NIENDE BOG

Den danske indsats – Atlanten

’Bermuda-Børge’ beretter

Når Army-veteranerne mødes, er der enkelte, hvis soldaterhistorier er helt og aldeles anderledes end de øvriges. En af dem er Børge Johansen. Han er nemlig eneste dansker i frivillig, britisk tjeneste, som har aftjent en god del af sin militære tjeneste på noget så romantisk og tempereret som det, der i dag kaldes ’ferieparadiset Bermuda’ ude i Atlanterhavets bedste temperatur, lige midt i Golfstrømmen. Derfor hedder han blandt veteranerne aldrig andet end ’Bermuda-Børge’.

Jeg gjorde tjeneste i Slaraffenland

- Jeg var aldrig i anden fare under min soldatertid end for at falde over mine egne ben, pådrage mig kronisk sovesyge eller kede mig ihjel, fortæller en bredt smilende Børge Johansen. Guderne må vide, hvorfor netop jeg skulle blive så svineheldig at blive sendt til den fjerne Atlanterhavsø  og gøre tjeneste på det, der i dag er ferieøen Bermuda.

Hvad jeg lavede? Ikke en skid! Vi havde kun tre ting at forsvare: Englands militære tilstedeværelse, hvilket nok havde haft betydning under krigen, men nu kun var symbolsk. Vores løn forsvarede vi ved nogle småøvelser, der mest bestod i – med måneders mellemrum - at marchere ud på en øvelsesplads, falde ned, rejse os op, og gå hjem igen. Og så forsvarede vi demokratiet ved én gang om året at møde frem og præsentere gevær foran parlamentsbygningen i det, der med stolthed benævntes ’den britiske kronkoloni Bermuda’.

Jeg husker ikke nogensinde at have haft en vagt. Min mest spændende oplevelse var hjemrejsen til England. Vi var for få til, at Army’en ville sende et marinefartøj ud, så vi blev sendt med en fragtbåd, der gik til Jamaica efter bananer. Vi blev taget ombord på nedturen, så vi så hvordan den lastning gik for sig. Det gik rimeligt med at få banankasserne ombord, men da vi så stod havnen ud og satte kurs mod nord, opdagede vi, at skipper og mandskab havde forsynet sig endog særdeles rigeligt med Jamaica-rommen.

Hold kæft, hvor var de skidefulde alle sammen.

Så snart vi slap land af syne, gik det galt. Alle var fulde, undtagen vi Army-men. Besætningen sejlede vist skibet i zig-zag kurs, og da der så oven i hatten kom en brandstorm, var vi ærligt talt mere sikre på at nå bunden end England. Det var godt, vi dengang endnu ikke havde hørt om uheldsområdet ’Bermuda Trekanten’. I flere dage blev vi bare kastet rundt, mens skipper, styrmand og sømænd prøvede at se ud af øjnene.

Da vi – guderne må vide hvordan – nåede England med flere ugers forsinkelse, var alle bananerne rådne, kun brugelige til svineføde. Siden har jeg aldrig kunnet holde ud at høre sangen ’Når der kommer en båd med bananer’ – og den var ellers hot-hot, da vi vendte hjem i 1948. Turister var der endnu ingen af på Bermuda i min tid. Vi havde øen for os selv.  Ø-kolonien havde i vor tid omkring 50.000 indbyggere. Og halvdelen var kvinder. Det var dem, der interesserede os allermest, fortæller Bermuda-Børge’, med et grin, der ikke lader 40’rnes  dollargrin og sterlingsmil noget efter.

Fangevogteren fra Jamaica

- Vi var 24 fra The Gloucestershire Regiment, som kom til et par britiske koloniøer i Atlanten, 6 af os til Bermuda og 18 som sejlede videre til den britiske kronkoloni Jamaica, syd for Cuba, fortæller Svend Hansen, Åbyhøj. Vor vigtigste opgave var at være der – og så var vi et par stykker, som blev udkommanderet til en særlig vagtstyrke, der bevogtede en krigsfangelejr højt oppe i bjergene.

Der var både japanere og italienere, som vi ikke kunne snakke med, og så tyskere, hvor det gik bedre. Alle disse fanger havde så vidt vi  kunne fritte været højtstående officerer i flåde, hær og luftvåben, og deres betydning må have været noget særligt, for der kom jævnligt et par jeeps med tydeligvis ’høje herrer’ nede fra byen Kingston. Så gjaldt det afhøring.

At holde vagt dér var ingen kunst. Hvis fangerne kom over eller under trådhegnet, kunne de måske nok gemme sig i skovene et stykke tid, men flygte ubemærket fra øen kunne de ikke. Tilmed var stemningen på Jamaica alt andet end positiv overfor tyskere, italienere og japs’ere.  Dertil kom, at de overhovedet ikke havde lyst til at flygte. Tyskerne vidste udmærket, at de ville komme hjem til et land i ruiner, restriktioner og rationering. Tilmed var deres land besat af englændere, amerikanere, franskmænd og russere. De sagde lige ud, at de aldrig havde haft det så godt som nu i krigsfangelejr. Hverken under Kejser Wilhelm (som nogen af dem faktisk havde tjent i Første Verdenskrig) eller Adolf  (som de alle havde tjent). Hørte de, jeg var dansker, eller bemærkede

Herover: Vue over paradepladsen på Jamaica. Herunder: Diverse situationer med danskerne sammen med  de venlige indfødte på Jamaica.

Danskerne havde ikke den mindste lyst til at nedkæmpe/bekrige disses små oprør mod, hvad de indfødte anså for ’den britiske besættelsesmagt’ (Fotos: Viktor Göttler)

Dannebrog på uniformsærmet, begyndte de straks at snakke om ’die dajlige, danske piker’. De, der ikke selv havde været i Danmark under krigen, kendte altid nogle kammerater, som havde været i Danmark på orlov eller tjeneste, og som fortalte utrolige historier om, hvor villige og venlige, de danske ’Mädchen’ havde været. Jeg fortalte dem, at vi kaldte pigerne ’feltmadrasser’ og det, der var værre – og at hverken tyskerne eller deres danske piger var særligt afholdte i Danmark. Det dæmpede ikke deres begejstring.

Adskillige spurgte mig, om jeg ikke havde nogle adresser på ’sengeforliggere’. Jeg kunne jeg ikke forestille mig, at unge piger skulle have lyst til at korrespondere med halvgamle preussere i en fjern fangelejr.

I dag er Jamaica et turistcenter. Det var øen bestemt ikke ’i vor tid’. Vi og fangerne var eneste udenlandske ’turister’, slutter Svend Hansen.

Den tavse dansker

- Det har altid stået som en gåde for os i familien, hvorfor min far, Viktor Hansen Gøttler, aldrig ville fortælle om sin tid i The British Army, fortæller hans søn Jørgen Gøttler, Støvring. De var 5-6 venner, alle veteraner fra The British Army, som af og til mødtes i vort hjem. På den tid – far døde for mange år siden – forstod jeg ikke engelsk, og det sprog slog de altid over i, når talen imellem dem faldt på ’those days abroad’ som de selv kaldte det, og  som tydeligvis havde givet dem mange muntre oplevelser. Derfor véd jeg meget lidt om hans tid, hvoraf en stor del blev tilbragt på den engelske kronkoloni  Jamaica i Det caribiske Hav. Kun én gang smuttede der lidt oplysninger ud. Jeg forstod, at han havde været i spjældet på Jamaica, vist nok fordi han og hans kammerater havde brokket sig til deres befalingsmænd over, at danskerne aldrig måtte deltage i nedkæmpelsen af diverse, lokale oprør. Om det var oprør blandt de indfødte overfor englænderne eller oprør i den krigsfangelejr, som åbenbart fandtes derovre, fik jeg aldrig klarlagt. Jeg husker blot, at far fortalte, at deres protester over ikke at være med resulterede i følgende kommentar fra deres overordnede:

- De er her for at nedkæmpe oprør. Ikke for at lave et!

Jeg har hans soldaterbog og bagest i den står i oversættelse med underskrift af ’the record officer’:

’Denne mand har tjent The British Army godt. Han er sober, ærlig og hårdtarbejdende.’

De ord vil jeg lade stå som min fars eftermæle, slutter Jørgen Gøttler.

                                                                                                                   Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre