Det er måske lidt sent i bogen, at jeg bringer et billede som det herover (th) Det forestiller to af bogens mest fortællende kildepersoner på vej hjem efter 2½ års fremmed krigstjeneste: Erik Vedsegaard (tv) og Carl Christian ’Langeland’ Hansen.
TIENDE BOG
Oplevelser på hjemvejen
Blinde passagerer fra Jamaica
- Det blev en bevæget tur hjem fra Jamaica, hvor jeg havde været med til at bevogte tyske krigsfanger, fortæller Tage Yde Knudsen. På et tidspunkt gik der rygter i fangelejren om, at alle tyske krigsfanger skulle sendes til Tyskland. Det var de ikke det mindste interesserede i. De havde ingen kontakt med hjemlandet, men havde jo nok på fornemmelsen, at der ikke var særligt rart for dem i det forhenværende ’Grosses Vaterland’.
De fleste af fangerne var tidligere højtstående officerer i storadmiral Karl Doenitz’ forhadte marine og derfor også fhv. medlemmer af Nazipartiet. Rygterne gjorde dem desperate efter at undgå udlevering til det besatte Tyskland. Vi mente jo ellers ikke, de havde mange chancer for at flygte, men vi tog fejl. Så snart vi var kommet ud i rum sø i Det caribiske Hav, begyndte der at dukke ’blinde passagerer’ frem. Der blev så foranstaltet en større eftersøgning ombord, og det gav resultater:
Vi afslørede ikke færre end 64 af dem. De havde regnet ud, at hvis de bare nåede frem til et ikke-engelsk land, kunne de slipper for udlevering. Da vi på hjemvejen fra Jamaica sejlede mellem de små Antiller, satte nogle af dem ild på skibet, som var en almindelig fragtdamper. Kaptajnen måtte sende ’mayday-mayday’-melding over radioen og søge nærmeste havn. Vi stod ind i havnen i Trinidad med en ordentlig røgsøjle stående op fra skibet. Vi soldater blev udkommanderet for at sikre, at fangerne ikke hoppede overbord. Vi nåede da også frem til England, hvor der stod en speciel modtagelsekomité til at tage mod de 64 krigsfanger, slutter Tage Yde Knudsen.
Ubehagelig tur hjem fra Khartoum
- Vi forlod Khartoum december 1947 for at afmønstre i England, fortæller Mogens Hansen. Hjemrejsen var ingen fryd, men en ubehagelig overgang fra det tørre ørkenklima til en tung, fugtig varme i Port Sudan. Sammenstuvningen af 3000 mand på et troppetransportskib, hvor flertallet af ’mænnerne’ kom fra det fjerne Østen og Indien, var ubehagelig efter det frie liv, vi havde levet. Vi sejlede gennem Rødehavet og Suezkanalen. Mødet med det alt andet end blå Middelhav var ingen fryd. Det var så koldt dér, at tropetøjet blev skiftet ud med det mere stive, men lune battledress - undtagen af dem, hvis kluns var ’forsvundet’, så de måtte gøre turen hjem i tynde, junglegrønne tropeuniformer. Julemiddagen indtog vi til søs i alle tiders orkan fra vest. Mens skibet med nedsat fart listede mod stormen, spiste vi kalkun. Senere, da skibet satte farten op, begyndte kalkunerne at flyve over rælingen. De fleste af os var søsyge hele vejen til ankomsten i Southhampton med den obligatoriske messingsuppe. Vi var tilbage i England – uden glæde. For hvilket England? Vi havde vel forventet at se noget kendt: Det ganske vist af krigen nedslidte, men dog sejrsglade land, som vi havde forladt for halvandet år siden.
For at citere H.C.Andersen: ’Ak, hvor forandret’. Vi mærkede det allerede i den store ankomsthal, hvor vi blev fordelt til enhedernes hjemmegarnisioner. For mit vedkommende med overnatning i Aldershot, hvor man ikke rigtig vidste, hvor man skulle anbringe os. Kunne vi dog ikke selv finde et sted? Plads var der nok af, men ligeglad slaphed, pakket ind i træt høflighed. De magre rationer var blevet endnu magrere. Priserne var blevet højere, og selv theen tyndere. Under et togskift i London forekom ansigterne at bære træk af bekymring, som ikke havde været der, da vi rejste ud. En mærkelig, rastløs atmosfære, forstærket af en grå januarhimmel.. Først i Shrewsbury på vores gamle pub mødte vi noget af det kendte:
-Welcome home, you Danisk bastards! Efter et
par dage indså vi, at vi var rejst fra kolonisystemets rimelige rationer til et
moderland, tynget af efterkrigstidens tømmermænd. Et træt, udslidt England med
store internationale forpligtelser og med et besat Tyskland, hvis rationer var
højere end Englands, med Mellemøstens krudttønde, med et smuldrende imperium,
med opløsning i Indien og kolonierne, hvor krigens solidaritet var afløst af
forståelige krav om frihed og selvstændighed.
Oven i det mærkedes en voksende uenighed mellem Øst og Vest. Der var ingen
opmuntrende læsning af finde i de engelske aviser. Men der var en understrøm af
trods og vilje til at stå dette igennem. Noget af den samme stædighed, der kom
til udtryk i England i 1940 efter katastrofen ved Dunkerque, da England stod
helt alene. Vi havde en orlov til gode som skulle bruges i England før
afmønstringen.
Sådan gik der yderligere et stykke tid, hvor vi blev forsynet fra top til tå med civilt tøj på et enormt civiltøjslager i York. Vi kunne spare os de bekymringer, vi havde haft om den danske tøjrationering. Det var solidt stof. Skoene har jeg endnu. En dag befandt vi os så på DFDS-båden fra Harwich til Esbjerg. Var det mon et varsel, at da den tågede kontur af
Det er måske lidt sent i bogen, at jeg
bringer et billede som det herover (th) Det forestiller to af bogens mest
fortællende kildepersoner på vej hjem efter 2½ års fremmed krigstjeneste: Erik
Vedsegaard (tv) og Carl Christian ’Langeland’ Hansen.
En del ældre læsere vil sige ”Jamen, det er jo kun et par store drenge!”. Sandt nok! Men det er altså i den alder, vi sender dem ud i den store, realistiske, til tider onde verden. Det er af dem, vi forventer sund fornuft, når eventyrlysten trækker. Vi andre kan kun prøve at huske på, at ’Erfaren mand kan være trist at gæste!’. Ældre folk glemme ofte, at også andet end landskabelig skønhed trækker (herunder)
Esbjerg dukkede frem, fik jeg en skærende tandpine, der varede ved, til jeg stod af toget i Vejen. Måske var det forundring over, at alt her var uforandret, der dæmpede pinen. Alligevel følte jeg mig fremmed. Og uvedkommende. Den første, som tog imod, var min gamle hund. Dejligt var også mødet med familien og glæden ved at høre min hjemegns sprog. Da det rygtedes, at jeg havde masser af ren kaffe med, blev jeg omfavnet af gamle mostre, der ellers altid havde betragtet mig som en skidt knægt. En, der højst kunne have gjort slægten ære ved at falde på en eller anden fjern Kiplingsk slagmark. Kort tid efter stod jeg bag katederet i foredragssalen på Rødding Højskole for at fortælle mine oplevelser. Pludselig opdagede jeg, at der intet var at fortælle. Det blev til en spørgetime med fru forstander Lund som ordstyrer. Jeg blev mere og mere forvirret.
Mange af spørgsmålene syntes at komme fra en verden, der aldrig havde hørt om nazisme, verdenskrig, besættelse og kold krig. Resten hedder seminarium, efterskolelærer, højskolelærer og lærer for det grønlandske hjemmestyre – med længsler mod en verden, som formentlig heller ikke en gang eksisterer mere. Med de bedste minder fra Sudan, det skønne land med de dejlige mennesker, slutter Mogens Hansen.
Et skønt og uforglemmeligt eventyr var forbi
- Vi skulle rejse tilbage til England med Cunard White Star Lines ’Georgia’ på vej hjem fra Det fjerne Østen, fortæller Anders Børge Albertsen. Hun var allerede tungt lastet med tropper fra Indien, som var blevet arbejdsløse ved den store koloni’s selvstændighed. Det kneb med pladsen. Vi sov i et lastrum i bunden, hvor køjepladsen var så snæver, at selv kakerlakkerne måtte kante sig frem.
Tilbage i England ventede vi på hjemsendelse. Den kom ikke sådan fra dag til dag, og ventetiden føltes lang. Den blev mest brugt til sportsaktiviteter. Jeg var ikke sportsinteresseret, så jeg var glad, da jeg blev udpeget til depotsoldat og bare skulle holde styr på fodboldstøvler, boksehandsker, ketsjere, trøjer og drejlstøj med meget mere.
Alle havde fået en dato for deres hjemsendelse – undtagen jeg. Så jeg måtte sige til sergenten, at nu kom han snart til at lønne mig efter civil overenskomst. -Hva?, udbrød han, skal du også rejse hjem? Det måtte jeg svare ja til. Midt i juni 1948 tog Hansen, Jensen, Kristensen og jeg som de sidste danskere i The Duke of Wellington Regiment afsked med The British Army – og vore engelske piger, som fulgte os til perronen og sluttede samværstiden med en dybdekysser. Et uforglemmeligt eventyr på 2 år og 132 dage var for altid forbi, slutter Anders B. Albertsen.
Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre