ELVTE BOG
The
British Army – en hær med traditioner
Drømme om eventyr, Østens mystik og folkelivet drev dem. Her to fotos fra Egypten
I små foldere, udleveret til også de danske frivillige, som første gang trådte på fremmed jord, fortalte The British Army facts om de pågældende lande. Jeg har tager uddrag af foldernes informationer om Egypten, Suez, Sudan og Palæstina. Her i dansk oversættelse:
Udgivet af 7. Field Regiment R.A.’s uddannelsescenter
Begivenheder før og under Første Verdenskrig
1883-1907 var Lord Cromer britisk rådgiver i Egypten. Han organiserede infrastrukturen fortrinsvis med englændere, som overtog både finanser og retsvæsen, som begge havde været temmelig korrupte, og dertil administrationen af systemerne for overrisling af vand fra Nilen. Efter forhandlinger mellem England og Frankrig opgav Frankrig alle krav på Egypten med undtagelse af landets aktier i Suezkanalen.
Ved begyndelsen af Første Verdenskrig (1914-18) erklærede Storbritanien Egypten for et protektorat. I 1914 blev khaddien Abbas II erstattet af Hussein Kamel, en søn af den tidligere khaddi Ismail. Han antog titel af sultan, men døde 1917 og efterfulgtes af sin bror Ahmed Fuad.
Begivenheder efter 1918:
Et stigende modsætningsforhold, først og fremmest fremprovokeret af det nystiftede Wafdist-parti under Saad Zaghhlul Pasha, førte til krav om engelske troppers tilbagetrækning fra området. Der udbrød oprør og skete voldelige overfald, mens politikerne søgte at få en fredelig ordning med den britiske regering. I 1922 opgav England Egypten og Suez som protektorat og Egypten blev en selvstændig stat. Sultan Fuad udråbtes til konge. Imidlertid fortsatte uroen, som kulminerede med mordet på generalguvernør Sir Klee Stack i november 1924. Som resultat heraf blev følgende krav stillet til Egypten: England krævede en officiel undskyldning for mordet, gerningsmændene skulle straffes, folkelige demonstrationer blev forbudt, Egypten skulle betale 500.000 pund i erstatning, alle egyptiske tropper skulle trækkes bort fra Sudan indenfor 24 timer, Egypten skulle respektere alle udenlandske interesser i landet, og endelig skulle der ske en revision af alle egyptiske love og bestemmelser vedrørende ansatte udlændinge i den egyptiske administration i overensstemmelse med de britiske ønsker.
Efter en række sager om korruption i den egyptiske administration opløste kongen i 1929 parlamentet i Cairo, hvorpå der udfærdigedes en ny grundlov for landet. I årene 1930-33 herskede Ismail Sidky Pashas regering, uden at der havde været foretaget valg. Det førende oppositionsparti, Wafdisternes, møder blev forbudt. I 1935 blev den gamle grundlov genindført, og der blev lovet en ny regering, valgt efter mere demokratiske former. 1936 blev en ny engelsk-egyptisk traktat underskrevet. Den fastslog Egyptens uafhængighed som stat, men gav England ret til at forsvare sine interesser i landet, hovedsagelig i Kanalzonen. Samme år døde kong Fuad og efterfulgtes af sønnen Farouk. Da Anden Verdenskrig udbrød 1939 trængte Aksemagternes (Tyskland og Italien) tropper ind i Egypten, og de britiske tropper i landet blev forstærket, ligesom en ny regering under Nahas Pasha blev dannet i 1942 til styrkelse af landets enhed. Efter Slaget ved El Alamein var Egypten ikke længere truet af Hitler og Mussolinis styrker, ligesom den politiske opposition blev styrket. I oktober 1944 dannede Saad-isterne, De Liberale og De Uafhængige en koalitionsregering. I februar 1945 erklærede Egyptens premierminister Ahmed Maher Pasha i senatet krig mod Tyskland – og blev myrdet, da han forlod parlamentsbygningen. I øjeblikket er stemningen meget positiv overfor de engelske styrkers tilstedeværelse i Egypten. Der foregår for tiden forhandlinger mellem den britiske regering og Egyptens premierminister Ismail Sidky Pasha med henblik på fornyelse af den bilaterale kontrakt. Ifølge egyptisk grundlov er landet et monarki med egen konge. For tiden Hans Majestæt kong Farouk
Engelsk-Egyptiske traktat af 1936 -stadig gældende 1947
1.Egypten fortsætter som selvstændig stat
2. Britiske tropper stationeres i Kanalzonen, kun indtil egyptiske tropper selv er i stand til at sikre denne
3. Sudan fortsætter som et engelsk-egyptisk fællesområde, idet England dog i tilfælde af uenighed træffer den endelige bestemmelse.
4. Denne traktat udløber i 1956, men skal revideres i 1946
5. Parterne er forpligtet til at yde hinanden gensidig støtte i tilfælde af krigerisk overfald på en af parterne.
Religioner i Egypten
1937 opgjort således: 14½ millioner muhammedanere, 1 mill. kristne (koptere og græsk ortodokse), 204.000 andre kristne og 63.000 jøder.
Uddannelse
Undervisningen er blevet stærkt
forbedret siden 1933, men endnu er 70% af befolkningen analfabeter. Der er mere
end 550 offentligt drevne folkeskoler samt mere end 100 skoler for højere
uddannelser. Der kan ikke ventes væsentlige forbedringer i denne standard, før
der udvikles en bedre levestandard. Tiden har stået stille i århundreder i denne
del af verden, og den civilisation, som europæerne har bragt med sig til landet,
er blevet hilst velkommen med entusiasme, og umiddelbart accepteret af en
befolkning – som dog næppe forstår meget af den. Meget få egyptere er indstillet
på at ændre deres levevis væsentligt. Der er dog sket væsentlige fremskridt i
Egypten – fortrinsvis udenfor de større byer. Forfald ikke til at tro, at de
mest veluddannede egyptere er dem, som taler godt engelsk. Den franske
indflydelse i Egypten har været meget stærk og har holdt sig, også efter at
England har overtaget overhøjheden, og herudover må den arabiske kultur – som
står os fjern – ikke undervurderes.
Egyptens indfødte befolkning
Den indfødte befolkning er præget af tre meget store grupper. Størst er ’Fellahins’ – de oprindelige egyptere, som næsten alle er muhammedanere. Dog er 1 million kristne koptere og græsk-ortodokse kristne. Næststørste gruppe er beduinerne, arabiske nomadefolk, som kom til Egypten fra den arabiske og den libyske ørken. En syvendedel er nomader, resten faste teltboende. Mindste gruppe er nubierne, som mest bor i Nildalen. De er af blandingsrace af negroidt og arabisk blod. Nubierne er muhammedanere.
Udlændinge bosat i Egypten
I 1937 optaltes disse til
76.000 grækere, 56.000 italienere, 34.000 briter, 24.000 franskmænd (inkluderet
en gruppe af tunesere) og 39.000 tilhørende ’andre racer’
I alt befandt der sig ved optællingen 229.000 fastboende udlændinge i Egypten.
SUEZ-kanalen
Kanalen mellem Middelhavet og Rødehavet er 172 km lang. Bredden varierer fra 96
til 160 meter og sejldybden er 11½ meter. Den åbnedes i 1869. Skønt under fælles
kontrol af britiske, franske og egyptiske soldater, skal den altid være åben for
skibe af alle nationer. Denne frihed var ophævet under både Første og Anden
Verdenskrig. Den britiske regering ejer 45% af aktierne, som ledes af en
32-mands administration af hvilke 10 er britiske, 19 franske, 2 egyptiske og 1
hollandsk..
Kanalens betydning for Storbritanien ligger i,
at Kanalen gør vejen til vore kolonier i det fjerne Østen langt kortere.
Kanalen er så at sige en livline mellem det britiske moderland og vore kolonier
i det fjerne Østen, af hvilke Indien er den største.
Af samme grund er det vigtigt for England at forholdet til Egypten og egypterne
er præget af venlighed og fordragelighed. Det gælder således også mht. vore
soldaters daglige optræden.
Et hold danskere (ved rattet Axel Nielsen) på patrulje i Cairo, omgivet af gadesælge
Om Sudan
Sudan er landet syd for Egypten - en stridens genstand mellem England og Egypten. I øjeblikket administreres landet af parterne i forening, men egypterne ønsker det underlagt ren egyptisk kontrol, hovedsagelig fordi Sudan kontrollerer floden Nilen, og uanset hvilket land, der har kontrollen over Nilen, har dette også kontrollen over Egypten, for Nilen er livsnødvendig for både Sudan og Egypten. Ved byen Khartoum deler Nilen sig i to, Den blå Nil og Den hvide Nil , som begge aflejrer frodig jord, ført med fra Nilens udspring og øvre forløb. Der falder meget lidt regn i Sudan, som derfor er lige så afhængig af Nilen som Egypten er det. Sudan er ca. seks gange større end Storbritanien med 6½ million indbyggere. Jorden og klimaet er ideelt for dyrkning af bomuld, gummi, hvede, majs, bønner, hirse, byg og forskellige frugter,. Der er fundet guld ved Gubalt. Moderne udvikling er i Sudan på sit allertidligste stadium. England mener ikke, Egypten er udviklet nok til at administrere Sudan. Hovedstaden Khartoum
har 50.000 indbyggere. Af andre større byer skal nævnes Berber (10.000 indbyggere) og Sennaar. Som havneby tjener Port Sudan ved Rødehavet. Den har 30.000 indbyggere. Sudan er et af jordens varmeste lande og mange anser stationering dér for en straf.
Om Palæstina
Udgivet af Royal Artilleris 7. Field Regiment uddannelsescenter
Kommandantens forord: Denne fortræffelige pjece vil være en stor hjælp for alle medlemmer af regimentet, som her ud fra vil være i stand til at skaffe sig et klart billede af situationen, utilsløret af propagandaen og den røg fra eksplosioner, som i dag hænger over Palæstina. Jeg foreslår de historisk interesserede at læse denne pjece sammenholdt med den britiske historie. De nutidige begivenheder og de misforståede motiver, som for tiden skydes den britiske nation i skoene, synes at glemme, at det overordnede formål for den britiske nation siden det 11. århundrede har været at befri og fortsat holde Palæstina og de hellige steder fri for undertrykkelse og fanatisme. Vor tids militære kirkegårde fra Første og Anden Verdenskrig i Egypten, Palæstina og Syrien – for slet ikke at tale om dem fra Benghazi til El Alamein – er monumenter for dette overordnede mål. Oberstløjtn N. Tapp, Komm. 7. Feltreg. af Kgl. Britiske Artilleri
Udgivers forord : Da den politiske situation i Palæstina i dag er genstand for megen diskussion også indenfor regimentet, synes det ønskeligt at udgive en kort redegørelse for historie, kendsgerninger og statistik over emnet.
J.Roed Williams, sergent, chefinstruktør 7. Feltregiments Uddannelses Center
Palæstinas historie i kort form
Palæstina har gennem hele sin historie været skueplads for krige. Under jødisk overhøjhed var der, som det fremgår af Det gamle Testamente, fortsatte angreb udefra, der kulminerede med Babylons erobring af landet. Efter det jødiske folks befrielse fra fangenskab, foretaget af Persiens kong Kyros, vendte jøderne tilbage for at genopbygge deres ødelagte byer. Palæstina blev atter erobret af forskellige folk, sluttelig af romerne i det sidste århundrede før Kristi fødsel. Efter det romerske kejserriges undergang i det 5. århundrede efter Kristi fødsel var jøderne ikke i stand til at modstå den arabiske invasion år 637 og i tiden efter. Araberne, hvis religion som muslimer pålægger dem at være tolerante overfor andre religioner, var langt mindre frygtindgydende erobrere end tyrkerne, som i det 12. århundrede tilrev sig overherredømmet. Alle forsøg på at uddrive muslimerne af Palæstina gennem Korstogene (det 3. korstog anført af Englands konge Richard Løvehjerte) var forgæves. Ja, de kristne korsriddere led faktisk samme skæbne ved Athlit som vore soldater ved Dungerque 1940. Landet, som oprindelig havde været opdyrket og frugtbargjort, blev ved tyrkernes århundredlange misregimente reduceret til ufrugtbar ørken. Først med den jødiske indvandring i det 19. århundrede og disses brug af moderne dyrkningsmetoder, begyndte landet at genvinde sin fordums frugtbarhed, der en gang for århundreder siden skabte dets berømmelse som ’landet, der flød med mælk og honning’. Storbritaniens interesser i Palæstina voksede ved Tyrkiets indtræden på Tysklands side i Første Verdenskrig, og det var ved at vinde sig arabernes støtte, at briterne blev i stand til at uddrive tyrkerne. Som resultat blev Palæstina af Folkenes Forbund gjort til et område under britisk overhøjhed og ansvar.
Balfourdeklarationen og mandatet.
Under Første Verdenskrig 1914-18 truede Tyrkiet som Tysklands allierede mange af de arabiske stater. Det blev derfor nødvendigt for Storbritanien at søge samarbejde med de arabiske stater imod den fælles fjende. Derfor blev der juli-oktober 1915 opnået en aftale efter udveksling af noter mellem Storbritaniens gesandt i Egypten, Sir Henry MacMahon, og Sheiken af Mecca. De arabiske stater skulle samarbejde med Storbritanien imod Tyrkiet. Til gengæld skulle Storbritanien respektere de arabiske landes uafhængighed ’med visse undtagelser’. Palæstina blev i den forbindelse ikke nævnt ved navn. Araberne hævder, men England afviser, at Palæstina var inkluderet i begrebet ’de arabiske lande’. Da britiske og indiske tropper under Lord Allenby i 1917 drev tyrkerne ud af Palæstina (som på det tidspunkt i århundreder havde været i tyrkernes hænder), søgte Zionisterne – et jødisk parti, som ønskede at etablere et nationalt hjemsted for jøder i Palæstina – støtte hos den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour. Han lavede sin berømte deklaration (’Balfourdeklarationen’):’Hans Majestæts regering ser med velvilje på oprettelse i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk, og vil bestræbe sig på bedste måde for at muliggøre dette. Det skal forstås, således at intet skal foretages, som forudskikker civile og religiøse rettigheder frem for eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina”
1919 blev Palæstina overgivet som mandat til den britiske regering. Det betød, at man overdrog Storbritanien retten til at regere området og pligt til at sikre indbyggerne en sikker tilværelse. England blev pålagt at føre Balfourdeklarationen ud i livet.
1915-1945
I 1919 var befolkningen i Palæstina
overvejende arabisk. Der var omkring 100.000 jøder og 600.000 arabere. Efter at
mandatet var sikret for Storbritanien, steg antallet af jøder hurtigt til
150.000. Dette tal holdt sig uændret i mange år. 1929 startede diskussionen
mellem jøder og arabere. Emnet for uenigheden var Grædemuren i Jerusalem, en by,
som har stor religiøs betydning for begge befolkningsgrupper. Begge parter
ønskede at benytte stedet til religiøse tilkendegivelser på samme dag. Der
udbrød oprør, som medførte 133 jøders og 116 araberes død. Oprøret betød øget
britisk opmærksomhed omkring Palæstina. 1930 blev Sir John Simpson sendt derned
for at rapportere om indvandringsproblemerne. Hans rapport ledsagedes af en
erklæring, der søgte at definere den britiske politik. Denne erklæring medførte
dyb bitterhed og skuffelse i zionistiske kredse, som mente, at det var en
afvigelse fra Balfourdeklarationen. Et brev fra den britiske premierminister,
Mr. Ramsey MacDonald, til zionisternes leder, Mr. Chaim Weizman, som søgte at
fjerne dette indtryk, medførte øget mistænksomhed overfor englænderne hos
araberne.
1933 forværredes situationen. Nazisterne kom til magten i Tyskland og startede straks en forfølgelsespolitik overfor jøderne. Det betød, at endnu flere jøder end tidligere ønskede at udvandre til Palæstina. Ved slutningen af året 1934 var den jødiske befolkning i Palæstina vokset til 300.000. Som et resultat af denne stigning i befolkningstallet søgte man at skabe forbedringer, som også araberne kunne nyde godt af. Det medførte, at den arabiske befolkning øgedes til hen mod 1.000.000. Men araberne var meget bitre på jøderne under den lavkonjunktur, som fulgte efter dette ’boom’, og 1936 rejste de sig til en organiseret revolte mod engelske myndigheder i området. Efter at dette oprør havde nået farlige højder, blev britiske tropper sendt til Palæstina, og en kongelig kommission under Lord Peel blev udsendt for at rådgive om landets fremtid. ’Peel-rapporten’ slog fast, at mandatet, som det var givet af Folkenes Forbund, var umuligt at arbejde efter. Han anbefalede en løsning, som adskilte parterne. Den britiske regering kunne acceptere den løsning, men forslaget affødte en storm af protester fra både jøder og arabere. Jøder, arabere og briter blev myrdet, hvis de ansås for at være positive overfor dén løsning!
1938 blev endnu en kommission sendt til Palæstina for at undersøge mulighederne for en løsning. Denne kommission tog afstand fra en deling. Som resultat heraf blev der holdt en konference i London. Både jøder og arabere blev inviteret til at komme og fremlægge deres synspunkter. Da konferencen ikke førte til nogen løsning, besluttede den britiske regering at vælge sin egen løsning. og offentliggjorde i 1939 et dekret, som fastsatte jødisk indvandring til højst 10.000 om året de næste fem år. Den indstilling blev vigtig i 1945, da det 5-årige dekret fra 1938 havde passeret sin fem års periode. En aftale om fortsættelse af maksimumsgrænsen på 10.000 jødiske indvandrere pr. år blev vedtaget. 1946 blev der nedsat en engelsk-amerikansk komité. Den undersøgte jødernes og arabernes situation ved en række møder. Rapporten herom blev publiceret i april 1946. Den foreslog at hæve indvandringen af jøder til Palæstina til 100.000 pr. år. Dette forslag er endnu – 1946/47 - under overvejelse.
Den arabiske Liga og de palæstinensiske arabere.
Et af resultaterne af Anden Verdenskrig 1939-45 var ønsket om større enhed blandt de arabiske stater. Vigtigt udgangspunkt var de tusinder af kilometer veje og jernbaner, som de britiske styrker under krigen havde bygget på kryds og tværs gennem mange arabiske lande for at forbedre de britiske forsyningslinier. Herunder også at forbedre mulighederne for at føre forsyninger fra Vesten frem til partneren Sovjetunionen. Disse transportlinier muliggjorde en bedre forbindelse de arabiske lande imellem – noget, som ikke tidligere havde været muligt. På den baggrund blev ’Den arabiske Liga’ grundlagt 1945. De første medlemmer var Egypten, Irak, Saudi Arabien, Yemen, Transjordanien, Syrien og Libanon. Palæstina er ikke medlem, men har en observatør med ved møderne i Den arabiske Liga. Ligaen har interesseret sig for arabernes situation i Palæstina, og den arabiske højkomité håber på Ligaens støtte. Den arabiske Liga har meddelt, at den vil støtte en ordning, baseret på den britiske erklæring fra 1939. Ved ’Lausannetraktaten af 1923’ mellem De Allierede og Tyrkiet blev der lovet palæstinensisk selvstændighed. Den arabiske Liga betragter dette løfte som bindende og ser det britiske mandat som en ordning, der har som mål at forsinke selvstændigheden.
Religion
Jerusalem er en hellig by for både kristne, muslimer og jøder. Muslimernes øverste råd ledes af Muftien af Jerusalem, men pladsen er for tiden ikke besat. (Forfatternote: Englænderne fjernede ham ved krigsafslutningen, idet han åbent havde udtalt sin støtte til Hitler og Nazityskland) Jødernes overhoveder er to Rabbier med hovedkontor i Jerusalem, en er overhoved for ’sephardinerne’ dvs. jøderne i Orienten, den anden for ’ashkenazierne’ - dvs Vestens jøder. De fleste kristne trosretninger har repræsentanter i Palæstina.
Anslået opgørelse af verdens jøder år 1939
USA…………………….5.500.000 (5½ million)
Sovjetunionen…………. 3.000.000 (3 millioner)
Polen…………………….3.000.000 (3 millioner)
Palæstina………………… 600.000
Czekoslovakiet…………… 350.000
Frankrig…….…………… 300.000
Storbritanien.……………. 300.000
Canada……..…………… 200.000
Tyskland……..……………170.000
Sydafrika……..………… 100.000
I alt…….13.500.000 (13½ million)
Hvem ejer landet Palæstina?
Cirka 1/13 (én trettendedel) af det palæstinensiske landområde er ejet af jøder. Den britiske regering fastsatte i 1940 begrænsninger i mulighederne for araberne til at sælge landområder til jøderne. Kommissionen anbefaler nu. at disse begrænsninger ophæves.
Befolkning
I Palæstina bor der 1 million arabere og ½ million jøder. 53% er beskæftiget ved landbrug og håndværk, 11% ved handel, 9% er i religiøs tjeneste, 8% i andre liberale erhverv og 5% i den offentlige administration. De sidste 14% hører til andre grupper.
Politiet:
Af de 5.707 ansatte ved politiet er 3.061 britiske statsborgere, 326 kristne palæstinensere, 1.552 muslimer, 755 jøder og 13 opgiver ikke religiøst tilhørsforhold.
Her kommer Rich’ med fanen!
- Da vort kompagni af Royal Army Service Corps skulle forlade Palæstinas havneby Haifa i 1948, fik jeg besked på for sidste gang at nedhale korpsflaget og destruere det, fordi vi på vor nye destination i Egypten ville få et nyt, fortæller Richard Lindbjerg. Jeg var ellers en meget lydig soldat, men i dette tilfælde adlød jeg ikke 100%. Flaget blev strøget og så rullede jeg det vindblæste, gamle, lasede, solblegede ’Blue,Yellow and White’ sammen - og gemte det i min kitbag. Vi skulle køre til Egypten med køretøjer, værksteder, kontorer, lagre, bageri, køkken, og hvad ellers hører til en forsyningsenhed i aktiv tjeneste. Flaget kom med. Til Egypten og Kenya og den lange vej tilbage til England. Da jeg blev hjemsendt, tog jeg i smug flaget med. Efter 30 års privat opbevaring overdrog jeg det til De Allieredes Danske Våbenfæller, som jeg er sikker på vil passe godt på det,
R.A.S.C. – som vi i daglig tale kaldte det - blev oprettet af kong Henrik V i 1415(!) – selv om denne flagdug nok ikke havde slet så mange år på bagen. Gennem århundreder har korpset sørget for forsyninger af enhver art til alle fra forreste linie til baglandet., fra mandskab, tung udrustning og ammunition til bolcher og cigaretter. F.eks. blev jernbanen fra El Kantara ved Suezkanalen til Haifa i Palæstina anlagt af R.A.S.C. under Første Verdenskrig, og min fane hævdes bl.a. at have været med i Montgomerys ørkenkrig, slutter Richard Lindbjerg.
Ceremonien ’Bladet i bogen sig vender’
Hvor forankret The British Army er i ceremonier og militære traditioner fremgår af dette eksempel, en beretning fra Mike Hasselholdt om en britisk militær ceremoni, der dagligt finder sted i Canterbury, ’The Ceremony of The Turning of The Page’:
- Den 14. juni 1926 kl. 11 vendte menig J.H.Stone den første side i regimentets mindebog, den såkaldte ’Book of Lives’. Det skete i St.Michaels kapel under overværelse af ærkebispen af Canterbury og Canterburys kommandant, og hermed indledtes en tradition, som uden afbrydelser er fortsat som daglig ceremoni op til i dag. I 1926 indeholdt bogen navnene på 6.500 Buffs-soldater, som gav deres liv under det, vi nu kalder Første Verdenskrig. I løbet af disse mange år er The Buffs (Royal East Kent Regiment) mindebog blevet udvidet med endnu én. For at mindes de næsten 3.000 Buffssoldater, som ofrede deres liv under Anden Verdenskrig, blev endnu en ’Book of Lives’ udfærdiget og anbragt i kapellet i 1946 – det år, hvor vi danske frivillige kom til byen for rekrutuddannelse. Det er værd at bemærke, at under hele Anden Verdenskrig, hvor tyskerne næsten dagligt – i hvert fald de første år – bombede Canterbury, hændte det ikke en eneste dag, at denne ceremoni ikke blev afholdt.
Selv da glasplinterne raslede ned i kirken under et luftangreb, fortsatte den kun 16-årige Boy Pullman sin pligt uden mindste rysten i stemmen. Da regimentet blev forflyttet fra Canterbury, var det et problem, hvem der skulle fortsætte traditionen. Takket være entusiastiske Buffs-veteraner, som boede i nærheden af byen, er traditionen blevet fortsat Flere hold af tidligere officerer og soldater samles den dag i dag en gang om året og udpeger, hvem af dem, som på hvilke dage skal læse de faldnes navne op. Når en stor eller mindre enhed af The Princess of Wales’ Royal Regiment (sammensat af flere tidligere regimenter, herunder ’The Buffs’) befinder sig i byens nærhed, overtager soldater fra den enhed ceremonien hver lørdag, slutter Mike Hasselholdt.
- At overvære denne ceremoni er hver gang en stor oplevelse, tilføjer Poul ’Marocco’ Bærentsen. Når man som forhenværende kriger er til stede, er det hver gang med stor respekt – og gerne med en lille tåre i øjenkrogen.
I fortidens krige bragte krigskarlene selv kvindfolk med i tilfælde af, at de lokale kunne være flygtet før fjendens ankomst. Denne bogs forfatter er for eksempel efterkommer af en tysk hore, medbragt til Danmark af de spanske hjælpetropper 1808, og ved disses hovedkuld afrejse efterladt i det østfynske, hvor min tip-tip-oldefar efter familiemyten overtog ’nattevagten’.
I Tysklands hær, flåde og luftvåben har bordeller
altid været en naturlig ting, både under kejserne og nazisterne. Anderledes i
den britiske hær. Hvad det seksuelle angik, svævede dronning Victorias ånd i
hvert fald i 1940’rne stadig over The British Army, Navy og Air Force.
Da jeg til denne bog også gerne ville have hin side af soldaterlivet belyst,
spurgte jeg nogle af veteranerne. De får stadig julelys i øjnene ved tanken
’dengang de drog af sted’, og de kan på fingrene alle priserne for slig
kvindelig service. Blot vil ingen lægge navn til. Det må jeg så gøre selv: En
luder kostede i Det fjerne Østen 5 anna (= 1 dansk krone). Groft omregnet var 1
anna lig med 1 shilling. I Mellemøsten og i Atlanten var priserne noget højere,
i Afrika noget lavere.
Langt de fleste af mine kilder husker bedst bordelbesøgene i Palæstina, Indien, Hong Kong, Egypten, Grækenland, Jordan og Cypern. Den britiske hær dyrkede altså ikke hint tyske ’Kraft durch Freude-system’. Tværtimod herskede på dette felt en såre victoriansk indstilling om, at ’sådan noget uartigt noget, gør en ung mand ikke, før han er gift’. Den indstilling ses bedst deraf, at det kostede mindst 28 dage i detentionen at blive fanget på et bordel. Derfor tog mænnerne aldrig bukserne helt af, når de ’stod til søs’. Man skulle hurtigt kunne springe ud af et vindue eller en bagdør, når råbet ’MP- MP!’ (Militær Politi) gjaldede i bordelgangene. Specielt det gamle kvarter i Famagusta, havnebyen på Cypern, havde udstrakt besøg af danske faldskærmsfolk, for dér kom vi jo med jævne mellemrum efter vagttjeneste for opbragte, illegale immigranter, som en af mine hjemmelsmænd, frivillig 14194976 af 87th Airborne Field Regiment Royal Artillery udtrykker sig.
- MP'erne var ikke overvældende begejstrede for at forstyrre os i slige gøremål. En flok liderlige, britiske faldskærmsfolk, hvor iblandt mange danskere, er ikke sådan at spøge med. Det hændte ikke sjældent, at enkelte MP'erne, der ikke helt forstod sig på danske vikingers behov, fik sig et par på kajen. Jeg må tilføje, at mange, britiske soldater aldrig aflagde besøg på bordel. Dels på grund af deres victorianske opdragelse, dels - måske mest – på grund af de mindst 28 dages, tit 56 dages, tur i spjældet, som den slags i uheldigste tilfælde kunne medføre.
Lægerne kendte og erkendte problemerne. Hos dem kunne vi få udleveret en salve, beregnet til at behandle netop de ædlere dele før og efter. Før samleje skulle ’gojawaen’ eller ’bayonet’en (som den oftest benævntes) smøres ind i noget af denne salve. Derefter skulle nævnte salve på det nærmeste masseres grundigt ind i nosserne. Derefter skulle man tage en lille tube med en lang hals og sprøjte indholdet op i kanutten. Jeg har været på alle de bordeller, jeg overhovedet kunne finde fra Southhampton over Bombay og Delhi til Cairo, Haifa - og Famagusta. Mon ikke enhver kan forstå, hvordan man har det med at følge den brugsanvisning, når man har en herlig, villig kvinde liggende afklædt og længselsfuldt ventende foran sig. Der blev sgu’ ikke masseret noget som helst! Et tigerspring og så lukke øjnene, nyde det – og glemme alt om ’good old Britain’.
Fik man en kønssygdom, var helvede løs. Jeg havde et ugelangt ophold på et gigant-hospital for ’den slags’ i byen Netley i Sydengland. Jeg var bestemt ikke alene. På et tidspunkt informerede ’the nurse’ mig om, at der af samme grund samtidig var indlagt 29.999 britiske, amerikanske og andre nationers soldater, hvoraf en tredjedel var kvinder. Kuren var ualmindelig grovkornet. Den skal jeg skåne læserne for at høre om i detaljer. Kuren var sikkert opfundet af førnævnte dronning Victoria, som ikke undte sine medmennesker megen fornøjelser, slutter frivillig nr. 14194976 , 87th Airborne Field Regiment Royal Artillery.
- En dag, mens jeg var i Palæstina, blev jeg af enheden udtaget til Mount Carmel College på et instruktørkursus i undervisningsteknik, fortæller Niels E. Bech. Herfra blev jeg overført til Cairo til en 3-dages optagelsesprøve til officersskole. I tre dage blev vi – vi var 11 mand - totalt gennemheglet med psykotekniske prøver, skriftlige opgaver og jeg véd ikke hvad. Således blev vi en dag beordret i auditoriet, som viste sig at være fyldt med højtstående officerer, psykiatere og læger m.fl. Vi blev, én for én, kaldt udenfor og fik her stukket et emne ud, som vi straks skulle gå ind og holde et foredrag om. Mit emne: ’Deres enhed har været i hårde kampe i Palæstina i 6 måneder. De skal før soldaternes aftræden til orlov advare dem mod prostituerede’.
Jeg gik ind og holdt et foredrag om den enkelte soldats ansvar overfor enheden, for regimentets omdømme, for deres familier, koner, kærester derhjemme - og jeg gjorde det helt klart, at alle prostituerede i orlovsområdet var befængt med de forfærdeligste kønssygdomme osv. Endelig var det slut. Jeg kommanderede ’Til orlov! Træd af!’ til den imaginære styrke, gjorde stram honnør , kom uden for døren – og opdagede, at jeg havde afleveret mit foredrag med åben gylp!
Så oprandt ’dommens dag’. Jeg kom ind og stod foran alle disse officerer, som sad ved et hesteskoformet bord. Chefen sagde, at man havde fundet mig egnet og havde besluttet at sende mig til fuld officerstræning ved officersskolen for infanteriet. Skolen havde til huse på Winchester Castle nær London. Slottet og den skønne natur dannede en meget smuk ramme om min uddannelse. Sandhurst er Englands fornemste officersskole. Denne blev kaldt ’Little Sandhurst’. Det var en meget, meget hård skole, slutter Niels E. Bech.
Husarernes lokkende blå bukser
’Drengen havde øjne blå, som de bowser, Jens havde på' synger Marguerite Viby i rollen som 'Jomfru Sørensen' i den gamle lystspilfilm 'Sørensen og Rasmussen' om Grevinde Danner og Frederik VII's besøg på en herregård. Handlingen er henlagt til 1850'erne, da hver enhed i den danske hær havde sin særlige uniform. På gaden såvel som på slagmarken, kunne man straks se, om man havde en husar, en artillerist eller en infanterist for sig. Var han 'fodtusse', kunne man endda af uniformsfarverne se, hvad regiment eller bataljon, han tilhørte. I sangen er den listige kvindebedårer 'Jens' altså husar og går derfor i blå bukser.
Danmark forlod dette forskelligartede uniformsprincip for over 100 år siden. I dag iklædes alle soldater i ens khaki-farvede uniformer, når lige undtages paradeuniformerne, som for eksempel dem, livgarden bruger på slotsvagt for dronningen - og linieofficerers gallauniformer. I England er man konservative og har holdt fast ved forskellighederne. Ingen af de henved mange veteraner, som har berettet til denne bog, nævner med ét ord uniformsforskellighederne. De har såmænd slet ikke selv tænkt over det fænomen. Men når de fordums frivillige en gang årligt samles til parade på Odense Kaserne, er kammeratskabet nok det samlende element, men soldaterhistorierne er forskellige, afhængigt af ved hvilket regiment, de har gjort tjeneste. Og så er forskellene synlige dér:
Veteranernes hovedtøj (den sidste rest af uniform, de som civilister har bevaret), er nemlig forskellig, afhængigt af hvilket britisk regiment, de har gjort tjeneste ved. Den engelske forfatter John Keegan fortæller om sit møde med militærtraditioner i en officersmesse på militærakademiet Sandhurst. Han mødtes dér for første gang med nogle af sin ungdoms studiekammerater, der - ligesom han selv - skulle være lærere på akademiet. Ene af dem alle havde John Keegan ikke selv været soldat. Grunden var et angreb af 'den engelske syge' (rakikis). Trods dette handicap havde han valgt militærhistorie som fag. Nu skulle en udpræget civilist første gang mødes med studiekammerater, som havde valgt en militær løbebane.
En hær er ikke een hær
- Det var ikke blot dette kaleidoskop af medaljer, der betog mig, fortæller John Keegan i sin bog ’Krigens Historie’. Det var også mængden af forskellige uniformer, og alt det, de stod for. Mange af mine studiekammerater havde medbragt stumper af militær pragt - blazere med regimentsmærker eller korte militærfrakker. De af dem, der havde været kavalleriofficerer bar fortsat til selskabstøj de safian-beklædte lakstøvler med spore-rille i hælen, som havde været en del af af deres lansenér- eller husaruniform. Alt dette gjorde mig opmærksom på det paradoks, at uniformer ikke bare er uniformer, men at regimenterne er højst forskelligt klædt.
Lansenérer og husarer i blåt og skarlagenrødt; hestgardere, tynget af vægten af deres guldtrækkeri; riffelskytter i en farve så grøn, at den næsten gik i sort; artillerister i stramme bukser; gardere i stivede skjorter; højlændere med seks forskellige tartanmønstre; lavlændere i skotskternede benklæder og infanterister fra landsdels-regimenter med gule, hvide, grå, purpur eller brune opslag på jakkerne. Jeg havde altid troet, at en hær var én hær. Efter den aften forstod jeg, at sådan var det ikke.
Men jeg
manglede stadig at forstå, at de udvendige forskelle også afspejlede indre
forskelle af langt større betydning. Jeg opdagede, at regimenter så at sige
definerede sig selv ved deres særpræg, og at det var dette særpræg, der gjorde
dem til kampenheder, hvis effektivitet i krig blev dokumenteret af de medaljer
og kors, jeg var omgivet af.
Det umiddelbare venskab, som soldater så beredvilligt lukker én ind i, er et af
deres fineste karaktertræk. Mine venner fra de forskellige regimenter var nok
våbenbrødre, men broderskabet havde sin grænse.
Loyaliteten over for regimentet var prøvestenen i deres liv. En personlig uoverensstemmelse kunne tilgives dagen efter, men en plet på regimentets ære ville aldrig blive glemt. Heller aldrig nævnt, fordi en sådan skam rørte ved hjerterødderne i klanens værdinormer. Klanvæsen - det var lige præcis det, jeg var stødt på! Den britiske hær består i ekstrem grad af klaner. Nogle af dens regimenter kan føre deres historie tilbage til 1600-tallet - den tid, hvor moderne hære begyndte at afløse de feudale krigerbander, hvis forfædre var trængt ind i Vesteuropa under de folkevandringer, der fik Romerriget til at bryde sammen.
Klanens krigernormer har jeg truffet i mange andre hære, siden jeg som ung kom til Sandhurst. Jeg har fornemmet den samme duft af stamme hos franske officerer, der havde kæmpet i Algier, hvor de havde ført muslimske soldater, hvis krigertraditioner stammede fra Islams grænsekrigere, Ghazierne. Jeg har også følt den i minderne hos de tyske officerer, der blev genindkaldt for at skabe den tyske efterkrigshær. Mænd, der havde kæmpet mod russerne og havde bevaret en stolthed over de prøvelser, de havde været igennem. Prøvelser, der ledte tanken hen på de middelalderlige forfædres krige.
Stærkt har jeg også følt den blandt indiske officerer; først og fremmest i deres iver for at slå fast, at de var Rajputer eller Dograer - altså efterkommere af de folk, der erobrede Indien, før nogen var begyndt at skrive Indiens historie. Og endelig hos amerikanske officerer, der havde gjort tjeneste i Vietnam, Libanon eller Golfen; mænd, som repræsenterede den norm for tapperhed og pligtfølelse, der blev udmøntet, da deres republik blev skabt. Men aldrig så udpræget som i 'The British Army'.
Soldater er ikke som andre mænd. Det er den lektie, jeg har lært gennem et liv iblandt dem. Det har også lært mig at se med største mistro på alle teorier og forestillinger, der sidestiller krig med nogen anden form for menneskelig virksomhed. Der er ingen tvivl om, at krig - som teoretikerne påpeger - er forbundet med både økonomi, diplomati og politik. Men forbindelse er ikke det samme som lighed, endsige identitet. Krig er netop totalt forskellig fra diplomati og politik, fordi den udkæmpes af mænd, hvis værdinormer og færdigheder er helt forskellige fra diplomaters og politikeres. De tilhører en verden, en meget gammel verden, der eksisterer ved siden af dagligdagens verden, uden at være en del af den.
Begge disse verdener ændrer sig i tidens løb, og krigerens verden tilpasser sig trin for trin den civile verden. Men der vil altid være en afstand imellem dem. For krigerens kultur kan aldrig - aldrig - falde helt sammen med selve civilisationens kultur. Alle civilisationer skylder krigere deres oprindelse, og de forskellige kulturer påvirker da også de krigere, som beskytter dem. Den ydre forskel på de forskellige kulturers krigere kan imidlertid være meget stor.... Men i sidste ende er, der kun én krigerkultur. Dens udvikling og ændring gennem tiden og fra sted til sted, fra mennesket rejste sig på to ben, til det nåede frem til vor nutidsverden. Det er historien om krigen. (John Keegan: "Krigens Historie”)
De blå, røde, grønne, brune baretter
Ingen har bedre end John Keegan formået at udtrykke i korthed, hvilken samhørighed, hvilken klanfølelse, hvilket fællesskab, der binder de
Det er ikke altid, de romantiske forestillinger om militær gerning viser sig at svare til forventningerne. Selv om vennerne Erik Svendsen og Carl Christian Hansen samt Viktor Göttler og hans kammerater vil have det til at se sådan ud på billederne hjem.
mænd sammen, som denne bog handler om. Jeg finder John Keegans konklusioner så rammende for forståelsen af disse gamle krigere - og hvorfor deres forskellige oplevelser kom til at præge deres liv på en sådan måde, at kammeratskabet består den dag i dag.
Sommeren 2000 var jeg i to dage sammen med de tilbageblevne veteraner fra ’The Danish Association of Ex-Army Mens’ Club 1945’ - knap 40 ud af de 2.434 frivillige fra 1940’rne. Før og efter har jeg mødt flere af de gamle gubber, og jeg har læst og lyttet til deres beretninger om det, der blev deres livs rejse.
Mange af dem er gået til de evige slagmarker, men deres efterladte beretninger, bevarer erindringerne om deres færd. Selv om de i tjenesten spredtes for alle vinde i mange regimenter og fordeltes over den ganske klode, føler de sig stadig – over 50 år efter hjemsendelsen - bundet til hinanden i et fællesskab, som kun den fatter, der selv har prøvet turen. Hvad enten turen gik til Indien, Bangkok, Sudan, Palæstina. Eller som den gjorde for andre før dem:
Til fronter i den spanske borgerkrig, Finlandskrigen, Anden Verdenskrig, Golfkrigen. Eller til den krig - hvis betegnelse kun diplomater og politikere af frygt for at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade kalder 'krise', Balkankrigen.
Ingen véd, hvad den krig
hedder, som unge skal sendes ud til i morgen.
Eller til næste år.
Eller næste igen.
Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre