flyvefisk i det østlige Middelhav og Det røde Hav.

Jeg har troet, at flyvefisk var på størrelse med gedder, men de ligner nærmest svaler, når de kommer susende en halv meter over vandfladen. De kan flyve langt, ca. 100 m. Delfinerne kommer i elegante spring hen over bølgerne. Det er helt interessant at betragte. Suezkanalen var længere end jeg havde ventet. Vi sejlede 12 timer for at nå byen Suez i den søndre ende af kanalen. Der var ganske vist ikke så meget fart på, for kanalen er ikke ret bred. Hvis vi havde sejlet stærkt, ville vandet have sprøjtet langt ind i ørkenen, som strækker sig langs kanalen på begge sider. Så langt man kan se, i hvert fald. Man skulle tro, det meste af verdens sand var strøet ud hernede. Det gule sand er lige noget, der kan suge varme til sig. Pyha! Enkelte steder på den side, der er Afrika, var der oaser med palmetræer og kameler.

Vi kommer til Indien på en heldig tid, rent vejrmæssigt. Regntiden begynder juni-juli og varer 3 måneder. Den kaldes monsunen. Regntiden er lige holdt op, så det skulle være forår nu. Vi har indtil nu stillet urene en time frem tre gange siden vi forlod Liverpool, og klokken skal stilles yderligere tre timer frem endnu, før vi kommer til Bombay. Vi er efterhånden kommet langt ind under månen. Vi må næsten kigge lige i vejret, altså lodret, for at se den. Karlsvognen er derimod sunket noget ned mod horisonten. Egon

Vi kom til Bombay fredag 8. november Det var helt rart at få fast grund under fødderne, efter at have tilbragt 17 døgn på skibet siden Port Saïd. Vi havde to dages ophold i Bombay - i en militær transitlejr tæt ved byen. Vi fik besked på ikke at gå ned i sidegaderne, for der var uroligheder i byen. Hvis det trak op til noget, skulle vi straks komme hjem til lejren. Men der var fredeligt nok, mens vi var der. Vi købte appelsiner, kokosnødder, bananer og dadler, så vi havde mere eller mindre ondt i maven. I behøver ikke at bekymre jer med film. Det ladet til at være temmelig let at få dem her. Der er ikke noget der hedder rationering i Indien. Her synes at være masser af varer, mest amerikanske.

Der er ikke mange af os, som ikke har armbåndsur nu. Medens vi stod og handlede om et ur til en af gutterne, kom der en skopudser. Han begyndte at gnide på mine støvler. Jeg trak foden til mig, for jeg mente nok, jeg kunne pudse mine støvler selv. Men han var ihærdig. Han blev ved at vimse rundt mellem mine ben, medens han forsikrede mig, at det var absolut førsteklasses sværte, han havde - og han skulle kun have én ’anna’ for det. Til sidst måtte jeg give op og lade ham pudse mine støvler. Vi må vænne os til et nyt pengesystem nu. Her regner de med rupees og annas. Et engelsk pund er lig 15 rupees og 1 rupee er = 16 annas. Bombay er en temmelig stor by, mange flotte bygninger. Der er ingen ruder i forretningsvinduerne. Det ville blive alt for varmt. Der kunne nu nok tiltrænges lidt frisk luft. Men det kan ikke opdrives i Bombay. Her lugter ikke godt.

Der er en utrolig masse tiggere, ikke alene i Bombay. I det hele taget ser det ud til, at der er alt for mange mennesker her . Det vrimler med dem, og de fleste går i nogle værre pjalter. Der lå en gammel inder på fortovet. Det var der ingen, der tog sig af, skønt han så ud til at være temmelig syg. Ude i lejren sov vi under moskitonet. Det var helt hyggeligt, lignede en himmelseng. Der er to slags moskitoer, men kun den ene er farlig. Den eneste måde, man kan få malaria på, er ved at blive stukket af en malaria-moskito. Derfor er det forbudt at gå med korte bukser og opsmøgede ærmer efter solnedgang. Moskitoerne kommer først frem om aftenen. Jeg har nu ikke set noget til dem endnu, men det er vist heller ikke årstiden for dem. Derimod har jeg set mange flamingoer, pingviner og en hel masse kulørte fugle, som jeg ikke kender.

Vi er blevet advaret mod at genne med køerne. Koen er et helligt dyr i Indien, og når sådan en finder på at gå en tur ned ad strøget, så må trafikken enten vige eller standse, indtil det passer koen at flytte sig. Der er mange mærkelige ting til: En stor del af inderne bærer europæiske skjorter, men de bærer den uden på bukserne. Andre er viklet ind i eet stort stykke hvidt klæde. Hvordan de bærer sig ad, kan jeg ikke hitte ud af. Jeg skal tage et billede af sådan en inder en gang, så kan I se, om I kan hitte ud af forviklingerne. Quetta ligger 3000 fod over havet, helt oppe i Himalaya, nær grænsen til Afghanistan.

Turen til Quetta fra Bombay tog 5 døgn. Det er længe at opholde sig i en jernbanekupe. Det var heldigvis sovevogne. Ellers havde vi sikkert ikke holdt til det. Vi kørte en strækning på over 5.000 km. Da vi havde kørt i fire døgn, ville jeg ikke have været blevet spor forbavset, hvis den næste station havde været Flensborg. Der gik to dage med at køre gennem ørken. Jeg var ved at få sand på hjernen. Det fine sand, næsten så fint som støv, trængte ind i kupeen. Vi fik det i næsen og i tøjet. Bare vi sad stille en halv time, havde der samlet sig et helt lag på os. Når vi spiste knasede det mellem tænderne. Den sidste dag måtte vi have tre lokomotiver spændt for. Heroppe er klimaet noget anderledes end i Bombay. Dernede er det forår. Her er det efterår. Træerne står med gulbrune blade, og i næste måned kommer der sne. Om dagen er det brændende varmt. Om natten er det hundekoldt - jeg tror under frysepunktet.Det med kulden om natten kan jeg snakke med om.

Hør her! Nu kommer der en længere røverhistorie: Vi kom hertil i fredags, og allerede om søndagen lejede jeg, sammen med to andre, en cykel for at køre ud og se landskabet. Quetta ligger i en stor dal omgivet af høje bjerge hele horisonten rundt. Vi kørte altså ud og kom til sidst til foden af et bjerg, som vi selvfølgelig skulle op på toppen af. Klokken var fire, da vi begyndte opstigningen. Vi fulgte en bjergryg hele turen op. Det tog cirka halvanden time at nå toppen. Derfra havde vi en mægtig udsigt over hele dalen på den ene side og bjergene, der strækker sig i en uendelighed, på den anden side. Hvor højt vi var oppe, ved jeg ikke.

Men hvis I har et godt kort, kan I se, hvor høje bjergene er omkring Quetta. Da vi skulle nedad, blev vi enige om at gå en anden vej, som så ud til at være ret let. Det gik også fint et langt stykke. Men pludselig kom vi til en afgrund. Så var vi nødt til at søge ud til en af siderne for at prøve at finde et sted, der var mindre stejlt. På det tidspunkt var klokken godt seks og solen var efterhånden temmelig langt nede. Mørket kommer hurtigt. I løbet af 10 minutter skifter det fra dag til nat.

Nu havde vi rodet rundt længe for at finde ned. Da klokken manglede ti minutter i syv, var det endnu højlys dag, men klokken syv var det bælgmørkt. Dér sad vi kønt i det, omgivet af mørke og dybe kløfter. Der var ikke andet at gøre end forsøge at nå op til toppen igen og finde den ryg vi havde fulgt på vejen op. Efter at have famlet os frem i et par timer, nåede vi endelig toppen, temmelig trætte. Luften er tynd, så vi tålte ikke de store anstrengelser. Vi satte os ned for at hvile lidt og diskutere situationen. Det blev snart for koldt at sidde stille på de kolde sten.

Vi gav os til at lede efter det sted, hvor vi var kommet op. Det viste sig at være vanskeligere, end vi havde regnet med. Det var faktisk umuligt. Ingen af os havde megen lyst til at overnatte på toppen, så vi gav os til at klatre nedad på lykke og fromme. Vi var ikke nået ret langt, før vi kunne indse, at det var et nummer for risikabelt at fortsætte.Der var rullesten, som vi ikke kunne stå fast på. og hvis én først begyndte at glide, kunne han let havne på bunden af en dyb kløft, hurtigere end det var sundt for helbredet. Vi var kommet i en slem knibe. Det var umuligt at komme videre, og vi ville fryse os en mægtig forkølelse til i vor lette påklædning, hvis vi blev på stedet.

Men der var ikke andet at gøre end bide i det sure æble og krybe sammen, så godt vi kunde. Sjakalerne og hyænerne tog fat på deres hylekoncert ikke langt fra os. Det gjorde ikke det hele mere hyggeligt. Det blev en af de længste nætter, jeg nogensinde har oplevet. Der var god tid til at betragte månen og stjernerne, men vi nød ikke rigtig udsigten. Da klokken endelig blev syv, og solen begyndte at stige op over bjergkammen, føltes mine knæ som isklumper. Men nu kunne vi da se, hvor det var muligt at fortsætte nedstigningen. Ved 9-tiden om morgenen stod vi endelig ved vore cykler med en hel masse behageligt fladt land foran os. Hjemme i lejren var der storalarm. De havde observeret vor udebliven fra morgenparaden. Der blev foretaget forhør, for at få konstateret, hvem der sidst havde set os, og hvor det var. Militærpolitiet gjorde klar til en stor razzia i Quetta og alle motorkøretøjer skulde sendes ud.

Midt i det hele dukkede der så tre ’cyklister’ op, beskidte som landstrygere og ikke særlig friske at skue. Straks ind på majorens kontor. Vi var forberedt på en mægtig balle, men da han hørte, hvordan det hang sammen, stak han i et stort grin og spurgte, om vi havde sovet godt - og om vi havde frosset. Det første måtte vi benægte, det andet bekræfte. Derpå udfoldede han stor skarpsindighed, idet han regnede ud, at vi måtte være sultne - og med en advarsel om ikke at gå i bjergene mere, sendte han os over i køkkenet med rekvisition på et solidt måltid. En god afslutning på en ubehagelig affære.

Jeg kan fortælle, at det ligger under en hvid mands værdighed at pudse sit fodtøj selv. Jeg har - enten I nu vil tro det eller ej - en 'boy' til at pudse mine sko og støvler. Han kommer hver eftermiddag, og hvis jeg har støvlerne på, trækker han dem af mig. Han pudser også mine spænder og børster mit tøj. Dernæst reder han min seng med hvide lagner og vasker mine spisegrejer. Han pusler om mig og kalder mig Sahib (stor herre). Jeg havde ikke troet, at inderne havde sådan en slavenatur, som de faktisk har. Vi har spurgt om, hvornår vi skulde til at springe med faldskærm igen. Vi fik det svar, at det var 18 måneder siden nogen hvid soldat havde sprunget i Inden. Det er for risikabelt, siger de. Man kan ligefrem komme til skade ved det. Det lyder ikke godt.

I England var vi vant til selvbetjening i kantinerne. Her er det helt anderledes, og kantinen er mere velforsynet: Bolcher, chokolade og cigaretter er overhovedet ikke rationeret. Når vi kommer ind i kantinen, der er ligeså stor som salen på Rasmussens Hotel, slår vi os bare ned ved et bord med en fin, hvid dug på, så kommer der straks en indisk tjener og spørger, hvad vi ønsker. Sådan set går vi og bliver forvænte her. Men det er da ret behageligt. Jeg har lige fået en film fremkaldt. Det var ikke alle billeder, der blev gode, men jeg putter dem i brevet. Der er et af Quetta,, taget fra den meget omtalte bjergtop. Et er taget fra skibet, forestiller nogle øer i Det røde Hav. Jeg var lige ved at glemme min adresse:
14195893 Nielsen, E. - 159 Para - Light -Regt.50. Brigade Quetta, 554. Bty. D. Troop, India, Command. PS: Jeg skriver kun ét brev. I må slås om det. Hilsen Egon

Det er vist ikke for tidligt at sende juleposten nu, hvis den skal nå hjem til den rigtige tid. Det tager cirka 14 dage for et brev at nå hjem, men kun 8 dage den modsatte vej. Jeg ved ikke, hvor mange frimærker I sætter på til Indien, men jeg har fået at vide, at der kun skal den sædvanlige porto på til England, bare I under adressen skriver: c/o R.T.O. London, England. Så går det nemlig gratis resten af vejen. Vi seks mand, der bor sammen, har købt os en radio. Så vi er ikke mere så isolerede fra omverdenen. Nu savner vi bare en kraftig kortbølgesender i Danmark. Skamlebæk er afsat på skalaen, men er åbenbart for svag til at nå ud til os. Den danske nyhedsudsendelse fra London går derimod godt igennem. Den kommer bare ikke før kl. 1 om natten. Her er vi jo 5½ time foran Greenwichtid.

Vi bestiller ikke ret meget her. Egentlig skulle vi til at lære en ny kanon at kende, men det haster åbenbart ikke.

Vi havde troet vi skulde gøre vagttjeneste, men det har der ikke været noget af endnu. Forleden udførte jeg for første gang i snart et år et ærligt stykke arbejde. Det bestod i at læsse ægbriketter (ægformede briketter) af nogle lastbiler. Ham, jeg arbejdede sammen med, betroede mig, at dette havde han undgået i tre år, så han var dybt nedbøjet, fordi det skulle overgå ham nu.

Vi har to kaminer i vores stue. Dem er der fuldt blus på hele døgnet. Det er nemlig blevet koldt nu. Det fryser 18 graders Fahrenheit om natten. Englænderne bruger endnu deres gammeldags kaminer - I ved den slags med åbent ildsted. Vi kunne ligeså godt tænde et bål oppe på taget og endda få næsten ligeså megen varme.

Vor ration er på 5 hl. ægbriketter om ugen, men de suser godt nok lige op gennem skorstenen. Det var nok med det halve brændsel, hvis vi bare havde en rigtig kakkelovn. Men det må de selvfølgelig selv om. De skal selv betale for det. Hvordan går det hjemme? Jeg har hørt i radioen, at der er kulstrejke i Amerika, og at det særlig rammer Danmark og Holland. Der er god gang i rygterne her. Der tales om, at vi skal forlade Indien først i det nye år. Rygter beskæftiger sig med, hvor vi skal hen. Det eneste sted, der endnu ikke har været nævnt, er vistnok Grønland. Den ene dag skal vi til Østrig; den næste til Burma - og så til Palæstina. Der har også været snak om Danmark og Amerika, men mærkeligt nok er der ingen, der rigtig tror på de to sidste steder. Men ét sted holder sig stadig - og det er vel også meget sandsynligt. Det går ud på at hele regimentet skal flyttes til Karachi og derfra udskibes til England og derfra hjem. Jeg kunne godt tænke mig at tage ruteflyveren hjem og få andel i

Kortet tegnede Egon Nielsen bag på kuverten til dette brev.
Mon ikke der gemmer sig lidt hjemvé, nu da julen nærmer sig?

flæskestegen juleaften. Drømmeruten vedlagt. Men det får nok vente til en anden gang. Vi har tænkt os at gå ned i Metodistklubben juleaften. Der kan vi få kyllingesteg. Det er vel ikke så galt. Nu SKAL vi til at lære engelsk - enten vi vil eller ej. Danskerne udgør ikke mere én samlet trop. Vi er blevet splittet op og puttet ind mellem englændere, sådan, at der aldrig er mere end to danskere sammen ad gangen. Det går også godt nok på den måde.... Jeg kan ikke finde på mere nu ud over, at jeg håber I må få det hyggeligt i julen og jeg ønsker jer alt godt i det nye år.

Kære alle! Quetta den 5. januar 1947
Dette er bare et led i rækken af mine mange forsøg på at opnå forbindelse med jer. Jeg vil ikke skrive noget langt brev eller putte ret mange billeder i, for jeg ved ikke, om det når hjem. Har I fået det første brev, jeg skrev fra Indien, for omtrent to måneder siden? Jeg har det godt og håber også det står vel til derhjemme. Jeg skriver min adresse i en gang til: GNR 14195893 Nielsen, E. 159 Para Light Rgt. 554 Bty D. Troop G.P.O London, Quetta India, Command . Hilsen fra Egon

Det var da rart at høre, I er levende endnu. Jeg var ellers begyndt at tro, at Fyn var blevet oversvømmet eller noget i den retning. Det var på en måde ærgerligt, at jeg fik det brev, for jeg var ved at sætte rekord i IKKE at få brev hjemmefra. Efterhånden var hele troppen mest interesseret i, om der var noget brev til mig, når posten kom. Så nu er jeg altså færdig med at spille martyr.

Det er ellers gået rask med jeres brev. Det var afsendt den 5. januar 1947, og jeg fik jeres svar den 13. januar - i går. Hvor de andre breve, som I har sendt, så er blevet af, ved jeg ikke. Det kan jo være, de dukker op en dag. Har I for resten fået det brev, jeg sendte - uden rigtig adresse? Her går tiden også uden de større begivenheder. Vi har vinter, men de to meter sne, som var stillet os i udsigt, er ikke kommet endnu. Jeg tror nu heller ikke, vi får noget sne af betydning, for solen er allerede begyndt at varme godt. Det er ikke så slemt med lidt frost, når det bare ikke blæser, og det gør det aldrig her.

Vi har to engelsktimer om ugen. De høje herrer har besluttet, at vi skal lære deres sprog. Det må også være irriterende for dem, at de ikke engang kan skælde os ud. Vi har det omtrent ligesom halvdøve folk. Når der er noget, vi ikke vil høre, så kan vi ikke forstå dem.

Jeg blev vaccineret i går mod et eller andet. Det bliver værre og værre. Nu kan de ikke klare sig med mindre end tre snit i armen på een gang. Det var slemt lige i øjeblikket, men jeg har ellers ikke mærket mere til det. Heldigvis. Jeg er begyndt at lære at køre jeep. Løjtnanten selv er kørelærer. At han tør! Det foregår ude på flyvepladsen. Der er plads nok. Der er ikke så megen teori. Han sagde, at jeg skulde bare se på ham, og så selv lave det samme bagefter. Det var også let nok at starte motoren, men jeg slap koblingen for hurtigt, så vognen satte i gang med et ryk. Vi var ved at dratte bag af den. Der er også noget med at skifte gear under kørselen. Jeg kunde ikke have min opmærksomhed ved rattet, når jeg både skulle træde på de forskellige pedaler og samtidig have fat i gearstangen. Det var et held, der ikke var nogen modgående trafik. Men efter at have kørt rundt en halv times tid gik det fint. Det er ingen større kunst at køre en jeep. Ja, så var der ikke mere denne gang. Hilsen til jer alle fra Egon

Tak for jeres brev, som jeg fik i torsdags. Jo, jeg tænkte nok, at I måtte have fået en arving, men jeg kunne jo ikke ønske til lykke, før jeg vidste det bestemt. Damen er vel omkring to måneder, når I får dette brev - har måske allerede fået navn? Hvad skal hun hedde? Der er vel mange forslag, hvis hele familien skal give deres besyv med. Jeg kunde godt tænke mig at se Alfred vaske bleer. Foregår det med to fingerspidser? Eller det er måske ikke så slemt, når det er ens egen datter.

Jeg har det ellers ikke så godt i disse dage. Jeg begynder at tro, vi bliver brugt til medicinske eksperimenter. Vi spiser malariapiller, til vi næsten er gule i ansigterne. To piller om dagen i en hel måned, og så smager de lige så bittert som pilebark. I morgen skal jeg vaccineres igen. Et stik i hver arm. Alt det humbug er bare, fordi vi skal rejse ud af Indien. De, der har forstand på det, siger, at hvis vi ikke åd de piller, ville vi blive syge, når vi kommer til et andet klima. Vi rejser herfra den 19. med tog til Karachi. Det tager 36 timer at rejse derned. Det er ikke så galt i forhold til den tid, det ville tage, hvis vi skulde over Bombay.

Skibet sejler fra Karachi den 23. februar, og endnu véd ingen bestemt, hvor vi skal hen. De fleste regner med Palæstina. Det er en temmelig urolig plads at komme til, men det ser altid værre ud i aviserne end i virkeligheden. Her i Indien har forholdene i hvert fald været bedre, end vi havde ventet. Jeg kommer nok til at savne en til at pudse mine støvler. Det vil jøderne sikkert ikke have med at gøre. Jeg kan ikke finde på mere at skrive om, så jeg vil slutte med at ønske til lykke med forældreværdigheden. I kan godt hilse tøsen (jeg mener datteren) og sige, at jeg glæder mig til at se hende. Ha' det godt, fra Egon

Det er nok bedst, jeg aflægger en lille rapport, så I kan vide, hvor i verden jeg befinder mig. Skønt det er knap nok, jeg selv ved det helt nøjagtigt. Vi rejste fra Quetta i Kashmir den 22. februar 1947 til Karachi, hvor vi gik ombord i et skib 'M/S Devonshire’. Det gjorde godt at snuse til noget søluft igen efter tre måneder i højlandet. Vi sejlede i otte dage og var heldige med vejret. Gik i land i Port Suez, og kørte med tog derfra til en station der hedder El Quassassin. Dér boede vi i teltlejr en uges tid, men med ægyptiske vagtposter til at passe på, ingen uvedkommende kom ind. El Quassasin ligger ikke så langt fra Cairo. Men jeg fik desværre ikke lejlighed til at komme derind.

Derimod var jeg en tur i Ismailia. Der skal tålmodighed til at opholde sig ret længe i en by i Ægypten. Ustandselig blev vi overfaldet af handlende, som prøvede på at sælge alt muligt mellem himmel og jord. Det er mest ure, fyldepenne og solbriller, de gør i, men de har også masser af damestrømper, undertøj, frugt og cigaretter. Både på gaden og i restaurationer klemmer de på, og det er næsten ikke til at ryste dem af sig. Det er ikke nok at se på varerne, vi skal absolut også holde dem i hånden. Vi fik forresten Tuborg og Carlsberg-øl i Ismailia, men det forbavsede os nu ikke så meget. For en uges tid før vi forlod Quetta, kunne vi også få dansk øl dér. Vi opholdt os kun en uge i Ægypten. Fra El Quassassin kørte vi videre med tog til Palæstina. Vi bor i en teltlejr 50 km fra Haifa. Her er mere frugtbart end i det, vi så af Ægypten. Her er store appelsinplantager - og på trods af årstiden er træerne fyldt med store, gule appelsiner. De er billige. Vi får 3 stk for 10 mills. I går var jeg en tur i noget, der hedder ’Galilee’. Der er nemlig arrangeret søndagsture, så hvis vi skal være her ret længe, kan vi nå at komme til de fleste kendte steder. På vejen til Galilæa (som vi kalder det på dansk) kom vi igennem Nazareth. Det må være anstrengende at bo dér. Byen er anlagt på en høj, stejl skråning, så de skal næsten være bjergbestigere for at nå op til husene. Vi kan nok se, at det er noget gammelt kram, men det tager sig godt ud på afstand. En søndag skal vi til Jerusalem og Bethlehem.

Der er ikke så krigerisk hernede, som vi havde troet. Det hele ser så fredeligt ud, men det er jo sådan med en undergrundskrig, at den kan hurtigt blusse op i nogle få minutter for så igen at blive stille i en længere tid.

Det er muligt vi skal til Haifa, når når der kommer immigrantskibe. De kommer jo rask væk, og englænderne vil ikke tillade mere end et begrænset antal at komme ind hver måned. Så englænderne opsnapper skibene og fører jøderne til nogle opsamlingslejre. Det er på den måde, de fleste vanskeligheder opstår. Jøderne vil nok i land, men de vil ikke spærres inde af englænderne. Derfor nægter mange af dem at forlade skibene. Men som så meget andet, vi har hørt, håber jeg også beretningerne herfra er stærkt overdrevne. Nu får vi se, hvordan det ser ud, og hvis vi ikke mener, vi kan være med til den slags, så bliver vi simpelthen i land. Det er ikke sikkert englænderne vil synes om det, men så må de sende os ud af Palæstina. Vi har kun skrevet under på at gøre tjeneste i det britiske imperium - og det hører Palæstina ikke med til. I dag har jeg været beskæftiget med noget så fredeligt som et skab til batterikontoret. Det er det værste stykke møbel jeg nogensinde har afleveret. Det var banket sammen af gamle pakkasser, men de var meget godt tilfreds med det. Hilsen Egon

Her bryder forfatteren ind!: Læs lige sidste halve side igen. Her dukker en af de helt store forskelle op på de beretninger, man får gennem samtidige breve som dette, hvor der ikke har været efterrationaliseret, og de beretninger, der har fået 50 års patina og har gennemgået bedsteborgerpænhedens brassopudsning. Hvad den unge Egon Nielsen fra Fåborg her mere end antyder er, at der er mytteristemning blandt danskerne i Palæstina. De protesterer mod den behandling de mange jøder får, som The British Army nægter adgang til Palæstina.

Senere i bogen kommer uhyggelige beretninger om, hvordan englænderne behandlede jødiske immigranter – og hvad danskerne som britiske soldater blev tvunget til at deltage i. Men der forekommer intet i veteranernes beretninger om, at danskerne overvejede at nægte at udfører militære ordrer. Kun i Egon Nielsens brev.

Tak for jeres breve, som jeg fik den 16.april. De fandt mig godt nok, selv om min adresse er lavet lidt om.:

Det er noget skidt med jeres maver. Men det er ikke nødvendigt at rejse til en sydhavsø, som 'fatter' foreslår. I kan bare komme herned. Her er varme nok. Jeg var ved stranden påskelørdag den 5. april. Det tager kun tyve minutter at køre derud. Vandet i Middelhavet var godt, men bølgerne næsten for store. Der kunne slet ikke være tale om at tage sig en svømmetur. Når vi endelig havde maset os en halv snes meter ud, kom der straks en af de store bølger, som med uimodståelig kraft slyngede os helt op på bredden igen, hvor vi - når vandmasserne havde trukket sig tilbage - fandt os selv liggende på det bare sand.

Den slags numre fra havets side bliver man snart træt af, selv om det er meget sjovt i begyndelsen. Påskedag var jeg i Jerusalem. Det er næsten for lang en tur at overkomme på een dag. Det tog otte timer frem og tilbage, så vi kunne kun være der i et par timer Men vi nåede da at se en god del af byen. Vi havde en dreng til at føre os rundt i det gamle Jerusalem. Det var et held, vi ikke afslog hans tilbud om at vise vej. For alene havde vi aldrig fundet ud igen. Gaderne er ikke mere end et par meter brede, og nogle steder er de helt overbyggede, nærmest som tunneller og kun oplyst af petroleumslamper. Al trafik foregår med æsler, for ingen køretøjer kan køre der. Dels på grund af menneskemyldret, dels på grund af den ujævne brolægning.

Det hele er så uregelmæssigt anlagt, fordi det ligger på Golgatha, som er én stor klippe. Vi var nede ved Grædemuren. Dér var fuldt optaget af pilgrimme og andre folk, som var kommet til byen i anledning af påsken. Jeg havde nu ikke tænkt mig, at de stod dér og græd ved den mur endnu. Men det gør de altså. Stenene er helt blankslidte af at blive kysset. Det er temmelig uhygiejnisk, synes jeg! Vi var også indenfor, eller rettere nede i, den hellige kirke, hvor gravhulen er.

Jeg tog nogle billeder af byen, som jeg har fået fremkaldt; dem putter jeg i brevet. Men det har I vel allerede opdaget. Af det jeg allerede har skrevet, får I måske indtrykket af, at det er den rene sommerferie, vi holder. Det er langt fra tilfældet. Der er tre batterier i regimentet og hvert batteri har vagten omkring lejren en uge ad gangen. Den første uge, vort batteri var tjenestegørende, havde jeg 96 timer vagt; i sidste uge 84. I begyndelsen var der en del skyderi om natten, men det skyldtes nervøsitet hos vagten. Nu går det mere roligt, efterhånden som vi har vænnet os til forholdene. Lejren ligger sådan, at landevejen går tværs igennem. Det er så upraktisk, som det kan være. Alle, som skal igennem, må vise pas, og deres bagage skal undersøges. Det giver et værre mas, når rutebilen kommer. Så må passagererne ud på en række i vejkanten, medens en mand går bilen igennem. Personvognene får samme omgang. Araberne er sjove at undersøge.

Hvis vi bare ser flygtigt på deres pas og siger, at de kan passere, så bliver de næsten fornærmede. De føler, at deres person er af langt større betydning, hvis vi undersøger dem rigtig grundigt og giver det udseende af, at der vist er noget mistænkeligt ved dem. Når de så efter mange spørgsmål får lov at gå, så spankulerer de stolt af sted i bevidstheden om, at de er meget vigtige personer. For fjorten dage siden kom der et flygtningeskib til Haifa. Det skulde vi ind og tømme. Så nu ved jeg nogenlunde, hvordan det foregår. Det første der sker, når sådan et skib kommer indenfor tremilegrænsen, er, at besætningen ødelægger radioen, kompasset og styregrejerne. Derefter forsøger de at stikke af, enten til et andet skib eller at nå land. Når det er kommet så vidt, er det gerne ved den tid, de engelske krigsskibe griber ind, går ombord og besætter forskibet, agterstavnen og kommandobroen. Derefter bliver skibet slæbt i havn. Vi var spændt på, hvordan jøderne ville modtage os, når vi kom ombord. Vi var ikke bevæbnet med skydevåben, men med stave, og det var forbudt at bære staven i hånden. Den skulde være stukket i bæltet.

Men vi kunne såmænd godt have undværet de stave. Det hele gik så fredeligt, som når færdselspolitiet dirigerer trafikken derhjemme. Vi havde ventet, at der var mangel på fødevarer ombord, men det flød med kiks og konserves (mest svensk og dansk) så de kunde have klaret mindst en uges sejlads endnu. Men der var et skrækkeligt svineri. Det er nu ikke så sært, for det var ikke noget stort skib. Alligevel var der 3.600 ombord. Der var kun en halv meter mellem køjerne - hvis det da kan kaldes køjer. Det var nærmest hylder, som var slået op i lastrummet. Der skal nok have ligget otte tommer skidt på de forskellige dæk. Jeg vil ikke kalde det parfumeduft, der ulmede om næsen på os. Der var jøder fra de fleste lande i Europa. De fleste talte tysk. Vi spurgte nogle af dem, hvorfor de ikke blev i Europa? De sagde, at de ikke havde noget hjem, og at de ikke kunde få det værre, end de havde haft det de sidste år. Så nu ville de prøve dette med. Der var nogle piger, som talte dansk. De havde boet i omegnen af Fåborg under krigen. De havde desværre forladt skibet, da jeg kom ombord, så jeg nåede ikke at se dem.

Der var efterspørgsel efter danskere. Vi måtte fungere som tolke. Jøderne var glade over at finde nogen, som i det mindste kunde forstå lidt af, hvad de sagde. Især var de interesserede i at få at vide, hvor de skulle hen.

De havde set dem, der allerede var gået i land, blive indskibet i marinefartøjer. Da vi fortalte, at de skulde til Cypern, blev de forbavsede. De havde betalt en stor sum for at komme med skibet, og de var af menneskesmuglerne blevet fortalt, at de kunne gå frit i land i Palæstina. Jeg kan godt forstå, at der må være kontrol med indvandring. Palæstina er ikke så stort som Jylland - og også her er boligmangel. Så alene af den grund kan der ikke pludselig skaffes husly til 3.600 mennesker.

Englænderne sejlede om skibet, mens det lå i havnen, og smed dybvandsbomber, så det hele var ved at falde sammen. Det var for at holde evt. ’frømænd’ væk, dykkere, som kan finde på at sætte miner på skibet under vandet. Regimentet fik fin omtale i den jødiske presse. Det havde optrådt roligt og behersket, og der var ikke blevet stjålet fra flygtningene. Jeg fortalte dem, at vi netop har fået ny konge. Chr. X var populær blandt jøderne på skibet. De nævnte en udtalelse, han ifølge dem skulle have sagt under krigen, om at han ville bære jødestjernen som udmærkelsestegn, hvis Hitler beordrede jøderne til at bære den i hans land^.(Note)Jeg må hellere slutte her, ellers kan jeg bare ikke betale portoen. Håber det står ordentlig til. Hilsen til jer alle fra Egon.

(Forfatternote: Denne usande myte gentages atter og atter på jødiske museer i jødiske bøger om Anden Verdenskrig. Den har intet på sig, men er altså ikke ny)

Foranstående brev skulle blive Egons sidste. Ingen i familien husker om dette brev nåede frem til Faaborg, før eller efter telegrammet om hans død. Alt var så forvirret og ulykkeligt. ’Faaborg Avis’ bragte den forklaring på Egons død, som er gengivet forrest i denne beretning. De officielle meddelelser samt breve til forældrene, har en anden version. Forældrene modtog også et brev fra Egons danske kammerater, og endelig har den kammerat, som skrev brevet til forældrene fra Egons enhed, en noget barskere version af den ulykkelige begivenhed.

Forældrene indrykkede Egons dødsannonce i avisen. I dagene derefter kom mange medfølende tilkendegivelser. En af dem, som lettede Karen og Ejner Nielsen i sorgen, var en blomsterhilsen fra Egons tidligere mester og hustru med denne medfølende tekst:

Det er med stor sorg og megen medfølelse, vi har erfaret om Egons død. En trøst for Dem i disse sorgens dage må være, at mindet om Egon for Dem kun kan stå rene og klare. Han har været Dem en god søn, som tilmed i sine sidste år fik lov at se og opleve så meget ude i den store verden, som han higede efter. Det er blot ufatteligt, at vi ikke mere skal se ham. Modtag min og min mands inderligste deltagelse i Deres store sorg. Deres Ellen Homan

Så væltede det ellers ind med breve og skrivelser. Nogle var officielle med regimentets redegørelse for dødsfald, begravelse, begravelsessted og mulighed for udfærdigelse af tekst på gravsten, pakke med Egons personlige effekter osv.

Andre breve var halvofficielle, blandt disse et brev fra Egons regimentchef, oberstløjtnant Gregson. Brevet bringes her i oversættelse:

Jeg ved, der er så lidt jeg kan trøste med ved Deres søns død, men som hans kommanderende officer vil jeg gerne fremhæve, hvor meget jeg satte pris på at have ham i regimentet. Han var en af de mest lovende af vore soldater fra Danmark, og vi kendte ham som en mand af udmærket karakter, der altid gik på med frisk mod. Hans død er et smerteligt tab for os alle, og vi sender vor dybeste medfølelse i Deres sorg. Det er nu helt klart, hvordan ulykken hændte. Så vidt jeg har fundet ud af, veg føreren af jeep’en ud i rabatten for at undgå en modkørende vogn. Jeepen røg i en grøft eller et hul og væltede. Deres søn blev dræbt på stedet. Jeg er sikker på, at han intet led.

Den største trøst i familiens sorg var dog brevet fra Egons danske soldaterkammerater:
Til: Hr. og fru Nielsen, Bjernevej 19, Faaborg, Denmark

Jeres søn Egon er død! Budskabet kommer for Dem som et chok, som det gjorde for os, hans kammerater. Man spørger sig selv: Hvorfor? Hvorfor er det altid de bedste, der skal gå bort? I aftes - den 29. april - kom der bud om, at 6 mand skulde stille omgående, parat til at tage af sted. Da vi kom cirka halvvejen til Haifa, standsede vi. På venstre side af vejen holdt en jeep, og et lille stykke derfra var et vejskilt væltet.

Der gik en iskold følelse igennem os: Der er sket en ulykke. Vi hoppede ud af bilen, og en af vore engelske kammerater kom og lagde hånden på min arm og sagde: - Det er Egon. Vi gjorde hvad vi kunne, men det var for sent at hjælpe ham. Han døde øjeblikkelig! De havde været 3 mænd i jeep'en, Egon og to englændere. Den ene havde fået et alvorligt chok og var blevet lettere såret; den anden, chaufføren, en ung mand ved navn Ingham, var hårdt såret med brækket arm, skulderen af led og indvendige kvæstelser. Den hårdtsårede kammerat var ved bevidsthed.

Fra en dame, tidligere fåborgenser, har jeg mundtligt modtaget denne gribende beretning om dette ’Dødens telegram’:

- I 1947 var jeg ansat på Faaborg Telegrafkontor. Jeg glemmer aldrig dén 1.maj. Odense ringede. En ung mand spurgte, om jeg kunne engelsk. Jeg bekræftede, og han begyndte han at læse op, mens jeg skrev ned med blyant. Jeg kunne godt høre, at hans stemme var ’tyk’. Jeg troede, han var forkølet. Så opdagede jeg, at han var ved at græde. Da han nåede til ordet ’died on duty’, kunne hverken han eller jeg klare mere. Vi græd sammen. Jeg kendte jo modtageren. Havde jo også kendt Egon fra danseaftner på Restaurant Klinten. Nogen skulle ud til Karen og Ejner med det forfærdelige budskab om deres søns død. Tænk at åbne sådan ét. Måske var Karen alene. Hun kunne slet ikke læse engelsk. Nej, det var for ondt. Jeg gik ind til forstanderinden og spurgte, om jeg måtte cykle ud med et telegram. Hun kiggede op, så mit forgrædte ansigt og spurgte: ”Hvad er der dog sket, frk. Jensen?”

Jeg viste hende papiret. Hun læste, og tog så sit lommetørklæde med knip-lingsborten frem. Tørrede en tåre fra øjenkrogen og sagde: ”Kør De bare! De kan oversætte teksten for dem!” Karen stod smilende i køkkenet. Jeg så Ejner sætte cyklen. Jeg tror, de kunne se på mig, hvad indholdet var. Vi græd alle tre, mens jeg læste det op i oversættelse. Så kørte jeg igen. Anede ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Lade de to alene i sorgen - eller blive og trøste.
- Tak, fordi du kom herud med telegrammet, sagde Karen. Så vi fik det oversat med det samme. Uvished om indholdet ville have været endnu værre!

Vi bar dem alle tre til ambulancen, og kørte dem til et hospital i Haifa, og vor læge arrangerede det, så Ingham kunde komme på operationsbordet så hurtigt som muligt. Mens han ventede på at komme på operationsbordet, kaldte han mig hen til sin båre:

- Gør mig en tjeneste, sagde han - og det kneb svært for ham at tale. Skriv til Egon's familie og fortæl dem, at jeg er frygtelig ked af det! Ved Gud! Jeg ville hellere have, at det skulle være sket med mig, end med Egon. Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at få bilen rettet op, men det var umuligt. Jeg spurgte, om han troede, han var stærk nok til at fortælle, hvordan det skete, og han sagde:

- Ja, jeg vil fortælle dig det. Vi var på vej tilbage fra patrulje. Da vi var halvvejs fra lejren, var der en civil vogn, som skulde passere os. Jeg holdt godt over til siden. Da vognen var ud for os, huggede den pludselig hårdt over imod vores bil og pressede os derved – tydeligvis helt bevidst - ud i rabatten. Jeg mistede herredømmet over bilen. Den slog et sving ind i rabatten, og Egon blev slynget ud og ramte et vejskilt. Derpå væltede bilen, og vi to andre kom ind under den.... Resten kender du selv, men fortæl Egons familie, at jeg er frygtelig ked af det; Gid det aldrig var sket.’

Vi prøvede at opmuntre ham, da de bar ham ind på operationsbordet. Men han var helt utrøstelig over Egons ulykkelige skæbne.

I eftermiddags blev Egon begravet. Hele batteriet var der. Der var udtaget danskere til at bære kisten, udgøre æresvagt og skyde afskedsalut. Vi hentede kisten i kapellet i Haifa. Det var en sort kiste, indhyllet i det engelske flag. Den blev så sat på en lavet, en slags påhængsvogn, og med et følge på 5 jeeps samt en større vogn, alle bemandet med hans kammerater, kørte vi langsomt til kirkegården, som ligger et lille stykke uden for Haifa. Da vi kom dertil, blev kisten båret på skuldrene af 6 danskere. Præsten gik foran. Langsomt blev Egon båret til hvilestedet.

Da kisten blev båret ind på kirkegården, blev der præsenteret gevær af 14 andre danskere. Batteriet og regimentets officerer og den kommanderende officer stod ret med blottede hoveder. Der blev så talt over Egon, og vi bad alle en bøn. Efter præstens: ’Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå,’ blev der af 10 danskere affyret en æressalut. Vi, hans kammerater, gik hen til hans hvilested og lagde ham en sidste blomst til afsked.

Egon var en god kammerat. Han sagde ikke så meget, men han havde sin mening om alting. Vi lærte at sætte pris på hans mening om tingene. Tit endte vor snak med: "Hvad mener du, Egon?" Vi behøvede aldrig bede ham to gange om at gøre os en tjeneste. Hvis det stod i hans magt, gjorde han det første gang, han blev spurgt. Det, vi husker ham bedst for, er det stille smil, han altid havde på læben, og så hans psykiske ligevægt. I medgang og i modgang, altid den samme. I nervepirrende situationer var det som vi fandt styrke i Egons ro og stille smil. De har mistet Deres søn. Selv om tabet måske ikke er så stort for os som for Dem, så har vi dog mistet en god kammerat. En af vore få støtter her i det fremmede. Med dyb deltagelse i Deres sorg.

Ovenstående brev til Egon Nielsens forældre fortæller ikke den fulde historie. Den søger selvfølgelig at være skånsom. Der skulle gå 55 år, før jeg fik den rigtige historie, den fulde og barske sandhed, som både fortælleren og forfatteren mener nu godt kan fortælles, efter at Egon Nielsens forældre er døde:

- Det var sent om natten, da én eller anden stod og rev i mig, fortæller Erik Vedsegaard Der var sket noget inde ved Haifa. Afsted, af sted! En lille times tid senere var vi fremme. Det var så småt ved at blive lyst, og vi kunne orientere os. Ved denne lejlighed var vi kun fire jeeps. Vi gjorde holdt nogle hundrede meter fra noget, der lå og spærrede vejen lidt længere fremme. Jeg var hoppet af i højre side, og jeg bevægede mig forsigtigt fremad. Det var helt stille alle steder. Alligevel tog jeg ladegreb på min maskinpistol, og jeg hængte nogle håndgranater op i bæltet foran på maven. Kun nogle øjeblikke senere var vi så langt fremme, at vi kunne se, hvad det var på vejen. Lidt ovre i siden af vejen lå en jeep på højkant. Spredt rundt midt på vejen lå fire mennesker.

Det vil sige, de lå under nogle tæpper. Nogen havde været her før os og kastet tæpper over disse mennesker, som åbenbart lå under dem og var dræbt. Jeg gik lidt ned i grøften ved siden af vejen og så mig mistænksomt omkring. Jeg satte mig ned på hug. Nogle af soldaterne fra jeep'ene var ovre på en anden side af vejen og havde iagttaget de samme forsigtighedsregler. Vi sad sådan et øjeblik. Det så imidlertid ud til, at der var klar bane hele vejen rundt. Der var åbenbart intet mere. Det, der havde været, var åbenbart overstået. Nu var der kun stilhed.

Pludselig så jeg, at ét af tæpperne oppe på vejen bevæge sig! Jeg var lynhurtigt deroppe og rev tæppet af. Det var en engelsk soldat, og han var kommet forfærdeligt til skade. Hans ene ben var næsten revet af, og der var blod overalt. Men han levede! Jeg gik øjeblikkeligt hen til en anden, der lå ovre ved den grøft, hvor jeg først havde siddet på hug. Jeg rev også tæppet af ham, og jeg fik et chok: Det var Egon! Ham jeg havde siddet og sludret med blot nogle få timer tidligere. Men Egon levede ikke mere. Egon var død!

Jeg havde ingen anelse om, at han var blevet kaldt ud. Jeg troede, at han lå og sov sødt hjemme i lejren. Jeg følte mig lidt groggy. Ikke så meget på grund af de døde og på grund af deres forfærdelige tilstand. Det var mere overraskelsen over at finde en god kammerat sådan. Når jeg ingen anelse havde om, at han var her. Jeg satte mig ned i grøften ved siden af Egon og tændte mig en cigaret. Jeg sad og kiggede lidt på ham. Først blev jeg meget ked af det. Jeg genkaldte mig alle de sjove og spændende oplevelser, vi havde haft sammen. Jeg genkaldte mig, da vi kravlede rundt oppe i Nord-Indien. Og inde i Afghanistan. Eller da vi sprang med faldskærm sammen. Masser af ting passerede revy. Så bøjede jeg mig frem og lukkede Egons øjne. Men så blev jeg med ét fuldstændig rasende. Jeg rejste mig op, knugede om min maskinpistol, så det næsten gjorde ondt i knoerne, og jeg så mig om. Var der mon ikke bare én af dem tilbage? Et eller andet sted i nærheden? Én af dem der havde lavet dette her? Egon og de andre skulle hævnes. Jeg var fyldt med had.

Så blev der lagt en hånd på min skulder. Det var kaptajnen med kommandoen over vor deling. ’Sorry, old chap!’ sagde han. Så blev jeg rolig igen. Næste dag begravede vi Egon på militærkirkegården ved Haifa. Vi havde fået fremskaffet et Dannebrog, og vi bar ham højt på vores skuldre. Seks mand. Under kisten holdt jeg om ’Stoffer’s (Jørgen Christoffersens) håndled. Holger Kåsby gik lige foran mig og holdt om håndledet på Einar Korup. Godt en måned senere blev ’Stoffer’ dræbt på næsten samme sted som Egon. Og cirka fire måneder senere mistede også Korup livet, slutter Erik Vedsegaard.

Kammeraterne bærer Egons kiste til graven (tv). Efter jordpåkastelsen afgiver 10 danskere æressalut over den åbne grav. Familien i Fåborg får senere brev om, at Egon hviler på en britisk militærkirkegård ved Haifa (Grav nr.16, område D, række C)