SJETTE BOG

 

Den danske indsats – Fjerne Østen

 

Af sted til Bombay

- Vi vidste, vi skulle til Bombay, fortæller Wladislav Banasik. Regimentet blev indskibet. Vi skulle underlægges de to britiske faldskærmsregimenter 157 og 158. Så vidt jeg husker tog sejlturen Liverpool – Gibraltar 2½ døgn. Turen over Biscayen var frygtelig. Alle var søsyge. Jeg var selv helt groggy. Vi lå for svaj ud for Gibraltar i godt 2 timer. Det var nok til, at flere blev lettet for 6 pence og halfcrones. Spaniolerne sejlede ud med piger i badedragter og pigerne trak bukserne ud således mønterne kunne ramme ned. Vi havde gerne ofret alt, hvad vi ejede for selv at komme i de bukser! Så sejlede vi til byen Valetta på Malta (billedet), som stadig var krigsområde.

 

 

 

Her imponerede Carl Ulrich os ved at klatre op ad skibet helt op på broen. Derfra sprang han ud i havnebassinet. Vandet var ikke så beskidt. Han var en sikker svømmer og dygtig gymnast.

Derpå gik sejladsen videre til Port Said. Englænderne havde en skik – vel en, de har arvet fra deres fædre: At der skulle smides alskens lort efter egypterne og araberne, som de tydeligvis ikke kunne lide. Der kunne være konservesdåser med snavset vand og uhumskheder i.

Egypterne gjorde ikke andet end af sætte sig ned. i stille protest. Arbejderne på land gjorde gengæld ved at blotte sig og vise deres bare røv som tegn på foragt for den hvide race. Den slags lå os danskere temmelig fjernt. Videre til Aden på sydspidsen af den arabiske Halvø. Der var mange homoseksuelle soldater ombord, som hele tiden søgte at komme i kontakt og tilsyneladende ikke generede sig for at vise deres tilbøjeligheder. Det var så fantastisk at se delfinerne som fulgte med og varmen gjorde at ved koøjerne på skibet blev der sat vindfanger ud således at der kom luft ind.

Vi ankom til Bombay efter 5 døgn på havet. Meget flot by Vi blev indkvarteret på en kaserne med 12-14.000 mand.

Nu hed det ’aktiv tjeneste’, slutter Wladislav Banasik.

 

Ilddåb i voldsomme gadekampe

- I øjeblikket ligger vi i felten, midt i et af de uroligste kvarterer i Calcutta. Tidligt om morgenen torsdag den 7. august 1947 brølede vore biler gennem  Calcuttas fornemme gader, men vi havde ikke kørt ret længe, før vi atter var ude i slumkvartererne. Klokken lidt i syv svingede vi ind i en stor park. Vi var ved målet. Midt i parken lå et stort hus, der havde set bedre dage. Her havde et indisk kompagni opslået kvarter. Officererne kunne engelsk. Fortalte, de havde haft en hård nat. 15 dræbte og en del sårede. Lige nu stilhed.

- Det er stilhed før stormen! grinede en af inderne.

Manden, som skrev foranstående ’reportage’, har ejet  en gudbenådet evne til at skildre begivenheder så levende, at en journalist kan blive helt misundelig. Men 11. april 1986 blev ophavsmanden Willy Marinus Bøhm Tønnesen, København dræbt i trafikken ved en eneulykke på vej hjem fra et kursus. Den tidligere frivillige i The King’s Own Royal Regiment havde da været ansat ved Statsbanerne i 36 år og var ved sin død kompagnichef i Hjemmeværnet med 34 års tjeneste bag sig. Lysten til det militære havde han fået efter tre år i The British Army.

 Willy Tønnesen blev kun 60 år. Vi har hans ’reportage’ fra hans enke, Karen Tønnesen, som har skrevet den af  efter sin mands dagbog. 
-Knap havde vi fået vort udstyr op på 1.sal, før der lød to store drøn, efterfulgt af heftig skydning med alle slags våben, fortsætter Willy Tønnesen. Kommandoråb lød gennem parken. Det indiske kompagni rykkede ud i sektioner. Skydningen kom fra en afstand på højst 200 meter. Mindre end 5 minutter senere meldte en løber, at forstærkning skulle komme omgående. To af vore sektioner, deriblandt min, rykkede ud med opplantede bajonetter. I løb gik det mod den berygtede bro, som englænderne kaldte ’Helvedesbroen’.

Det indiske kompagni havde prøvet at forcere den, men var slået tilbage med tab af én mand. De var nu på vej gennem floden. Vi fulgte dem. Her kunne kuglerne ikke nå os, men vi gik i vand til over brystet. Lige bag broen lå et stort boligkompleks. Det var derfra skydningen kom. Her havde også nattens kampe stået. Scenerne, der udspillede sig for mine øjne, lignede gadekampe under krigen. Ustandselig blev der smidt håndgranater ud fra vinduerne derovre. De faldt lige ned i slumbyggeriets træhytter mellem boligkomplekset og floden. Hernede boede muslimerne, mens hinduerne boede i de høje huse. Lige nu så det ud til, at hinduerne havde overtaget. Det var vor opgave at stoppe dette meningsløse menneskeslagteri.

Efterhånden kom vi i stilling og åbnede ild mod de høje huses vinduer. Det knitrede deroppe fra ti maskingeværer. De var vel 100-125 mand. Støvet fra murværket fløj til alle sider. Så gik det indiske kompagni til angreb. Vi fulgte dem gennem de brændende hytter, over gaden og ind i husene. Efter to timers kampe var vi herrer over situationen. En del bomber, rifler og  håndgranater blev taget i forvaring. Maskingeværerne fandt vi ikke. Vi lignede negre i hovederne, da vi nåede tilbage. Vi havde fået vor ilddåb. Inderne mistede endnu en mand, der blev stukket ned med en af deres frygtede langknive i kampen om huset.

Resultatet af kampen er lige gjort op: 16 dræbte var blevet fundet og lige så mange sårede. Nu to dage efter patruljerer vi i gaderne. Vi har været ude 20 af døgnets 24 timer. Alle er dødtrætte og søvnige. Knap kommer vi tilbage til vort kvarter, før vi bliver alarmeret igen. Man kunne tro, at vi gik rundt, snavsede og langskæggede. Sådan er det ikke. Trods den vanskelige situation skal vi møde nybarberede hver morgen. Riflerne bliver renset og efterset mindst to gange i døgnet. Øjnene hænger, når vi starter på patrulje, men så snart vi passerer broen er vi lysvågne.

Hver mand kender sin plads og sin pligt. Et eneste sekunds mangel på årvågenhed kan koste hele sektionen livet. Vi fortsætter spejdende til alle sider, om dagen til fods, om natten i biler. Hist og her sprænges en bombe, men vi er holdt op med at løbe efter braget. I mange tilfælde betyder braget kun, at de søger at lokke os i baghold. Fordi de skal have nogen dræbt i den anden ende af området.. Vi går kun efter lyden fra skydning. Hvad der gør denne form for kamp så vanskelig er, at kvarteret er meget blandet. Hele tre religioner er oppe imod hinanden: Hinduer, budhister og muslimer. De er alle vel bevæbnede, og alle vil erobre herredømmet. De sprænger hinandens templer i stumper og stykker, brænder huse og hytter af.

Alle søger at myrde alle. Byens brandbiler farer mindst 8 gange i døgnet ud til denne bydel. Det første døgn betød et tab på 31 dræbte og mange sårede. Mest travlt har nok ambulancerne, som knapt når på hospitalet med en, før den næste skal af sted. Værst gik det ud over muslimerne. I løbet af den følgende dag nåede hinduerne  deres mål: At få ryddet bydelen. Alle, der kunne – og havde råd – flygtede. Selv for de rige hinduer havde disse nætters kampe været for meget. De forlod boligkomplekset. En af muslimerne kom hen til vor patrulje, og en af dem sagde på godt engelsk: - Vi rejser nu. Vi har intet valg. Hinduerne er os for stærke. De brænder vore huse, dræber kvinder og børn. Men en nat vil vi komme tilbage og tage vor hævn. Og sådan vil det fortsætte om og om igen. De indiske tropper, som havde ligget her før os, havde støttet hinduerne. Nu ville han gerne vide, hvordan vi stod i den strid. Vor sergent forklarede ham, at vi ikke kunne tage parti for eller imod nogen gruppering. Kun slå ned overalt, hvor der blev øvet vold. Så var han tilfreds. Nu havde de kun hinduerne at frygte, slutter Willy Tønnesen.

 

’Baxis Sahib! Baxis Sahib!’

- Torsdag 9. januar 1947, råkold aften med regn og slud, gik vi ombord i troppetransportskibet MS 'Duchess of Bedford' i Liverpool, fortæller Helge Kristensen. Et sækkepibeorkester var opmarcheret på kajen, hvor hundredvis af  pårørende stod og frøs, ventende på at vinke et sidste farvel til en søn, bror, mand eller kæreste.

Onsdag 29. januar gled det store skib ind i Bombay havn (i dag Mumbai). Vi blev proppet  i et tog, der lige holdt og ventede. Og så ventede vi. Altid vente. Det vænner man sig som nordbo aldrig til. Tilmed her i den stegende hede. Vi spiste bananer, appelsiner og gloede interesseret på det brogede liv, vi var vidner til. Så endelig satte toget sig i bevægelse. Ukendt destination. i hvert fald for os menige. Tre timer senere nåede vi til transitcamp Kalyan. For første gang skulle vi sove under moskitonet. Her gik en uges tid med endnu flere vaccinationer, end dem vi allerede havde fået hjemme.

Her fik vi udleveret tropeuniform og -tilbehør. Så videre op gennem Indien med tog. Meget lidt komfort. Ankom til Lahore, ikke langt fra Himalaya, hvor vi blev et par dage. Ved 21-tiden, fredag 7. februar standsede toget i Karachi (dengang indisk, i dag pakistansk havneby). Vi blev stoppet ind i lastbiler og kørt ud til en ørkenlejr, Malir Camp.  Det blev til knap tre næsten uudholdelige måneder i denne gudsforladte ørken. Tre måneders gloen på sand, sand, sand  og knastørre buske og kaktusser. Så langt øjet rakte. Ensformigheden og trivialiteten i 'Malir Camp' hang efterhånden alle langt ud af halsen.

Endelig forbarmede His Majesty sig over os. Mandag 28. april 1947 blev vi flyttet til en kaserne midt i storbyen Karachi, som havde en halv million indbyggere. (I dag 6 millioner). Alt tegnede lyst, sådan ved første kik. Her skete der da noget. Her var folkeliv.  Livet var lige udenfor kasernen, og vi nød uroen i fulde drag. Et særdeles broget skue mødte den velpudsede soldat i mylderet udenfor kasernen: Tiggere, skopudserdrenge og handicappede børn i en ynkelig forfatning der trodser enhver beskrivelse. Mange af dem var blinde, andre manglede arme eller ben eller havde kun små stumper. Og så glemmer ingen stanken.

- Baxis Sahib, baxis Sahib! lød det konstant fra vrimlen, især på fredage, for tiggerne og resten af mylderet vidste god besked med, hvornår det var soldaternes 'payday' (lønningsdag). Jeg husker endnu uhyggen i de forfærdelige skrækfantasier, som plagede mig i dagene efter at have modtaget de første indtryk af denne ulykkelige hob, der sad eller stod så tæt udenfor kaserneporten, at vi kun vanskeligt kunne passere. Det syntes fuldstændig uværdigt for den menneskelige race, at nogen skulle leve sådan en tilværelse. Elendighed så udtalt, at der rent faktisk ikke findes ord, stærke nok til at beskrive den.

Vi læste de lokale engelsksprogede aviser: Uro overalt i Indien, og vi hørte om det dagligt - også Karachi, hvor der konstant var sammenstød mellem hinduer og muslimer. Religion og politik er de evige anstødssten til fortrædeligheder mellem mennesker.

Men der var også Mahatma Gandhis løsrivelsesbevægelse. Den gamle, radmagre folkefører var leder af Nationalistpartiet, som ville have englænderne ud af Indien og gøre Indien til verdens største demokrati. Han nåede langt med sine trusler om at sulte sig til døde og sine tilhængeres sit-down-strejker og ikke-vold-kampagner. Men han havde ikke styr på de mere voldelige trosfæller, som bekæmpede englænderne med ganske andre midler.

 

Stol aldrig på en ’tonga-vallah’

Vi skrev tirsdag 13. maj 1947. Nogle aftener forinden havde jeg under et dansearrangement i 'Union Jack Club' lært en nydelig. ung dame, Synora Abrahams, at kende.

Bekendtskabet tog udgangspunkt i damens interesse for, at der pludselig var kommet vikinger i den britiske hær. Hun og familien boede i udkanten af Karachi i et mondænt kvarter, cirka 5 kilometer fra kasernen.
Kæmpevilla med swimmingpool, tennisbaner og en parklignende have - og tjenere overalt. 'Lille jeg' var pludselig landet i et overklassemiljø.

Synoras mor var israeler, hendes far var inder,  og de var i forhold til mit mere end særdeles beskedne niveau ufatteligt rige. Men flinke og rare var de. Blot var der den 'hage' ved det hele at man, ved visse lejligheder, helst så, at jeg havde hængt civilt kluns på mig. Jeg opdagede, at en stor del af deres fine bekendtskabskreds var højtstående, britiske officerer. De skulle jo nødigt se, at der lejlighedsvis også indfandt en sølle menig sig i det store hus. Heldigvis havde jeg allerede erhvervet mig en nydelig, skræddersyet habit. Som gik an. Denne eftermiddag blev jeg inviteret med på en biltur gennem byen. En del af turen gik forbi kasernen. Mr. Abrahams sad selv ved rattet, hvad jeg undrede mig lidt over, eftersom de jo havde tjenestefolk til alt. Hvorfor satte han ikke en chauffør til at styre den gamle, åbne cabriolet? Gammel så den ud, og det harmonerede  ikke rigtig med indholdet af de beretninger, jeg tid efter anden havde serveret for mine kammerater, om den meget rige familie, som jeg havde møvet mig ind i. Dollargrin var jo begyndt at dukke op - også i Karachi.

Hvorfor havde familien Abrahams ikke sådan én, når de nu var rige? Turen gik som sagt lige forbi kasernen, og dagen efter lød det: 'Nå, du var nok ude at køre i Rolls Royce i går!'  Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste ret meget om biler. Det skal lige med, at jeg havde lejet en cykel for at komme ud til pigens adresse.

Tre dage senere, fredag 16. maj, fortæller min dagbog om et overfald. Synora og jeg havde kapret en 'tonga' (cykel-taxi) efter en biograftur, og vi var på vej hjem til hendes bopæl, da vi pludselig blev overfaldet af tre indiske betjente. De erklærede, vi befandt os i et forbudt område, hvilket overhovedet ikke var tilfældet. Med håndvåben truede de os til af aflevere alle vore kontanter. Synora gav dem 8 rupees og hævdede hårdnakket, at vi ikke havde flere. De protesterede, men forsvandt med pengene, og vi fik love til at køre videre.

Synora havde flere penge end jeg. Hun betalte ’tonga-vallah’ (chaufføren). Dagen efter blev hændelsen rapporteret. De pågældende betjente blev besynderligt nok fundet og identificeret. Det viste sig at ’tonga-vallah’ havde været impliceret. De fik en hård behandling! står der i dagbogen.

I den følgende tid blev det stadig mere farligt af færdes i Karachi, fortsætter Helge Kristensen. Vi fik ordre til ikke at gå ud i byen, med mindre vi var mindst tre sammen. Vi medbragte vore geværer, dog uden ammunition. Men det vidste inderne antagelig ikke noget om. Efter endnu en vammel periode i ørkenlejren, 'Malir Camp', blev en del af os overflyttet til et andet kompagni, 'B-Coy'. Vi fik at vide at kompagniet skulle sendes til New Delhi, hvor der var alvorlige uroligheder. De derværende britiske enheder skulle undsættes.

Det lød ikke just som sød musik i vore øren. Onsdag den 8. oktober kl. 01,30  lettede syv af Royal Air Forces troppetransportfly fra Karachi mod New Delhi. Fire timer senere landede vi. De sidste minutter inden landingen forløb ikke uden dramatik. Oversergent 'Ginger Bell', som under hele turen havde befundet sig i cockpittet hos piloterne, dukkede frem i døråbningen og kommanderede vildt brølende: 'Bajonet på!'

Det lå i luften, at vi kunne påregne at komme til at prikke lidt i nogle oprørere. Sådan gik det nu ikke. Landingen forløb uden komplikationer. Ingen oprørere at se på landingsbanen. Men adrenalinpumperne havde kørt på maksimum.

Tiden i New Delhi blev for ret afvekslende og var i hvert fald langt fra så kedelig, som tilfældet havde været i 'Malir Camp' og på kasernen i Karachi. Jeg blev chauffør i motorsektionen. Kørekortet havde jeg erhvervet under opholdet i ' Malir Camp'. Køreprøven kunne ikke sammenlignes med, hvad man som borger her til lands må igennem for at blive ejer af et 'styrebrev'. Ind og ud mellem kaktus, hele tiden hoppende i ørkensand.

I New Delhi lurede der farer overalt. Vi skulle være overmåde forsigtige i vore dispositioner udenfor lejren, der havde navnet 'Nicholson Lines'. Trods forsigtighed og nænsom færden blev jeg i New Delhi udsat for et overfald.

Under datoen 26. oktober 1947 skriver jeg i min dagbog: ’Ikke nemt at sove i nat. I går havde jeg en grim oplevelse. Fredag dansant på KFUM i New Delhi. Jeg var der sammen med nogle kammerater. Efter en dyb indånding, tog jeg mod til mig og inklinerede for en aldeles yndig, ung dame, en anglo/inder-pige tydeligvis af  det bedre borgerskab. Det lykkedes mig i tåleligt omfang at slippe fra seancen, uden at pigen fik varige mén af mine klodsede ben. Det endte endda med, at hun indvilligede i et nyt  træf og en biograftur næste eftermiddag’.

Sheila Barnett var 19 somre. Vi var jævnaldrende. Hun var kostskoleelev på pigeskolen 'Western House' på 'Bunder Road' i den mondæne New  Delhi, talte high-class-english, var godt begavet og oven i købet musikalsk med fremragende evner udi det ædle pianospil. Hvad der var behageligt og bemærkelsesværdigt var, at hun vidste forbavsende god besked med Danmark. I modsætning til hvad man ellers kunne komme ud for hos engelske piger. Tit hørte man dem udbryde 'Oh, so you are a Viking!'  I min naturlige tilbageholdenhed nænnede ikke at korrekse dem. Tough guy, you know!

Lørdag morgen var jeg tidligt på stikkerne. Jeg var som eneste dansker tilknyttet The Military Transport Section. Der var imidlertid ingen transportopgaver, så vi blev i stedet sat til at rense biler. Om eftermiddagen havde vi fri, og kunne bevæge os udenfor ' Nicholson Lines' - og oven i købet i civilt antræk. Den mundering valgte jeg for denne lørdag eftermiddag, antageligt fordi det var den mest praktiske i det varme klima. Jeg mødte Sheila som aftalt, og vi gik i biografen. Så vidt jeg husker, så vi forestillingen to gange, hvorefter vi gik og sværmede lidt, inden vi satte kurs mod Bunder Road. Sheila skulle være inde på skolen inden et bestemt klokkeslet. Bedst som vi gik og sludrede, og var næsten nået frem til skoleporten, blev vi pludselig omringet af maskinpistolbevæbnede 'sikh'er. Tre i tallet, og uden at kunne sikh-sprog var jeg klar over, at det ikke var vittigheder, de fyrede af.

Jeg kunne ikke forstå et pluk af, hvad de sagde, men forstod af deres gebærder, at de absolut ville have mig med på en spadseretur ét eller andet sted hen. Sheila råbte og gestikulerede, alt mens jeg fik fisket min soldaterbog frem fra baglommen, og fik hende til i et desperat forsøg på at mildne de stridslystne tre mænd, at forklare dem, at jeg egentlig ikke var britte.

De havde tydeligvis ikke lært om Danmark i skolen - og var for resten også bedøvende ligeglade. Jeg var hvid, havde engelsk soldaterbog, befandt mig i Indien (som for få uger siden var blevet udråbt som selvstændig stat) - og jeg var tilmed i selskab med en indisk pige. Som sekunderne gik, blev stemningen mere og mere intens. Stakkels Sheila blev nemlig også miskrediteret, fordi hun havde valgt en britisk soldat som kompagniskab. De har nok sagt noget, der har lydt som 'feltmadras' eller det, der var værre. 

Det skete ikke så sjældent, at britiske soldater blev meldt savnet. I de fleste tilfælde dukkede de aldrig op igen. Gætterier gik på, at de blev likvideret og smidt i Ganges-floden til føde for krokodillerne. Alt tydede nu på, at en dansk britte skulle få en lignende skæbne. Et par lærere fra Sheilas skole var blevet opmærksom på optrinnet derude på fortove. De søgte at komme os til hjælp. Men ordet  'nåde' fandtes ikke i sikh'ernes ordbog. Det endte med, at Sheila sank sammen i armene på de to skolerepræsentanter og fik grædende fremstammet til mig: 'Don't go with them, Chris. They are going to kill you!' (Gå ikke med dem. De vil dræbe dig!) Jeg husker ikke mere helt eksakt, hvad jeg tænkte. Blot vidste jeg, at der nogle hundrede meter længere fremme lå en park med masser af træer. Mine tanker kredsede nogle øjeblikke om et flugtforsøg, når vi nåede dertil, men jeg indså, at det ville være ret håbløst med tre ladte maskinpistolpiber i ryggen. Så fornemmede jeg en jeep nærme sig bagfra. Man kan ikke ta' fejl af lyden fra en krigsjeep. Jeg ville dreje hovedet en smule for at få min formodning bekræftet, men fik omgående et brutalt puf af en maskinpistol i ryggen. Så blev der kommanderet et 'Jalla - Jalla!'. Jeg var ikke i tvivl om, hvad det betød.  Jeep'en kom hastigt nærmere, og nu opdagede vi alle fire på én gang, at det var britiske MPér, der helt undtagelsesvis havde valgt at køre ad Bunder Road denne lørdag aften. De to hvidhjælmede MP'er havde set, hvad der foregik, og den ene tog  ladegreb på sin pistol. Det blev min redning. Sikh'erne tog flugten og  glemte at sende mig hinsides. Men tæt på var det dæleme. De forsvandt i hver sin retning og trods intens søgen fandt vi dem ikke. MP'erne fik en hurtig beretning, og sammen prøvede vi at afhøre antrufne sikh'ere. Deres  afhøringsmetoder hørte ikke ind under den blide kategori.

For mig gik turen til Militærpolitiets hovedkvarter, hvor jeg af en kaptajn blev underkastet en kort, venlig afhøring. Han understregede, at jeg havde været usandsynlig heldig. Han var tilmed også en flink fyr, som fik udvirket, at jeg blev transporteret til Sheilas kostskole dagen efter for at se til hende og fortælle hende, at jeg var blevet reddet fra at blive krokodillemad.  Hun lignede én, der så et genfærd, men blev da klar over, at jeg var af kød og meget varmt blod. Det var forklaringen på, at jeg ikke sov efterfølgende nat, - og flere efterfølgende nætter. Dengang eksisterede der ikke krisehjælp. Vi vidste, hvad vi var gået ind til, havde lært at adlyde ordrer, forventede ingen medynk. 

Tiden i Indien nærmede sig sin afslutning. Vi var ikke mere koloniherrernes sikkerhedsstyrker, men et fjendelands soldater, der kun ventede på hjemrejse. Alle var trætte af livet i dette trøstesløse land, hvor krig, fattigdom og håbløs elendighed var de dominerende faktorer. Det skulle blive behageligt med lidt civilisation til en afveksling. Endelig oprandt den store dag. De sidste britiske tropper i Indien skulle udskibes. Vi var der iblandt. Det var mellem jul og nytår 1947.

Jeg husker det blev den mest særprægede juleaften og - nat, jeg havde oplevet. Den foregik i et bumletog, chartret af det britiske militær. Fire primitive træbænke i hver kupe, to under og to over. Her skulle vi finde hvile og væbne os med tålmod. Mange af os brugte den flade stålhjelm som hovedpude. Rejsen strakte sig over flere døgn. På skift skulle vi holde vagt over en engelsk kaptajn, der havde forset sig så groft i en eller anden sammenhæng og var under arrest. Som det skete  i Liverpool et år tidligere, stod der et sækkepibeorkester på kajen i Bombay og spillede for os, mens vi glade klatrede op ad landgangsbroen til MS 'Empress of Australia'. Fire ugers sejlads og vi var tilbage i ' good old Britain'. De fleste af os i god behold.  En enkelt, en veteran fra Burmakrigen, blev lempet over bord. Han døde af malaria og blev under fuld honnør ekspederet ud til hajerne, slutter Helge Kristensen.

 

Sikkerhedsstyrke for en fredsapostel

- Vort kompagni opnåede at komme i de indiske aviser, fortæller Willy Tønnesen. Billedet viste et klip fra Mahatma Gandhis tur gennem den urolige del af Calcutta. Bilen var hvidmalet, og passerede gennem Beeliagaden, hvor vi udgjorde vagtstyrken. Nogle af os ses på billedet. Der var på et øjeblik fyldt af mennesker, som ville have et glimt af fredsapostlen. Billedet viser ingen uroligheder. Dem var der ingen af den dag. Tredje dag blussede urolighederne op igen. Forretninger og hjem blev brændt af og ødelagt. På én dag var der 25 brande. Den næste dag 22 brande.

Så satte militæret endelig ind for at standse disse meningsløse ødelæggelser. Den første dag, vi var i aktion, blev 8 skudt og 2 såret, da de ulykkelige flygtede fra påsatte brande. Dagen efter den ulykkelige dag var jeg på vagt fra 20 til 23. Den dag havde været ’fredelig’ – i hvert fald i forhold til de forrige. Den dag var ’kun’ 2 blevet dræbt og én såret, og der havde ’kun’ været 3 påsatte brande. Tabene fra de foregående dage havde åbenbart dæmpet lysten til aktioner. Alle huse her ligner nærmest fæstninger.  Jeg var  på vagt oppe på det flade tag på et hus. Jeg var meget træt og søvnig, men skulle jo holde mig vågen.

Jeg stod just og lod blikket gå rundt på den bydel, som lå under mig og så meget fredelig ud. For kun få dage siden havde den oplevet en rædselsnat, hvor hinduer var trængt ind i det muslimske kvarter med knive, geværer og jernstænger. De havde slået og myrdet til alle sider for at jage indbyggerne til andre bydele. Nu lå stedet tomt og øde hen. Pludselig lyder to skud, hurtigt efter hinanden. Det første rammer murværket ved siden af mig og sprøjter cement og sten i hovedet på mig. Det andet skud river min hat af. Som et lyn kaster jeg mig fladt ned. Dér havde de sgu’ nær fået mig!

Fra søvnighed var jeg med ét lysvågen. Endnu et skud på huset følger. Husfacaden er oplyst af to gadelygter. Jeg sigter efter den ene af gadelygterne skyder så – og den går ud. Inderne opdager min hensigt. I næste sekund flyver projektilerne omkring ørerne på mig, men jeg får også den anden lygte skudt i stykker, og huset ligger i totalt mørke. Jeg er ikke længere den samme, gode skydeskive. Nedenunder vælter vagterne ud af sengene og farer op til mig og går i stilling. Inderne skyder på os, nu med automatiske våben. Kuglerne flyver os om ørerne, fløjtende, hylende. Af og til rammer de muren. Cementstykker falder ned over os.

10 minutter senere når udrykningsstyrken frem fra lejren. Hele kvarteret genlyder af skud fra håndvåben og drøn fra bomber, der bliver kastet mod huset. Men i løbet af en halv, hed time, er vi igen herre over situationen. Der var vel skudt 3-400 skud. Fire af angriberne var dræbt. Jeg havde allerede ved første skud fået et lille sår i panden fra den nedstyrtende cement. Ellers havde vi ingen skade lidt. Nogle dage efter var jeg på patrulje. Kvarteret kogte ligefrem. Mahatma Gandhi ville i løbet af dagen besøge kvarteret. Han dukker altid op, når der er allermest ballade. Hans tilstedeværelse er faktisk det eneste, som kan berolige hans landsmænd. De kalder ham med god ret for ’fredsapostlen’.

I hovedgaden samles folk i store klynger, hinduer og muslimer hver for sig. Vi bliver stationeret midt imellem dem. Kl. 15,30 kommer Gandhi, men fra en helt anden kant end ventet. Hans bil stopper op lige ud for os – lige mellem flokkene.  Det var på den måde, vi kom i avisen, som jeg før har fortalt om. Men det mærkelige sker: Hinduer og muslimer er på et øjeblik infiltreret i hinanden. Nu slås de ikke med våben, kun med de bare næver for at få et glimt af ham. Der er tusinder af mennesker og en råben og skrigen uden lige. Vi stod her uden kontakt med hinanden og ville have været et let bytte, hvis de havde villet. Men vi var med ét glemt. Det blev en kamp overhovedet at få Mahatmaens bil igennem de menneskefyldte gader.

Natten efter blev forholdsvis rolig. Om morgenen bragte aviserne meddelelse om, at han ville bo ude i et af de mest hærgede og urolige kvarterer. Her ville han leve imellem folk og tale til dem, til han havde fået freden genoprettet. Igen bød distriktet ved Belliagaden os på en hård dag. En sektion blev stillet ud. Det hed sig ellers, at Mahatmaen ikke ville have militær eller politi omkring sig, men ingen turde løbe nogen risiko for, at der skulle ske ham noget. Så vi var der altså.

I begyndelsen var der store demonstrationer imod ham. Gandhi var hinduernes øverste leder, men havde intet mod de øvrige religioner. Han var efter sigende meget lærd efter at have studeret ved alverdens fine universiteter. Det var hans erklærede mål at få alle religioner til at arbejde fredeligt sammen, og ikke hade hinanden. Hinduerne havde jo nu nået deres mål i Calcutta: At få muslimerne ud af kvarteret. Nu kom Gandhi så og ville have muslimerne til at flytte tilbage igen. Det syntes hinduerne åbenbart var for meget, og søgte at få ham til at forlade byen igen. Gandhi holdt en tale, hvori han bl.a. sagde:

- Jeg forlader ikke dette kvarter, før jeg har nået MIT mål!

Han boede  en ganske almindelig hytte, skønt han kunne tillade sig at bo i det fineste palads. Han var i sandhed en stor mand. Vidste, hvad han ville – og han nåede for det meste sine mål. Da den første uro var standset, faldt der mere ro over kvarteret. De næste 2 dage blev kun én skudt, og kun én ildebrand påsat. På en af vore patruljer, så vi Gandhi gå morgentur sammen med to af sine børnebørn, to granddøtre. Han levede og gik klædt som alle andre. På sin morgentur fulgtes han af tusinder.
Den 14. august – kun 3 dage før Indiens uafhængighed blev erklæret - forlod vi Belliakvarteret. En hård uge var endt – uden tab for os, slutter Willy Tønnesen.

 

Himalayas bjerge betog mig

- Vi var seks uger  oppe i en lejr i Himalaya, ca.250 km i luftlinie fra toppen. Bjergene var for det meste indhyllet i tåge, men én morgen, hvor vi kom ud fra morgenmaden, var solen brudt igennem og tågen forsvunden, fortæller Axel Willumsen. Det varede kun nogle få minutter, måske 5. Men i den korte tid  er det som om man ikke selv eksisterer. Man tror, man drømmer. Så smukt var synet. Der kan ikke nævnes en farve, som ikke var der. Det er det smukkeste, det mest betagende syn, jeg nogensinde i mit liv har set. De øjeblikke ville jeg ikke have undværet.

I det hele taget har jeg aldrig fortrudt de 2½ års tjeneste, selv om jeg rejste fra min kone i Danmark, og selv om jeg hele tiden længtes efter hende og det derhjemme.

 

Vi var en slags paramilitær politistyrke

- Mit regiment blev sendt til Indien,  nærmere betegnet  byen Lahore, senere provinshovedstad i det uafhængige Pakistan, ikke langt fra sikh’ernes hellige by Amritsar, fortæller Frede Hansen, Rønne.

Det var for resten i Amritsar, at vi holdt afskedsparade for at markere nedhejsningen af Union Jack og flagsætningen af det uafhængige Pakistans banner. Men det var noget senere. Foreløbig var vi dér som en slags politistyrke. Der har vist altid været national uro på de kanter under det engelske koloniherredømme i Indien, men efter Anden Verdenskrig gærede oprøret for alvor.

Det blev vor opgave at forsøge at opretholde ro og orden – og skille de religionsstridende parter af muslimer og sikh’er. Det var noget af et job. Mord, brandstiftelser og sabotager florerede, som i Danmark i de sidste besættelsesår.

Det gjorde et uudsletteligt indtryk på os at se religionskrigens frygtelige vanvid og det had, som herskede mellem de to store religioner, muslimer og budhister. Vel hadede inderne alt, hvad der var engelsk, dermed også os, skønt deres landsmænd af en anden tro - ikke vi - var hovedfjenderne.

Uforståeligt for os fra Norden. I Europa kender vi det jo i dag også fra Balkan og Nordirland. Der gik ikke én dag, uden at et stort bygningskompleks – oftest med lejligheder, hvor der boede folk af den modsatte tro - blev stukket i brand af religiøse fanatikere.

Jeg husker en dag, vi havde frivagt. Pludselig blev vi kaldt ud, fordi det indiske politi i en gade havde fundet ligene af syv myrdede indere. Ligene var blevet overhældt med petroleum og derpå stukket i brand. Eller var det mon sket, mens staklerne var levende? Et uhyggeligt syn og et uhyggeligt arbejde at komme til at rydde op i.

Vore nerver stod altid på højkant, så såre vi var ude af  kasernen eller lejren.  Inderne var oftest bevæbnede med nogle uhyggelige, lange knive, som de forstod at bruge. Det så vi flere eksempler på.

Risikoen lurede i det hele taget altid for baghold og overfald på vagtposter. Vi færdedes altid med fingeren på aftrækkeren. Der var selvfølgelig orlov af og til. Vi ville jo gerne se mere af landet end bare lejre og kaserner, fortsætter Frede Hansen. Min sidste orlov i Indien tilbragte jeg i Himalaya. Jeg glemmer aldrig den storslåede natur dér. Bjergenes storhed betog mig fuldstændig. Imidlertid blev den orlov afbrudt, for England og Indien havde forhandlet sig frem til en afvikling af kolonistyret. 

Indien blev selvstændigt, opdelt i to religiøst forskellige lande: Indien blev for sikh’erne, mens muslimerne fik Pakistan – der for resten igen skulle bestå af en 2-delt stat med mange tusinde kilometer imellem, nemlig Øst- og Vestpakistan. I 1971 erklærede Østpakistan sig selvstændigt som Republikken Bangla Desh. Vi skulle udskibes. Vi havde ikke mere at gøre i Indien.

Vi troede, at vi skulle tilbage til England, men regeringen i London havde andre planer med os. Vi blev indskibet i Bombay og fik besked om, at vi skulle til Hong Kong, den store, meget virksomme og pulserende, kinesiske by, som England i 1899 havde lejet for 99 år.

I transportskibet var hundreder af japanske krigsfanger, som vi efter ankomst blev sat til at bevogte i en lejr mellem byen Hong Kong og grænsen til det Kina, der endnu ikke var blevet kommunistisk.

Det skete først året efter, da Mao Tse Tung tog magten og fordrev Shiang-Kai-Chjek til Formosa – eller Taiwan, som det nu hedder. Vi danske havde bundet os kontraktligt for 3 år. men for mit og flere andres vedkommende blev det kun til godt 2 år. Så havde englænderne ikke længere brug for os. Vi blev udskibet for hjemsejlads, afmønstrede og rejste hjem til Danmark i slutningen af 1948.

Mange spændende oplevelser rigere fra den store vide verden, vi ellers aldrig havde fået adgang til. I hvert fald ikke før i dag, hvor verdensrejser er blevet en almindelig ting. Men de koster. Vi fik penge for at komme ud og opleve, slutter Frede Hansen, Rønne

 

Dumpede lige ned i familiens skød

- Om vi fraterniserede med civilbefolkningen? Ja, gu’ gjorde vi da så. fortæller Carl Christian Hansen. Og selv om det var strengt forbudt at besøge ’the closed areas’, dvs. forbudte områder, så skulle vi da ind og se, hvorfor det var forbudt. Det kom der mange sjove oplevelser ud af. Specielt var det skægt, mens vi lå i Quetta i det, der nu er Pakistan. Hverdagen var kedelig. Vagttjeneste og atter vagttjeneste var, hvad man havde at byde os på i lejren. Så måtte der ske så meget mere i fritiden. Vi var tre gutter, som ville udforske ’det forbudte område’.

Officielt skyldtes forbudet fra britisk side, at der i disse kvarterer var masser af ludere med kønssygdomme og dertil masser af kriminalitet, risiko for voldelige overfald osv. Men hvad gør store drenge, når de får at vide, at ’Nej-nej-nej, det må du ikke!’? Da vi drog af, så vi os godt over skulderen, om der var militærpoliti. Det var der ikke. MP’erne dér var altid de vilde Gurkhaer. De elskede simpelthen at jage britiske soldater, finde dem, arrestere dem – og bringe dem tilbage til lejren og tit en spjældtur. For dem var det ren sport. Og de var dygtige.

Så da vi en dag under et besøg i ’closed area’ blev opdaget af en MP’er var det lynhurtigt ud af en bagdør, og så vidste vi, at den hurtigste flugtvej var hen over tagene. Husene var bygget sammen og tagene var enten flade eller kun svagt skrånende, så det var ikke farligere end at løbe i terræn i mørke. Men lige den aften var vi altså uheldige. Et fladt tag kunne ikke bære vægten af tre mænd og …. bras og bums! Dér lå vi i støv og skidt lige midt i en indisk families dagligstue. Hvad byder en inder ubudne gæster på? Hvis du tror noget med øretæver, så er du på galt spor.

Manden i huset, der lige havde fået himmelsk udsigt, var straks klar over, at vi var menige på flugt. Han smilede gennem støvskyerne og viste os ned ad en trappe og ud til et flodleje. Det var nærmest en kanal. Vandfyldt i regntiden, men nu helt knastør og rimelig let at forcere. Han sagde en hel masse abracadabra, men vi blev da klar over, at fulgte vi flodlejet, ville vi komme til broen over hovedvejen, som løb lige forbi vores lejr. Vi listede af sted på tå som Kardemommerøvernes Kasper og Jesper og Jonathan, og endelig kunne vi se vejbroen. Desværre nåede vi helt hen til den, før vi opdagede, at der sad nogen og ventede på os.

Med benene dinglende ud over kanten sad de turbanklædte Gurkha-MP’er. De grinede i vilden sky over deres bytte, men i stedet for at følge os til hovedvagten med påfølgende besværligheder og måske kvarterarrest eller det, der var værre, satte de os i en hestedrosche, gav kusken ordre til at køre os til lejren og dermed basta. Kusken måtte vi selv betale, men det var billigt sluppet, slutter Carl Christian Hansen.

 

Hver nat var ’de lange knives nat’

Et af indernes værste våben mod englænderne – og hinanden – var de lange knive. Dem var både vi og inderne bange for, fortæller Frede Hansen, Rønne. Inderne havde en enestående evne til i nattens mulm og mørke at snige sig ind på patruljer og vagtposter og dræbe disse helt lydløst. Derfor blev der under patruljering skudt øjeblikkeligt efter det aldrig udtalte princip: ’Skyd først – spørg bagefter!’.

At undgå at uskyldige også røg med i købet var umuligt.

Vor første station i Indien var en lejr udenfor den hellige by Lahore i Hindustan. Det var urolige tider i dette verdens folkerige kæmpeland, hvor forskellige grupperinger kæmpede, dels i en frihedskrig mod englænderne i forsøget på at frigøre sig for århundreders engelsk overhøjhed og gøre deres koloni til en uafhængig og selvstændig stat, dels religiøse krige mod hinanden, fordi hinduer, budhister og muhammedanere samt en del andre religiøse grupperinger med rette mente. at det drejede sig om at stå stærkest, den dag frihedsfaklen kunne tændes i et frit og uafhængigt Indien. The British Army søgte at holde opstandene nede, eller i det mindste begrænse dem samt yde den hjælp, som var nødvendig, for at det hele ikke skulle ende i  blodbad.

Det betød, at vi ofte måtte være på vagt og på patruljer i mange døgn, før afløsningen nåede frem. Vi tog det vist egentlig med godt humør. Men jeg husker ikke at have været så træt, hverken før eller senere. Når vi endelig tørnede ind i det lønlige håb for en gangs skyld at få en hel nats søvn, faldt vi i søvn på et sekund. En gang husker jeg, at det i løbet af 72 timer kun lykkedes os at få sammenlagt otte timers spredt søvn. At falde i søvn på vagt kunne være rent selvmord. De lange knive lå altid på lur, lige foran dig, lige bag dig – eller i træerne over dig.

Det skete ikke sjældent, at ’frivagten’ måtte rykke ud for at opklare, hvem der havde dræbt 6-7 stykker fra den anden side. Til tider blev ofrene – tit endnu ikke helt døde - brændt af modstanderne, og så var det yderst vanskeligt at finde ud af noget som helst. Det havde stor betydning, fordi muslimer, hinduer og budhister ikke begraver deres døde på samme måde, og en forkert begravelse kunne betyde ny benzin på religionsbålet. Modsætningerne blandt inderne var ikke så meget kastevæsenet, mere de religiøse modsætninger - som dog en gang imellem blev lagt til side i gruppernes fælles ønske om at eliminere os, slutter Frede Hansen.

 

Bombaybetjenten, Inder-majoren  – og lille mig

- Jeg var ’bombardier’ (dvs. korporal) i artilleriet, fortæller Erik Vedsegaard. Jeg skulle sørge for, at 27 mand kom op til Baluchistan på nordvestgrænsen ved Afghanistan. Jeg var lige fyldt 19. Indien var noget, man læste om i ’Familie Journalen’. Jeg véd ikke, hvordan jeg overtalte en færdselsbetjent i Bombay til – mod rimelig erkendtlighed - at overtage vagten ved indgangen til den jernbanevogn, der var reserveret til os 27 soldater, der skulle til Baluchistan.

Jeg havde endnu lidt penge i lommen, selv efter at en kammerat og jeg havde været på herlige besøg i luderkvartererne i de dele af Bombay, som ellers var forbudt for britiske soldater. Når man er 18-19 år gammel, kan man dårligt gå 10 skridt, så er den gal igen. Da jeg kom tilbage, var betjenten der stadig, men han deserterede, tog med toget og hjalp os igennem det meste af Indien. - Det tog ca. 8-10 dage at køre op til lejren, som var målet. Et sted undervejs blev jeg kaldt udenfor toget.

Det var en højtstående, indisk officer, der ville tale med den, der havde kommandoen. Den indiske officer havde majorgrad, og medbragte det meste af et regiment indiske soldater. De stod alle ’rør’, da jeg kom ud af vognen. Jeg blev af den indiske major beordret til at rømme vor togvogn, for han og hans mænd skulle hurtigst muligt op nordpå. Jeg må indrømme, jeg var rådvild. Der var ingen hjælp at hente nogen steder. Hverken telefon, kontorer eller noget som helst. Så kom min gode ven, ireren Patrick Slevin, mig til undsætning. Han havde lynhurtigt opfattet situationen – også, at indernes formål med at komme med var ren flugt.

Det hviskede han til mig, og  fór så ind i vores togvogn og kom tilbage med to maskinpistoler. Den ene smed han til mig og tog selv ladegreb på den anden. Han pegede lige mod maven på den indiske officer. Jeg var ikke soldat af uddannelse - bortset fra den nødtørftige træning, men jeg tog da også lidt tøvende ladegreb på mit våben. Jeg fortalte den indiske officer - med meget fast og sikker stemme - at der ikke kunne blive tale om, at vi overlod vor togvogn til ham og hans halve regiment. De enkelte gange, han rørte lidt på sig, prikkede Patrick ham i mellemgulvet. Så var han pludselig venligheden selv, og spurgte, om der var én eller anden måde, vi kunne løse problemet på?

- Det er der, sagde jeg.  De kan efterlade alle Deres soldater hér ved stationen. Så vil jeg af ren venlighed tilbyde Dem – og Dem alene - plads i vores vogn! Den særbehandling viste det sig om natten, at han havde misforstået positivt. Men han modtog tilbudet. Den indiske major kommanderede ’Omkring!’ til sine soldater og hoppede ombord. Vort lille futtog kørte videre. Efter nogle timers forløb blev det nat. Vor betjent tog i reglen alle vagterne, men midt om natten kom der en dansker, ’Fynbo’ og ruskede i mig:

- Bombardier! sagde han. Du må komme og hjælpe mig! ’Fynbo’, der sov på hylderne foroven, havde fået besøg af den indiske officer. Han ville vise sin ’taknemmelighed’ overfor nogle af de engelske soldater. Han havde nået at hive "Fynbo's" bukser halvt af, før denne vågnede og styrtede ud af sengen. Jeg kaldte på Patrick, som hev i nødbremsen - og fór hen til den indiske officer. Sammen hev vi majoren ud af et vindue. Så gav jeg togføreren besked på at køre videre, og før toget rigtigt fik fart igen, nåede jeg at se vores indiske politibetjent rende ned ad en skrænt, mens han forsøgte at stikke sin bajonet helt ind i røven på den indiske officer. Inderen flygtede for livet, samtidig med, at han søgte at holde bukserne oppe.

Så sprang vor Bombaybetjent på toget. Sådan noget var lystigt. Selv om det vist ikke var rigtigt "soldaterlike", slutter Erik Vedsegaard.

 

Indien fik sin hårdt tilkæmpede uafhængighed

- 15. august 1947 blev en stor dag i Indiens historie, fortæller Willy Tønnesen. To nye nationer fødtes: Indien og Pakistan, og England mistede sin største koloni. En frihedsdag fejres vist på samme måde over hele kloden, nemlig med fest og skrål. Dagen igennem kørte flagsmykkede biler gennem gaderne. Mængderne råbte slagordene ’Djar hin! (Leve Hindustan!). De mente ’Leve Indien!’. Vi sad i vore stillinger oppe på tagene. I begyndelsen var der ingen råben i gaderne omkring os. Men snart skreg vi med på mængdens råb: ’Djar hin!’ Forskellige steder i byens yderkvarterer hørtes bombebrag og skud – eller var det festfyrværkeri? Livet gik videre i verdens fjerdestørste by. Dog uden os. Vi havde ikke mere at gøre i Indien. Landets egen hær og politi havde overtaget ansvaret for ro og orden, slutter Willy Tønnesen

 

Vi forblev i Pakistan efter selvstændigheden.

- Samme dag vi gik i land i Bombay, blev vi transporteret med tog til en mindre by, Calyan, hvor vi fik udleveret tropeudstyr, og måtte ombytte vore moderne geværer med gamle geværer fra Første Verdenskrig, fortæller Anker Sørensen. Hvorfor har jeg ingen anelse om. Vi var jo uddannet i de nye våben, så det var en sær tilbagevenden til en fortid, vi end ikke kendte,. Så gik det nordpå til byen Lahore i Punjabdistriktet og derfra til Karachi. De indiske tog var ikke ligefrem ’Orient Expressen’.

Vi opholdt os i en lejr 25 km uden for byen i noget, der nærmest må karakteriseres som ørkenlandskab. Lejren var kæmpestor, bygget af amerikanerne, og havde været benyttet af US Airforce i Anden Verdenskrigs sidste år. Der stod efterladte kampfly på pladsen, dog uden motorer, våben og elektrisk udstyr. Senere flyttede vores bataljon, 1.Bataljon,  ind til selve Karachi, hvor vi blev til august 1947, da Indien blev delt i Indien og Pakistan med Karachi som hovedstad i sidstnævnte.

Vor bataljon dannede æresgarde for vicekongen, Lord Mountbatten, da han underskrev papirerne, som gjorde Pakistan til en selvstændig stat. Efter den lokale magtovertagelse flyttede vi tilbage i ørkenlejren. Her blev vi til midten af december 1947. Vor opgave var løst, og turen gik tilbage til Skotland. Efter en måneds akklimatisering var det tid for hjemsendelse. Den skete sidst i februar 1948. Alt i alt en oplevelse, skønt det bestemt ikke altid var en dans på roser, slutter Anker Sørensen.

 

Deltog i vicekongens afskedsparade

- Som alle andre fik jeg min rekruttræning (primary training) i Canterbury, og fik min kompagnitræning (corps training) i Liverpool og Wales, fortæller Gudmund Agerskov. Sammen med mange andre blev jeg sendt til Indien.  Vi landede i Bombay, hvor vi opholdt os nogle uger. Derefter fulgte et halvt års ophold i Meerut, hvor The King's Regiment havde en stor lejr. Så 6 uger i Nepal med ’kun’ 30-35o varme.

Vor lejr lå 250 kilometer fra Himalayas store bjerge, som næsten altid var indhyllet i tåge og storme. Kun en enkelt gang kunne vi se de høje bjergtinder - et flot, enestående og farvestrålende syn. Vi vendte tilbage til Cawnpore og derefter gik turen til Calcutta, hvor vi var i nogle måneder. Så blev vi flyttet til regeringsbyen Delhi, hvor vi tjenstgjorde resten af tiden. Det var store afstande, det drejede sig om, for vi måtte flere gange rejse i tog i fire dage, når vi blev forflyttet.

Det var en utroligt spændende og dramatisk periode af Indiens historie, vi fik lov til at opleve på nært hold. Vi var der også hin augustdag i 1947, da Indien blev uafhængigt efter et par hundrede år som britisk koloni. 

Inderne var ellevilde af begejstring og der var et mylder af mennesker overalt. Indien er et kæmpeland med omkring 900 millioner indbyggere og 19 officielle sprog med 1600 dialekter og kulturer. Så det var forudset, at der ville blive alvorlige spændinger mellem disse grupper, og ligeledes at der straks ville blive ballade.

Bander af alle afskygninger nedbrændte anderledes troendes landsbyer og myrdede løs, uden at hverken politi eller militær greb ind. Senere på året oplevede jeg at være med i afskedsparaden for vicekongen af Indien, berømte Lord Louis Mountbatten. Det var en stor begivenhed med deltagelse af landets første præsident Jawaharial Nehru og alle det enorme lands honoratiores, heriblandt hele 27 generaler.

Vor opgave var at holde ro og orden på jernbanestationen i Delhi, hvor der næsten altid var fyldt med mennesker. Vi gik patrulje med gevær over højre skulder, men vi havde ingen skarpe skud.  Sådan foretrak briterne det på den tid - lidt i stil med de dengang ubevæbnede politibetjente (Bobby'er) hjemme i England. Vi skulle passe på, at inderne ikke kom op og slås med hinanden.

Det var ikke noget let job og det lykkedes da også kun på overfladen. Hinduer og muslimer lå i evig krig.

Den stoppede ikke, fordi der var officielle festligheder. Det gamle kolonirige Indien blev delt i to selvstændige stater, Indien og det todelte Pakistan (Vest-Pakistan – i dag bare Pakistan) og Øst-Pakistan (siden 1971 selvstændigt som Bangla-Desh). Indien havde kraftig overvægt af hinduer, mens muslimer  har næsten 100% flertal i Pakistan og Bangla-Desh.

Køer er hellige for hinduerne, ikke for muslimer. Et halvt års tid før vi kom til Indien, havde der i et område været en sand borgerkrig med optøjer og massakrer og 32.000 dræbte. Det startede, fordi en muslim havde slagtet en ko! Heldigvis undgik vi at blive involveret i den slags. Inderne, nok også  pakistanerne, var naturligvis begejstrede over friheden. Men en højtstående embedsmand, der havde arbejdet tæt sammen med Mountbatten, udtalte: - Nu begynder vort mareridt for alvor! 

Det holdt stik. De mange religiøse grupper, hinduer, sikher, muslimer og flere andre, hadede - og hader den dag i dag - hinanden.

Indiens 250 millioner hinduer dominerede de 90 millioner muslimer og andre religioner, slutter Gudmund Agerskov.

Mahatma Gandhi krydsede vort spor

- Jeg var faldskærmsmand og blev alene af den årsag sendt rundt alle steder, fortæller Erik Vedsegaard. Vi fik dobbelt så meget i løn som andre soldater, Men det syntes os også som om, The British Army forlangte dobbelt så meget arbejde af os. Jeg var således talrige gange på Cypern. Jeg blev engang sendt til Grækenland. Jeg var i Nordafrika, på Malta, i Gibraltar, mange gange i  Transjordanien. Og det ledeste: Med i et vagtmandskab på våbentransport gennem Sinai til britiske våbenlagre i Egypten. Ligeså ækelt var baghold efter terrorister. Bl.a. lå vi flere dage på lur efter terroristlederen, senere ministerpræsident i Israel Menachem Begin. Det var bestemt ikke morsomt.

Alt dette dog efter at have tilbragt 7 måneder i Baluchistan, i den del af Nord-Indien, som senere ved uafhængigheden blev til det muslimske Vest-Pakistan (i dag kun Pakistan) ved nordvestgrænsen til Afghanistan.  Jeg havde i det hele taget haft mange sære oplevelser på det indiske subkontinent.
For eksempel finder jeg det i dag spændende at tænke på, at det lille futtog - hvori vi soldater havde en speciel waggon – på sin rejse mod nord havde flygtende muslimer hængende som fluer rundt alle steder uden på toget, fordi de håbede at komme i sikkerhed for hinduerne, som herskede i syd. På et tidspunkt krydsedes vort tog af en gammel inder, der drog ud på sin sidste køretur. 

Hans navn: Mohandas Gandhi - eller Mahatma Gandhi - som han selv yndede at blive kaldt. Få uger senere blev han myrdet – af egne livvagter, slutter Erik Vedsegaard.

 

Min største oplevelse var det berømte Taj Mahal

- Jeg har aldrig i min tid i Indien haft brug  for mit våben til andet end vagttjeneste, træning og på øvelser, fortæller Harry T. Ladegaard. Andre kan fortælle om uroligheder, men det mærkede jeg aldrig noget som helst til. Det gjaldt både i Bombay og ved de øvrige forlægninger. Jeg har kun gode minder fra Indien. Det var et par meget fredelige år for mig. Det betyder dog ikke, at jeg manglede oplevelser. De var bare alle sammen positive. At se Gibraltarklippen var imponerende og det samme gælder Suezkanalen. Det var som at sejle lige midt igennem byerne Suez og Port Said.

Men den største oplevelse var dog et besøg i det berømte mausoleum, Taj Mahal  udenfor byen Agra. Det er opført i hvid marmor, vist nok i 1600-tallet, og regnes for et hovedværk i islamisk arkitektur. Det består af en stor kuplet hovedbygning med shahens yndlingshustrus gravsted i midten. I hvert af de fire hjørner var en minaret, og udenom det hele et stort og meget imponerende haveanlæg. Ja, så var det da også en oplevelse at være med til afskedsparaden, da det britiske flag blev halet ned og det indiske flag sat. Havde jeg ikke meldt mig i 1945, ville jeg aldrig have opdaget, hvor smuk verden er.

Hvordan det var, efter at vi forlod Indien, kender jeg kun fra film, hvor man hører, at muhammedanere og hinduer kom i kamp. Jeg har bl.a. hørt at der blev dræbt 350 tre uger efter, at vi havde forladt Indien. Men alt var i hvert fald fredeligt og pænt, da vi forlod det. Jeg sagde altid, at der skulle ryddes op, før vi forlod det. På alt var der påmalet L.F. Det betød selvfølgelig Lancashire Fusiliers, men jeg tydede det som ’Ladegaard, Fyn’ og jeg ville ikke  have, at nogen skulle komme og råbe efter mig, slutter en glad Henry Ladegaard.

 

        Oplevelser i Kina og Japan

 

Da Hong Kong var hyggelig

- Jeg skulle til Singapore, fortæller Erik Bech, Nykøbing S.  Efter at fået udleveret tropetøj samledes et par tusinde mand i november i Southampton ved det gode skib "Arundel Castle". Det var en tidligere luksusliner på næsten 20.000 tons. Desværre var både butikker og svømmebasin lukket. Vi måtte nøjes med en hængekøje i lastrummet. Der gik et par nætter, inden vi fik lært at sove i sådan en tingest. Vi kiggede lidt på et skilt fra krigens tid, der oplyste os om, at hvis man faldt overbord, ville der blive kastet en redningskrans i vandet, men skibet ville ikke standse. Første stop var Gibraltar, hvor de berygtede ’bom-boats’ flokkedes rundt om skibet for at sælge en masse ragelse. Det foregik under råben og skrigen. Man skulle lægge pengene i en kurv, sænke den ned og derefter hejse varerne op. De solgte souvenirs, dadler, figner og noget ubestemmeligt vin (etiketten på flasken var flot). Nogle drak det sprøjt; et par stykker blev indlagt med mavekramper. Så  lagde vi til i Port Said i Egypten. Men heller ikke her kom vi i land. Vi ventede blot på at begynde turen gennem Suez-kanalen.

Jeg troede den var meget bredere. Vort skib fyldte godt op. Der var ikke mange meter vand til nogen af siderne. Men vi fik et indtryk af et meget fremmedartede landskab. En sørejse forekommer ofte kedelig, men vi så både hvaler, hajer og morild for ikke at tale om flyvefisk. Specielt var det skægt at se delfinerne, som fulgte os. Vi så ikke land før midten af december, hvor vi sejlede ind i Malaccastrædet med Sumatra til højre og Malaya til venstre, for at nå rejsens mål, Singapore. Det var kun ganske få grader nord for Ækvator, så der var varmt. I lastbiler kørte vi gennem byen til den øens nordlige del, hvor vi lå i et område, der hed Nee Soon. Der var kun få bygninger, alle soldaterne var indkvarteret i telte. Desværre var den foreskrevne påklædning shorts, hue og støvler, så de fleste af os blev godt solskoldede. Teltene bestod kun af et oversejl. Hver fik en "chepoy", hvilket betyder seng på en eller anden indisk dialekt. Det var en simpel træramme, hvor man lå på et fletværk af kokosreb, ingen madras, men moskitonet var obligatorisk.  På kort tid blev vi klar over, at vi nu var i troperne. Ikke noget med at gå i solen uden hovedtøj, så de bredskyggede australske hatte blev mode. Den ene side var slået op. Man så sej ud med sådan én. Selv om det strengt taget ikke hørte til vor uniformering, var der ingen, som tog notits af det.

Det var endvidere nyt for os, at der i messen altid var skåle med kininpiller, eneste middel mod malaria. Vejret skulle vi vænne os til. Næsten hver dag kom der et voldsomt regnskyl, hvor hele området sejlede. Det gjorde nu ikke så meget, for 5 - 10 minutter efter var det hele tørt. Vi erfarede også, at begrebet tusmørke ikke eksisterede. Det var klart dagslys det ene øjeblik og så på få minutter bælgmørkt.

Få dage efter vor ankomst var det jul. Her blev en gammel militær tradition holdt i hævd. Sammen med en  englænder fik jeg til opgave, at skaffe palmegrene til juleudsmykning. Vi fik udleveret to "kukri'er" - de lange knive, som Gurkha'erne er berømte for - samt to japanske krigsfanger. Vi måtte kvittere for alle fire dele! Nå, jap'serne fik knivene, vi skyndte os at give dem cigaretter, for vi tænkte, at vi nok hellere måtte holde os gode venner med dem. Det var jo dem, der havde knivene! I fællesskab fandt vi et velegnet palmetræ, japanerne kravlede op og skar grenene af. Vi bar grenene hjem i triumf. I øvrigt var der mange japanske krigsfanger, som kun ventede på at blive sendt hjem. De gik mere eller mindre frit rundt på kaserneområdet og var meget ivrige efter at få lov til at hjælpe os med alt. De rensede geværer og udrustning, pudsede støvler og gjorde rent. Betalingen var altid cigaretter.

Mon ikke danskerne satte lidt gang i den lokale inflation, for vi brød os ikke om at nøjes med at betale et par cigaretter for dagens arbejde. 25. december blev rollerne byttet om. Officererne overtog næsten alt det manuelle arbejde, såsom at gå på vagt. De begyndte dagen med at servere the med rom på sengen for de menige. Det smagte mildest talt rædselsfuldt, men meningen var god nok. Middagen bestod af kalkunsteg. Her optrådte officererne i rollerne som tjenere og måtte springe på vort mindste vink. Af og til gik vi ind til Singapore (4-5 km), der var et myldrende liv af kinesere, malajer, indere, eurasier, sikher og vesterlændinge i enhver afskygning. Vi så nogle seværdigheder f.eks. det berømte Raffels' Hotel (som var officersmesse på det tidspunkt).

Vi besøgte Happy Valley, som med ekstraordinær god vilje kunne sammenlignes med Tivoli i København. Første gang åd vi os fordærvede i bananer, som vi jo ikke havde set de sidste 5 - 6 år. Vi kiggede på de britiske kanonstillinger, der skulle forhindre fjenden i at landsætte tropper. Kanonerne kunne desværre kun skyde ud over havet. Man havde ikke tænkt sig den mulighed, at fjenden kunne komme over land og falde Singapores forsvar i ryggen. Men det var netop, hvad japanerne havde gjort i 1942. Et par måneder inde i 1947 flyttede hele bataljonen til Hong Kong. Sejladsen foregik denne gang på et meget mindre skib.

Hong Kong er en klippeø, som englænderne i slutningen af 1800-tallet lejede af Kina, sammen med en bid af fastlandet. Kinas bjerge er på dette sted stærkt forvitrede, så bjergbestigning er direkte livsfarligt. Hovedparten af byen strakte sig den gang langs den flade strandbred neden for bjergene. For os var Hong Kong et nyt slaraffenland - alt kunne købes til lave priser. Nogle blev i begyndelsen snydt og fik vekslet engelske penge til værdiløse sedler fra den japanske besættelse, men efterhånden var flere og flere udstyret med civilt tøj, håndsyede sko, schweiziske armbåndsure og amerikanske fyldepenne. Der blev sendt mange par af de nymodens nylonstrømper hjem. Det var lidt dyrt. Portoen oversteg prisen på et par strømper.  Ligesom i Singapore var en del af byen "out of bounds", hvilket betød adgang forbudt for soldater. Det var nu også nogle skumle kvarterer, som jeg under ingen omstændigheder ville vove mig ind i.

På grund af kaotiske borgerkrigsforhold i Kina var Hong Kong forrygende overbefolket. Millioner af flygtninge boede hvor som helst og i hvad som helst – selv i nogle vrag ude i havnen boede der mennesker. Det var ikke rart at se på , for de førte en kummerlig tilværelse. I visse gader kunne man hen på aftenen kun færdes i en smal sti i midten, for resten var optaget af kinesere, der skulle tilbringe natten på nogle tynde stråmåtter. Her levede man, fødte børn, blev syg - og her døde man. Der blev afholdt nogle få militærøvelser, og vi gik nogle marchture. Men for det meste gik tiden med vagttjeneste. Øvelserne kunne være noget anstrengende. Mistede hurtigt pusten, når man skulle gå op og ned ad bjerge og skråninger. Et sted var man ved at lægge et kabel op ad et bjerg, men flere gange var det hændt, at kablet var blevet stjålet. Det medførte, at vi måtte patruljere op og ned for at passe på det. Det var naturligvis regnvejr, så vi var indkapslet i mudder efter at have kravlet på alle fire langs med udgravningen. I en anden periode måtte vi hver nat gå rundt og passe på officerernes beboelser, for det var hændt, at nogen havde listet sig ind og stjålet alt. Det var altså lidt træls mutters alene at gå rundt i 2 x 2 timer i bælgmørke.

Et stykke udenfor Hong Kong ligger en ø ved navn Stonecutters Island. Her var indrettet en skydebane. Alle skulle på et eller andet tidspunkt deltage i skydeøvelser over  3-4 dage. Alle, der deltog, var himmelhenrykte. Skydebanens kantine havde kinesiske kokke. De kunne sandelig lave god mad. I modsætning til de engelske, der kunne ødelægge selv de bedste råvarer. Det var noget vi nød. Da jeg var der ovre, var der samtidig et hold fra Royal Marines. Nogle herlige gutter, hvoraf  flere havde gjort hele krigen med og havde brystet fuld af ’sildesalat’. Vi kunne godt se forskel - de var professionelle soldater, slutter Erik Bech

 

Mindegudstjeneste for kongen af Danmark

- En dag fik vi at vide, at regimentets The Buffs’ æresoberst, kong Christian X af Danmark, var død, fortæller Ejner Davidsen. Der blev holdt mindegudstjeneste 30. april 1947 – ti dage efter den gamle konges dødsdag. Højtideligheden blev holdt i St. John-katedralen i Hong Kong. Fordi kong Christian havde været æresoberst  i ’The Buffs’, bar hele regimentet sørgearmbind på uniformen. Det var en meget værdig højtidelighed. The Buff’s regimentsorkester spillede Beethovens ’Funeral March’,  der blev sunget på dansk og engelsk samtidig ’Vor Gud han er så fast en borg’ (’God is a stronghold and a Tower’). Efter flere salmer lød reveillen ’Last Post’, og højtideligheden sluttede med ’Kong Christian stod ved højen mast’ – igen på både dansk og engelsk. Den aften var alle danske fritaget for vagt, slutter Ejner Davidsen.

- Jeg husker kun alt for godt den højtidelighed, fortæller Erik Bech, Nykøbing S.. Den danske præst holdt prædiken både på dansk og engelsk. Han var mildest talt elendig til engelsk, så det var pinligt. Der var vist ingen englænder, der havde det mindste begreb om, hvad hans prædiken gik ud på.

 

Kong George på besøg

Mens vi er i det royale hjørne, så skulle Hong Kong have besøg af  Englands kong George VI. Hele øen stod på den anden ende. Der blev udtaget æresgarde. Jeg tror der var en 4-5 danskere med. De arme mænd fik virkelig deres sag for. Først fik de nyt skræddertilpasset tøj fra inderst til yderst, samt splinternye rifler og bajonetter. En måneds tid før den store dag bestilte de ikke andet end gøre eksercits. Det foregik om dagen. Om aftenen skulle de pudse hele udrustningen. Tøjet blev presset og støvlerne skinnede som laksko. Da paraden blev afholdt skridtede kongen med sit følge fronten af - uden at se hverken til højre eller venstre - og derefter fik æresgarden ordre til at træde af. Man talte ikke mere om den sag. 

Midt i min Hong Kong-tid meldte jeg mig til et kursus for at blive kontormand. Det kunne vel være et godt job at være kontormand i stedet for at gå vagt ved guvernørboligerne og andre steder. Vi var tre danske, der sejlede til Singapore, hvor undervisningen  foregik. Så begyndte vi på Training School Far East, som var indrettet i en landsby Buena Vista. Vi skulle lære om det militære arkivsystem, om udfyldelse af et hav af blanketter, udformning af brev, skrivelser, ansøgninger.

Kurset disponerede over nogle ældgamle skrivemaskiner og en duplikator. Dem skulle vi lære at betjene. Da jeg i forvejen kunne det, blev jeg anset for et vidunder, for der var ingen - heller ikke læreren - som var verdensmestre. Jeg blev endda tilbudt at blive underviser, men det havde jeg ikke lyst til. Tilbage i Hong Kong fik jeg ansættelse på "Headquarter Landforce Hong Kong". Mage til ineffektivt kontor har jeg ikke set, hverken før eller siden. En major var øverste chef, og så var der to sergenter og en tolk samt lille mig til at udføre arbejdet. Det bestod i at udfylde blanketter, når der kom nyt mandskab. Eller når nogen skulle forflyttes, blev forfremmet eller lignende.

Desuden skulle vi lave hjemsendelsespapirer og betale løn til de kinesiske arbejdere. Vi skulle også lave forskellige statistikker og oversigter over, hvor mange "officers and other ranks" der var i hele området. Jeg tror ikke, tallene altid stemte med virkeligheden. Når vi havde udfyldt en blanket, gik vi ind ved siden af i skrivestuen, hvor en eurasisk dame skrev nøjagtigt det samme på maskine.

I begyndelsen af 1948 var tjenestetiden ovre. Man kunne nu vælge, hvor i The British Empire man ønskede at afmønstre. Det gav i hvert fald for mig anledning til overvejelser. For der var flere muligheder. Jeg fik et tilbud om at blive ’kontorchef’ på feltpræstens kontor. Jeg kunne også komme til ansættelses-samtale på kontoret for Hong Kong's sporveje. Skulle jeg tage til New Zealand, Australien, Canada eller et andet spændende sted? Det endte i sidste ende med, at jeg valgte at tage hjem til gamle Danmark. På sørejsen fik vi for en gang skyld lov til at gå i land i Colombo på Ceylon (oprindeligt og nu igen Sri Lanka). Vi købte hver en pose Ceylon-the for at bevise, at vi havde være der. Opholdet varede under fire timer. Turen sluttede i Canterbury, hvor vi efter en ventetid og endnu en orlov på den gamle rute London-Aberdeen blev udstyret med civilt tøj. Vi fik jakkesæt, frakke, skjorte, slips, sokker, sko osv. – og så hjemad, slutter Erik Bech                 

 

En kineserpige for en Hong Kong-dollar!

- Østen var  i 1946-48 vist nærmest som på Kiplings tid. Singapore og Hong Kong havde ikke ét højhus, kun lav bebyggelse. Byerne vågnede først om aftenen. Alt foregik på gader og stræder, fortæller Jens Davidsen. Hotellerne var helt og holdent indrettet på at betjene de mange soldater på orlov. Der var dans til Glen Miller-musik. Store orkestre sørgede for underholdningen. Alt var billigt. En glad aften kostede 10 Hong Kong-dollars, hvor lønnen var 60-80 HK-dollars.

Hong Kong var i det hele taget en spændende og hyggelig by, hvor alt gik fredeligt til. Den kinesiske befolkning var flittig, smilende og venlig. Vi soldater var altid i civilt tøj, når vi gik i byen. Der var store soldaterklubber med al mulig underholdning til meget små priser. Der var jo stadig borgerkrig i Kina, så Hong Kong modtog til stadighed mange flygtninge hver dag. De fandt boliger i blikskure, som blev klinet op ad bjergsiderne. Hele familien arbejdede for at tjene til familiens overlevelse: De små drenge pudsede sko og støvler. De små piger solgte slik og cigaretter. De større piger falbød sig selv foran soldaterklubberne for 1 dollar. Der var danskere alle steder, bl.a. på vagt foran den britiske guvernørbolig. Den havde en skøn swimmingpool, som om natten (når guvernøren sov) i smug blev benyttet af soldaterne sammen med kineserpigerne, slutter Jens Davidsen.

                                       

Korporalen ’dømt’ in absentia

- I Ceylons hovedstad Colombo havde vi et døgns ophold med landlov, fortæller Poul Rasmussen. En stor og interessant by - alene klimaet var nok til at vise, at vi var langt fra de hjemlige strande. Alt virkede fremmedartet her. Nu manglede vi så bare små 3.000 km , før vi var fremme ved vort mål, Singapore. Rejsen tog i alt 35 døgn. Hvad får man tiden til at gå med på en så lang tur? For mit eget vedkommende har jeg aldrig før fået spillet så meget poker! Ombord havde vi en ond ånd, en korporal, der var ude efter os i tide og utide. Et dumt svin, som ingen kunne snuppe. Og allerværst: Han generede os i vort kortenspil. Det er helligbrøde!  Vi idømte ham 'in absentia' en ondskabsfuld straf:: Vi smed hans kitbag (rygsæk) overbord midt ude i Det indiske Ocean. Den kunne med alt hans habengut lige netop skubbes gennem et koøje. Ved den først følgende kontrol måtte han betale for de manglende effekter. Vi grinede smørret. Han anede det nok, men fandt aldrig ud af hvem og hvordan. Ellers var der underholdning af forskellig art, lavet af os selv. Nul mavedanserinder eller can-canpiger. Bortset fra dem, der klædte sig ud. Man kunne f.eks. indskyde mindre beløb og gætte på, hvor mange sømil skibet var kommet frem det forløbne døgn. Pengene gik til den dygtigste spiller.

Selv blev jeg involveret i underholdningen. Jeg havde i England deltaget i boksetræning, så nu meldte jeg mig til en boksekamp, der blev arrangeret ombord. Min modstander, der også var dansker, var noget af et stort brød. Var nok også et par kilo for tung. Vi boksede i letsværvægt og lavede en kamp, der stod gny om længe. De 1.998 tilskuere råbte og skreg. Vi gav begge, hvad vi havde i os. Min modstander, der vandt kampen på points, så skrækkelig ud i hovedet efter kampen. Bl.a. havde han to store, blå øjne.  På mig var der ikke så meget at se - men jeg havde da spyttet det meste af et par kindtænder ud under kampen. I The Army var der på den tid  ikke noget der hed tandbeskyttere.

Nå, - men nu var vi så omsider fremme ved målet: Singapore. Fordømt varmt. Byen ligger næsten lige på Ækvator, på sydspidsen af Malaccahalvøen. Helt nøjagtigt på 1 grad, 17 minutter  nord. Her så vi for første gang lidt af Stillehavskrigens grimme ansigt i form af de første japanske krigsfanger. De var udkommanderet til at losse vort skib. I lastbiler blev vi kørt ud til en teltlejr ved en landsby i noget, der så meget jungleagtigt ud. Teltene, vi skulle bo i, var uden vægge, kun med sejl over til at holde den værste regn ude. De tropiske regnskyl her er meget voldsomme, men heldigvis kortvarige. En halv time efter, at regnen er hørt op, er alt tørt igen, på grund af varmen. Men så kan enhver sikkert gætte sig til fugtigheden.

 

En Hong Kong-slange i teltet

Den første morgen, vi vågnede i vort telt, var der stor ståhej: En slange i teltet! Uha, uh skræk! Vi greb den kløftede gren, som findes ved hvert telt, fik grenen sat ned over nakken på slangen og fik den dræbt. Senere på dagen fortalte en af de indfødte - en malay, der gik til hånde i lejren - at det var en ret giftig krabat. Et bid af den kan være dødeligt, hvis man ikke omgående får modgift. En ret opmuntrende oplysning at få den første dag, efter at have sovet i telt om natten og skulle gøre det hver nat i fremtiden. Men denne nåede i det mindste ikke at bide nogen. Heldigvis blev vort ophold i Malaya kun af få måneders varighed. Vitsen går på, at det ikke er til at holde ud at være her pga. stanken af tigerlort. Klimaet var hårdt. Vi måtte flere gange hver nat op for at tage et koldt brusebad, hvis man skulle kunne udholde heden. Det kan være besværligt nok, når man ligger filtret ind i sit moskitonet. Moskitomyg var der nok af. Vi fik malaria-piller hver dag. Ved mørkets frembrud, rullede vi ærmerne ned og tog lange bukser på. Vi led af   ’prickly-heat’ - små varmeknopper over det meste af kroppen. De kløede som bare fanden.

 

Pinlig julefest hos ambassadøren

Vi skulle opnå at fejre jul i Singapore. Julen 1946. Et par kloge danskere tog ind på det danske konsulat, og spurgte konsulen, om han ikke kunne tænke sig at holde en lille julefest for danskerne i den engelske hær? Svaret var positivt. Men jeg tror, han fortrød det efter festen. Gildet blev sponsoreret af  ØK og især Carlsberg. Det blev en gevaldig fest. Optakten var fornem. Da vi ankom, stod konsulen i hvid smoking, hans hustru i lang selskabskjole, og modtog gæsterne. Alle fik et konsulært håndtryk af både konsul og konsulinde. Jeg må med skam melde, at vi soldater ikke havde gjort noget nævneværdigt ud af påklædningen. Mødte op i grønne jungleuniformer. Men i det mindste nyklippede. 10-12 af os havde dagen før - i irritation over en næsten daglig påtale af håret - klippet hinanden pilskaldede. Vi så ud som nogen fra en KZ-lejr, helt sorte i ansigtet af solen, men hvide på den nyklippede isse. Det blev efter den tid forbudt at klippe sig skaldet, da det var for farligt på grund af varmen. Festen startede i fin stil. To Malaytjenere bag hver gæst. De skænkede op, før vi havde drukket ud. Jeg har aldrig før eller siden fået så meget at drikke på så kort tid. Det måtte simpelthen ende galt - og det gjorde det da også.  Festen blev afholdt på det fineste hotel i Singapore, men det hindrede ikke,  at den endte på pinligste manér med et superslagsmål - alle mod alle. Året efter var der stadig danske soldater i Singapore. Men der blev ikke afholdt nogen julefest for dem. Det havde vi ødelagt. Konsulen havde fået nok. Jeg forstod ham. Kort efter jul kom der besked: 2. Bataljon af  'The Buffs', skulde forflyttes til Hong Kong. Måske pga. julefesten!


Vagt i en af de store krigsforbrydersager

- Selv om vi altså ikke, som vi oprindelig havde håbet, kom til at slås mod japanerne, fik nogle af os dem altså alligevel på nært hold. Om end på en anden måde, end beregnet, fortsætter Poul Rasmussen. Krigen var ganske vist forbi halvandet år, før jeg kom til Hong Kong, men det var retsopgøret med de japanske krigsforbrydere ikke.  Dét kom jeg til at opleve på nærmeste hold. Hong Kong var, da vi kom dertil i 1947, en meget, meget smuk by. Nævntes i samme åndedrag som Rio de Janeiro og Australiens Sidney. Men endnu præget af Stillehavskrigen, hvor den i fire år havde været besat af japanerne, der var faret frem mod befolknngen med bestialitet og terror. Japan havde været meget tæt på at underlægge sig hele Østen.. At det ikke lykkedes, kan vi takke USA og Det britiske Imperium for. I Hong Kong var oprettet en krigsforbryderdomstol. Jeg blev tilkommanderet det hold, som hentede de japanske krigsforbrydere i Stanleyfængslet, bevogtede dem under kørslen ind til byens domhus og sad klistret til dem, når de var i forhør.

En af krigsforbrydersagerne – mod to japanske flådeofficerer - oplevede jeg på nærmeste hold . Jeg var med fra start til slutning i de tre måneder, sagen tog. Den ene, admiral Sakonju Naomasa, havde været chef på slagkrydseren ’Aoba’. Han blev dømt til døden ved hængning. Den anden – jeg har glemt hans navn – havde været kommandør og chef på krydseren ’Tone’. Han blev dømt til 12 års fængsel. 

Ved Ceylon havde admiral Naomasas eskadre sænket et britisk skib og taget 106 overlevende, britiske søfolk ombord. På et tidspunkt gav admiralen ordre til, at ’der skulle disponeres over fangerne’, hvilket på godt japansk betød, at de skulle likvideres. Én ad gangen blev de kommanderet op på dækket. En japansk soldat jog fangen en opplantet bajonet gennem hjertet, og så blev den halvdøde britte lempet ud over skibssiden.  Jeg sad, ene mand. som sikkerhedsvagt ved admiralens side, da han fik forkyndt sin dom: Døden ved hængning.

Tilsyneladende tog han dommen roligt, bukkede meget dybt for dommerne med et smil på munden. Som japaner måtte han endelig ikke tabe ansigt. Måske havde han i bund og grund intet imod at dø, efter den skændsel, der var overgået ham, hans guddommelige kejser Hirohito og hans fædreland Japan efter den for en japaner ydmygende betingelsesløse kapitulation. En måneds tid efter dødsdommen var der en dag et opslag på kasernen, at en officer og fire menige skulle møde i Stanleyfængslet medbringende presenning, jernlodder og reb. I fængslet blev holdet mødt af et grimt syn. Admiralen lå på gulvet, ansigtet helt forvredet i en uhyggelig grimasse, forårsaget af  hængningen. Liget blev pakket ind i presenningen med jernlodder ved fodenden. Så blev ’pakken’ surret godt til, sejlet ud på dybt vand og smidt i havet. Mærkelig oplevelse for en ung mand at være så tæt på en af de helt store krigsforbrydere og overvære hele processen imod ham.  Mærkeligt at have set en af de helt store japanske krigsforbrydere, en admiral, bukke dybt for os menige soldater, når vi kom og hentede ham i fængslet.

Lord Russell af Liverpool var britisk dommer ved Nürnbergprocesserne mod stornazisterne med Herman Göring, Rudolf Hess og Wilhelm Keitel i spidsen. Herom skrev han bogen "Under Hagekorsets svøbe". Hans tilsvarende bog om processerne mod de japanske politiske og militære ledere hed "Bushido Ridderne" og omtaler retssagen mod admiral Naomasa, slutter Poul Rasmussen.

 

   

Poul Rasmussen og Lord Russell of Liverpol (bog tv) fik de japanske krigsforbrydere tæt ind på livet under processerne i Hong Kong. Deres oplysninger supplerer hinanden og afdækker på udmærket vis Østens forbrydere, som ikke lod Hitlers noget efter.

 

Lord Russell og ’Bushido Ridderne’

Poul Rasmussen har givet en meget personlig beretning af sine oplevelser omkring den krigsforbryderproces. På et par punkter husker Poul Rasmussen dog lidt forkert. For eksempel fik den anden krigsforbryder - ham, Poul Rasmussen ikke husker navnet på -  ikke 12, men kun 7 års fængsel.  Beretningen om netop den krigsforbryder, som danske Poul Rasmussen bevogtede, og om admiralens forbrydelser mod menneskeheden fylder flere sider i Lord Russels bog.

Den er sit tørre retsprog til trods både spændende og uhyggelig. Jeg vil ikke snyde læserne for hele den historie. Lad os få den, som den berettes i de tørre sagsakter i bogen 'Bushido Ridderne' - ikke mindst fordi den på udmærket måde sætter den unge danskers ophold på de kanter i perspektiv. Det er denne proces, Poul Rasmussen påhører som vagt i tre måneder:

I februar 1944 iværksatte den japanske 'Sydvestzone Flåde' under kommando af admiral Takasu en operation i Det indiske Ocean med det formål at blokere De Allieredes forsyningslinier og herunder opbringe Allierede fragtfartøjer, skriver Lord Russell. Under denne operation blev 'MS Behar' sænket, og flere dage senere blev 72 af de overlevende, som ellers var taget ombord på den japanske krydser ’Tone', myrdet efter ordre fra viceadmiral Sakonju, som var chef for  16. eskadre. I september 1947 blev viceadmiral Sakonju og chefen for 'Tone', kommandør Mayuzumi, som havde udført sin foresattes ordre, stillet for en britisk militærdomstol i Hong Kong, hvor der rettedes følgende anklage imod dem: ’For at have begået en krigsforbrydelse, idet anklagede viceadmiral Sakunju Naomosa som øverstkommanderende for 16. eskadre af Sydvestzone Flåden, og anklagede kommandør Mayuzumi Harus som kommandant på Hans Kejserlige Japanske Majestæts skib 'Tone' i rum sø ved omkring midnat natten mellem 18. og 19. marts 1944 under krænkelse af krigsførelsens love og regler foranledigede ca. 65 overlevende besætningsmedlemmer eller passagerer fra det sænkede 'MS Behar' dræbt’

Skibene, som deltog i operationen. var tre tunge krydsere, nemlig  eskadrens flagskib 'Aoba'  samt 'Chikuma' og 'Tone'. Massakren skete ombord på sidstnævnte, hvis chef var Mayuzumi. Ordren til operationen blev modtaget af 16. eskadres stabschef, kommandør Shimanuchi i januar 1944, og opgaven blev angivet som 'at støde frem til De Allieredes kommunikationslinie i Det Indiske Ocean, at opbringe allieret tonnage og overskære allierede kommunikationer' .

I Februar 1944 afholdtes en konference i Penang, hvor Sydvestzone Flåden havde sit hovedkvarter. På denne konference blev det forklaret, at når det overhovedet var muligt, skulle Allierede skibe opbringes, ikke sænkes, og at der skulle tages fanger. Såfremt det blev nødvendigt at sænke et skib, skulle kun det minimale antal fanger, som skønnedes nødvendigt, tages med. Hvad der skal ske med resten af fangerne skrives ikke, men det må være ret åbenbart: Dræbes eller efterlades på havet.

At cheferne opfatter dette som en ordre ovenfra er letfatteligt.  At krigsforbryderdomstolen ikke anerkender begrebet 'ordrer ovenfra', når disse er kriminelle eller strider mod internationale konventioner, er en anden sag. Som resultat af denne konference blev der omkring midten af februar udgivet ordrer efter disse retningslinier til 16. eskadres skibe. Den japanske operationsstyrke afsejlede fra Bangkastrædet den 28. februar og krydsede i en uges tid sydvest for Cocos Øerne uden at støde på Allierede fartøjer af nogen art. Derefter sattes kursen mod nord, og omkring kl. 11,00 den 9. marts fik man fra 'Tone' øje på et britisk skib, som viste sig at være 'MS Behar', der havde 111 passagerer og besætningsmedlemmer ombord. 'Tone' gav signal til 'Behar', men da man ikke fik noget svar, gik krydseren ind på en parallel kurs og åbnede øjeblikkeligt ild.

Samtidig med, at der åbnedes ild, hejstes det japanske flag. Den første salve tog vandoverfladen ca. 30 meter foran 'Behar', men granaterne rikochetterede op på fordækket og eksploderede der. Der affyredes endnu 3-4 salver, og det blev hurtigt nødvendigt at forlade 'Behar'. 20 minutter senere sank skibet. Alle passagerer og besætningsmedlemmer kom i bådene i god behold. Undtaget var to europæere og en inder, som blev dræbt ved angrebet. De overlevende i bådene blev senere taget ombord på den japanske krydser. Hvad der skete med dem, da de kom ombord, skildres af kaptajn P. J. Gree, en skibsfører i handelsflåden, på vej til Bombay som passager på 'Behar':

- Idet jeg kom op på dækket, stod jeg ansigt til ansigt med en 6-8 mand med geværer i skudstilling. Andre japanske orlogsgaster afførte os det meste af vort tøj og lod os kun beholde skjorter og benklæder. Mine hænder blev derefter snøret stramt sammen på ryggen med mærling. Mine arme blev tvunget til vejrs op ad ryggen, og enden af linen blev lagt i en løkke om halsen på mig. På samme måde gik det de øvrige passagerer og alle medlemmer af besætningen, efterhånden som de kom ombord.. Det gjaldt endda to kvinder, men dem lod en officer dog løse igen få minutter efter. De blev så alle stillet op i en række og beordret til at sætte sig ned på dækket, på samme måde som det skete med overlevende fra ubådsangrebet på ’SS Jean Nicolet’:

De overlevende var alle blevet bundet og beordret til at sidde i en klynge på u-bådens fordæk med korslagte arme og bøjede hoveder. Der blev  sagt til dem, at hvis bare én af dem så meget som rørte sig, ville det gå dem ilde. De kom imidlertid ikke til at vente længe på det, der videre skulle ske. Én for én blev de af japanske orlogsgaster ført forbi tårnet og ud på agterdækket. En efter en forsvandt de ud af syne. Ingen kom tilbage. En skibstømrer så sit snit til at kaste et blik bagud, og blev vidne til, hvad der skete med dem: En 18-årig letmatros ved navn King blev holdt  at to mænd, en tredie jog ham en bajonet i maven på ham et par gange, og  derefter blev han smidt overbord.

 

Tilbage til begivenhederne omkring 'Behar-massakren’ mod de overlevende fra det sænkede, britiske handelskib: I mellemtiden signalerede 'Tone's kaptajn, kommandør Mayuzumi til flagskibet, at han lige havde sænket et britisk skib, og han  opgav dets navn. På forespørgsel fra flagskibet om, hvorfor han havde sænket 'MS Behar' og ikke opbragt det, svarede Mayuzumi, at han havde skønnet, at fartøjet var for langt til søs til, at han kunne bringe det i havn, hvorfor han havde sænket det. I 'Tones’ signal blev der også givet nærmere oplysninger om det antal overlevende, man havde taget ombord. Senere samme dag eller næste dag den 10. marts - det lykkedes under processen ikke at få den nøjagtige dato fastslået - dikterede viceadmiral Sakonju personligt et signal til en stabsofficer på 'Aoba's kommandobro, hvor det hed, at man skulle beholde det mindst mulige antal fanger; resten skulle man 'skille sig af med'. Under Anden Verdenskrig anvendte tyskerne og japanerne mange eufemismer for gement mord: modstanderne i de besatte områder blev 'uskadeliggjort',  jøderne blev 'overflyttet' eller 'likvideret'. Ingen ombord på de japanske fartøjer var da heller et øjeblik i tvivl om, hvad meningen var med admiral Sakonju's udtryk 'skille sig af med'.  Skal ret være ret, må det vel også erkendes, at heller ingen af de japanske anklagede eller vidner ved processen prøvede at foregive, at de ikke havde været fuldt ud på det rene med, at admiral Sakonju gav kommandør Mayzumi ordre til at dræbe alle de overlevende fra 'MS Behar' på nogle få stykker nær. Stabschefen, som burde have vidst bedre, erklærede i sit vidneudsagn, at han 'opfattede ordene i befalingen i betydningen henrette'. Overbanjemesteren på 'Tone', mr. Nagai, forstod, at ’på nogle få undtagelser nær skulle de overlevende slås ihjel'. Således opfattede alle 'Tones’ officerer det også. De diskuterede ordren i messen. 'Tones’ næstkommanderende, orlogskaptajn  Mii, som var på broen, da signalet blev modtaget, nærede ingen tvivl om dets rent faktiske betydning, for under sin vidneforklaring omtalte han det som 'signalet til eksekutionen'.

Kommandør Mayuzumi forstod ikke blot fuldkomment, hvad ordren betød, men vægrede sig indtrængende  mod at udføre den. Efter at have drøftet den med Mii, sendte han følgende signal til flagskibet. 'Anmoder om at overlevende må blive skånet, og at der tages skridt til landsætning af dem!'  Herpå var svaret: 'Skil Dem af med fangerne straks!'

I mellemtiden havde de tre krydsere sat kurs mod Batavia, hvortil de ankom den 15. marts. Den 13. marts blev kommandør Mayuzumu, som endnu ikke havde adlydt det andet signal fra sin admiral, enig med sig selv om, at det eneste, der var at stille op, var, at han lige så snart de var kommet i havn, selv opsøgte admiralen og bønfaldt ham - om fornødent ved at kaste sig i støvet for ham, om at tilbagekalde ordren. Han havde imidlertid ikke held med sig hos admiralen, og da han kom tilbage til sit skib, sagde kommandøren til sin næstkommanderende, at det var 'håbløst'. Admiralen havde givet ham en skarp reprimande for ikke omgående at have efterkommet ordren om likvidering, og han havde gjort det yderst klart, at lige så snart man igen havde forladt Java, ville henrettelserne være at udføre ufortøvet.

Naturligvis benægtede admiralen i retten. Før 'Tone' forlod Batavia, var imidlertid 32 af de overlevende blevet sat i land: 15 europæere, 17 indere. Tilbage ombord, da krydseren afsejlede, var der 72. Slutfasen i den dystre forbrydelse skildredes i den vidneforklaring, 'Tone's næstkommanderende afgav ved processen mod sin admiral og chef:
- Om aftenen den 18. marts fik jeg af kommandør Mayuzumi besked om, at henrettelsen af de fanger, som endnu var ombord, måtte foretages til søs i nattens løb. Jeg nægtede at have noget med eksekutionen at gøre, og kommandøren gav så ordren herom direkte til løjtnant Ishihara. Jeg kan ikke huske navnene på dem, der deltog i henrettelserne, men jeg hørte, at de fleste af dem var officersaspiranter, men at løjtnant Tani og enkelte andre officerer af  lavere grad også var med.

Jeg hørte senere løjtnanterne af 2. grad Tanaka og Otsuka prale af deres deltagelse i eksekutionen. Da jeg ikke selv overværede det, kan jeg ikke sige, hvilken fremgangsmåde, der blev anvendt, men jeg hørte, at fangerne blev slået omkuld med et stød i maven og et spark i testiklerne, og derefter halshugget.

Både viceadmiral Sakonju og kommandør Mayuzumi gjorde gældende, at de kun havde handlet ’efter højere ordre’. Hvad Sakonju angår, syntes det tvivlsomt, om han havde sådanne ordrer, og ifølge vidneudsagn af Shimanuchi, stabschef for 16.eskadre, lod det til, at ideen om 'at skille sig af med'  de overlevende på den angivne måde var opstået i admiralens egen hjerne. Hans undskyldning blev  da heller ikke godtaget af retten, som holdt sig til den anerkendte, internationale retspraksis, hvad angår forsvar ved at henvise til højere ordrer.

Retten kendte Sakonju skyldig og dømte ham til døden. Derimod så retten med nogen sympati på Mayuzumi, som havde gjort energisk forsøg på at få ordren tilbagekaldt, før han omsider modstræbende adlød den. Hvorfor gav han efter til sidst? Der var ikke større fare for, at der skulle ske ham noget alvorligt, hvis han kategorisk havde nægtet at dræbe fangerne. Mii, hans næstkommanderende, nægtede som han sagde det i sit vidneudsagn, at have noget som helst at gøre med eksekutioner, og til trods herfor blev der aldrig fra japansk side truffet disciplinære foranstaltninger imod ham. Retten anså det 'efter omhyggelig overvejelse af formildende omstændigheder' for foreneligt med sin pligt at sende ham i fængsel i 7 år, skriver Lord Russell of Liverpool  i bogen "Bushido Ridderne".

 

Nylonstrømper mod utroskab

- Vi var glade for Hong Kong anno 1947, fortæller Poul Rasmussen. Klimaet var lige efter vort hoved og byen var et eldorado at gå på indkøb i. I Danmark og England havde man stort set intet kunnet købe. Rationering, varemangel, knaphed på alt. Her kunne alt købes! Og priserne var så lave, at man troede, det var løgn. Ingen soldat med respekt for sig selv undlod at købe mindst én habit og få syet mindst to par sko efter mål. Det hele blev leveret et par dage efter og kostede mindre end to pakker cigaretter hjemme. Efter mange år med rationering og varemangel i Danmark, hvor tøjet ofte blev vendt 2-3 gange, var det som at komme til et handelens Mekka. Her var bl.a. nylonstrømper – dem havde vi i Danmark kun hørt tale om. Damerne hjemme fik igen og igen masket silkestrømper op (se TV’s ’Matador’). Men her fandtes nylonstrømper, tilmed til overkommelige pris. To strømper i en kuvert kunne vække mistanke, men så sendte vi bare to breve med en nylonstrømpe i hver til ’den langhårede’ derhjemme. Vi vidste jo, at det var klog investering i fremtiden. Karlen på nabogården havde ikke en chance efter sådan to kuvertmodtagelser! Nu, hvor  vi er på de tanker: Prostitutionen i Hong Kong var enorm. Pigerne kostede så godt som intet, men japanerne havde huseret i Hong Kong i fire år, og havde foruden børnerigelighed også efterladt alskens kønne sygdomme. Vor lærebog for Hong Kong om pigerne: ’Hvis hun vil lege, har hun det. Hvis hun ikke har det, så har du nok allerede fået det!’  De er så vittige, de briter!

 

Vi fandt døde børn i  havstokken

- Hong Kong var på den tid - i 1947 - en meget, meget smuk by. Nævntes i samme åndedrag som Rio de Janeiro og Australiens Sidney, fortsætter Poul Rasmussen. I dag, hvor den efter 99 år under  britisk overhøjhed atter er kinesisk, er den ved at være ødelagt. Den er blevet til 'Det fjerne Østens Manhattan' med skyskraber ved skyskraber. Da vi var der i 1947 var der kun én. Alt var i det hele taget anderledes dengang: Der var der ingen undergrundsbane og ingen tunnel mellem Hong Kong og Kowloon på havnens modsatte side. Romantikken ville vi nok i dag synes er pist væk. Man skal vist være prins og hedde Joachim for at finde den.

Hong Kong var modsætningernes by. Rige kinesere, som kørte i gaderne i de nyeste, amerikanske dollargrin, samtidig med, at vi igen og igen fandt døde børn i havstokken. Jeg har personligt to gange fundet døde småbørn få meter fra vandet, lagt i deres stiveste puds med en lille messingkæde om halsen som en fattig pynt. De var formentlig lagt ind på land af en af de tusinder af familier, der som hjem kun havde en ‘sampan’, en husbåd på 6 m2. De havde ikke selv råd til begravelse af deres døde børn. Så det blev hæren, der måtte ordne begravelserne, når fundene var anmeldt.

Jeg har tidligere fortalt, hvad jeg fik 3-4 måneder til at gå med: Daglige afhentning og bevogtning af en krigsforbryder og overværelse af processen imod ham. Men så var tjenestetiden også ved at løbe ud. En skønne dag i 1948 gik vi ombord i troppetransportskibet ‘Strathnaver’. Tilbage i Canterbury, hvor det hele begyndte tre år før, tilbragte vi nogle kedsommelige måneder, inden vi endelig blev hjemsendt. Noget af det sidste, vi foretog os i England før hjemrejsen, var at rejse til Woolwich, hvor vi på den engelske stats regning blev ekviperet fra top til tå med virkeligt kvalitetstøj. Dejligt! Det havde ikke været så sjovt at komme hjem til Danmark i det gamle celluldstøj, som mange af os var rejst til England i efteråret 1945. Til gengæld kom vi hjem som lapse. Men der gik ikke mange dage i København, før livets barske alvor gik op for os, slutter Poul Rasmussen sine beretninger.

 

Dansk besættelsessoldat i Japan

- Vi var 27 danskere, som kom til det sydengelske The Dorsetshire Regiment. Her fik vi valget mellem at komme til regimentets afdeling i Tyskland eller i Japan, fortæller Ernst Agerlund Jensen.  24 af vi 27 valgte Japan. Tyskland havde vi set rigeligt til på togturen fra Danmark. Vi sejlede i  over en måned på et stort troppetransportskib. Der var 11 dæk. Vi var 3.000 soldater ombord plus 2.000 civile. Men der var rigeligt med plads. Under krigen havde skibet sejlet med op til 24.000 soldater på én gang. Vi ankom til Yokohama og blev udstationeret på den store japanske ø Shikoku. Her var vi først fem uger i en lejr på en flyveplads ved byen Kochi - en by med henved 200.000 indbyggere.

Men byen var på det nærmeste jævnet med jorden. Det var ikke krigens skyld, men naturens. Kort før vor ankomst havde et jordskælv ramt byen, og omkring 10.000 var omkommet i de enorme ruindynger. Det var ikke til at se forskel på det jordskælvsramte Kochi og det udbombede Hamborg, hvor vi havde opholdt os et døgn under rejsen fra Danmark til England.

Vor opgave i Japan var lidet krigerisk: Vi skulle bevogte ammunitionsdepoter og andet militært materiel. Efter fem uger i Japan, gik turen syd over til Malaya, hvor vi havde base først ved Kelang og senere ved Jahor Bahru, hvor også det malaysiske militær blev uddannet, slutter Ernst Agerlund Jensen.

              Oplevelser i Bagindien

 

Fangevogter i Burma

- Kort efter at være kommet til Malaya med North Hampshire Regiment, var vi fire danskere, som blev sendt til Burma, fortæller Harry Rasmussen, Fåborg. Vi indgik i vagtstyrken ved en lejr for japanske krigsfanger. Det var et ret så enerverende arbejde at stå deroppe i tårnene og glo eller vandre 2 og 2 rundt langs med ydersiden af hegnet. Vi kunne kun tale med hinanden, og lidt brokker med englænderne. Mit japansk er ikke godt, så vi talte ikke med fangerne – og det måtte vi da for øvrigt heller ikke.  Det var vort indtryk, at vi ikke behøvede at være bange for, at fangerne ville flygte. Dels er der langt fra Burma til Japan. Dels var japanerne alt andet end populære på de kanter. Så en japaner uden for hegnet, ville snart efter være en død japaner. Det var jo i Burma, de havde haft deres uhyggeligste fangelejre, som ikke havde noget at lade Hitlers KZ-lejre høre. Hvem husker ikke filmen ’Broen over floden Kwai’? De lejre vidste civilbefolkningen alt om. Vi vidste det, og fangerne vidste det. I øvrigt fik vi at vide, at japserne ingen større lyst havde til at komme hjem til Japan, efter at deres land havde kapituleret og kejserens status var nedskrevet fra gud til almindelig dødelig. De opførte sig eksemplarisk.

Jeg aner ikke, hvornår de blev sendt hjem. Der  var ikke kommet én til, og ikke én fra, da vi tog tilbage til Kuala Lumpur i Malaya. For øvrigt havde jeg den ære at stå vagt for Englands daværende kronprinsesse Elizabeth, den nuværende dronning, da hun under et besøg derude indviede et nyt hospital, slutter Harry Rasmussen.

 

Hjem fra Burma

Søndag 4. januar 1948 blev Burma et selvstændigt, uafhængigt land, efter at have været en del af  britiske kolonirige Indien siden 1886. Dagen før selvstændighedsdagen afrejste de fleste britiske soldater med undtagelse af en lille styrke, som skulle deltage i overdragelsesparaden.

- Vi afsejler her fra Rangoon i morgen eller i overmorgen, alt efter om vi bliver parate til at sejle, skrev den unge underkorporal Knud Henriksen 2. januar hjem til sin mor i Danmark. Det tager jo nogen tid, før et så stort skib får alle passagerer og bagage læsset. Transportskibet er for stort til at gå op ad floden og helt ind i havnen, så det må blive liggende et godt stykke vej ude. Vi skal sejles ud i små landgangsfartøjer.

Friheden fejres i Burma med alle tiders kæmpefest her. Den skal vare en hel uge. Den sidste måned har de indfødte truffet alle tænkelige forberedelser. Rangoons gader er smykket og illumineret. For når folk herude i Østen fester, så foregår det i gaderne, hvor alt, der kan krybe og gå  jo bor i forvejen, takket være det milde og dejlige klima.

Det er kun overklassen, der har boligforhold, som gør det muligt at holde indendørsfester. På selve dagen holder den britiske guvernør en lille festlighed, hvor han vil nedhale det britiske flag foran guvernørens residens og lade de lokale honoratiores i stedet hejse det burmesiske. Straks derefter begiver han sig med sin familie til havnen, hvor slagkrydseren ’Birmingham’ siden i går har ligget og ventet sejlklart på at føre ham og familien hjem til England. Det bliver nok nogenlunde samtidig med, at vi letter anker. Jeg går altså desværre glip af festlighederne, som ellers ville have været en uforglemmelig oplevelse. Men man kan jo nu en gang ikke få alt, og jeg glæder mig da også til at rejse hjem og blive hjemsendt. Jeg er yderst tilfreds med alt det, jeg har oplevet. Jeg ville ikke have undværet et minut for penge. Vort første stop bliver Colombo på Ceylon. Det er 15 måneder siden jeg sidst var der, slutter Knud Henriksen sit sidste brev fra Østen.

 

Lærte malayerne forskel på højre og venstre

- Malayaerne var kørevante, men det var mest i de små krigskøretøjer, som japanerne havde efterladt, da de blev drevet ud af Malaya, fortæller Arne Poulsen. I de små biler kørte de rundt som om de havde stjålet det hele. De havde absolut intet begreb om færdselskultur. Jeg var på et hold, der bevogtede japanske krigsfanger, så jeg blev lykkelig, da jeg en dag blev beordret til at lære malayerne at køre lastbil. Jeg havde jo motor- og køreuddannelsen fra England, så man mente mig egnet. Det værste var ikke at lære dem venstrekørsel i stedet for zig-zag-kørsel.
Det værste var at lære dem, hvad der er venstre, og hvad der er højre.

 

Døde gangstere lagt i vejkryds for at rådne

- Malaya havde under Stillehavskrigen været besat af japanerne, og der var meget bandeuvæsen, som skulle bekæmpes, fortsætter Ernst Agerlund Jensen. En af vore opgaver var at hjælpe det malaysiske politi med at fange disse bevæbnede forbrydere, som havde både skydevåben og håndgranater. De var brutale banditter, som myrdede folk med koldt blod, hvis nogen kom dem i vejen. Vi patruljerede i biler i junglen i forsøg på at uskadeliggøre dem.  Nætterne på patrulje i junglen var nervepirrende. En nat lykkedes det en af vore delinger at fange en bande. Der var 12 banditter, hvoraf de 8 blev dræbt i den ildkamp, der gik forud for tilfangetagelsen. En af  kammeraterne, vor maskingeværskytte, noterede mindst én på indtægtssiden. Det malaysiske politi var nu heller ikke blødsødent: Fire af de otte dræbte blev til skræk og advarsel lagt midt i en af byens rundkørsler. I den bagende sol lå ligene og rådnede op, udsendende en rædselsfuld stank i flere dage. Vi skulle i øvrigt ikke kun være på vagt for forbryderiske bander. Også overfor kryb af alskens art. Det vrimlede med giftslanger i junglen omkring Jahor Bahru. En gang lå der en cobraslange - verdens giftigste slange - lige foran mig. Den var parat til at hugge, da en engelsk kammerat reddede mig ved at hugge den ned med en spade. En af min kammerater oplevede noget endnu værre, da han en nat vågnede ved, at en slange krøb hen over hans ansigt. Han havde heldigvis åndsnærværelse nok til at ligge helt stille, til slangen var krøbet videre. Det kan måske lyde spændende med patruljetjeneste i junglen - man ser for sig Tarzan svinge i lianerne - men   hovedparten af tiden i Malaya gik med kedsommelig vagttjeneste i lejrområdet. Det var en bundet og meget ensformig tjeneste, og jeg husker hele militærtiden i britisk uniform som én lang vagttjeneste. Befolkningen i Malaya var meget venlig og smilende overfor os i britisk uniform. Folk var såmænd lige så taknemmelige overfor  The British Army, som danskerne var overfor de engelske soldater efter befrielsen fra den tyske besættelse i maj 1945. Desværre  havde vi en meget begrænset kontakt med befolkningen. Men vi havde af og til fridage og orlov.

På fridagene blev vi i lastbiler kørt til stranden. Når vi havde orlov,  tog vi til Penang i det nordlige Malaya, som allerede dengang var en udpræget ferieby.

Min mor var meget lidt glad, da jeg havde meldt mig. Havde ikke et roligt minut, sagde hun, i de år, jeg var væk. Så meget gladere blev hun, da jeg 18. april 1948 vendte hjem til lille Danmark. Vi hjemsendte stod dog stadig til rådighed for The British Army et halvt år efter hjemsendelsen - hvis der skulle blive brug for os. I den tid fik vi fuld løn, og de britiske lønninger lå på den tid et godt stykke over en dansk gennemsnitsløn, så det var ikke nogen dårlig måde at komme i gang igen på herhjemme, slutter Ernst Agerlund Jensen.

 

Jungletræning på Malaccahalvøen

- I oktober 1946 blev regimentet sendt til Østen. På den tid var jeg i The Northhampshire Regiment. Vi gjorde ophold i Colombo for at få friske forsyninger og benyttede lejligheden til at se, hvor Ceylonthéen kommer fra, fortæller Werner Oddershede. Målet var Kuala Pilah på Malaccahalvøen. Der fik vi ’jungletræning’. I junglen, hvor man intet kan se, ud over træer og tæt underskov, er kompasgang en nødvendighed. Ellers aner man ikke, om man går mod nord eller syd mellem alle de træer og grøn underskov. Der ud over holdt vi selvfølgelig vor fysiske træning ved lige, men allerede i februar 1947 blev vi forlagt til Singapore. Det var noget andet. Vi var 10.000 soldater dér, og bestilte ikke meget andet end at gå på vagt. Når vi havde fri, måtte vi gå i civilt tøj og se på byen. Singapore var en meget smuk by. I hvert fald i det europæiske kvarter. I kineserkvartererne var det hele set med vore øjne en rodet redelighed. Der var da også skilte for enden af mange gader, hvorpå forkyndtes, at dette område var forbudt for britiske soldater. Overtrådte man forbudet, og blev opdaget, var ’brummen’ stensikker. Vi tog også på småture i omegnen og så bl.a. gummiplantager. Det var svært at finde en kvadratmeter ubebygget eller uopdyrket jord i og omkring Singapore. Vi kom fint ud af det med befolkningen. Kineserne betragtede os som befriere, efter at øen i Anden Verdenskrig havde været besat i årevis af de blandt lokalbefolkningen forhadte japanere.

4-5 måneder før hjemsendelsen i 1948 blev seks danskere forflyttet til skotske regimenter. Jeg blev således overført til The Seaforth Highlanders. Dermed var uniformen kilt.  Det var en sær fornemmelse at rende rundt i byen med bar røv. Men det skulle vi. Inden vi gik i byen, måtte vi passere et skråtstillet spejl i hovedvagten. Sådan kontrollerede de, at vi ikke havde bukser eller underbukser på. Vi måtte ikke benytte 1.sal i dobbeltdækkerbusserne, og vi måtte ikke samle ting op fra gaden.

Ingen måtte fristes – hverken kvinder eller mænd, slutter Werner Oddershede.

 

    

Danskere i kilt. Under patrulje i Indisk landsby (tv og i midten) samt under parade