TRETTENDE BOG
Carl Christian ’Langeland’ Hansen beretter:
- Svendsen, og jeg var taget til nabobyen
Taunton, også ved Bristol-fjorden, for at købe nogle småting. Bagefter gik vi i
biografen. Den første film var meget god. Den sidste var lidt kedelig, og
Svendsen slumrede fredeligt ind. Opdagede derfor ikke, at der kom en meget
omfangsrig dame og satte sig på hans skråhue. Da vi skulle af sted, kunne han
ikke finde huen. Han ledte både højt og lavt, lagde sig på knæ mellem rækkerne,
tændte tændstikker og lyste rundt om damens ben. Endelig kom han i tanke om, at
han havde lagt huen på stolen ved siden af sig.
- Den er gal!, hviskede Svendsen.
Hvordan fa’n skal jeg få fat i min hue, når den fede kælling har sat sig på den?
Med den smule engelsk, Svendsen og jeg kunne
klare tilsammen, var det ikke nogen let operation. Det hele var ved at blive
pinligt, meget pinligt. De omkringsiddende biografgæster kunne ikke godt undgå
at opdage, at der foregik et eller andet om ’those two bloody foreigners’.
Men bragt til yderste desperation gjorde Svendsen et behjertet forsøg, der
fjernede sidste tvivl om, at vi to gentlemen ikke var englændere.
-Execute mig! Will you vær’ so venlig…(Execute betyder ’henret!’) Det var en spionfilm, vi så - og folk har jo tit svært ved at skille fantasi og virkelighed. Måske tænkte de af Svendsens gebrokne engelsk – og vor samtale på et mystisk sprog - at et par spioner havde sneget sig ind. Hvis nogen virkelig havde forstået, hvad vi hviskede til hinanden og hørt, hvad Svendsen sagde til den svulmende lady, ville det hos tilhørere og -skuere nok snarere have fremkaldt muntre minder om en scene i en Marx Brothers-film.
Endelig fik han forklaret damen, at hun sad på hans hue. De omkringsiddende, som længe havde svigtet filmen for at følge med i ’dramaet på 12. række’ slog et skraldergrin op. Selv skyndte jeg mig ud for at få grinet af i fred. Lige da jeg var kommet til mig selv, kom Svendsen farende ud fra biografsalen - med huen, eller rettere resterne af huen. Da tog mine lattermuskler atter magten fra mig! Jeg tror ikke Svendsen får nemt ved og presse den hue, så den igen bliver flot. Den var (for at sige det mildt) krøllet helt sammen og havde skarpe pressefolder på kryds og tværs.
Nogle er bedre fortællere end andre. Carl Christian Hansen, er en af de bedste. Da jeg var næsten færdig med denne bog, kom Carl Christian (vi bor begge i samme landsby på Sydlangeland) og sagde:
- Jeg har fundet et par af mine gamle dagbøger. Kan du bruge dem, så værs’go! De er til fri afbenyttelse.
Ovenstående historie stammer derfra. Men læserne skal nyde teksten i sin helhed. Det er en jævn, ung mands beretning. Dagbogsskriveren var 21 år og ved starten aldeles uden kendskab til det engelske sprog, hvilket da også et par steder har affødt sprogforbistringer.
Således tog det mig nogen tid at løse gåden om, hvad Carl Christian kaldte en ’messingting’. Kabalen gik op med ordet ’mess-tin’! En ting af blik til brug under middag i kostforplejningen/messen – det, som i dansk soldatersprog kaldes ’et kogekar’. Men dagbogsskriveren havde dels ikke været dansk soldat, dels kunne han ikke engelsk. Dette taget i betragtning var sprogforbistringen åbenbar. Og forringer på ingen måde denne dagbog om en rekruts første forvirrede tid. Når det tilmed gøres med humør, får man en beretning, som alle vil hygge sig med og blive klogere af – og gamle soldater i hvilken enhed som helst vil nikke genkendende – selv om de ikke er faldskærmsuddannede. Alt er fortalt lige ud ad landevejen af en mand, der ikke blev forfatter, men mejerist.
Dagbogen har aldrig været beregnet til offentliggørelse, og har ifølge Carl Christian kun samlet støv i en kasse på loftet. Var alene skrevet for at styrke hans egen hukommelse, når han senere skulle fortælle familien, kæresten, konen, børn og børnebørn om sine oplevelser. Det blev den bare aldrig brugt til, for Carl Christian kunne udmærket huske det, han ville fortælle. Jeg har ikke skelet til, om oplevelserne er dramatiske eller hverdagsagtige. Her opsamler Carl Christian de første 2 måneder:
19. april 1946: Hvervekontrakten underskrev jeg den 12. februar 1946, og fik så udbetalt min første løn. Forudbetaling hurra!. Det var fra den dag, man regnedes for engelsk soldat, selv om jeg først ankom til Canterbury i grevskabet Kent 21. februar. Efter 6 ugers rekrutuddan-nelse gik det 3. april videre til Liddymore, hvor lejren ’Camp Watchett Sommerset’ lå. Jeg var i forskellige uddannelseslejre: Bulford Camp, Weston-on-the-Green m.fl.
Rejsen til England begyndte 17. februar 1946 fra Odense Banegaard. Allerede her kom vor tålmodighed på prøve. Senere skulle vi lære, at ’soldatertid er ventetid’. En stiv time stod vi, inden toget kom. Det var noget af en kold omgang. Men endelig kom toget, så vi kunne komme af sted. Det gik fint til Fredericia. Vi måtte vente to timer på dem fra Nordjylland, så det var næsten middag, før rejsen begyndte for alvor.
Under togturen til England gjorde det sønderbombede Hamburg uhyggeligt indtryk. Disse billeder tog Carl Christian Hansen fra togvinduerne.
I Padborg var toldeftersynet hurtigt overstået. De spurgte bare om vi havde over 50 kroner på os. Mere måtte man ikke bringe ud af landet på den tid.
Vi kunne straks se, at vi var kommet til et slagent og krigshærget land. Markerne var udyrkede og jorden så sur og muggen ud. Husene var for det meste ubeboede og meget forfaldne (Der kunne de ærligt talt have anbragt de hjemløse flygtninge, i stedet for at belaste Danmark med dem) Vi passerede resterne af en stor flyveplads, fuldstændig ødelagt af bomber, og der stod og lå flere tusinde, ødelagte flyvemaskiner. De lå i flere miles omkreds; nogle af dem havde boret snuden i jorden.
På hver
eneste banegård stod der lange togstammer, skudt sønder og sammen. Mange steder
var de bare tippet af sporet, dér hvor de var bombet; for det meste var de
brændt, så kun jernskelettet var tilbage.
Hartsburg var den første by, hvor vi rigtig kunne se, der var blevet bombet. Den
var slem at se på. Men det skulle blive meget værre: Hamborg var mange gange
værre. Ikke et helt hus tilbage. Folk boede i små hytter, de havde bygget af
murrester med en blikplade eller tagpap over.
Det må
have været forfærdeligt for småbørn og gamle folk, når de tilmed ikke fik noget
at spise. I skulle se, hvor ansigterne strålede, når vi smed et cigaretskod ud
af vinduet. De sloges som vilde for at få fat i det. For slet ikke at tale om,
når vi smed en madpakke ud. De græd af glæde, når de fik et stykke mad; vidste
næppe, hvilket ben de skulle stå på af bare glæde. De havde heller ikke noget
tøj. For det meste gamle, lasede militæruniformer, som blev brugt af både mænd
og kvinder. Vi opholdt os kun en time i Hamborg, men vi fik set mere end nok.
Vi skulle jo hade tyskerne som pesten, sådan som de har behandlet os, men for
mig var det ikke nemt. Jeg så bare de store flokke af sultne børn. Kunne kun
føle medlidenhed med dem. De var så udsultede, at de gik og tømte skraldespande
for kartoffelskræller og alle mulige uhumske ting. Intet under, at der dør så
mange børn i Tyskland.
Vi overnattede et sted syd for Hamborg i en by der hedder Neugraben. Den var heller ikke gået ram forbi. Der lå nogle store fabrikker lidt uden for byen, hvor ikke én mur, kun skorstenene, var blevet stående. Det så mærkeligt ud at se de høje skorstene rage op over store grusbunker. Vi sov på en stor fhv. kaserne, som englænderne havde overtaget. Vi kom ned i en stor spisesal, hvor vi for første gang den dag smagte varm mad. Klokken var over 22, før vi var færdige med at spise. Så blev vi stuvet sammen i en mægtig sovesal. Klokken var over 2 nat, før vi kom til og sove, for der var en snakken og en larmen. Men det skal der jo blive, når man slipper københavnere, jyder og fynboer sammen i ét rum. Alle lå og rakkede hinanden til for de værste ting. Det var ikke småting de fandt på. Især københavnerne scorede en masse point på deres dumme vittigheder. Men de blev heldigvis trætte til sidst, så vi kunne få lidt søvn. Vi blev vækket ved 6-tiden. Det var hundekoldt, blæste og regnede, og det hele var på tværs den morgen. Den danske løjtnant, som var ’førerhund’, skældte og regerede. Midt i alt virvaret blæste hans fine skråhue af. Der var straks en villig sjæl, som satte efter den, men uheldigvis trådte han på den, så den rigtig kom ned i pløret. Der blev vild jubel i rækkerne. Sikke rød i hovedet han blev, da han opdagede, at hans kammerater stod og lo af uheldet. Så kunne han jo ikke så godt skælde os ud. Nå, langt om længe kom vi da af sted. Så gik det mod Hannover. Det var en sej tur, for der var kun hårde træsæder i togvognene.
I Hannover var alt ødelagt. Gaderne var endnu ikke blevet ryddet alle steder. Ingen kan forestille sig, hvordan det så ud. Det skal ses og ikke læses. Så frygteligt er krigens hærværk. Et stort gasanlæg var blevet ramt af en 3 tons bombe. Hele området var blevet udslettet; der var kun en stor grusdynge tilbage.
Vi fik et lille pusterum i Hannover, fik lidt mad og the - og så kørte vi igen. Forbi den ene ruin efter den anden. Endeløse togstammer var rangeret ud på sidesporene, brændt og ødelagt var de. Sådan ser Tyskland ud i dag, brændt og slagent - og oversvømmet af flygtninge overalt. Mange steder holdt lange togstammer fyldt med flygtninge. Det var et sørgeligt syn. Lasede og snavsede var de. Det var frygteligt at se. Overfyldte tog. Mennesker hang alle vegne uden på togene, på trinbrædter og hagede sig fast i vinduerne. Ufatteligt, hvis ikke nogle blev skubbet ud af toget.
Vi nærmede os den hollandske grænse.
Her begyndte vi at se oversvømmelser. Holland var faktisk én stor oversvømmelse. Det eneste, vi så af Holland, var hustage. Vi kørte undertiden også i vandet og skiftedes til at sove i bagagenettet. Vi var meget trætte efter rejsen. Ikke underligt, når vi skulle sidde på træsæder 19 timer i træk. Sporene var meget slidte, så det huggede og pukkede til vi var næsten sindssyge af træthed. Vi kom ud til Hollands vestkyst ved 5-tiden om morgenen. Der fik vi en gang varm mad, cigaretter og sæbe.
Der var stadig minefare i Den engelske Kanal. Inden de frivillige danskere blev stuvet ned i lasten blev de iklædt redningsveste, og der blev holdt redningsøvelse for alle
Så blev vi stuvet ned i lasten på et troppetransportskib. Der var 5-etagers køjer. Det var nærmest luksus at komme til at ligge ned. Jeg sov hele vejen over Kanalen. Turen varede 9 timer, og det blæste meget hårdt. Mange var søsyge, så der blev et svineri uden lige. Da jeg vågnede, var det første, jeg tænkte på, stanken som fra en svinemødding. Det var ikke sjovt at vade i.
Det værste var, at vi selv skulle rydde det hele op. Havnen, vi blev udskibet fra, hed Holland van Hook. Derfra sejlede vi til Harwich i England. Den bliver meget brugt af Esbjerg-fiskerne, som dér sælger en stor del af de fisk, de fanger. I Harwich måtte vi vente en time på toget men ventetiden gik hurtigt, for der var sørget for the til alle. Endelig blev der givet signal til afgang, så gik toget til London. Det var desværre nået at blive mørkt, så vi fik ikke byen at se ved den lejlighed.
Men vi var også så søvnige, at vi knap kunne se ud af øjnene. Turen til London varede 7 timer. Dér skiftede vi tog - og så kørte vi mod Canterbury, gudskelov! Nu havde turen fra Odense varet 72 timer, og de sidste 48 timer havde der ikke været rast. Vi ankom til Canterbury onsdag den 20 februar om natten. Klokken 01 blev vi stillet op, og der blev holdt mandtal. Ingen manglede. Så vandrede vi ud til vort nye ’hjem’ for de næste 6 uger.
Alt blev ordnet, og da alt deres tællen-op var overstået, fik vi tæpper og spisegrej og anvist vore rum. Vi fik mad, og klokken blev da også 3, inden vi kom i seng. Det var herligt at komme til at ligge i en rigtig seng. Ganske vist en jernseng, men man kan vel ikke forlange edderdunsdyner - eller at det skal være ferie.
Næste dag fik vi arbejdstøj og to sæt til bedre brug. Det ene til paradebrug og det andet til at gå i byen med. Nu skal jeg nævne, hvad vi fik udleveret: Kappe, 3 skjorter, 4 sæt undertøj, 4 par sokker, 2 par støvler, 1 par gamacher, 2 rygsække 2 patrontasker, gasmaske, 2 regnslag, stålhjelm, vandflaske af messing og endelig en riffel. Den var styg! Den var svinet fuldstændig til med et fedtstof, det næsten ikke var til at få af. Jeg arbejdede med den i 8 timer - og så var den endda ikke ren.
Så skulle vi lære kommandoerne. Ordene er noget anderledes end dansk. Vi havde stort besvær med sproget den første tid, men heldigvis havde vi fået en flink sergent med stor tålmodighed. Men vi kan stadig ikke forstå sproget. Efterhånden lærte vi det vigtigste. Det gik egentlig hurtigt, når bare man har en smule hjerne. Det gjaldt om at bruge de små, grå celler. De første uger havde vi næsten ikke andet end eksercits. Så blev programmet strammet. Vi kom på skydebanen og på marchture. Vi havde megen gymnastik. Det var enten løbeture eller spring og øvelser i bommen. Noget værre pjat. Det var slet ikke som dansk gymnastik. Vi hadede det af et godt hjerte. Senere fik vi en prøve. Det blev hen ad vejen til otte i alt. Mange dumpede. De fik bare det hele om igen. Maden var ikke nem at vænne sig til - og så var der al for lidt. Vi sultede faktisk den første tid. Vi tabte os. Men efterhånden vænnede vi os til det. Den var i hvert fald ikke altid lige god; somme tider var den sveden, eller der var kakerlakker i den.
Så kom den tid – efter 6 uger - hvor vi skulle fordeles til regimenterne. Vi var i forvejen blevet spurgt, hvor vi helst ville hen. Vi kunne komme til en af tre enheder: The Buffs, forsyningskorpset eller Royal Artillery. Før den endelige udtagelse havde vi eksercitsøvelser for vi tre danske delinger. Der var udsat en præmie på 20 cigaretter pr. mand til den deling, som vandt. Det gjorde 77. deling med 79. deling (min) på andenpladsen. To dage efter afleverede vi vort pik-pak. Jeg havde meldt mig til artilleriet, og så skulle vi atter på rejse.
Forinden vil jeg dog lige fortælle lidt af, hvad jeg har set og oplevet sammen med mine kammerater i Canterburytiden. Den første tid måtte vi slet ikke gå ud af kasernen, fordi vort tøj var hos skrædderen. Det skulle sys til, så det passede den enkelte. Her i England går de meget op i, at soldaterne ser ordentlige ud i uniformen. De er forfængelige, når det drejer sig om tøj. Men endelig fik vi lov at gå i byen. Canterbury. Her var vi lidt på den. Der er ikke meget ved den by.
Under krigen havde der ligget 25.000 canadiske soldater, og tyskerne har sat deres mærker på byen i form af bomber. Halvdelen af byen var udslettet. Den eneste ikke-ramte bygning er den store katedral. Den er stort set ubeskadiget. Men ellers var hvert hus i byen mere eller mindre ødelagt af tyske bomber. Der er mindst 30 barer (pub’er) i byen. Det virker som om hvert andet hus i England har en ølstue i stueetagen.
For det meste er det i øvrigt noget elendigt øl. Må jeg be’ om en dansk Tuborg. Det véd jeg, hvad er. Der er tre biografer. Det er billigt at gå i biffen her i England: 6 pence for at se to film. Vi kunne komme klokken 18 og blive siddende lige til klokken 23,30. Der er også dansehaller med bal hver aften. Som regel gav vi 1 shilling for at komme ind og danse. Dér har jeg tilbragt mange, gode timer. Men ofte blev vi hjemme for at pudse riflen. Den skal vi altid have i orden. Den arme synder, som ikke havde pudset den. Han fik ekstraarbejde hele næste uge, og i al den fritid, han trods alt fik raget til sig, var der eftersyn af sorte tæer.
Da vi havde været tre uger i Canterbury fik vi 48 timers orlov med billetter til London. Men dér kom jeg ikke med. Jeg vandt lodtrækningen, så jeg måtte blive hjemme og passe på, at ingen kom ind på stuen. For de stjæler som ravne her. Men, tænkte jeg, London kan jeg altid komme til. Det var måske meget godt, for de andre kom hjem uden kongens mønt på lommen. Så oprandt den dag, hvor vi skulle rejse ud til regimenterne. Der var vild forvirring over det hele. Vi var lige ved at segne under byrden af kitbag’en. Hårdt at gå helt til jernbanestationen, men vi nåede det.
Togturen gik gennem London, hvor vi havde et lille ophold, som vi benyttede til at se lidt på byen. Den ser sandelig også noget medtaget ud, efter at være blevet ramt først af bomber fra Görings Luftwaffe og senere af de mange V-1 og V-2 bomber.
Jeg så vagtparaden trække op foran kongeslottet. Det så flot ud, men jeg kan nu ikke tænke mig at være med dér. De skal stå to stive klokketimer, uden så meget som at røre en finger. Det er ikke noget for mig. Jeg vil hellere til Østen. Så rejste vi igen. Denne gang mod Bristol og videre til Watchet på fjordens sydside, hvor vi skal være de næste 8 uger. Vi fik en gang varm mad, tæpper og en pose med sengehalm. Næste morgen blev vi vækket ved 7 tiden. Vi skulle ned for at spise og så ud og arbejde med gun’en. Den første tid sagde vi ’det lærer vi aldrig’, men nu kan vi det hele - og er endda de bedste i lejren. Inden vi begyndte at arbejde, blev vi inddelt i eskadroner a’ 24 mand. Hver eskadron blev igen delt i kanonhold med 6 mand i hver. Jeg kom i første eskadrons første kanonhold.
Det er en skøn egn i og omkring Watchet, store bjerge, og så bor vi lige ud til vandet, så vi kan gå i vandet hver dag, hvis vi har lyst. Ellers er der altså ikke meget ved Watchet. Det er ikke andet end en fiskerflække. Ingen bio, ingen dansesal. Her er ikke andre baller end hærens egne, hvor velfærdstjenesten holder et bal en gang om ugen. Men det er der ikke meget ved. Der er 40 kvinder og 200 mænd, så der er krig for at komme til og danse. Vi ta’r meget til både Minehead og Taunton, de to nærmeste byer vi kan komme til om søndagen.
Her vil jeg holde pause. Senere begynde på et nyt afsnit. Jeg har kun skrevet, hvad jeg kan huske efter to måneders forløb.
17. maj 1946: Der skete ikke noget særlig den dag. Vi skulle have eksercits om formiddagen, men vi gik da ind i ’hytten’ og satte os. (Forfatternote: Barakkerne blev kaldt ’hytter’). Vi havde ordre til at tage vore rifler med og så lade som om vi skulle have march og riffeleksercits. Hvis officererne skulle finde på at komme op og se, om hytten er i orden, for det er lidt tit, vi går i hytten i arbejdstiden.
Lørdag
var mere rig på begivenheder. Vi var nede at pudse gun’er. Så blev ’Stump’ og
’Basse’ uvenner. ’Stump’ kastede en pløreklat i nakken på ’Basse’, som svarede
igen og ramte ’Stump’ lige midt i ansigtet, så pløret sad ham i hele ansigtet.
Så blev ’Stump’ gal. Han gik og stod åbenbart på lur, så han kunne komme bag på
’Basse’. Så klaskede han, ham en olieklud lige i masken, og så var spillet
gående med skiftende held. Til sidst blev de enige om, at de skulle stå 5 skridt
fra hinanden og skyde tre gange hver med en vædet olieklud. De måtte ikke røre
sig. ’Basse’ skød først, men ramte ikke de to første gange. Så ramte han til
gengæld også ’Stump’ lige i masken. Nej, hvor vi andre grinede. Så blev det
’Stumps’ tur. Han havde mere held. Ramte alle tre gange. Ih, hvor ’Basse’ kom
til at se ud; fuldstændig sort i ansigtet af olie. Ikke nok med det. De ville
simpelthen ikke holde op. De gik helt hen til hinanden og begyndte at tæve løs
på hinanden med kludene, så både hue og hår var fedtet ind i geværolie. Jeg fik
næsten mavepine af at grine ad de to. Bombardier’en havde nær fået et chok, da
han så dem og sagde:
- Næste gang I to kommer op at slås, kommer I begge på vagt!
Om eftermiddagen havde vi fri. Jeg tog toget til Minehead, hvor jeg gik og dryssede til kl. 17. Så gik jeg i biografen og så en film om filmens første dage. Det var meget sjovt at se. Jeg kom i snak med en pige. Hun var meget let at forstå, og jeg var ude at gå en spadseretur med hende. Det er den første engelske pige, jeg har syntes om. Hun var så fri og frejdig i sin optræden. Jeg var med hende hjemme. Hun spillede klaver, og sikken hun kunne spille. Det var lige meget, hvad jeg bad hende spille, så kunne hun gøre det. Det er ikke sidste gang, jeg skal snakke med dén pige.
Om middagen – netop som jeg skulle af sted - opdagede jeg, at jeg var blevet bestjålet for 6 shilling, som var taget fra min kappe. En af mine kammerater savnede en 10 shillingseddel, og da der er vagt her, måtte det være en her fra hytten, der havde taget pengene. Men vi skal nok snuppe ham. Det er ikke første gang. Det er sket, at der både er stjålet cigaretter og penge.
Søndag 19. maj: Det var meget dårligt vejr. Det regnede og blæste meget, men det klarede noget op i løbet af dagen. Vi havde intet specielt at lave den dag. Det vil sige, vi gravede nogle afløbsrender omkring hytten, fordi vandet var begyndt at rende ind. Om aftenen var jeg cyklet til Minehead sammen med Jellev. Det er en lang tur, når man ikke er i træning med at cykle. Vi var uheldige med vejret på hjemturen, for det begyndte at regne på halvvejen. Vi blev godt våde, inden vi nåede hjem. Mandag havde jeg stuevagt og jeg skrev syv breve den dag. Andre var ude at skyde med maskingevær hele formiddagen. Om eftermiddagen var vi til appel. Ellers lavede vi ikke noget resten af dagen.
Tirsdag 21. maj: Vi havde eksercits om formiddagen. Om eftermiddagen var vi ude at gå efter kort. Vi blev delt op i hold på 3 mand. Så fik vi et kort stukket ud plus gradtal læst op. Vi skulle finde en kirke. Det var en styg én for os tre. Vi havde aldrig gået efter kort før, men vi fandt kirken. Jeg fik vabel på lilletåen. Væmmeligt, når det er så varmt.
Onsdag den 22. maj: Tidligt om morgenen havde vi skriftlig test i alt det, vi havde lært om kanonerne. Vi fik 50 spørgsmål at besvare. Det klarede vi alle fint. Ingen havde mere end fem forkerte svar. Efter ’brunch’ (formiddagsmad) havde vi march og geværeksercits. Om eftermiddagen havde vi ’fri’. Det vil sige, at vi skulle rydde op på sovesalen. Vi havde stuen klar til kl. 14. Så skulle kaptajnen se, om det hele var i orden. Oh vé, oh skræk! Det første, han gjorde, var at gå hen til kakkelovnen for at se, om den var renset. Det var den ikke. Den havde vi glemt. Sikket hus, han holdt på grund af den skide kakkelovn. Han fór frem og tilbage i hytten, blårød i hovedet af bare arrigskab. Men vi slap for videre tiltale. Havde det passet ham, kunne vi være kommet til at arbejde hele eftermiddagen. Jeg tænker, at han havde så mange delinger at sætte på vagt, at han ikke også kunne overkomme os. Det var vores held, at vi var de sidste, han nåede til. Om eftermiddagen spillede jeg mousel. Jeg sad i mægtigt held. Vandt 7 shilling. Dagen i forvejen havde jeg vundet 10 shilling, så jeg tror ikke, der er nogle, som vover at spille med mig mere.
Torsdag 23. maj. Vi havde march og geværeksercits til ’brunch’. Så fik vi en ordentlig stroppetur – én, der kunne vaske sig. Vi var morgensure og gnavne, men jeg skal love for, at det blev vi vænnet af med. For sergenten var i drillehjørnet. Vi har ellers normalt fem minutters rygepause, men den strøg han, og så måtte vi oven i købet hænge i for at få fri til at komme ind og drikke the. Det var heller ikke mere end lige til øllet. Jeg har aldrig set sergenten i sådan et krigshumør før.
Senere på formiddagen havde vi geværeksercits. Det gik usædvanligt godt. Især set i sammenligning med det, vi havde klaret om morgenen. Vi var også inde og skrive under på, at vi havde alt vores ’kit’ (tøj og udstyr). Selvfølgelig manglede der en rem til patrontasken, da jeg skulle bruge den om eftermiddagen. Da var vi ude og marchere 10 km. Vi gik sammen med hollænderne. Det er det værste, jeg har prøvet. Hollænderne er meget store folk. Nogle særligt udvalgte, som skal til Java. Sikke skridt de tog. Det var slemt for os med små ben. Det var lige alt det, vi kunne følge med, de var også kun ude på at få os i skidtet. Men dér var de gået forkert i byen, de gode folk. De 10 km blev gået på 40 minutter. Det er bedste tid i lejren, 160 skridt i minuttet. Der er mange, som ville have godt af at gå sådan en tur.
Fredag 24. maj. I dag havde vi geværeksercits for sidste gang. Vi havde det hele dagen. Det var test det meste - med sergenten som nr. 1. Jeg skal love for, han kunne sit kram til bunds. Det var en fornøjelse at arbejde under hans kommando. Vi havde også fysisk test. Det var lige før middag. Vi skulle løbe 1 mile (1600 meter) på 9 minutter med fuld oppakning. Vi klarede turen på 8 minutter.
Så skulle vi springe over en 3 meter bred vandgrav og klatre op i et tov to gange. Det var hårdt. Hvor var vi trætte, da vi endelig var færdige. Men der var mere endnu: 10-meterløb med en mand på ryggen. Ikke alle klarede turen. Men vor deling bestod. Det var det vigtigste. Om aftenen blankede vi vore rygsække og remme og pudsede spænder og knapper. Det fik vi hele aftenen til at gå med.
25. maj, lørdag: Vi rensede kanoner og fyldte ’lemperne’ med granater. Det var alt, vi skulle bestille den dag. Om aftenen havde vi en stor afskedsfest med sergenten. Vi havde givet hver 10 shilling til festen, men så kunne vi også drikke alt det øl, vi ville. Vi begyndte i Watchet. Jeg var godt lakket til ved det femte glas. Nej, hvor de andre grinede.
- Du skal bare sige til,
sagde de, så skal vi nok bære dig hjem!
Jeg var ved at blive godt gal i skralden over deres vittigheder, og sagde:
- Kom an! Så skal jeg drikke det øl, I kan skaffe. Men I skal følge med!’.
De ventede selvfølgelig, at jeg var nem at drikke ned, men de blev klogere. Da vi ikke kunne få mere øl i Watchet, gik vi til Williton. Men først måtte vi bære to mand hjem i seng. Så var det min tur til at grine. Da vi kom til Williton, var det nær lukketid. Vi nåede lige at få to glas, inden vi blev strittet ud igen. Så skulle vi til bal i Dulverton. Sikken ballade, vi lavede dér. Da vi skulle hjem, kom en af os op at skændes med en lokal idiot. Så var der én, som ville hjælpe med at oversætte for begge parter. Det fik han en køn tak for! Bombardier’en strittede ham én i masken, så han gik ud som et faldet træ, fik slået to tænder ud, så blodet styrtede ud af munden på ham. Det så farligt ud som han lå dér på jorden, fuldkommen slået ud. Så var der én, som tog bombardier’en i kraven og skulle lige til at lange ham én, da sergenten kom og sagde, at vi skulle slippe ham. Vi gjorde det sgu’, men vi gjorde det meget nødigt. Så gik sergenten hen og sagde til ham: - Du kan vælge mellem at få de stryg, du har fortjent, her og nu. Eller om du vil have dem i bokseringen mod den stærkeste dansker i lejren.
Han valgte det sidste. Det var klogt af ham. Jeg tror ikke, han var blevet sparet, hvis vi på stedet skulle have givet ham en afstraffelse. Nej, hvor ville han have fået stryg, hvis sergenten havde udleveret ham. Vi var lige i humør til et rask slagsmål. Da vi kom hjem, måtte jeg holde hele snuden til vandtruget, for jeg var den mest ædru i hele flokken. En blev så træt på hjemturen, at han sagde til sergenten:
- Vil du ride mig hjem?
- Det kan jeg godt, sagde sergenten, og så sad fulderikken op på ryggen af sergenten, som bar manden hele vejen hjem. Det skulle vi have budt en dansk sergent.. Det havde givet spjældtur i mindst otte dage.
Torsdag 26. maj. Tømmermænd hele dagen. Jeg var hønefuld hele formiddagen. Det var et rent under, at jeg slap igennem appellen. Jeg stod og gyngede som et skib i havsnød. Om eftermiddagen spillede vi kort. Jeg halvsov det meste af tiden, men jeg vandt alligevel 5 shilling. Jeg tror, det var held og ikke kunnen, der gjorde, at jeg vandt.
Mandag 27. maj: Det var en stor dag for os. Søndag aften gik vi i seng i håbet om, det ville blive godt vejr næste dag. Men gomorgen! Det regnede et rent skybrud. Vi blev kostet ud af sengene kl. 5, skønt vi først skulle stille kl. 7. Vi skulle køre i lastvogne ud til stedet, hvor der skulle skydes. Klokken blev 8. Den blev 9 og 10. Vi var stadig ikke kommet af sted. Endelig kørte vi, men det blev ikke ret langt - bare ned til stranden. Vi blev meget skuffede. Selvfølgelig blev det fint vejr op ad dagen. Det var helt sjovt at høre kanonerne drøne, når det er en selv, der er artillerist. Det er ikke nær så slemt som mange tror. Vi fik vat i ørene og gud ved hvor mange andre ting.
Det varede ikke længe, inden vi pillede vattet ud igen. Det skete et par gange at granaten faldt ud af kanonen, når den ikke var skubbet helt ind. Vi lurede noget, da de første granater kom ud igen. Den ene ramte platformen med spidsen. Vi svedte rent tran af bare skræk. Det var der nu ingen grund til, for den kan ikke eksplodere, før den har forladt kanonen. Men det tænkte vi ikke på. Det er noget mærkeligt sprængstof, der bruges til kardæsken. Det kan kun sprænges, når det er lukket inde. Vi havde masse til rest af dette sære sprængstof.. Det blev lagt i en bunke, og så blev der sat ild til. Det er meget brandfarligt og udvikler stor varme. Vi stod over 75 meter fra det, og alligevel måtte vi rykke tilbage fra bålet. Flammerne stod 25 meter op i vejret.
Tirsdag 28. maj: Vi skulle have stor appel om morgenen, men det regnede heldigvis, så vi skulle stille igen kl 10,30. Det regnede stadig. Klokken 14 var det fint solskinsvejr og alle de ’knuder’, som skulle rejse, stillede på paradepladsen. Så kom majoren og forlangte vore soldaterbøger. Dem stod han og kiggede lidt i, hvorpå vi fik dem igen. Det varede to timer, inden han var færdig. I al den tid stod vi i retstilling. Nej, hvor havde vi ondt i benene til sidst. Så skulle vi gøre geværeksercits for ham. Klokken var over 5, inden vi var færdige, så der blev ikke megen tid tilbage til at pakke vort kluns. Klokken var over 12, før vi var færdige. Vi måtte hænge tæpper for vinduerne, for der må ikke være lys i hytten efter 10,30.
Onsdag 29. maj. Meget overraskende kom der besked tidligt om morgenen, at dem, der var udtaget til Bulford Camp, skulle blive tilbage i lejren og vente på nærmere ordre. Dér stod jeg med håret ned ad nakken. Jeg havde alt mit kram pakket ned, parat til at tage af sted! Det var det sidste, jeg havde tænkt mig. Jeg havde fået fortalt, at danskere, der ikke kunne tale engelsk, ikke kom til Bulford. Jeg fik det meste af dagen til at gå med at rydde op efter de andre. Der bliver altid et rod uden lige, når vi skal flytte. Jeg skulle også flytte, for der skulle komme nye folk her. Jeg blev flyttet sammen med de andre, der var blevet udtaget til Bulford. Om aftenen var jeg i Meanhead i biografen. Kedelige film, de spillede. Da jeg kom ud, opdagede jeg, at der var bal ved siden af. Hvor blev jeg ærgerlig over, at jeg ikke havde opdaget det, før jeg gik i biografen. Jeg skulle med bussen hjem, så det var for sent at gå der ind.
Torsdag den 30. maj: Vi skulle stille til appel kl. 8. Det fik vi først at vide, da der var 5 minutter til. Vi skulle ikke gå og drive den af, sagde de. De fleste af os fik lidt småtravlt med at få sengen redt og blive klædt på. Vi skulle på arbejde hele formiddagen. Bombardier’en satte os i arbejde. Nogle skulle kalke kantsten, andre ordne fortove. Jeg kom i køkkenet for at skrælle kartofler. Bombardier’en har vist aldrig haft sådan en formiddag. Ingen ville lave noget. Han fór rundt og kunne ikke finde dem, han havde sat til at kalke kantsten. Han kom ind til mig og spurgte, hvor de var? Det vidste jeg selvfølgelig ikke. Dvs. de sad ude i rummet og røg tobak hele bundtet . Jeg skulle ikke have noget sagt. Han slog forvildet ud med hænderne. ’Hvor satan er de danskere henne?’
Det var morsomt at se, hvordan de pilede af sted, når han overraskede nogen inde på lokum og alle mulige andre steder. Der var én som var oppe i hytten. Han blev spurgt, hvorfor han opholdt sig dér?
- Jeg er stuevagt! sagde han rapt.
- Ja, den er god med Dem! sagde bombardieren på trods af, at han selv havde udpeget en mand om morgenen til at være stuevagt. Den mand lå godt nok henne i sin seng og snorksov, men det opdagede han ikke. Jeg skal lige love for, at der blev lavet skæg med ham den formiddag. Kl. 14 skulle vi til appel igen. Dér stod vi og gloede i en time, før de kom i tanker om, at vi skulle ind til majoren. Han spurgte os, om vi kunne tale engelsk, og om vi var bange for at komme til Bulford? Og så gloede han vredt på os, mens han stillede sine spørgsmål. Satans til uhyggelige øjne den mand har. Det var som kunne han læse ens tanker.
Resten af eftermiddagen lavede vi ingenting. Hørte kun på dem, der berettede om deres mange elskovseventyr. Det er usandsynligt, hvad de har oplevet på det område. Man må se og høre meget, når man er sammen i sådan en flok. Her er aldrig kedeligt at være med jyder og køvenhavnere i samme hytte. De kan aldrig forliges.
Fredag 31. maj . En meget kedelig dag. Jeg var stuevagt. Det var jeg heldig med, for det regnede det meste af dagen. Det eneste, der skete, var, at to mand lagde sig til at sove i stedet for at gå til appel. Om aftenen til gymnastik drillede den ene sergenten så meget, at han smed ham ud i løbet af en halv time.
Lørdag 1. juni 1946: Vi blev igen sat på praktik alle mand. Det er kedeligt i længden. Vi var fire, der blev sendt ned til officersmessen for at luge græs omkring hele huset. Der var såmænd ikke mere, end hvad én mand kunne klare på en time. Men vi fik hele formiddagen til at gå med det - og så nåede vi endda ikke at få græsset kørt væk. Om eftermiddagen havde vi fri. Min kammerat, Svendsen, og jeg var i Taunton for at købe nogle småting. Bagefter i biografen…
(Her følger så den historie, som indledte denne beretning. Se side 321. EH).
2. juni. Jeg har aldrig haft så kedelig dag; vi gik og dryssede rundt og vidste ikke, hvad vi skulle tage os til. Der var ikke én på hele stuen, som havde så meget som én pennystykke. Ikke en flad fregne havde vi på lommen. Det eneste, vi kan, er at sove og skrive breve. Vi skælder og bander over, ikke at kunne komme herfra. Det er da også fandens til langsommelighed, som hersker overalt i England. Ubegribeligt, at de har vunden krigen med det tempo, de har på. Om eftermiddagen var vi nede for at få the. Da fandt et værre optrin sted. Det var en af køkkenpigerne, det var galt med. Hun kan ikke fordrage danskerne. Når hun står og deler mad ud, gør hun stor forskel på danskere og englændere. Men ikke nok med det: Der er mange englændere, som får mad to gange. Så i dag blev det for meget for os. Der var én som gik hen til hende , tog hende i hånden og førte hende ud i køkkenet hen til opvasken, hvor han smed noget køkkengrej ned i.
- Værs’go! sagde han.
Her hører du hjemme, din forbandede heks!
Hun blev så gal, at hun var nær ved at græde. Det var da heller ikke pænt af
os at stå og skrupgrine ad hende. Nu håber vi alle, at det vil hjælpe på hende.
Der var en officer i spisesalen. Han havde lige låst døren. Der kom to
englændere udenfor, og så var der én, der sagde til officeren, at der stod to
mand udenfor døren. Han åbnede døren. De følte sig vist nok meget små.
- To mand? sagde han. Jeg ser kun to halve!
3. juni mandag: Svendsen havde en stor dag. Han fik brev hjemmefra. Han har pludselig fået en far! Venner havde fundet ham i Ålborg. Det viser sig, at han bor næsten ved siden af Svendsens moder. Det er mærkeligt, at de kan bo ved siden af hinanden i 10 år, og ikke har genkendt hinanden. Men de havde mistet forbindelsen, da Svendsen blev født, og siden havde de to fordums elskende ikke kunnet finde hinanden. Men nu skal hans mor og far giftes, når Svendsen kommer hjem på orlov. Jeg har næsten aldrig set en mand blive så lykkelig, som Svendsen blev, da han læste det. Nu har han noget at glæde sig til, når han kommer hjem.
4. juni tirsdag. Fysisk træning hele dagen. Det er til at blive tosset af. Værst er, at vi ikke har udsigt til at komme herfra de første 8 dage.
6. juni torsdag: I dag tror jeg nok, vi lavede det bedste nummer, vi endnu har lavet med den engelske hær! Vi blev sat til at slå græsplæne. I stedet gik vi alle 27 mand op i en tom hytte og satte os til at spille kort hele eftermiddagen. Om morgenen havde sergenten i øvrigt været inde i hytten lige efter paraden. Dér lå en mand i køjen og sov. Sergenten vækkede ham og brølede: - Nu kan du tage nattevagten de næste 3 nætter. Du må være udsovet! Vi andre skulle stille til parade om aftenen, fordi vi ikke havde redt vore senge, før vi gik til appel. Det var en dukkert at få, for hele flokken skulle i biografen om aftenen. Det måtte vi andre pænt blive hjemme fra.
5. juni onsdag: I dag fik jeg det godt. Jeg skulle i sergentmessen og gøre rent. Det er et meget eftertragtet job, fordi man så får meget at spise der, både kager og meget andet godt. Jeg blev også sat til at skrælle kartofler. Sikken nogle skræller, jeg lavede. Jeg skar for meget af. Mindst det halve gik til spilde. Om middagen kom der pludselig besked om, at vi skulle spise i spisehus nr. 1. Det var fordi der var så meget ballade der, hvor vi var. Der var så mange, der fik meget mere mad end vi danskere. Vi klagede til batterikontoret, og det må have fået til følge, at vi måtte flytte. Det er også noget svineri, at englænderne skal have så meget, at de smider det meste ud i affaldsspanden, mens vi andre ikke får nær det, vi kan spise. Om eftermiddagen havde vi fri. Jeg lå hele eftermiddagen og tog solbad. Om aftenen kunne vi tydeligt mærke, at vi havde klaget. Vi fik næsten mere, end vi kunne spise. Det er længe siden, jeg har været så mæt.
Torsdag 6. juni: Det var fint vejr hele dagen. Vi gik op i bakkerne og tog solbad. Vi skulle bare passe på, at fatique-bombardieren ikke opda-gede os, for vi skulle arbejde hele dagen.
(Forfatternote: Fatique = ’fysisk træning’, herunder gymnastik)
Fredag 7. juni: Her måtte vi arbejde for en gang skyld, for de havde truet os med, at vi skulle arbejde hele pinsen, hvis vi stadig gik fra vores arbejdsplads. Vi fejede gaden om formiddagen. Om eftermiddagen havde vi fri. Midt på eftermiddagen kom der besked om, at hvis vi havde noget, der skulle byttes, kunne vi få det nu. Da var vi spredt over hele lejren, var der en, som skulle ud at finde os. Han var frisk nok til at tage kaptajnens cykel og køre ud og hente os på sportspladsen. Om aftenen fik vi besked om, at vi skulle rejse om tirsdagen. Sikken krigsdans vi opførte. Der blev ikke ro i hytten før langt ud på natten.
Lørdag
8. juni: Det er en stor dag i England. Der skal være stor sejrsparade i
London, hvor alle sejrende nationer deltager. Spørg mig ikke, hvorfor de fejrer
sejren på 13-månedersdagen! Danmark deltager også. En avis skrev, at selv ’det
neutrale Danmark’ deltager. Det stod med store typer. Det er vel nok tarveligt
at skrive sådan, når Danmark har deltaget lige såvel som England. Men de er
altså storsnudede herovre, sådan nogle undermålere. De ligger langt under
danskere, hvad intelligens angår. De er meget dumme, især i de lavere, sociale
klasser. De er meget uvidende om alt. De bliver fuldkommen tossede, når vi siger
til dem, at England har hørt til Danmark før. Det påstår de er løgn.
I Danmark kender folk dog de engelske kolonier bedre end englænderne gør. Det
kan man kalde uvidenhed. Nå, men det var altså en stor dag for englænderne. Der
var flag overalt. Alle lande var repræsenteret, undtagen Danmark og Norge. Vore
flag var der ikke! Det er vel nok tarveligt af det engelske folk at opføre sig
sådan. Men de er ikke snobbede for ingenting.
Søndag 9. juni pinsedag: Det var meget dårligt vejr. Det regnede temmelig meget, men om eftermiddagen blev det solskinsvejr. Svendsen og jeg var i Minehead. Det var der ikke meget ved. Der var lukket overalt. Vi kunne ikke engang komme ind og få en øl. Vi tog også tidligt hjem og gik i biografen. Det var den bedste film, jeg længe har set. Vi var selvfølgelig gået derover uden kappe. Da vi skulle hjem, regnede det, så vi var gennemblødte, da vi kom hjem.
10. juni mandag: Vi pakkede hele dagen. Vi skulle rejse næste dag. Det er de mest utrolige ting, som kommer frem ved sådan en lejlighed; ting, som det var meningen, vi ville have med hjem. Men når vi skal pakke, kan vi ikke få plads til alt. Vore rygsække er kun beregnede til vort tøj. Vi måtte pakke om et par gange, før vi fik plads til det hele.
Tirsdag 11. juni: Stor forvirring over hele hytten. Det hele skal gå så
stærkt, at der bliver panik i det. Vi skulle stille til afskedsparade kl. 8. Vi
havde regnet med at skulle gå til stationen, men vi blev meget overraskede, da
det blev sagt, at vi blev kørt i lastbiler. Det viste der sig at være en
forklaring på: Vi var ikke mere end lige kommet ind på stationen, før toget kom.
Så det var ikke underligt, vi blev kørt derned.
De ville være sikre på at slippe af med os. Det blev en rejse med mange
besværligheder. Allerede da vi kom til Taunton, skulle vi skifte tog.
Just som vi var blevet sat godt til rette, skulle vi ud igen! Vi ventede en times tid, så kørte vi igen en halv time. Så skulle vi ud igen. Denne gang i Salisbury. Dér ventede vi 1½ time, inden vi kom ind i det sidste tog. Det var sjovt at se, hvordan folk kiggede efter os. Tænkte vel
- Hva’ er det for nogle fyre? Og hvad er det for et sprog, de taler?.
Vi var en tur i byen og se os lidt om. Det var der ikke meget ved. Alle de byer ligner hinanden på en prik. Den sidste tur var ikke så lang. Vi skulle af ved en lille landsby. Dér stod vi og gloede det meste af to timer, før der kom biler efter os. Vi kom derud kl. 17. Der er minsæl fart over den lejr. Det varede ikke længe, før vi var talt op og havde fået anvist vor fremtidige hytte, så vi kunne komme op at spise. Der er kun mænd til at uddele mad her, så det bliver mere ligeligt fordelt. Jeg skal love for, vi fik noget! De fleste af os havde mavepine det meste af aftenen, fordi vi havde spist for meget. Resten af aftenen gik med at pakke ud, lægge på plads og hente tæpper samt madbestik. Det varede heller ikke længe, før vi gik i seng. Vi var dødtrætte efter rejsen.
Onsdag 12. juni: Vi blev vækket kl. 6 på en meget brutal måde. Der kom en korporal med en blikspand i hånden, som han slog på med en ilddrager. Det lavede en grufuld støj. Vi følte i hvert fald ingen trang til at snue lige fem minutter til oven på den omgang. Vi skulle stille til parade 8½. Det er mærkeligt, at nu har jeg været ved tre forskellige regimenter, og hvert sted er appeltiden forskellig. Det er meget sindrigt lavet hvert sted. Vi øvede hele formiddagen. Kl. 1,30 stillede vi igen. Nu skulle vi lave gymnastik. Vi havde i vores deling fået en kaptajn fra K.A.G.K. (Kongelig Army General Korps) Han skulle også være faldskærmsjæger. Ham skal vi nok få noget sjov med. Bedst som vi havde gymnastik, kom der en general på besøg. Han var den samme som var på besøg i Liddymoore Camp. Han kendte os igen, og vores tolk blev kaldt til ham. De havde en længere samtale. Han bad tolken hilse os og sige, at han kunne godt lide danskere, for det var folk med noget humør i - og de var gode soldater.
13. juni, torsdag: I dag har vi haft løb og atter løb. Mange var dødtrætte allerede til middag. Sagde, det var godt, vi ikke skal være her mere end 14 dage. Der er en meget stor feltbane her. Det varede hele formiddagen at komme igennem den. Der var mange stygge ting imellem. Bl.a. en dyb vandgrav, som vi skulle svinge over i et hængende tov. Det var skægt at se, når én faldt i vandet. Om eftermiddagen skulle vi flytte igen. Det er anden gang, vi er på den. Det var ingen fornøjelses-tur. Vi måtte flytte vore senge en strækning på 1½ miles. Det er dog det værste – og mest idiotiske - jeg har været med til længe. Det er ikke legeværk at flytte de tunge køjesenge. Ikke noget med at låne en trækvogn. Jeg tror, de er fuldstændig tossede i denne lejr. Bedst som vi kommer gående om aftenen og møder en korporal, skriger han:
- Stræk de arme, din forbandede bastard!
I aftes, da vi flyttede, var der nogle, som havde sat sengene fra sig på vejen for at hvile sig. Det måtte de ikke. En sergent noterede deres navn og nummer, fordi de havde sat sig på sengen for at hvile sig . Når sergenten skal kommandere på paradepladsen, så knækker hans stemme over, bedst som han råber. Det lyder vanvittigt morsomt. Så kniber det med at holde masken. De fleste er mere eller mindre højrøde i hovedet af indestængt latter.
14. juni fredag: Straks om morgenen intelligensprøve. Det er den mærkeligste prøve, jeg har været ude for. Vi fik et stykke papir og en bog med en hel masse figurer i. Dem skulle vi sætte sammen og skrive, hvilket nummer de hver for sig havde. Dér skulle vi passe drålens på, for de var meget lumsk tegnede. Vi havde også tøjeftersyn den dag. De ville se, om vi manglede noget. Vi tog rigtigt fuppen på dem. Var der én, som savnede noget, vandrede han lige over til naboens seng, der lige var blevet tjekket. Vi får 6 shilling om dagen, men allerede 1. juli får vi vist nok lønforhøjelse.
15.
juni lørdag: En uhyggelig dag for os. Vi skulle først stlle med vore
støvler. De skulle se, om der var de obligatoriske søm i støvlerne! Efter
officererne kom to sergenter, som skulle se efter, om vi var barberede, og om
vore huer var rene indvendig. Det var de selvsagt ikke, for det har vi aldrig
været ude for før. Nej, hvor de blev tossede.
Hvad de ikke var i forvejen, blev de. De flåede huerne af, uden hensyn til, om
de fik fat i håret. Det skulle vi finde os i! Tænk at blive behandlet sådan - og
dog skulle være glade over, at vi slap så billigt! Senere på formiddagen var der
inspektion af hytten. Det var heller ikke godt nok til dem. Vi plejer ellers at
have fri lørdag eftermiddag. I stedet kom vi til at blanke alt udstyr og pudse
vore spænder, knapper og spisegrej.
De ville
komme tilbage kl. 16 og kontrollere, at vi var færdige. Vi sled som små heste og
var ikke færdige før kl. 21. I mellemtiden havde de været der og skældt os
bælgen fuld flere gange, fordi vi ikke var færdige til den tid, de havde sagt.
Det var fuldkommen vanvittigt. Vi har over en mile at gå til spisning, og når vi
går fra spisesalen, skal man gå rigtig march, skønt man går ene mand! Gud nåde
og trøste den arme mand, de fanger i ikke at gøre det. De herser ham, så han
ikke véd, hvor gammel han er. Latterligt. Styrker ikke respekten for The British
Army.
16. juni søndag: Den blev ikke stort bedre end lørdag. Vi kom to
minutter for sent til parade, og så måtte vi arbejde hele dagen med at rense
rense lokummer. Det kunne vi ikke snyde os fra. Hvis det ikke var gjort godt
nok, skulle vi også arbejde om aftenen hele næste uge, så det var bare om at
gøre det prima. Mon vi nogensinde kommer fri af denne lejr?
17. juni mandag: Vi startede om morgenen kl.06 med en løbetur på 2 miles; så hjem for at spise morgenmad. Ud igen for at lave gymnastik hele formiddagen. Det var ikke ’kun’ almindelig gymnastik. Næ, vi skulle klatre i tove. Til sidst var vi så trætte, at vi kunne falde om på stedet og sove. Efter middag kom vi for sent til appel. Det kostede os en ekstra appel om aftenen i øsende regnvejr. Vi stod i tynde trøjer og frøs som små hunde i tynd snor. Vi lovede også os selv, at det skulle være sidste gang, vi kom for sent.
18. juni tirsdag: Vi kunne næsten ikke kravle ud af sengen, så ømme var vi af træningen dagen før. Vi var overbeviste om, at vi ikke kunne gennemføre noget den dag, men det viste sig, at vi sagtens kunne. Da vi først var varmet op, forsvandt det ømme fra lemmerne. Men smerterne kom igen om eftermiddagen, da vi igen skulle i tovene. Det var næsten umuligt for os at komme op. Vi måtte sætte al vor styrke ind for at gøre det. Om aftenen var vi så trætte, at vi ikke orkede at gå ned og spise. Vi var sultne nok, men kunne simpelthen ikke slæbe benene med os. Det eneste, vi tænkte på, var at komme i seng.
19.
juni onsdag: Det var næsten lige slemt for alle, men vi havde fundet ud af,
at den ’gymnastik’ kun var for at se, hvor mange der faldt fra. De lavede det
sådan, at man kan falde fra, hvis man bliver ked af det.
Da vi opdagede, at det kun var for at få delingerne mindre, spurgte vi, hvor de
kammerater var henne, som var faldet fra, ’blevet kede af det’?
- De er rejst, fordi de var kede af det, sagde vor befalingsmand. Det er, fordi de vil kun have folk, som kan tåle noget, og ikke nogle som bare bliver kede af det på halvvejen.
- Men det er sidste dag, I skal have så hård træning, sagde sergenten og tilføjede: I, der er tilbage, kan sagtens bestå prøverne. De sidste otte dage tager vi den med ro. Når I først kommer til Oxford, får I det godt igen, så I skal bare have tålmodighed de sidste dage. Det er en frisk fyr, ham løjtnanten. Han er meget ung - og der er sandelig løjer i ham for alle pengene.
20
.juni torsdag: I dag begyndte vi at slappe af, for vi skal være udhvilet til
prøverne. Det begyndte allerede, da vi fik morgenmad.
Vi kom til at spise i et køkken ved siden af vor barak. Det eneste, vi lavede
den dag, var gymnastik i tovene. Det var også slemt nok. Ømheden var endnu ikke
helt forsvundet. Der var en, som tillod sig en bemærkning: ’Hvem sagde, at
han var kommet her over som turist?’
Stor munterhed. Sandheden er, vi er kommet herover for at se noget nyt, ikke for at være soldater. Det ta’r man som nødvendigt onde.
21. juni fredag: Vi lavede næsten intet den dag, ud over at vi var nede i gymnastiksalen og slå kolbøtter. Når man skal være faldskærmsjæger, skal man lære at falde rigtigt. Det endte med en helt opvisning i dansk gymnastik. Sergenten ville gerne se, hvordan den slags gymnastik tog sig ud - og han fik noget at se! Der er flere, som slog flik-flak. Han blev meget forbavset. Ikke mange englændere kan det. Om eftermiddagen førte han os ned i en lille dal, hvor vi lå og tog solbad det meste af eftermiddagen. Det var lige noget, der passede os at ligge der i solen og gasse os.
22. juni lørdag: Vi fik en skrap tur til morgen, en 5-milestur, der blev gået på 40 minutter. Jeg var drivvåd af sved, da jeg kom hjem. Efter formiddagsmaden skulle vi ned for at blive klippet. Det blev nærmest en slags hundeklip, men jeg slap godt fra det. Andre fik næsten alt håret revet af. Det var ikke mere end én tomme langt. De satans barberer står ligefrem og gnider sig i hænderne, når de får fat i én, der er langhåret. To af mine kammerater er blevet skamklippet på det forfærdeligste. Da de kom hjem og fik sig set sig i et spejl, gik de ned og forlangte at blive klippet helt skaldede, det var dog altid bedre, end at gå og ligne et afgnavet ben. Efter middagen, skulle vi på arbejde. Vi skulle lægge græstørv til en havegang. Det var meningen, at vi skulle arbejde til kl 17,30. Det blev der nu ikke noget af. Kl. 15 var vi færdige, og så havde de ingen anden udvej end at jage os hjem igen. Vi fik ellers en mægtig opsang af regimentssergenten, fordi vi ikke gik ordentlig. Han er forfærdelig at se på, når han bliver tosset. Ansigtet bliver fuldstændig fordrejet, så han kommer til at ligne en bulldog. Fråden står ud af munden på ham. Hans nerver er ødelagt, fordi han har siddet i tysk krigsfangelejr. De påstår, at da englænderne befriede lejren, stod han parat med tyve mand. De havde allesammen fuld oppakning og engelske rifler, og alt deres udstyr var blanket og spænderne var pudset. Med disse 20 mand overgav han lejren til englænderne, og det skal være helt sandt. Det er ufatteligt, at han har kunnet få fat i alt det isenkram. Men alle havde levet og åndet for det øjeblik, de kunne overgive fangelejren til landsmænd.
23. juni søndag: Det var meningen, vi skulle have udleveret tøj, men vi fik kun byttet stålhjelmen efter at have stået og ventet i en time.
Én lavede en tegning af personalet, som sad med benene oppe på skrivebordet og sov. For at gøre det mere tydeligt, tegnede han sneglehuse på ryggen. Han var tilmed fræk nok til at overrække dem tegningen.
Mandag 24. juni: Vi har påbegyndt de afsluttende prøver i dag. Først 100-meter løb på under 11 sekunder, dernæst 100-meterløb med en mand på ryggen, dernæst længdespring og højdespring, alt med oppakning på ryggen. Det var meget anstrengende, men alle klarede prøverne. Om eftermiddagen fortsatte vi med klatring i tove. Vi måtte kun bruge armene at hæve os i. Når vi kom til tops, skulle vi lave tre armbøjninger og derefter gå ned med krumme arme. De fleste af os hev noget efter vejret, når vi kom ned. Vi havde syv prøver den dag. Vi skal have 10 i alt. Bare vi klarer de 8 af prøverne, kan vi komme med. Efter the skulle vi hen og have en hue og en vindjakke. Da vi havde stået og ventet en time, kom de ud og sagde, at vi kunne komme igen i morgen aften. Sikken et hylekor der blev! Hvad pokker skal det være godt for?
25. juni tirsdag: Vi begyndte dagen med 1-mileløb med fuld oppakning og riffel i hånden. Det måtte ikke vare mere end ni minutter. Svendsen og jeg klarede den på syv. Tre nåede ikke frem til tiden, så det var meningen, at vi alle sammen skulle gøre turen om igen. Vi larmede op, da vi hørte det. Jeg kan heller ikke se, hvorfor 36 mand skulle løbe igen, fordi tre mand ikke kunne følge med. Men det blev heldigvis ikke til noget. Om eftermiddagen skulle vi have spillet fodbold. Det blev der heller ikke noget af. I stedet kom vi ud på marchtur hele eftermiddagen. Jeg tror vi gik 10 miles. Jeg var meget træt, men det var også meget varmt i vejret. Pyha!
Onsdag 26. juni: Det første, vi lavede, var at gå 3 miles som fortræning til 5 milesturen. Derefter fik vi en tur igennem feltbanen. Det var næstsidste prøve. Det skulle gøres indenfor en bestemt tid. Det kunne vi også klare. Om eftermiddagen spillede vi fodbold og klarede os fint. Vi spillede med to hold og vandt begge kampe. Jeg var med på førsteholdet og vi vandt med 5-0. Andenholdet vandt med 1-0. Jeg havde et kedeligt uheld med det ene ben, idet jeg fik et knæ hamret ind mod venstre lår, så jeg fik en muskelsprængning. Jeg kunne knap slæbe benet efter mig ud af banen, og så skal jeg gå 5 miles i morgen. Hvis jeg ikke går med, skal jeg blive her 3 uger til - og det har jeg bestemt ikke lyst til i sådan en lejr som denne. Vi blev meget overraskede i middags. Vi fik nye kartofler, så mange vi kunne spise. Hvor vi åd! Hvad vi senere kom til at fortryde, for vi kendte slet ikke til måde. Spiste så meget, at vi var helt ødelagt i maverne. Hele eftermiddagen var vi ikke ret meget værd. Maverne strejkede simpelthen. Vi har ellers gået og snakket om, hvordan vi skal spise ’mors mad’, når vi snart kommer hjem på orlov. Men vi er nu blevet belært om, at vi ikke kan spise ubegrænset.
27. juni torsdag. Så kom jeg til det værste: Ud at gå med et dårligt ben. Jeg var lige ved at blive hjemme, for jeg kunne næsten ikke flytte benet. Men tanken om, at jeg skulle blive her i endnu tre uger, hvis jeg ikke gik med, var ikke morsom. Den første halve time gjorde benet meget ondt, men så fortog det sig. Men da jeg havde hvilet et øjeblik hjemme, kom smerterne igen, blot meget værre end før turen. Men skidt med det, når bare jeg kommer med til Oxford.
Fredag 28. juni: Dagen gik med at pakke. Ind imellem havde vi appel. Pokkers til liv! Efter at vi har fået yderligere to trøjer, var det næsten et kunststykke at få alt proppet ned i kitbag’en. Vi har gået og udpønset nogle hævnplaner imod regimentssergenten, bl.a. ville vi en mørk aften fange ham og klippe den ene halvdel af skægget. Han har et meget flot skæg, rigtigt gammeldags, der er over 10 tommer langt, men jeg tror nok, vi har for stor respekt for ham, så han får nok lov til at beholde det.
Lørdag 29 juni. Vi kom op kl. 4½, skulle være klar kl. 7 med fuld oppakning, og det gik som sædvanligt. Vi kom først af sted 9½ til toget, ét som var beregnet til os, og var så længe på rejse, at vi først var der over midnat. Vi blev afhentet i rutebiler og kørt ud til lejren, der var indrettet inde i en stor skov, fjernt fra enhver by. Jeg har, skønt født på landet, aldrig været så langt ude. Jeg var heldig at komme ind i en god barak, hvor der var indlagt højtaleranlæg, så vi har musik hele dagen, hvis det passer os. Det er der ikke i andre engelske lejre, men denne hører under Royal Air Force.
1. juli, mandag: Træningen begyndte i dag. Vi fik nogle R.A.F. instruktører, som kom og hentede os i busser, for der er 4 miles til træningslejren. Det er for langt at gå hver dag. Vi begyndte med faldøvelser og instruktion i faldskærmsteknik. Det skal vi den første uge; så skal vi til at springe fra ballon. Det bliver spændende. Vi kan knap styre vor tålmodighed. Vi skal først op at flyve en tur, før vi skal til at springe. Vi har været heldige med at få en god hytte, hvor der er ene enkeltsenge med springmadrasser og fjedre i overmadrassen. Det er bare kedeligt, her ikke er skabe til vort tøj. Det skal ligge under sengen, og det bliver tøjet jo ikke pænt af.
Tirsdag 2 juli: Det var ellers meningen, vi skulle op at flyve, men det nåede vi ikke den dag. Når der er 500 mand, som skal op, og vi tilmed er de sidste, er det heller ikke nemt at nå på en halv dag med kun fire flyvemaskiner. Vi håber på godt vejr i morgen, så vi også kommer op. Vi skal måske allerede begynde at springe på lørdag. Det er meget trættende at blive ved med at slå kolbøtter. Særligt når det er så forfærdeligt varmt i disse dage. Når vi ligger og vælter os på gamle øvelsesmåtter, kan vi nok blive godt beskidte inden aften. Vi havde udspring fra et tårn om eftermiddagen. Det var 20 meter højt, og jeg kiggede, da jeg fik selen på og kom ud på platformen at stå. Jeg syntes godt nok, det var svimlende højt! Så var der en officer, som skreg, ’SPRING!’ - og jeg sprang af bare forbavselse; tænkte slet ikke på, at det var højt, så betuttet blev jeg over at høre sådan et vræl.
Onsdag 3. juli: Stor ståhej, parade for majoren straks på morgenstunden. Så er der ikke tid til at være morgensur. Det gælder bare om at stramme sig op. Så fortsatte vi med at slå kolbøtter resten af formiddagen. Om eftermiddagen havde vi gymnastiktest, som varede 10 minutter. Det var alt, hvad vi lavede. For kun de 10 minutter blev vi hentet den lange vej. I stedet kunne vi have fået vores løn og kunne have nået at komme med rutebilen ind til byen, gå i biografen og købe tobak - og meget andet, vi savner her i denne afkrog med 4 miles til den nærmeste købmand. Her er godt nok en NAAFI-kantine, men den har ingenting. Hver aften kl. 7 har de ikke flere kager. De vil åbenbart ikke deres eget vel. De kunne have solgt mindst tre gange så mange kager.
Torsdag 4. juli: I dag kom vi endelig op at flyve. Det blev ikke lige den forlystelsestur, vi havde drømt om. De fleste blev syge af det. Det var ikke så underligt, sådan som de tumlede med os. De lavede al den luftakrobatik, de kunne finde på såsom at flyve på ryggen, lave ’faldende blad’ og mange andre, muntre ting. Når de steg lodret, var det som om al indmaden i os blev suget ud. Vi kunne overhovedet ikke røre et lem, så længe de steg så brat. Vi var ærligt talt rigtig godt elendige, da vi kom ned på den faste jord igen, og det holdt sig hele dagen. Det var som om maven var rullet sammen til en lille klump. Det var så grelt, at vi ikke gik til fysisk træning den eftermiddag. Hver gang jeg skulle slå en kolbøtte på gulvet, var det som om jeg skulle kaste op. Men når det kom til stykket, kunne jeg alligevel ikke brække mig.
Fredag 5. juli: Vi var ude at prøve faldskærmen i dag. Vi skulle lære at frigøre os fra den, når det blæste. Den har en uhyre kraft; kan slæbe én hen over jorden som ingenting. Så gælder det om at komme fri, inden vi bliver slæbt ind i pigtråd og anden skidt. Da vi kørte hjem, skete der en meget munter episode i bussen: Én havde listet ’mess-tin’en fra en af
de andre, han sad og legede lidt med, så han sagde han:
- Hvad vil I gi’ mig for at smide dette ’mess-tin’ ud af vinduet?
- 3 pence! sagde manden, han havde listet det fra. Derpå smed den anden det ud. Vi stak i et vældigt hyl. Det var kosteligt at se, da tilbudsgiveren opdagede, at det var hans eget kogekar, der var smidt ud. Men han kunne ikke så godt gøre noget, da han var så villig til at betale for at få det smidt ud. Han sad ellers og grinede godt, da det blev smidt ud, men smilet visnede brat, da han opdagede, at han havde betalt 3 pence for at få sit eget ’mess-tin’ smidt ud. Han vidste ikke, om han skulle grine eller blive gal. Han valgte det første. Det var klogt af ham. Ellers var han nok blevet til endnu mere grin.
Lørdag 6. juli: Den blev ikke så lang. Vi skulle bare gøre rent i de to store hangarer. Det var ikke noget lille arbejde, da alle måtterne først skulle slæbes ud og bagefter lægges på plads igen. Vi havde fri, når vi var færdige, så det var bare om at hænge i. Om eftermiddagen fik vi weekend til mandag morgen, og vi kunne frit rejse til Oxford eller London. Men det er nu ikke så nemt at rejse nogen steder, når vi ikke får udbetalt mere end 1 pund om ugen. Det kan lige gå rundt til det daglige behov, men der bliver ingenting til overs at rejse for. Men det er da også rart at tænke på, at der bliver sat næsten 2 pence på kontoen hver uge. Jeg blev hjemme og tog solbad i stedet for.
Om aftenen gik jeg ind til byen på trods af, at det var 4 miles (ca. 6 km) at gå hver vej. Da jeg kom til byen, var mine fødder helt ødelagt af store vabler. Jeg turde ikke tænke på, hvordan jeg skulle komme hjem. Jeg var tosset nok til og gå til bal. Jøsses kors, hvor pigerne kiggede, da jeg kom ind, og de opdagede Danmarksmærket på min skulder. De er ligeså tossede efter danskere her - som de danske piger hjemme er efter englændere. Det er meget ubehageligt at være genstand for sådan opmærksomhed.
Man bliver spurgt om de mest tossede ting. De kan undertiden spørge om mere, end ti kloge kan svare på. Jeg ville sidde i fred og ro og se på dansen og høre lidt på musikken. Men det blev en gammel løgn. De skulle nok sørge for, at jeg blev holdt i ånde hele tiden. Til sidst begyndte de at vinke efter mig, når de ville danse med mig. Det blev mig for meget. Jeg flygtede ud af balsalen. Lidt længere nede i gaden, kom der en militærvogn. Den standsede og chaufføren spurgte, om jeg skulle hjem, for så kunne jeg køre med. Dermed var problemet løst med, hvordan jeg skulle komme hjem med mine ømme fødder. Jeg skal ikke ind til Oxford mere uden selskab. Så kan de andre da altid tage de værste stød af, når vi kommer til bal. De har sikkert mere lyst til at tage med pigerne, end jeg.
Søndag 7. juli: Jeg var ude i solen hele eftermiddagen. Jeg var helt ør af solen til sidst. Det eneste, vi fik rørt os med, var at gå ned og spise.
Mandag 8. juli: I dag skulle vi have været op at springe. Vi gik og var godt nervøse. Gik og ventede længe på at få besked om, hvorvidt det heller ikke skulle blive den dag. Og det blev igen aflyst. Sikke skuffede vi blev. Vi var så opsatte på at komme op, og så skulle vi alligevel ikke. I stedet kom vi ind i hangaren for at slå kolbøtter igen. Det var vi ærligt talt ikke særligt oplagte til. Det kunne vor sergent også se. Han standsede arbejdet. Så skulle vi lege. Det var en mellemting mellem blindebuk og boksekamp. Vi fik bind for øjnene og en hat i hånden. Hatten var af gummi. Så den kunne slå hårdt, når den ramte én i ’goda’en’.
Så skulle vi kravle rundt på måtterne og prøve at ramme hinanden. Det så skægt ud for os, der så til. De slog hele tiden ved siden af. Det var sjældent, at nogen ramte rigtig. Vi lavede ikke andet resten af dagen med undtagelse af, at vi fejede gulvet i hangaren, inden vi kørte hjem. Vi skulle have ’brandvagt’ den aften. Det går ud på, at vi skal i køkkenet og skrælle kartofler samt vaske op. Det er ikke noget lille arbejde, når der skal skrælles 500 pund kartofler. Vi spiste alt, hvad vi kunne komme af sted med. Så snart der var fri bane, var vi henne og hugge en ordentlig klump pølse, et stykke brød og smør. Da vi var færdige, blev vi budt på the og marmelademadder – og så kunne vi ingenting spise!
- Nå, sagde de, der er nok nogle der har benyttet sig af lejligheden!
De vidste jo nok, at vi havde gået og spist hele tiden. Det var derfor, de havde budt på den dejlige marmelademad, de bæster.
Tirsdag 9 .juli: Endelig skulle vi ud at springe! Fem mand ad gangen. Det foregik fra en kurv, spændt fast under en spærreballon Jeg vil altid huske første gang, jeg stod deroppe og skulle hoppe ud! Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville kigge ned på jorden. Jeg gjorde det alligevel! Tænkte: - Hvor får du modet fra, Carl, til at springe ud?
Jeg anede det ikke selv. Sergenten var med oppe. Det virkede beroligende. Hver mand havde fået et nummer. Nummer 1 skulle springe først. Da vi var kommet op i 700 fod højde (ca. 2 km) blev der råbt ’Klar!’, og første mand gik hen til hullet, stillede sig i den rigtige stilling, parat til at springe. Først undersøgte sergenten, om faldskærmen sad rigtigt, og om det hele var låst rigtigt. Jeg glemmer aldrig den mand. En kammerat helt igennem. Han vidste nok, at vi var skidebange for at springe, når det var første gang. Han lagde armen om skulderen på hver enkelt af os, der stod i springhullet og forklarede endnu engang, hvordan vi skulle bære os ad, når vi først havde forladt ballonen. Pludselig skreg han: ’Go!’
Det var som om det ene ord kun havde én betydning. Så er der ingen vej uden om. Bare af sted med dig! Når de andre kan, ja så kan du faneme også, Carl! Alt det tænkte jeg lige i sekundet, efter at han havde råbt ’Go!’ - og jeg tog skridtet ud i luften. Jeg kiggede bestyrtet ned … det føltes som varede det hundrede år – før så endelig skærmen foldede sig ud. Jeg kunne i virkeligheden ikke have nået at tælle til 2, så hurtigt gik det, skønt man falder 50 meter, før skærmen folder sig ud. Resten af turen var kun spørgsmål om vægtfordeling. Jeg skulle passe på, ikke at komme til at svinge for meget, for så er det umuligt at lande rigtigt. Resten af vejen ned, hang jeg og grinede af mig selv, fordi jeg havde været bange for at springe. Bagefter skal man altid være overlegen! Der var også en præst, som blev uddannet på samme hold. Han sagde, da han stod og skulle til at springe:
- Kære Vorherre! Undskyld,
men i dag tror jeg kun på min faldskærm!
Vi grinede lidt af ham, men var dog lidt hæmmede over at høre en præst sige
sådan.
Onsdag 10. juli. I dag fik vi atter lov at springe. Det skulle efter sigende være det værste spring, for da ved man, hvad det er. Sådan var det nu ikke for mig. Jeg nød det ligefrem. Jeg havde et meget fint spring. Det bedste den dag. Jeg gjorde ikke én eneste fejl. Officeren sagde, at det kunne han ikke selv have gjort bedre. Løgnhals! Om eftermiddagen havde vi fri, fordi vi skulle have penge. Det nød vi. Vi lå ude og tog solbad hele bundtet, indtil der blev råbt ’Appel!’. Så 1-2-3 ind at få skjorte og bukser på for at være fine til ’payparade’. De er ikke så fordringsfulde her. Vi kan møde i skjorteærmer, hvis det er varmt. Det er der vist ikke mange andre steder, man kan. I morgen skal vi ud og springe igen. Denne gang fra flyvemaskine. Bare jeg så ikke igen bliver luftsyg!
Torsdag 11. juli: Vi fik atter fint vejr at springe i. Kl. 9 var vi på skolebænken for at få de sidste instrukser om, hvordan man skulle bære sig ad. Han sagde, at det er meget bedre at springe fra flyvemaskine end det er fra ballon, for det går meget hurtigere, før skærmen folder sig ud. At vi ville føle det som en befrielse, når lemmen bliver åbnet, så den friske luft strømmer gennem kabinen. For det er altid hulens meget varmt i sådan en Halifaxmaskine. Den er fyldt med dårlig luft og benzinos. Så I bliver lykkelige over at slippe ud i den friske luft! Så blev det tid, at vi skulle over og få faldskærmen spændt på, så vi kunne komme af sted, 16 mand i hver maskine. Vi var pakkede som sild i en tønde. Flyveturen varede fem minutter. Så skulle vi ud.
De første fem kom på benene og begyndte at se efter, om formandens skærm sad rigtigt. Så blev lemmen åbnet og første mand trådte hen til hullet, klar til spring. Så blinkede den grønne lampe og han forsvandt ud af syne. Så blev det Carls tur. Jeg stod og fumlede noget med det ene ben, fordi jeg var kommet ud af ligevægt. Lige i det samme lyste lampen igen, så jeg måtte af sted, uanset om jeg var klar eller ej! Jeg røg næsten på hovedet ud af maskinen. Sikken luft, når man kom ud! Driften fra propellerne førte én med lyntogsfart bagud. Inden jeg vidste af det, havde skærmen foldet sig ud - og jeg befandt mig i vandret stilling i luften. Jeg var ikke faldet ret langt nedad. Derimod var jeg blæst et langt stykke gennem luften.
Jeg havde ikke troet, at der var så stor styrke i propellerne, men når der er fire motorer med firebladede propeller, så er der også en mægtig vind bagved. Plus ikke at forglemme, at maskinen flyver med 170 miles i timen. Det er sådan cirka 300 km/timen, så der skal jo stå en mægtig orkan bagud. Jeg landede meget godt, idet jeg næsten ingen fart havde på, da jeg kom ned i nærheden af jorden. Jeg landede oven i købet midt i en stor høbunke, så det kunne man ikke forlange bedre. Det er godt, de ikke bruger høstativer på disse kanter! Det var meningen, at vi skulle springe endnu en gang den dag, men det nåede vi ikke. Efter at vi havde siddet og ventet i to timer, kom der besked om, at det ikke blev til mere den dag. Vi kunne godt gå hjem og drikke the. Vi var ellers mægtigt opsat på at komme op en gang til. Det er som om det at være faldskærmsjæger drager én op igen. Vi er i virkeligheden helt vilde efter det. Den dag, vi er færdige her, bliver en sorgens dag for os, fordi vi så ikke skal springe mere.
Når først man har prøvet at springe én gang, og det har fået tag i en, så kalder det! Man vil aldrig gå fra faldskærmeriet og over til noget andet. Det er en ny og storslået oplevelse hver gang. Det bliver aldrig helt rutine for én. Det er charmen ved at være faldskærmsjæger.
Fredag 11. juli: I aften skal der være bal her i lejren, og efter hvad de siger kommer der en masse piger herned, fordi her er danskere! Vi burde vel føle os beærede, men det gør vi nu ikke. Ballet trak os derned, vi kunne for en gangs skyld få al det øl, vi kunne drikke. Vi bestilte heller ikke andet hele aftenen end at drikke. Vi har ikke prøvet at drikke i lange tider, så der er vel ikke noget at sige til, at vi benyttede lejligheden. Det kunne vi også godt mærke. Det var noget vanskeligt at gå hjem. Vi lavede en farlig masse sjov med pigerne, når de kom hen til bordet, hvor vi sad. Det var ikke små artigheder, der blev sagt til dem. Nærmest det modsatte. De kan jo ikke forstå dansk, så vi sagde, hvad det passede os. De var lige ved at grine sig ihjel, når de endelig fik oversat, hvad vi havde sagt til dem. Vi spillede rigtigt de store charmedrenge! Så kom der et par gamle kællinger hen til os. De havde siddet og hørt os tale dansk, og var så blevet nysgerrige efter at høre, hvor vi var fra - og alt muligt andet. Vi var nær aldrig sluppet fra dem igen.
Lørdag 12. juli: Det var ellers bestemt, at vi skulle ud at springe i dag, men så kom vi sgu i stedet til at øve os i at springe med kitbag (paksæk) på ryggen. Den er tung som bare pokker. Vejer 50 pund, og når den er spændt fast på benet, er det ikke nemt at blive flyttet nogle steder. Det er kedeligt at øve med den slags, når man nu har begyndt at springe rigtigt. Men alting får som bekendt en ende. Det gør dette landjordstræning vel også. Om eftermiddagen begyndte vores weekend, og vi nød den rigtigt. Jeg var en tur inde i en bette by, der ligger 4 miles fra lejren. Jeg havde hørt, at der skulle være et svømmebassin. Det var der også. Men jeg vil nu nærmest betegne det som et mudderhul, 15 meter langt, 5 meter bredt og 2½ meter dybt i den ene ende, fyldt med beskidt vand og en masse unger, der var lige så beskidte. Jeg skulle ikke nyde noget af at gå i vandet der! Dertil har jeg mit helbred for kært. Jeg gik i i stedet i biografen. Bagefter til bal igen. Men det var mere afslappet end sidst. De er mere vant til at se os.
Søndag 13. juli: Gik og kedede mig noget så grufuldt hele formiddagen. Det var ikke til at ligge ude, da der kom byger af og til. Jeg havde ingenting at pudse på og ingen breve at skrive, så jeg var langt ude. Om eftermiddagen fik jeg skrabet så mange penge sammen, at jeg kunne komme i biografen igen. Det var et godt stykke, så jeg kom ikke til at fortryde, at jeg var gået fire miles for at se det.
Mandag 14. juli: Der blev heller ikke noget af at springe i dag. Det blæste for meget. I stedet kom vi op at flyve en halv time for at vænne os til det. Jeg blev ikke syg denne gang, selv om luften var mindst lige så skrap denne gang. Ellers øvede vi kitbagspring resten af dagen, så det blev alligevel en begivenhedsrig dag. Jeg havde også en straf hængende over hovedet fra om søndagen. Jeg var blevet taget af militærpolitiet, fordi jeg gik med udslået krave og slips til støvler. Ham MP’eren sagde, at der ville blive optaget rapport, og at jeg skulle stille mandag aften. Det viste sig, at jeg ikke var ene mand om det. Vi var hele seks danskere taget for det samme. Det er næsten som om det er en mægtig stor forbrydelse, vi havde begået. Inden vi gik ind, skulle vi smide huerne udenfor, og da vi kom ind, sad der en kaptajn og en sergent. Det hele foregik som om det var en rigtig retssag, der skulle behandles. Først blev vi spurgt om navn og nummer. Derefter blev anklagen læst op, og så spurgte han, om vi ville vedkende os vor skyld? Og om vi havde noget at sige til anklagen? Da sagen var behandlet længe nok, sad de og snakkede om, hvor meget straf de skulle give.
Når de var blevet enige, rejste han sig op og oplæste, hvad vi havde begået og derefter hvor megen straf, vi skulle have. Jeg fik 2 dages arbejdspligt og skal arbejde i min fritid. Det var billigt sluppet, men vi havde også en god forsvarer. Han stod og fyldte kaptajnen med en bunke løgn. Sagde bl.a. til kaptajnen, at vi havde lov til at gå med udslået krave, dér hvor vi kom fra. Det blev betragtet som ’formildende omstændighed’. Vorherre bevares! Men så måtte vi ud og begynde ’afsoningen’ af straffen. Først måtte vi skrubbe 8 borde og ligeså mange bænke. Så hen og skrubbe gulve og bone dem bagefter. Der var arbejde lige til kl. 21. Vi sled som små heste, for at der ikke skulle være noget til i morgen aften. Men de hitter sgu’ nok på noget.
Tirsdag 15. juli: Til morgen var det dårligt vejr, og vi kom ud på en lang flyvetur. Så klarede det op om eftermiddagen og vi begyndte at springe. Vi 36 danskere var de første denne gang. Den maskine, jeg var med, var kommet ind over pladsen, hvor vi skulle springe og skulle lige til at begynde, da der kom der besked om, at de skulle flyve tilbage igen, fordi der var en i en anden maskine, som var kommet ned med en faldskærm med store huller i. De var bange for, at der skulle være flere af den slags!
På tilbagevejen fløj vi ind i et lufthul. Maskinen faldt 200 fod, inden der kom luft under den igen. Det gav et mægtigt skrub i os. Vi røg næsten op under loftet. Det sukkede og knagede i alle maskinens sammenføjningerne, men den holdt da heldigvis. Det var ellers også et ordentligt fald med så mange mennesker ombord. Alle vore faldskærme viste sig at være i bedste orden, og så gik vi atter på vingerne. Denne gang var der ikke noget i vejen, undtagen at den første af os ikke ville springe. Han gik tilbage igen. Så råbte jeg: ”Spring for satan, mand!”- og så sprang han sgu! Jeg tror, han blev flov over, at han var trådt tilbage igen, og så har han taget sig selv i nakken og er hoppet ud. Jeg var uheldig at blive hængende med det ene ben, da jeg sprang ud, så jeg slog nakken mod kanten, og så gik jeg forover. Det var vist noget af et under, at jeg ikke slog mig. De lurede også en kende, da de så det. Det så ud som jeg havde slået mig fordærvet, men jeg slap med skrækken denne gang og kom godt fra det hele. Om aftenen var jeg så på straffearbejde, og det gik, som vi havde ventet. Der var ikke noget arbejde, så vi kunne godt gå hjem igen. Dér var vi heldige .
Onsdag 14. juli: Vi skulle begynde på spring straks til morgen, og det var med kitbag denne gang,. Jeg skyndte mig at blive færdig og komme ud på pladsen - og jeg havde virkelig heldet med mig. De manglede lige 4 mand i maskinen, så jeg var ikke sen til at hoppe op. Det var ganske vist en Dakotamaskine, hvor der skal springes fra en luge i siden. Men det var bedre end at sidde og vente 12 timer med den tunge faldskærm på ryggen. Det viste sig, at Dakota er meget bedre end Halifax’en. Der er meget mere plads i den og så er der sæder at sidde på. Og man behøver ikke bukke sig for at komme frem. Der er heller ikke alt det ledningsværk på bunden og på siderne, som er lige til at falde over.
Vi var kun 4 mand med kitbag i den maskine. Resten skulle springe for femte gang, mens vores var sjette gang. Vi var de fire første, som sprang med kitbag, så det var om at gøre det rigtigt, når alle de andre stod klar og skulle se, hvordan det tog sig ud. Det gik fint. Vi kom pænt ud, og ingen af os havde ’tvist’ eller andre, små uheld. Vi kom meget stærkt til jorden, så det gjaldt om og holde benene samlede og knæene bøjet, ellers kan man nemt brække et ben eller vride det af led.
Det var der mange, som gjorde den dag. De bliver slået af panik, lige før de rammer jorden. Så er det, de spreder benene. Følgen er, at man enten brækker eller vrider benet. Den slags kan ikke betale sig, for så skal de vente yderligere 3 uger, før de er færdige. I uheldigste tilfælde, hvor man brækker benet, varer det næsten et halvt år, før de så bliver færdige.
Jo, det koster dyrt at tabe hovedet, fordi jorden kommer lidt hurtigt op imod én. Om eftermiddagen fik vi penge, stor glæde, vi fik lønforhøjelse, 8 bobs mere. Det er ikke så meget, men det er dog lidt. Det skal stige til det dobbelte, så vi får 54 shilling om ugen. Det er mange penge, så der skulle nok kunne lægges ikke så lidt til side hver uge. Mon 20 om ugen er for lidt? De 30 Shillings var meget lidt. 54 er passende. at få udbetalt om ugen. Jeg skulle have været i biografen i aftes, men så fik jeg tandpine. En rask beslutning – og det meste af tanden var ude. Det gjorde ondt som bare pokker, men det er bedre end at ligge hele natten og have tandpind. En splint blev siddende tilbage, skidt med det, når blot tandpinen holdt op. Den slags småting ordner vi selv, for det er næsten umuligt at komme til læge og tandlæge her. Man kan ikke komme dér, med mindre det bliver meldt om morgenen, og før vi gør det, skal vort ’kit’ pakkes ned og sendes hen på et lager i tilfælde af, at vi kommer på hospitalet. Man skal være meget syg, før man går til læge bare for at slippe for at pakke alting sammen, og når man så kommer tilbage uden at være kommet på sygehus, skal alt hentes, pakkes ud og lægges på plads igen. Så hvis det bare er tandpine eller andre småting, kurerer vi det selv. Man kan risikere at blive sat tilbage i uddannelsen, hvis man er på hospitalet mere end 4 dage.
Torsdag 18.juli: Det regnede og blæste meget, så vi kom ikke til at springe den dag. Men for alle tilfældes skyld lavede vi vores kitbag til, så vi var parat til og gå op med kort varsel, hvis det skulle blive godt vejr. Det var næsten det eneste, vi lavede den formiddag. Ikke andet end rende og pjanke rent ud sagt. Om eftermiddagen skulle vi have gymnastik, men da ingen af os havde gymnastiktøj med, kom vi på gåtur i stedet for. Vi stod inde i hangaren og ventede i over en halv time sammen med vor instruktør.
- Skal vi ikke lege ’parade’, sagde én. Det ku’ vi da godt, og det blev heller ikke kedeligt. Vi blev stillet op på tre rækker 10 mand høj, og så begyndte forestillingen med en flot honnør for hinanden. Derefter undersøgte de hver mand grundigt, om han var langskægget eller langhåret eller noget andet. Det var en udsøgt fornøjelse at knappe skjorten op og se, om der var hår på brystet. Og så trække i hårene. Det gør ondt som bare pokker. De kan også godt lide at stryge de små hår i nakken opad. Så det var en meget smertefuld inspektion at komme igennem. Det anfægtede dem ikke, at der kom to officerer og kiggede. De grinede højt.
Sådan
noget kan gå i R.A.F., hvor alle er kammerater, lige fra menig til major. Men
endelig kom vi så ud for at gå flyvepladsen rundt. Den er forbavsende lang,
næsten 5 miles i omkreds. Men instruktørerne var åbenbart ikke færdig med at
lege. Bedst som man gik, gav de én et skub, så hele rækken kom i uorden, og vi
lå og faldt over hinanden. Så skulle vi løbe. Men dér forregnede de sig. Vi løb
fra dem. Det hjalp ikke, at de råbte, at vi skulle standse. Da de endelig kom
med os, lå vi ned og røg.
-Så kan vi bedre forstå, at I løb sådan til, sagde de. Det var alt, der
blev sagt til det. Og de er da ellers begge stabssergenter. De behandler os som
ligestillede. Om aftenen, da der var appel, blev jeg knaldet, fordi jeg ikke
stod stille. Jeg skulle have været til fysisk træning, men det blev der ikke
noget af, for jeg kom frem med et mægtigt bistik på den ene kind. Jeg var blevet
stukket under appellen. Så de kunne godt indse, at det var derfor jeg havde
stået så uroligt. Så jeg fik lov at gå hjem til hytten og rekreere mig.
19. juli, fredag: Igen blæste det for meget til at springe. Jeg tror heller ikke vi kommer herfra i denne uge, som det var planen. Bare det ville blive godt vejr et døgn, så var vi færdige. For vi går og glæder os til at komme til London og drille dem, vi var sammen med i Liddymore. De var så frække overfor os, da de tog af sted, mens vi andre skulle blive tilbage og vente på at komme til udspringstræning i Triborne.
- Ha, nu skal I op og slås
ihjel! sagde de. Det er godt, det ikke er os! Men de kan vente sig,
kan de. Vi var i biografen straks til morgen for at se, hvordan man våbenløs kan
afvæbne en modstander og meget andet. Derefter skulle vi op at flyve. Men det er
der ikke meget ved, når der ikke skal springes. Piloterne lavede et lille nummer
med os for at forskrække os: De standsede den ene motor i hver side og lod så
flyet falde et langt stykke for at lade som om den ikke kunne trække
tilstrækkeligt med to motorer. Lemmen blev åbnet, og vi var klar til og springe.
- Godt sagde de, det tog I meget godt, ingen panik! Vi gloede dumt
på dem, indtil det gik op for os, at det bare var et nummer. Eder og
forbandelser fløj rundt, men de grinede bare. Det hører med til træningen, sagde
de.
Om eftermiddagen fejede vi den store hangar og samlede papir op omkring den. Vi ville få fri, når vi var færdige. Fra det øjeblik begyndte weekenden, så det var bare om at hænge i. Klokken 15 var vi færdige, og så kunne vi tage hjem. De fleste tog af sted allerede den aften. Jeg kunne ikke tage med, fordi jeg havde brandvagt om lørdagen. I stedet tog jeg ind til Bicester om aftenen og gik på pub. Det blev en temmelig dyr aften. Da jeg skulle hjem, gad jeg ikke gå, men lejede en bil hjem. Jeg tænkte, at der nok skulle være nogle, som stoppede og ville med. Så det var slet ikke så dyrt for mig. Det slog da også til. Inden jeg nåede hjem var vi fem om at betale bilen. Det var en shilling til hver.
Lørdag 20. juli: Jeg sov hele formiddagen. Jeg havde nogle forfærdelige tømmermænd af alt det øl. Kl. 14 skulle vi 12 mand stille til brandvagt, skrælle kartofler og gulerødder og ind midt i det hele en brandøvelse. Men vi kunne ikke få pumpemotoren startet sådan lige med det samme. Det tog lang tid. Men endelig fik vi den i gang. Så ville slangen ikke sidde fast. Jeg var så uheldig at stå lige bagved, så jeg fik en mægtig skylle vand hen over mig, så jeg blev dyngvåd - og godt til grin.
Kl. 20 var vi færdige med at skrælle kartofler og gulerødder. Det havde varet lige ved fem timer. Det er også noget pjat at sætte 12 mand til at skrælle 300 pund kartofler og 50 pund gulerødder. Det var da en trøst, at vi bagefter fik alt det, vi kunne spise, rigtige varme kartofler som vi får dem i Danmark. Vi åd et helt bjerg af dem. Kunne simpelthen ikke lade være, selv om vi vidste, vi ville blive dårlige bagefter. Kl . 22 skulle vi til appel. Der stod vi og ventede tre kvarter på kaptajnen. Han kom slet ikke, men sendte besked om, at vi godt kunne gå hjem igen. Han har naturligvis været ude at drikke, det svinebæst, og så har han glemt paraden, indtil det har været for sent. Så har han lige ringet hjem og sagt, at han ikke kom. Havde han glemt det helt, havde vi nok fået lov til og stå der hele natten.
Søndag 21. juli: Jeg nød søndagen. Det vil sige med arbejde, først blanke remtøj og pudse spænder og lave støvlerne i stand til paraden. Hvis de skal pudses rigtigt, varer det 3 timer. Men så er de også så blanke, at man kan spejle sig i det hele. Det skal brændes, og der skal spyttes på det, og så skal det gnides tørt med et tandbørsteskaft. Derefter poleres med en blød klud eller vat. Kl. 15 var jeg færdig. Jeg tænkte på at gå i byen, men sengen fristede for meget. Jeg sov resten af dagen og aftenen med. De andre var henne og ruske i mig og sagde, at jeg skulle ned og have the. Men jeg var så træt, at jeg ikke gad gå derned.
Mandag 22. juli: Jeg havde en uhyggelig oplevelse til morgen: En englænder, der sover ved siden af mig, gik pludselig bagover i sengen og blev så bleg som et lig. Jeg troede, det var spøg. Men så begyndte det at trække med kramper i ham. Så var jeg klar over, at det var alvor. Han havde fået krampe. Jeg fik lagt ham rigtigt og fik bøjet hans fingre tilbage. Men det varede længe, før han kom til sig selv igen. En overgang troede jeg, han var død, men endelig rørte han på sig, og han kunne rejse sig op. Men han var meget medtaget, så han måtte på hospitalet. Han kommer nok ikke med os herfra.
Det var ellers helt stille til morgen, og vi regnede med at komme op at springe. Men så begyndte det at blæse op igen - og så var den dag ødelagt. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle springe om natten, hvis vinden lagde sig. Vi regnede med at sove hele eftermiddagen, ja, vi var begyndt, men så kom de og råbte ’Træd an i gården!’. Op igen! Kom ud og fik at vide, at vi skulle pudse og gejle det hele. Jeg var for en gangs skyld heldig, for jeg havde jo blanket om søndagen. Nu kunne jeg gå og grine af de andre, mens de arbejdede med deres. Da vi var til appel om aftenen, blev vi i hytte 13 og 14 skilt ud fra de andre og fik at vide, at den mand, der havde fået krampe om morgenen, havde skarlagensfeber, så nu må vi ikke komme uden for hytten i 8 dage.
Maden skal hentes til os, og vi må ikke komme uden for lejren - ikke engang, hvis det bliver vejr til at springe. Så vi 5 danskere, som er her, kommer nok ikke med de andre herfra. Pokkers også. Men det er der ikke noget at gøre ved. Det løb er kørt.
Tirsdag 23. juli: Vi skulle alle sammen til læge om formiddagen for at blive undersøgt. Da vi kom hjem, skulle vi ud for at gurgle hals alle mand. Så ud med kogekarrene og få hældt noget rødt stads i dem.
Det skulle blandes op med vand - og så begyndte koncerten: 35 mand stod og gurglede på en gang. Jeg har aldrig hørt en mere vanvittig larm. Det lød fuldkommen sindssvagt. Hvor er det trættende at gå og glo og ingenting bestille! Vi har fået ordre på at vende sengene, så hovedgærdet står modsat af hinanden. Så skulle smittefaren være mindre. Alle vinduerne skal stå åbne … og meget andet.
Onsdag 24. juli: Vi var til læge igen i dag. Der var heldigvis ingen, som fejlede noget. Gid vi må slippe for det. Hen under middag fik vi penge, og så var det om at få fat på en mand til at købe cigaretter til os. Vi skulle ned i en anden lejr og arbejde med at flytte senge, borde og madrasser ud af et hus. Vi troede, det var til en ny flok, som skulle komme. Men det viste sig , at det var til os selv. Vi skulle derned at bo, alle os som er spærret inde på grund af skarlagensfeber. Vi havde først fyraften ved sekstiden. Så skulle vi hjem og have mad - og så til at pakke sammen, for vi skulle af sted næste morgen. Alle de andre er blevet færdige med deres spring i dag og i nat og skal rejse til London på fredag. Bare det var os. Vi kommer først af sted næste lørdag. Forbandet da også! Hvis det viser sig, at der er en mere, som bliver syg, kommer der atter til at gå 2 uger, før vi kommer af sted.
Torsdag 25. juli: Tidligt op. Den var lidt hamber, når de andre havde gået og lavet ballade hele natten. De havde været ude at få deres sidste spring om natten, og så kom de dryssende hele natten igennem. Det var synd at sige, at de var stille og tog hensyn. De snakkede og sang, så det var umuligt at falde i søvn. Kl. 8 stillede vi med fuld oppakning, parat til at tage af sted. Forinden nåede vi dog at få en mægtig balle, fordi sergenten kom i tanker om, at vi vist ikke var klædt rigtigt på - og så skulle vi have en rigtig afskedssalut. Men endelig kom vi da af sted. Vi gik de 2 miles ned til den nye lejr. Vi var lige nået at komme ind i de hytter, vi skulle bo i, og havde fået smidt oppakningen. Så kom der besked om, at vi skulle ud og flytte senge igen. Vi sled godt hele formiddagen, men om eftermiddagen gad vi ikke lave noget. Vi skulle køre senge, men i stedet lagde vi os i græsset og tog solbad, til der kom en korporal og jog os på benene. Så gik vi hen i en tom hytte og lagde os. Dér kom en ’småkagemand’ og skulle se, om sengene stod rigtigt. Denne gang gik vi hen i et madraslager og gravede os ned på bunden. Dér fik vi så fred til aften. Jeg har efterhånden fundet ud af, at det med skarlagensfeberen var noget, der var fundet på, fordi de manglede mandskab til at flytte senge på plads, så det hele kunne være parat til at modtage de næste hold. Vi får god mad her. Mere end vi kan spise. Om aftenen fik vi tiden til at gå med at støve rundt i alle de tomme hytter for at se, om der var noget, vi kunne bruge. Jeg fandt et stort spejl. Det huggede jeg omgående.
Vi hugger alt, hvad vi kan bruge af den slags, hvis vi kan komme af sted med det. Vi rendte rundt og skræmte livet af hinanden. Det kan jo lige så godt være en officer, der kommer. Så er det om at komme væk, for det er strengt forbudt at rode i hytterne. Det var vi nu ligeglade med. Intet kan stoppe en soldat. Vi har snart lært godt af englænderne. Det er billigere at ’organisere’, hvad man skal bruge, end at betale det selv. På den anden side er det dyrt hvis det bliver opdaget.
Fredag 26. juli: Vi sov for første gang længe på en hverdag. Kl. 8 kom der én og råbte frokost. Så var det ellers om at komme op og blive vasket. Vi blev sat til at banke madrasser efter frokost. Blev så stillet op i en lang kæde, og så gik det løs med at flytte ting fra den ene hytte over på det rigtige lager. Det varede dog ikke længe, før vi var kede af det og begyndte at kaste ting i hovedet på hinanden. Det udviklede sig til et mægtig slagsmål. Midt i kampen kom kaptajnen. Han skulle se, hvad det var for en ballade. Han grinede som en flækket træsko, skønt han måtte se gal ud for at få ro over gemytterne.
Det tog hele formiddagen at få alt flyttet. Om eftermiddagen skulle vi bare køre madrasser ud til tre hytter. Det var hurtigt gjort. Selvfølgelig begyndte vi at slås igen. Denne gang med håndsprøjterne, som står i hver hytte i tilfælde af brand. Der blev udkæmpet en rigtig vandkamp, både med sprøjter og vaskefade og spande. Det flød med vand overalt. Ingen kom tørre hjem den aften. I spisesalen kom der en englænder hen til os fem danskere og spurgte, om vi ville med i biografen i aften. Han spurgte på udmærket dansk. Vi gloede på ham. Det viste sig, at han havde været mellem de første 15 mand, som kom til København den 5. maj 1945, Danmarks Befrielse, og var blevet i København flere måneder. Mærkeligt, at man kan være så heldig at træffe ham her. Vi har ikke tidligere mødt en englænder, der har været i Danmark.
Lørdag 27. juli: I dag skulle vi sørge for hovedpuder til alle 600 senge, vi havde stillet op. Det gik heller ikke stille af. Da vi kom hen og skulle have puder i lageret, blev vi modtaget med en sand regn af hovedpuder. Men vi var ikke længe om at tage kampen op. Der blev ingen hensyn taget til vinduer eller den slags. Der røg da også et par ruder i kampens hede, men det var vi ligeglade med. Det var bare om at mase på. Til sidst ebbede det ud af mangel på skyts for dem inde i huset, og så måtte de overgive sig. Det var på høje tide at få båret nogle puder op i husene inden middag. Vi havde regnet med, at vi havde fri om eftermiddagen, men det blev en gammel løgn.
Carl Christian Hansens beskrivelse af træningstiden i RAF-lejren, hvor de
skulle lære faldskærmsspring, fylder forståeligt nok meget i hans dagbog. Her er
to fotos af hans første spring fra fly. En kammerat knipsede i flyet (tv). En
anden fra jorden.
Vi skulle gøre klar til de forskellige officerer, som skal komme her med næste hold. Klokken var langt over fire, inden vi havde fyraften. Troede vi.
Men efter thetid kom de og hentede os ned igen. Der skulle ryddes op i køkkenet, vaskes op, bæres aske og trilles kul ind. Det hele skulle være parat til at modtage 600 mand. Der er nu da ikke kommet nogle endnu, med undtagelse af de danskere, som ikke kom med vi andre, da vi tog fra Bulford. Men det kan være de kommer i løbet af natten. Vi er ved at blive regnet for udenfor karantæne. Vi har i hvert fald fået tilladelse til at gå udenfor lejren. Men vi må ikke gå ind nogle steder. Så der er ikke meget ved det.
Søndag 28. juli: Der er vist ingen grænser for, hvad her skal laves. Vi måtte pænt arbejde hele dagen både i køkkenet og omkring i lejren. Om formiddagen samlede jeg papir og andet spøjst, som lå og flød. Et gudsjammerligt kedeligt job. Så kom endelig de 600 mand. Så blev der rigtigt meget arbejde til os i køkkenet Så blev der travlt. Vi var 6 mand, der skrællede kartofler i en skrællemaskine og bælgede 4 sække ærter. Jeg regnede ud, at vi havde bælget hver 10 kg rene ærter, i alt 60 kg. Det er ikke småting, som bruges i sådan et foretagende.
Der blev skrællet lige ved 500 pund kartofler. Det slår lige til på en dag. Vi havde regnet med, at vi ’gamle folk’ skulle spise sammen med de andre. Men det skal vi da heldigvis ikke. Vi får et lokale for os selv. Så vi kommer ikke til at stå i kø for at få mad som de andre. Det ville heller ikke blive spændende at stå bagest i en kø på 600 mand.
Mandag 29. juli: Det blæste atter for meget til at springe. I stedet kom
vi så til at slå græs med et fortidsuhyre af en le. Vi kunne ikke få den til at
skære. Så fik vi to krumknive, men det varede ikke længe, før jeg ødelagde
håndtaget på den ene, så jeg måtte til en tømrer med den.
Det tog næsten hele formiddagen at lave den. Jeg havde lige nået at begynde
igen. Så skulle vi til appel med navneopråb. Dér fik vi at vide, at vi måske
skulle springe om eftermiddagen. Men det blev der heller ikke noget af. Vi var
godt nok ude på flyvepladsen, hvor vi passede kitbag’en til. Men så fik vi at
vide, at vi skulle springe om natten, da vinden sikkert ville løje af. Denne
gang gik det. Jeg var første mand denne gang. Jeg troede, jeg ville blive
nervøs over det, men det blev jeg slet ikke, skønt jeg stod i over 10 minutter
og kiggede ud af hullet, inden vi kom rigtigt ind over pladsen, hvor vi skulle
springe. Jeg kom godt ud fra maskinen og troede straks, at min gummihat (sådan
en slags blød styrthjelm) ville blæse af, da jeg røg under maskinen. Men den
blev der. Jeg regnede også med en fin landing. Det fik jeg bestemt ikke. Jeg
havde nær brækket et ben. For det første havde jeg meget stor fart på nedefter,
og lige da jeg var ved jorden, kom der et vindstød, så jeg kom til at svinge
voldsomt. På den måde, jeg ramte jorden, kom der et voldsomt stik af smerte op
gennem benene på mig. De blev som lammede. Jeg tænkte: - Sket med dig, Carl!
Nu har du dråleme brækket begge ben!
Jeg lå og sundede mig lidt. Lidt efter lidt kom der liv i stængerne igen. Så var
jeg klar over, at jeg var sluppet heldigt fra den uvenlige landing. Der kom 10
sergenter farende og spurgte, om jeg var ’allright’ De troede, jeg havde brækket
et ben. Sådan havde det set ud for dem.
Det er i alt fald længe siden, jeg har følt sådan en trang til en cigaret, som
jeg gjorde ved den lejlighed. Det kneb da også noget for mig at støtte på
benene, men jeg tog den med ro ned til lejren. Klokken var da også over 01,
inden jeg nåede hjem og kom i seng, hvad der var hårdt tiltrængt.
Sommeren 1946 var en rigtig hedesommer, både i Danmark og England. I Carl Christian Hansens fotoalbum fra den lystige sommer er der fotos af både arbejde og fritid
Tirsdag 30. juli: Vi sov 2 timer over os, lige til kl. 8. Så kom der en korporal og kaldte. Vi skulle stille til appel. Han gloede noget, da han så, at vi lå og snuede endnu. Jeg skal lige love for, at vi kom op i en fart, blev vasket og kom ned og fik noget at spise. Jeg var meget stram og øm i benene. Måtte sidde og gnide dem længe, inden jeg kunde støtte på dem. Jeg ønskede oprigtigt, at det ville blæse for meget igen. Det gjorde det heldigvis. Det steg næsten til orkan hen på dagen, så vi lavede ikke en skid om formiddagen, andet end at ligge og ryge. Om eftermiddagen kom vi heller ikke på flyvepladsen, men vi skulle blive hjemme, hvis og hvis og hvis det skulle blive opholdsvejr. Det blev det ikke, og jeg var glad for det. Det ville have været slemt for mig at springe med de gelében jeg vaklede rundt på.
Onsdag 31. juli: Det var stilnet af, og endelig turde vi håbe, at vi kunne få det sidste spring. Men det var nær glippet. Det luftede vel meget, men nu skulle det være - enten det blæste eller ej. Jeg sendte et fromt ønske om, at mine dårlige ben ville holde denne ene gang. Jeg havde opdaget i morges, at jeg havde ødelagt mine springstøvler. Sålerne var simpelthen brækket ved den hårde landing, og der var gået en lang revne i overlæderet på begge. Vi skulle springe med kitbag, og jeg fik fat i en rigtig tung én med den bagtanke, at det ville tage meget af på farten, når den tog jorden. Det slog også til. Jeg skulle springe som nummer 1, hvad jeg også gjorde sidste gang. Det giver den bedste plads at røre sig på. Men jeg fik en ublid behandling på vej i luften hen under maskinen. Min stålhjelm blæste ned over øjnene på mig, og så havde jeg ikke fået spændt faldskærmen rigtigt på, så jeg kom til at hænge skævt. Da jeg skulle have kitbag’en løst fra benet, ville udløseren ikke virke. Så jeg måtte spænde det hele op. Og det skulle gå stærkt, for der var fart på nedefter. Jeg nåede det lige i rette tid, så jeg kunne fire kitbag’en ned, inden jeg landede.
Det gik fint. Jeg behøvede end ikke rulle rundt. Så langsomt gik det. Blot fordi kitbag’en ramte jorden før mig.
Nu kunne det blæse og regne og sne lige så tosset det ville. For nu var jeg færdig med at springe. Om eftermiddagen skulle vi så have den ’vinge’, som vi har gået og glædet os til så længe: Beviset for, at vi hører til Englands bedste soldater. Overrækkelsen blev besørget af en kaptajn. Han gik rundt og trykkede hver mand i hånden, overrakte ’vingen’ og ønskede til lykke. Nu er det bare om, hvornår vi skal rejse herfra? Det fik vi hurtigt at vide. Vi skulle stille til appel lige efter thetid. Der fik vi beskeden, at vi 6 danskere skulle rejse næste morgen og pakke i aften. Dér røg den tur til byen, som vi ellers havde aftalt med
vores instruktør. Vi havde ellers aftalt, at han og vi skulle ta’ ind og tage et afskedsbæger, før vi tog af sted.
Torsdag 1. august: I dag var vi tidligt oppe. Skulle spise kl. 7, og vi var der også til tiden. Men så kom der en sergent og jog os ud igen. Én, som slet ikke havde noget med os at gøre. I stedet skulle hans folk ind og have morgenmad før os. Heldigvis fik vi fat i vor egen sergent, satte ham ind i situationen - og så gik han hen og talte dunder til fyren. Vi kom omgående ind at spise. Vi grinede skadefro ad ham , da vi gik ind. Lagde ikke det mindste skjul på vores hoveren. Vi blev kørt til stationen i lastbil. Derfra med tog til Paddinton, en berømt forstad til London. Vi så nogle steder fra toget, at enkelte bønder var begyndt at høste. Jeg besluttede, at jeg ville prøve at komme ud på landet og hjælpe til i høsten.
Fra Paddinton kørte vi i undergrundsbanen ind i nærheden af den lejr, vi skulle til. Vi måtte skifte tre gange, før vi nåede frem. Det sidste stykke marcherede vi. Vi var endda så flotte på den, at vi lejede en drager til at køre vores oppakning ud til lejren. Det viste sig imidlertid, at det slet ikke var dér, vi skulle bo. Vi blev godt nok indskrevet på den adresse, vi havde fået opgivet, men så fik vi ordre på og læsse vores skidt op i en bil, og så blev vi kørt ud til den lejr, hvor vi virkelig skulle være. Dér traf vi med det samme alle dem, der var rejst fra faldskærmsuddannelseslejren før os, og alle dem, vi havde været sammen med i Liddymore Camp. De skal til Danmark på orlov i morgen allesammen, så der var højt humør oppe hos dem. Vi gav dem lidt snak og drillede dem, fordi de kun var almindelige ’jordfræsere’, mens vi var ’airborne’ soldater.
- Det bliver vi også, sagde de. Vi har meldt os nu. Det kan de godt skyde en hvid pind efter, for der kommer ikke flere ind nu. Så de kommer til at sluge megen mundgas fra os, fordi de var feje og ikke meldte sig sammen med vi andre.
2. august, fredag: Jeg må sige, der er urolige forhold i denne lejr. Tre gange måtte vi 6 mand flytte, inden de fandt ud af, hvor vi skulle bo. Klokken 8 var der appel, og vi airborne folk skal have en gåtur og stille til parade tre gange dagligt. De andre kun én gang - og ingen marchtur. Men turen er nu ikke så lang. Som regel går vi et stykke ud af lejren, til vi finder et godt sted at ligge en times tid. Så går vi hjem igen. Fra kl. 10 til 11 kommer inspektøren i gymnastik, og så har vi fri. Vi ville ned i byen for at købe nogle æbler om eftermiddagen, nu hvor vores weekend var begyndt, men da vi først var ankommet dagen før, kunne vi intet udgangspas få, gældende til den glade del af byen.
Så vi måtte pænt blive hjemme i vor egen bydel, mens de andre tog til London for at more sig. Nå, skidt med det. Vi havde jo heller ikke set noget af denne forstad til London. Men vi var da ude og se os om. Der er ikke så langt ned til dokkerne. Men det er forbudt område for os. Det skal der særligt pas til. For det er et farligt område med gud ved hvor mange forbrydelser i døgnet. Alverdens laster findes dernede (det lyder ellers ikke så tosset!) så Army’en finder det bedst at holde soldaterne fra ’svanse’ og ludere i det kvarter. Skal være et meget uhyggeligt sted. Mærkeligt, at sådanne steder så får lov at eksistere. Det er på eget ansvar, hvis man går derned og bliver slået ned eller på anden måde lettet for de penge, man har . Og det sker lige så godt ved dag som ved nat. Men det hedder sig, at airborne soldater rører ingen ved. Der står respekt om den røde baret. Under krigen blev de kaldt ’de røde djævle’. Folk er vildt begejstrede for dem. De er ellers ved at være trætte af soldater, men os – ’de røde baretter’ - er de glade for. Folk kan slet ikke forstå, at der er 36 danske, som er blevet ’airborne’. De regner med, at vi er en flok særligt hårde gutter. Londonpigerne er næsten bange for os.
Lørdag 3. august: Jeg var på farten lige fra morgenstunden. Rundt for at se på det hele. Lige så ’flade’ rigmandsgaderne er, lige så afvekslende er de fattige gader. Husene dér er elendigt slum. Ubegribeligt, at der findes mennesker, der vil finde sig i de kår, der bydes dem i Londons havnekvarter. Jeg kan ikke tænke mig, at nogen dér bliver ret meget over 50 år. Jeg vil nødigt bo i sådan en lastens hule, propfyldt af råddenskab. Men de har vel aldrig set andet, og så tror de vel at livet skal være sådan.
Søndag 4. august: Jeg lå og snuede til kl. 8, stod op og gik ned til et svømmebassin, som ligger i nærheden. Dér var jeg hele formiddagen. Det er både stort og godt, og så har vandet den rigtige temperatur. Det koster kun 4 pence at komme ind. Om eftermiddagen var jeg inde i London. Jeg fik meget at se, både godt og ondt. Jeg gik rundt og så alle de berømte steder, såsom den store parlamentsbygning, kongeslottet og Trafalquar Square hvor den store statue af admiral Nelson står. Om aftenen var jeg til bal i NAAFI centret. Der var en god underholdning med sang, musik og en god tryllekunster, men glansen gik noget af, fordi der var så ulideligt varmt og overfyldt. Bagefter var jeg ude på en tur gennem London ved nat. Det var ingen ringe oplevelse at få med. Allerede ved tolvtiden begyndte det med et mord. Jeg véd ikke på hvem. Men pludselig var gaden fuld af politi og opdagere, men jeg fik ikke lejlighed til at se noget. Senere gik jeg lidt længere ind i Londons hjerte, og dér traf jeg de fleste ludere, jeg nogensinde har set på et sted. De stod og tilbød sig på åben gade.
Hvert øjeblik blev jeg standset af én med ’Hello boy! Skal det være os to i nat?’ Helt uinteresseret er man jo ikke efter den lange afholdenheds-periode! Jeg spurgte om prisen. Så nævnte de en svimlende sum, men som regel kan den nok trykkes ned til et pund eller der omkring. Der er mange, danske airborne-soldater, som morer sig med at stå og snakke med dem. For det meste om ’forretningerne’. Når de så har fået trykket prisen så langt ned, de på nogen måde kan, går de bare deres vej. Og dér står hun så og har spildt sin tid. Sikke rasende de så bliver. De bander og skælder ud det bedste, de har lært - og så griner danskerne.
Hele Londons centrum er fuldkomment blæst for ludere, så snart der komme en dansk airborne-soldat. Vi ødelægger det hele for dem, og derfor forsvinder de, når ’de røde huer’ viser sig. Luderne er klar over, vi kun vil lave grin med dem. Der er også mange ’svanse’ derinde. De er heller ikke glade for os. Når én mangler penge, går han ud og begynder og trække ’svanse’. Når han så er kommet med én hjem og har fået de penge, de to er blevet enige om, smækker han ’svansen’ én på hovedet, så han sover den første halve times tid, og så går han sin vej med de penge, han har fået. Mange soldater har lavet det nummer.
Det er særlig slemt for øjeblikket, hvor alle soldater har orlov. Når så pengene er sluppet op, går de på ’svansejagt’- Alt det fik jeg at vide, da jeg kom derind. Så kunne jeg bedre forstå, når jeg mødte en mand med et stort hæfteplaster på hagen, for dem så jeg mange af. Men det blev tid, at jeg skulle hjem. Det var straks værre. Jeg havde nær aldrig fundet en bus, som fik ud til lejren. Men efter en halv times søgen, fandt jeg én, og det kan nok være, man trak vejret lettet.
Mandag 4. august: Jeg sov lige til middag. Jeg var blevet godt træt af at rende sådan rundt i London. For den sags skyld sov jeg også eftermiddagen væk. Jeg gad ikke høre på de andres pralerier om alle de piger, de havde fået fat i om natten. Der er så at sige aldrig andre hjemme på stuen end mig. De farer fra den ene ølbar til den anden, til de ikke har flere penge. Så kommer de og vil låne af mig. Men her er lukket for kassen. Jeg har fået nok af at låne ud.
Man skal både tigge og bede for at få de penge igen. Man skulle tro, deres egne penge kunne slå til, når de får 52 om ugen, men lisså snart de har fået penge, så farer de ned i byen og drikke sig fulde. Sådan fortsætter de, indtil pungen er tom, og så skal de gå og suge på labben resten af ugen. Det er nogle slemme bøller mange af de danske, som er kommet her over. De fleste er fra København, Odense eller Aalborg - nogle rigtige gadedrenge er de, kun ude på ballade, hvis de kan komme af sted med det. De har fuldkommen ødelagt forholdene for deres mere rolige kammerater . Det er godt, at vi er blevet skilt fra dem. Alle vi 36 danske airbornesoldater ligger for os selv og har ikke noget at gøre med de andre danskere. Godt det samme. Jeg ville nødig have sådan et rygte på mig som den gruppe københavnere. Men de er dumstolte af deres eget renommé. De praler ligefrem med, at de er sådan nogle fyre. De arme jyder og fynboer, som ligger sammen med dem. De er at beklage.
Tirsdag 5. august: Så begyndte hverdagen igen. Det hele gik noget dødt til oven på alle de fridage. Vi var ude at marchere en bette tur, ud til den første, den bedste grønsvær, og der lå vi og sov en times tid, inden vi gik hjem igen. Om eftermiddagen var vi igen ude at gå - og det samme gentog sig som om formiddagen. Jeg har gået og tænkt på, om jeg ikke skulle gå til tandlæge her? For her har man god tid til det. Jeg har ikke færre end tre pløkker, som jeg skal have rykket ud, så det bliver sikkert ingen behagelig omgang.
6. august onsdag: Begyndte med gåtur. Da vi kom hjem, spurgte sergenten, om der var 20, som meldte sig frivilligt til arbejde. Vi fór alle over til ham for at komme med. Jeg kom med. Vi skulle begynde allerede om eftermiddagen, men af en eller anden grund blev det ikke til noget. Det bliver herligt at komme i arbejde i stedet for at gå her og drysse rundt og ingenting have at tage sig til. Det er ikke meningen med en airborn at skulle gå og drive den af hele dagen.
Her slutter Carl Christian Hansens dagbog fra sommeren 1946.
Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre