Kronologisk hører de to følgende beretninger til langt tidligere i bogen. De omhandler nemlig uddannelsestiden. Jeg har bevidst valgt at sætte dem på dette sene tidspunkt, når vi har erfaret, hvor godt danskerne klarede sig derude, hvor peberet og palmerne gror. Baggrunden er jo den hårde uddannelse og træning samt ikke mindst, hvor stout de tog uddannelsens strabadser. Vi véd, hvor store krav, der blev stillet på forhånd. Forhold, der gjorde 22.000 henvendelser til kun 11.605 ansøgninger, som igen ved den strenge session, blev til kun 2.434 antagne.
Under de første seks måneder faldt mange igennem det fintmaskede uddannelses-nets krav. Vi véd ikke, hvor mange, der måtte sendes hjem, fordi de ikke klarede kravene.
Hvilke krav? Det giver henholdsvis underkorporalen og faldskærmssoldaten deres opfattelse af. Jeg synes, at de to beretninger viser, hvorfor disse mænd, hver med deres baggrund, klarede skærene. Lad de to stå som eksempler på, hvordan de frivillige klarede sig, så deres chef mange år senere sagde: - The Danes! They were so marvellous fit!
’Mike’ Hasselholdt beretter:
-Min soldatertræning begyndte helt præcis den 4. april 1946, fortæller Henning ’Mike’ Hasselholdt. Jeg var med på det andet hold, som var kommet til Canterbury fem måneder tidligere, nemlig 4. november 1945, hvor jeg begyndte fem ugers rekruttræning (’Primary Training’) med afslutning 12. december. Jeg gik direkte til videretræning (‘Corps Training’) up the Hill i lejren ‘Howe Barracks’. 9 uger og 2 dage for at være helt nøjagtig. Så var jeg fuldt uddannet infanterist og ventede på den første chance for at komme ’overseas’. Det var trods alt, derfor jeg var kommet til England. Sådan skulle det bare ikke komme til at gå. De højere militære magter havde med omhu valgt ansøgere, som i nogen grad mestrede engelsk sprog, til at være de første. Vi kunne så passende blive iført en vinkel, få adgang til befalingsmandsmessen og kalde os ’L/Cpl Interpreter’ (tolkende underkorporaler).
Graden gav dog ikke højere løn end ’knuderne’. Omkring 1. april 1946 mødte jeg den deling danskere, jeg skulle være oversætter for. Vi havde lige et par dage at lære hinanden at kende i. Onsdag 3. april kørte vi så med toget fra Canterbury kl. 9 over London til Colchester, hvor der kl. 14.30 fornøjeligt nok ventede et par lastbiler, som skulle transportere os til ’The Hyderabad Barracks’, træningscenter for The Gloucestershire Regiment.
Så blev der serveret the, og vi fik anvist vort kvarter og ordre til at indrette os, indtil vi skulle møde vor kompagnichef næste dag. Torsdag 4. april 1946. Det var som sagt den dag, min soldateruddannelse tog fart. Primary og Corps training lå i baghovedet som en erindring om en lidt morsom tid, hvor jeg ligesom alle andre i Primary havde lært de vigtigste ting i en soldats liv: At huske sit Army number (Mit var 14194937 – og det skulle man kunne i søvne) samt at hilse på alle officerer under alle mulige og umulige forhold og omstændigheder, liggende, siddende, gående, stående, marcherende, løbende, ridende, cyklende og muligvis også stående på hovedet. Vi lærte at marchere, at marchere i takt, at vende og dreje til højre og venstre og helt omkring. Den sjove eksercits kom først i videreudddannelsen.
Vi havde selvsagt også lært våbenbrug. At skyde med vore rifler og at ekcersere med dem. Og vort riffelnummer (det har jeg til gengæld aldrig kunnet huske - og kan heller ikke huske at have haft brug for det). Men som alle andre, gik jeg aldrig fejl af min egen riffel, uanset hvilken bunke den lå og flød i.
Både rekruttid og fortsættertid lå altså bag både den nye deling i ’the Glousters’ og mig. Så meget havde vi tilfælles. Nu skulle jeg tolke, medens de lærte dét, jeg allerede havde lært. Ved min side havde jeg en L/Cpl Henriksen - men det varede kun ca. en uge, så var han sygemeldt. Vi så ham aldrig siden. Han var blevet hjemsendt.
Onsdag 4. april kl. 9.30 præsenterede vi os for vor kompagnichef. sammen med os var vor uddannelseskorporal. Vi blev bænket, og så faldt oberstens øjne på mig (måske snarere på min enlige vinkel), og jeg kom op at stå ved siden af ham. Så stak han mig en stump papir i hånden og sagde: - Oversæt efterhånden, som jeg siger det! Jeg kastede et blik på skrivelsen - og så var jeg nær gået hjem. Go’nat Ole!
Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt i min tilværelse før havde set håndskrevet engelsk af en indfødt. Denne seddel burde have været tilsendt en grafolog. Nuvel! I takt med at han fremsagde en sætning, oversatte jeg den til noget i retning af:
- Jeg kan ikke læse dette her, men han byder os selvfølgelig velkommen og jeg skal nok finde én, som kan gøre den læselig for mig. Så skriver jeg oversættelsen på og sætter den op på opslagstavlen på stuen!
Henning ’Mike Hasselhold (billedet): Her oberstens kragetæer. For dem, som heller ikke forstår det, lyder teksten oversat: - Oversæt til dansk for det nyankomne kontingent! Først af alt vil vi fortælle jer, hvor glade og stolte, vi er over at byde velkommen til alle fra Danmark, som er kommet herover for at tjene vort regiment. For det andet, at enhver af os vil gøre det til en speciel pligt at hjælpe med til at overvinde sprogvanskelighederne og således gøre det muligt for jer at komme igennem den normale soldatertræning. For det tredje: Skulle nogen af jer have vanskeligheder – lige meget hvilke – gå da straks til jeres delingsfører, hvor I vil få al mulig assistance!
Næste dag begyndte så korpstræning, som jeg vil oversætte begrebet ’corps-training’. Først måtte vi lære vort stuenummer at kende, og dér lå vagtstuen, dér doktorens konsultation, dér kompagnikontoret, og så var der messen og fitnesscentret.
Joh, vi fik en grundig omvisning og herunder også lært alt det vigtigste, såsom makketutten.
Lørdag gjorde vi os bekendt med de mere ubehagelige sider af træningen, men det måtte jo komme: 5 miles i marchkolonne Løb! (dér hjalp ingen L/Cpl vinkler). Og så var det weekend. Under den lærte vi de vigtigste dele af byen Colchester at kende, som for eksempel, hvor konditori, biograf, dance-hall og en halv snes forskellige pub'er lå. Og så var vi ellers parate.
Vi havde alle tiders ’Coy-Commander’(kompagnichef), en 26-årig ’Lt-Col’ (oberstløjtnant), en ’Second Lt’(Sekondløjtnant), Platoon-Cpl’.(korporal). Og efter at Henriksen åbenbart var rejst hjem, var der altså kun mig som ’L/cpl’(Underkorporal). Så var jeg pludselig også instruktør. Jeg skulle ikke bare – som jeg havde regnet med - gå med rundt og tolke - medens ’knuderne’ knoklede! Man forlangte ligefrem, at jeg skulle deltage aktivt! Først da gik situationens alvor op for mig!
Som instruktør blev jeg taget med i den ugentlige planlægning af træningen, og jeg fik således et indblik i systematiseringen af træningen og fandt ud af, hvordan tingene hang sammen, et overblik og en forståelse, som var undgået os under træningen i Canterbury. Nu blev skydetræningen mere intensiv og kravene strengere. Vi fik maskin-pistolen på programmet, 2-tommers-mortér og PIAT'en (Granatstyr-bazooka) og håndgranater. Disse sidste havde nær betydet afslutningen af korpstræningen for en del af os.
Det var mig selv, som havde gennemgået Mills-granaten med dem snesevis af gange i teori og praksis (uden tændsats), og nu skulle vi øve den i praksis. Til det brug havde vi nogle ringformede jordvolde i mandshøjde med en smal indgang. Herinde kunne der stå en instruktør og en 6-8 mand. Så var det bare at gøre, som vi havde lært dem. En 7 sekunders tændsats indsættes og låget i bunden skrues til. Så står man med let spredte ben, fatter granaten i højre hånd, får en finger i sikringsringen, trækker denne ud med venstre hånd, medens man stadig klemmer om bøjlen. Trækker højre arm bagud og kaster granaten, medens man smider sikringsringen fra sig med venstre hånd. Meget enkelt! For alle bortset fra én på holdet, som var venstrehåndet, som det hedder i dag. Alt gik som det skulle, men da han skulle kaste, tog han fejl. og kastede sikringsringen ud over volden og slap granaten ned mellem fødderne på os andre. Jeg ved ikke, om jeg havde anet noget i den retning, eller om jeg bare var så årvågen, som det kræves af en instruktør (men ikke nødvendigvis af en tolk!). I hvert fald fik jeg fat i granaten og lobbede den lynhurtigt ud over volden.
Den nåede ikke ned på jorden før braget fløjtede hen over vore hoveder med hvinende granatsplinter!
Men ellers var det mest udbygningen af de ting, vi allerede havde lært i grundtræningen. Uden at vi egentlig tænkte over det, blev kravene til vore præstationer i alle kundskaber strammet. Marchturene blev længere, og alt det, vi skulle slæbe rundt på, blev tungere. Og det, vi kunne, skulle gøres hurtigere og sikrere for hver gang. Og ny lærdom skulle tilføres.
Det er klart, at der kom enkelte nye infanterivåben ind i træningen. Den omtalte Mills håndgranat var et af dem. Men PIAT'en skulle de også lære, hvorfor jeg hos vores kompagnichef fik en manual om den og om maskinpistolen og mortéren. Således skaffede jeg mig en del hjemmearbejde, som jeg af hensyn til disciplinen i delingen, måtte læse og afprøve om aftenerne i befalingsmandsmessen.
Jeg havde jo trænet med skidtet i Canterbury, men nu forlangte de, at jeg skulle kunne det alt sammen på fingrene og endda lære fra mig. Lad mig ikke grave i det, men vi havde de samme oplevelser som før. Med PIAT'en fik vi også en ny (uskadt) tysk tank af en slags. Helt uskadt var den altså ikke efter vor behandling af den. Men heldigvis slap vi for læderede skuldre og kraveben. I vor deling i det mindste.
Det blev også til nogle skæve nætter, hvor vi uden skånsel og varsel hev gutterne ud af køjerne hen ad 01-tiden og gav dem ordre til at stille med fuld feltudrustning indenfor et kvarter. Det var ikke populært! Meget mildt sagt. Men når man nu er udpeget til plageånd, må man lære sig at ta', hvad der kommer af bemærkninger, og så skulle gutterne ellers bare være lykkelige for at underkorporal Foote, vores delingssergent og delingsfører, ikke havde lært dansk.
Så måtte jeg plage mig selv med en marchtur på 1½ times tid, blot for at lande ved foden af en bakke, der på det tidspunkt - i mørket - så ud til at være omkring en kilometer høj. For en sikkerheds skyld fik vi forklaret, at vi skulle op på toppen af den, men at det var en tidselbestrøet tur. Der var tidsler i form af ’trip-wires’, der var udlagte ’miner’ på størrelse med små, uskadelige kanonslag. Imidlertid var de skjult i jorden, med kun lidt, som skulle ligne det, der stikker ud af jorden fra rigtige miner. De afgav et stort knald!
Af og til fløjtede også en lysbombe op. Nogle steder dukkede mandssilhouetter op som skydeskiver med ret til at blive skudt på. Fremrykningen mod toppen skete gruppevis over en bred front i nattens mulm og mørke. Vi var velsignet fri for måneskin, sagde vores delingsfører - og han var endda én af vore yndlingsofficerer!
Efter øvelsen enten marcherede vi hjem eller blev kørt i lastbiler, lidt afhængig af, hvor længe nattelegen havde varet. Vi skulle jo nødig komme for sent til morgenmaden! Det var ’gammel’ lærdom, vi benyttede os af, men for den udviklende trænings skyld, blev de spredte lærdomme nu kombinerede til noget sammenhængende, nyttigt. Når sådan en lysbombe blussede op, skulle vi ’fryse fast’ i den siddende, liggende eller stående stilling, vi blev fanget i. Det var ikke så lidt af en prøvelse, for de brændte mere end længe nok. Og ikke en bevægelse! Disse natøvelser kom altid uventet. De var ikke populære, mindst af alt efter en aften på en eller anden af byens pub’er.
Af nyheder var der selvfølgelig også lette maskingeværer. Den skulle vi også kunne udenad, så alle eksemplarer blev skilt ad og samlet igen og igen, så vi til sidst kunne gøre det i mørke - rent bogstavelig talt. Og så skulle vi altså lære at skyde med skidtet. Så kom de sædvanlige marchture til skydebanerne, hvor de skulle bære på de relativt tunge våben. Vi havde jo denne specielle våbeninstruktør - en sekondløjtnant, som hver gang danskerne skulle på banen, ved en eller anden smart ’fejltagelse’ havde held til at få dobbelt ration af ammunition, så vi altid havde rigeligt at skyde med. Den danske deling lå da også over gennemsnittet i skydning.
Mærkeligt nok! Vi tre befalingsmænd, som kørte den danske deling, sergenten, korporalen - og så lille mig, lagde snilde planer. De, som skød bedst med maskingevær fik tildelt jobbet med at slæbe rundt med dem. Samme procedure anvendte vi til at udpege PIAT-mandskaber. Og det samme gjaldt for mortérerne. Det gjaldt også på natøvelserne og de ellers traditionelle udholdenhedsmarcher, som altså blev længere og længere og sluttede med én på 25 miles (16 km). Det er dæleme langt. Det var ren hærdning og konditræning - og slet ikke, som ’basserne’ troede, for at irritere dem. Mange af turene fik dog ikke altid præg af konditræning. Vi marcherede frem og tilbage til skydebaneme, men ikke altid ad de asfalterede, direkte veje. Vi kunne bruge mere end halve timer på omveje gennem den fri natur, mellem marker og småskove - væk fra asfalten. De ture var lærerige og gav ikke indtryk af at være lektioner i færdsel i terræn'et. Hvad de i realiteten var!
Når man blandede alt med feltbanens plankeværker, som man skulle over - flere efter hinanden - og pigtrådsfyldte grave, som vi skulle komme over ved at klatre i vandrette tove eller gå i armgang og derpå løbe over smalle pontonbroer over vandhuller (der var ingen trænefloder på Abbey Field). Der var tilsyneladende intet system i det, så gutterne mærkede faktisk ikke, at de var ved at udvikle sig til veltrænede infanterister. Hvad vi ikke havde anet var, at der lurede en slags eksamen forude. Den begyndte ligesom helt tilfældigt en fredag formiddag med, at alle delinger i Hyderabad Barracks stillede til parade på paradepladsen. Så mange, at vi kom til at kante dens fire sider.
Alle var i battledress, hvide bælter og gamacher med højpolerede støvler. Vi var marcheret ind på pladsen til trut-trut-musik og forbi en balustrade, hvor vor oberst sad med kompagnichefen og andre officerer. Hædersgæsten, ham som var skyld i alle vore fortrædeligheder, den øverstkommanderende general for South East England, sad forrest, indtil han måtte rejse sig og besvare honnøren, da alle enheder hilste ham under forbimarchen. Der var ingen tvivl om, at vores kompagnichef var i pralehumør, for han vidste udmærket, at den danske deling var den skrappeste i alle discipliner, så han kaldte os frem til midten, og så skulle vi præstere en gang avanceret ’drill, march og rifle’ Den gang råben og skrigen måtte vores sergent klare, min stemme var ikke trænet til at råbe en hel paradeplads op. I stedet måtte jeg pænt deltage i eksercitsen - hele vejen og til stor moro for delingen. Nuvel, efter den omgang, fik vi lov til at træde tilbage i rækkerne.
Jeg havde selvfølgelig ventet, at generalen ville have klappet i sine små, glade hænder, men det blev der ikke noget af. I stedet måtte orkestret give koncert, medens de marcherede frem og tilbage. Det var ren underholdning, som vi bare skulle stå og nyde, indtil de høje herrer havde fået nok og forlod balustraden. Så kunne vi marchere til vort kvarter til musikken, klæde om til dagliguniform og siden marchere til messen og en tiltrængt frokost. Vore trængsler var ikke slut med denne - syntes vi selv – ’grande finale’. Vi manglede åbenbart stadig kamp-træning. Denne ’battletraining’ var en sær foreteelse - men meget omfattende. Vi skulle forlægges 10-14 dage til en lejr, langt væk fra Colchester. Vi blev kørt, jeg husker ikke hvor mange miles, men så måtte vi hoppe af og marchere resten af vejen, sektionsvis i begge vejsider. Det var en lang tur, men til sidst var vi fremme ved træningslejren ’Brook Hall Camp’, helt ude ved kysten i marsklandet. Havde vi haft en stærk kikkert og et højt punkt, havde vi sikkert kunnet se Jyllands vestkyst. Det påstod vor kompagnichef i hvert fald.
Vi havde fundet vore pladser i de opstillede telte - der var fem 12-mands telte og nogle flere 6-mands telte til befalingsmænd og officerer; og så naturligvis det vigtigste: Messeteltet. Næste dag startede vi helt traditionelt med en morgenappel, derpå gymnastiske øvelser og så endelig frokost i det store messetelt. Dagens program blev oplæst af vores delingsfører, som også bekendtgjorde, at længden af vort ophold i lejren var fuldstændig afhængigt af, hvor hurtigt vi klarede de forskellige opgaver.
Det lød ikke af noget særligt, men gudfader bevares, hvor kan ord være vildledende. Det første punkt var skydeøvelser på skydebanen. Ikke det traditionelle. Denne gang skulle vi gå frem 275 meter med riflen ved hoften og skyde mod faste skiver, som var anbragt med passende mellemrum, og vi skulle skifte magasin undervejs, indtil alle påbudte 10 skud var fyret af. Så blev der talt point, før eksperimentet blev gentaget.
Denne gang skulle vi skyde mod pludseligt opdukkende silhouetskiver. Også her skulle vi skifte magasin på vejen. Bagefter taltes træffere. Det var meget oplysende om hver enkelts evne til at håndtere riflen. De følgende dage, blev alle punkter gennemgået.
Almindelig skydning på 200 meter med riffel og maskinpistol. Skydning med raketstyr. Her fik vi en dejlig, ny tysk tank. Krigsbytte, you know. Efter vor indsats blev den udtaget til opskæring. Formentlig til barberblade. Feltbaneløb blev opdelt i enkeltdele, som dag for dag blev indøvet. Vi skulle også klare os over et vandhul, som egentlig skulle forestille at være en flod. Det skete ved hjælp af de såkaldte ’angrebsbåde’, hvoraf vi havde et enkelt eksemplar. Disse både var lavet af en slags gummilærred med en fast bund, en fast ræling og ellers sammenklappelige. Der var stivere sat fast i bunden, som kunne rejses og fæstnes under rælingen. Dertil fire pagajer - og så var der ellers plads til 6 mand med udrustning. Før vi gik til den for alvor, blev vi fortalt, at ca. en måned tidligere var seks mand druknet under samme øvelse. En af idioterne havde rejst sig op i båden og havde fået den til at tippe over - og ingen af dem kunne svømme! Vi kunne bare kigge på hinanden og ryste på hovedet. Vi klarede den øvelse - danskere kan jo svømme! Ved en nærmre undersøgelse viste det sig, man kunne vade over med vand under skulderhøjde. Også 2-tommer-mortéren (på dansk 60 m/m mortér) fik en finpudsning. Det er et af de mest primitive våben man kan tænke sig: Et rør med en 2" diameter og en tændstift i bunden. Den står på en lige så primitiv fod, der enten kan være en plade eller noget, der ligner et på langs gennemskåret kort rør. Man stiller maskinen på jorden og lader røret pege i en eller anden vinkel fremad. Så dropper man en granat med styrefinner baglæns ned i røret. ’Bum!’ siger det og granaten er på vej mod målet. Så er det bare for observatøren at give besked til skytten om at rette røret ind til højre eller venstre efter nedslaget. Så skulle den være der. Det er et kedeligt indslag i træningen, men vi skulle jo igennem det. Kedeligt lige indtil en af gutterne opdagede en høstak på nabomarken. Så blev de pludselig fandenivoldske. En lille tilfældig drejning af mortéren sendte projektilet næsten direkte ind i stakken, men der manglede et par meter både i den ene og den anden retning. Det blev rettet, før vor delingsfører opdagede noget. Den næste granat landede lige midt i høstakken, som var på størrelse med et mindre parcelhus. Ved eksplosionen spredtes en mængde hø til alle sider , og som en ekstra bonus for veludført arbejde brød det hele ud i lys lue. Det brændte længe, men jeg vil formode, at det blev skrevet ind i regimentets historie som et ’hændeligt uheld’.
Der er gruppebilleder af alle, som forlod grunduddannelsen i Canterbury. Her den deling, der måtte lide med korporal Hasselholdt – nr 5 fra højre i første række.
Også i Brook Hall Camp måtte vi igennem en formiddag med et raketstyr. Den var sindrigt indrettet, og vore gutter havde prøvet det én gang før, så vi kom gennem den øvelse uden brækkede kraveben eller andre forstyrrelser. Målet var også her den tyske krigsbyttetank. Heldigvis blev det snart weekend. Som ’chef’ (i mangel af underkorporaler, var jeg for en enkelt dags skyld udnævnt til ’stedfortrædende sergent’) for den danske deling, blev jeg i lejren, mens de, som ønskede det blev kørt til Colchester (Hyderabad Barracks.).
Efter et besøg i officersmessen, hvor også vi befalingsmænd den aften havde adgang, blev jeg inviteret til at deltage i en harejagt ude i englandet. Jeg skulle føre jeep'en med forruden lagt ned, medens de lettere overrislede jægere, bevæbnet med maskinpistoler(!) sad eller stod, som nu terrænet tillod det. Så ventede de på, at en hare skulle blive indfanget af forlygteme, og så blev der ellers plaffet løs. Det blev til megen larm og flere slurke whisky.
Flasken gik rundt uden hensyn til rang eller kørekort. Men ingen harer. ’Stor ståhej for ingenting’, som en af officererne udtrykte det for at demonstrere sit kendskab til Shakespeare.
Men festligt havde vi det alle sammen, selv dem, som ikke havde været med. Søndag aften gik jeg en tur i strandengen, så tæt ved vandet, jeg kunne komme. Da hørte jeg korte maskinpistolsalver blive affyret lidt længere fremme og skyndte mig efter lyden. Nysgerrig er man jo.
Det viste sig at være vor sekondløjtnant, som havde taget en ’stengun’ ud af depotet samt nogle fyldte magasiner - og så stod han ellers der og skød til måls efter måger med maskinpistolen i kun én hånd, som var det en pistol.
Da jeg kom, var han næsten løbet tør for ammunition, så vi fulgtes ad tilbage til officersmessen, hvor han gav en omgang. Om mandagen var det netop maskinpistolen, vi skulle træne. Der var lagt op til en rigtig skydefest. Nogle trætønder var tøjret i rimelig afstand fra strandkanten. Det var vore mål.
Gutterne blev linet op, otte mand på stribe, og hver med sin ’stengun’ og et par fyldte magasiner (Det var naturligvis vor favoritløjtnant, der som sædvanlig havde sørget for en rigelig dobbeltration af ammunition) Selv placerede jeg mig, så jeg kunne se, hvad de skydende foretog sig.
Det første magasin fik de lov til at tømme i korte byger mod tønderne. Alt gik godt, som sædvanlig. Næste magasin blev sat i, og så måtte de ellers fyre løs i korte eller lange byger, som de nu havde lyst. Jeg sagde, at de skulle pege løbet mod jorden, og jeg skulle lige begive mig frem for at komme forbi dem, da en af mænnerne pludselig begyndte at fyre løs.
Som altid vandrer løbet opad og til højre. Her viste det sig, hvad ens træning er værd. Jeg fortsatte fremad og råbte til ham gennem larmen, at han skulle presse kanonen ned og mod venstre. Heldigvis løb magasinet tomt, inden der skete nogen skade, med undtagelse af mit nervesystem. Men det kom jo ikke dem ved. Efter at jeg var kommet mig over forskrækkelsen, kikkede vi nærmere på kanonen. Den var stadig sikret, så jeg beslaglagde den og viklede den ind i mit regnslag for nærmere inspektion hos vor våbenofficer. Det viste sig at være en funktionerings-fejl, som skytten absolut ikke var skyld i.
Den afsluttende øvelse, før vi skulle tage afsked med ’Brook Hall Camp’, startede tidlig morgen med en udholdenhedsmarch på 10-15 km i kystlandet, som ikke gav lige fast grund under fødderne hele vejen. Det var tungt, men vi nåede da hjem til morgenmaden. Og så fik vi et hvil frem til kl. 15, hvor ’festen’ for alvor begyndte.
Vi skulle igennem hele feltbanen med oppakning og våben. Over forhindringer som plankeværker, hegn og pigtrådsfyldte grøfter og så i armgang over grave med pigtråd. Vi måtte forcere en smal pontonbro over en bred å op mod en lille samling huse, som skulle forestille at være besat af fjenden. Turen over pontonbroen blev mere dramatisk, end vi var vant til. På ’fjendesiden’, godt gemt i buskadset, var der placeret en maskingeværskytte både til højre og venstre for broen. De havde låste baner, så de ikke kunne skyde nærmere end ca. 1½ meter fra pontonbroen og i afstand kunne de kun skyde fra bred til bred.
En tur over broen skulle altså i princippet være farefri, selvom det ikke nøjagtig lød sådan, når gun'erne tordnede løs og projektiler slog ned i vandet både til højre og venstre for os. Det virkede heller ikke beroligende, når (ufarlige) øvelsesgranater eksploderede i vandet og sendte høje vandsøjler i vejret med kaskader af vand ind over de fremstormende styrker.
Vel ankommet til ’fjendesiden’ gik turen til de udpegede huse, et pr. gruppe. Så erobrede vi den lille landsby. Det lyder måske ikke af så meget, men larmen fra skydningen og bomberne og løb og kravl over diverse forhindringer skete altsammen i fuld feltmæssig oppakning, så vi var godt møre, da den øvelse var overstået. Vi blev tilkendt en spisepause, hvor vi måtte spise vore nødrationer og drikke vand fra feltflaskerne. Efter et par timers hvil, ankom endelig en uventet kantinebil, så vi kunne få the, kager og smøger.
Efterhånden blev det helt mørkt - som det nu kan blive i de lyse nætter - og vi
tænkte faktisk mest på vore køjer i teltene i lejren. Men vore genvordigheder
var ikke overstået. I stedet måtte vi snige os ud til feltbanen, hvor vi fra en
ny ’frontlinie’ skulle avancere mod en usynlig fjende over alle de kendte
forhindringer - bare i mørke:
Der var grøfter med pigtråd i stedet for vand. Der var plankeværker, der var armgangen over pigtrådsrullerne, og så var der nye pigtråds-spærringer, som vi skulle klippe os igennem.
Som om det ikke var nok, så havde hele staben af befalingsmænd sammen med tilkaldt forstærkning tilbragt hele eftermiddagen med at installere et fyrværkeri, som intet tivoli ville skamme sig over. Lige fra starten brølede masskinpistoler og mortérer ved siden af os, og over vore hoveder eksploderede granater - og af og til en lysbombe til vejrs, så vi måtte ’fryse’ i den stilling, vi tilfældigvis blev fanget i.
Den sidste strækning måtte vi klare på maven, fordi vi skulle forcere en strækning med et netværk af udspændt pigtråd. Der var to gode grunde til bogstaveligt at holde en meget lav profil på denne strækning, ellers kunne vi ikke klare at få vore rygsække med os.
Også på den strækning var der arrangeret fastlåste maskingeværer, som fyrede lavt - virkelig lavt – hen over pigtråden. Hvert tredje projektil var lyssporsprojektiler, så vi virkelig kunne føle, hvordan det var at være under fjendtlig ild. Larmen var ubeskrivelig! Det kunne Hitlers Værnemagt såmænd ikke have gjort bedre.
Alt gik godt - sådan da. Én havde været lidt uforsigtig og var blevet ramt i sin rygsæk. Det havde nær slynget ham opret ind i skudbanerne. Hans rygsæk var pakket korrekt. Alt indhold måtte fornyes, gennemhullet som alting var. Værst gik det ud over en stor tamp, der hed Frederiksen. Efter hjemkomsten til teltene fremviste han sine bukser. Der var et par huller i dem, lige netop mellem balderne. Da han så dem, sagde han sindigt:
- A tøws jo nok, te’ A følte et eller andet. Det var endda guer, at A æ knev æ røvbalder sammen lige i det yweblik!
Næste dag blev vi - stadig godt udmattede - hentet i de store Lastbiler og bragt til vort kvarter i ’Hyderabad Barracks’. Ved den efterfølgende gennemgang af hele programmet, fik den danske deling topkarakterer. Afsluttende øvelse var klaret på rekordtid, 1½ time.
På os havde det virket, som om vi havde være i kugleregn i mange timer. Den følgende lørdag var vores korpstræining overstået, og vi fik 14 dages orlov i Danmark. Ren lykke.
Tilbage i England stod den på ’overseas’, slutter Mike Hasselholdt sin beretning ’En underkorporals bekendelser’.
Henning ’Mike’ Hasselholdt (tv) som observatør
for nedslag fra 2” mortér. En kanon-eskadron (th) stillet op til undervisning.
Mike står ved officerens side for at tolke.
Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre