TREDJE BOG

Afrejsen. Turen til England. De første måneder

De første – og de allerførste

Dagmarhus var det britiske hovedkvarter i Danmark, overtaget 6. maj 1945, 1½ dag efter at den tyske stab under ledelse af Hitlers befuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, hovedkulds var flygtet ud af kontorerne, da de i BBCs danske udsendelse fra London havde hørt om deres egen betingelsesløse kapitulation – det, vi andre husker som ’Frihedsbudskabet’.

Fra det britiske hovedkvarter i Københavns afgik 17. oktober 1945 det allerallerførste hold frivillige danskere, som efter dansk-engelsk regeringsoverenskomst havde ladet sig hverve til fremmed krigstjeneste. Holdet var kun på 34 mand. De blev læsset på ladet af to lukkede, britiske militærlastbiler. De var specielt udtaget blandt de frivillige på grund af deres gode kundskaber i engelsk.

De skulle til Canterbury og  have grundtræning, før de store hold ankom, ville senere blive udnævnt til underkorporaler og skulle fungere som tolke for den store hovedpart, hvis engelskkundskaber var små eller slet ikke. På den tid var der ikke sprogundervisning i folkeskolerne.

Det næste hold fulgte to måneder senere, den 17. december 1945 og kaldes af alle veteraner for  ’det første hold’, al den stund kun staben kendte til forkommandoen. Der blev gjort stor stads af dette ’første hold’. De frivillige mødte op på Københavns Hovedbanegård, hvor chefen for det engelsk-danske hvervekontor, kaptajn Christian Lunn, havde sørget for militærmusik, faner og en ildnende tale. De pårørende var mødt frem, så der var rigeligt med fugtige øjenkroge og snøft i lommetørklæderne, som traditionelt hører den slags til. 

Måske var det lidt mindre festligt med afrejserne fra Aalborg, Århus, Horsens, Fredericia, Odense og Kolding, men signaturen ’-ry’ kan dog i Aalborg Amtstidende dagen efter afrejsen berette, at

’lige inden særtoget gled ud fra Aalborg banegård var der stor afsked mellem soldaterne og deres pårørende. Måske vil der først blive tale om gensyn om tre år… Da toget gled ud fra perronen, blev der råbt hurra og vinket. 150 unge, raske nordjyder var på vej ud til det store eventyr som engelske ’tommy’er.’

Et Ritzau-telegram, vist gengivet i alle landets aviser, fortæller, at… ’Kaptajn Christian Lunn leder turen. Med sig som adjudant er løjtnant Wang Sørensen, og desuden medfølger som det engelske krigsministeriums repræsentant det ansete Londonblad ’The Times’s københavnskorrespondent kaptajn Wiid (der under hele den tyske besættelse sad interneret i Danmark) samt en kaptajn Whittaker.’

I alt var der 304 frivillige med dette første særtog.

Jeg ville bare væk…

- Fremtidsudsigterne herhjemme var dystre, fortæller den dengang 19-årige Anders Børge Albertsen, Ringkøbing. Som alle unge fra mørklægningens og udgangsforbudenes tid under Besættelsen havde vi set vor tekniske skole og realskolen blive omdannet til tysk kaserne. Uddannelses- og lærepladser blev ombyttet med roeudtynding og kartoffeloptagning hos bønderne. Derfor meldte jeg mig i efteråret 1945 til britisk militærtjeneste.

En kold morgen i 1945 stod jeg så foran sessionslægerne på Hotel Harmonien i Haderslev, blev antaget og røg af sted til uddannelsen i Canterbury. Så snart jeg have fået bekræftelsen på at være antaget, meddelte jeg min arbejdsgiver, en gårdmand i Staby ved Ringkøbing, at han ikke skulle regne med mig efter 1. november. Jeg ville bare væk. Ud ville jeg ud, åh så langt, langt væk. Ud at se den vide verden, som i alle de onde år havde været lukket land for os unge.

Med lønudbetaling fulgte engelske cigaretter

- Vi var fire brødre, som meldte os. Jeg var 24 og havde set annoncen i avisen. Vi var en hel flok her på Give-egnen, syv i alt, som skulle på session i Århus i begyndelsen af oktober 1945, fortæller Peder Karlo Pedersen, Give. Jeg var en af de tre, som havde bestået. Mine brødre kom ikke med. I december kom der brevkort om, at vi tre antagne skulle stille i Århus for at underskrive papirer.

Hele Give vidste besked, for vi var blevet indkaldt på et åbent postkort, og postbude fulgte på den tid med i alt – også det, der ikke vedkom dem. Vi kunne stadig nå at springe fra. I så fald behøvede vi ikke at møde. Men kom vi og underskrev, var der ingen vej tilbage. Den tanke strejfede os aldrig. Fra den dag, vi havde underskrevet, var vi reelt medlemmer af den engelske hær – og fik vor første lønudbetaling! Sammen med lønnen fulgte det bedste af det hele: 80 engelske cigaretter.

Vi havde i årevis kun haft den danske tobak (under Besættelsen kaldte vi dem hviskende for ’HIPO-cigarettter’. Jo, for de var jo ’dårlige danske’. Hed de ikke ’Tory’ og ’Bristol’?). Det med cigaretterne var rygtedes, så udenfor lokalet stod en flok unge piger og mænd for at købe smøgerne. Jeg tog af sted i januar 1946. Vist nok sammen med hen ved 3.000 andre i alt. Jeg husker ikke det nøjagtige tal – hvis vi overhovedet nogensinde fik det at vide!

Fra Thisted til Canterbury

- Den engelske hær udleverede en masse papirer, som hverken  kam-meraterne eller jeg forstod, fortæller Wladislav Banasik, Thisted. Vi kunne ikke engelsk, og der var ingen form for oversættelse eller nærmere beskrivelse til forståelse. Vi fik et nummer og senere – da vi var anta-get – også en del vaccinationer. Den sidste fik jeg så sent som 18. oktober 1947. Det var en vaccine mod kolera, da mit regiment skulle forsættes fra Europa til Mellemøsten, hvor den sygdom var udbredt. Der var således død en hel del soldater i de britiske tropper, som lå stationeret i Port Said og Alexandria. i Egypten.

Men en dag lå der brev hjemme om, at jeg skulle møde i Aalborg og melde mig til en engelsk officer. På vej til Aalborg mødte jeg en anden fyr. Også han skulle møde. Han havde taget sine forældre med. Andre igen, havde fået en tår over tørsten. Vi havde fået et forskud. på 2 eller 5 pund. Engelske penge var endnu bedre end danske. Mange mennesker var mødt op på banegården, dels for at se alle disse unge mænd rejse til England, dels for at tage afsked med deres dreng eller kæreste. Mange græd. Mange huskede, at de for bare 3-4 år siden havde været på banegården for at se andre unge mænd rejse med tog til København for at melde sig til Frikorps Danmark og Schalburgkorpset. Tanker herom gjorde vi os overhovedet ikke selv.

Vi skulle selv medbringe madpakke til den første dag. Spegepølse og rugbrød var gennemgående. I Fredericia blev toget fra Sjælland tilsluttet.  Oberst Chr. Lunn holdt en tale til os. Roste os for at have vovet at melde os for at hjælpe De Allierede. Der opstod visse scener. Nogle var på nippet til at løbe deres vej. Men fælden var smækket i bag os. I Kolding blev sidste vogn i toget fyldt op med engelske soldater, som havde været på orlov i København. Danmark blev af engelske soldater, som til daglig var stationeret i de tyske besættelseszoner, betragtet som et fristed.

Her havde de intet forbud mod at fraternisere med civilbefolkningen, hvad der var i Tyskland. De blandede sig ikke med os. Var nok slet ikke klar over, hvem og hvad vi var og hvorfor. Vi var jo stadig i civil, slutter Wladislav Banasik.

Blev advaret om risiko for straf for landsforræderi

- Det skortede såmænd ikke på advarsler, fortæller Louis Drewes. Efter pessimisternes mening kunne vi risikere at få maven sprættet op af  en kniv i Japan (tvunget til at begå harakiri), at dø af malaria i Indien, at kede os ihjel i et øde ørkenfort, og - hvis vi overhovedet kom hjem – risikoen for at få 10 års fængsel for landsforræderi. Som dem, der på den tid kom hjem efter år på Hitlers Østfront. I sandhed hyggelige udsigter - som vi imidlertid var helt kolde overfor. Vi ville som Bjørnsons ’glade gut’ bare ’ud, åh, så langt, over de høje fjelde’. Det var netop den længsel efter at se verden på den anden side af de høje fjelde, der havde drevet os til dette her.

Lørdag 2. marts 1946 samledes vi klokken halv seks om morgenen på Århus Banegård. Så godt som alle indkaldte 300 var mødt frem. Nogle havde pessimisterne åbenbart fået lokket til at blive hjemme.

De fleste bar præg af at have taget en tårevædet afsked med  familien, konen eller kæresten. Vi fik udleveret en dansk tilladelse til at rejse til udlandet og opholde os i tre år under engelsk flag. Chefen for rekrutteringskontoret, oberst Chr. Lunn, holdt en kort tale:

- Jeg er glad for at se så mange unge danske med tilstrækkeligt krudt i sig til at ville ud og se den vide verden, sagde obersten. Så overlod han ellers ledelsen til fire danske løjtnanter. Godbye to all that.

Pludselig sad vi så i toget, som dampede mod syd. Det var forbudt at forlade toget under rejsen til grænsen. På Horsens banegård så vi en ung fyr, der spejdende nærmede sig vinduerne. ’Er det en fangetransport eller sådan noget?’ spurgte han og blev mødt af en rungende lattersalve.

Stemningen blev i det hele taget højere og højere, efterhånden som vi blev rystet sammen. Sprogligt var det en babylonisk forvirring: Vendelbomål, vestjysk, østjysk og århusiansk. Da en flok glade fynboer steg på i Fredericia, mindede det hele om en god, gammeldags skovtur. En guitar og en mundharpe blev fundet frem af vadsækken, og så blev der sunget af hjertens lyst. Tolden slap vi let igennem. Tolderne spurgte kun, om vi havde mere end de 50 kroner med, man lovligt måtte tage ud af landet. Det tog vi med et smil. Vi lignede nu heller ikke nogen med mønt på lommen. Da vi endelig passerede grænsen, bredte stilheden sig i vognene. Den egentlige rejse var begyndt. Mon ikke vi alle sammen tænkte på, hvornår – ja, vel også om – vi igen skulle gense Danmark.

I Flensborg måtte vi sige farvel til de gode, magelige, danske jernbanevogne og i stedet skifte til tyske.

- Jeg tror, de har gjort hele krigen med, sagde en Sallingbo, og beskrivelsen var nok ikke helt forkert.. Maling var der intet af, kun rust. Vinduernes glas var en saga blott. I stedet var der hamret træplader for vinduesåbningerne. Lyset sivede kun ind gennem et hul på størrelse med et halvt koøje, som vi måtte lægge øjet til på skift for at se noget som helst af landskabet.

Til tonerne af ’Jylland mellem tvende have’ for gad vidst hvilken gang rullede vi ned gennem Slesvig-Holsten, slutter Louis Drewes.

Gennem et sønderbombet Tyskland

- Jeg har altid syntes, at Flensborg var så vidunderlig smuk, fortæller Wladislav Banasik. Jeg havde været i Flensborg i 1937. Men det var dengang. På turen mellem Flensborg og Hamborg talte vi ikke færre end 73 tyske lokomotiver, der lå væltet af banen. Skudt og ødelagt i de sidste hektiske krigsuger 1945. Personalet på vort tog var tysk, og de ville gerne handle med os. De havde nogle små cigarettændere, lavet af patroner (krigsefterladenskaber), som vi kunne få for to cigaretter, andre ting for fem cigaretter. Tobak var på det tidspunkt god mønt at have på lommen. Jeg hæftede mig ved, at broen over Kielerkanalen ved Rendsborg ikke var ødelagt. Den var sikkert blevet skånet af militærtaktiske grunde, eftersom englænderne nok havde haft brug for den under deres fremrykning. Det var nødvendigt med to lokomotiver, ét foran, ét bagved, for overhovedet at komme over den stejle jernbanebro. Vi skulle til Hamborg havn. De første englændere, vi så, var militærpolitiet.

Vi stod af og blev ledt ud til nogle store Bedford lastvogne. De skulle transportere os til en forhenværende SS-kaserne, hvor vi skulle overnatte. Vi blev bespist i en stor spisehal, som var bemandet med tyske kvinder, der arbejdede for englænderne. Vi skulle tidligt til ro og fik udleveret et tæppe og pude. Vi lå på hylder som dem, man ser i et depot.

Næste morgen var vi tidligt på færde. Vi blev vækket med slag på metal – det lød som slag på gamle granathylstre. Morgenmaden bestod af engelsk breakfast, æg og bacon. Det var noget fremmed for os danske. Men vi fik da en stor madpakke, som også så lidt fremmedartet ud. Oppe igen på Bedford’erne med retning mod havnen, så vi det ene tog efter det andet med flygtninge og børn ombord.

Det var dengang stadig muligt at smutte over zonegrænserne mellem russerne og de vestlige besættelsesmagter. Det benyttede tusinder sig af, der frygtede russerne.

De var tydeligvis alle sultne, og mangen en madpakke blev smidt over hegnet til dem, fordi vi fik medlidenhed med de stakkels mennesker. Men straks kom militærpolitiet. Vi måtte absolut ikke have kontakt med tyskerne, slutter Wladislav Banasik

Man mærker i alle beretninger om rejsen til England gennem Tyskland, hvor meget det chokerer de unge danskere at se de sønderbombede storbyer. Ovenstående foto tog ’Langeland’ gennem et af de kikhuller, der var lavet i træpladerne for  togvinduerne

Kammeratskabsbilleder er der mange af i de danske veteraners udlånte fotoalbums, både i arbejdstøj (tv) og udgangsuniform – det, de i starten kaldte ’Monty-uniformer’

For første gang så vi krigens gru

- De færreste af os havde overhovedet haft mulighed for at se virkningerne af krigens massive luftbombardementer af byer i Tyskland og England, fortæller Carl Ulrich, Århus. Derfor blev de kolossale ødelæggelser i Hamborg og London med vidtstrakte ruinhobe, der mange steder var udsigten horisonten rundt, et skræmmende syn. Det fremkaldte et dybtfølt ønske om, at verden måtte blive forskånet for en gentagelse. Men også taknemmelighed over, at vore hjem og vort eget land stort set var sluppet uskadt gennem krigen.

Vi var stolte: Danske i ’Monty-uniform’

- Vi skulle videre med tog til Hoek van Holland, og så med troppetransportskib til Harwich, fortsætter Wladimir Banasik. Derfra med tog til byen Canterbury, hvis kaserne skulle være vort hjem de næste mange måneder under rekrutuddannelsen. Turen gik gennem byen, forbi en stor kirke. Vi har nok nærmest lignet krigsfanger. Ingen af os kunne jo gå i takt, og i vort rejsetrætte civile tøj, lignede vi vist en værre samling bumser. Englænderne var vant til at se disciplineret march og eksercits!

Vi blev indkvarteret på kasernen under Regiment ’The Buffs’. Det var det regiment, som kong Christian X. var æresoberst i. Vi blev budt velkommen og derpå udstyret med, hvad vi på den tid kaldte "Monty-uniform" efter feltmarshal Montgomerys soldater. Hele den engelske hær bar dette battledress med baretter, men i Danmark havde vi kun set Montys soldater. Kokarden var en spruttende drage. Det, fandt vi, passede meget godt på de britiske oversergenter og andre befalingsmænd, som nu tog os under behandling.

                    
Mærket med den kronede løve og enhjørningen samt de latinske tekster ’Honi soit qui mal y pense’ (skam få den, som tænker ilde herom) og ’Dieu et mon Droit’ (Gud og min Tro) er det engelske rigsvåben, som bæres af alle militære (tv).

Den ildsprudende drage (th) er regimentsmærke for ’The Buffs’ (Royal East Kent Regiment). Alle danske frivillige bar det i rekruttiden. Netop dette regiment stod for uddannelsen af danskerne, måske fordi kong Christian X var regimentets æresoberst.

Først en større lægeundersøgelse. Jeg følte mig lidt tilbage, fordi jeg havde problemer med sproget. Det var jeg nu ikke ene om. Der blev tester med prøvning af hvilke egenskaber, vi hver for sig havde. Om man havde anlæg for fodfolket, artilleriet, eller om man havde håndelag for at være mekaniker, for så skulle man til en ingeniørenhed. Jeg kom til the Royal Artillery efter 7 uger på rekrutskolen i Canterbury .

Jeg mener, vi kom 22- 24 danskere til artilleriet i byen Liddymore på sydsiden af Bristol-kanalen. Byen Cardif lå på nordsiden. Der var altid en vældig aktivitet på kanalen, eftersom den var vandlandevej for kultransporterne fra Wales. Vi var meget optaget af at se de store kanoner, som vi nu skulle til at lære at betjene. De var specielt bygget til de engelske 25 punds granater. Der var 8 mand og en chauffør til hver kanon. Det var hårdt arbejde at slæbe og dreje de store tingester.

Efter 3 måneder begyndte vi at forstå sproget og lære systemet at kende. Så kom vi til 55 punds antitankkanoner, maskinpistoler og rifler (så vidt jeg husker det almindelige, britiske Enfieldgevær). I Liddymore afsluttede vi med en antitankskole. En dag blev vi fortalt,  at vi havde mulighed for en falskærmsuddannelse. Havde det vor interesse, kunne vi henvende os på BO (Battery Officer). Betænkningstiden var kort. Jeg syntes det lød godt: Vi ville komme til 6th Air Gun Division, den berømte fra Slaget ved Arnhem i Holland i 1944. Den enhed som blev indesluttet af tyskerne og nærmest udslettet i Anden Verdenskrigs sidste uhyggelige vinter. Men nu var krigen forbi, så jeg meldte mig - sammen med 18 – 20 andre danskere.

Vor tid gik med at træne og træne, altid iført fuld oppakning. Det var sateme hårdt! Vi brugte fly, specialbygget til faldskærms-udspring (Halifax, Wellington, Lancaster). Efter træning på A.P.T. centret blev vi overført til Oxen on the Green i nærheden af Wolverhampton Bicester, hvor amerikanerne også havde en base. Vi blev inddelt i platoons (delinger) og derefter i squads (grupper). Faldskærmsundervisningen gik i gang. Vi gennemgik spring, pakning af skærm og faldteknik samt undervisning oppe i et fly. Vi var 22 mand pr. maskine til faldskærmsspring. Skulle have mindst otte spring for at være rede til det praktiske.

Så først var vi ’airborne artillerists’. Den 24. juli 1946 fik jeg udleveret ’vingen’, enhver faldskærmsoldats stolthed. 17. september til  6. oktober 1946 fik vi orlov – og derefter af sted til Indien. Vi fik udleveret to sæt tøj. Et grønt med korte bukser, skjorte og jakke. Det skulle bruges i junglen. Et sæt gult var til ørkentjeneste. Vi var klar over, at vi skulle videre fra Mellemøsten. Vi blev med tog kørt til Liverpool, hvorfra vi skulle sejle med "M/S Britania", et 32 år gammel, krigstræt transportskib på  40.000 BRT.  Der var også civile med ombord. Vi blev orienteret om hvilket dæk, vi skulle være på. Hængekøjer blev udleveret, og derefter blev hver enkelt tildelt et nummer til et bestemt dæk.

Udlevering og indkvartering tog godt en time, så vi fik ikke set afsejlingen ud af Liverpool havn. Byen og havnen var meget beskadiget. efter de vilde bombardementer, som først Görings Luftwaffe og senere Hitlers V-1 og V-2-raketter havde foretaget, slutter Wladislav Banasik.

Stillet for krigsretten, skønt endnu civilist

- Efter landbrugsskole i vinteren 1944-45 kom jeg på arbejde i en tørvemose. En sen aften, hvor jeg kom hjem fra tørvemosen, læste jeg i avisen, at man søgte frivillige til den britiske hær, fortæller Poul Bakkegaard Andersen. At komme til Indien var min store drøm, så jeg meldte mig straks. Dagen efter at have skrevet under på kontrakten blev jeg syg af influenza. Det var før man havde penicillin! På afrejsedagen havde jeg 41,2^o i feber, hvad jeg via min søster, der var i huset i Hellerup, meddelte den britiske ambassade. 3-4 uger senere kom der et kort, hvorefter jeg skulle møde til afrejse på Københavns Hovedbanegård.

Ved 2-tiden om natten nogle dage efter, nåede vi uddannelseslejren i Canterbury. Kl. 11 næste formiddag – jeg var endnu ikke blevet iklædt – blev jeg stillet for en krigsret for udeblivelse fra tjenesten. Jeg kunne ikke ét ord engelsk, og lægeattest havde jeg slet ikke tænkt på (det med at gå til læge brugte vi ikke i landbruget dengang. Vi lå bare syge, til vi var raske). De høje herrer lod mig slippe billigt med blot at blive frataget løn for perioden fra underskrivelsen til den pågældende dag. Jeg gik ud i enheden og kom med - som om intet var hændt. At jeg skulle blive en af de mest uheldige soldater, vidste jeg heldigvis ikke på den tid, slutter Poul Bakkegaard Andersen.

The og tyggegummi

- Mens toget rullede ned gennem Tyskland, red tørsten os som en mare, fortæller Louis Drewes. Hver gang toget holdt, listede vi ud på perronen, tog is- og sneklumper og smeltede dem til at tage den værste tørst. Mange steder kom de tyske jernbanefolk hen til vinduerne og tiggede: ’Brot! Haben Sie Brot?’, og så fyldte de gladelig vore flasker med vand til gengæld for en humpel ’Brot’. Neumünster og Hamborg var frygteligt krigshærgede. Værst i Hamborg. Vi ankom i eftermiddagssol.

Det var et forfærdende syn. Ruiner ved ruiner, ingen vinduer i resterne af huse. Intet træværk. Kun de nøgne mure og skorstenspiberne stod tilbage. Midt i al denne trøstesløshed stod en tilsyneladende ubeskadiget kirke som et dementi af tyske påstande om englændernes angreb på kirker og børnehjem. Ødelagte jernbanevogne udrangeret på alle sidespor. Der boede gamle folk og børn. Intet gadeliv, ingen hunde, ingen trafik.

Kun ruinerne afslørede, at her havde der en gang ligget en storby.
Det var en flok trætte danskere, der klokken et om natten efter 18 timers jernbanerejse, krøb op i engelske lastbiler, som med tyske chauffører kørte os til kasernen. Her var alt parat til at modtage os. På under en time havde vi spist, fået rationeringskort og var krøbet til køjs.

To ting mindes jeg fra Cuxhafen: The og tyggegummi. Vi fik altid the under rejsen, aldrig kaffe. Og så fik vi tonsvis af tyggegummi. En pakke for en penny. Man kunne ikke købe mindre end en æske med 105 pakker i. Den kostede 1 Mark. Dem fik vi af rengøringsfolkene. 20 Mark for et stykke 40%-sæbe, 10 Mark for cigarer. Vi formelig vadede i Mark. Det var ikke ualmindeligt, at begynde dagen med en cigar, og ende med 6-700 pakker tyggegummi, chokolade, cigaretter – og parfume. Når kæresten hjemme i tiden efter fik sendt en flaske parfume, var den garanteret købt i Tyskland.

Søndag aften blev vi indskibet i ’Empire Rapid’, et stort troppetransportskib. Bygget på rekordtid af amerikanerne under krigen. Vi kom godt nok først fra Cuxhafen næste morgen klokken seks. Vi havde ordre til at bære redningsvest over det urolige Vesterhav, og der blev holdt redningsøvelse, for at vi kunne vide, i hvilken redningsbåd vi skulle, hvis uheldet skete. Vi var 1500 mand på skibet, og der var kun både til 500. De lagde ikke skjul på faren for drivende miner, men vi undgik altså at ramme nogen. Til gengæld var vi alle så søsyge, at det med maden ikke var noget problem. Turen tog 30 timer.

Det er længe at være søsyg. I Hull gentog historien med lastbilerne sig. Ud på en lokal kaserne og spise - og så igen af sted til jernbanestationen for at blive bragt det sidste stykke til Canterbury pr. tog. Fynboerne var hurtigst til at snuppe 1. klasses kupéerne. Vi andre måtte nøjes med 3. klasse. Vi nåede London efter 4 timer, og så her igen en krigshærget by, selv om den ikke var så ødelagt som de tyske byer, slutter Louis Drewes.

Vi fik et chock

- Vi fik et chock, da toget standsede i Canterbury, fortæller Harry T. Ladegaard. Der stod nogle soldater med baskerhuer og khakiuniform. De råbte og de skreg som gale. Vi tænkte ’Hvad har vi dog rodet os ind i her?’ Så opdagede vi, at et par af dem snakkede dansk sammen. De var faktisk danskere alle sammen. Det var tolkene, underkorporaler, der var rejst i forvejen. De har nok tænkt ’Nu skal de der danske knoldesparkere sgu’ ha’ en ordentlig forskrækkelse’ Og det fik vi altså også.  Efter grunduddannelsen kom jeg  sammen med 30 andre danskere til Carlisle på grænsen mellem Skotland og England. Da vi var ved at være færdige der, fik vi valget mellem at komme til Tyskland som besættelsestropper eller til Indien. Vi valgte – selvfølgelig – alle sammen Indien.

Rejsen varede 26 dage, og vi landede i Bombay.

Får stadig pension fra Army’en

- Jeg fik ikke meget ud af min engelske militærtid. Så er det sagt, fortæller Jørn Gylvar. Jeg var til session på Frederiksberg Slot og røg af sted med første forkommando. Mens de øvrige fik grunduddannelse med henblik på at blive tolke for dem, der fulgte, blev jeg sendt på militær køreskole et halvt år. Mine kammerater røg til Mellemøsten og Fjernøsten, mens jeg måtte blive hjemme på kasernen. Jeg var i forsyningstropperne. Al den køren i åbne militærbiler, kunne mine lunger ikke klare. Jeg fik lungehindebetændelse, senere tuberkulose og endte på sanatorium. Her fjernede de den ene lunge. På de tider var der ikke noget med at få en ny.

Jeg får stadig en lille erstatning, som kommer prompte hver måned. Men det danske skattevæsen sørger for, at der ikke er meget tilbage af den ekstra ’pension’.

Disciplinen var skrap

- Min danske soldateruddannelse kom mig til gode i The British Army, selv om der var pokkers til forskel på vilkårene. Faktisk var omgangsformerne i den danske hær nok så prøjsiske som tonen i den britiske, fortæller Frede Hansen, Rønne. I Danmark havde man nærmest haft indtryk af, at sengeredning var nok så vigtigt som feltøvelserne.  Den britiske træning var hård og grundig. Disciplinen var skrap, men præget af forståelse. Man kunne slippe godt fra at dumme sig en enkelt gang, men ved gentagelser faldt hammeren. De militære straffe var strengere end i Danmark, og det havde i hvert fald en afskrækkende effekt. Man overholdt reglementerne. Jeg blev uddannet som maskingeværskytte og kom sammen med 26 andre frivillige danskere til det nordirske The Royal Inniskilling Fusiliers Regiment. Det fransk-klingende navn til trods var vi bare et almindeligt fodfolksregiment.

Uddannelsen foregik i Nordirland, men da der pludselig var kartoffelhøst, blev vi alle udkommanderet for at redde den værdifulde avl. Her arbejdede vi sammen med tyske krigsfanger, som ikke fik lov at sidde i en lejr og loppe den. Under en orlov hjemme på Bornholm, før vi blev sendt ud til vore respektive destinationer, vakte min engelske uniform opsigt. Bornholmerne var kendt med de danske, tyske og russiske uniformer. Men de engelske var ukendte på fødeøen. 

’Hul i ho’det’ og ’Fis i kasketten’

- De færreste kunne et ord engelsk, da vi ankom, fortæller Louis Drewes. Men det var der taget højde for med danske tolke. Det var nogle af de allerførste danskere, som havde fået deres grundtræning, før vi ankom. De skulle nu oversætte de engelske udtryk til os danske bondekarle. De havde fået en enkelt vinkel på ærmet, og var altså underkorporaler. Det lød flot. I virkeligheden var de kun bydrenge for de engelske befalingsmænd.

Det med sproget gik dog begge veje. Engelske befalings-mænd fik hurtigt lært nogle danske brokker. Det første, de altid fik fat i, var ’Så skynd jer dog for satan!’.  I vores deling var der en englænder, som havde lært sig at sige ’Hul i ho’det’ og ’Fis i kasketten’ – vist nok uden at vide, hvad det betød. En morgen var vores kaptajn i dårligt lune og holdt en tordentale til en stakkel, som havde sprunget barberingen over. Pludselig nikkede den lille korporal hen mod officeren og sagde ’Hul i ho’det’. Mandskabet var ved at knække sammen af grin, men kaptajnen kunne ikke se noget morsomt i det. Det var på et hængende hår, vi i samlet trop havde fået 7 dage i brummen.

Apropos brummen, så var en af de første, som kom dér, en dansker, der sammen med en flok andre var taget til London på en 48-timers orlov. Den strakte han til 28 dage! Han havde købt – eller stjålet – en hel masse ordner og medaljer, så han lignede en billigudgave af Herman Göring. I den mundering lykkedes det ham at vandre rundt i London i fire uger. Utallige var de officerer, som havde hilst på den medaljebehængte dansker, inden militærpolicen slog en klo i ham. Så var det hjem på vand og brød, slutter Louis Drewes.

Englændernes træning lettere end den danske

- Takket være min tid som rekrut i den danske hær 1939-40 kom jeg ret hurtigt ind i rummelen i den britiske hær i december 1945. I løbet af en uge, syntes jeg, det var evigheder, siden jeg havde været civilist, fortæller John Thomsen. Den engelske træning var ulige lettere end den danske. Til min usigelige lettelse aflystes al træning i det fri, når det var dårligt vejr. Man skulle da ikke ud og svines til. Våben og uniformer skulle skånes. Jeg bemærkede med glæde denne forskel fra den danske hær, hvor regnvejr og slud regnedes for fint øvelsesvejr, ligesom mudder syntes at være infanteristens naturlige omgangsfælle. I den danske hær lærte man under feltøvelse at benytte terrænet. Man skulle tage hver tue, hver plovfure i betragtning som muligt tilflugtssted mod fjendtlig beskydning. Mærkeligt nok gik man let hen over den slags i den engelske hær. De formodede åbenbart, at det gjorde soldaten uvilkårligt – eller lærte det hurtigt i felten. Vist fik vi det at vide i teoriundervisningen, men jeg mindes ikke at have fået det trænet ret meget – og slet ikke så intenst som i Danmark, slutter John Thomsen.

De manglende sprogkundskaber

Der er mange eksempler på vanskeligheder grundet det manglende kendskab til engelsk, siger Karsten H. Nielsen, som har foretaget de mange personinterviews til denne bog.  De forstod ikke meget af, hvad der blev sagt, men viljen fejlede ikke noget. Men en del af danskerne blev irriterede over dette problem, og der var ligefrem optræk til mytteri. Enkelte har også fortalt, at der var tale om at stille nogle af danskerne for krigsret. Men så greb en af officererne ind og foreslog at give danskerne en stroppetur.

Alle mand blev beordret til at stille på paradepladsen i korte bukser, og så tog han dem på øvelsespladsen, hvor de blev heglet igennem. Herunder blev de beordret til at gå gennem et tæt buskads. Danskerne smilede og gjorde straks klar. Han søgte så at forklare, at dette her skulle opfattes som en afstraffelse

- Ja, ja! Lad os bare komme i gang, grinede danskerne.

Og så gik de ind i buskadset med krum hals. For sent opdagede de, at buskadset var et tornekrat, så da de kom ud på den anden side, var alle slemt tilredt af tornene. Ingen knyede. I ugevis kunne de pille torne ud af ben og arme.

’Er der vådt på sædet’

- Ikke mange af os talte eller forstod engelsk, fortæller Kjeld Nielsen, Næstved. Jeg kunne kun sige én eneste sætning “What do you say?”. Men med min elendige udtale har  det nok mere lydt som “Er der vådt på sædet?”  Ingen af os havde det godt med det fremmede sprog. Men vi var vist egentlig lærenemme. Lærte i hvert fald hurtigt kommandoerne ‘left - right’ og ‘about turn’. 

Inspirationen kan udmærket være hentet i Canterbury sommeren 1946 til den gamle vits med ’somewhere a voice is calling’, i en langt senere Dirch Passer-film undersat til ’sommervejr i Vojens og Kolding’

Hansen, Petersen og alle de andre –sen’er

- De mange danske sen-navne forvirrede i øvrigt de engelske officerer, fortæller Karsten H. Nielsen videre. Kommandobefalingsmanden råbte en dag brevmodtagere op. Da han nåede til ’Petersen’, trådte 8 mand frem. Han troede, de lavede grin med ham, men der var faktisk så mange Petersen’er. En anden gang blev der på samme måde råbt ’Sørensen’! og da trådte ikke færre end 41 Sørensen’er frem for geleddet. Og 40 gik skuffede derfra. De manglende sprogkundskaber skabte desværre også tragiske situationer. For eksempel da en troskyldig dansker havde set nogle dunke, hvorpå stod ’petrol’. I den tro, at der stod ’petroleum’, væddede han med en ung englænder om, at man roligt kunne holde en brændende tændstik hen over den åbne dunk. Det gjorde han, og så eksploderede dunken! Dagen efter døde han af sine brandsår.

En, der hed ’Jepsen’, fik en ammunitionskasse ned over hånden. Lægen sendte ham til røntgenfotografering for kontrol af dette ikke særligt alvorlige uheld. Samtidig havde en dansk ’Jensen’ svære mavesmerter, der medførte hans død. Der blev forvirring om navnet, så meddelelsen om Jensens dødsfald fejlagtigt blev sendt til Jepsens mor. Det eneste positive, der kom ud af det, var at afdøde Jensens familie stik mod engelsk skik fik fløjet liget af  sønnen hjem til begravelse i Danmark. Hvor tyskere og amerikanere altid har sat en ære i at få de døde bragt hjem, begraver The British Army en soldat på nærmeste militærkirkegård i forhold til det sted, hvor han er omkommet.

Den forvekslede Jepsen – det var mig

- Den forvekslede Jepsen med ammunitionskassen, var mig, fortæller Halvor Jepsen. Jeg var ret uheldig. Først fik jeg en læderet hånd i omgangen med en mine, og derpå det med ammunitionskassen. Det gik netop til, som Karsten Nielsen fortæller. ’Jensen’ og ’Jepsen’ blev forvekslet. En officer kom løbende og beordrede mig til telefonen. Alfred Jensen fra Århus var død på hospitalet af en mavesygdom, og ved en forveksling var brevet til Jensens mor røget til min mor. Hun fik hele to chock den dag. Først da hun fik meddelelsen om min død, og derpå, da jeg ringede og sagde: Mor! Meddelelsen om min død er stærkt overdrevet. Jeg har bare slået hånden. Hun græd begge gange, første gang af fortvivlelse, anden gang af glæde. Mor fik tilbudt en gratis ferie i London som en slags kompensation for bureaukratiets fejltagelse, men hun turde ikke flyve, og så fik jeg i stedet en måneds orlov. Rygtet om min død var faret byen rundt, så mange gnikkede øjnene, da fru Jepsens Halvor kom gående lyslevende på gaden, slutter Halvor Jepsen

Vi brugte mest kælenavne eller slutnummer

- Vore døbenavne brugtes sjældent i Army’en, fortæller Erik Pagh Jensen. Befalingsmændene brugte de sidste tre tal i vort soldaternummer – jeg var altså ’966’. Kammeraterne imellem brugtes kælenavne som ’Farmand’, ’Roskilde’, ’Olde’, ’Skræderen’, ’Naboen’ og ’Politibetjenten’. Sidstnævnte brækkede for resten mit ene ben. Det var et uheld, som jeg fik megen glæde af. Jeg kom på hospital og i en lejr for reconvalescenter. Altså lutter ’indfødte’, hvilket gjorde, at jeg lærte engelsk på rekordtid.

’Lakridspilleren’ og ’Joseph Kramer’

- Det ville have glædet enhver mor at se det sceneri, som udspillede sig i sovesalene hver tirsdag og fredag aften, fortæller Louis Drewes. Så sad 22 mand på hver sovesal på sengekanten med et par hele, renvaskede sokker i den ene hånd og rene, velplejede fødder på gulvmåtten. Så kom der en officer – vi kaldte ham ’Lakridspilleren’ – og kontrollerede, at tæerne var rene. Gud nåde og trøste den, der ikke var så renvasket som en ny ble. March til baderummet, omstilling – og ekstraarbejde hele den følgende uge. Det hindrede ikke gymnastiksergenten i midt under gulvøvelserne pludselig at beordre vore sko og strømper af – og vé den, som ikke havde rene tæer. Straf: Gulvfejning i hele gymnastiksalen – med en hårbørste!

Samme gymnastiksergent - vi kaldte ham ’Joseph Kramer’ efter Hitlers bestialske kommandant i KZ-lejren Bergen-Belsen - var dog den mest usympatiske person, jeg nogensinde er stødt på. Havde han været tysker under krigen, var han garanteret endt som kommandant i en koncentrationslejr. En dag fandt vi på, at nu ville vi drille ham lidt. Så da han kommanderede ’Jump’ (dvs. hop), misforstod vi ham med vilje og fór alle op i ribberne, så højt vi kunne komme. Aldrig har jeg set en voksen mand så vild. Fråden formelig stod ham om munden, mens han stormede fra den ene ende af gymnastiksalen til den anden og skreg op. Det varede mistænkeligt længe, før vi ’opdagede’, at vi havde misforstået ham. Men jeg tror nok, vi alle fortrød spøgen, for den resulterede i en stroppetur, der kunne mærkes i ømme lemmer 3-4 dage efter, slutter Louis Drewes.

Støvler a’ la violinkasser til ’Lofty’ og ’Big Lofty’

- Jeg var måske den, der var kortest i tjeneste som britisk soldat (21 måneder). Jeg blev til sidst kasseret på grund af stærkt nedsat hørelse på det venstre øre. Til gengæld var jeg med mine 194 cm længst i højden. Derfor blev jeg kaldt ’Lofty’, fortæller artillerist Henry T. Jensen. 14 dage efter min ankomst, kom der et nyt hold frivillige, og blandt dem en mand fra Sønderborg, Bernhardt Jørgensen, 197 cm høj. Han blev så ’Big Lofty’. Jeg blev udstyret med et par støvler nummer 46, men da jeg brugte nr. 47, og derfor ikke kunne marchere i støvlerne, blev jeg kommanderet til i stedet at bruge mine gamle, brune sko. Intendanten havde aldrig været ude for sådanne ’violinkasser’ før.  Bernhardt Jørgensen brugte nummer 48, og så blev den da først helt gal. Der var bestilt et par nummer 47 fra London til mig. Dem fik ’Big Lofty’ imidlertid, da han var troppet op i gummisko – og det ville officererne trods alt ikke se i marchkolonnen. Der gik yderligere 14 dage, før der kom et par støvler nr. 49. Jeg gik så over på Bernhardt Jørgensens stue og spurgte, om han ville bytte. Hans var helt nye, men han havde fået ømme tæer af dem. Derimod var de sidst ankomne, som netop var Bernhardt Jørgensens skonummer, gamle og runkne og slidt helt skæve. Bernhardt blev sur. Men de ømme tæer vandt over skønheden. Han kastede de nye støvler hen ad gulvet og råbte: ’Tag dem, ’Lofty’, og skrub så af!’

København – Canterbury etc.

- Afrejse fra Københavns Hovedbanegård. Første stop: Hamborg, fortæller Poul Rasmussen. Af en eller anden grund havde vi 4 dages ophold i Hamborg. Det var et grimt syn. Ikke megen by tilbage. Uanset hvor vi bevægede os, var der kun ruinhobe så langt øjet rakte. Tyskerne boede i kældrene under ruinerne. Det sås, når der trængte røg op fra deres primitive køkkener. Første aften på den engelske kaserne blev vi glade. Der var øl i lange baner - og til næsten ingen penge. Glæden var dog kort - varede kun, til vi havde smagt øllet. Det var lidt tyndere end vand. Vi var afholdsmænd resten af tiden i Hamborg.  Så gik rejsen videre. Det var ikke luksus. Der manglede adskillige ruder i toget.

Næste mål: Oostende i Belgien. Her havde vi to dages ophold, og der var fornøjeligt. Vor økonomi var slet ikke så dårlig, for her blev der hverken regnet i franc eller pund. Hovedvalutaen var gode, engelske cigaretter, og dem havde vi udrustet os ganske godt med i Hamborg. Det næste lille spring var fra Oostende til Dover i Kent. Overfarten kan jeg ikke fortælle meget om. Jeg var søsyg hele vejen. Men endelig - endelig - var vi i England, som heller ikke var gået ram forbi i krigens rasen. Der var mange store huller i byerne, forårsaget af tyskernes bomber og især af Hitlers  V-1 og V-2-raketter. Sammenlignet med Tyskland var England dog tydeligt for os sluppet billigere.

I Canterbury skulle vi have rekrutuddannelsen. Det var den militære træning det drejede sig om. Vi gik frisk til makronerne, og tog det som en sport, selv om det godt af og til kunne være surt. Sådan er vist al rekrutuddannelse. Vi havde trods alt meldt os frivilligt. Da vi var færdige med rekrutskolen, udtalte skolens chef, at vi var et af de bedste hold, han havde haft med at gøre i lange tider.  Han kunne, sagde han,  mærke at vi var frivillige, og måske derfor mere interesserede, end værnepligtigtige er. Julen 1945 fejrede vi i London på Stage Door Canteen, hvor det gik lystigt til. Vi kunne få alt det øl og spiritus, vi havde lyst til, og det af første kvalitet! Ikke som Hamborg-øllet.

Vi skulle nu forsættes til forskellige tjenestegrene og regimenter. Jeg ville gerne til faldskærmstropperne,. Det kunne jeg godt komme, men da jeg fik at vide, at det ville blive med tjenestested i Tyskland, sagde jeg nej tak. Jeg ville ud at se mig om i verden. Ikke spilde tiden og mit gode humør i ruinlandet Tyskland. Så det endte med, at jeg blev indrulleret i The Buffs - et af de ældste, engelske regimenter. Desuden var The Buffs det regiment, hvori de fleste danskere havde tjent under hele krigen, så man var kendt med danskere der. Vi fik at vide, at hvis vi meldte os til The Buffs, ville vi altid komme på langfart.  Regimentet var nemlig på den tid fast stationeret i det fjerne Østen. Men at komme dérud stod ikke lige for døren. Vi var endnu langt fra at være kampdygtige soldater. To gange blev jeg sendt ud som tolk med en deling af danske frivillige. Først til The King’s Shropshire Light Infantry i Wales.

Jeg fik tre måneders tjeneste der, mens gutterne hjemme fik deres kompagnitræning. Så tilbage til Canterbury og The Buffs. Blot for få dage senere igen at ryge af sted som tolk.  Denne gang til Edinburgh i Skotland. En deling danskere var blevet anbragt i regimentet Argyll and Sutherland Highlanderes - et rigtigt højlandsregiment, hvor man gik i kilt, og hvor der blev spillet sækkepibe i tide og utide. Jeg var godt træt af at være tolk. Kunne godt snart tænke mig at komme en tur ud i den vide verden. Hurra! Snart var mine trængsler til ende. Vi var fire tolke, som begav os på vej tilbage til Canterbury. Undervejs tog vi os et par dages ’ikke-autoriseret’ orlov i London.. Det blev end ikke bemærket i Canterbury ved vor tilbagekomst. Men vel tilbage i Canterbury blev det meddelt, at nu stod vi for tur til at blive sendt ud. Først dog lige en tur hjem til Danmark på farvel-farvel-orlov.

De 14 dage hjemme var skønne. Man var dagens mand i skysovs overalt, hvor man dukkede op - særligt såsnart det blev kendt, at 'Poul har sgu' engelske cigaretter!' Det var jo i 1946, hvor de fleste røg cigaretter, lavet af dansk tobak. De smagte som en blanding af komøg og rådden tang. Når jeg om aftenen kom ind på mit stamværtshus, skiftede musikerne (på den tid var der levende musik på selv den mindste bar i Danmark) straks over til min yndlings-melodi ’Sentimental Journey’, selv om de var midt i en helt anden melodi. En musiker fik nikotinforgiftning under min orlov. Han var gået for hårdt til mine cigaretter.

Når jeg disse mange år senere tænker tilbage, er der et punkt, jeg ikke erindrer: Blev vi overhovedet kigget efter i tolden ved indrejsen i Danmark? Blev vi slet  ikke gået efter i sømmene, bare fordi vi var i engelsk uniform? Jeg husker det i hvert fald som om jeg havde flere tusinde cigaretter med hjem. Nå, men så en dag stod vi igen i England og blev sendt til afskibningslejr i Gravesend nær London. Efter få dage kom ordren: 'Mandskab afgår til 2. bataljon af The Buffs, stationeret i Malaya!' slutter Poul Rasmussen.

Gammel artillerist igen ved kanonerne

- Da det første hold fra Danmark kørte af sted i to militær-lastbiler 17.oktober 1945 med 34 frivillige ’ombord’ var jeg en af dem, fortæller Axel Nielsen. Mine oplevelser ligner de andres, frem til vi blev fordelt til regimenterne, hvor jeg som gammel artillerist i den danske hær (oktober 1939 - oktober 1940 – jeg var altså en af dem, der ikke fik lov at kæmpe for Danmark den 9. april 1940) valgte The Royal Horse Artillery Regiment. Årsagen var dels, at jeg som dansk soldat havde tilbragt det meste af tiden på hesteryg, dels at jeg som motorcykelfan så chancen for at få mine hedeste ønsker opfyldt ved at melde mig til MC-sektionen. Vi blev sendt først på tre måneders køreskole i badebyen Rhyl i Wales og så til Exeter på motorcykelkursus – og så over Kanalen.

Masser af forskelle

- Der gik næsten 3 måneder, før jeg på Københavns Hovedbanegård sammen med cirka 50 andre kunne begynde rejsen til England, fortæller Erik Bech. Vi danskere havde på det tidspunkt ikke meget til overs for tyskere i al almindelighed, men da toget næste formiddag holdt på en jernbaneviadukt i Hamborg, og vi kunne se resultaterne af De Allieredes bombardementer, begyndte vi at tænke lidt over tingene. Der var intet andet end ruiner og murbrokker så langt øjet rakte.  Vi så også små drenge springe på godsvogne og skynde sig at smide kul, og hvad de ellers kunne få fat på, over bord, inden de selv blev smidt af. Alle tiggede om cigaretter, som var datidens betalingsmiddel. Dem havde vi dog ingen af. Derimod havde vi som danskere bagagen fuld af madvarer, og det endte med, at en del af disse blev foræret væk. Vi kunne ikke stå for de arme unger og de sølle mennesker, som flokkedes om togvognene. Vi overnattede på en skole, efter at have fået udleveret 1 stk tæppe til låns. Næste morgen fik vi lejlighed til for første gang at stifte bekendtskab med begrebet NAAFI (Navy, Army and Air Force Institution), hvor man kunne købe engelske cigaretter. På dansk ’kantinen’. Afsejlingen skete fra Cuxhaven med ankomst til Dover sent om aftenen. Derpå med tog til Canterbury, hvor vi kom til om natten. I øvrigt til stor gene for alle englænderne, som kun tænkte på deres juleorlov. Vi fik et par tæpper udleveret. Dagen efter var det umuligt at blive iklædt kongens uniform, så vi fik udleveret et håndklæde og et stykke håndsæbe, samt et par engelske Pund. Vi fik at vide, at nu havde vi juleferie og skulle komme igen efter nytår.

Under kommando af en sergent blev vi lodset til London og installeret hos Frelsens Hær eller  også var det KFUM. Og så måtte vi selv om resten. Lige siden den tid har jeg haft stor sympati for Frelsens Hær og KFUM, for  de damer, der var i herberget, vidste ikke alt det gode, de kunne gøre for os. De var hjælpsomme ud over alle grænser, syede knapper i, reparerede tøj og vartede os op i alle ender og kanter. Da vi rejste derfra, forærede en af os dem en buket blomster. De var ved at dåne. Det havde de aldrig oplevet før. Vi var noget lurvede at se på, men blev alligevel inviteret til juleparty på den danske ambassade. Det var meget imponerende, ikke mindst da hver mand fik foræret et pund sterling af ambassadøren.

London juleaften var et inferno. Byen vrimlede med soldater fra alverdens lande, og de tilbragte julenat på pub’erne. Der var enormt gang i den. Ikke megen julehygge, men et sted blev der  arrangeret underholdning for dem, der ikke kunne rejse hjem. Det var smadderhyggeligt. Vi opdagede, at englænderne kan kunsten at synge. Ikke noget med at ’sejle op ad åen’ eller andre af vort hjemlands vemodige sange, men gode, engelske viser – og christmas carols.

London var i øvrigt et mistrøstigt syn. De fleste af  murbrokkerne efter Görings Luftwaffebombardementer i 1940 under den såkaldte ’Blitz’ og de senere angreb af V-1 og V-2 bomber var ryddet væk, men stadig var der mange ruiner. Vi fik hurtigt lært en god del af  byen at kende, og lært, hvordan man opfører sig i hovedstaden. F. eks at man ikke hopper på en bus i fart. Det var vi ellers vant til på de københavnske sporvogne. Næh, man stillede sig pænt i kø ved stoppestedet. Vi fandt også hurtigt ud af  undergrunds-banesystemet.

Vi blev også klar over, at man skulle passe på sine ting. Mit håndklæde blev hugget en morgen i vaskerummet. Jeg må tilstå, at jeg ikke så anden udvej end at stjæle et andet. Det var et gammelt, laset ét, men jeg vaskede det med håndsæbe sammen med den ene af mine to skjorter. Der var ikke mulighed for at tørre vasketøj, så jeg tog skjorten på igen. Den tørrede da efterhånden, men det var en klam affære. 3. januar var vi atter tilbage i Canterbury, nu klædt som rigtige soldater med uniform, riffel, og hvad dertil hører.

Engelsk mad var anderledes, end vi var vant til. Vi var indstillet på at spise betydelig større portioner, men efterhånden vænnede vi os også til det. I begyndelsen var der flere, som brugte hver en penny til ekstra forplejning i NAAFI. Vi blev vaccineret mod alverdens sygdomme, og i nogen tid var den ene arm mere eller mindre lammet. For mit vedkommende førte det til problemer. Vor sergent havde lagt mærke til, at jeg havde lidt svært ved at nå hen til aftrækkeren på geværet, så han tog det og fik uden mit vidende sat en kortere kolbe på. Det var selvfølgelig venligt ment, men desværre var den nye kolbe stærkt lysegul og i resten af rekruttiden havde jeg på fornemmelsen, at alle så på min selvlysende, gule kolbe, når vi gjorde eksercits. Jeg købt noget brunt træbejse. Det hjalp intet. Den blev ved at være gul.

I de første seks uger blev vi undervist i skydning med riffel og maskinpistol. Vi var en tur i gaskammeret (træning med gasmaske), vi prøvede at kaste håndgranater, og næsten dagligt var vi til gymnastik. På vort hold var et par stykker virkelig skrappe til idræt, og der blev arrangeret  en opvisning for Canterbury's befolkning, hvor disse 3-4 danskere imponerede med saltomotaler, flik-flak og meget andet. Det var ved den lejlighed, vi første gang var på gallamarch: Gennem byen med The Buffs’s orkester i spidsen. Det spillede fremragende, og det var en stor oplevelse at marchere i takt til musikken.

Vi havde ofte marchture. Den længste på ca. 25 km. I det daglige blev der taget vidtgående hensyn. Var det regnvejr, foregik alt indendørs. Skulle man ligge på jorden under en skydeøvelse, lagde man først sit regnslag. Man skulle jo nødig blive snavset. Delingen blev ført af en ung løjtnant eller en sergent, en korporal eller en underkorporal.. Sidstnævnte havde oplevet at være i virkelig aktiv krigsindsats, idet han havde været med, da de allierede med store tab blev smidt ud ved Dunkerque i 1940. Oprindelig var det meningen, at de første hold danskere hjemmefra skulle have haft en eller anden form for undervisning i engelsk for senere at virke som tolke for de øvrige.

I slutningen af februar 1946 blev vi indrulleret i regimentet The Buffs. Dette regiment havde en særlig tilknytning til Danmark med den danske konge som æresoberst for The Buffs. Denne del af uddannelsen sluttede i maj, hvorpå vi skulle fordeles til forskellige andre regimenter.

Personlig havde jeg søgt om at komme på et kørekursus. Det kunne være spændende at køre de store lastbiler. Jeg blev optaget, og dagen efter at jeg havde flyttet al mit habengut til denne afdeling, fik jeg at vide jeg skulle på 14 dages orlov med billet til Danmark. Jeg blev selvfølgelig glad - men alligevel! Jeg fik aldrig lært at køre lastbil. Da jeg kom tilbage til Canterbury i juni måned, var alt forandret. De danskere og englændere, jeg havde været sammen med, var spredt for alle vinde og ingen vidste tilsyneladende, hvad de skulle stille op med mig.

Enden på det hele blev, at jeg i et par uger var oppasser (det hedder ’batman’ på engelsk, men jeg følte mig langt fra som en rigtig Batman) for kompagniets sergenter, der boede i en barak for sig. Det var egentlig ret kedeligt. Jeg kunne ikke finde på andet end at foretage en særdeles tiltrængt rengøring. De var meget imponerede og sagde flere gange, at de aldrig havde haft så rene stuer. En dag blev jeg sammen med en anden dansker sendt til Brancepeth i nærheden af Durham, lidt syd for Newcastle. Vi skulle være tolke i regimentet ’Duke of Wellington'. På den måde gentog vi både rekruttræning og kompagnitræning

Kompagniets ledelse forsøgte at give os undervisning i engelsk, men det var ingen succes. Nogle af danskerne troede, at hvis de blot talte langsomt og tydeligt (som til en svensker) så kunne englænderne godt forstå dem. Jeg forsøgte at holde nogle lektioner i den grundlæggende, engelske grammatik, men med skam at melde, var der ingen, der gad være med til det, slutter Erik Bech.

Uden mad og drikke, duer Dansken ikke

- Dagen begynder for os kl. 6,45 med Reveillens toner fortæller Jørn Jørgensen fra Nordjylland, i et interview, sakset fra Aalborg Amtstidende for søndag 24. marts 1946. Heri koncentrerer han sig om det, der optog de danske rekrutter allermest:

-Vi sover 10 mand på hver stue, deraf  er de to korporaler. Kl. 8 er der morgenmad. Den består af  havregrød, the, brød, smør og marmelade. Desuden en varm ret, der skifter mellem bacon og spejlæg og en slags krydret medisterpølse med kartoffelmos til – uden sovs. Derpå undervisning, eksercits, undervisning i brug af gasmasker m.m. Kl. 10,45 har vi en halv times pause, hvor vi gratis kan hente kakao og brød i køkkenet. Så er der gymnastik. Det er nu ikke den slags gymnastik, vi kender hjemmefra. Det er nærmest pigeøvelser med kolbøtter og bløde armbevægelser. Ved 13-tiden er det dinértid. Her får vi to retter mad. Men det er minsandten ensformig kost. Det meste er kartofler, og så fortalte en officer os endda, at soldaterne får dobbelt så meget kød og sukker som den civile befolkning.  Det, som i begyndelsen voldte mig størst besvær, var den engelske ’pie’. Det er nærmest sigtebrød med indbagt kød. Jeg kunne næsten ikke få det ned i begyndelsen, men nu går det bedre. Overgangen fra den danske mad må jo tage sin tid. Særlig da ens medbragte forråd af ost, spegepølse, smør og rugbrød er sluppet op. Ja, så begynder man jo at være nødt til de engelske retter. Om eftermiddagen er der foredrag af forskellige officerer om engelske forhold og lignende. Derpå lidt eksercits, hvis der bliver tid inden kl. 17, hvor dagens sidste måltid serveres. Det er the, brød og marmelade. Man kan godt få soupér kl. 19, hvis man ønsker det. Men så skal man melde sig til om morgenen. Det er der nu ikke mange, der gør. De fleste vil hellere gå i byen. Der er en mængde barer – her hedder de pubs – men øllet er ikke godt. Det har ikke den aroma som det danske, slutter Jørn Jørgensen.

Danskere er som de er – Vorherre bevares

- Danskere er danskere. Kæften står ikke gerne stille på dem, selv når reglementerne påbyder tavshed, fortæller Henning ’Mike’ Hasselholdt. En dag måtte jeg i min egenskab af korporal for den danske enhed stå skoleret for chefen. Der var klaget over, at den danske deling på vej til kostforvaltning gik og småsludrede på en alt andet end militærisk facon. Nu skulle det have en ende. Denne evindelige ’snadren’ i geledderne ville man ikke længere tolerere – og jeg havde værsågod bare at sørge for, at det ophørte!

Med al den autoritet og værdighed, som var forlenet med min ensomme underkorporalvinkel, fremførte jeg majorens henstilling til gutterne med besked om, at de i modsat fald måtte tage konsekvenserne. Den dag marcherede vi frem og tilbage til kostforplejningen nok en 17-20 gange, fordi jeg var et dumt svin, der blot jeg hørte det mindste kvæk, kommanderede banden tilbage til udgangspositionen for så at marchere turen forfra. Hold kæft, hvor var jeg den dag upopulær – også hos personalet i kostforplejningen, som havde måttet vente på danskerne 15-20 minutter.

Det førte til en indberetning til obersten, og jeg måtte stå skoleret foran hans skrivebord, flankeret af to sergenter. Dér fortalte jeg sandheden bag historien. Det gjorde mig i det mindste populær dér. Da gutterne hørte om ’retssagen’, blev de fornærmede på mine vegne og lovede repressalier. Jeg véd ikke, om det var overfor kostforplejningen eller obersten. Sagen ’døde hen’, da obersten fik nys om de danske hævnplaner. Vi var trods alt den bedste deling i Colchester, slutter Mike Hasselholdt.

Den første dansker, der døde i tjenesten

- Dagen før vor afrejse fra Canterbury til de forskellige regimenter rundt om i England, havde vi en sørgelig oplevelse, fortæller Louis Drewes. En af vore kammerater i delingen, Alfred Jensen fra Hinnerup ved Århus, var blevet syg og indlagt på sygehuset i Maidestone få dage efter vor ankomst. Efter fem ugers sygeleje, kom så den tragiske meddelelse om, at han var afgået ved døden.

Han blev bisat fra militærkirken i Canterbury, hvor vi alle var med for at vise ham den sidste ære. Den danske præst i London, Viggo Jensen, holdt en kort og meget gribende tale ved kisten ud fra ordene i Mathæus evangeliet (10, 29) om, at ’Ikke en spurv falder til jorden, uden det er Herrens vilje’. Den danske militærattaché i London, prins Georg, overværede bisættelsen sammen med sin frue og sagde i en smuk tale:

-Det er udvandrerens lod at dø fjernt fra slægt og venner. Men hvor langt ud i verden I end kommer, så husk, at der hjemme i Danmark sidder nogle og tænker på jer og følger jeres færden med opmærksomhed. Skuf dem ikke. Glem aldrig, at I er danske! De ord tænkte jeg tit på, når jeg gik vagt derude i det fremmede. Seks af os bar kisten til rustvognen. Kisten blev sendt hjem til familien i Danmark, slutter Louis Drewes.

Skønne tider for tolke

- 300 af vi frivillige forlod København en frysende nat i januar 1946 på vej til Canterbury, fortæller Eiler Jørgensen. Lederen af ’selskabet’ var en britisk officer, en kaptajn - som vi senere blev klar over forstod og talte flydende dansk. På et vist tidspunkt var der upassende bemærkninger og mumlen i geledderne. Det standsede brat, da kaptajnen fortalte os, på dansk, at vi nu var under britisk militær jurisdiktion. Kun ganske få af os kunne engelsk. I mit tilfælde var der kun rester tilbage af, hvad jeg havde lært i skolen. Det lå ti år tilbage. Misforståelser hørte derfor til dagens orden.

En aften ankom vor løjtnant, som kaldte os ind på en stuen - én ad gangen for en ’sludder’. Vi var modige nok til at sludre løs så godt, som vi kunne; vi havde ingen mistanke om, at to dage senere blev Hansen og Jørgensen (det var mig) sendt tilbage til depotet, hvor vi skulle være tolke for de danske, der ankom senere end os. Så gennemgik vi igen den samme træning, vi allerede havde haft. Blot nu sammen med nye danske rekrutter. Da de 6 uger var overstået, blev det meddelt, at man søgte tolke til at følge med vore landsmænd til regimenterne. Det var en chance for at komme væk fra det Canterbury, som kedede os.  Vi - Hansen og jeg - havde ventet at blive sendt til samme sted, men den slags beregninger går slet ikke i hæren Sidste gang, jeg så Hansen var, da han med sin deling forlod toget i Carliste. Selv fortsatte jeg til Omagh i Nord Irland med min egen deling, som bestod af 46 mænd (senere ankom yderligere to). Jeg kendte ingen af dem. Vi ankom 15. maj 1946. Jeg husker dagen tydeligt, for det var den dag, sommeren faldt det år. De næste tre måneder var det kun regn, regn og atter regn. Oversergenten ankom og anmodede os om at stille uden for kompagnikontoret. Kommandobefalingsmanden - en slags faderlig type - kom ud og anmodede os om at stille op i en linie i nummerorden. Da det var sket blev den første mand kaldt ind. Jeg gik med som tolk. Kontoristen ønskede at vide navn og nummer. 

- Nr. 60 Andersen!

- Ud! Næste mand! Navn og nummer?

- 61 Andersen!

Oversergenten ønskede med et venlig udtryk i ansigtet at vide, om han var i familie med den første Andersen 

- Nej! Kender ham slet ikke.

- Ud! Næste mand! Navn og nummer?

- 62 Andersen!

Oversergenten forandrede ikke det venlige udtryk, men spurgte om han var i familie med de to andre.

- Nej. Kender dem slet ikke!

- Næste mand! Det samme skete som før:

- Nr.63 Andersen! Det venlige udtryk virkede stift. Der blev intet sagt.

- Næste mand! Som før!

- Nr.64 Andersen!

Venligheden forsvandt og blev forandret til en slags tomatfarve. Ikke et ord blev der sagt ud over:  

- Næste mand!  Det gik som før!

- 65 Andersen!

Alle havde jo ved nummertildelingen den første dag været opstillet i alfabetisk orden efter efternavne. Denne gang blev der sagt ord! Meget højt, lige efter hinanden. Oversergenten forsvandt ud af døren og forlangte med et brøl at vide, om der var flere, som hed Andersen? Nu er det jo sådan, at Andersen er et ret almindeligt navn i Danmark, mens det i England er temmelig sjældent. Den eneste Andersen, som virkelig er kendt derovre, hed ’Hans Christian’ til fornavn. Det viste sig, at vor tildeling af danske Andersen’er var 8 ud af 48. Det varede ikke længe, før hele kasernen vidste, at der var en hel stamme af Andersens i den danske deling.

Vor sergent var ingen glad mand. Han var blevet indkaldt til flåden og havde tilbragt det meste af krigen i Nordatlanten på konvojtjeneste. Da krigen endte, var han en af mange, som var i overskud, da skibene blev lagt op. I stedet for at blive afskediget blev han overført til hæren, til det ville blive hans tur til afmønstring. Som tiden gik, tøede han op og var ganske tilfreds med at efterlade alt, som ikke var hans direkte ansvar, til os to tolke. Vi var to. Soldater, lige meget af hvilken nationalitet, tilegner sig før eller senere en vis snuhed, når det gælder om at undgå alt, hvad der ligner legemligt arbejde. Der kan dog være undtagelser. Sent en eftermiddag kom oversergenten ind i hytten:

- Vi skal bruge seks frivillige til at hjælpe i køkkenet.

Jeg vil aldrig glemme hans måbende ansigtsudtryk, da 28 soldater som ved en stormvind i en bladbunke stod i række og geled, parate til huslige sysler. Forklaringen var selvfølgelig, at vi altid var skrupsultne. De havde opdaget, at hvis arbejdet blev gjort godt, ville de venlige piger i kostforplejningen fodre dem. De kom altid tilbage fra køkkenet med glade informationer, om hvad de havde fået at spise og drikke. Ønskede man at undgå arbejde, havde man det stående svar: Me no unnerstan enliss!"

Den uheldige befalingsmand eller officer, som havde vovet at give dem ordre, opgav altid ævred og forsvandt, rystende på hovedet i fortvivlelse. Men ord som ’kitchen fatique’ eller ’leave’ blev  altid forstået! Som træningen blev færdig, blev soldaterne sendt til en bataljon i Indien eller andet sted. Selv blev jeg, hvor jeg var.

Da der var mangel på befalingsmænd, fik jeg endnu en stribe på armen, og blev en meget stor mand - en ’corporal!’ Jeg blev sendt på forskellige kurser - ens viden skulle jo helst være på samme højde som striberne – og det passede mig udmærket. Ikke mindst fordi jeg havde mødt en pige, og var sågar blevet gift. Der var mulighed for et weekendpas hver uge. Jeg kunne tage hjem til lillemor og få lidt fred og ro.

Af uddannelse var jeg typograf. I januar-februar 1948 blev jeg sendt på et 4 ugers kursus forud for hjemsendelsen. Det foregik i et sætteri på Camberwell School of Art and Crafts i London. Jeg opdagede hurtigt, at der var betydelig forskel på sætterarbejdet i Danmark og England. Men da det var min hensigt at nedsætte mig i Nord Irland efter hjemsendelsen, var jeg nødt til at lære ’the British way’. Det var min mening at lære linotypesættemaskinen, som jeg havde lidt kendskab til fra København, men kursuset var fuldt belagt; der var derimod plads på et monotypekursus. Jeg havde hørt om denne sættemaskine, men aldrig set én eller fået at vide, hvordan den fungerede. Hvis man kan bruge udtrykket i denne forbindelse, så var det ’kærlighed ved første blik’. Med senere erfaringer i rygsækken blev jeg fagskolelærer på grafikskolen i Dunstable i England. Noget jeg ikke i vildeste drømme kunne forudse, slutter Eiler Jørgensen.

Vort første halve år

- Den 10. juli 1946 ankomst Canterbury med dens sorger og glæder, fritid og orlov samt alt andet sjovt og spændende for unge mænd, der første gang oplever at se ’en verden uden for Verona’, fortæller Verner Nitschke. Nyt sprog, nye vaner, nye kammerater. Træningen begyndte med overhovedet at forstå kommandoer og befalinger, hilse korrekt på officererne med den specielle engelske honnør, svare de høje herrer reglementeret med ’No, Sir!’ eller ’Yes, sergeant-major!’. Holde vort pik-pak i orden, pudse, blanke, gejle sko og remtøj og støvler, vænne sig til maden. Jeg fik svesker med custard (cremesauce) for første gang i mit liv. Smagte dejligt. Men corned-beef  (sprængt oksekød) blev nu aldrig min livret. Men i det store og hele: ’No complaints’.

Der var noget om, at de første otte dage i Canterbury måtte vi ikke forlade forlægningen. Vi skulle jo først iklædes uniform, klippes, til lægen samt have alt vort pik-pak (eller ’kit’ som vi kaldte det) - plus tilhøre en deling. Men den dag jeg kom til Canterbury, var nogle af mine gamle venner jo allerede ankommet. Og de havde udgangstilladelse. Jeg ville selvfølgelig med ud, og så sagde Palle:

-Ikke ud af hovedvagten, vi skal ad bagvejen. Der er ingen vagtpost. Ser vi nogle befalingsmænd på gaden, så  holder du kæft. Så er der ikke nogen der lægger mærke til dig.

Dér kom jeg joggende i mit efterkrigsmaximalcelluldstøj.  Englænderne må have troet, det var en tysk krigsfange, de andre havde fundet. Men det gik godt. Jeg havde en herlig aften - og gik selvsagt ind gennem hovedvagten. Øl gi’r mod!

Så startede ’Cirkus Mili’. Vi gik, travede, løb, gravede, faldt ned på maven, løb på stedet etc.  Jeg er sikker på, at alle sov godt om natten, for vi var trætte. Men lidt efter lidt kom vi i god form.  Der var nogle af danskerne, som talte engelsk. Det påstod de i hvert fald. Jeg kunne ikke et ord, men lærte dog hurtigt, at skulle man følge en pige hjem fra dans, og det var sidste bus (Man kørte langt dengang for 2 pence), ja, så sagde man pænt ’Nej tak!’.  Der var langt at gå hjem. Når vore navne blev råbt op, og der var flere med samme navn som Hansen, Nielsen, Rasmussen, Sørensen - og en 2-3 mand så råbte ’Sir!’ samtidig, var der grin i hele geleddet. Jeg var heldig, for der var kun én Nitschke.

De råbte altid ’Nitsak!’, og jeg svarede ’Sir!’ Vi havde jo vore tolke. Når den engelske korporal skreg ’Venstre om!’, og vi gik til højre, fik vi en skideballe. Når vi så sagde, at det var tolken, der havde oversat forkert… ja så fik han også en skideballe. Der er mange måder at slå en kat ihjel på. Undskyld til jer tolke!

Hilste på Churchil og svømmepigen Elna Andersen

- Der er vist ingen tvivl om, at i hvert fald vi danskere var helt sikre på, at vi var de bedste til det hele, fortsætter Verner Nitschke. Jeg var imponeret af de magre, unge englændere. De gav sgu’ ikke op for bollemælk. Nogle seje gutter. Men de havde jo også vundet krigen. Vi andre skulle først til at begynde. Dagen kom, hvor rekrut-uddannelsen var endt. Vi fik papir på, at vi var blevet soldater her i Canterbury. Næsten. Nu skulle vi så bestemme os for, i hvilket regiment vi gerne skulle lære vort specialhåndværk, så vi kunne blive rigtige krigere.

Infanterist? Næh, så skal du gå hele tiden, og fodfolk er de første, der bliver skudt, sagde de kloge, altså dem, der havde været soldater i Danmark. Jeg havde hverken lyst eller tid til at dø lige med det samme. Så jeg valgte artilleriet. Så kører man i bil hele tiden, fortalte de samme folk fra før.

Jo, god morgen Karl Smart! Jeg synes sgu ellers, at vi gik, løb, kravlede så godt som altid. Nå, men uddannelsen fandt sted i Dover Old Park Barracks ved Den engelske Kanal. En dejlig ny lejr, 6-mands stuer, rigtige senge, fin mad, dejlige omgivelser, fin kantine, masser af sport, 20 minutters gang fra Dover by, en god by, flinke mennesker. Vi skulle lære, hvordan man betjener og skyder med 25 punds feltkanoner. Der er seks mand ved hver kanon, og alle skiftede hele tiden, så hver af os var i stand til at betjene alle pladser på kanonen. Selv i vor fritid rendte vi rundt om disse krigsmaskiner. Nogen gange var det faneme svært. Der var jo ikke tolke alle steder.

Hvor var vi flotte, når vi gik i byen. Alt tilladt var hængt på os. Vi var begyndt at ligne rigtige ’oldtimere’. I Dover stod vi vagt ad en rute fra havnen og op til det gamle slot. Her oplevede jeg at se ’good old Winston’. Churchill skulle udnævnes til et eller andet på slottet dér. Han kom kørende i åben bil med bowlerhat og V-tegn og hilste på folket - og mig, sagde hunden. I Dover var der en dansk smørrebrødsjomfru, Elna Andersen. Hun blev berømt, da hun svømmede fra Frankrig til Dover. Hun studsede lidt, da der stod en 10-12 danskere i engelske uniformer og bød hende velkommen til England, da hun trådte op af bølgerne. Vi havde megen fritid i Dover, en dejlig tid.

Men så – vupti - en dag var vi blevet rigtige kanonérer,  og skulle så væk fra Dover til Woolwich nær London. Vente på at komme ’overseas’. Vi kom altså til Woolwich, en stor gammel kaserne. Så fik vi 14 dages orlov og kunne rejse til Danmark eller et andet sted. Hjemkommet fra orloven mødte vi atter i Woolwich, for igen at vente på at komme ’overseas’. Dagene var lange. De gik med at bære kul op til stuerne og meget andet. En gang  var der en dansk bombardiér (korporal i artillriet), som samlede os i en deling. Han  lod som vi skulle på marchtur. Ud gennem vagten, rundt om hjørnet. Så blev der sagt ’Fall Out! Gå i biografen og kom hjem kun et par stykker ad gangen, så er der ingen der opdager noget!’  Nu havde vi lært fidusen.

Var der ingen bombardiér, ja, så tog en af os andre over. ’Left, right, left, right!’ skreg en, der gik udenfor geleddet , og så åbnede vagten porten – uden spørgsmål. Eller vi arbejdede i ’Lions Corner’ i London, glasfabrikken på den anden side Themsen, eller i et af de forskellige bryggerier. Der var altid jobs at få. Det betød penge på lommen. Så ind til Williams Street i London. , der lå ’NAAFI Centret’ – en slags soldaterhjem med musik, dans, the,  kager, mad, frisør, barbér, alt det. Og piger ’Women's Land Army’, ’ATS’ plus alle de andre hvad-de-nu-ellers-hed. Så var det bare med at tage for sig. Ét stort ta’-selv-bord. Vi sov på KFUM eller ’Union Jack’. Jo, det var da en dejlig, problemløs tid. Når vi skulle til Woolwich fra London, kostede det 6 pence. Nogle gange havde man jo brugt ’hele dynen’ i London, så der var ’no money’.Men hjem skulle vi. Så vi steg bare op i bussen. Var det en yngre, kvindelig konduktør, ja så smilede vi og sagde:

- No Money! Men vi skal hjem, ellers kommer vi i spjældet, og det vil du da ikke være bekendt?

Så fik vi som regel lov til at køre gratis. Var det en stram dame, ja så forstod man ikke engelsk. Måske blev man  smidt af. Men efter at have været på og af bussen 3-4 gange, var man lige pludselig i Woolwich - helt gratis.

Der var også et dansested, vi kaldte ’Sixpence’, fordi det kostede 6 pence at komme ind. Dejligt sted. Somme tider var vi 50-60 danskere dér. Masser af piger. Masser af levende musik. Det var ikke, fordi at vi gik på pub’er og drak. Dem, jeg gik ud sammen med, gjorde det i hvert fald ikke. Det var til biograf og dans, vi brugte penge - og så selvfølgelig piger. Dagen kom – endelig – hvor vi skulle af sted på drømme- og eventyrrejsen. Det, vi havde længtes efter hele tiden. Hvorhen var vist ingen af os klar over. Et strø-minde: Den dag, vi stod på paradepladsen og skulle af sted med alt vores grej, og blev råbt op ved nummer, var der en dansker som blev kaldt ud af geleddet. Det hed sig, ’på grund af en ulykke’. Det kan man jo godt kalde det. Tidligt i 1946 havde han været i Woolwich i otte måneder. Vi skrev nu sidst i november. Ulykken var, at der var en engelsk pige, som gerne ville have ’full name and address’ på ham. Hun skulle føde en lille dansker. Om han kom med os, ved jeg ikke. Jeg så ham i hvert fald ikke siden. Jeg rejste selv af sted med et brækket håndrodsben, souvenir fra dansehuset ’Sixpence’. Men jeg ville ikke melde mig syg. Jeg ville følge kammeraterne. Men for helvede, hvor gjorde det ondt, når jeg under eksercits klaskede hånden i riflen.

Fra Woolwich tilbage, hvor vi kom fra – Dover. Dér var vi jo stedkendte. Efter en dejlig aften, gik det næste morgen af sted til Sydfrankrig med tog. En hel ferietur. Vi kom til en kystby ved Middelhavet, Heyres, et lidet sted nær Toulon.

I dag er Heyres sammen med St. Tropez et mondænt sted. Vi sejlede derfra til Port Said i transit, kørte derfra med tog til Cairo. Vi kom til Egyptens hovedstad juledag og fik serveret julemad af vore officerer (det var gammel skik). Derefter spillede de andre fodboldkamp. Ikke jeg. Jeg sov, dødtræt af at se hele denne, nye, fagre verden.

I de mellemliggende 55 år er verden blevet noget mindre – og, ak, hvor forandret.

Vi blev nu splittet op i smågrupper. Nogle skulle blive i Egypten. Andre skulle til Palæstina. Jeg kom til Grækenland, Athen først, derefter Saloniki. Jeg var tilmed heldig atter at komme sammen med alle mine venner. Generalen har nok tænkt: Ham der ’Nitsak’ må hellere blive hos dem, han kender. Ellers kan han vist ikke finde ud af det.

Jeg ankom til Saloniki 10. januar 1947, præcis på halvårsdagen for min ankomst til Canterbury. Sådan oplevede jeg altså de første 6 måneder i The British Army, berettede Verner Nitschke

’Shall I sight one gong more, sergeant?’ 

- Før afrejsen havde vi været oppe til en engelskprøve (på cirka to minutter), fortæller Erik Bech. Men den var ikke meget værd. Jeg husker en episode, hvor vi skulle lære at sigte med geværet i en såkaldt ’aiming rest’- en slags sigtestøtteapparat. Sergenten kunne så kontrollere, om vi havde forstået kunsten rigtig. En dansker, der fik besked om at gøre det bedre, spurgte sergenten:

-’Shall I sight one gong more, sergeant?’  Den sætning blev resten af tiden valgsprog for vor deling.

Vi valgte Skotland

- Ihukommende vor skotske sergent McArthur, som aldrig forsømte nogen lejlighed til fremhæve Skotlands dyder og skotternes venlige måde at være på (han var ikke selv noget godt eksempel), besluttede nogle af os at søge optagelse i et højlænderregiment. Sådan fortæller Leo Hansen, Gedser. Jeg tror, det forvirrede vor major. Han var i hvert fald ikke sikker på, at et sådant regiment optog udlændinge. Men en dag kom bekræftelsen på, at vi nu skulle indtage Skotland. Togrejsen derop var lang og enerverende, og da vi endelig i Edinburgh nåede kasernen, var den i sandhed et trøstesløst syn: Triste, grå kolosser at bo i, store, grimme eksercerpladser, meget lidt grønt – og så en evig råben og skrålen og skrigen. Alt stod i grel modsætning til de lysegrønne superlativer, der var udgået af McArthurs mund.

At han virkelig havde haft ret, opdagede vi først længe efter. Hvis vi i vor naivitet havde troet, at vi hidtil havde haft det hårdt, blev vi de  næste måneder belært om noget andet. I modsætning til Canterbury var vækningen af højere kulturel art: Hver morgen trådte en sækkepipespiller, iklædt kilt, ind på sovesalen og istemte en serie af Skotlands vemodige sange. Det tog ret lang tid, før vi opfattede dette som en kær vane.

Til vor store undren blev vi ret så populære hos skotterne – også blandt civilbefolkningen. Vort engelske undergik en mærkbar fremgang, men også en ændring til det skotske tonefald. Som i England var det pigerne, der havde vor store interesse, men det viste sig hurtigt, at forskellen var ens:

De skotske piger var ikke spor mindre dydige end deres engelske medsøstre. Ikke at de ringeagtede dette fremmede islæt. Og de forstod lidt mere af begrebet sex end de engelske piger. Alt var tilladt – bortset fra de mere intime greb. Søde var de, og gennem dem kom vi ind i mange private hjem og lærte deres hverdag at kende…. Skotternes viden om Danmark var overordentlig minimal. Ikke at de var dumme, men de interesserede sig blot ikke for andet end The British Empire.

Det blev en dum ’sport’ altid efter en danseaften at skulle medbringe et eller andet fra en pige som bevis overfor kammeraterne på ens forførelseskunst. Det kunne være en hårlok, et tørklæde, en ring eller en øreclips. Selvfølgelig var det største trofæ et par trusser (næsten uopnåeligt).

Disse ting blev så søndag morgen fremlagt på bordet i barakken til nærmere beskuelse. For at undgå misforståelser, var det en ufravigelig regel, at tingene skulle tilbageleveres pigen ved næste stævnemøde, fortæller Leo Hansen, Gedser – og fortsætter:

Med bar røv og vicklers

- Så oprandt den store dag, hvor vi var rede til at trække i kilt. Vi var nu så dresserede, at vi var fundet værdige til at bære dette vidunder af et klædningsstykke. Helt bestemt en mærkværdig oplevelse. Sådan en kilt er af tykt vævet stof, ren uld, dobbelt plisseret. Der gik hele 9 meter stof til sådan en. Vores var blågrøn, Campbellklanens farver. 

Det evigtunge spørgsmål ’Hvad bærer en skotte under kilten?’ fik vi dermed svar på:  Absolut intet. Blev en skotte spurgt, var det faste svar: Skotlands fremtid! Men sådan en kilt har jo tilbehør. Da der af gode grunde ikke er lommer i en kilt, hører der en læderrem med, der blev båret som en slags livrem. I den sad foran en lille ’taske’ (sporran), der hang lige dér, hvor ’fremtiden’ befandt sig. Tasken var til småting. Så fik vi halvstrømper på. I begge sider pyntet med et stykke rødt stof.

Paraden om lørdagen var noget for sig. Sergenterne gik og kontrollere med et spejl på en stang, om vi var reglementeret klædt – dvs. uden noget snyderi til at varme rumpen med. Dog fik vi i de fire koldeste vintermåneder lov at gå med underbukser, men ikke de tynde lækre, man kender i dag. Army’ens normalunderbukser var syet af samme stof som kilten, altså ren, tyk uld, så det var ikke et klædningsstykke, man tog frivilligt på. Vi gik dog ikke altid i kilt. Kun under udgang. På kasernen var battledress obligatorisk. Jeg fandt efterhånden kilten meget behagelig, men det var et stort arbejde at holde den i orden. Da vi senere kom til Mellemøsten, bar vi mest khakitøj og brugte kun kilten, når vi skulle ud i byen og ved særlige parader. Desværre var en kilt så kostbar, at man ikke tillod os at beholde den efter tjenestens ophør. En dag gjaldt det tjenesteder derude i imperiets afkroge. Mulighederne var mange: Borgerkrigen i Grækenland, hvor England var gået ind til fordel for de borgerlige imod kommunisterne. Eller Indien, Malaya eller Mellemøsten, hvor der alle steder var oprør, slutter Leo Hansen.

De engelske officerer var hjælpsomme

- Min far var blevet skruptosset, da han erfarede, at jeg havde meldt mig, fortæller Louis Drewes. Jeg var ligeglad. Jeg ville af sted. Min realeksamen hjalp mig, da jeg søgte officersskolen. Selv om jeg havde haft engelsk, var det jo ikke noget, jeg havde brugt meget under Besættelsen, så ved optagelsesprøven til officersskolen, var der nogle grimme hurdler af sprogforbistring. Det tog lærerne, engelske officerer, nu meget afslappet. De var helt uforlignelige og hjalp mig. Jeg kom til en masse mærkværdige prøver for at de kunne se, om ’Lille Louis’ havde materiale i sig til at blive officer. Jeg var så glad for at være engelsk soldat, at jeg søgte at få forlænget tjeneste, men så langt strakte de engelske regulativer altså ikke. Så jeg kom hjem, blev landvæsenselev – og endte på Anholt, slutter Louis Drewes.

Jeg var en af de uheldige helte

- En dag, da vi tog kanoner ud fra ’gunparken’ til bilerne ca. 150 meter væk, gik det galt. Sådan fortæller Poul Bakkegaard Andersen. To mand i hver side løftede den op med håndspillet, en mand trak i kanonløbet. En hollænder stod ved håndbremsen (en ret svær plads). Jeg var inderste mand i højre side. Vi var i færd med at dreje, da hollænderen trak håndbremsen hårdt tilbage. Derved slyngedes alle vi fire mand hårdt i vejbanen. Jeg blev såret på venstre lår og kunne ikke rejse mig. Blev kørt til hospitalet i mit arbejdstøj – og så aldrig mere nogle af mine ting eller mine kammerater. Hospitalet Stover Park Newton Abbot lå i Devon. I november blev jeg udskrevet fra hospitalet og fik en billet til Woolwich i London. Her gik jeg rundt og passede mig selv, da ingen vidste, hvor jeg hørte til.

I januar gik det af sted til det uvisse via Dover-Calais til Toulon i Frankrig, hvor vi efterhånden var samlet 2000 mand fra alle grene af hær og flyvevåben, Royal Air Force, slutter Poul Bakkegaard Andersen.

Udspring fra spærreballon

- Mandag morgen var vejret stadigt fint. Det blæste næsten ikke, da vi i Army’ens blå busser ankom til den nedlagte flyveplads, hvor vi straks i lav højde så en spærreballon, som vuggede for sine fortøjninger, fortæller Carl Ulrich  om det første indtryk af udtrykket ’airborne’ . Den ballon så mig noget slukøret ud med slatne halefinner. Oprigtigt talt havde jeg troet, at den slags var  fyldt med gas. Men de var bare gjort efter vindposeprincippet. Nærmest som en af de drager, der trækker vindsurfere i dag. Under ballonen en kurv. Den var forsynet med en døråbning uden dør.

Vi var alle iført kampuniform og en pudsigt udseende gummihjelm. Vi så endnu morsommere ud end Poul Nyrup i sin tid med cykelhjelm. Fire af mine kammerater fik ordre til at tage faldskærm på, og så steg de sammen med instruktøren ind i gondolen. Så blev der kastet los og ballonen begyndte at stige, trukket af en gammel lastbil. Da gondolen var ca. 300 meter oppe, standsede lastbilen. Vi  rettede blikket med stive øjne mod gondolens døråbning. Nu ville instruktøren til én ad gangen brøle ’Red on! Green go! Go!’ Et par sekunder efter så vi en af kammeraterne hoppe ud og styrte mod jorden med raketfart. Vi holdt vejret. Men så foldede skærmen sig ud. Vi hørte som et hult smæld, da det skete. Det var et flot syn. Vi følte både stolthed på kammeratens vegne og lettelse på egne vegne, da han var nede i god behold.

Så blev det min og tre kammeraters tur. Spillet trak ballonen ned, og vi steg ind. En meget spændende oplevelse forestod. Vi steg og steg. Horisonten udvidedes. Kammeraterne blev små klatter og spillet lignede en legetøjsbil. Korup fra Alborg skulle springe først. Han stod bleg som et lig med flakkende øjne og en fod ved åbningen. Så lød det: ’Red on!’(rød lampe tændt) Det gav et sæt i Korup, men det kunne ses, at han havde besluttet sig for at springe. Nul tøsedreng. Så kom varslet:’Green on! (grøn lampe tændt) Og så ordren ’Go!’ Korup havde ikke sanset at gå det halve skridt og foretage afsættet på selve dørtrinet, men satte af , hvor han stod. Det medførte, at han ikke kom langt nok ud. I faldet slog han bagdelen mod dørtræet og lavede en halv salto, hvorved han kom til at falde med hovedet nedad, mens livline og faldskærm blev halet ud af rygsækken.

Hvordan han kom på ret køl, vidste han end ikke selv bagefter. Vi kunne ikke se det. Vi så kun ovenfra den store skærm folde sig ud. Et sådant ’exit’ ville jeg ikke risikere, og jeg undgik det da også. Jeg sprang fra brættet, og lagde nakken tilbage. Hørte smældet, da skærmen røg ud af rygsækken. Med faldets fartvind susende om ørerne, så jeg min skærm folde sig ud over mig som en kæmpestor, orangegul blomst.

Så hørtes et dumpt knald, og selen om mit bryst strammedes med et ryk. Jeg var lige ved at tabe pusten, men det var jo netop et velkomment signal til mig om, at mit liv var reddet. For denne gang. Jeg så mig omkring og formåede endda i nogle sekunder at nyde den umærkelige dalen. Så brølede instruktøren i sin megafon dernede fra: ’Træk i dine bageste liner!’ Han havde set, at jeg drev forlæns. Jeg skiftede hænderne fra de to forreste liner til de to bageste og trak godt til. I det samme opdagede jeg, at det, der havde føltes som en umærkelig, blid dalen, stadig var kæmpefart. Jorden kom op imod mig som… Ja, det véd jeg ikke. Men jeg landede. Noget ublidt, men uskadt, slutter Carl Ulrich sin beskrivelse af sit og kammeraternes allerførste spring i luften. På vej mod hæderstitlen ’airborne’!

’Bror Lort’

Enkelte opnåede at blive en slags myter – personer, som alle havde hørt om, selv om de ikke selv havde kendt manden. Således var der en sjællænder, der havde meldt sig til faldskærmstropperne. Under træningen, som foregik fra en ophængt ballon, foldede sjællænderens skærm sig ikke ud. I sit styrt mod jorden hørte kommaraterne på jorden, at han i sit fald udbrød: ’Hør venner! Det er faneme noget værre lort, det her!’.

Han ramte jorden med en sådan fart, at han burde have været dræbt, men han overlevede – og blev fra den dag kun af sine kammerater kaldt for ’Bror Lort’.

Apropos lønnen

- Lønnen under rekrutuddannelsen var 23 shillings om ugen, fortæller Erik Vedsegaard. I det civile liv blev dette beløb oplyst som £1, 3 sh,  0 pence (1 pund, 3 shilling, 0 pence). Når vi skulle bruge pengene kan jeg nævne, at et pint of  ’black-and-ten’ (halvt Guinness, halvt fadøl) kostede 6 pence. Eller - for vort vedkommende - et ’pint of cider’(gærede æbler) kostede 3 pence. En brandert skabt af sidstnævnte måde kunne give tømmermænd, voldsom tyndskid og momentan skeløjethed. 
Løn blev bl.a. givet i forhold til ens antal af ’stars’. Man fik ’stars’ (stjerner) efter kvalifikationer, max 5 ’stars’. En ’star’ fik man for f.eks. at være uddannet artillerist, uddannet chauffør, uddannet skytte (gun’er) etc. Så vidt jeg husker gav faldskærmsuddannelse 2 ’stars’, hvad enten man kom fra infanteriet, ingeniørerne, artilleri eller lægekorpset (Royal Army Medical Corps).

Desuden  rettede lønnen sig efter anciennitet, og endelig fik man løn efter hver vinkel (strip), man var heldig at erhverve sig.

Jeg har aldrig set antallet af ’stars’ anført i soldaterbogen. Det var noget, der administreredes lokalt af kompagnikontoret.

Barberen stillede sig på tværs

- Den følgende historie hører godt nok til i Woolwich, men først en af de allersidste uger, hvor vi var kommet hjem fra det oversøiske og gik og ventede på hjemsendelsesordren, fordi englænderne nu ikke længere havde brug for os, fortæller ’Langeland’ alias Carl Christian Hansen. Vi var blevet ’gamle rotter’. Ikke slet så lydige som rekrutter, men heller ikke ulydige. Vidste blot, hvordan man snor sig. For eksempel drømte ingen om at stå op til morgenmad kl. 6,30, når vi vidste, at resten af dagen kun var daske og dase og ryge cigaretter. Så vi tog et par timer ekstra på øjet, klædte os på – og gik så ned i byen for at finde en pub, hvor vi kunne få lidt fast føde og noget flydende. Efterhånden slog idéen an, og pludselig var halvdelen af regiment ’på davdi’ midt på dagen.

    Men en dag var vi åbenbart blevet sporet. Om de var udsendt eller bare ude på eget initiativ, véd jeg ikke, men pludselig stod der udenfor opmarcheret en officer plus beredskabsvagten for at arrestere vi forvorpne gutter. Han lod vagten vente udenfor, mens han selv gik ind for at klare sagerne. En af vor kammerater, som sad bagest i lokalet, og ligesom os kunne se, at den var umulig at redde, vinkede til officeren som om han ville sige noget. Officeren røg på den, gik ned for at høre, hvad han havde at fortælle, og imens smuttede vi andre lisså stille ud af bagdøren. Nok var der små gader, men ikke så små, og folkemængden var overskuelig på den tidlige tid af formiddagen, så vi blev set og forfulgt. Vi smuttede ind i en barbersalon, og det var et godt valg. Barberen var straks med på spøgen, stillede sig på tværs, da den vrede underofficer nåede frem: - Min herre! Militæret har ikke adgang her! Jeg vil ikke have mine kunder forulempet. Officeren rasede, men barberen var ubøjelig. Oversergenten måtte pænt vente udenfor. Barberen hviskede ud af den ene mundvig: - Smut ud af sidedøren dér! Det gjorde vi – og løb lige ind i en dobbeltdækkerbus med stoppested lige udenfor barberens bagdør. Vi røg op på 1.sal i bussen, og da bussen drejede om hjørnet, kunne vi i smug grinende se officeren gasblå i ansigtet vente på os foran ’the  barbershop’. Vi stod af på torvet og vandrede derefter roligt og stille tilbage til kasernen. Hvem af os, som havde snydt ham, blev aldrig berørt. I formiddagslys ser alle soldater ens ud - på afstand, slutter Carl Christian Hansen.

Skibe i en udtørret havn

- Onsdag morgen kl. 05 blev der som altid blæst reveille, og den dag kom vi hurtigere i kludene end sædvanligt, fortæller Louis Drewes. I dag skulle vi af sted til de designerede regimenter. Vi vidste, hvad de hed, men ikke hvor de var stationerede. Rygterne svirrede. Én påstod, at hans kommende lejr lå inde midt i en stor by, hvor der aldrig havde været danskere siden vikingetiden, mens en anden påstod, at hans kommende kaserne lå klos op ad en lejr med 4000 ATS’er (Arméens kvindelige hjælpekorps).

Jeg havde søgt artilleriet og kom til Domford Camp i Sommerset ved Bristolbugten. Vor tid i Canterbury sluttede – naturligvis som enhver fhv. soldat vil vide – med en parade for øverstkommanderende. Efter den sædvanlige smøre om, hvor godt tilfreds han havde været med os, og at vi skulle fortsætte med samme energi osv., sagde vi Canterbury farvel og travede af sted til stationen med køjesækken. Rejsen var en hel del behageligere end rejsen fra Danmark. Englænderne har stor ærbødighed for uniformer. F.eks. rejste alle civile sig i toget for en soldat! 

Jeg bemærkede på banegården en ældre dame, som interesseret betragtede mit Danmarks-mærke på overarmen. Pludselig kom damen hen til os og sagde på uforfalsket dansk: ’Er I fra Danmark?’ Det var en dejlig fornemmelse, at vi ikke var eneste danskere i England. Vi sludrede om løst og fast, og hun sagde farvel med et ’Held og lykke, drenge!’ – og forsvandt så i Londons menneskemylder.

Bristolbugten var en helt speciel oplevelse. Ved flodtid kunne vi næsten sidde i sengene og vaske fødder, mens der under ebbe var over 200 meter til vandkanten. Den store forskel på vandhøjden gjorde, at skibe i havnen kun kunne komme ind og ud om natten. Om dagen lå de pænt side om side på bunden i den helt udtørrede havn, slutter Louis Drewes.

Kun pæne ord om de unge, frivillige danskere

- De er meget pænere og mere velopdragne end amerikanerne! Sådan sagde den 17-årige Miss Sheila til den danske journalist Balslev Jørgensen, Aalborg Amtstidende, som besøgte Canterbury og de danske frivillige i den engelske hær i slutningen af  1945. Miss Sheila ekspederede i et stort londonsk varehus, og hendes veninde nikkede bejaende.  De cirka 400 unge danskere, som på dette tidlige tidspunkt var indrulleret i den britiske hær, havde ifølge officerernes oplysninger til journalisten gjort enhver englænders ængstelse til skamme, om at de frivillige danskere ville være unge eventyrere, der kun havde ladet sig hverve, fordi de ikke havde anden udsigt til fremgang i livet. 

Miss Sheilas umiddelbare vurdering blev i avisen bekræftet af deres chef, oberstløjtnant C. E. Wilson: - Vi er mere end godt tilfreds med de unge danskere, både med deres fysik, deres evner og deres opførsel. De er over gennemsnittet af engelske rekrutter. Hvis de følgende danske frivillige er af samme støbning, vil den danske rekruttering opfylde alle vore  forventninger. Kompagnichefen, kaptajn J. Tilleard, viste journalisten rundt og fortalte, at af de 279 danskere, han hidtil havde haft, havde kun én givet grund til utilfredshed.

- Der vil jo altid være en eller flere, som ikke kan falde til. Men selv den ene gør nu gode fremskridt, tilføjede kaptajnen. Efter at journalisten har gengivet mandskabets glæde over den militære hverdag,  kommer der dog et hjertesuk over kosten, som danskerne finder aldeles for ensformig:  - Vi beundrer englændernes evne til at variere navnene på de samme kartoffelretter. Vi får mad nok, men vi savner rugbrødet og en kop rigtig stærk kaffe en gang imellem! Men mest af alt savner vi de danske aviser! Kaptajn J. Tilleard fortæller, at han venter cirka 5.000 danskere til lejren til foreløbig uddannelse i 6 uger, hvorefter de går ud til regimenterne og derefter til oversøiske destinationer.

Journalisten spørger, hvad man gør, hvis en eller anden kommer beruset tilbage efter en friaften i byen? Kaptajnen svarer: - Det må være hans egen sag, hvis han ellers passer sin tjeneste og opfører sig ordentligt. Hvis ikke, har vi midler til at få de unge til at forstå, at det er en spøg, som ikke bør gentage sig.

Uddannelsen er lagt i hænderne på regimentet ’The Buffs’, og i messen hænger et billede af regimentets æresoberst, kong Christian X af Danmark, ligesom der hænger et Dannebrogsflag på en sølvstang, skænket af danske faldskærmssoldater, som blev uddannet her under Anden Verdenskrig for senere nedkastning over Danmark til styrkelse af den danske modstandsbevægelse.

Journalist Balslev-Jørgensen oplyser i sin artikel, at en dansk officer, løjtnant P. E. Hoff, der kommer fra Kenya i Østafrika, er tilknyttet som forbindelsesofficer mellem de danske rekrutter og regimentet:

- Jeg er overbevist om, at de unge danskere bliver gode repræsentanter for vort land, siger løjtnanten. Mange af dem bliver måske ude i verden efter endt tjeneste og vil så blive gode gesandter for Danmark i det praktiske liv. Alle, der vælger at vende hjem, vil medbringe en sum af erfaring og et kendskab til verden, som kun kan blive til gavn, både for vort eget land og for det britiske imperium. Indbyrdes kendskab er vejen til gensidig forståelse, slutter løjtnanten ifølge Aalborg Amtstidende.

Under mistanke for mord på engelsk pige

- Vi danskere var meget afholdte i England, fortæller Jens Jensen, Lolland. Det gjorde selvfølgelig, at de engelske piger havde  et godt øje til danskerne. En engelsk pige i nærheden af Canterbury var blevet myrdet. Mistanken faldt på os danskere,  fordi denne pige netop overfor sine veninder havde sagt, at hun var stærkt optaget af vi danskere. Politiet kom til kasernen, og vi blev stillet op i geled. Så gik politimanden fra mand til mand og kiggede os i øjnene. Hvad skulle jeg have sagt, hvis mistanken var faldet på mig? Det skete ikke. Alle stod prøven. Men der var da nogle dage, hvor det ikke var let at være dansker i byen. Heldigvis fandt politiet frem til morderen, som viste sig at være englænder, slutter Jens Jensen

Vi fik også set bagsiden af medaljen

- Jeg  var med det første hold, forkommandoen, som afgik fra  København 17. oktober 1945. Holdet, en deling på 34 mand, blev indrulleret i General Service Corps, fortæller Christian Jensen, Kastrup. Idéen med en ’forkommando’ var at give os en lynuddannelse og herunder ved diverse tester at finde, hvad hver enkelt af os var bedst til – og så anbringe én af os som underkorporal i hvert regiment som en slags tolke og hjælpe-danskerne-til-rette-mænd. I praksis fungerede systemet imidlertid ikke tilfredsstillende, hvilket bl.a. skyldtes, at den officer, som skulle placere os, ikke tog sin opgave alvorligt.

Millionhæren var efter krigsafslutningen i opløsning grundet de mange hjemsendelser. Jeg var sammen med 15 andre udtaget til ’The Buffs’, som i Canterbury havde ansvaret for de frivilliges grunduddannelse. Men vi blev fordelt også til enheder, der slet ikke modtog nogle af de frivillige danskere. Vor uddannelse i bataljonskamp nåede vi aldrig at få.  Jeg kom til The 13th Queen’s Regiment, hvor der var to danskere ud over mig, ’Munkebo’ og Georg Larsen. I slutningen af april 1946 kom yderligere tre danskere til: Aksel Fenst, Orla Egeberg og Knud Hessing. Vi blev i maj 1946 sendt af sted til Orienten. Men så blev vi igen kastet rundt i systemet. Selv kom jeg bl.a. til Grækenland, hvor den kommunistiske ’general’ Markos og hans styrker sørgede for, at vi ikke kedede os. Beredskabsgraden var høj, og her mærkede vi for første gang det rigtige soldaterliv.

Hvor dårligt organiseret, det hele var, ses bl.a. af, at vi en nat kom i kamp mod en styrke, som viste sig at være fra dén græske regeringshær, vi skulle støtte. Misforståelsen blev rettet, og ingen kom til skade. Men min tillid til systemet fik et alvorligt knæk. På et tidspunkt blev fejltagelserne erkendt i de højere snirkler. Vi kom tilbage til England og fik jobs, der havde meget lidt at gøre med militærtjeneste. Jeg indgik i en stab indenfor NAAFI (Navy Army Air Force Institution, dvs. den militære forsyningstjeneste). Jeg var glad, da jeg blev hjemsendt 1948, blottet for illusioner om The British Army, slutter Christian Jensen

Sergent ’Bister’

- På den allerførste dags appel, hvor vi som nyiklædte lignede en ladning kartoffelsække stoppet forkert, var der en, som absolut skulle være morsom, fortæller Anders Børge Albertsen, Ringkøbing. Løjtnanten – eller hvad han var – sluttede en længere tale, som blev oversat af en dansk tolk, med at sige, at det kunne blive sent, før indkvarteringen var i orden. Så var der én i geleddet, som mumlede, at ’hvis de ikke havde plads, kunne vi da rejse hjem igen’

-’Shut up, back there!’ skreg en lille, tynd mand med tre striber på ærmet og en masse sildesalat på trøjen. Det behøvede ingen oversættelse. Der blev straks ro. Det var vort første møde med manden, som de næste 6 uger slusede os ind i det professionelle militær. Jeg har glemt hans navn, men jeg tror, at alle som har gennemgået rekruttræningen i Canterbury husker ham lige så godt som deres første skoledag. Han var simpelthen indbegrebet af autoritet. Tusinder af britiske soldater må under og efter krigen have hørt hans yndlingssætninger: - Jert liv afhænger af, hvor alvorligt I tager mine instruktioner. I Anden Verdenskrig har jeg reddet flere soldater fra døden ved disciplin, end alle våbenfabrikanter tilsammen med deres dyre teknik. Våben er redskaber. Det er mit ansvar, at I lærer at bruge redskaberne bedre end fjenden. Men det er op til jer selv, om I eller han kommer hjem igen til mor!

Englænderne var mærkede af krigsårene

- et er min fornemmelse, at danskerne i almindelighed var i bedre fysisk form end den jævne englænder, fortæller Henning Schmoll, København.  De var tydeligt mærkede af krigen og tiden efter, hvor der jo også stadig i England ligesom herhjemme var stram rationering af fødevarer. Mange englændere virkede ligefrem underernærede. Jeg husker da også, at jeg bemærkede, at mange bed negle. Men det var nogle dejlige år. Ingen bekymringer. Man fik kost, logi og en beskeden løn. Livet var her og nu – ikke i går. Måske nok en lille smule i morgen, fordi vi jo alle ventede på at blive sendt ud til eventyret, slutter Henning Schmoll.

Der er også  sure opstød

- Selvfølgelig var der både flinke fyre og dumme svin, siger redaktør Erik Pagh Jensen, Bagsværd, der selv var soldat i den britiske hær. Men adskillige blev straffet ret hårdt for gale streger. Én for at stjæle tæpper og sælge dem for at få råd til druk, piger og hornmusik. Han fik vist to år bag tremmer. Dette bør vel også siges, så en bog ikke kun kommer til at handle om pæne, renvaskede, bomstærke, velfodrede, idealistiske, korrekte danske soldater.

Rapport fra en afdød

Mogens Viskum Madsen var opvokset på Madsens Hotel i Bjerringbro. Efter mellemskoleeksamen kom han, tvunget - for Mogens ville være kunstmaler - af sin far hotelejeren i tjenerlære på Preislers Hotel i Viborg. Han meldte sig til den engelske hær som en af de første, og var da også med den såkaldte ’forkommando’, der gjorde turen til England bag i en engelsk militærlastvogn. Mogens Madsen døde af kræft på Holbæk Amts Sygehus i december 1989. Når hans militære historie alligevel kan fortælles, er det takket være hans enke, Alice Rasch Jørgensen, som har uddraget materiale fra sin mands omhyggeligt førte slægtsbog.

- Mogens mødtes med sine 33 kammerater ved Dagmarhus i København. Sammen hoppede de op på ladet af  to lukkede lastbiler, fortæller Alice Rasch Jørgensen. Første station Kruså, næste morgen mod Hamborg. Kom med besvær over Elben. Synet af ruinbyen Hamborg og de menneskelige lidelser, der lå bag hvert eneste ødelagt hus, gjorde et meget stærkt indtryk på Mogens. Alt, også alle broer, var blevet bombet sønder og sammen i krigens sidste uger, men der var bygget nødbroer på pontoner. Videre gik turen til Bremen og til Oostende i Belgien. Over Kanalen kom de med skib til England og så med tog til Canterbury som de første danske af en flok på flere tusinde.

- Jeg tog til London på en fridag, fordi jeg skulle have et nyt pas på Danmarks ambassade, fortalte Mogens engang. Her mødte jeg Danmarks prins Georg, som var Danmarks militærattaché i England. Han spurgte interesseret til alle os danskere, som frivilligt ville gøre engelsk militærtjeneste. Bagefter gik jeg i Den danske Klub, hvor jeg mødte den dengang verdensberømte, danske racerkører Morian Hansen, som under krigen havde været engelsk faldskærmssoldat. Lidet vidste jeg på det tidspunkt, at jeg skulle blive det samme. Det blev i The Royal Artillery Regiment (Airborne). Min første juleaften borte fra hjemmet blev festligholdt i NAAFI-kantinen i badebyen Rhyl i Wales. Der var smukt pyntet, og heldigvis havde kantineforpagteren inviteret det halve af badebyens kvindelige ungdom med. Pigerne var helt vilde med at få os danske ind under den ophængte mistelten, for så måtte de kysse os. Der var masser af øl, piger og julemusik, og alt var gratis.

Efter yderligere nogle ugers  uddannelse blev jeg forsat til Exeter i Devon. Her deltog jeg på 1-årsdagen 8. maj 1946 i De Allieredes sejrsparade. Der deltog adskillige britiske enheder samt enheder fra den amerikanske marine, som under krigen havde været stationeret i Devon. The Royal Artillery (Airborne) lod sig repræsentere ved paraden af en deling danskere, hvoriblandt altså også var lille mig. Faktisk blev vi med tiden 80 danskere i dette faldskærmsregiment.  Om aftenen gik den vilde jagt rundt i byen, for der var gratis udskænkning af øl på alle pub’er, skrev Mogens Viskum Madsen i sine ikke udgivne erindringer.

        
Regimentsmærker for The Dorsetshire Regiment, The Durham Light Infantry, The East Yorkshire Regiment, Duke of Wellington Regiment og Gloucestershire Regiment

                                                                            Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre