Tegningen, som morede ’Monty’(tv) Han havde sikkert også moret sig over ’Blæksprutten’s kommentar til hans besøg hos kong Chr.X for at takke for Elefantordenen.
Det er ikke muligt at beskrive, hvordan hver eneste af de 2.434 unge danskere oplevede den britiske militærtid. Heller ikke at fortælle, hvad alle oplevede. Baggrunden for at de meldte sig til britisk militærtjeneste er ikke særlig forskellig. Rejsen til England og rekrutuddannelsen i Canterbury er også ret så ens. Den første tid i ’Cirkus Mili’ gør såmænd den dag i dag indtryk på unge mænd, som fra mors skørter og kødgryder pludselig skal omstille sig fra den civile høflighedsatmosfære til den militære råben og skrigen, kommandoer og ordrer. Det føles som et chock for alle rekrutter - også i dag.
Men derefter skiltes de frivilliges veje. De blev fordelt til 42 forskellige, britiske regimenter, enhver er overbevist om, at netop han kom til Englands bedste regiment. Her dukker forskellighederne i beretningerne frem.
Jeg blev noget ved musikken
- I efteråret 1945 læste jeg i dagspressen om rekrutteringen til den britiske hær. Fem års ’indespærring’ under Besættelsen var så afgjort min drivfjeder, fortæller Erik Jørgensen, Herlev. Jeg greb den chance, der bød sig, for at se verden udenfor Danmark. At det var indenfor militæret spekulerede jeg ikke meget over. Jeg var ung og pengene var små, så der var absolut ikke råd til at rejse ud og se andre lande, bortset fra Sverige. Så jeg valgte British Army’s store ’charterrejsebureau’. Jeg kom i øvrigt ikke så langt omkring som flertallet af mine kammerater, idet jeg allerede fra forsommeren 1946 blev overført til regimentsorkestret ’The Buff’s Band’.
Det kom sig af, at jeg en aften spillede klaver i messen. Over messen havde koncertmester Salmon sit kontor, og han hørte musikken dernede fra. Jeg blev tilsagt til at møde hos ham næste dag. Han tilbød mig optagelse i regimentsorkestret, hvilket jeg tog imod med kyshånd. Foruden klaver spillede jeg klarinet og saxofon.
Det var på dette tidspunkt, at mit kompagni skulle udstationeres til oversøisk tjeneste. Jeg måtte altså vælge mellem at se den vide verden eller blive ’noget ved musikken’. Jeg valgte det sidste. Eksercits blev nu afløst af musikøvelser, orkesterprøver og snart også deltagelse i parader og musikarrangementer. Jeg deltog blandt andet i parader ved besøg af kong George VI, prinsesse, senere dronning Elizabeth og hendes mor (den senere ’Queen mother’), parade for feltmarskal Montgomery, Lord Mayor’s Parade og en række promenadekoncerter.
En kæmpeoplevelse for mig var det at deltage i paraden i København for regimentets æresoberst, kong Christian X’s, 76 års fødselsdag den 26. september 1946. Det foregik på Amalienborg slotsplads med efterfølgende parademarch rundt i hovedstaden, helt ud til Enghave Plads og om aftenen koncert i KB-Hallen.
Næste dag holdt vi en promenadekoncert i Fælledparken og på Carlsberg Bryggerierne. Næste dag koncert på Fredensborg og Kronborg og tappenstreg på Københavns Rådhusplads.
Ud over militærmusikken havde vi indenfor orkestret oprettet et danseorkester, som spillede ved militære festarrangementer. Orkestret var i perioder udstationeret i Gravesend, Folkstone og Shorncliffe. Så vel fik mine kammerater set mere til fremmede lande end jeg, men jeg lærte til gengæld hele Storbritanien at kende, dels med orkestret, dels på ferier.
Da tidspunktet for min kontrakts udløb i 1948 nærmede sig, blev jeg spurgt, om jeg ville forlænge kontrakten. På det tidspunkt stod orkestret for at skulle udstationeres til Hong Kong, Indien, Afrika og Tyskland – en periode, der ville strække sig over 3 år. Selv om det lød spændende, sagde jeg nej tak. Jeg følte, at min fremtid ikke lå i militæret, men i et civilt job, slutter Erik Jørgensen
Angrebet af jugoslaver
- Min første station efter grunduddannelsen i England var Padua i Norditalien, hvor det var meget skønt at være dansker, fortæller Halvor Jepsen. I byen var rejst en kæmpestatue af den berømte, danske soldat i engelsk tjeneste under Anden Verdenskrig, Anders Lassen. Han faldt udenfor Padua den 9. april 1945. Samme dag som udenrigsminister Christmas Møllers søn. Kort tid efter blev vi sendt videre til grænsebyen Triest, hvor det jugoslaviske mindretal lavede voldsomme demonstrationer. To britiske soldater blev dræbt af de jugoslaviske demonstranter. Vi var kun bevæbnet med stave og blev trængt tilbage. Måtte faktisk redde os ind mellem de amerikanske soldater, som var skarpt bevæbnede. En amerikansk officer fyrede en salve med sin maskinpistol. Så opgav jugoslaverne. De flygtede. To blev dog stående, lænet op ad et murfremspring. Da officeren skubbede til dem, faldt de. De var alle
rede døde, savet igennem af hans maskinpistolsalve.
Jeg røg til Burma. 14 dage senere blev vi sendt tilbage til Italien. Det virkede – venligt sagt - ikke som om englænderne havde helt styr på tingene i de dage.
I Triest oplevede jeg mange sjove episoder. De jugoslaviske grænsevagter ville gerne have vore cigaretter, så selv om det var strengt forbudt, byttede vi nu med dem. Vore vagter foregik i vagttårne langs grænsefloden. Kommunist-partisanerne ville snige sig over til os. Vi lavede også en del ’commando-raids’. En nat var der en dansker, som fik lyst til at se grænsen fra den modsatte side. Han prøvede at svømme over floden. Vi havde et helvedes besvær med at få ham kaldt tilbage, slutter Halvor Jepsen
Marskal Tito og ’Den tredje Mand’ var vore fjender
- Jeg ved ikke, om andre danske var stationeret først i Villach i Østrig og senere i Padua i Italien på grænsen til Jugoslavien, fortæller Axel Nielsen. Østrig var 3-delt i en britisk, en sovjetisk og en amerikansk besættelseszone. Orson Welles-filmen ’Den tredje Mand’ er ikke spor overdrevet. Det var en kamp mod noget, der bedst kan kaldes ’krig mod sortbørsmafiaen’. Vi kunne ikke gå mange skridt, uden at blive kontaktet af listige sortbørsgrosserere, som ville have os til at hjælpe dem ind for at tømme de militære lagre.
Vi var advaret, og vore patruljer arresterede hver eneste, som henvendte sig eller blev afsløret under vore patruljer. De blev ført for kommandanten, og så véd jeg ikke, hvad der skete med dem. Måske blev de skudt bag den røde barak, måske løsladt igen. Mange officerer var under mistanke for ved sortbørshandel at lave sig tvivlsomme ekstraforretninger. Jeg er ikke sikker på, at det ikke netop var vor iver i arbejdet med at arrestere sortbørsfolk, som førte til, at jeg blev forflyttet til Italien.
Jeg kom til Padua og derfra til byen Triest, nær grænsen til Jugoslavien (i dag Slovenien). Det var vor opgave at bevogte grænsen mod det røde land, som kommunisten marskal Tito styrede med hård hånd. Hver eneste nat søgte jugoslaver at flygte over grænsen. Vor opgave var at hindre det.
Nogle flygtninge blev dræbt af vore folk, andre af Tito’s. De mange, som trods al påpasselighed nåede over for at søge om asyl, blev arresteret og samme dag eller næste kørt tilbage til grænsestationen og afleveret til det jugoslaviske grænsepoliti. Hvad der ovre i Tito-land skete med flygtningene véd ingen. Men man havde jo sine grimme mistanker, slutter Axel Nielsen.
’Monty’ på besøg
- I Padua, Italien, havde vi besøg af selveste feltmarskal Montgomery, Rommels overmand og Danmarks befrier, fortsætter Halvor Jepsen. Alt skulle pudses og gøres i stand til det fine besøg.
Jeg havde netop fået tilsendt et eksemplar af ’Svikmøllen’ med en tegning af ’Monty’, som havde foreslået en reform, der ville forsøde de engelske soldaters kasernetilværelse. Sergenten viste ’Monty’ bladet, og ’Monty’ grinede som en flækket træsko og spurgte mig, om han måtte få magasinet. Det fik han selvfølgelig.
Vi danskere kom væk fra Italien på en underlig måde. Den rigtige version af historien fik vi vist aldrig, men det var noget med, at ifølge fredstraktaten med Italien måtte kun ’rene tropper’, dvs. englændere og amerikanere, bevogte grænsen til Jugoslavien. Jeg véd ikke, om vi, der kom fra det land, som Churchill under krigen havde kaldt ’Hitlers kanariefugl’ ikke havde rene hænder ovenpå den danske optræden i Anden Verdenskrig. Det var det renommé, vi var taget ud for at pynte på, men måske er vor vilje til at hjælpe ikke nået verdensopinionen. Jeg véd det som sagt ikke 100%. Så ville man sende os til Grækenland, men det nægtede vi. Vi sagde, at det, der foregik i Grækenland var en frihedskamp. Sådan én havde vi lige selv haft hjemme, og nu ville vi ikke blandes ind i et andet lands. Det gav nogle kæmpediskussioner, og pludselig fik vi da at vide, at vor kontrakt var ophævet. Vi kunne rejse til Danmark. Vi fik løn tilsendt et års tid, og efter 4-5 år modtog jeg min indefrosne ’bundne opsparing’ fra The Army, slutter Halvor Jepsen.
To ruter til eventyrets lande
Og så går det ellers deruda’ for de godt 2.000 danskere, som vil opleve den store verden. Der var to veje: Rute 1: Togrejse gennem Frankrig til
Tegningen, som morede ’Monty’(tv) Han havde
sikkert også moret sig over ’Blæksprutten’s kommentar til hans besøg hos kong
Chr.X for at takke for Elefantordenen.
Toulon, hvor udskibningen så skete til Egypten og Rute 2: Søvejen fra England til Egypten. Her er beretninger fra begge ruter.
- En dag i september 1946 startede vi fra træningen i England mod fjerne mål, fortæller Helge Kristensen. Med fuld oppakning forlod vi Woolwich med tog, så over Kanalen, og gennem Frankrig. Jeg mener at huske, vi standsede i Paris. Rejsen fortsatte ned gennem Sydfrankrig til havnebyen Toulon, hvorfra vi skulle sejle med skib til Mellemøsten. Imidlertid var der ikke afgang før 14 dage senere, og i de to uger levede vi som små konger. Vi var anbragt i en gennemgangslejr, hvor vi blot skulle stille til parade to gange om dagen - ellers kunne vi færdes frit.
En aften sad vi sammen med nogle norske sømænd. Vi havde det vældig sjovt, men desværre mistede jeg min hue og mit bælte. Jeg måtte betale for en ny hue og et nyt bælte. Den har nok været høj den aften.
En anden aften, hvor vi havde været ude, ville vi besøge en vindruemark på vejen hjem. Men vi måtte flygte over hals og hoved. En af gutterne var altid så støjende. Det afslørede os. Vi slap dog væk fra hundene, og vindruerne smagte ellers godt nok. Jeg husker, at der var et højt bjerg i nærheden, og det var en lang tur hjem, men vi havde godt af den friske luft.
En dag kørte vi til en badestrand i retning mod Nice. Vi nød vandet, og mens vi badede var der et par piger, som var vældig oplagt på at komme i kontakt med os. Vi bed på krogen og måtte give dem en tår at drikke. Det kunne vi vel nok spendere på dem. De holdt i hånd og virkede temmelig varmblodige. Så skulle vi med dem ind på et værelse. Dér sluttede festen, for pigerne var ikke lige til vores pengepung. Den rakte kun til et enkelt glas vin. Så mere pigesjov blev der ikke den dag. Men en lille ’fransk oplevelse’ blev det da til. Nede ved havnen var der liv og glade dage for alle. Vi solgte cigaretter til negrene. De kunne bruge alt, hvad vi kunne tilbyde, og vi kunne bruge alle de penge, vi kunne få fat i. En aften sad jeg i en restaurant og skrev julekort hjem til familien. Vi var som nævnt i september måned, så jeg var vist lidt gak i låget. De julekort har jeg måttet høre meget om fra min kammerat Børge (menig 14196790) En aften skulle vi også prøve at danse på knejpe, hvor der var musettemusik - og selvfølgelig piger i massevis. Vi morede os gevaldigt - vi kunne ikke et ord fransk Trods de manglende franskkundskaber, fik vi lov at komme med pigerne hjem. De boede på tredie sal. Vi måtte tage støvlerne af og liste op på deres værelser, som var ret spartanske. Men vi spiste og drak hos dem - og sov hos dem til den lyse morgen. Og denne gang var de gratis. Vi skulle stille tidligt på kasernen, men kendte dårligt nok vejen hjem. Til alt held fik vi stoppet en lastbil, der skulle til lejren. Vi kravlede glade op på ladet, men det viste sig af være fyldt med piger, der skulle på arbejde. Vi følte os som to små mus, for pigerne kunne udmærket godt se på os, hvor vi havde været henne. Men en dag var det behagelige ophold forbi, og turen gik ned til havnen. Her var der stor travlhed overalt, og dér lå skibet, som skulle bringe os videre på eventyrrejsen.
Vi var mange, der skulle indskibes, og ventetiden var lang og besværlig. Den rejse vi nu påbegyndte skabte både glæde og nedtrykthed. Vi var langt fra fædrelandet. Vi gjorde os mange tanker - og havde tid til at vende og dreje dem. Var det nu rigtigt, det, vi havde givet os i kast med? Farvel til de gode dage i Toulon, farvel til England og farvel til Danmark! Af sted mod nye mål. Rejsen skulle vare i 14 dage. Nu var vi på vej mod Østen sammen med nye kammerater og alle spændte på, hvad der nu skulle ske. Snakken gik livligt på mange sprog og på mange dialekter. Alle havde vi et fælles mål: Eventyret!
På skibet skete der en masse. Vi havde vore forskellige pligter. Der skulle også gøres rent. Nogle af os blev søsyge. Der var meget at snakke om: Hvem mon han var - ham har jeg aldrig set før - ham den lange officer - mon han kan styre os? Vi spillede kort, men tiden gik kun langsomt. Man stirrede mod horisonten, fortalte små, frække historier, prøvede at lære noget mere engelsk. Fik man så fat i en skotte, så var man rigtig på den.
Men respekt og disciplin måtte vi alle overholde. Dagene gik. Var det nu Malta eller var det Afrikas kyst? Alle kiggede vi langt efter det ukendte! Det var begyndt at blive varmt, vi kunne mærke forandringen, og vi kunne ligge på dækket og ta’ solbad. Himlen var flot og blå - aldrig en sky, og fremad kunne vi skue land. Vi fik at vide, at vi nærmede os bestemmelsesstedet, slutter Helge Kristensen.
Sørejsen Biskayen, Gibraltar, Malta, Port Saïd
- Den berygtede Biscaya blev passeret uden nævneværdig søsyge, og sejladsen langs den spanske og portugisiske kyst var så tæt på land, at vi kunne stedfæste Kap de Roca, Kap de San Vincente og Kap Finisterre, fortæller Carl Ulrich.
Gennemsejlingen af det snævre Gibraltarstræde var første store oplevelse på denne sørejse. Her kunne man med en hoveddrejning se hele to kontinenter, Europa og Afrika. Vi kunne skimte palmer på begge sider af strædet. Sådan nogen havde vi jo aldrig set før. Vejret var skønt. Sigtbarheden stor. Himlen høj. Soldækket og de åbne dækafsnit var stopfyldte. Vi ville opleve Gibraltarstrædet. Det forstærkede virkelig følelsen af, at drømmen om at opleve ’de varme lande’ nu virkelig var ved at gå i opfyldelse.
’Britannia’ var hurtigere end de fleste andre. Vi passerede en masse fragtskibe også på vej mod øst. Gibraltar ligger ikke på det sydligste punkt, som jeg havde troet, men tilbagetrukket. Snart så vi den høje Gibraltarklippe, imperiets ene vigtige fæstning i Middelhavet. Et fly var ved at lande ved dets fod. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at dette skønne vue havde Hermann Görings bombefly heldigvis ikke haft held til at ødelægge. Det tog tre døgn at sejle fra Gibraltar til Port Saïd ved Suezkanalens nordlige indsejling.
Hele tiden havde vi Nordafrikas kystlinie inden for synsvidde. Det var ud for Algeriet og Tunis, vi første gang over skibets højtaleranlæg fik besked på at stille vore ure en time frem. Samme besked skulle vi senere få endnu 3 gange, inden vi nåede Bombay. Det fik mig til rigtigt at føle, at vi var på en lang, lang rejse.
Under
passagen mellem Sicilien og Malta, var ’Britannia’ så tæt på klippeøen, at vi
kunne se både bygninger og vegetation. Malta var den anden af Englands stærke
baser i Middelhavet, og havde spillet en vigtig rolle såvel under ørkenkrigen
som ved invasionen af Italien. Den havde også været udsat for gentagne og meget
ødelæggende flyangreb under Anden Verdenskrig. Men som med Gibraltar havde
Aksemagterne heller ikke fået gjort kål på den. Her lå øen, så smuk i strålende
sol.
Og så var vi pludselig ud for Egypten. Langsomt løb skibet ind i havnen i Port
Saïd, omringet af små egyptiske fartøjer med folk, som ville handle, slutter
Carl Ulrich.
Englænderne ville hellere blive hjemme
- Efter få dage i Gravesend efter orloven i Danmark kom ordren: ’Der afgår mandskab til 2. Bataljon af The Buffs, stationeret i Malay!’ fortæller Poul Rasmussen. Det var jo selve eventyrets land! Malaya er den sydlige del af Malakkahalvøen i Bagindien. I dag er det en del af det selvstændige land Malaysia, hvis hovedstad Kuala Lumpur ligger på Malakkahalvøen, det er nu kaldes Vest-Malaysia. Hillemænd for en opstandelse, der blev: Der var et rend på kommandokontoret. Danskere, der ville sikre sig, at de nu virkelig blev udkommanderet - og englændere, der forsøgte at undgå at blive sendt ud. Danskernes ønsker blev opfyldt, hvorimod det vist gik mindre godt med englændernes. Der var i hvert fald et kæmpeflertal af englændere, da dagen oprandt.
Turen gik med tog til Southampton i det sydligste England, hvor 2.000 mand i fuld feltmæssig uniform gik ombord i HMS-Trooper "Arundel Castle", bound for Singapore. Et smukt og hurtigtsejlende skib med to skorstene. Der var megen festivitas ved afsejlingen: Militærorkestre spillede, og en masse mennesker var mødt op for at vinke farvel. På vej ud af havnen i Southamton passerede vi kæmpedamperen ’Queen Mary’ - tidligere krydstogtsskib for millionærer, nu troppetransportskib. Her og nu fyldt til randen med amerikanske tropper, bound for USA. Skibet var camouflagemalet og en kæmpe i forhold til vort skib.
Råb fra os op til amerikanerne var i stil med "Got any gum, chum?". [Har I noget tyggegummi, gutter?] Eventyret var begyndt. Jeg har altid været nysgerrig efter at se så meget af verden som muligt, haft uro i blodet og derfor var de fem besættelsesår slemme at komme igennem. Jeg følte mig indespærret. Jeg har altid nydt at sejle. Før krigen sejlede jeg nogle år som sømand. Nå, men rejsen gik fint. Første stop: Havnen ved klippefæstningen Gibraltar. Næste stop – men ingen landlov – i Port Saïd, Egypten. Så det lange stræk gennem Rødehavet til Aden på den sydligste spids af den arabiske halvø.
Det Røde Hav er et af de varmeste steder på jorden. Til gengæld kan der være frost om natten. Den store temperaturforskel kan få klipperne til at sprænges med store knald. Vi rundede Aden. Så var næste stræk til Colombo på Ceylon - det der nu hedder Sri Lanka. Det var en skøn tur. Undervejs - det må have været ved Maldiverne - så vi palmeklædte øer med hvide sandstrande. Dér kunne vi godt have tænkt os at stoppe rejsen. Men vi var på chartertur med The British Army, ikke med Spies eller Tjæreborg. Simon Spies var endnu kontormand i Varedirektoratet, og pastor Ejlif Krogager var endnu bare en ung præst i Tjæreborg. Som charterfolk var de to endnu slet ikke opfundet, slutter Poul Rasmussen.
Med Cypern om bagbord
- Cypern blev en stor oplevelse Med den blandede græsk-tyrkiske befolkning virkede øen helt eksotisk, fortæller Leo Hansen. Øen var en vigtig bastion for briterne. Det var her, England internerede de jøder, som forsøgte at komme illegalt ind i Palæstina.
Efter Cypern gik turen til Grækenland, til havnebyen Piræus. Her mærkede vi for første gang den hektiske fornemmelse af krigsatmosfære. Der var borgerkrig i Grækenland. Kommunisterne i bevægelsen ELAS søgte at tage magten. Kong Paul og hans regering i Athen søgte med hjælp fra England at hindre den røde magtovertagelse. Vi lå et par uger i Piræus, men hvad vi der kunne opleve var ingen berigelse. Elendighed, nød, had var herskende. Det er nok ikke uden grund, at man har sagt, at af alle krige er borgerkrig den grusomste. Dagen oprandt, da vi havde Grækenland og Cypern om bagbord og stævnede mod Port Said.
Lettelsen over at have forladt det krigshærgede Grækenland var stor. Vi havde faktisk medlidenhed med dem, som blev efterladt til tjeneste dér. Men vi vidste jo heller ikke, hvad der ventede os forude. Vi havde fået bekræftet, at vi skulle til Palæstina, hvor vi havde hørt at det også gik hedt til. Suez og Cairo blev vort første rigtige møde med Orienten, slutter Leo Hansen.
Og så fik vi tilmed løn for det!
- Det sker, at folk i Danmark
spørger mig: ’Har du været på Akropolis?’ Når jeg så svarer, at det var
jeg første gang i 1947, siger de:
-’Jamen, der var da ingen charterrejser den gang!’ Jo, det var der da!
Den engelske hær var én gang charterrejse. Den eneste forskel på datidens og
nutidens er, at vi fik bedste kost, bedste husly og gode penge for at
charterrejse på 1.klasse!
Sådan indleder Verner Nitschke denne del af sin beretning. Ved afrejsen fra England tilhørte jeg Royal Artillery 30 Field Regiment. Mine kammerater og jeg var kommet til en stor transitcamp udenfor Cairo og skulle overføres til et andet regiment - og så ellers ud til et eller andet sted på kloden. Tiden i Cairo gik med at spise og sove samt se på byen og pyramiderne – en helt ny verden for os.
Vi lærte os lidt arabisk. F.eks.. ’Emsi jalla!’, (Forsvind – og det hurtigt!) Sværest var det at holde skopudserdrengene fra livet. Hvor længe vi var i Cairo, husker jeg ikke, men vi havde det godt og mødte nye venner: Englændere, irlændere, walisere og skotter. Jeg kunne straks li’ skotter. Måske fordi de var lidt rebelske. Hvor der var skotter, skete altid noget. Men dagen kom, hvor vi fik at vide, at vi skulle pakke vort udstyr for at få noget nyt. Stille til parade, marchere til toget - og så af sted til Port Saïd nogle dage. Her smagte jeg mit livs første Coca-Cola!
’Røde Leif’ havde den dag set et ØK-skib i havnen. Vi gik om bord, talte med nogle af sømændene, og fik dansk mad og øl. Vi havde en dejlig aften ombord. Meget sjovt kom jeg selv til at sejle med det samme skib mange år senere, ØK’s ’Asia’, en 4-mastet slæde fra 1927. Vi var for resten lige gamle. Så en morgen kom ordren: Destination Grækenland.
Vi kom ombord i et gammelt troppetransportskib og skulle anløbe Piræus. Dejlig sejltur, men jeg tror, skibet var lastet med rotter. Når vi sad på toiletterne, spadserede rotterne rundt på luftkanalerne over hovedet på os, så der var ikke noget med at læse avis, ryge osv. Det var bare med at gøre det, man kom for, og så ud i en fart. Ikke at jeg er bange for rotter. Jeg kan bare ikke li’ dem. Hverken de firbenede eller de tobenede! Vi kom da til Piræus med livet i behold.
Kom til endnu en ’transitcamp’. Skulle igen vente. Tiden gik med at gå i byen, drikke den lokale Ouzo-snaps, som smagte godt, men havde en bivirkning: Bare man dagen efter drak et glas vand, så var man skidefuld igen. En billig andendagsbrandert. Vi tog tog til Athen og så Akropolis. Det besøg fik mig til at interessere mig for historie og gamle bygninger. I Piræus blev nogle af os overført til 51. Field Regiment. Andre blev i Athen og omegn. Vi kom ombord i en gammel damper. (Der var kun gamle skibe dengang). Vi skulle sejle til Saloniki oppe nordpå.
Der var kun et stort lastrum at sove og opholde os i. Med i lasten var også en masse slagtede fårekroppe og meget andet proviant. Vi sejlede. Og røg lige ud i en orkan. Lastrummet stank ad helvede til af fårekød, som efterhånden tøede op. Dertil vi landkrabbers bræk, pis og lort – for at tale lige ud af posen. Jeg gik op på dækket i læ. Jeg har flere gange senere sejlet i meget dårligt vejr. Har også været ved at kæntre, og jeg er også gået ned med en nordmand ude i Filippinergraven. Vi blev ved den lejlighed bjerget af en amerikaner.
I 1950'erne havde man meget med at sejle med for stor dækslast. Der var jo penge i lortet, så til helvede med besætningen. Men selv i sammenligning med senere oplevelser må jeg sige: Rejsen fra Piræus til Saloniki var en hård tur. Godt dampmaskinen holdt. Var den gået i stå i Det græske Øhav, så havde det været med at svømme. Men grækerne er gode søfolk, og de gamle skibe var bygget til at sejle. Så vi kom alle levende til Saloniki. Det, de i dag kalder Thessaloniki. Vi var syv danskere plus nogle englændere, der kom ud til en stor, pragtfuld, gammel rigmandsvilla. Vi var vel omkring 100 soldater. Obersten boede der også. Han havde to dejlige rideheste. Jeg arbejdede hårdt på at få lov at passe dem, men der var en gammel, professionel irlænder, som fik det job - og han havde ikke i sinde at give det fra sig. Alt lykkes jo ikke i en gasovn.
Vi boede godt og levede fint. Men det var vinter, da vi kom. Frost og meget lidt vand. Margarinen, smørret - eller hvad det var - blev smeltet i et stort fad. Så dyppede vi med gaflen brødet i smørret. Smart måde at smøre brød på. Jeg så for resten for nylig på bibliotekets avisarkiv, at de danske aviser i vinteren 1946/47 skrev, at ’danske frivillige i den engelske hær nu skulle til at kæmpe imod græske partisaner’. Nåja, det var vel egentlig rigtigt. Vi tænkte ikke over det den gang. Men der var faktisk borgerkrig i Grækenland, da vi var der. ’General’ Markos var oppe i det nordlige Grækenland, hvor også vi var. Man sagde, han var kommunist, og det var han vel også. Partisanerne var veludrustede og kendte landsbyer og bjerge som deres egen bukselomme. De havde kort før bekæmpet den tyske værnemagt. Nu bekæmpede de The British Army, der sikrede landet, fordi den græske hær var i en elendig forfatning. Hvor mange soldater, vi var, ved jeg ikke, men danske aviser for 29. januar 1947 skriver: ’Endnu 30.000 engelske soldater i Grækenland’. Jeg tror, de fleste var oppe nordpå. Nogle var også på de græske øer, som for øvrigt var under italiensk besættelse helt op til 1947. Vi brugte megen tid på at bevogte alt det engelske grej, som senere, når vi skulle forlade Saloniki, skulle overgives til den græske hær. I Grækenland skød man ikke med løst krudt. Der var en stor lejr under et stort bjerg - Olympos tror jeg det hed - hvor vi tit gik vagt.
Vi skulle ved hovedvagten stå i et skilderhus. Vi danskere brugte det aldrig. Vi havde en idé om, at partisanerne pejlede sig ind på huset om dagen, så vi gik altid bare rundt i nærheden af hovedporten. En nat, hvor Hans, Bill og jeg havde vagt, skete det! Pludselig bragede det løs, og skilderhuset og alt indenfor fem meters afstand, var ’blown up’. Det var der simpelthen ikke mere. Her var det med at komme ned på maven i vore nypressede, flotte uniformer. Partisanerne må have set, at vi stadig var i live. At de havde skudt på et tomt skilderhus.
De forsvandt, efterladende kun materielle skader. Og tre lidt rystede gutter. Vi kørte en dag med konvoj nær til den tyrkiske grænse til en by, som hed Kavalla. Da var vi i allerhøjeste alarmberedskab, og vi kørte kun om dagen. Jeg har hverken der eller andre steder slået nogen ihjel. Men vågen skulle man være – for ikke selv at blive det. Ellers gik tiden med at gå i ’tyrkisk bad’, gå på værtshuse og se på byen.
Saloniki var dengang en skøn, gammel by, halvt tyrkisk, halvt græsk. Det er den ikke mere. Nu ligner den alle andre betonbyer rundt i verden. Alt var billigt dengang. 1.000 drachmer lyder af meget, men var kun lig en engelsk shilling. Nogle få, danske ører. Grækerne, eller rettere makedonerne, var stolte mennesker, meget flinke og hjælpsomme. Den gang gik folk fra Makedonien klædt i nationaldragter. De var fuldt klar over, at Alexander den Store var kongesøn fra Makedonien. Derimod mødte jeg ingen, der vidste, at de engang havde fået en dansk prins som konge. Dernede hed han kong Georg den Første. Han kom dertil efter græsk ønske 1863 og døde 1913, hvor han blev skudt ved attentat.
Nå, men det er der jo så mange på Balkan, der er blevet. Selv i dag går det lystigt for sig. Menneskeliv og penge har en anden værdi i den del af verden.
Mens vi gik og hyggede os i Saloniki, kom ’slangen i paradiset’ i skikkelse af et par hundrede amerikanere. Straks steg priserne på vore værtshuse med 50%. Det var ikke så smart. Men der var et skotsk regiment i Saloniki, hvis medlemmer selvfølgelig også kom på vort stamværtshus. De brokkede sig over priserne, som skotter nu en gang gør, men det tog værten sig ikke af. Han tjente jo fedt. Men skotterne sagde til amerikanerne:
-
Siden I kom, er priserne steget med 50%. Vi har ikke de penge, I har, så hold
jer væk fra vores værtshus! Ellers får I nogen på ørerne!
Fra den dag var der ingen amerikanere, kun os - og så faldt priserne til det
normale igen.
Det er nogle dejlige mennesker, de skotter. Grækerne havde intet oven på mange års nazibesættelse og krig. Mad kunne man ikke købe på restaurationerne. På de små, listige steder kunne man som regel få spejlet æg, chips og lidt brød, når de kendte én.
En aften havde Hans, ’Fætter’, og jeg været i byen og var på vej hjem. Vi var sultne, men alt var lukket på nær en lille knejpe. Vi spurgte, om de havde øl? Jo, det havde de. Så vi bestilte 3 øl og 3 gange æg, chips og brød. Den gamle kone kom og dækkede op til os. Flasker kom ind med eddike, olivenolie samt salt. Nu har jeg fortalt, at grækerne var fattige dengang, så Hans sagde:
- Når damen kun kommer med én øl ad gangen, og jeg er den ældste og mest tørstig, så må den være til mig! Hans var den største af os, så man sagde ham ikke imod. Hans tog flasken, drak helt ud og udbrød:
- Det øl, vi plejer at
drikke, er da ikke så surt som det her!
Det var eddiken, hældt på en ølflaske, han havde tyllet i sig i ét hug.
- Nå, sagde Hans, det renser vel systemet!
Vi fik senere vore tre øl – Jeg tror, damen havde været ude at låne dem et sted - men aftenen gik godt, og Hans havde galvaniseret mave, så der skete ikke ham noget. De engelske styrker havde mange ting, som de fattige grækere kunne bruge: Bildæk, tæpper, motorer, bilfjedre, ja, sågar hele biler, konserves - alt blev købt og solgt. Jeg har dog aldrig hørt om, at der blev handlet våben. men ellers alt andet. Man sagde, at der sad 30 engelske soldater i Salonikis fængsler for at have handlet med noget, som ikke tilhørte dem. Så vidt jeg ved, var ingen danskere dér… men det kunne der såmænd lige så godt have været.
Vi havde en dejlig tid i Saloniki. Men dagen kom, hvor vi med vort regiment skulle forlade stedet. Nye opgaver og nye kammerater ventede forude. Igen ombord i en gammel damper. Stop igen i Piræus for at samle flere soldater op. Engelske styrker var ved at forlade Grækenland.
Vi kom tilbage til Port Saïd, derfra med lastbil til Port Suez, til en stor, trist og vindblæst transitcamp. Vi ventede på at blive sendt et nyt sted hen. Håbede vist nok alle på Palæstina, men det blev det ikke, slutter Verner Nitschke.
- Havnebyen Piræus i Grækenland var næste mål, fortæller Erhardt Jørgensen. Det var kun midlertidigt, men min gamle ven Alf Laursen fra Odense og jeg gik ud i byen. På et tidspunkt fandt vi, at det var tid til at få noget at spise. Vi fandt et lille spisested, ikke langt fra stationen.. Konen kom med et spisekort, men da det var skrevet med græske bogstaver, forstod vi ikke det mindste. Så tog hun os ud i køkkenet og viste os i gryderne, hvad de havde at byde på. Vi syntes ikke, det så særligt indbydende ud, så vi tog bare et par stykker brød uden noget på - og så en flaske Retsina (en slags harpiks-vin) og så et par småkager. Vi syntes nok, at folk kiggede lidt for meget på os. Vi fandt ud af, at de vist ikke havde set ret mange britiske soldater på de kanter. Efter et par timer tog vi toget til Athen, så Akropolis og kom på et tidspunkt tilbage til banegården. Dér fik vi forklaringen på, at de i Piræus havde set på os som mærkelige dyr: For da vi skulle stå på toget i Athen, så vi et skilt, hvor der på engelsk stod:
’Det er strengt forbudt for allierede tropper at besøge eller opholde sig i Piræus. Overtrædelse straffes med fængsel’. Vi havde været heldige. Måske var vi de eneste britiske soldater, som nogensinde havde sat vore ben i Piræus uden for tjenesten. På vej i toget hørte vi, at vi vist snart skulle indskibes til videre transport. Ingen vidste, hvor vi skulle hen. Vi sejlede ud af Piræus i et meget mindre skib, end det vi var kommet i. Vi sejlede hele natten, og pludselig stod vi havnen ind i Saloniki oppe i Nord-Grækenland. Her holdt der lastbiler parat. Vi kom til en lejr nord for Saloniki.
Vi så et lille værtshus med stole og borde på fortovet. Værten gav tegn til, at vi kunne sætte os, og på få minutter var bordet fyldt med glas og flasker, så vi kunne bare skænke os et par glas. De kaldte det ’græsk cognac’. Det var stærke sager. Senere har jeg erfaret, at det var græsk brændevin, kaldet ’ouzo’. Vi hældte lidt ud på bordet og tændte med en tændstik. Det brændte lige så godt som benzin. Tilbage i lejren blev vi læsset på lastbiler og kørt højt op i bjergene. Vi kom til en kaserne, bygget af de samme sten som Akropolis - en slags marmor. Der var hundekoldt.
Vi boede
i nogle store sale med 15-20 senge ud fra væggene. I midten stod en stor
kakkelovn. Alle forhåbninger om en varm stue og en god, blød seng forsvandt som
dug for solen. Kakkelovnen kunne ikke tændes, og der var intet varmt vand, ja,
faktisk var der overhovedet ikke vand i hanerne. Det varede ikke mange dage, før
vi opdagede, at de græske soldater i nabokasernen blev sendt endnu højere op i
bjergene for at kæmpe mod ELAS , de kommunistiske modstandsfolk, som ville have
kongedømmet med kong Paul afskaffet og i stedet indført republik. De holdt til i
Titos Jugoslavien og sneg sig om natten over bjergene for at slå så mange
græske soldater som muligt ihjel. Nogle dage senere kom de græske soldater
tilbage fra bjergtoppene. De havde ikke ligget på den lade side: På hestenes
sadler havde de hængt afhuggede menneskehoveder. De blev modtaget som helte af
de indfødte grækere, som nu kunne se, at der var betydeligt færre kommunister
at kæmpe imod.
Vort arbejde dér var vagttjeneste og vagttjeneste og vagttjeneste igen. En nat
kom der ELAS-folk, som skød på skilderhuset ved kaserneporten. Det blev
gennemhullet som en si, men heldigvis havde vore kammerater haft en sjette
sans. Så de havde lagt sig i grøften ved siden af skilderhuset. Det reddede
deres liv, slutter Erhardt Jørgensen.
Britiske soldater – heraf flere danske – går i
land i Grækenland (tv) og nyder varmen
Overværede henrettelse ved halshugning
- Nede i landsbyen havde vi set nogle plakater på græsk. Vi fandt frem til en græker, som kunne engelsk, fortæller Jørgen Hansen. Manden forklarede, at de havde fanget nogle ELAS-folk – vist nok dem, der havde skudt på skilderhuset. En af dem skulle halshugges foran rådhuset den følgende lørdag. Han sagde, at vi var meget velkomne til at overvære henrettelsen. Vi diskuterede meget, om vi skulle gå ned og overvære seancen. Vor nysgerrighed vandt. Foruden os var pladsen foran rådhuset fyldt med civile, mænd, kvinder og børn. Så førte de en mand ud af bygningen. Folkemængden hujede og skrålede. Manden havde et sort bind for øjnene og blev tvunget i knæliggende stilling på rådhustrappen.
En stor, hærdebred mand – det måtte være bødlen - stod med et stort, gammeldags sværd. På et tegn fra borgmesteren løftede han sværdet og skilte med et eneste hug mandens hoved fra kroppen. Nu så mange år bagefter kan jeg stadig, når jeg tænker på det, høre den underlige, hule lyd, da hovedet trillede ned ad de 3-4 trappetrin. En uges tid senere blev vi kørt til havnen i Saloniki, hvor vi igen blev indskibet.
To dage senere var vi i Egypten, og turen gik så til et artilleriregiment i Ismailia ved Suezkanalen. Her var det dejligt varmt og folk var langt venligere end grækerne, slutter Jørgen Hansen
Famagusta-episoden
Her skal fortælles om en blodig begivenhed, der senere af
Englands premierminister Attlee blev omtalt i parlamentet som
’Famagusta-episoden’, hvilket mildt sagt var en underdrivelse af
dimensioner.
- Cypern var hjemsted for de engelske lejre til de jødiske emigranter, som forsøgte at blive immigranter i Palæstina, hvilket The British Army havde ordre til at forhindre, beretter Erik Vedsegaard. Alle emigrantskibe blev tvunget til havnebyen Famagusta på Cypern. På et tidspunkt var vi impliceret i et kommunistisk guerilla-angreb på Cypern. Ved aktionen blev en del af værtshuskvarteret i den gamle bydel i byen Famagusta smadret, 7-8 huse brændt ned, alle personbiler i gaderne brændt og seks grækere dræbt. Vi var adskillige danskere med. At vi alle kom levende derfra er noget af et mirakel. Hele vort regiment, 87th Airborne Field Regiment Royal Artillery, endte med at blive arresteret, skønt kun halvdelen af regimentet (ca. 200 mand) var med. Vi havde netop eskorteret nogle tusind jøder i skibet ’Theodor Herzl’ til Famagusta, da katastrofen indtraf. Mit liv blev reddet af en englænder. Jeg fik så lidt senere lejlighed til at redde hans, da vi lå og gemte os i en hønsegård. Jeg standsede hans blødning fra benet med hans baret og brugte snor fra hønsegården til at binde meget stramt omkring hans ben, som blødte stærkt fra et åbent sår efter et øksehug. Det var på den tid, hvor de kommunistiske guerillaer i Grækenland ville have Cypern forenet med moderlandet, hvor de sloges som vilde i en yderst blodig borgerkrig. Alle regnede med, at ELAS (kommunisterne) ville vinde krigen, og det havde de vel også gjort, om ikke England havde sat tropper ind til hjælp for den lovlige regering i Athen.
Det var netop ELAS, som den dag, hvor vi var anløbet Famagusta, foretog et overraskelses-raid, som implicerede alle os faldskærmsfolk fra ’Theodor Herzl’. Angrebet blev på et bestemt signal sat ind i alle de værtshuse, hvori vi befandt os for at slappe af oven på den ubehagelige bevogtningstur. Kommunisterne fór som stormvinde ind i barer og huse. Der var ikke ét sekund at betænke sig i. Vi slap, hvad vi havde i hænderne – glas, flasker og villige kvinder - og greb nærmeste lampe, flaske, stoleben eller sengestolpe for at forsvare os mod deres sværd, knive, økser m.m. Tre danskere kom slemt til skade. Dahl fik flækket sit kranium. Jørgen Larsen fik hamret sin næse næsten ind i hovedet og Astrup Steensen fik et øksehug i ryggen. Astrup greb selvsamme økse og huggede praktisk talt hovedet af den græker, der lige havde hugget øksen i ham. Det var fandens til karl, ham Astrup. En gudbenådet fighter.
Jeg ved ikke, hvor mange danskere, der var med ved den lejlighed, for vi var jo alle britiske soldater. Da sagen blev offentligt kendt, kom vore officerer os til undsætning, og vor kompagnichefs indignerede forsvar blev citeret i flere London-aviser.
Efter det voldsomme bagholdsangreb fik vi gradvist samlet os sammen. I begyndelsen havde vi måtte vige overalt, men nu begyndte vi så småt at slå tilbage. Små grupper hist og hér samlede ’håndvåben’ sammen. Det var knive, vi havde erobret, og for Astrup Steensens vedkom-mende en skovmandsøkse.
Pludselig hørte vi fra hovedgaden vor regimentssergents kommandorøst: ‘One - two - one - two - left - right - left – right!’
Han havde fået samling på ca. 50 mand med en sergent Fowler som næstkommanderende. Det er den ynkeligste styrke, jeg har set: Alle var blodige. Adskillige manglede deres baret, og mange uniformer var flået i stykker. Bagest marcherede Rigby, svingende armene i den regle-menterede højde. 4-5 soldater blev båret på primitive bårer, vist nok afrevne døre. Vi var alle på det tidspunkt vildt ophidsede. Vi var helt sikre på, at mange af vore kammerater havde mistet livet. Rigby opslog hovedkvarter midt i hovedgaden, og beordrede 6-8 civile biler konfiskeret. Alle dørene skulle rives af, så man kunne springe hurtigt ud og ind. Så beordrede han alle andre biler i Famagusta afbrændt. Både Rigby og Fowler havde prøvet dette her før. De havde begge været med ved Arnhem i Holland i vinteren 1944.
Alle græske indbyggere havde skyndsomst lukket husenes jernskodder i stueetagen, mens træskodderne for 1.sals vinduerne og opefter var åbne. Efterhånden var vi igen omkring 200 mand på hovedgaden i Famagusta. Sergent Rigby beordrede alle værtshuse ødelagt. Flere patruljer kørte ud i de beslaglagte biler for at udføre ordren. De fleste huse var 4-5 etagers ejendomme.
Et par gange blev der råbt harmdirrende protester ned til os fra de øvre vinduer. Hver gang det skete, beordrede Rigby huset evakueret og brændt. Da grækerne havde set 7-8 huse blive behandlet på den måde, holdt de både kæft og skodderne lukket til. Vi organiserede eftersøgningshold og kørte rundt i Famagusta for at lede efter vore kammerater. Vi råbte alle steder, ned i gyder og op ad husene.
Alle græske mænd, der ikke holdt sig inde, blev uden tøven slået ned. Jeg ved ikke, om nogen døde ved den procedure, men der blev under alle omstændigheder rapporteret om seks dødsfald.
Langsomt aftog vor vrede, og vi begynde at indse, ’at det vist nok alligevel ikke var så godt". Vi marcherede tilbage til den lokale lejr, der havde indkvarteret os, og hvor vore våben var opbevaret. Da vi kom til lejren, stod det meste af det fremmede, men britiske, regiment opmarcheret uden for porten, alle bevæbnet. Vi satte vore sårede ned på jorden og råbte til de fremmede soldater, at de skulle give os vore våben. Så skulle vi nok forsvinde. Et par stykker nærmede sig lejren.
Vi kunne høre, at alle soldater tog ladegreb, så vi skiftede lynhurtigt mening og ville gå den anden vej. Men så opdagede vi, at flere kompagnier marinesoldater åbenbart var blevet landsat og nu var på vej imod os. De gjorde holdt ca. 100 meter fra os. Heller ikke de var det mindste forhandlingsvenlige.
Dengang var tyrkerne intet problem på Cypern. Der var kun få af dem. Først mange år senere stod Tyrkiet bag en massiv indvandring af tyrkere til Cypern. På tidspunktet for denne historie kom grækere og tyrker fint ud af det sammen. Problemerne på Cypern handlede kun om, hvorvidt ELAS ville få deres vilje og tilslutte Cypern til et Grækenland, som de regnede med ville få et kommunistisk styre, når borgerkrigen var forbi. Flere tyrkiske mænd og kvinder havde fulgt os for at hjælpe med at bade og forbinde vore sårede. Så ankom en civil, engelsk læge. Han havde et primitivt operationsbord med. Vi lagde de værst medtagne på bordet, og lægen begyndte at skære og sy. Der var ingen bedøvelsesmidler eller andre medicinske hjælpemidler, så den kirurgiske behandling foregik som på slagmarkerne for flere hundrede år siden. Jeg var ferm til førstehjælp, så jeg assisterede lægen. Vi fik bl.a. danskeren Dahl op på bordet. Han havde fået et øksehug, så det halve af hans hår hang ned over øret. Jeg mente bestemt at kunne se, at hans kranium var revnet. Der kom i hvert fald blod ud af en revne. Jeg sagde det til lægen, men han beordrede mig til blot at anlægge en meget stram forbinding. Det gjorde jeg efter at have trukket det halve af Dahls hår på plads. Den dag i dag er jeg sikker på, at netop den forbinding reddede Dahls liv.
Jeg var ikke så lidt stolt af min landsmand, da han slog ud med armene og himmelhøjt brølede: - I can take it all! I am a fucking Dane! I can take it!’ Selv sergent Rigby så anerkendende på ham.
Der var nu fløjet militærpoliti ind alle steder fra. De var svært bevæbnede. Vi var helt omringede, og vi fik ordre til at marchere tilbage til Famagusta. Der blev vi anbragt reglementeret i åbne geledder, dvs. tre rækker soldater med dobbelt sideafstand og tre skridts afstand mellem rækkerne. Nogle af soldaterne stod på i hast fremskaffede krykker. Der var dog stadig nogle på bårer, men de afrevne døre var blevet skiftet ud med rigtige bårer.
Vi fik at vide, at hele regimentet var arresteret, og at vi ville blive stil-
let for en krigsret. Famagustas befolkning fik ordre til at identificere gerningsmændene. Regimentssergent Rigby stod i bageste række ved siden af Astrup Steensen. Begge var næsten 2 meter høje og havde cykelstyroverskæg. Indbyggerne gik langsomt forbi os alle sammen og stirrede os stift ind i ansigterne. Næsten alle stoppede ved Rigby, stirrede stift et øjeblik, men gik så videre. Ingen sagde et ord. Der blev ikke identificeret én faldskærmsmand. I love the Greeks!
Vi blev som fanger sejlet tilbage til Haifa i et engelsk krigsskib og blev eskorteret af militærpoliti til lejren i Pardes Hannah. Selv om dette, at et helt regiment blev arresteret, vist senest var sket under Napoleonskrigene, var vi lidt i loyalilitetsvanskeligheder. Det var jo kun det halve af regimentet, der havde været med på Cypern.
Der blev holdt krigsret. Vi oplevede det bare ikke. Det foregik på regimentskontoret. Alle befalingsmænd blev degraderet til menige. Værst var det for regimentssergent Rigby. Han var en landskendt soldat. Der var skrevet en bog om hans indsats ved Arnhem i 1944. Nu var han pludselig kun menig. En af hans gode venner - en oversergent, som ikke havde været med på Cypern - satte ham til køkkentjeneste i opvasken.
Hele regimentet listede forbi køkkenvinduerne for at se den tidligere regimentssergent, nu menig, Rigby stå med hvidt forklæde og vaske fedtede gryder og pander af. Selv officererne listede forbi, én efter én. Sagen kom op i det engelske parlament, og man meddelte den cypriotiske administration, at der var blevet afholdt krigsret, at alle var blevet straffet, og da parlamentet tilmed vedtog at yde fuld erstatning, var alle cyprioter glade igen. Premierminister Clement Attlee omtalte sagen som ’The incident at Famagusta’ (’Famagusta-episoden’).
En uge senere blev menig Rigby forfremmet til ’lance-bombardier’, to uger senere til ’bombardier’, tre uger senere til ’sergent’, en måned senere ’oversergent’ - og få dage senere var han igen ’Regimental Sergeant Major’, slutter Erik Vedsegaard.
Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre