Feltmarskal Montgomery hilser på danskerne i The Duke of Wellington’s Regiment
Den britiske hær uddelte små foldere til soldaterne, når de kom til et nyt område. Heri fik de Englands informationer om området, dets historie og Englands syn på årsagen til sin nuværende militære tilstedeværelse. Teksten står i Elvte bog. Kortskitser findes bagest i bogen.
Feltmarskal Montgomery hilser på danskerne i The Duke of Wellington’s Regiment
Orientens ejendommeligheder
- Søndag aften lagde vi til ved Port Said efter den lange sørejse. Her så vi første gang Østens ejendommeligheder. Beretningen skyldes Mogens Poulsen og er fundet i et 55 år gammelt medlemsblad fra 1946 for 2.Bataljons Soldaterforening med hjemsted i Horsens.
- Først kom der alle mulige folkeslag ombord på vort store troppetransportskib: Højere herrer fra byen, negre, arabere, indere og egyptere. De bar mange ejendommelige klædedragter. De fleste gik i lange, vide og hvide kjortler med brogede bælter om livet og på hovedet enten turban eller en rød fez. Barbenede negre kom og begyndte at gøre rent og male skibet. Vi havde en meget smuk udsigt over byen, som har mange smukke bygninger, som virkelig ligner de paladser og slotte, man mindes fra ’1001 Nats Eventyr’. Tirsdag gik vi fra borde og blev kørt i lastbiler til en teltlejr i udkanten af byen. Vi mærkede varmen. Egypten er – selv hen på efteråret – drønvarm.
Lejren grænsede lige ned til Middelhavet, så vi kunne blive afkølede så meget vi lystede. Vi måtte gå ud i byen fra kl. 14 til midnat. Men ærligt talt så var der ikke meget sjov at finde i den by. Nok havde jeg hørt, at Østens gadehandlere skulle være påtrængende, men at de er det i den grad, havde jeg ikke troet. Vi kunne ikke være i fred i to minutter. Så såre vi fik én rystet af, stod den næste parat. De ligefrem stoppede deres glimmerværk i hånden på os og ville ikke under nogen omstændigheder tage det tilbage igen. Men man skulle lige prøve at beholde ’varen’ uden at betale. Så var man næsten sikker på at være blandt de savnede ved næste morgenappel. De er vist nok meget lette til kniv og knippel. Det viser sig, at de mange gange er sluppet godt fra at dræbe en soldat, som bare er sporløst forsvundet.
Sammen med en kammerat havde jeg en aften vovet mig for langt ind i de mørke kvarterer. Pludselig var vi omringet af en halv snes sortsmudskede fyre, der ville tvinge os til at handle. Man skulle ikke tage sin pung frem sådan et sted, for så forsvandt pengene med sikkerhed. Vi havde end ikke småpenge i lommerne – ikke ret længe i hvert fald. De havde straks fingrene dernede og gramsede ugenert for at finde indholdet. Vi vidste, der ikke var hjælp at hente. Kammeraterne havde ikke vovet sig ind i de snævre gyder. Hvis vi ikke havde fået hjælp af en gammel egypter, er jeg ikke sikker på, at vi var sluppet levende tilbage, slutter Mogens Poulsen
Den særlige, engelske militærkynisme
- Det var på en af vore første parader på egyptisk jord, jeg første gang oplevede den mærkelige kynisme, som præger mange dele af engelsk militær disciplin, fortæller Anders Børge Albertsen. F.eks. at ved en parade enten står du – eller falder.
Efter at have stået to timer i glohedt sand under en sol, der ikke lader termometret komme under 50 grader, begynder geleddet at svaje. Man ser det på skyggerne af sidekammeraterne. Så kommanderes pludselig ’Alle ret!’.
En jeep kommer farende, geled op og geled ned. Du ser glitrende guld på kasketterne – og så er det hele overstået, uden at vi har fået et ord at vide om, for hvem, vi har svedt al den tran. Bagefter havde vi hoved-pine resten af dagen. Hvis det var med den slags disciplin Montgomery vandt sin ørkenkrig, er det måske også ham, som har opfundet aspirin.
I øvrigt mente alle ’ørkenrotter’, vi traf på i Egypten, at ørkenkrigen mod Rommel var krigens mest unødvendige kampagne og kun prestige for Churchill og Montgomery. Vi kunne bare have ladet tyskerne tørste ihjel, mente de, og i stedet straks have gjort invasion på Sicilien! slutter Anders Børge Albertsen.
Den russiske prinsesses kostbare guldring
- De havde lovet os, at der ville være masser af breve, når vi nåede til Cairo, fortæller Erhardt Jørgensen. Det viste sig, at et par postsække var gået tabt. De blev aldrig fundet. Lang næse. I stedet tog vi fra lejren ind til Cairo for at bese seværdighederne i og omkring byen. Der var et mylder af mennesker og dyr. På fortove og kørebaner gik kameler, geder, æsler, muldyr og ikke mindst katte og hunde ugenert rundt mellem biler og de forskellige mennesker, der - så vidt vi kunne se – lige var stået op, skønt det var nær ved middag. I det mindste gik de alle, mænd og kvinder, rundt i noget, der lignede natkjoler.
Og støjen. Vorherre bevares!. Gadehandlerne råbte, kvinderne skældte ud over priserne, gederne brægede, æslerne skrydede - og de hundredvis, nej, tusindvis, af biler brugte hornet i stedet for bremser. Vi var blevet advaret mod overfald og lommetyverier, så vi gik sammen tre og tre og holdt godt på vore penge.
Vi gik rundt i gaderne. Så på butikker og gadehandel. Vi var virkelig kommet til Orienten. Hvis man kiggede på en bestemt vare, var det næsten umuligt at slippe fra gadehandleren igen. De kunne blive ved at følge én i timevis, gade op og gade ned. Snakkede ’inglis’ som vandfald. Alle havde mindst 10 koner og 30 uforsørgede ’bebis’. For hvert gadehjørne blev prisen på varen sat yderligere ned.
Jeg tror, en egyptisk sælger ville være besvimet på stedet, hvis nogen havde betalt den pris, han startede med at forlange. Så ville han måske have troet, han havde startet alt for lavt. Min kammerat Bent, en af os tre i gruppen, fik pludselig travlt. Han lod sig lokke ind i en port af en af ’natkjolerne’. Manden havde åbenbart ’et tilbud, Bent ikke kunne afslå’.
Vi ventede udenfor. Det tog et stykke tid, så kom Bent ud smilende over hele hovedet. Handelen ordnet til både gadehandlerens og hans tilfredshed. Noget meget, meget kostbart, som han havde fået for en slik, takket være sit fantastiske handelstalent, som han selv sagde.
Tingesten var pakket ind i avispapir, og Bent var ikke til at formå til at åbne pakken, før vi var tilbage i lejren. Det havde han lovet gadesælgeren, og et løfte er et løfte, som Bent også sagde. Bent havde også lovet gadehandleren at tie med, hvor han havde købt det, for ellers kunne denne – og han selv med for resten - komme i en frygtelig knibe, måske i fængsel. Vi var ved at sprænges af nysgerrighed.
Før han begyndte på udpakningen, forklarede Bent, at det var en meget kostbar guldring – utvivlsomt tyvekoster, men hva’ pokker…? Ringen havde, ifølge gadehandleren, tilhørt en russisk prinsesse, niece af selveste Zaren af Rusland. Hun var med sin familie flygtet fra revolutionen i 1917, men havde måttet pantsætte sine smykker for at overleve, og så var hun aldrig kommet tilbage til pantelåneren, som var gadehandlerens far, og….
Så endelig kom Bent frem med ’kostbarheden’. Den var indpakket i en masse fornemt silkepapir. I det lå en ring, der helt tydeligt var af værdiløst messing. Den kostbare ’diamant’ var faldet ud af fatningen. Den stammede nærmere fra en lokal glarmesters brokkasse end fra Zarens gyldne hof.
Bent havde betalt den med alt, hvad han havde haft på sig: Lidt penge (heldigvis meget få) samt to pakker cigaretter, en lommekniv og nogle saltpastiller. Vi andre mente, at han burde have fået mistanke.
På den anden side: Pengene havde han taget med for at bruge dem. Cigaretter havde vi masser af. Lommekniven kunne forholdsvis billigt erstattes. Det værste var næsten, at han hele dagen ikke havde nogen saltpastiller, ler Erhardt Jørgensen og slutter sin beretning.
Britiske MP’er reddede mit liv
- Min første dramatiske episode stammer fra Cairo, fortæller Niels E. Bech. Egypterne var meget engelskfjendtlige, så vi havde strenge ordrer om aldrig at færdes alene i byen, mindst 3 mand sammen, og aldrig ubevæbnede.
Selvfølgelig var det ungdommelig dumhed, at jeg en dag gik ud i byen alene og ubevæbnet. Jeg gik endda ned ad hovedgaden i Cairo, da der pludselig stod tre unge egyptere foran mig med knive, klædt i den daglige arabiske dragt.
De gennemsøgte mine lommer, og da der var masser af eksempler på, at britiske soldater var ’forsvundet’ eller fundet som lig, stukket ned af dolke, var jeg ærligt talt rystende angst. Anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Det var mit utrolige held, at der pludselig rundt om hjørnet kom en jeep med britiske militærpolitifolk. Jeg råbte af mine lungers fulde kraft, og de hørte mig, skønt de var kommet vel 100 meter forbi. Jeg hører endnu lyden, da de bankede jeep’en i bakgear.
Jeg er ikke i tvivl om, at de reddede mit liv.
Orientens fremmede verden
- Længe havde vi spejdet efter havnen, fortæller Helge Kristensen. Og pludselig var den der så: Alexandria havn. Hvilket virvar af skibe og mennesker - utroligt beskidte og anderledes, mennesker uden fodtøj, tiggere i massevis - en verden, vi havde svært ved at forstå, ja nu var vi her hvor sangens ord passede ’Hvor Nilen vander egypterens jord’. Vi gjorde store øjne, og snart fik vi den nye verden ind på livet. Der var et virvar af arabere, der alle ville handle med de nye soldater. I trængslen på havnen ville de sælge varer, andre tiggede og nogle stjal, hvor de kunne komme til det. Flere soldater fik vekslet til egyptiske penge. De hed ’piastre’ eller ’mills’. De lasede og uappetitlige pengesedler kunne man bare ikke købe noget for. De viste sig – selvfølgelig - at være falske. Mange af soldaterne mistede en hel sum penge på den måde. Selv om vi var blevet advaret i forvejen, så lykkedes det for disse arabere at stjæle ting ud af hænderne på os. Jeg husker én, der var kravlet op. Lynhurtigt havde han stjålet to ure, som de uheldige bar på håndledet. Og væk var han. Selv når togene kørte, kravlede de op på taget og stjal rifler og andre værdifulde ting. Ak ja, der var sandelig nye ting at lære, og skulle man fange en af disse tyveknægte, så skulle man stå meget tidligt op.
Det var faktisk umuligt! Vi blev udskibede og kom ombord i et troppetransporttog. Med det kørte vi mod nye mål. Det var ikke landskaber med grønne bøge og nyslået græs - eller flotte villaer. Nej her så man sandørken og ’huse’, der lignede gamle, lasede telte. Vi sugede de nye indtryk til os. Intet mindede om noget, vi kendte. Hverken England, Frankrig eller Danmark.
Egypten var et fattigt land, hvor der havde været krig, hvor ’Ørkenrotterne’ (sådan kaldtes general Montgomerys pansertropper) havde kæmpet i den nys overståede verdenskrig. Af og til så vi også tyske krigsfanger med bogstaverne PW (Prisoner of War, dvs. krigsfange) trykt på kedeldragtens ryg.
Troppetransporttoget kørte langsomt mod syd. Hele tiden lurede der farer. Landminerne kunne smadre toget, så vi havde en patrulje foran. Det tog derfor sin tid, før vi nåede rejsens mål: Cairo. Fra banegården blev vi transporteret med lastbiler til den store lejr, hvor vi skulle opholde os indtil videre. Det var en stor teltlejr, tæt op af en flyveplads. Maskinerne drønede lige ind over vore hoveder. Nul mulighed for at sove længe. Militærfly lettede og landede uafladeligt. Der var meget fremmedartet at se i denne lejr. For eksempel de helt anderledes uniformer. De fleste gik klædt i khakitøj med korte bukser.
Officererne skulle man have respekt for. Ellers var der oversergenter med en stav eller en kæp i hånden, som nok skulle lære os disciplin. Der var mange arabiske arbejdere i lejren. De var ikke bange for en revolver eller et gevær, men en officer med en kæp i hånden kunne skabe respekt. En morgen havde vi en særlig grundig parade. Vi blev alle undersøgt både på kryds og tværs. Det foregik uden en trevl på, og så kom lægerne og kiggede efter med lup og det hele. Jeg følte mig som Adam i paradiset. Der var nogle, som måtte barbere alle hårene af, bl.a. jeg selv. De havde fundet en myg eller noget i den retning. Så af med håret, både her og der. Arabisk var jeg så småt ved at lære. Mon ikke det var ’Emsi yella!’, der betød ’Forsvind!’
Så kom vi til Palæstina, men under ’den store orlov’ tog vi atter tilbage til Egypten. Vi boede i lejren ’Timsahs Holiday Camp’ i Egypten, fortsætter Helge Kristensen. Her kunne vi slappe af og nyde varmen.
Jeg lærte at svømme. Vi gik i byen. Blot skulle vi holde os væk fra de små sidegader. En aften sad vi 4-5 danskere på en arabisk restaurant. Kvinder med slør kom hen til os og ville spå i hånden. De spurgte, om vi ville have noget af det frække – kaldt ’fucky-fucky’. Det skulle kun koste nogle få piastre. Vi skulle ikke nyde noget. De så skrækkelige ud, tatoveret i ansigtet - føj!
Araberdrengene var mere påtrængende, de ville pudse vore støvler, vi bad dem forsvinde, men da vi forlod restauranten, havde araberdrengene sprøjtet mønje på vore støvler, vi fik det aldrig af. Vi var også på såkaldt loppemarked, hvor araberne solgte alverdens ting. Jeg ville købe noget undertøj. Efter lang tids prutten om prisen, blev araberen og jeg enige. Jeg fik ham langt under prisen, så han var næsten grædefærdig, jeg fik helt ondt af ham.
Tilbage i lejren fortalte jeg til højre og venstre, hvor billigt jeg havde fået det, indtil jeg pakkede undertøjet ud og opdagede, at det var lavet af det rene papir. Jeg blev drillet med ’Hvor meget var det, du betalte for undertøjet, Kris?"
Tyske Krigsfanger serverede
- Vi blev flyttet til en rigtig fangelejr i Sinaiørkenen, hvor vi blev opvartet af tyske krigsfanger, fortæller Henning Schmoll. De boede i en lejr ved siden af vores. For at undgå misforståelser havde englænderne udstyret alle tyske krigsfanger med en sort firkant, som skulle være syet på ryggen af deres tøj, så man kunne kende dem fra andre. De var overordentlig flinke, og de var meget fingernemme. Gamle flyvrag lå overalt, tyske, engelske og franske. Dér fandt de aluminium, som var deres foretrukne materiale. Af det kunne de lave de mest utrolige ting såsom cigaretetuier, askebægre, skåle, penneholdere og andet.
Et par af dem havde gjort et speciale ud af fremstilling af engelske regimentsmærker med indlagte farvede sten. På den måde tuskede de sig lidt ekstra penge til hos britiske soldater. De var meget tilfredse med at være der, men selvfølgelig var de bekymrede med hensyn til, hvordan det var gået deres familier hjemme i Tyskland. Der var jo for dem ikke bare gået de 2-3 år siden krigsafslutningen. De havde været fanger mange år. De fleste var krigsfanger fra ørkenkrigen i 1942-43.
De talte altid om deres hjem i Tyskland, selv om de nok havde på fornemmelsen, at der sikkert ikke var meget ’hjem’ tilbage. De havde sidst været på orlov i ’das grosse Vaterland’ i 1943, hvor Tyskland endnu ikke hvar blevet sønderbombet, ja, vel ikke en gang særligt hårdt angrebet. Det var få, der havde forbindelse med deres familie. Når én havde fået et brev retur, som var sendt til hans gamle adresse, var han tydeligt mærket, slutter Henning Schmoll.
Tre soldaterportrætter (fra v): Henning Schmoll, Peder Pedersen og Poul Bærentsen
Herfra – og med nød og næppe ikke til evigheden
- Mit sidste job som frivillig i The British Army var et hverv som ambulancechauffør, fortæller Poul ’Marocco’ Bærentsen. Ved byen Great Dunmow i Egypten lå en meget stor militærlejr, hvor styrken blev samlet i god tid inden hjemsendelsen. Foruden os fra The Queens Own Royal West Kent Regiment var der bl.a. Royal Army Service Group, hvori indgik kvindelige soldater, fortrinsvis beskæftiget med signaltjeneste, kontorarbejde og ved transport som ordonnanser og chauffører.
En nat blev jeg alarmeret af en kvindelige major, chef for motorcykelenheden. Sammen med regimentslægen, der havde konstateret en akut blindtarmsbetændelse, kørte vi med patienten mod militærhospitalet. Tågen var tyk som beskrevet i en Sherlock Holmes-roman.
Jeg havde ofte kørt den strækning på godt 50 km og mente mig sikker på vejen. Hastigheden var selvsagt moderat. Men pludselig blev jeg alligevel i tvivl om, hvor på strækningen vi befandt os. Følelsen greb mig af, at der var noget rivravruskende galt. Blødt og forsigtigt bremsede jeg ambulancen op. Det var en stor feltambulance med dobbelte aksler bagtil. Vognen standsede.
Lægen, der havde befundet sig bagest ved patienten, kom fremad i vognen for at høre, hvad der var i vejen. Da han nåede til døren mellem førerhuset og ambulancerummet, vippede bilen lidt fremover! Han standsede, heldigvis. Vi i førerrummet sad meget stille og holdt vejret.. Lægen gik forsigtigt bagud i vognen, ja, kravlede praktisk talt - og sagde så fra bagdøren - med tydelig forskrækkelse i stemmen:
- Chauffør! Kør forsigtigt, meget forsigtigt, tilbage. Du holder med forhjulene næsten ude over, hvad der føles som en meget dyb kløft! Han sagde ’føles’ for ingen kunne se en hånd for sig. Jeg bakkede – og vi kom helskindet tilbage på vejen. Resten af turen måtte den kvindelige officer gå foran ambulancen og nærmest føle sig frem. Det var som at tage forskud på evigheden. Men endelig kom der et hul i tågesuppen.
Vi fik patienten på hospitalet og alt forløb godt. Men jeg føler den dag i dag mine nakkehår rejse sig, når jeg tænker på, hvor kort der egentlig havde været til det, der kunne være blevet evigheden for os alle i ambulancen, slutter Poul Bærentsen.
Menig Coopers énmandsekspedition
- En meget speciel oplevelse var togturen med troppetoget gennem Sinaiørkenen, som var – og er - egyptisk. Vort mål var Palæstina, hvor vi udmærket vidste, at det gik hedt til. Men vi var slet ikke forberedt på noget igennem Egypten, fortæller Niels E. Bech. Toget var næsten lydløst, fordi skinnerne lå på sand, og sand optager alle lyde. Vi havde alle jalousivinduerne åbne for at udholde varmen. Pludselig hørte vi folk, der løb på taget af vores vogn, og vi kunne se skyggerne. Da vi kiggede ud, så vi arabere hænge på togets sider.
I vor kupé var der bl.a. en faldskærmssoldat, der hed Cooper. Han sad og blundede, da der pludselig kom en overkrop til syne i vindueshullet. Manden derude må have haft nogen til at holde sig, for han kom ned fra taget, svingede overkroppen ind og snuppede Coopers udrustning, inclusive hans riffel. Den slags vil en faldskærmssoldat ikke have siddende på sig, så Cooper trak i nødbremsen og sprang så ud af vinduet for at tage kampen op med de bare næver. Han sprang bogstaveligt talt lige ud i en flok arabere. Så standsede toget, og vi fór ud, sikre på at finde liget af Cooper, gennemboret af arabiske dolke. Men han var ikke at se noget sted.
Just som togkommandanten skulle til at organisere en eftersøgning, kom Cooper tilbage, grinende, bærende på sin udrustning og sit gevær. Desuden kom han med nogle brød og indholdet af araberens lommer. Han satte sig i toget og sagde ’Så kan vi godt køre videre!’
Oplevelser i Sudan og Eritrea
Som englænderne så Sudan 1947
Jeg har tidligere nævnt de foldere, British Army uddelte til soldater, der for første gang satte foden på et lands jord. Uddrag af folderen for Sudan findes i Elvte Bog. Kortskitse bagest i bogen.
Guvernøren og Høvdingen
- Vi blev forlagt fra Egypten til Sudan som vagtstyrke i fast beredskab for at kunne sættes hurtigt ind i Palæstina, hvor det altid brændte på, fortæller Tom Mammen. Tre gange blev vi da også alarmeret, men hver gang sendt tilbage. Jeg tilbragte derfor det meste af min Armytid i det skønne land med de venlige mennesker. Det er derfra jeg har de fleste og bedste minder.
Som da jeg var med i en æresgarde, der ledsagede guvernøren ud til en fjerntliggende landsby, hvor en lokal stammehøvding skulle indsættes i sin værdighed. Til den ende medbragte guvernøren en fornem kappe i sorte og røde farver og med en pelskrav af den fineste, hvide her-melin. Den blev overrakt høvdingen under al den militær paradeopvisning, englænderne var mestre i. Høvdingen og hans stamme kvitterede med en fantastisk opvisning i stammedanse og krigerspydkamp til hest.
En gang fik vi besøg af et fly fra DDL (Det Danske Luftfartselskab, før det og to andre nordiske flyselskaber blev til SAS). Vi stormede hen for at hilse på den danske besætning. At vi havde været tæt på flyet fik en ubehagelig eftervirkning, idet vi nogle dage var under anklage for at have stjålet af lasten – så vidt jeg husker blomsterjord til Danmark. Men vi slap for anklagen, da efterforskningen pegede på en bestemt lokal tyvebande.
Wellington-regimentet lå på den ene side af Den hvide Nil; vi – The Shroshires - på den anden. Det var strengt forbudt at svømme i floden grundet krokodillefare. Men de indfødte kunne forklare os, at Nilkrokodiller slet ikke kom så højt op i floden. Så vi badede lystigt i Nilen, slutter Tom Mammen.
Hvad var der los? Vi skulle forlægges pr. fly
- En dag midt i november indløb der pludselig ordre om ændring i de daglige rutiner i vor lejr i Palæstina, fortæller Anders Børge Albertsen. Dagsorden: Opbrud. Forlægning til en anden destination. Hvorhen fik vi som sædvanlig ikke at vide. Der blev gættet på alt mellem Nord-Irland og Pakistan. Først ved midnatstid blev spændingen udløst - delvis. Ikke stedet, men rejsemåden: Vi skulle flyve til den nye forlægning. Der måtte være rav i gaden dér, hvor vi skulle hen, siden det skulle gå så stærkt, at biler, tog og skibe ikke kunne bruges. Men vi glædede os. Vi så for os luksusservering undervejs af skønne, sexy stewardesser med frække blikke. Whauw!
Hele bataljonen kørte i konvoj ad motorvejen til Tel Avivs lufthavn. I måneskinnet skimtedes en hel eskadrille af de velkendte Halifax Lancaster-bombefly, som holdt klar med snurrende propeller, der kun ventede på os og startordre. Op i flyene, der absolut ikke var indrettet til luksuriøs persontransport. Farvel servering! Farvel stewardesser! Farvel sexy! Spændingen steg. Det samme gjorde flyene under utrolig infernalsk larm, som i vore dage ville have kaldt på Arbejdstilsyn med krav om dobbelt høreværn. Vi sad på gulvet i de bælgmørke, tomme bombelastrum. Ingen aptering, og det gamle skrog fra krigens dage rystede og hoppede som om hver nagle skulle rystes løs.
Kunne vi til trods for larmen have talt sammen, ville nogle af os nok have mindedes disse maskiner fra de mørke vinternætter, når de i formationer med præcision havde afleveret deres bombelast over Tysklands storbyer og fabriksanlæg og nu tog vejen hjem over Jylland og Vesterhavet, og fyldte vort mørklagte land under sig med metallisk brummen – og til tider med sølvpapir i strimler for at forvirre de tyske radar. Men det var bestemt ikke romantik at være passager i dem. Da vi var godt oppe i højde, var det hundehamrende koldt, så hvert eneste klædningsstykke i kitbag’en blev fundet frem og taget på. For dog at få strakt lemmerne en lille smule, fik vi på skift lov at besøge piloterne i cockpittet med buede bombesigter og armeret glas. Kun de mest elementære instrumenter var tilbage i panelet. Radioudstyr slet ikke. Heller ingen navigatør. Så sagde piloten:
- Vi styrer efter Nilen. Den fører os lige til Khartoum. Det var på den måde, vi fik vor næste destination at vide. Men hvor ligger Khartoum?
- Sudan! sagde én, der havde hørt efter i skolen.
På vej til det sidste hvilested
Senere besøgte jeg ved Khartoum en militær huggerplads, fortsætter Anders Børge Albertsen. Der stod i hundredvis af afribbede flyskeletter af jagerfly og bombemaskiner, som det ikke havde været umagen værd at flyve tilbage til England. Mon ikke også vore tre Halifax Lancasters var ude på deres sidste flyvetur den nat? Nå, men vi var altså ikke fremme endnu. At komme ned med sådan én, handler også om at komme fra kulden i 5 km’s højde til en middagstemperatur på jorden lige under Ækvator. Det er som at få en hammer oven i stålhjelmen. Rent bortset fra, at landingen ikke føltes, som om vi var landet, men som om vi var styrtet. Ingen klapsalver hørtes, da hjulene tog jorden. Hverken første gang eller anden eller tredie. Var det 5 eller 6 gange, vi tog landingsbanen i kænguruhop, før vi – efter hver for sig at have set døden i øje - endelig humpede hen ad cementbanen?
Var vi landet i Helvede eller
Paradis? Måske endnu et borgerkrigshelvede, som kunne forklare, at vi var sendt
af sted pr.fly, fortsætter Anders Børge Albertsen. Men vi var nærmere
landet i Paradis. Hvis man kan se bort fra varmen, er Sudan det dejligste sted,
jeg har været i.
Og det lokale oprør, vi skulle have nedkæmpet, var gået i sin mor igen. Vi
omskrev mundheldet til: ’Der skulle have været oprør… men så stod solen op!’
Alligevel hed vi ’sikkerhedsstyrker’! Den første tid lå vi i nogle gamle
RAF-barakker (Royal Air Force). Khartoums lufthavn havde været en af de
vigtigste, britiske militærbaser under krigen mod Italiens Mussolini-styrker i
Abbessinien (i dag Ethiopien) og Eritrea. Ligesom The Army var også RAF under
neddrosling. Militære myndigheder var ved at overgive administration til civile
instanser, og lufthavnen var ved at blive indrettet til civiltrafik. Vi havde
således fornøjelsen af at tage imod den første SAS-rutemaskine nogensinde så
langt mod syd. Den hed ’Sten Viking’, slutter Anders Børge Albertsen.
Da De Allierede hære befriede de tyske KZ-lejre, var det som gik et genfærdstog gennem Europa. Den kaotiske sommer 1945 forekom så underligt selvmodsigende. Begyndte i majjubel med forundring over, at krigen ikke havde kostet Danmark større tab af menneskeliv. Men pludselig virkede de store ord om de hjemlige tab falske, utroværdige. De var jo små i sammenligning med resten af verdens. Danskerne byggede en åndelig mur, der lukkede af for den verdens lidelser og tab. Da disse endelig blev kendt - og erkendt – forekom de lige så uvirkelige som mindet om hin morgen 9. april 1940. Tal for tabte menneskeliv var blevet abstrakte størrelser. Den krig stemte ikke med tidligere forestillinger om krig. Hvor det før drejede sig om militære tab på slagmarker, var der nu også tale om milliontab af civile. Den teknologiske krig havde fjernet et skel. Det var den totale krig, hvor alle var i frontlinien. Slagmarken var overalt. Det belyses ganske godt af min dagbog fra Sudan 1947-48, fortæller Mogens Hansen, som læser nogle sider op:
Dagbogstanker under Sudans brændende sol
Her i den fløjlsbløde, sudanske nat, hvor kølighed dæmper de evige sveddråber på papiret, er det som om en angstens sved trænger ind i min sjæl. Som om krigen ikke er endt, men kun lige begyndt. Uden at gå i detaljer blev disse tre måneder en både fysisk og psykisk renselse. Ja, jeg kan jo kun svare for mig selv. Vi begynder langsomt at blive til soldater. Jeg har haft lejlighed til at se danske soldater under træning og øvelser og endnu mere de tyske. Jeg kan ikke præcis sige, hvori forskellen mellem dem og os består, men den er der. Måske er det tonen. Jeg har aldrig hørt en engelsk soldat blive sprogligt nedværdiget på samme måde som med danske og tyske. Måske lå det også i det formålsbestemte. Alt tjente et realistisk mål, der ubesmykket bestod i at slå ihjel og selv undgå at blive gjort ukampdygtig eller slået ihjel De enkelte detaljer tjente dette overordnede formål. Jeg følte sjældent, at vi foretog os noget unødvendigt. Det var krigstidstræning.
Det vidt besungne pudseri blev der ikke ofret megen tid på, undtagen når det tjente til at gøre én så praktisk effektiv som mulig. Samarbejde i sportslig konkurrence spillede en stor rolle. Men selvfølgelig brokkede vi os, hvad ellers? Jamrede over den lange træningsdag og natten med, over maden, over den usle betaling, over vejret. Jeg brokkede mig hver eneste aften, når lyset blev slukket, så jeg ikke kunne læse, indtil jeg endelig faldt i søvn - som om man ikke var dødtræt nok.
En afgørende faktor var, at vore befalingsmænd ikke var teoretiske papirkrigere. De havde været hele turen igennem med deres regiment fra invasionen i Italien op gennem Europa. Enkelte enheder nåede til den danske grænse. De vidste alle, hvad de havde med at gøre, men talte aldrig om det. Men hvad jeg tydeligt mærkede irriterede briterne, var den danske passivitet, både da det havde drejet sig om vor egen frihed, men især at danskerne nu, hvor faren var dreven over, stillede urimelige krav.
Det var nok ikke det officielle Danmark, der mødte denne britiske kritik. Den diplomatiske sminke tillader ikke den slags. Men den jævne englænder, der havde båret - og endnu bar - krigens byrder, slap gassen ud på de lokale pub’er. Det gjorde jeg selv en aften på vor stampub.
Da de højrøstrede englændere længe nok havde trådt på mine ømme modstands-tæer, forklarede jeg, at vi ikke alle havde været sådan! Det var bl.a. derfor vi ver her som frivillige. Efter min bredside, blev jeg næsten druknet i lokalt øl.
Vor rekruttid og uddannelse i England springer jeg over. Går straks til det oversøiske. Jeg blev med mit regiment sendt til Sudan. Jeg rejste gennem Egypten langs den hvide Nil til Sudans hovedstad Khartoum med ankomst 23. december. Vi holdt juleaften med gode, gamle soldatersange og øl i 35 graders varme. Der var dybblå himmel og flere stjerner på himlen, end jeg før havde set. Til afveksling en svømmetur i friluftbadet med klortilsat vand fra den grågrønne, grågrumsede Nil.
Her begyndte en anden hverdag. Dagen startede klokken 05,30. Rutineøvelser til middag. Det kneb lidt at fatte, at vi så kunne ligge og boble resten af dagen. Tilmed var fredag og søndag fridage, bortset fra vagttjeneste ved kaserneporten og som guvernørens ’livgarde’. Dog var der adskillige opfordringer til at deltage i sport, tennis, billard, fodbold og hockey. Jeg var hjemmefra inkarneret håndboldspiller, og det lykkedes at samle et par hold. Det normale tempo hjemmefra kunne ikke forliges med temperaturen her. Kun de sidste par timer før solnedgang var tålelige. Sporten syntes at stå i forgrunden. Det var da også den bedste form for fysisk træning. Dog var feltøvelser og skydning vedligeholdelsestræning, med enkelte udvidede manøvrer med andre våbenarter. Her blev sandelig ikke sparet på krudtet. Efter et halvt års forløb, begyndte fredstidseksercitsen! Nu skulle vore støvler ikke bare være pudsede. De skulle være så blanke at oversergenten kunne bruge dem til barberspejl.
Skulle vi sidde her og frygte A-bomben?
Når vagtmandskabet blev udtaget, var der altid en ekstra mand. Den mest fejlfrie fik frivagt. Disse vagter i 24 timer var drøje, især eftermiddagsvagterne. Natten var dejlig, blot man ikke stod og sov. Så var det i værste fald ind bag tremmerne. Lørdagsparaden var obligatorisk for hele bataljonen. I vort fineste puds listede vi til paradepladsen uden at støvlerne blev støvede og skjorterne gennemblødte af sved. Parademarchen med piber og trommer blev gennemført med regimentets reglementerede marchkadence: 146 skridt i minuttet.
Man kunne bande disse parader ned i det sorteste helvede. Krigsbetonet træning var trådt i baggrunden og kom kun til udtryk i de undervisningskurser, der blev holdt i diverse lokaler gennem film og instruktioner. Det var gennem disse, vi fik et indtryk af et masseødelæggelsesvåben, som vi jo nok havde hørt om, men ikke rigtig begreb: Atom-bomben. Det er svært her under Ækvators 50 grader i skyggen at begribe noget med ’kold krig’. Efterhånden skærpedes jo også tonen mellem England/USA og deres tidligere allierede, Sovjetunionen. Den politiske udvikling erfarede vi kun gennem britiske og sudanske aviser, ligesom vi danske med mellemrum fra venner fik tilsendt avisen ’Information’, Modstandsbevægelsens fredstidsavis.
Et 14-dage gammelt eksemplar af avisen "Dannevirke", "Jyske Tidende" eller "Vestkysten" var for os aktuelt stof. Når der kom pakke til én, gik der ikke mange minutter, før der stod en hel flok danskere omkring én, næsten med mord i øjnene for at få noget fra pakken. Jeg glemmer aldrig, da jeg gik sendt et halvt rugbrød. Det blev skåret ud som var det marcipan og spist som var det den lækreste konfekt. At tænke på en rugbrødsfedtemad var en forsyndelse uden lige. Aviserne fortalte ikke længere om krigsskuepladser. Højst om politiske spændinger. De engelske styrker lå i et sådant spændingsområde - med Palæstina som brændpunkt. Men der var også optøjer og demonstrationer i Egypten og det sydlige Sudan. Det nærmeste vi kom optøjer i Khartoum var øvelser i undtagelsestilstand, hvor vi ’besatte’ byen og lå og så alvorlige ud med maskingeværer på hvert andet gadehjørne, mens sudaneserne stod og grinede.
Vi havde det fredeligt og meget lunt - og især tørt. Højeste varmegrad blev i skyggen målt til 51 graders celsius. Årsnedbøren var 38 mm, og den faldt det år – 1947 - på knap et døgn. Derimod var der ikke megen morskab ved de mange beretninger fra Palæstina. At det også brændte på andre steder i The British Empire, erfarede jeg via breve fra kammerater, stationeret i Indien. Vi var fuldt uddannede soldater, indstillet på, at der var krig i verden. Men vi havde ikke set skyggen af en fjende.
Enkelte af os havde været mere i krig i sabotageaktioner under Besættelsen. Og det uden militær træning. Nu stod vi dernede, veluddannede, veltrænede, med en basal viden om krig - uden at kunne bruge den. Det var et paradoks. Jeg svedte, drev den af, læste, skrev dagbog og nedskrev beretninger fra min deltagelse i modstandskampen til familiebrug, slutter Mogens Hansen.
Guvernørens livvagt var to meter høje Nubier
Anders Børge Albertsen fortæller: - Der var en del parader foran guvernørens palads. Da var det hans faste vagt, hans livvagt, som trådte i forgrunden. De var værd at se på. Disse tårnhøje nubier med deres to meter lange gebøsser fra Første Verdenskrig. Dem var de i øvrigt mestre i at ramme plet med.
Vi havde en masse sportskampe. Der var vist ingen, som ikke var med i en eller anden sportsgren. Én fælles sport deltog vi alle i: Marchture i ørkenen. Her oplevede jeg mange gange det, der kaldes ’fata morgana’ eller ’ørknens luftsyn’ som H.C. Andersen kalder det i sangen ’Jylland mellem tvende have’. Varmen over ørkenen gjorde sandet til et kæmpespejl, så byer langt nede bag horisonten blev løftet op og sås lige foran os. Eller vi så havet med strand og bølger, som vi kunne springe eller vade ud i – tilmed uden at få våde fødder. Under disse marcher måtte vi ikke indtage anden væde end det spyt, vi udviklede under sutning af syrlige bolcher. Gad vidst, om man stadig opretholder den idiotiske skik eller om The Army skulle have ændret synet på begrebet ’dehydrering’. På den anden side. Det er vel en tradition. Og dem er British Army ikke sådan at få til at ændre. Et kuriosum: Alle soldater i hele verden bliver tjekket med hensyn til påklædning før vagttjeneste. Under vagttjeneste ved guvernørens palads i Khartoum beordredes der altid en soldat for meget på vagt. Den i vagtstyrken, som havde sin uniform bedst i orden – som var den smarteste – fik lov at træde af og gå hjem og holde fri. Jeg husker, at vi alle frygtede at komme i vagtpulje med en, der hed Guldager. Han vandt altid den disciplin, slutter Anders Børge Albertsen.
Tanker under Ækvator
Mogens Hansen har meget at fortælle fra Sudan. Her endnu et uddrag af hans dagbog: - I Sudan fornemmer vi det islamiske pres på dette dejlige folk. Opdager, at en verdenskrig ikke har løst spørgsmålet om fred og frihed for alle folk. Alle de store dyre ord, som alverdens statsmænd strør om sig med, er kun Bragesnak. Som vi troede på, fordi vi følte, at vi måtte tro, at der dog var kommet noget godt ud af de seks års krigshelvede, som vi danskere jo kun havde oplevet en bette flig af. Vi ville tro, at der i hvert fald kom noget ud af det, som var bedre end før 1939. Jeg var kun et beskedent medlem af et britisk kompagni, der nok repræsenterede et sejrende folk, som – når man kom tæt på – i virkeligheden blot var et nedslidt herrefolk. The British Empire eksisterede endnu, om end solnedgangen nærmede sig.
Specielt i Sudan gik solen hurtigt ned. Khartoum blev en "afgiftningsoase". Mit livsforløb, som siden 1940 havde bugtet sig i uberegnelige sving, faldt til ro i soldaterlivets velordnede system. Det ku’ være dræbende ensformigt, ligefrem kvælende. Det afhang af ens egen vilje. Reflektioner over fortid og fremtid blev mere afklarede, takket være det engelske træningssystem, som lærte den enkelte soldat at tænke - og tænke hurtigt. Logisk lyntænkning i pressede situtioner var soldatens vigtigste våben. Her var sved, støv, fluer og den evige sol. I denne bidende, sløvende, tørre ørken- og steppeovn med en himmel uden skyer, måned efter måned – med tyndt, dovent øl, med whisky, som kostede en halv dagløn, friluftsbiograferne, natbesøgene i de forbudte kvarterer.
Sudaneserdrenge, der solgte snørebånd, tandpasta, sikkerhedsnåle, for at tjene til støtte for sin bror, der studerede jura. Forældre, der betalte ågerrenter til de arabiske ejere, for at blive boende og drive en blandet læder- og fotoforretning eller lignende. De ubestemmelige dufte af læder, kemikalier, olie med ristet fårekød eller flere dage gamle fisk. De ejendommelige dufte af en anden race. Sudans indbyggere var nubier, et stammefolk, der af Italiens fascistdiktator Mussolini var blevet tvangsforflyttet til Khartoum efter krigen mod diktatorens overfald på Eritrea og Ethiopien. De måneder i Sudan fik mig til at tænke på mit eget land. Da somalierne opdagede, de kunne stole på de "thanske inglise", lukkede de op for deres frihedstanker om et Sudan, uafhængigt af ægyptisk, britisk eller islamisk dominans. De håbede på engelsk støtte til oprettelse af et frit, demokratisk Sudan. Men hvordan gik det?
England trak sig ud af Sudan i 1953 og lod Sudan være Sudan. Og så overtog Islam magten. Oprøret i 1956, hvor omkring 56.000 mennesker blev dræbt alene i Khartoum og Omdurman, nåede kun frem i euroæiske aviser som små notitser, mens avisforsiderne var spækket med nyheder fra en anden del af Afrika: Congo-krigen. Jeg lovede mine indfødte venner at komme tilbage igen. Ikke som engelsk soldat, men som civil ’thansker’ - hvis det var muligt.
Jeg nåede det aldrig. Alle livstegn ophørte i 1955. Hvad blev der af dem, disse elskeligste mennesker, jeg har mødt. Den brungule slette, der bredte sig på begge sider af Nilen, blev for mig uløseligt forbundet med Pastoralsymfonien af Beethoven, spillet på grammofonen i læsestuen så mange gange, at vagthavende sukkede, når jeg kom. Et par gange var vi på forbudt tur til ’fuldmånefest’ i en landsby midt i uendeligheden, hvor det gjaldt om at komme bort, inden ekstasen kulminerede blandt de brune mennesker. Trommerne i natten, der kom alle steder fra og ingen steder fra. Som gik én i blodet, så jeg endnu kan høre dem i hjemlige nætter med fuldmåne. Stjernerne større end hjemme på det fløjlsblå himmeltæppe. Så tæt, at man næsten kunne røre dem, når vi sov i bivuak på de gamle slagmarker nær byen Omdurman på Den hvide Nils vestre brev, dér hvor Den blå Nils udmunder i Øvre Nilen overfor Khartoum. Dér hvor Englands navnkundige general Kitchener i 1898 besejrede Mahdioprøret.
Jeg kan i
stille stunder genopleve naturens kæmpespil, når en ’haaboob’ (sandstorm)
rullede ind over byen med ørkenstøv, der fandt vej ind de utroligste steder. Her
ved den blå Nil fik en flok danske gadedrenge fugt i øjenkrogene, når vi fra den
tids udgave af Højskolesangbogen sang ’Vi sletternes sønner har drømme i sind’,
slutter Mogens Hansen.
Afslapperdage og unødig, engelsk brutalitet
- I april 1947 blev vi forlagt til Al-Gebir på grænsen mellem Egypten og Sudan, fortæller Anders Børge Albertsen. På en patrulje deroppe havde jeg en ubehagelig oplevelse. Området havde siden faraonernes tid været et stridens æble mellem de to lande. Årsagen til forlæggelsen var ifølge rygterne, at Egypten ville have Sudan tilbage og Sudan på sin side gjorde krav på et gammelt sudansk område. Lige meget for os. Vi kom væk fra den sumpede, lummerhede Nil og fra de dødkedelige øvelser, der oftest foregik som klassiske gentagelser af General Gordon’s storm på Omdurman i 1898.
At komme til Gebeitområdet var som at komme på ferie i et af de dejligste klimaer i verden. Vi gik på jagt i bjergene, tog på fisketure til Det røde Hav eller dovnede bare tiden væk. Vi havde kun to halve dages træning om ugen, og så den natlige patruljetjeneste. Vi var så mange, at disse vagtpatruljer højst ramte den enkelte en gang om måneden.
En aften kom en oversergent farende i sin jeep og beordrede alle ud at søge efter 4 pistoler, som den dag var forsvundet fra hans kompagnidepot. Sammen med ham og tre andre, kørte jeg direkte til en beduinlejr i nærheden. Regntiden var netop forbi, og disse omrejsende Fuzzy-Wuzzyer havde slået sig ned i en våd dalsænkning for at dyrke det hirselignende korn, de levede af. Oversergenten nøjedes ikke med at beordre nomaderne ud fra den skrå halmvæg, de sov under. Nej, han sparkede dem bogstaveligt. Smed dem ud og væltede halmvæggen. Gennemrodede deres personlige ting og udstyr, mens vi menige blev beordret til at stå med riflerne rettet mod hylende unger, grædende kvinder og magre mænd, som bare lå i sandet med armene over hovedet, og ikke forstod en døjt af det hele. Selvfølgelig fandt han ingen pistoler. Det var den slags unødig brutalitet, som gjorde den engelske uniform forhadt i alle engelske kolonier, slutter Anders Børge Albertsen.
Sudan har for evigt en stor plads i mit hjerte
- Sudan har en stor plads i min erindring og i mit hjerte. En del af mit hjerte blev dernede hos dette vidunderlige folk, fortæller Mogens Hansen. I september 1947 stod jeg så over for to muligheder: Blive i den engelske hær på en ny kontrakt, som en af krigens små hunde - eller rejse hjem. Muligheden for at blive i Sudan som civilist var ikke mulig i det engelske bureaukrati. Hvis jeg havde tegnet ny kontrakt, ville jeg blive sendt til Palæstina. Det afgjorde sagen. Ved afrejsen fra Khartoum var jeg blevet optaget på Elbæk Lærerskole. I mit hoved spøgte en forestilling om at slå i bordet som lærer på en højskole eller efterskole. Jeg fik prøvet begge dele. Mindre end et par måneder efter min hjemkomst og gensynet med Danmark anno 1948, havde jeg fortrudt. Fortrydelsen nager mig endnu. Selv om den for længst er blevet historie, slutter Mogens Hansen.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget
- En tidlig søndag morgen vågnede jeg med stærke mavesmerter, fortæller Anders Børge Albertsen. Jeg sad foran infirmeriet og brækkede mig, længe før de åbnede. Jeg fik brækmidler, så det baskede. Og så sov jeg ind. Da jeg vågnede var der gået 3 dage – og nu lå det meste af kompagniet der også. Årsagen viste sig at være fordærvet dåsekød. Men det kom der da noget godt ud af: Lægen beordrede ’let tjeneste’, hvilket betød forflyttelse til korporal MacKey’s enhed (kaldt Mac the Knife)
Han var en personlighed, jeg nødigt ville være gået glip af. Min opgave blev at registrere ud- og indleveringer af personlige våben. For i modsætning til Palæstina måtte ingen i Sudan have deres personlige våben i barakkerne udenfor tjenestetiden. Så vi var på nærmest 24-timers vagt, MacKey og jeg. Dagen gik med at holde kompagniets våben (mortérer, antitankvåben m.m.) og officerernes pistoler rene og velsmurte. En gang om ugen blev alt lagt frem til optælling og vedligeholdskontrol. ’Mac’ lærte mig alt om våben, så jeg til sidst kunne skille og samle alle våben med bind for øjnene. Og så fik jeg læst et utal af kriminalromaner. ’Mac’, der ikke kunne regnes med som nogen intellektuel kapacitet, var stolt af at kunne forklare mig de svære ord i bøgerne. ’Mac’ var fra Liverpool og havde et temperament som en Yorkshireterrier. Engang var der ankommet nye rekrutter fra England. De opdagede nok, at jeg havde store vanskeligheder med at stave deres navne korrekt i kvitteringsbogen, når de afleverede og hentede våben. De gjorde alt for at irritere mig ved at tale engelsk speedsnak, men jeg skrev bare et par prikker og en streg. Mig skulle de ikke bide ravspidsen af. De unge mennesker vidste jo ikke, at bogen hver aften blev afleveret til vagtstuen for kontrol og underskrift fra vagthavende officer. Det varede da heller ikke længe, før der kom en vred opringning til korporal MacKey, som selvfølgelig blev stiktosset, da han opdagede, hvordan det hang sammen. Ved næste udlevering stod han bag døren, og da første mand i køen lagde sit gevær, sagde noget uforståeligt og vendte sig for at gå, stod soldaten pludselig ansigt til ansigt med ’Mac the Knife’, der stak sit ansigt op under mandens ansigt og brølede:
- Navn og nummer! Du skal for rettergangsofficeren for at lade dit personlige våben stå til fri afhentning!
Alle
rekrutter måtte træde an udenfor, hvor de fik lov at stå ret i bagende sol en
times tid, til deres sergent kom for at hente dem. Så måtte de pænt stave deres
navne højt og tydeligt, før de afleverede deres rifler. Da jeg efter tre
måneders ’let tjeneste’ vendte tilbage til kompagniets rækker, skulede de unge
mennesker ikke så lidt efter mig.
Men ingen sagde et ord, slutter Anders Børge Albertsen.
- Vi ankrede op ud for Port Said og blev sendt i land med fuld oppakning i et landgangsfartøj fra krigens tid, fortæller Carsten Pedersen. På kajen stod en officer, som manglede 100 mand til Eritrea. Jeg var sammen med 10 andre danskere blandt de heldige. Vi blev vaccineret mod alt muligt i Cairo, hvor vi holdt juleaften 1946. Så gik det med hjuldamper op ad Nilen til Khartoum. Vi var inde i det tempel, som FN senere bekostede flytningen af. Med tog og busser kom vi til det ufatteligt smukke land Eritrea. Naturen var ubeskrivelig smuk, men det var hundekoldt, for vi skulle op i 300 meters højde. I Eritrea var alt engelsk ligeså populært, som tilfældet havde været i Danmark i sommeren 1945. Englænderne havde jo befriet landet fra Mussolinis italienske fascisthære, slutter Carsten Pedersen.
Sådan blev Suezkanalen til
- Jeg har interesseret mig hele livet for Nilen, som jeg krydsede gang på gang, dels under min tid i The British Army, dels som oversergent 10 år senere, da jeg var med i den første danske FN-enhed – den, der i dag huskes som Gazastyrken. fortæller Poul ’Marocco’ Bærentsen. Englænderne byggede 1898-1902 en 2 km lang og 55 meter høj dæmning over Nilen ved byen Abu Simbel, hvorved opstemtes en meget stor sø. I 1950’ernes begyndelse planlagde Egypten at opføre en endnu større dæmning, Sadd El-Ali, syv km syd for den gamle.
USA og Sovjetunionen havde tilbudt at betale den, men under Suezkrisen 1956, hvor England og USA invaderede kanalzonen for at sikre fortsat fri gennemsejling af Suezkanalen, blev tilbudet trukket tilbage. Senere tilbød Sovjet at bekoste den alene, og den stod færdig 1970 som verdens største dæmning. 3,6 km lang og 111 meter høj. Den opstemmede sø fik navnet ’Nassersøen’ efter Egyptens daværende præsident. Hvor søen nu ligger, boede tidligere 70.000 sudanesere, som blev tvangsforflyttet. Dalen var fyldt med oldtidsminder fra oldtidens Nubien. Dem var det umuligt at redde, men ved FN-organisationen UNESCO’s mellemkomst lykkedes det at skabe økonomisk mulighed for at redde de vigtigste, fire siddende kolosser af Ramses klædt som guden Osiris. Ved et imponerende ingeniørarbejde blev de skåret fri af klipperne og løftet 57 meter op. Der står de i dag som en af Egyptens største turistattraktioner. Templet, som Carsten Pedersen besøgte, var af farao Ramses II i 1200-tallet fvt. hugget 63 meter ind i klipperne ved de fremspring, som bjerget her gør ud i Nilen. Templet har siden dæmningens åbning været utilgængeligt for andre end de mest modige dykkere, slutter Poul Bærentsen.
- I Eritrea var jeg i en vagtstyrke, der bevogtede kriminelle, italienske krigsfanger, mænd, som havde været kriminelle i andre lejre, fortæller Villy Ortved. En nat slap fem af dem ud. Der blev sendt flere eftersøgningshold ud, de fleste op i bjergene. Jeg var sammen med en indfødt betjent og en ung officer. Så gik vores jeep i stykker. Med ét stod der indfødte, bevæbnede med spyd, og havde slået kreds om os. Officeren rev sin revolver op. Han var meget nervøs. Vi bad ham slappe af. Vi tog det helt roligt. Vi vidste, at de ikke ville gøre os noget. Var bare nysgerrige. For i Eritrea og Ethiopien blev englændere behandlet som helte. Det var The British Army, som havde befriet dem fra Mussolinis brutale, italienske besættelseshær.
Historiske ture og jagt i bjergene
- De sidste to måneder i Gebeit gik fornøjeligt til. Der blev arrangeret udflugter til historiske steder som ’den døde by, Suakin, picnicture til badestrandene ved Det røde Hav og jagtture op i bjergene efter ’hyepecks’ – en art bjerghjorte, som vi nok kunne ramme, men ikke altid fik med hjem, for vore indfødte klappere var mestre i at være først på pletten og skaffe byttet af vejen, før jægeren selv nåede frem. I flere dage samlede vi hvide sten for at lave en frise med regimentets mærke på en bjergskråning. Vi nåede lige at få den færdig, før vi atter stillede op i køer med kitbag og pic-pac. Vi skulle tilbage til England og hjemsendelse, slutter Villy Ortved.
Oplevelser i Kenya
Røg lige ind i Mau-Mauoprøret
- Der var ikke mange af vi frivillige danskere, som kom til Kenya, hvor Karen Blixen havde haft sin kaffefarm i 1920’rne, fortæller Hans Balle Nielsen i et brev fra det sydlige Australien, hvor han og hans engelske kone har boet siden 1963. Jeg kom der også først efter et længere ophold som ordonnans i Palæstina. Til Kenya kom jeg ad søvejen via Suezkanalen. I begyndelsen boede jeg under palmerne på et dejligt sted uden for den mere end 1000 år gamle by havneby Mombassa på ’hovedvejen’ mellem Det Indiske Ocean og hovedstaden Nairobi. Stedet hed Mackinnon Road. Her var det planen at bygge et stort britisk depot og hovedkvarter, hvorfra man ville styre og forsyne kolonierne i både Mellem- og Fjernøsten. Engelske ingeniørtropper, stationeret på øgruppen Seychellerne (nu turistparadis) havde ellers ryddet både krat og græssteppe.
Det havde den fordel, at vi kunne stille vore telte op til lejrbeboelse. En muret depotbygning og en gigantisk container var da også opført, da vi ankom. Men stedet blev aldrig bygget færdigt, før englænderne måtte rømme landet. Den politiske modstandsleder Jomo Kenyatta (’Flammende spyd’) og hans Mau-Mau-krigere af Kikuyustammen havde startet en frihedskamp, som skulle blive et blodigt oprør mod englænderne. I 1963 måtte England bøje sig for de manchetebevæbnede krigere fra bush’en og give landet selvstændighed. Mau-Mau-lederen Jomo Kenyatta blev landets første præsident. Det var mod disse Mau-Mau’er, vore enheder skulle sættes ind.
På det tidspunkt (1947-48) var modstanden mod englændernes overherredømme i Kenya kun i sin vorden. Det blev meget værre i 50’erne, da Mau-Mau’erne myrdede løs blandt de hvide farmere med deres frygtede lange, krumme knive. I lejren var der også mange afrikanske civilarbejdere. På et tidspunkt havde den engelske ledelse hidkaldt en masse nye arbejdere oppe nordfra. Det var bare ingen god ide, og viser hvor ofte englænderne undlod at stikke fingeren i jorden og fornemme, hvor de var. De to stammer var gamle fjender, og ville hellere slås end arbejde.
En nat brækkede afrikanerne ind i den store lagerbygning, lejrens eneste murede bygning, og stjal et stort lager af lange knive, som de britiske styrker gennem årene havde konfiskeret fra Mau-Mau’erne. Tyvene havde forsøgt at bryde sikkerhedsdøren op ind til ammunitions- og våbendepotet. Det lykkedes til alt held ikke. Det blev nu vort job at skille de to hadske parter ad og holde dem på hver sin side af lejren, indtil de vildeste af dem kunne transporteres hjem til kraal’erne.
Slanger, løver, malariamyg og anden skæmt
- Som beskyttelse mod vilde dyr var der omkring hvert teltområde gravet dybe, dybe grave med næsten lodrette sider, fortsætter Hans Balle Nielsen. Meningen var vist nok, at der skulle have været ledet vand ind i dem, men det skete aldrig. I gravene levede en masse giftslanger, som var faldet i og nu ikke kunne komme op igen ad de lodrette sider. De var nok lige så efektive som vand til at holde krigeriske elementer borte fra lejren. Vi kaldt gravene for ’Ormegårde’.
Når det
regnede, og der stod små søer i gravenes bund, holdt frøerne os vågne hele
natten. Myggene var en anden plage. Mange soldater – heraf en del af danskerne –
fik den frygtede febersygdom malaria. Mindst én af vore døde på lazarettet i
Mombassa af malariaen.
Løverne sikrede gravene os derimod ikke mod. De luskede rundt i lejren om
natten. Mindst én måtte skydes, fordi den efterhånden var blevet for nærgående.
Trods alt dette var Kenya virkelig en skønhedsåbenbaring. Jeg havde fornøjelsen
af at gøre den 6-700 km lange tur til Nairobi med tog. Dér så jeg noget af det
smukkeste og mest eksotiske, jeg har set: Tusindvis af flamingoer ved de større
søer og i luften over dem. Det er hvad, turisterne i dag betaler tusindvis af
kroner/pund/dollars for at opleve.
Jeg fik dét – og senere andre dele af Kenyas fantastiske dyreliv - at se helt
gratis. Jeg fik endda løn for det, slutter Hans Balle Nielsen.
.
Oplevelser i Tripolitanien
Tripoli, Nordafrikas perle
- Vort artilleriregiment skulle forlægges fra Egypten til Tripolitanien (som på vore kort dog kaldtes Libyen) Jeg var i forkommandoen, som skulle forberede regimentets ankomst, fortæller Henning Schmoll. Jeg ville gerne have set ørkenslagmarken ved El Alamein, hvor de to panser-myter, Englands Montgomery og Tysklands Rommel, stod overfor hinanden i ørkenkrigen, og hvor ’Monty’ vendte krigens gang ved totalt at nedkæmpe de tyske pansertropper. Vi kom imidlertid ikke gennem den libyske ørken, men drog ad søvejen. Det var det sikreste og hurtigste.
Vi sejlede langs Nordafrikas kyster, var på en kort visit i Tobruk, som jo havde haft stor betydning i Anden Verdenskrig (man taler ligefrem om ’Slaget ved Tobruk’). Den var i lighed med andre byer i Nordafrika en ruinhob, som under kampene 1942-43 var blevet ’bombet tilbage til stenalderen’. Tripoli var undtagelsen. Det var en dejlig by.
Det mindst pæne var havnen, der var tæt belagt med krigens efterladenskaber i form af alskens fartøjer fra De Allieredes invasion på Sicilien. Der var oplagte skibe, eller lad os bare sige skibsvrag, så langt øjet rakte. Men ellers var det en smuk og velordnet by. Både den nyere del, hvor der var pragtfulde butikker med et rigt vareudvalg, og den gamle, arabiske bydel, som var endnu mere spændende. Italien erobrede Libyen i 1912 og gjorde området til en italiensk koloni. De blev smidt ud af englænderne 1943.
På vor tid, var landet under fransk/britisk administration. Den gamle bydel havde under italienerne været nedværdigende behandlet. F.eks. skulle folk være indenfor den gamle bymur til bestemt tid, og araberne måtte ikke forlade deres hjem før om morgenen. Det forbud havde De Allierede ophævet - til stor forbitrelse for de mange italienere, som var blevet i byen, da den italienske hær og flåde flygtede, og til tilsvarende glæde for araberne.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige
ved det: Danske soldater i Den libyske Ørken. Billederne er fra Henning
Schmoll’s gamle og mindefyldte fotoalbum
Amerikanerne lod Mussolinis fascistsymbol stå
- Vort endemål var Gajan, 350 km syd for Tripoli, fortsætter Henning Schmoll. Der kom vi til en kaserne, som først have været italiensk. Fascisternes mærke, et risknippe med en romersk økse øverst, stod endnu i lejrens midte, skønt kasernen efter De Allieredes sejr havde været amerikansk lejr. Da vi kom, var der et syndigt rod. Der var ingen døre og vinduer, alt var ’organiseret’, formentlig af de passerende beduinstammer. Det fik vi ryddet op i, lavet døre og vinduer, indrettet en kantine og nogle barakker til sovesale, så regimentet kunne rykke ind i nogenlunde ordnede forhold. Det var et kolossalt arbejde, men vi nåede det tidsnok til at kunne modtage regimentet. Hver gang vi havde fri, både i Gajan og de andre lejre vi lå i, bl.a. i Lido, en tidligere, italiensk ferieby, arrangeredes der ture for os ud til en række kulturminder. Der var f.eks. velbevarede ruiner fra Romerrigets dage: Huse med smukke mosaikgulve og et amfiteater og flere 2000-årige badeanstalter. På en af de store vægge i kasernebygningen havde en vist nok amerikansk kunstner malet en liggende, nøgen kvinde, hvis konturer var netop landkortet over den nordafrikanske kyst og Palæstina. Billedet var fyldt af detaljer, bla. med slagscener fra ørkenkrigen. Hun blev kaldt ’Lady Gajani’, slutter Henning Schmoll.
Soldaterkunstneren var dansk
Meget tyder på, at vi i denne bog løser gåden om kunstneren, der dekorerede messer og kantiner i Nordafrika og Det mellemste Østen: Han var sandsynligvis dansk og hed Harry Enevoldsen. Denne antagelse er baseret på et gammelt udklip fra 4. marts 1957 i den længst hedengangne københavneravis ’Aftenbladet’, som skriver:
’Harry Enevoldsen, dekorations- og teatermaler, Strandboulevarden i København, tidligere engelsk soldat i Nordafrika, Egypten og Palæstina, søger kontakt med danskere fra Suezbrigaden. Han vil spørge, om de i militærkantiner eller messer fra Tripolis over Egypten, Ismaili, Gaza og til Jerusalem har set nogle vægudsmykninger, som han har lavet af landskaber og byer de steder.
- Jeg blev engelsk soldat i 1946 og kom til Det mellemste Østen. Jeg meldte mig nærmest på professionens vegne for at komme ud og se mig lidt om. Da jeg var i Latrun nær Jerusalem, søgte vor chef efter en engelsk maler, som kunne dekorere de kedelige messer og kantiner. Ingen meldte sig, men så anbefalede en løjtnant mig, og jeg blev antaget. Jeg tog straks fat, og de blev så glade for mit arbejde, at jeg derpå blev sendt til Rafah i det sydlige Gaza (netop hvor den første, danske FN-styrke i 1957, var stationeret) .
Her bad en major Stewart mig om pynte lidt op i rummene. Det gik der 1½ måned med. Derpå blev jeg forflyttet til Ismailia i Egypten, og fortsatte dekoreringen dér. Dér malede jeg bl.a. et stort billede (2 x 3 meter) af Københavns Gammel Strand og Thorvaldsens Museum i den store kantine med plads til 1.000 mand. Så gik turen til Tripolis, hvor jeg også arbejdede temmelig længe. Jeg håber da, at mine malerier eksisterer endnu og har glædet en og anden britisk soldat, slutter Harry Enevoldsen
- En af mine ubehagelige oplevelser stammer fra Tripoli, fortæller Lejf Sølyst. Her var vi ude for, at befolkningen gik til angreb på det britiske hovedkvarter. Vi blev alarmeret og lå i gaderne omkring hovedkvarteret i fuld feltmæssig udrustning og skarpt i riflerne. Når man i dag ser på TV fra Palæstina, hvordan unge drenge kaster med sten eller bruger slynger som den David slog kæmpen Goliath med, så tager jeg mig til panden, selv om hævelsen er forsvundet for over 50 år siden.
Det var nemlig lige netop sådan vi blev angrebet i Tripoli. Og jeg blev ramt af to sten. En ramte skulderen, én lige oven i hjælmen. Det var den sidste, som røg ned og gav en bule. Mens vi var i Tripoli, var der et par englændere som deserterede. De blev fanget og stillet for en krigsret. Vi talte tit om, hvad der mon egentlig var sket med dem. Blev de henrettet en morgen bag den røde barak eller hvad?
- Jeg stod i officersskolens stenbrolagte gård, fortæller Niels Bech. Der var en officer og en oversergent. Officeren henvendte ikke sine ordrer til mig, men til oversergenten, som så gav ordrerne videre til mig. Det var ’Fald ned – rejs Dem op – fald ned - kryb fremad – rejs Dem op i én uendelighed. Dernæst al tænkelig stående eksercits (gevær på højre skulder – præsenter gevær - gevær i hvil osv.) Det var glohed sommer, så sveden drev af mig. Jeg tænkte ’Tak skæbne! Hvor længe skal dog dette her vare ved?’. Pludselig mærkede jeg mine bukser glide langsomt nedad. Livremmen var gået op. Så lød kommandoen: ’Kadet ret!’ og det blev gjort, så man kunne frygte at støvler eller brosten ville revne. Sådan var engelsk eksercits. Og så… ja, så faldt bukserne ned! Der stod jeg med gevær i hvil og bukserne nede om haserne. Sekunderne føltes som minutter. Jeg vidste, at hvis jeg selv bukkede mig ned, havde jeg brudt disciplinen. Så jeg blev stående, strunk som en stage. Vor skolechef , oberst Darling, stod i et hjørne og fulgte det hele med øjnene. Da han havde set længe nok på ’Kadet Bukseløs’ råbte han: - Hr. oversergent! Vil De øjeblikkelig give hr. kadetten ordre til til at samle sine benklæder op! Og så fik jeg under kommando ordre til at trække bukserne op. De syntes heldigvis, jeg havde fået nok, så jeg styrtede ned i baren og fik en 3-dobbelt whisky.
Ovenpå den generelle uddannelse, kom jeg på et 6 måneders specialkursus i motorteknik. Derpå fik jeg nogle ugers orlov i Danmark, kom tilbage – og blev beordret til Vest Afrika. Fordelingen skulle ske fra Freetown på Elfenbenskysten. Jeg håbede at blive udstationeret som officer på Guldkysten. Vi sejlede derned med et gammelt, kulfyret skib, der hoppede og gyngede hele vejen. For hvert måltid blev vi færre og færre – og til sidst sad jeg alene i messen og spiste.
Jeg var åbenbart den eneste, som kunne holde maden i mig. Men jeg nød varmen og flyvefiskene, som sprang for boven og langs siderne. Første gang jeg så land… så det Afrika, som skulle blive så afgørende for mit liv, var da vi ankrede op ud for Sierra Leone. Det rigtige Vestafrika. De indfødte kom sejlende ud i små kanoer, udhulede træstammer, splitternøgne. En af dem – husker jeg - havde en guldbronceret hat på og en hvid knækflip. Intet andet. De kaldte sig alle for ’Joe’, og når vi smed mønter ud i vandet, dykkede de ned efter disse og kom op med dem – og vi undte dem gerne disse shillings og pence.
Når vi gik rundt i byen Freetown var det som at gå i en kulisse fra Det kongelige Teater. Man troede ikke, at en så idyllisk, afrikansk by overhovedet eksisterede. Vi blev interviewet af en engelsk officer, som skulle fordele os unge officerer. Jeg bad om at komme til Guldkysten, dvs. den britiske kronkoloni Gold Coast (det nuværende Ghana), fordi denne kyst altid havde interesseret mig. Her havde Danmark i slavehandelens tid haft ikke færre end tre militære forter: Christiansborg, Augustenborg og Fredensborg.
Dertil kom jeg med tog tværs igennem det vestafrikanske jungleområde, hvor jeg næsten kunne se Tarzan svinge sig i lianerne. Luftfugtigheden var omkring 98 %, så man var konstant gennemblødt af sved. Vi standsede ved mange stationer, hvor vi fik lejlighed til en snak med de indfødte, der talte engelsk og var venlige og smilende. Lige med det samme kunne jeg lide Afrika, ligesom jeg lige med det samme havde kunnet lide Palæstina. Vi blev installeret i runde, afrikanske hytter i en britisk militærlejr, Rancoon Camp. Jeg kom til en enhed, som hed Royal West African Frontier Force, hvor jeg fik jobbet som transportofficer i en lejr som hed Kibbarc Camp med ansvar for al transport i West African Command. Det var en ansvarsfuld stilling for en ung officer. Englænderne ser ikke på alder, kun på grad. Jeg blev modtaget af ’the commanding officer’ med et ’Hello, Niels. Vi har glædet os til at se Dem!’ Det betød ikke, at man var du’s, for man svarede altid sine foranstående med ’Sir’, så denne straks fornemmede, at man respekterede ham og hans grad – ellers var man med det samme i unåde. Det hele var meget ’British’. Officersmessen var, skønt det var i en teltlejr, fornemt udstyret, maden fortræffelig, bordene veldækkede. Omgangstonen i messen var afslappet, når man vel at mærke huskede, hvem der var over én i grad, og med hvem man var ligestillet. Man havde også dér en masse traditioner, blev opvartet af ’mess-knights’ og faldt hurtigt ind med sine officerskammerater og - hvad der var lige så vigtigt – med mandskabet. Vi havde indfødte tropper, men alle officerer og underofficerer var englændere – undtagen lige mig. Jeg befandt mig utroligt godt.
Det var hele dette liv, jeg havde drømt om fra drengeårene – næsten en Kiplingsk verden, som næppe havde forandret sig meget siden 1800-tallet. Hele den analytiske tankegang og den korte udtryksform har faktisk fulgt mig hele livet. Det var den mest modnende oplevelse, en ung mand kan komme ud for. Senere tilbragte jeg en tid i Tanuaki, hvor jeg havde ansvaret for et detachement. Men så kom det, jeg vil kalde ’det ghanesiske oprør’. Mine soldater var meget forskellige. Der er mange forskellige stammer i Ghana, og til dels af forskellig etnisk oprindelse.
De talte indbyrdes deres mange forskellige sprog, men militærsproget var engelsk. Især Hausa-soldaterne fra det nordlige Ghana havde været med i Østen, kæmpet mod japanerne og dér udvist en soldatermæssig kunnen og et mod på linie med Gurkhaerne fra det nordlige Indien.
Nogle af dem gjorde stadig tjeneste, og var selvsagt meget stolte af deres stribevis af kampmedaljer og udmærkelser. De havde været med til at vinde krigen og havde selvfølgelig af den grund forestillet sig et pengebeløb, så de resten af deres dage kunne ligge i hængekøjer af palmeblade og nyde livet. De drømme fik de bestemt ikke opfyldt. Som følge heraf følte de sig dårligt behandlet. De fik hverken huse eller andre goder, men måtte som de fleste andre soldater fra Anden Verdenskrig vende tilbage til et normalt, civilt liv og klare sig med den lille pension, de trods alt fik. De skabte uro, fordi de som tidligere soldater med vaner krævede mange ting. Som de ikke fik. Det skabte oprørsstemning. De samlede sig i hærgende flokke, endevendte hele Acra, væltede biler, stak ild til huse, brød ind i de store supermarkeder og stjal kassevis af whisky. Og drak sig sanseløst berusede. Så drog de i samlet flok mod det tidligere, danske fort Christiansborg, hvor guvernørboligen var.
Det var klart, at de måtte standses. Ellers havde de lagt alt ned.
Det skete med militær indgriben, og det var en bitter ting at skulle stille op imod gamle soldater, om de så var nok så berusede. De havde jo ellers været gode og loyale soldater, men nu havde Fanden taget dem. De blev standset. Så vidt jeg husker kun med ét dødsoffer.
Men det er klart, at det var en begivenhed som med ét slag ændrede forholdet mellem stammerne og den engelske administration. På politisk plan blev det besluttet at forberede Guldkysten til selvstændighed. Det betød, at England skar ned på sit engagement på Guldkysten, selv om det faktisk varede helt til 1957, før Gold Coast som den første koloni i Afrika blev selvstændigt med navn af Ghana. Jeg blev demobiliseret 1949 og tog hjem til Danmark, slutter Niels E. Bech.