FJERDE BOG

Exodus-tragedien

            
To soldater på vagt  for at  overvåge jøder, henholdsvis før borttransport (th) og i lejr

Hvordan verden ser på Israel i dag, angår ikke denne bog. I 1945 tænkte ikke ét ordentligt menneske ondt om jøderne. Alle følte medlidenhed.

Få folkeslag har været udsat for værre forfølgelser end jøderne. Sådan har det været siden uddrivelsen af Paradiset, siden flugten fra Egypten med de efterfølgende 40 års nomadevandring i Sinaiørkenen, mens de ventede på Herrens tilladelse til at indtage Det forjættede Land, siden tvangsforflyttelsen til Babylon under Nebukadnezar, siden undertrykkelsen fra Romerrigets kejsere og under mange århundreders konger, kaliffer og diktatorer.

Romerne lagde på Kristi tid med terror jødelandet Judæa øde, ødelagde hovedstaden Jerusalem og jævnede  jødernes tusindårige tempel med jorden. For i år 70 endegyldigt at sende hele jødefolket i den landflygtighed, som skulle komme til at vare hen mod 1.900 år.

Nazisternes forfølgelser før og under Anden Verdenskrig var således kun et led i en lang kæde af overgreb.

Da Hitler-Tyskland kollapsede, var der gået 1865 år, siden Romerne gjorde det endeligt af med en jødisk stat. At jødefolket - trods næsten 2.000 års landflygtighed, utallige pogromer, forfølgelser og udryddelsesforsøg - har kunnet holde sammen som folk, er et intet mindre end et historisk mirakel. Drømmen om en gang at få ikke blot et hjemland, en egen jødisk stat, men at få netop det hjemland, de var blevet fordrevet fra, bevarede de gennem mere end 60 generationer! De holdt håbet i live, bl.a. med den smukke hilsen (Lad os ses) ’Næste år i Jerusalem!’.

Sammenholdet skyldtes mere skikke end tro og race, for ikke alle jøder er ortodokse, og ikke alle jøder tilhører samme race. Allerede ved år 1860 var undertrykte jøder fra forskellige lande begyndt at søge til Palæstina, opkøbe jord og bosætte sig blandt araberne. På verdensplan havde kun få bemærket deres stilfærdige ankomst og dagligliv, så da Storbritanien efter Første Verdenskrig overtog området, erobret fra det slagne, tyrkiske Osmannerrige, tænkte de færreste på jøderne som problemet i Transjordanien og Palæstina. Englands forholdsregler for ro og orden gik mere på araberne - muselmændene som de kaldtes. I 1916 havde den nytiltrådte, konservative, britiske udenrigsminister Arthur James Balfour med ’Balfourdeklarationen’ givet et løfte, som skulle vise sig at være en boomerang.  Heri lovede han jøderne Palæstina som fremtidigt hjemland. Det svarede til at forære en ven naboens køkkenhave - uden at have talt med naboen om det. Balfour havde reelt ikke andet at have sin gavmildhed i end personlige følelser overfor jøderne og en god del  mangel på politisk tæft.

I stedet for at nedtrappe uenighed mellem jødiske immigranter i Palæstina og de arabere, hvis slægter havde beboet området i 5.000 år, virkede ’Balfourdeklarationen’ som benzin på gløder. Alle efterfølgende britiske regeringer anså da også kun løftet for ’varm luft’, og traf som områdets mandatbestyrer ingen foranstaltninger til at opfylde løftet. Trods millioner af jøders død i  Hitlers udryddelseslejre, trods gaskamre, massehenrettelser og alskens andre onde anslag, var det altså ikke lykkedes at udrydde jøderne.

I Vesten var medlidenheden med det jødiske folk derfor blandet med skamfølelse over ikke i tide at have grebet ind mod Hitlers forsøg på folkemord. Zionisterne fik det næsten til at fremstå som om alene jøderne havde lidt under Nazismen, skønt det vel var en sandhed med modifikationer. De udnyttede Vestens dårlige samvittighed og den kendsgerning, at Stalins røde diktatur ønskede at slippe af med sine jøder, som gennem århundreder havde været en anstødssten og havde ført til religiøse opstande, folkelige forfølgelser og dermed følgende indre uro i det store land. Kun få jøder i Europa eller i det sovjetbesatte Østeuropa havde i 1945 overhovedet noget hjem at vende tilbage til. Ikke sært, at de fandt tiden moden til at få opfyldt drømmen om en jødisk stat i ’Det gamle Land’. Flere forslag om det geografiske hjemsted var fremme, men jøderne kendte kun ét: Palæstina. Og så begyndte historiens største udvandring – for anden gang kaldt 'Exodus’.

Ordet er græsk og betyder ’at rejse ud’. Det kom sprogligt ind i Gamle Testamente, da det hebræiske skriftsprog opstod blandt lærde grækere. Ordet blev da  brugt som titel på 2. Mosebog, (Mosaisk Tros-samfund taler om ’Toraens, 2. Bog’), der beskriver jødernes udvandring fra Egypten under Moses’ førerskab. I nyere tid genoptoges ordet som betegnelse for den jødiske udvandring fra Europa og USA til det Palæstina, der af jøderne opfattes som ’landet, Herren havde skænket det jødiske folk’ efter udvandringen fra Egypten. I den forbindelse talte man nu om ’Exodus 1945-48’.

Den polsk-jødiske forfatter Leon Uris har brugt ordet endnu bredere, nemlig som titel på en roman, der fortæller jødernes historie fra år 70 med uddrivelsen fra Judæa til udråbelsen af staten Israel 15. maj 1948. ’Exodus 1945-48’ satte England i en grim, politisk klemme. Englands mange små og store kolonier havde taget aktivt del i den britiske hær i Anden Verdenskrig. Havde betalt dyrt med unge mænds liv, med afsavn og med penge. Men dermed også været med til at vinde den globale krig. Nu ville de have noget til gengæld. Kolossen The British Empire knagede i fugerne. Det blev unge danskere sat til at medvirke til at forhindre! Et af brændpunkterne var netop Palæstina. Senere skal vi høre andre beretninger. Denne forekommer mig at være den ulykkeligste af dem alle.

Sådan bordede vi flygtningeskibene

- Flere gange var jeg med til at borde emigrantskibene, fortæller Erik Vedsegaard. Jeg husker således ’M/S President Warfield’. Da det nærmede sig Palæstinas sømilegrænse, blev en britisk destroyer i marinehavnen i Haifa ud over besætningen bemandet med marineinfanteri og vi faldskærmsfolk. Sidstnævnte formentlig, enten fordi vi var kendt som

hårde halse (grundet vore røde baretter tit kaldt ’De røde Djævle’), eller fordi vi i tilfælde af væbnet modstand kunne dæksættes fra luften.

Og så gik det ellers derudaf. Vi klamrede os til lønningen, der var forsynet med et kraftigt reb hele vejen rundt. Sådan en destroyer kan foretage de mest halsbrækkende, maritime manøvrer. Først tog vi en æresrunde omkring ’President Warfield’, der lå så tungtlastet i vandet, at

Berømt foto: Engelsk krigssk*ib vædrer ud for Palæstinas kyst ved Haifa det jødiske emigrantskib ’Exodus 1947’ lastet med 4.500 jøder under dæk. (Aftermath, Life)

bølgerne igen og igen slog ind over rælingen. Skibet lignede, hvad det var: En plimsoller. Men vi vidste også, at der var knap 5.000 levende mennesker under dæk. Originalnavnet var i øvrigt overmalet, og skibet havde i stedet fået påmalet navnet ’Haganah - Exodus 1947’

Kaptajnen på vor destroyer havde forsøgt at komme i radiokontakt med flygtningeskibet. Nul svar. Så greb vor kaptajn megafonen og brølede en ordre til skibet om straks at slukke for maskinerne og lade os lægge bi. Kaptajn og besætning på den slags skibe var aldrig lette at bide skeer med. De kendte udmærket alle sø- og krigslove. De var bare ikke indstillet på at rette sig efter dem. De var menneskesmuglere, betalt for at nå frem, ikke indstillet på noget som helst andet. Hvad der skete med de betalende passagerer, efter at havnen i Haifa var anløbet, anså de ikke for deres sag.

’M/S President Warfield/Exodus 1947’ stoppede da heller ikke. Så drønede vor destroyer rundt i en halvcirkel for at komme lidt på afstand, og satte så kurs direkte mod det tungt lastede flygtningeskib. Kaptajnen gav ordre til at affyre forskibs kanon, med sigte så granaten eksploderede i vandet lige foran ’President Warfield’. Flygtningeskibets kaptajn kunne ikke være i tvivl om vor hensigt. Ikke desto mindre fortsatte han sejladsen som var intet hændt. Vi ligeså. Fortsatte for fulde hørm direkte mod ham. Så lød ordren ’Hold fast!’ – og så drønede vi direkte ind i hans styrbords side midtskibs. Braget var øresønderrivende. Der hørtes lyd af glas og aptering, som knustes. Vor skipper holdt sin destroyer fast i ’bulen’, opretholdt fuld skrue for at nedsætte ’President Warfield’s fremdrift.  Vilde angsthyl og frygtelige skrig lød fra de selvsagt chokerede 5.000 mennesker. De var alle under dæk, og  kunne derfor ikke se, hvad der skete. De kunne høre braget og den efterfølgende skurren fra vor stævn, som med stor kraft skubbede deres skib sidelæns. Og de kunne ikke undgå at fornemme, at en katastrofe på havet lurede.

Så gav vores aktionsleder ordre til at borde. Vi kastede tove og rebstiger over det store skibs ræling og entrede skibet. Den var højst et par meter over os. Så tungt var skibet lastet. Så stoppede ’President Warfields’ maskiner. Vi entrede – og besætningen var som sunket i havet. Vi vidste udmærket, hvor de var: Klædt i fedtede, lasede, krøllede, civile klæder skjulte de sig mellem 5.000 sammenstuvede emigranter.

Vi besatte bro, maskinrum, for- og agterstavn. Destroyeren fik en wire kastet over og trak den fordums floddamper til Haifas havn. Jeg var under sådanne aktioner som oftest blandt dem, der besatte maskinrummet. Det skete somme tider, at vi efter entring kunne starte maskinerne op og sejle ved egen kraft. Men det gik ikke med ’President Warfield’, slutter Erik Vedsegaard.

Men historien om skibet ’M/S President Warfield/Exodus 1947’ slutter på ingen måde her. Skibet var en udrangeret, amerikansk floddamper med plads til 200 passagerer, nu lastet med hen ved 5.000(!) jødiske emigranter. Skibet kom fra Hamborg, og britiske efterretningsfolk havde rapporteret, hvor skibet agtede sig hen. Det blev så holdt under observation hele vejen gennem Biscayen og Middelhavet. Det havde lagt til kaj i den franske havneby Sête, hvor det havde taget endnu flere jødiske emigranter ombord. Derefter blev kursen sat mod havnebyen Haifa i Palæstina.

Jødernes illegale undergrundshær ’Haganah’ havde købt skibet til netop det bestemte formål at sejle europæiske jøder til Palæstina. Man omdøbte skibet til ’Exodus 1947’. Skibets passagerer, stuvet sammen i lasten, på dækket, i alle mulige og umulige rum, gange og kroge, kom fra Polen, Tyskland, Ungarn, Frankrig, Holland - ja, fra alle de nationer, hvor jøder stadig levede.

De kom med stanken fra Hitlers KZ-lejre endnu i sjælen. Mange var tidligere KZ-fanger, der mirakuløst stadig var i live. Andre var undsluppet nazisterne, men havde levet i skjul med frygten i årevis. Nu – den 18. juli 1947 - ved ankomsten til havnebyen Haifa i Palæstina sang de zionistiske glædesalmer.  De gik syngende ned ad landgangsbroen for at

føle Palæstinas jord under fødderne. Det var opfyldelsen af en drøm. Eller rettere 'burde have været det'. I stedet skulle det blive et langt, langt mareridt: 4.554 udhungrede mænd, kvinder og børn søgte et nyt liv i deres forfædres land. Sådan så de selv på det. Sådan så også hovedparten af verden på det.  Men sådan så Storbritanien bare ikke på det. For England var de 4.554 ulovlige indvandrere, en del af en  syndflod af europæiske jøder, som ville vriste magten fra The Royal British Empire i protektoratet Palæstina-Transjordanien.

Skibet ’M/S Warfield/Exodus-1947’  havde gjort turen gennem Nordsøen, Den engelske Kanal, Biscayen, Gibraltarstrædet og Middelhavet på mindre end 10 dage. Det havde lagt til kaj i den franske havneby Sête, vest for Marseilles, for at tage yderligere passagerer ombord. Der var i alt  4.554 jødiske emigranter fra Europa, da skibet lagde ud på den sidste rejse med havnebyen Haifa i Palæstina som endemål. Allerede kort efter at skibet havde passeret Cypern, fornemmede jøderne ombord, at der var noget galt. Endnu før de i en fjern horisont kunne ane de første konturer af  Det hellige Land blev det klart, at der var ’ugler i mosen’. Britiske marinefartøjer sværmede om skibet. Intet tydede på, at englænderne havde godt i sinde. Da skibet blev bordet, var de ikke i tvivl om problemerne, men de troede stadig, at når blot de fik jorden i ’Det forjættede Land’ under fødderne, ville deres rædsler være endt.

Den skrammede, rustne, bulede, elendige plimsoller af et skib haltede ind i havnen i Haifa. En sejlende ligkiste, helt ude af stand til at manøv-

Menneskesmuglerne har kronede dage sommeren 1947. Med 4.554 europæiske jøder ombord, lige undsluppet Hitlers kz-lejre, humper ’General Warfield’, nu kaldt ’Exodus 47’, ind i havnebyen Haifa i det Palæstina, de tror skal være deres nye fædreland. Hver millimeter plads er udnyttet til mere end det yderste, hvilket de tre billeder klart viser 

På kajen venter nye ydmygelser (herunder). Efterhånden som de går i land, gribes de af engelske soldater – heraf en del danskere – som kropsvisiterer og afluser dem (tv) Derefter fører soldaterne dem med magt (i midten) til lejdere op til 3 britiske transportskibe, som man bilder dem ind skal føre dem til en immigrantlejr på Cypern.

rere, men blev  af  britiske marinefartøjer trukket i tykke stålwirer, da englænderne ikke havde kunnet få motorerne i gang. Englænderne gav ikke selv en enlig passager chancen for at springe i vandet og svømme uset ind. Skibet lignede en kæmpestor tændstikæske, knust i en nøddeknækker. Skibets amerikanske kaptajn samt hans officerer blev hurtigt fundet og arresteret, og passagererne bragt i land. Den korte tid, jøderne fik i Haifa, skulle snart blive fulgt af et sorgens budskab: De skulle til Cypern på 'midlertidig opbevaring’.

Det var bare endnu en løgn. Sandheden, som de ikke kendte, for så havde de engelske 'Tommyer' (blandt dem adskillige af danskerne) aldrig fået de mange tusinder til godvilligt at gå ombord i tre britiske skibe, der lå med dampen oppe i Haifas havn. Jøderne vidste ikke, at foran dem lå en ligeså lang rejse som den de havde gjort: Retur til Europas blodige kirkegård. Retur til det  håbløse Tyskland, de havde forladt.

Følgende beretning skyldes to danske, der var med: Erik Vedsegaard og Carl Chr. Hansen, begge frivillige i The Royal Regiment of Artillery (Airborne). Fordi de to under hele aktionen kun så dele af begivenhederne og derfor har sagt: ’Det store overblik må du hente andet steds’, har jeg fundet det i Life-bogen ’The Aftermath’

Også vi troede på den med Cypern

- I Haifa blev de jødiske flygtninge 'befriet' for deres bagage. Derefter blev mænd skilt fra kvinder og børn, fortæller Erik Vedsegaard, som oplevede det hele på kloshold. Kvinderne blev kropsvisiteret af arabiske kvinder. Mændene af  britiske soldater – hvor imellem jeg altså var. Derefter blev de afluset med DDT-pulver på alle kroppens behårede steder.  For mig at se var den behandling ydmygende, men jeg kunne udmærket indse, at den var nødvendig efter de stakkels menneskers lange sørejse, klumpet tæt sammen under dæk på små hylder, som i de billeder, vi kender fra nazisternes og japanernes fangelejre. 

De blev frataget alle skarpe genstande, ID-kort og fotoapparater. Vandbeholdere og feltflasker blev  knust på kajen. Ingen måtte være i besiddelse af noget, der kunne muliggøre flugt. Ikke alle flygtninge forlod dog ’Exodus 1947’ uden modstand. Adskillige måtte overmandes og bæres i land. De syge og sårede blev transporteret til Haifas hospital, de døde til en ørkenkirkegård. 15.000 sørgende overværede begravelsen.

- På en eller anden måde lykkedes det alligevel for 41 af dem at skjule sig for englænderne, fortæller Carl Christian Hansen. Et jødisk rengø-

ringshold fik smuglet tøj ind til dem, hvorefter de ubemærket gik i land sammen med rengøringsholdene.

-Ingen vovede at lade den gamle plimsoller 'Exodus' stå til søs igen, så flygtningene blev bragt ombord i tre ventende, britiske transportskibe, ’Empire Rival’, ’Ocean Vigour’ og ’Ronnimi Park’. Det sidste var jeg ombord i som vagt for at flygtningene ikke skulle flygte eller starte mytteri. Deres bagage fik påskriften 'Cyprus' (det engelskbesatte Cypern). Både flygtninge - og vi - troede, at de skulle bringes til lejrene dér for at afvente senere tilladelse til indrejse i Palæstina. Men det var en ’krigslist’. En luset list. Vore tre skibe sejlede for fuld kraft forbi den engelske kronkoloni Cypern, syd om Sicilien for så at lægge til kaj i den franske Middelhavsby Port de Bouc. Dér gav man dem lov at gå i land. Franskmændene, som på den tid var på arabernes - ikke jødernes - side, havde indvilget i at tage imod de jødiske flygtninge, fortsætter Erik Vedsegaard. Men de nægtede alle som én at sætte deres ben på anden jord end Palæstinas. Kun 159 tog mod tilbudet. Til gengæld blev deres afrejse fra skibene ledsaget af håns- og skældsord fra de mange tilbageblevne, fordi de havde sveget fællesskabet og en åbenbart under nedrejsen svoren ed. Englænderne lod skibene ligge. I den bagende sommersol var der ulideligt - og stanken forfærdelig. England håbede, at det til sidst ville få dem til at give sig. Men det skete ikke. En flåde af britiske krigsfartøjer var tilkaldt og havde lagt en militær ring om de 3 skibe.

I bogen ’Aftermath’ forsøger forfatteren at klarlægge forholdene således: ’Prøv at forestille jer vognen i et undergrundstog. Dørene låst udefra. Alle vogne stuvende fyldt med passagerer i drønhamrende sommerhede. Ingen toiletter, ingen køkken- eller badefaciliteter. Sådan var opholdet i de britiske skibe i over en måned. Så længe tog det, før skibene nåede Hamburg. Og det tilmed ovenpå en to ugers sørejse fra Hamborg til Haifa’.

Jeg sad ved hans side, da han omkom

- Tiden i Port de Bouc var uhyggelig. Ja, det var hele rejsen jo. Men vi følte det tættest på dér, fordi vi i Port de Bouc mistede en af vore kammerater, Einar Korup fra Aalborg, fortæller Carl Christian Hansen, ’Langeland’. Jeg sad ham nærmest i sekunderne, før han døde.

Forholdene ombord i ’Ronnimi Park’ var ulidelige, dels pga. stanken, dels på grund af varmen. Så chefen gav os så megen landlov som overhovedet muligt. Et par fiskerbåde lå i fast rutefart fra Port de Bouc’s havn til vore tre skibe og tilbage igen. Jeg tror, vi betalte ½ franc hver for transporten. Det skete, at en del af os ikke var helt appelsinfri på til-

bageturen,. Men Korup var notorisk dranker, og derfor meget fuld, da vi skulle fra havnen og ud til skibet, som lå for anker på rheden. Jeg sad ved siden af ham på lønningen, og jeg kunne ikke godt undgå at mærke brændevinsdunsten, som stod ud fra ham. Pludselig fik han overbalance og styrtede overbord. Helt lille var fiskerbåden ikke, så det tog nogle minutter, før vi fik adviseret fiskeren i styrehuset om, at der var ’mand overbord’. Vort absolut manglende kendskab til det franske sprog gjorde det ikke lettere. Men vendt fik vi da. En større eftersøgning blev sat i gang. Forgæves. Korup var og blev borte. Fire dage senere fandt badegæster hans lig på stranden ved Marseilles.

To kammerater blev sendt ind for at identificere ham (jeg tror nok, Vedsegaard var den ene!). De kom tilbage og sagde, at liget havde set frygteligt ud. Korup var gået direkte i skruen og var helt massakreret. Men de kunne dog genkende ham. Dagen efter var der begravelse på Port de Bouc’s lille kirkegård. En katolsk præst ledede begravelsen, som foregik under fuld (undskyld udtrykket lige her!) militær honnør: Et opmarcheret kommando af  soldater fra skibene, bl.a. alle danskere, stod

æresvagt. Fyre den traditionelle salve over graven kunne vi ikke. Vi måtte ikke tage våben  med i land i Frankrig, slutter Carl Chr. Hansen

- Til sidst opgav englænderne, fortsætter Erik Vedsegaard. Den sidste dag blev det meddelt, at jøderne ombord havde valget: Enten gå i land i Frankrig, som havde lovet dem asyl, eller blive sejlet tilbage til det Tyskland, de var flygtet fra. På det tidspunkt gik yderligere syv jøder i land grundet sygdom, idet de måtte indlægges syge på fransk hospital.

Trods den alvorlige sygdom blev de, der gik fra borde, hånet af de tilbageblevne på skibet og overdænget med de værste, jødiske skældsord.

På skibene havde vi ikke en jordisk chance for at følge med i, hvad

der skete ude i verden. Derfor blev der hængt dagsbefalinger op på en opslagstavle på hvert af skibene. Det gav os kun en vag idé om tingenes tilstand. Vi havde således ingen anelse om, at hele verdenspressen fulgte os på vor færd. Undervejs døde flere af de jødiske udvandrere af sygdom. Det skal dog også med, at vi undervejs fik fire nye babies. Vi havde ingen læge ombord, men enkelte soldater havde prøvet at tage imod en nyfødt derhjemme, og de fire nyfødte overlevede de dårlige betingelser for en fødsel. 

- Jeg var født på landet og havde været med, når grisesøer og kvier fødte. Så jeg blev udtaget som fødselshjælper, fortæller Carl Christian Hansen. Jeg var med til at tage imod fire nyfødte, jødiske flygtninge. Når nogen af flygtningene derimod døde, blev de begravet efter alle sømandstraditioner. Konvojen stoppede, krigsskibene saluterede, og så sænkedes liget i havet indsyet i ligpose og med noget tungt i posen, så den ikke flød på vandet. På sådanne dage var vi alle sammen lidt stille.
Det hele var så forfærdelig tragisk. De stakkels mennesker havde været så nær ved Det hellige Land - og så havde det hele alt sammen været forgæves. Vi kunne kun føle medynk, siger Carl Christian Hansen.

- Vi stævnede altså mod Tyskland, mod Hamborg, det land og sted, de havde været lykkelige over at forlade, fortsætter Erik Vedsegaard. Ingen var glade for det, der lå forude. Vi mærkede tydeligt, at disciplinen blandt jøderne strammedes betydeligt. Der blev holdt flere taler nede i lasten, og der blev sunget flere sange. Sangene lød højere og højere. Gudstjenesterne blev mere og mere intense. Enkelte af jøderne begyndte at tale højrøstet til os. De bebrejdede os på alle leder og kanter, hvad der var overgået dem. Vi kunne kun trække på skuldrene og lade som ingenting. Inderst inde gav vi dem ret, men udadtil måtte vi virke upåvirkede. Vi var soldater. Undergivet militær straffelov, og den engelske er ikke mindre streng end andre landes i den henseende.

Blive vrede på dem kunne vi ikke. Selv om der fra jødernes side blev gjort forskellige forsøg på at oppiske en fjendtlig stemning imod os. Nu havde vi snart været 'i samme båd' i to måneder. Vi faldskærmssoldater var såmænd ikke stillet meget bedre end fangerne. Vi var på en måde også fanger. 8. september 1947 ankom vi med skibene til Elbens munding, hvor Hamborgs havn ligger.

Her blev vi modtaget af utallige småskibe, som kom sejlende ud langs skibenes sider. Først troede vi, at det var lokale, som ville handle (det havde vi set i Syden). Men vi tog ganske fejl.

Det var såmænd bare verdenspressen.

Bådene var hyret af journalister og fotografer fra alverdens pressebureauer. Vi var de berømte, eller måske er det rigtigere at sige 'de berygtede', briter, som optrådte umenneskeligt mod jøderne. Pressefolkene prøvede at komme ombord - at borde os - men det blev forhindret. De blev jaget bort.

I Hamborg foregik intense forhandlinger, om hvad der skulle ske med fangerne. Vor forhandler var en ung oberstløjtnant Gregson, som af al magt prøvede at få alt til at glide så smertefrit som muligt. Det må have været enormt svært, for verdenspressen havde forlængst blandet sig og sat verdensopinionen op imod os. Fra mange lande var der sendt harmdirrende protester til den britiske regering.

Men efter nogle dage i ulidelig spænding og adskillige forvirrende og modstridende oplysninger, fik skibene endelig tilladelse til at lægge til kaj i det af englænderne besatte Hamborg. Ét skib ad gangen. De store transportskibe blev trukket ind af små bugserbåde. Vi sejlede forbi enorme stålskeletter af det, der engang havde været store skibsværfter. De Allierede havde i krigens sidste måneder bombet Hamborg så totalt, at man endnu – 2½  år efter krigens afslutning – langt fra havde fået ryddet alting op. Alt var ruiner. Vi havde set det før, men kun fra toget, da vi kørte igennem på vej fra Danmark til England. Det virkede langt voldsommere her på Elbens bredder i de fordums industriarealer.

På et tidspunkt gik der som en løbeild rygter om, at vore tre skibe ville blive sprængt i luften,  med emigranter, soldater og sømænd. Det forekom os mærkeligt, men vi fik at vide, at det var denne særlige 'Samsonske filosofi', at når alt håb er ude, inviterer man filistrene ind i templet og trækker i søjlerne så tag og mure styrter. Venner og fjender går til grunde sammen.  Glade for situationen var ingen af os.

- Det viste sig da også, at vi havde haft god grund til at frygte det værste. "Ocean Vigeour" gik til kaj, fortæller Carl Christian Hansen. Alle 1500 jøder ombord gik fra borde uden problemer. Alle trak vi vejret lettet, da oplysningerne nåede ud til os på "Ronnimi Park". Dagen efter gik "Empire Rival" til kaj. Endnu en gang gik alle roligt fra borde. Endnu en gang trak vi vejret lettet. Til vi fik at vide, at der havde været en helvedesmaskine (dvs. bombe) skjult i lasten på "Empire Rival". Så stor en sprængladning var det, at skib og fanger og mandskab ville have været sprængt til atomer, hvis den var blevet antændt. Så holdt vi atter vejret. Vi var ombord i "Ronnimi Park", og den lå endnu ude på rheden.

Den følgende dag gik vi til kaj. Da vi skulle til at klargøre til udlosning, opdagede  vi, at jøderne havde brækket trappen ned til lasten af og nægtede at forlade skibet. Vi kunne ikke komme ned til dem i lasten. På

De tre britiske transportskibe stævner ud fra Haifa med kurs mod vest, hver med 1500 emigranter ombord. Først da de passerer Cypern ser jøderne, at de er blevet narret.

Hvad de mener om The British Army fremgår med al tydelighed af  billedet, taget  fra skibets styrehus, der er bevogtet af bevæbnede soldater og sikret af pigtrådsspærringer

kajen var der fyldt op af pressefolk. Jeg vil anslå deres tal til 2-300! Uafladeligt blinkede blitzlysene. Der blev taget bunkevis af filmruller, og der blev råbt til os med ikke altid lige pæne ord. Vi havde helt tydeligt verdensopinionen imod os. Stemningen var helt på jødernes side. Der gik endnu nogle spændingsfyldte timer, før øverstkommanderende gav ordre til, at så måtte folk sættes i land med magt. Tidspunktet blev fastsat, men vi var i gang med forberedelsen før. Med skærebrændere søgte vi at komme ind udefra.

På kajen stod horder af engelske soldater blandet med pressefolkene og dertil hundredvis af civile, mange af dem pårørende til jøderne ombord. Folk var rasende. Jeg tænkte "Du gode Gud! Det går aldrig godt!" Soldaterne var nervøse, og når folk har nerverne uden på huden, kan man risikere alt mellem himmel og jord. De modtagende soldater på kajen havde læst masser af aviser i de sidste måneder. De havde været vildt overdrevne. Hele stemningen var pisket op i uhyrlige dimensioner, som ikke hørte hjemme i realiteternes verden, slutter Carl Chr. Hansen.

- Oberstløjtnant Gregson kom ombord, og der blev holdt en kort rådslagning om, hvordan aktionen skulle gribes an, fortsætter Erik Vedsegaard. Vi faldskærmssoldater skulle bringe jøderne op af lasten, hen til landgangsbroen og ned ad trappen til kajen. Dér ville de andre soldater tage sig af fangerne, én for én. Fra dækket var der 6-7 meter ned til bunden af lasten.

Vi foreslog at springe ned og lave en lysning i menneskehavet, så vi kunne genetablere trappen. Det var som om jøderne havde læst vore tanker, for nu satte de sig dernede på gulvet. Meget tæt sammen Vi kunne umuligt undgå at komme til at kvæste nogen dernede, hvis vi sprang. Ideen blev opgivet. Vor kaptajn, John de Grey, foreslog at vi skubbede en trappe langsomt ned. På de nederste trin skulle der stå nogle af os for både at skabe lysning og samtidig forhindre, at også denne trappe gik tabt. Derved blev det. Alt gik imidlertid ikke efter planen. Da vi skubbede trappen ned, fik den for megen fart på og landede dernede på gulvet med et dumpt drøn. Imidlertid lagde vi ikke mærke til det. Vi var i lange spring på vej ned ad trappen. Vi kunne lige så godt have sprunget. Heldigvis havde de siddende jøder kastet sig til siden i sidste sekund og gjort plads. Som altid i militæret er officeren første mand. Her var det vor kaptajn. Men der var kun sekunders forskel.

Kaptajn de Grey, var ikke alt for klog. Han ville have en pistol med sig ned i lasten for at få jøderne op. Heldigvis fik oberstløjtnant Gregson øje på revolveren og beordrede kaptajnen til øjeblikkeligt at give ham den. Jeg var sammen med John de Grey som ’første bølge’ der skulle ned i lasten til de 1500 jøder. For ikke at være våbenløs havde de Grey taget et baseballbat med. Det svingede han rundt i kæmpecirkler, så de nærmeste jøder – kun kvinder og børn samt enkelte gamle mænd stod i forreste række. Næsten alle mændene havde gemt sig bagest. De forreste trådte et skridt tilbage og forholdt sig nogenlunde roligt.

Indtil kaptajn Grey med et kæmpesving ramte en af de gamle jøder klokkerent i skallen. Det udløste et brøl af raseri fra samtlige 1500 jødiske struber, og mændene kæmpede sig fra baggrunden frem som vilde for at komme hen til vi 50 faldskærmssoldater. Helt sikkert ikke med gode hensigter - og vi var fuldstændig ubevæbnede. Disse ting fik hele projektet til at stå og ’svaje’ lidt. Ingen vidste rigtigt, hvordan det kunne ende. Vi var som sagt højst 50 soldater dernede - og 1500 nu totalt rasende jøder.     

Der stod 200 pressefolk på kajen. Aviserne havde jo været fulde af reportager i ugerne før ankomsten, fortsætter Erik Vedsegaard. Hvis pressen havde set dette, ville det have gået som en løbeild hele verden rundt. Det havde taget de sidste rester af lakken af det britiske renommé i denne sag.Vi var på plads på bunden næsten på én gang. Disse få øjeblikke gav os to lettere tilskadekomne. Én menig havde brækket en ankel, én anden en finger. Det var billigt sluppet. Begge sårede var danske faldskærmssoldater, men de arbejdede begge videre sammen med vi andre, til det var overstået.

Senere læste vi skrækkelige historier i aviserne. En amerikansk avis fortalte om dusinvis af hårdt sårede, andre om snesevis af hårdt sårede og enkelte dræbte osv. Der var en hujen og skrigen og skrålen fra jøderne - og tilsvarende inde fra kajen. Vi skulle overmande, trække og bære 1500 vilde mennesker op fra lasten ned ad landgangstrappen. Da vi greb de forreste, gjorde de modstand og måtte 'hjælpes' op.

Da de øvrige indså, at der ikke var nogen vej udenom, opgav de modstanden. Alle gik frivilligt op. Det passede os godt.  Det var jo en modbydelig situation for os, men dertil kom også frygten for en mulig sprængladning. Det drejede sig kort sagt om så hurtigt som muligt at komme op og væk.  Da alle var oppe, blev der smidt dybvandsbomber på den ydre side af skroget. Måske nær, måske lidt længere væk. Jeg ved det ikke. Men det var under alle omstændigheder for at gøre kål på evt. frømandsaktioner. For hvert drøn, vi hørte dernede i lasten, gav det et sæt i os. Oppe ved landgangsbroen var der ved at gå panik i foretagendet. Alle de britiske soldater, som var udkommanderede på kajen,  kom stormende op af landgangen og greb fat i de stakkels mennesker og slæbte af med dem.

Jøderne kunne ikke undgå at se de mange hundrede pressefolk. Blitzlys glimtede uafladeligt. Pressefolkene gjorde intet til at mindske dramatikken. Jøderne stod på kajen og virrede med hovederne og svajede som siv for vinden - som om de var slået i hovedet med geværkolber eller noget i den retning. Rent skuespil. Ingen havde lidt anden overlast end den, der følger med at blive slæbt af sted mod sin vilje.

Ikke én gang i de to måneder, de havde været sammen med os faldskærmssoldater, var nogen fange blevet slået. Tværtom havde vi gjort, hvad vi kunne for at lette hverdagen for dem. Men jeg vil ikke fortænke de jødiske emigranter i dette forsøg på at vinde endnu flere for deres sag. Når alt kommer til alt var det forkert, hvad der var sket. Nu var vi faldskærmssoldater kun tilskuere. Vort arbejde var færdigt. Men nu stod vi til gengæld og blev irriterede over den måde, de fremmede, britiske soldater behandlede 'vore jøder' på. Ikke, at der var tale om 'brutal fremfærd', men der var et par stykker, som godt kunne lide at 'skubbe lidt hårdt'. Til sidst greb jeg fat i skulderen på en af dem. En oversergent. Han brølede til mig om at give slip - og så skulle jeg for resten stå ret! I stedet nikkede jeg ham en skalle. Hjelmen røg af ham - og han blev stiktosset. Han skreg, hvad han ville gøre ved min karriere i den engelske hær. Jeg råbte til gengæld til ham, hvad jeg kunne finde på at gøre ved ham, hvis han ikke straks kom ned fra landgangen og undlod at røre én flygtning mere. Da de sidste jøder forsvandt om hjørnet på et kæmpepakhus og kajen var tom, styrtede vi ned og hentede vor meget sparsomme bagage. Vi trængte alle til en meget stor én til halsen, slutter Erik Vedsegaard.

Hvad skete med de jødiske flygtninge?

Hvad der skete med disse flygtninge, véd vi fra andre kilder: De blev ledet gennem en overdækket korridor ud til et ventende tog, som kørte dem til lejre udenfor Hamborg. Armerede militærkøretøjer ledsagede toget. I togvognene var vinduesglas udskiftet med solide  jerngitre, så ingen kunne flygte, og der var placeret bevæbnede vagter for og bag på hver togvogn. Flygtningene var urokkelige. De ville til Palæstina.
- Der er intet liv for os i Tyskland eller i det hele taget i Europa. Vi vil hjem til Palæstina! var deres klippefaste overbevisning.

- Vi fik 14 dages orlov i Danmark, inden det igen via England gik tilbage til Palæstina, slutter Carl Christian Hansen. Ingen af os havde lyst til at fortælle noget derhjemme om de seneste to måneders forfærdende oplevelser. Den slags ville med god ret ikke have været populært.

                                                                            Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre