FJORTENDE BOG
Hvad blev der af dem?
Har du højtalere til din computer, kan du høre
Poul 'Marocco' Bærentsen fortælle om sit liv. Hans beretning varer ca. 45
minutter og som alt andet skal det downloades via internettet. Det fylder
18 MB. Afhængigt af hastigheden på din internetforbindelse må du forvente at det
tager tid. Har du den langsomste netforbindelse, må du påregne 12-13 minutter
til download - og du kan intet sted se, at computeren arbejder.
Personlig synes jeg, at det er værd at vente på. Du kan høre interviewet ved at
klikke HER. -og vente til lyden
dukker op af sig selv højtalere.
Hvorfor er vi blevet ignoreret?
- Ikke mange af de danske, der meldte sig frivilligt, talte engelsk, så da jeg gjorde det, blev jeg tolk/translatør for mine kammerater. Jeg fulgte med 30 af dem til træning i The Durham Light Infantry Regiment i Nordengland, fortæller Albert Kramer Jakobsen, Californien. Efter hjemsendelsen tog jeg til Danmark; var et par år i Sverige, før jeg i 1951 med hustru og to børn emigrerede til USA.
Jeg fløj som purser i Trans World Airlines i 30 år, lod mig førtidspensionere i 1984. Siden var jeg været medarbejder ved immigrantavisen ’Bien’, Californien. Det har været en mærkelig fornemmelse aldrig at have hørt noget som helst om os unge danske. Jeg synes, vi gjorde en hæderlig indsats. Selv om vi hverken behøver medaljer eller belønning, er det alligevel ærgerligt, at vi og vores indsats ’overseas’ er blevet fuldstændig ignoreret af pressen, det danske militær, offentligheden, ja, endda af familie og venner. Som om vi havde været spedalske, slutter Albert Kramer Jakobsen.
Vi blev gjort til lejebanditsoldater
- Jeg læste en artikel i Holbæk Amts Venstreblad om os danske i den engelske hær 1945-48, fortæller Poul Bakkegaard Andersen. Artiklen gjorde mig bitter. Vi var nærmest gjort til lejebanditsoldater. På den anden side er avisen jo en Radikal avis, som åbenbart pr. definition skal være imod al form for militær. Jeg mener i hvert fald, at vi gjorde en god indsats, som bare aldrig er blevet påskønnet
Flæskesteg og rugbrødsguf
Hvor mange danske blev officerer og befalingsmænd? Verner Nitschke (koordinator i veteranforeningen ‘Danish Association of Ex-Army Men’s Club 1945’) har kendskab til fire, som blev officerer:
Henning R. H. Birch, Colonel (oberst) The Duke of Wellington's Regiment, The Buffs, John Marhauer, Second Lieutenant, Royal Army Service Corps, Børge Breining, Second Lieutenant (Sekondløjtnant), The Buffs og Niels E. Bech, WS-Lieutenant, Royal Regiment of Artillery.
Bent Erhardt Pedersen, Stokkemarke, oplyser han blev sekondløjtnant og kom til Wolffsbüttel i Tyskland som officer i den britiske besættelsesstyrke. Han har kendskab til yderligere tre: Poul Stærmose (der blev kaptajn) samt Enhus og Defontaine, hvis grad ikke kendes. Erik Vedsegaard mener, at 10-12 fik officersgrad. Omtrent samme antal fik højere befalingsmandsrang såsom sergeant-majors (oversergent), staffsergeants (kommandobefalingsmand). Dertil mange af lavere grader som corporals/lance-corporals (korporaler/underkorporaler) - i artilleriet benævnt bombardiers og lance-bombardiers. Procentdelen af forfremmede danskere, var større end blandt værnepligtige, engelske soldater. Den havde været større, hvis alle havde kunnet engelsk, mener Erik Vedsegaard.
Louis H. Drewes fortæller: - Jeg blev sekondløjtnant. Vi var tre danskere, som via War Office Selection Board kom til optagelsesprøve som officersaspiranter, hvilket indebar et 3-dages ophold på udvælgelsescentret, hvor vi blev heglet igennem med psykotekniske og psykologiske prøver. Jeg bestod og kom derpå til officerstræning på Aldershot under den i England berømte oversergent Britton (som i øvrigt efter sin aftræden blev lidt af en TV-helt). Efter at være blevet ’Officers Cadet’ gennemgik jeg artilleriets officersskole i Deepcut og fik min stjerne som secondløjtnant. Jeg tjentstgjorde som sådan i Gravesend i Outer London Air Defence.
Dannebrog og trussetyve
- Vi skilte os i dagligdagen ikke ud fra de engelske soldater. Enkelte syede et lille mærke på venstre overarm, et Dannebrogsflag og ordet ’Danmark’, fortæller Erik Vedsegaard. Det var især dem, der ikke kunne engelsk. Jeg har f.eks. aldrig båret sådan et. Flertallet så på det som jeg: Vi er britiske soldater, basta! Jeg indrømmer, at Dannebrogsmærket kunne have sine fordele, specielt hvad angår det seksuelle. Danskerne var i England meget populære hos det modsatte køn. Man fik lettere - i modsætning til vore britiske kammerater - en masse af ’det frække’, når man havde dét mærke på. De engelske piger var meget bornerte: Sådan noget gjorde man ikke, før man var gift! Den indstilling havde de arme, engelske mænd vænnet sig til siden dronning Victorias dage. De forsøgte end ikke at lokke trusserne af pigerne. Men helt anderledes så de engelske piger på ’these Continentals - the Danes – The Vikings’.
Det var de færreste gange, man overhovedet behøvede at anstrenge sig. Det var, som om pigerne smed alle hæmninger, når de mødte danskerne. Så måtte de godt det hele! Er det ikke lige til at slikke sig om munden over? Kun én kategori piger holdt vi os fra, uanset hvor godt, de så ud: Air-Force-pigerne! Det var dem, som pakkede vore faldskærme. Jeg er stødt på danskere, som har fortalt, at de selv havde pakket deres faldskærm. Det er … skal vi sige erindringsforskydning. Air-Force-pigerne pakkede alle faldskærme, og var af samme grund fredet i klasse A. Bag dette lå nok lidt overtro: Man ikke ville benytte en faldskærm, som måske var pakket af den pige, man havde ligget i med dagen i forvejen. Sæt hun var blevet vred på én? griner Erik Vedsegaard.
Tjener og hotelejer
Efter endt tjeneste blev Mogens Viskum Madsen 3 måneder i England, hvor han arbejdede som bryggeriarbejder. Han tog hjem til Danmark dagen før 1948-OL begyndte i London, blev tjener i Danmark, samt i flere perioder på det store luksushotel ’Gran Hotel Europe’ i Luzern i Schweiz. Han fik ansættelse som overtjener på forskellige større etablissementer i Danmark, før han i 1964 købte Asnæs Hotel, som han drev i en årrække, før han blev ramt af sygdom. Han nåede dog at få en halv snes år som pensionist, før han døde i 1989. Oplysningerne har vi fra hans enke Alice Rasch Jørgensen.
Østen var en stor oplevelse
- Hele to regimenter nåede jeg at gøre tjeneste i under min tid som frivillig: The Northhampshire Regiment og the Queen’s Royal Regiment, fortæller Eigil Mørk. Jeg kom ud til Fjernøsten med The Northhamshires og lå i en mindre by ved navn Seramban (det blev der sagt mange vittigheder om) ikke langt fra Kuala Lumpur, Malayas hovedstad på Malakkahalvøen. Da regimentet skulle hjemsendes til England, blev vi frivillige overført til andre regimenter, for mit vedkommende altså til The Queen’s, som havde forlægning lige uden for Singapore. Her havde vi en masse jungletræning og en masse vagter, bl.a. foran den britiske guvernørbolig. For mig var Østen en meget stor oplevelse. Jeg blev nogle år i England og giftede mig med en pige, jeg havde truffet i Edingburgh. Vi har dog boet så længe i den gode stad Brønderslev, at jeg kunne gå på efterløn efter 41 år i samme virksomhed, slutter Eigil Mørk.
Fra Khartoum over lærergerning til pensionist
- I september 1947 stod jeg så over for to muligheder: Blive i den engelske hær på en ny kontrakt, som en af krigens små hunde - eller rejse hjem, fortæller Jørgen Hansen. At forblive i Sudan som civilist var ikke muligt i det engelske bureaukrati. Hvis jeg havde tegnet ny kontrakt, ville jeg blive sendt til Palæstina. Det afgjorde sagen. Ved afrejsen fra Khartoum var jeg blevet optaget på Elbæk Lærerskole. I mit hoved spøgte en forestilling om at slå i bordet som lærer på en højskole eller efterskole. Jeg fik prøvet begge dele. Mindre end et par måneder efter min hjemkomst og gensynet med Danmark anno 1948, havde jeg fortrudt. Fortrydelsen nager mig endnu. Selv om den for længst er blevet historie. Løbebane siden Armytiden: Elbæk Lærerskole 1948-50, senere lærervikar i folkeskole, efterskolelærer, højskolelærer og lærer under det grønlandske hjemmestyre på ’Almindingen’, Bornholm. Fra 1984 hundeejer og pensioneret dagdriver i Vendsyssel.
Jeg valgte et liv som fotograf i Canada
- Jeg meldte mig af ren eventyrlyst, men jeg skal også gerne indrømme, at jeg valgte det frem for at skulle være et par år i den danske hær, fortæller Bent Hansen, Canada. Tjeneste i The British Army gav mig chancen for på én gang at rejse ud og se mig om samt lære flydende engelsk – et fag, jeg klarede mig ret godt med i skolen. Jeg blev hjemsendt fra The Queen’s Own Royal Regiment.
Efter at være vendt tilbage til Danmark i 1948, fandt jeg det svært at slå mig ned som en stille håndværker. Jeg blev dog udlært snedker og boede i København, indtil jeg i 1953 emigrerede til Canada. Her har jeg boet siden. Jeg er pensioneret fra universitetet i Newfoundland, hvor jeg arbejdede som fotograf. Jeg er gift og har 8 børn. Jeg var i Danmark i 1970’erne og 80’erne. Besøgte bl.a. Anker Jørgensen, mens han var statsminister. Vi gik i skole sammen på Christianshavn. Jeg har udgivet tre bøger, hvoraf den seneste var en billedbog om byen St. John’s, hvor vi har boet siden 1968, slutter Bent Hansen.
Tanker før, under og efter hjemsendelsen
- Alle vi, der havde udstået vor britiske militærtjeneste blev gratis iklædt civilt hjemsendelsetøj: Undertøj, sokker, skjorter, habit, slips, sko, cottoncoat, blød hat - og hvad ellers dengang hørte til en ung, civil mands daglige påklædning, fortæller Erhardt Jørgensen. Meget rart igen at være civil. Det værste var, at alle og enhver i England på den påklædning kunne se, at man stod foran hjemsendelse eller netop var blevet hjemsendt. I Danmark lignede man en laps, for i Danmark var der ikke mange, som gik i den mundering. Midt i juni 1948 nåede vi til Danmark. Vi fik en yderst kølig modtagelse allerede i tolden. De skulle se alt, hvad vi medbragte, og når de i kufferten så vort militære tøj (som vi fik med efter at distinktioner og regimentsmærker var aftaget), troede de, vi havde stjålet det. Ingen havde orienteret tolderne om, at der var danskere på vej hjem fra britisk militærtjeneste.
Vi fik udleveret rationeringsmærker og en selvangivelse til skattevæsenet med besked om at udfylde sidstnævnte så snart som muligt. Det var ikke meget, vi havde tjent i de godt to år, vi havde været der. Men så fandt danske myndigheder ud af, at vi skulle beskattes af gratis kost og logi i vor tid i Army. Det var lige før jeg vendte om og tog tilbage til England.
Men jeg gjorde det så ikke, men fik arbejde og blev gift. I begyndelsen af 1957 havde jeg fået nok af Danmark. Med kone og vore to børn emigrerede jeg til Vancouver i Canada, hvor jeg har boet siden.
En gang imellem gør jeg mig tanker om de stakkels arabere, der stadig sidder i lejre, så mange år efter at vi rejste dernede fra. Jeg tænker også på de mange fortsatte uroligheder i Mellemste Østen. Det bliver ikke bedre, før Israel erkender, at araberne har lige så megen ret – om ikke endnu mere – til at bosætte sig i det, der har været deres land i mange århundreder, og at Jerusalem er et helligt sted ikke alene for jøderne, men også for araberne – og for den sags skyld også for Kristenheden. Jerusalem burde for længe siden have været erklæret ’international, neutral by’, styret direkte af FN, slutter Erhardt Jørgensen.
Sådan blev jeg underofficer
- Jeg er en af de få frivillige, der blev hjemsendt som oversergent fortæller Niels Kold, kaldet ’Strisser’. Det gik sådan til: Jeg sluttede min Armykarriere, stationeret ved ’Detention Barracks (fængselslejren) i Woolwich nær London. Min opgave var at bringe deserterede, engelske soldater for krigsretten, sædvanligvis blev den sat i deres regiments hjemby i England, Skotland og Wales. Briterne vidste godt, at de ikke kunne have en englænder til at føre en skotte eller waliser til krigsretten. Eller en waliser eller irer. Men en dansker kunne gøre det. Han var jo ’neutral’. Men at have en lavere grad end den, der skulle ledsages, gik ikke. Det klarede man ved at give mig feltforfremmelse til sergent.
Jeg nåede at opleve Tripoli og Nordafrika
- Jeg blev sendt til
Indien. Efter nogle få uger der, blev min enhed opløst og jeg blev overført til
The Bedfordshire & Herfordshire Regiment, fortæller Peter Madsen. Da
Indien blev selvstændigt, blev vi overført til Tripoli i Nordafrika. Her
tilbragte jeg fire måneder, indtil vi gik tilbage til England og hjemsendelse.
Jeg kom i murerlære, blev udlært, gift og emigrerede i begyndelsen af 1960’erne
til Canada. Vi har nu købt et sted i Florida, USA, hvor vi vil nyde vor
alderdom. Den canadiske vinter forekom os for lang og for kold. I Florida
skinner solen hele året.
Det stikker lidt i hjertet, når jeg herude hører om regimentsforeninger, ja, i
Canada endda en garderforening. Jeg savner at genopfriske gamle minder og andre
usædvanlige oplevelser, slutter Peter Madsen.
En ven, der endte i ynkværdighed
- For os der oplevede Tommy Skovgaard som soldat og sportsmand, er det uforståeligt, at hans liv skulle ende som tragedie, fortæller Helge ’Kongo-Kris’ Kristensen. Han gjorde sit land ære, men han fik et sørgeligt endeligt. Vi kom til England for at vise verden, at vort land også havde fostret unge mænd med både vilje og evner til at gøre sig gældende blandt verdens bedste soldater. Vi fik lært disciplin og måtte gennemgå hård, fysisk træning. Der blev råbt og skreget, og mange af de engelske korporaler så ud som havde de mest lyst til at ombringe os på stedet. En morgen blev det os for meget. Vi besluttede at nægte at træde an i gården efter besøget i spisesalen. Der blev diskuteret heftigt og inderligt, og det føg i luften med ildevarslende gloser. Vi mente, der var tale om engelsk kontraktbrud, når vi ikke kunne få sulten stillet. Ville briterne have gavn af os, måtte de sørge for, at vi blev fodret ordentligt. En korporal kom farende ned på stuen og brølede ’Træd an i gården!’ Men vi blev stående ved vore senge, uden at røre et lem. Korporalen slap hele arsenalet af ukvemsord løs endnu en gang, da Reimer, vor talsmand, i stiveste retstilling forkyndte, at vi nægtede at gå til parade, før vi havde fået noget mere at spise. Både Reimer og Tommy Skovgaard var et par store klepperter, og den noget spinkle, engelske korporal måtte - hvor nødig han end ville - se op til dem for at se dem i øjnene. Det styrkede vor selvfølelse en smule. Korporalen forsvandt ud af døren i vild fart og med fråde om munden. Han skulle lære sådan en flok danske kumpaner noget om følgerne af lydighedsnægtelse i The British Army. Der var spænding i luften, men vi var besluttet på ikke at rokke os en tøddel. En oversergent kom farende ind sammen med korporalen. Han formelig skreg, så det måtte kunne høres over hele kasernen. Hævdede, at der var tale om veritabelt mytteri, hvori vi stod til britisk militærlovs allerstrengeste straf.
Han gentog flere gange ’Træd an i gården!’ og blev gasblå i hovedet, da Reimer, rolig og fattet - og med store, stærke Tommy Skovgaard ved sin side - forkyndte, at vi ville forlange kontakt til den danske ambassade, med henblik på forelæggelse af Army’ens oplagte aftalebrud. Nu forsvandt begge befalingsmænd heftigt bandende ud af lokalet. Hvordan var det nu med straffen for mytteri? Kunne vi sammenlignes med desertører?
Ville vi blive eskorteret bagbundne til et henrettelsessted og stillet foran en peleton? En løjtnant og en kaptajn indfandt sig, eskorteret af korporal og oversergent. Men nu var tonefaldet aldeles anderledes. Mens de to før så højt skrigende herrer stod i stram retstilling, lod kaptajnen os forstå, at det naturligvis var en alvorlig affære ikke at adlyde en befaling i The British Army, men at man havde valgt at lade nåde gå for ret i dette tilfælde. For selvfølgelig skulle vi ikke gå sultne fra spisesalen. Der ville blive sendt besked til kostforplejningen om at skaffe ekstra mad. Vi kunne blot indtil videre blive på rummet.
Uha, det lettede! Reimer og Skovgaard blev omgående opgraderet til at være et par overordentlig flinke kammerater, og det skulle vise sig berettiget. Den usædvanlige ’episode’ blev hurtigt fortrængt. Ingen fik skrammer af det. Vi fik herefter, hvad vi kunne spise. Vore værter fik til og med fremragende soldater ud af os.
At The Royal Scots skulle være et fornemt regiment, hørte jeg Reimer sige til Tommy Skovgaard. Jeg fulgte i deres kølvand som det tynde øl. Det samme gjorde 26 andre, og Storbritanniens ældste og fornemste infanteriregiment blev således belemret med 29 danske spradebasser. Med pik og pak blev vi proppet i toget til London og derfra videre med The Flying Scotsman til Edinburgh. Vi blev installeret i halvtøndeformede ’huts’ i Dreghornlejren. Menuen var lange marchture, skydeøvelser med forskellige håndvåben, bajonetfægtning, nærkampøvelser og i det hele taget rigtig hård, fysisk træning.
Vi danske gjorde vist en god figur. Vi blev hyppigt rost af de britiske befalingsmænd. Med de to højeste, Tommy Skovgaard og Reimer, i spidsen marcherede vi vore britiske kammerater sønder og sammen, og i en konkurrence på den berygtede feltbane, slog vi alle hidtidige rekorder. Vi var ikke længe om at finde ud af, at specielt Tommy Skovgaard, var noget af en supermand. Faktisk udviklede han sig til et idol for os andre. Han var en vikingetype, høj, flot og muskuløs. Gik vi aften- eller søndagsture på Prince Street, fornemmede vi de unge pigers blikke, specielt når Tommy befandt sig i gruppen.
En aften, hvor Halfdan Kastaniegaard og jeg kom hjem efter en lang slentretur, var der ballade i opholdsstuen på soldaterhjemmet. Et par briter af afrikansk oprindelse mente, at nogle af deres lyshudede kammerater var trængt frem i køen foran dem. De havde fået rigeligt med spiritus. Et voldsomt slagsmål med flasker susende i luften og en uafbrudt strøm af ukvemsord – en del af dem på swahili, men ikke til at misforstå - gjorde atmosfæren ubehagelig.
En af danskerne i køen foran disken var Tommy Skovgaard. Uheldigvis kom en af de voldelige ’blackier’ for tæt på Tommy. Det fik konsekvenser. I begyndelsen undveg Tommy behændigt, men da der til sidst ikke var andre udveje, demonstrerede han med et par velrettede nævestød, at det kan være gevaldigt klogt at tænke sig om i givne situationer. Der blev ret hurtigt ro i lokalet. Før The British Army, havde han været medlem af bokseklubben i sin hjemby Horsens.
Efter hjemsendelsen i 1948 tog han forskelligt arbejde, blandt andet som arbejdsmand på B&W, brandmand og slotsbetjent på Christiansborg og lejlighedsvis som kontrollør på en beværtning i Nyhavn. Det fortælles, at han også rejste med et tivoli i en periode. Men det var boksningen, der stadig fyldte hans liv.
Ifølge Preben Rasmussen fra Horsens Atlet Klub blev Tommy Skovgaard dansk mester i 1950. Han vandt desuden københavnsmesterskabet i sværvægt. Han boksede da for Sparta. I 1951 blev han igen dansk mester og det samme gentog sig i 1952, hvor han boksede for klubben Sparta. Samme år blev han Danmarksmester i sværvægt. Tommy Skovgaard deltog ved EM i sværvægt 1951, vandt første kamp, men tabte den efterfølgende. 1952 fik han en søn med en dame fra Horsens. Samme år blev han far til tvillinger med en anden dame. Da hans økonomi ikke tillod betaling af børnepenge til to, valgte han at gifte sig med moderen til tvillingerne, så der kun blev tale om børnebidrag til sønnen i Horsens, som for øvrigt blev navngivet Tommy Junior. Ingen af Tommys tre giftermål blev nogen succes.
Han havde en drøm om, at knægten i Horsens skulle blive en lige så stor atlet som sin far. Tommy trænede drengen så hårdt, at Tommy, da drengen var 8-10 år, blev indberettet til myndighederne for børnemishandling. Det kostede ham en tur bag tremmer. At skæbnen så siden ville, at drengen helt slog hånden af sin far, er en anden og nok så tragisk historie. Det gjorde ondt på den gamle kriger. Men udlængslen havde igen fået tag i Tommy Skovgaard. Han besluttede at prøve den franske fremmedlegion, rejste til Marseilles og blev indrulleret i det barske korps. Han kom til Nordafrika, afslørede sig som en fremragende soldat og forfremmedes til korporal. Mens han var stationeret i Algier, vandt han det nordafrikanske mesterskab i sværvægt, og han blev på alle måder højt respekteret. Han blev udtaget til at kæmpe ved et stævne i Paris.
Men nu var Tommy Skovgaard træt af tilværelsen i legionen. Han havde fået nok af sand, varme og blodige træfninger og ventede kun på en chance til at stikke af. På vej til Paris, så han i havnebyen Oran i Algeriet sit snit til at flygte. Han havde truffet nogle norske søfolk i byen, en kaptajn og en kvindelig telegrafist fra en norsk tankbåd. Deres tankskib lå for anker ud for havnen. Tommy svømmede derud, men var i yderste livsfare, da fremmedlegionens folk opdagede flugten og beskød ham med maskingeværer. En stor del af tiden var han nødt til at svømme neddykket . Projektilerne sprøjtede ned omkring ham.
Forkommen blev han hevet ombord og reddet. Den kvindelige telegrafist havde set sig varm på ham. Tommy var jo en flot fyr, nærmest en Adonis, og han forstod at udnytte pigernes interesse og nysgerrighed på behørig måde. Indtil de nåede internationalt farvand tre sømil ude, var han gemt i kaptajnens klædeskab. Da skibet nogle døgn senere anløb en havn i det nordeuropæiske, fik han foræret en billet til Danmark.
1956 var Tommy Skovgaaard begyndt at bokse som professionel med Jørgen Johansen som promotor, men han var også begyndt at aflægge besøg på værtshuse i Nyhavn i foruroligende omfang. Han skaffede sig tillige indtægter ved jobs som slotsbetjent på Christiansborg. Intervallerne mellem værtshusbesøgene blev stadig kortere. Tommy skaffede sig ’supplerende indtægter’ ved tyveri og alfonseri. 1962 blev han idømt to års fængsel for vold, tyveri og alfonseri. Straffen afsonet i Vridsløselille. Han vedligeholdt sin kondition med masser af træning, herunder boksning. 1963 blev Tommy Skovgaard prøveløsladt, og det var nu hans agt at skabe sig en ny tilværelse. Men det gik ikke.
Han faldt tilbage på druk og kriminalitet og blev dømt til arbejdshus i Sdr. Omme. I 1968 var han kommet så langt ud, at alkoholikerinstitutionen Sundholm blev hans hjem. Tommy havde udviklet sig til dranker og bums. En stor del af hans tilværelse tilbragtes på Sankt Nikolaj Plads og Kongens Nytorv, lejlighedsvis i selskab med andre af samme kaliber. I den sidste tid var det efter sigende umuligt af føre en samtale med ham. I 25 år førte han en kummerlig tilværelse som spritter. En stor del af hans snak var fri fantasi. Han påstod f.eks. hårdnakket, at han havde besejret den svenske, senere professionelle verdensmester Ingemar Johansson. De to havde ganske rigtigt for mange, mange år siden mødt hinanden i ringen to gange, men begge gange gik sejren til svenskeren.
Tommy
Skovgaaard havde ingen kontakt til sine tre børn eller sine ekskoner. Han vidste
end ikke, hvor de boede og fantaserede om, at sønnen vist nok var blevet
politibetjent eller styrmand. Det var vemodigt at erfare, hvordan det gik med
ham i hans senere tilværelse. Jeg ved, at han til sidst var så medtaget af
sprutten, at han måtte bevæge sig i kørestol. Han nåede at være gift tre gange,
men som han selv sagde:
- Kællingerne kan ikke holde mig ud i længden. Det forstår jeg, for jeg måtte
jo hele tiden have noget ved siden af.
Ifølge hans gamle træner og promotor Jørgen Johansen, var Tommy formentlig det største boksetalent, Danmark har haft. Han havde både teknik og slagkraft, og hvis han blot havde kunnet holde sig fra flasken, var han antagelig nået helt til tops på verdensranglisten. Et trist billede af en kammerat, hvis skæbne kunne have været meget anderledes. Han var en af mine bedste venner i arméen. En vi alle beundrede og var stolte af. Ingen af os overværede Tommys bisættelse i De gamles By i København. For os, der oplevede Tommy som soldat og sportsmand, synes det uforståeligt, at hans liv skulle ende som det gjorde. Det var et chok for mig, da jeg erfarede, at han i en tilstand af dybeste ynkværdighed definitivt havde sagt livet farvel, slutter Helge Kristensen.
- Efter min demobilisering i april 1949, lige hjemvendt fra The British Army på Guldkysten, gik jeg op til den britiske ambassadør og fortalte ham om min baggrund og min lyst til at komme tilbage til Afrika, fortæller Niels E. Bech. Jeg brugte vist nok udtrykket ’Jeg vil gerne ind i ’the civil service’. Han sagde, at jeg nok mente ’colonial service’, og opfordrede mig til at sende en ansøgning, hvori jeg gerne måtte referere til mødet med ham. Jeg opgav også som reference min tidligere general på Guldkysten, general Nickolson. Ham havde jeg lært at kende, også under mere private former, idet jeg faktisk blev ’head-huntet’ til at underholde hans datter. Efter et interview i ’Colonial Office’ blev jeg antaget og fik denne besked:
- Vi vil gerne sende Dem til Guldkysten, og formålet med Deres arbejde vil være at gøre Dem selv overflødig, idet De skal forberede Deres omgivelser, deres farvede, afrikanske kammerater, på at disse skal kunne påtage sig arbejdet alene, når vi forlader landet!’ Det var en klar ordre. Jeg søgte tilladelse til at gifte mig. Den tilladelse fik jeg, og min kone afbrød sine studier for at følge mig til Guldkysten. Vi fik en luksuskabine på promenadedækket, en dejlig bryllupsrejse hele vejen derud. Jeg blev tilknyttet ’The Gold Coast Police’ med rang af ASP (’Assistant Superintendant Police’) med ansvar for 20 politistationer, fordelt over et stort område i det senere Ghana. Ansvaret rakte lige fra mandskabets sokker over deres træning til forberedelse af retssager – og i det hele taget for opretholdelse af ro og orden på normal politimæssig maner. Vi blev installeret i en bungalow, bygget på piller og omspændt af moskitonet. Pludselig var vi ’the upper ten’ med gartner, kok, ’first steward’ og personlig oppasser.
Det var nok for, at jeg ikke skulle ’spilde tiden’ med andre gøremål end det politimæssige. Vi oplevede dette skønne land, mens det endnu var ’colonial style’ med invitationer til alskens, engelske parties, bl.a. var vi flere gange inviteret til guvernørens palæ på Christiansborg Slot – det afrikanske vel at mærke. I mit distrikt var der en anden ASP, en ghaneser, Robert Anpow. Vi blev meget fine venner, og da jeg senere kom tilbage til Danmark, opdagede jeg, at Ghanas første ambassadør i Danmark såmænd var Robert Anpow. Vi fik lejlighed til i nogle år at genopfriske vort gamle venskab.
Dejlige år på Guldkysten. Vore to børn blev født derude, taget imod af nogle dygtige, afrikanske jordemødre. Alt var fredeligt, og jeg nød min status. Men alt har jo en ende, fortsætter Niels E. Bech. Efter to perioder a’ 3 år søgte jeg om overførsel til ’Kenya Police’. Det blev bevilget, for just på den tid var Mau-Mau-krisen opstået i Kenya. Der var brug for folk med erfaring. Vi sejlede via Middelhavet og Suezkanalen og kom til havnebyen Mombassa. Herfra oplevede vi den skønne togtur gennem det grønne, kenyanske landskab til hovedstaden Nairobi. Der var jeg i årene 1954-58.
Jeg gjorde først tjeneste i ’General Service Combat Unit’ – hvilket betød, at jeg blev skubbet hovedkulds ud i Mau-Mau-krigen. Jeg havde mit hovedkvarter i en kaffeplantage, ’Kilmanjaro Estate’. Vi sendte patruljer ind for at bekæmpe Mau-Mau. Vi havde en række engelske regimenter derude til hjælp, bl.a. ’Black Watch’, som jeg havde megen kontakt med for at koordinere vor militære indsats.
Der var også eskadriller af Royal Air Force, som dels rekognoscerede for vore fremrykninger, dels bombede Mau-Mau-mål. Vi brugte at rydde et helt kortområde for egne soldater og derpå sende ’pseudo-gangs’ ind, dvs. vore egne indfødte soldater udrustet som Mau-Mau-krigere. De patruljer, vi sendte ind, vidste, at hvad end de mødte, så var det Mau-Mau. Så skete det ulykkelige, at en angrebsordre, som blev sendt over radio, ikke blev opfanget af en enkelt enhed. Så en af mine delinger kom i ildkamp med en af de andre ’pseudo-gangs’, i den sikre tro, at disse var Mau-Mau-styrker.
Det kostede os tabet af flere gode kammerater. Efter nogle års borgerkrig, fandt jeg tiden inde til noget mere fredeligt., så i min sidste del af Kenya-tiden gik jeg ind i et kommercielt firma, der opererede i Uganda, Tanganjika, Zanzibar og Kenya.
Efter et par år dér, fandt vi tiden inde til at vende hjem. Min kone ville gerne genoptage sine studier og blive læge. Men jeg var for rastløs til en rolig, dansk hverdagstilværelse, så en dag gik jeg bare ind i kontoret i verdenssundhedsorganisationen WHO i Hellerup, fortalte min baggrund og mine ønsker. Jeg blev straks ansat som international medarbejder og kom via Geneve til Liberia, Iran og Congo. Min opgave var organisering af malaria-udryddelse. Vi opnåede, hvad ingen før havde troet muligt: At udrydde den frygtede sygdom i jungleområder.
Så var der Congo-krigen
- Så kom Congo-krisen, fortsætter Niels E.Bech. Jeg fik et telegram om uophørligt at rejse til Brazzaville, hvor WHO havde regionalt Afrika-hovedkvarter. Det blev min opgave at rekruttere indfødte læger til afløsning for de belgiske læger, der var flygtet over hals og hoved. Her var ny spænding, bl.a. når der var sket angreb eller ulykker dybt inde i junglen i det tidligere Belgisk Congo, og vi måtte sende folk ind for om muligt at redde vore medarbejdere.
1961 døde min far. Det tog hårdt på mig, og jeg besluttede at vende næsen hjem endnu en gang. Jeg havde allerede på det tidspunkt haft en vis kontakt med Industrirådet og havde fået tilbud om at tiltræde en stilling i sekretariatet.
Jeg blev der i 16 år, og fik til sidst min egen afdeling med ansvar for global, dansk eksportfremme. Det betød rejser over hele kloden med hovedvægten på Sydøstasien, Mellemøsten og de østeuropæiske lande. Jeg forlod først Industrirådet, da min kone blev overlæge.
Jeg fik så fire år som handelsrådgiver vedrørende Filippinerne for ’International House’ i Bella Center, og senere 4 år i det private eksportfirma Tåsinge Træ/Systemex. Jeg synes selv, jeg har levet et spændende liv, og er da også medlem af Eventyrernes Klub. Jeg føler, at jeg har levet det fuldt ud. Skulle jeg dø i morgen, vil jeg sige, at jeg ikke har noget til gode.
Alt takket være, at vi dengang i 1945 fik muligheden for at søge frivillig tjeneste i British Army, slutter Niels E. Bech, Samsø.
Jeg underholdt mig lidt med dronningen!
- Fra England kom jeg i civiljob hos flyvevåbnet i Værløse, fortæller Heino Ottesen, Skovlunde. Jeg solgte for år tilbage min kilt til et lokalt museum. Jeg er født i 1922 og regner ikke med at blive genindkaldt. Mens danskerne ikke satte os særligt højt – de færreste aner, at vi overhovedet har været af sted – så kunne englænderne stadig bruge os som veteraner. Da dronning Elizabeth og prins Philip var på officielt besøg i Danmark 1956, blev vi veteraner anmodet om at stille op til parade i en den lange tunnel under banegårdsperronerne. En smart fotograf af vore egne, Mike Hasselholdt, fandt på at bruge sin autorisation til at tage et foto af hver eneste, der hilste på dronningen. Jeg købte selvfølgelig også ét. Mike kunne jo kun være eet sted, så jeg fik intet billede af, hvor prins Philip hilser på mig. I øvrigt har jeg skrevet en gammel vits ind i mit fotoalbum under billedet: ’Hans herlighed Heino Ottesen underholder sig med dronning Elizabeth’
En mindegudstjeneste
- Jeg var i et faldskærmsregiment. Vi var 20 danskere i dette regiment, hvor fire (Egon Nielsen, Jørgen Pagh Hansen, John Christoffersen og Einar Korup) mistede livet under tjenesten - en usædvanlig høj tabsprocent, fortæller Erik Vedsegaard. Jeg var med til at bære de tre til deres sidste hvilested. Jørgen Pagh Hansen blev i øvrigt aldrig fundet, fordi eksplosionen var meget kraftig. Han var med et troppetransporttog, der blev saboteret i Palæstina.
Jeg har altid fundet, at vore kammerater dengang kom lidt tarveligt i jorden, så da jeg fyldte 70, lavede jeg samtidigt en Memorial Service for mine fire venner, der aldrig nåede rigtigt at opleve livet. Den blev holdt i Vallø kirke, og jeg havde fået en engelsk præst til at forrette selve den kirkelige ceremoni, som blev overværet af de af mine gamle kammerater, jeg havde kunnet skrabe sammen. Det med den engelske præst var lidt kompliceret, for vor egen, lokale præst skulle nødvendigvis være til stede i kirken under "The Memorial Service". Men hun var kvinde, og den engelske præst tilhørte en afdeling af baptisterne, der kun tillod mænd i præsteskørter. Nå, jeg gav et lille bidrag til reparation af alteret i hans egen kirke, og så stillede de to præster sig smukt op ved siden af de fire mandshøje kors, jeg havde fået fremstillet med hver enkelt, falden soldats navn på. Jeg havde fremskaffet et sækkepibeorkester, og de musicerede lidt udenfor kirken, før selve handlingen begyndte. Kirken var stuvende fyldt. Jeg havde fortalt den engelske præst løst og fast om mine kammerater, og han talte meget smukt om - og til - dem.
Erik Vedsegaard (th) arrangerede en smuk mindegudstjeneste i Vallø Kirke for fire soldaterkammerater, der omkom i Palæstina. I kirkens kor stod fire hvide kors med navnene. Den danske sognepræst (tv) og en engelsk præst forrettede den kirkelige del af højtideligheden. Ved udgangen fra kirken spillede et sækkepipeorkester.
En enkelt piper fremførte fra koret salmen "Amazing Grace". Intet orgelspil. Kgl. kapelmusicus, trompetisten Gorm Hovaldt blæste "The Last Post", mens vi otte æresvagter i kirken, der havde fået tilladelse til at iføre os vore røde baretter inde i kirken, gjorde honnør. Alle veteraner var i blå blazer og grå flannelsbukser.
Højtideligheden var utrolig smuk, og jeg var glad for endelig at kunne give vore faldne kammerater en smuk hyldest. Først ved udgangen slog vi over i dansk. For trods alt var alle de faldne, vi mindedes, jo danskere.
Vi sang, "Altid frejdig når du går", og ved en sådan lejlighed får specielt sidste vers en enorm pondus. Alle kirkegængerne forlod kirken - gik rundt om den og ned ad bakken bag kirken. Sækkepiperne i front. De musicerede de mange herlige skotske, irske og engelske melodier.
Vi stoppede ved marken bag kirken og betragtede ti unge mænd, der sprang ud fra ca. 2½ kilometers højde med et frit fald på ca. 2 kilometer ’to pay tribute’.
Så havde jeg gjort, hvad jeg i årevis havde ønsket, og så kunne vi tage hjem til mig og fejre min egen fødselsdag, slutter Erik Vedsegaard
Drengene fra den berømte ’Churchillklub’ i Aalborg. Billedet er taget i fængselsgåden. Under hvidt kryds Knud Hornboe. Under sort kryds den senere forfatter og maler Knud Pedersen, far til finansmanden Klaus Riskær Pedersen.
Medlem af Churchillklubben - pionér i Silocon Valley
- Et paradoks, at en mand, der var forrest i Modstandskampen, forrest da der manglede folk i den engelske hær, og forrest da det gjaldt elektronisk udvikling i verden, skulle ende som en glemt grøntsag på et plejehjem, fortæller Børge Johansen, (’Bermuda-Børge’)
Knud Hornboe havde under Besættelsen været medlem af drenge-modstandsgruppen ’Churchillklubben’ i Aalborg. De fleste vil tro, at det ville være en fordel i USA, men kender man historien om de vakse drenge, kender man dansk politi og amerikanerne, så er det måske ikke så sært, at han blev nægtet indrejse til USA, da han søgte i 1948. USA tog selvfølgelig hjemlandsoplysninger på ham, og det danske politis centralregister kunne oplyse, at ’forespurgte Knud Hornboe har flere gange siddet i dansk fængsel, anholdt af dansk politimyndighed’. Det var jo ingen løgn. At dansk politi gik tyskernes ærinde under krigen, står der nok ikke noget om i politiets centralregister. Efter hjemsendelsen valgte Knud en uddannelse som landvæsenselev. Da han var færdig, rejste han til Canada, og derfra lykkedes det ham at blive fri af ’brændemærkningen’ fra Danmark og komme ind i USA. Han var blandt computer-pionérerne i Silicon Valley.
Vel tjente han ikke så mange penge som Bill Gates og hans Microsoft, men Knud var stenrig, da venner og familie fik ham hjem til Danmark og på plejehjem. Han var på det tidspunkt dement. Jeg har besøgt ham, men skønt jeg både havde billeder fra dengang, skråhue og uniform med og fortalte løs af minderne, så var der intet lys for enden af tunnelen. Knud Hornboe var levende død. Foruden Knud Hornboe var vi 5 andre danskere, som har gjort tjeneste på Bermuda: Frederiksen og Jensen var fra Nibe. Da hjemsendelsen nærmede sig, gik de ind i politiet ’Colonial Police Force of Bermuda’, blev gift, og fik senere hvert sit borgerlige erhverv.
Henriksens var noget med et tømmerlager eller et savværk. Han omkom 1963 ved en
ulykke, hvor han fik hovedet skåret af i en af de store motorsave.
Larsen tog efter hjemsendelsen til Canada. Han ville ud at prøve lykken.
Håber, han fandt den.
Henriksen var fra Hjørring og udlært slagter. Det var han stadig, da jeg for nogle år siden traf ham i Lyngby. Jeg var selv oprindelig diskenspringer fra Odense, men kom efter den engelske militærtjeneste til Farstrup Elektro, hvor vi bl.a. lavede rullende trapper. Så blev jeg tilbudt job som værkfører på Nordisk Kabel og Tråd. Der var jeg i 33 år. De sidste år som produktionsplanlægger, slutter ’Bermuda-Børge’
Old soldiers never die – they just fade away
- Meget af vor tid i Grækenland gik med at gøre vagttjeneste ude ved et stort lager af engelske militære genstande, små og store biler, motorcykler, 25 punds kanoner samt meget andet udstyr. Alt sammen noget, den græske hær skulle overtage, når vi rykkede ud af Grækenland, fortæller Verner Nitschke. Vi havde i lejren flere græsk/engelske tolke, og en dag fandt en af dem ud af, at jeg var fra Danmark. Han spurgte mig, om jeg så ikke kendte Anders Lassen. Jeg måtte erkende, at det gjorde jeg ikke. Han fortalte mig så, at Anders Lassen og en håndfuld soldater i en stor, rød brandbil havde indtaget Saloniki under Anden Verdenskrig. Tyskerne havde måttet overgive sig.
Næste gang jeg stødte på minder om den faldne, danske krigshelt Anders Lassen var i Egypten i en eller anden transitlejr. En engelsk korporal fortalte, at han havde været telegrafist i Lassens lille trup i det græske øhav. Han fortalte også at ’Andy’ – som hans soldater kaldte ham – ikke kun var fanden-i-voldsk, men også den mest ureglementeret klædte soldat i den engelske hær. Men han var ikke uden grund blevet berømmet som en meget fin og brav soldat, der aldrig bad nogen om at gøre noget, han ikke selv kunne. Efter krigen havde korporalen været til en reception med noget af Andy's familie i London. Med støtte af de overlevende af hans soldater og officerskammerater havde hans mor formået at samle hans bedrifter i en erindringsbog. Den er udgivet på engelsk med titlen "The Filibusters". Jeg har ejet og læst den, men for mange år siden lånte jeg den ud, og den blev ikke tilbageleveret. Tredje gang jeg hørte om Anders Lassen var i 1950. Dengang sejlede jeg ud for den indiske kyst ved Calcutta-Bombay, i det, vi kalder ’sporvognstrafik’. På mit skib var der en matros, som havde sejlet sammen med ’Andy’, som også han kaldte ham. Da tyskerne besatte Danmark i 1940 var Anders Lassen styrmandsaspirant på tankbåden Ellinor Mærsk. Min ven, matrosen, var mønstret på det samme skib. Kaptajnen kunne ikke lide englændere, så han ville helst gå til et arabisk land, som heller ikke var venligt stemt for englænderne.
Skibet befandt sig i Det røde Hav, men Anders Lassen og nogle andre ville anløbe en engelskkontrolleret havn. Derfor gjorde de mytteri og låste kaptajnen samt endnu en officer inde i deres kamre, hvorpå de sejlede ud i Det indiske Ocean. De blev der opbragt af et engelsk krigsskib og eskorteret ind til Colombo på Ceylon. ’Andy’ kom til England. Min ven matrosen fortsatte med at sejle. Så meget om Anders Lassen - og så har jeg ikke engang mødt ham.
Livet er i det hele taget fyldt med tilfældigheder. Enten er man det rigtige eller forkerte sted, når tingene sker. Intet i verden er gratis. No fribilletter! Alt har sin pris. Enten betaler man ved kasse-1 med det samme, eller man får regningen senere. Jeg har betalt mine regninger. Når man kender den regel, er livet ikke så svært. Jeg har prøvet at grave ned i min hukommelsestank, og her er nogle navne på kammerater, som jeg har mødt eller været sammen med. I Canterbury, Dover, Grækenland, Egypten, El Zavia i Libyen, i transitlejre, i 1948 ved De olympiske Lege i London .
Palle
Bruhn fra Klampenborg, kaldet Tyr, gæt selv hvorfor. Hans far var købmand,
og han havde selv været konstabel i den danske marine, før han kom til England.
Jeg sejlede sammen med ham mange år senere på ØK’s ’Jutlandia’ det senere så
berømte hospitalsskib i Koreakrigen.
Poul Rasmussen, ’Sømanden’. Han var fra Køge. Jeg mødte ham igen
senere i Buenos Aires, Argentina.
Poul
Kraus fra Horsens, en brutal herre. Ham mødte jeg igen i Montevideo. Nogle
danske fiskekuttere var dernede i, hvad der blev et falliteventyr. Poul var
maskinpasser og blev nogle år i Montevideo.
Så var der ’lange Eskildsen’ fra Nibe. Ham sad jeg i spjældet sammen med
nede i Tripoli. Hvorfor han var der, det ved jeg ikke.Hvorfor jeg? Jo, vi havde
en Regimental Sergeant-Major, en rigtig soldat med kæft, trit og retning og ’alt
efter reglementet’. I korte bukser skulle strømperne helst være oppe på den
anden side af knæene. Vi talte meget om denne mærkelige mand. Så en dag, hvor
jeg så jeg ham komme ude på paradepladsen, trak jeg strømperne helt ned til
haserne. Jeg har altid været lidt af en rebel, så nu ville jeg se en grimasse,
der ku’ passe. Han så mig og skreg som en besat: ’Op med strømperne!’.
Det var 40o varme. Han talte engelsk. Jeg forstod ham, men jeg talte
kun dansk, og så forstod han intet. Det stod på i sådan cirka 15 minutter.
Efterfølgende sad jeg oppe i arresten. Næste dag stod jeg så indberettet foran
obersten. En flinker mand. Han kunne godt forstå, at det var varmt med lange
strømper, men det var nu reglerne. Jeg tror, han var lidt nervøs for
oversergenten, men det var de for resten allesammen. Jeg fik 14 dage, men man
skal jo prøve det hele. Hvad er livet ellers værd?
Verner Carlsen, kaldet ’Kaninen’ (gæt selv hvorfor?). Der var folk, som påstod, at ’Kaninen’ ikke var for kløgtig, men det var han. Han var hvad jeg kalder ’en overlever’. Da vi blev hjemsendt 1948, rejste ’Kaninen’ hjem. Men han fortrød og ville gerne tilbage. Han skrev til mig, om han kunne bo hos mig. Jeg arbejdede på det tidspunkt i Hampstead i London, som bartender på en Pub. Han kom og fik arbejde, for i 1948 var London jo et slaraffenland med masser af jobs. Men det blev os begge for stille, så ’Kaninen’ og jeg tog hyre til Amerika. ’Kaninen’ tog med skibet tilbage til England. Jeg rømte i Amerika. Når man rømmer i USA, bliver man normalt deporteret ’out of the states’. Så op til immigrationsmyndighederne, viste dem mine engelske soldaterpapirer.
De var faktisk fine. Immigrationsmanden så på dem
og sagde:
- Ja, du skulle jo ellers ud, men jeg tror du vil være god i USA og glad for
landet, siden du er rømt her - og har gjort tjeneste i British Army.
Jo, de papirer er gode at have. Har ofte hjulpet ’lille Verner’.
Så var der Thygesen fra Århus. Han var købmand. Jeg tror, han blev i England. Og Krog fra Sønderjylland. Jeg husker, at da vi lå i Dover, fik han altid sendt avisen ’Information’. Han var stærk tilhænger af at få Sydslesvig tilbage til Danmark. Han brugte ingen penge. Han må have været en holden mand, da han blev hjemsendt.
’Lille Søren’ fra Randers. Han var ordonnans og en sand djævel til at køre Royal Enfield-motorcykel. Han skulle forflyttes til et andet sted. Det ville Søren ikke, så han meldte sig syg, ondt i maven. Lægen sagde: ’Det må være blindtarmen. Den ta’r vi’. Søren sagde: ’Nå ja, hvad fanden; den bruger jeg jo ikke alligevel’. Han blev ikke forflyttet, og det var det, der betød noget for ham.
Harboe, som jeg tror var fra Thyborøn, var en rigtig sprællemand. Der var s'gu knald på liggehønen. Mødte ham engang i København. Det var noget med reservedele til biler, han arbejdede med.
Siegfrid Kock fra Brørup ved Esbjerg. Efter hjemsendelsen havde han og jeg planer om at købe et par motorcykler og køre jorden rundt. Han rejste dog hjem, og tog derpå til Polen. Men da de skide kommunister fandt ud af, at Siegfrid havde været engelsk soldat, kom han i spjældet i 2 år og blev derefter udvist. Dér hjalp Army-papirerne ikke. Sådan er man det ene sted en helt, det andet sted skurk. Ikke lige meget, hvad for en hest man spiller på.
Erik Hansen fra Hotel Spangsbjerg i Esbjerg, en rigtig pigernes ven, og en meget fin svømmer. Under Englandstiden tog han tit hjem til Esbjerg fredag-lørdag-søndag. Han kendte alle, som var ansat på færgerne mellem England og Danmark.
Så var der ’Lange Madsen’ fra Madsens Hotel i Bjerringbro. Mødte ham på ferie engang på Madeira, men vi talte ikke samme sprog, så det blev en kort samtale.
Der var også en Erik Nielsen. Ham mødte jeg i Rangoon i Burma. Han arbejdede for et firma, som var ved at bygge Dum-Dum flyvepladsen. Han havde ansvaret for alt det motoriserede. Havde været i Royal Army Service Corps, så vi drak os fulde i nogle dage og talte om ’the good old days’. Jeg sejlede videre, og han blev der nogle år.
Erik Rungsted, som var fra Rungsted. Da han kom hjem, blev han eneimportør i Danmark af Lee bukser og skjorter - alt der havde med Lee at gøre, samt eneimportør af amerikanske Chesterfield cigaretter. Mens jeg var skibsprovianthandler, havde han et firma, der hed ’Gilgodan’. Solgte senere rettighederne til Importøren og gik over i herre-og damehatte. Det har han nok fortrudt i dag. Han var en fin gambler.
Tommy Skovgaard fra Horsens kom senere hen til den franske fremmedlegion. Når der i England var tivolipark i byen, så kunne man bokse med én og vinde et pund eller to. Dem tog Tommy altid. De kom ned at ligge. Men når han havde været der et par gange, blev han forment adgang. Det var for dyrt for tivolimanden. Sidst jeg talte med ham, var i Nyhavn 1990. Da var han en udbrændt.
Ken Frederiksen fra Bispebjerg i København blev min nabo, da jeg boede i Søborg. Han emigrerede senere til Australien. Jeg tror, han er der endnu.
’Brigadier Sørensen’ blev senere løjtnant. Da han kom hjem, var det noget med helbredelse under et pyramidetelt.
Poul Bjelke Hansen fra Rønne. En rigtig verdensmand, som ku’ det hele. Sergeant Frede Mardal, en rigtig kussetyv. Han gik efter hjemsendelsen ind i det danske flyvevåben og blev major. Talte med ham en gang i København.
Robert Nielsen, kaldet ’Skæg og støvler’. Støvlerne altid i fineste stand og overskægget var passet. Mødte ham i Holbæk en gang. Han solgte dametøj til finere butikker.
Hans Nielsen og hans fætter Erik Nielsen fra Martofte. Hans var stærk som en bjørn. Han flyttede alt på sin vej.
Ove Smidt fra Ålborg. Han havde været portør på et sygehus. Han spillede violin i Regiment Corps sammen med min gamle ven Jack Bill Rasmussen fra Hammel, der spillede saxofon. De var et par betydningsfulde personer, når de kom. Vi andre oksede rundt, men ikke de. For de kunne jo spille musik. Bill ville man lave til befalingsmand, men da han vidste, at vi var nogle rødder, så sagde han nej tak. Den engelske hær er et paradis, såfremt man er god til sport eller anden kunst.
Svend Aage Pedersen fra Nykøbing Falster, og
min gamle ven ’Sard’.
Leif Rasmussen, Nakskov, kaldet ’Røde Leif’, havde dynamit i næverne.
Nielsen, kaldet ’Pinoccio’, var udlært købmand, en meget fin fyr. Så var
der en høj fyr, som hed Chram. Familien havde noget forretning med
servietter, lokumspapir o.l.
Kuno Madsen arbejdede jeg en overgang sammen i London. Han kom ind ved politiet, da han kom hjem. Blev senere forflyttet til Vejle, hvor han kom fra. Mødte ham engang på Kongens Nytorv. Jeg kom på min motorcykel, og han sagde: ’Hallo De der! Stop!’ Men så opdagede han, hvem jeg var og satte al trafik i stå. Vi skulle jo sludre.
Bramsnæs, kaldet ’Marie’. Hans søster kom til Canterbury med en flot
blomstret pyjamas. Det var noget med, at hans familie gik og rodede med Den
danske Nationalbank. Faderen var vist direktør dér.
’Gamle Petersen’ fra København var kok. ’Gamle’, for han var jo 30 år
dengang vi meldte os. Vi andre var 20.
Karl
Axelsen fra Randers. Ham sejlede jeg sammen med under Koreakrigen.
Robert Jensen fra København var elektriker. Det var jo sådan, at når
man blev hjemsendt fra den engelske Army, så kunne man få en billet hjem til sin
bopæl eller til en af Storbritanniens oversøiske kolonier. Well, Robert og nogle
andre valgte at rejse til Australien. De havde en pragtfuld tur ud med en
P.O.Liner. Jeg sejlede dengang på den indiske kystfart. En dag var jeg oppe på
sømandshjemmet for at blive klippet. Ved siden af mig sad en anden mand med
stort fuldskæg. Han skulle også klippes. Vi talte sammen, først på engelsk, men
så sagde manden: ’Synes du ikke vi skal tale dansk. Det kan de andre ikke
forstå’. Så var det sgu’ Robert. Han kunne kende mig, men jeg kunne ikke
kende ham. Det blev starten på et langt venskab. Vi sejlede sammen i amerikanske
skibe i mange år. Han blev gift i Indien. Det blev jeg også, og jeg er stadig
gift med hende, min bedste kammerat. Hendes far var major i den indiske hær,
førhen den engelske. En pragtfuld kammerat. Robert er ble-vet skilt og har for
nogle år siden mistet begge sine ben.. Sådan kan livet også være.
Brødrene Enevoldsen fra Nysted. Og Niels Underbjerg. Da forfatteren Hakon Milche skulle foretage en rejse med det gode skib ’Santa Maria’ til bogen ’I Columbus’ kølvand’, ja, da var Underbjerg med. De gik konkurs på St. Thomas i De Vestindiske Øer. Det var en gammel, rådden plimsoller, som Mielche var stået ud med. Jeg mødte senere Underbjerg, da var han skibsfører i Grønlandske Handel's skibe og sejlede på den grønlandske kyst. Det gør han måske endnu. Han var vildt fascineret af Grønland.
Det var
lidt om nogle af de andre gamle krigere. Hvordan er det så gået ’lille Verner’
himself? Jo, da jeg sluttede med langfart, drev jeg en skibsprovianthandel i
Amaliegade 48, København C - dér hvor A.P.Møller nu har hovedsæde. Det gjorde
jeg i otte år. Så solgte jeg og tog ud at sejle igen. Uro i blodet, you know!.
Hjemme igen, købte jeg mig en landbrugsejendom, solgte den, købte en ny, købte
og solgte lidt huse og så videre. Bortset fra min frihed, kone og hund har jeg
aldrig haft noget, der ikke var til salg. Danskerne er jo et høfligt folkefærd,
så når de møder hinanden, spørger de altid: Nå, hvordan har du det? Man
skulle jo tro at det var helbredet, de spørger til , men det er det ikke. De
mener rent materielt, økonomisk. Jeg kan sige næsten ligesom i Olsen-banden:
’Ski’godt Verner’. Når det bliver for trangt, ta'r jeg en flyvebillet til et
eller andet sted. Så er der ro i kroppen et stykke tid.
God vind fremover til jer alle, folkens - No hard feelings!
Hilsen Verner Nitschke
- I 14 måneder gjorde jeg tjeneste i vagtkorpset for den britiske generalguvernør i Khartoum, fortæller Herman Johansen. Jeg stod bl.a. på vagt, da den danske Prins Axel, direktør for ØK, var på besøg. Det var som at stå vagt for kongen og dronningen. Jeg fik da også meget fine anbefalinger med hjem, da tjenestetiden nærmede sig sin afslutning. Skuffelserne meldte sig først, da jeg var tilbage i Danmark. Her hjalp mine fine soldaterpapirer intet.
Jeg har set eksempler på, at danskere, som blev sendt hjem fra Canterbury, fordi de psykisk ikke kunne klare rekrut-uddannelsen, eller fordi de ikke kunne ligge tør i sengen, gik ind og aftjente deres danske værnepligt – og efter hjemsendelsen gik lige ind i offentlige stillinger. Jeg fik afslag på at blive fængselsbetjent. Her havde ingen hørt om danske i britisk tjeneste. Havde man ikke været dansk soldat, kunne man ikke få job i det offentlige i Danmark. Basta! slutter Herman Johansen.
Jeg græd da jeg skulle hjem
- Min drivkraft til at lade mig hverve var eventyrlyst. Ingen tvivl om det, fortæller Svend Aage Jørgensen, Feldsted ved Aabenraa. Jeg er født i Arden og rejste til Canterbury i efteråret 1945. Efter grunduddannelsen kom jeg til Indien, hvor jeg opholdt mig hele tjenestetiden, og faldt helt ind med vore engelske kammerater. Jeg var gerne blevet der efter tjenestetidens udløb, men England skar sin hær ned på den tid. Der var ikke mere brug for os. De måtte tænke på deres egne.
Min soldatertid var så mættet med oplevelser, at det er svært at beskrive. Det var nok den pludselig mangel på oplevelser, som gjorde mig rastløs, da jeg var kommet hjem. Jeg havde forskelligt arbejde. Kunne ikke finde mine egne ben. Hverdagens trummerum var mig for kedsommelig. Mit ægteskab gik i opløsning, og jeg forstår det. Jeg har med garanti ikke været til at holde ud for en kone, der bare havde siddet hjemme i alle årene – og nu fandt det unaturligt at hendes mand længtes så meget efter sine kammerater.
Jeg har så tit tænkt: En film om os ville blive en dansk succes, måske endda en international, for vor historie er jo alle soldaters historie.
Jeg græd, da jeg skulle hjem. Jeg vidste før hjemrejsen, at et kammeratskab som det, jeg havde oplevet i The British Army, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig komme til at opleve igen. Det slog også til slutter Svend Aage Jørgensen
Tolderen/Synderen
- Det blev ingen dans på roser at være tilbage i det hjemlige, fortæller
Helge Kristensen. Det var småt med arbejde, undtagen ude hos bønderne,
hvis man var parat til at knokle for en beskeden løn. Det var helt fint, at man
havde et solidt kendskab til det engelske sprog. Men man foretrak at blive
præsenteret for et eksamensbevis - så gjorde det ikke så meget om man stort set
ikke kunne noget som helst. En kammerat, Poul, sagde: - Vil du med til
Sverige? I de følgende måneder - og det var vinter med sne så det battede -
knoklede vi i de svenske skove omkring Jönköping til en så latterlig løn, at vi
efter en måned kun lige havde til en enkeltbillet tilbage til Malmø. Det blev
til en periode, som tallerkenvasker på Jernvägshotellet i Malmø og siden arbejde
på et stort tomatgartneri.
I mellemtiden havde jeg korresponderet flittigt med min franske veninde.
Korrespondancen mundede ud i at, hun og hendes familie foreslog, at jeg skulle
komme til Frankrig og lære det franske sprog. Gennem deres katolske forbindelser
fik de udvirket, at jeg kunne få et gratis ophold på College Rue Notre Dâme des
Victoires i Roubaix, dog mod at jeg dagligt udførte nogle timers arbejde. Med en
indkomst på noget der lignede 20 kr. om ugen plus kost og logi, tilbragte jeg 8
måneder i det franske. Aldrig i mit liv havde jeg været så fattig. Jeg fik dog
omtrent lært at tale flydende fransk. Da jeg omsider vendte hjem var der ikke
megen trøst at hente. Min far afslørede mismodigt at det stadig var usikre tider
med ringe udsigt til ordentligt, gedigent arbejde. Far sagde:
- Ta’ du og søg ind til det danske forsvar, for du har jo fine papirer fra
det engelske. Måske kan du, kære Helge, lære de danske jenser at slås!
Min ansøgning blev omgående imødekommet og jeg så nu frem til en karriere,
der ikke kunne slutte med noget ringere end generalsrang. Korporalskole i
Ålborg, militærpolitiskole i Jægersborg og sergentskole i Padborg. Sluttelig
blev jeg underlagt et dumt svin af en kaptajn ved Jyske Trainregiment i Randers,
og så havde jeg fået nok af det danske militær.
Den pågældende kaptajn, der havde status som kompagnichef, havde aldrig klaret
sig i den britiske hær. Bitter på alt og alle afslog jeg endog tilbud om at
komme på løjtnantsskole, men lod mig hjemsende til arbejdsløshed. Flotte papirer
fra både den britiske armé og det danske forsvar, hjalp stadig intet. En dag
mødte jeg min onkel i Randers:
- Med dine gode sprogkundskaber skulle du prøve at søge ind til Toldvæsenet.
Jeg kom i tanker om ham den flotuniformerede, som ville kigge i min køjesæk ved
grænsen hin novemberdag i 1946, da jeg var på vej hjem til 14 dages orlov, men
lod sig bestikke med et par pakker engelske cigaretter. Jo, det var måske ikke
tosset. En dag sad jeg hos personalechef J. V. Henriksen hos toldvæsenet i
København. Efter et par uger kom der besked: De kan begynde ved Fredericia
Toldkammer 3. januar 1955. Nu kunne jeg se frem til en sikker stilling oven i
købet med en god pension. Jeg forblev tolder – også af og til lidt synder -
indtil pensioneringen. Men jeg havde mange spændende opgaver, bl.a.
udkommanderet til uddannelse af toldere i Congo, hvorfra tilnavnet ’Congo-Kris’
stammer. Men det er en anden historie, slutter Helge Kristensen.
Hjemme igen fik jeg fordel af mit illegale
arbejde ………..………..
- Hjemme i Danmark var Retsopgøret fra besættelsestiden i fuld gang. Jeg
var under uddannelse i England, da jeg en dag af Udenrigsministeriet blev kaldt
hjem til Danmark som vidne i forskellige retssager, beretter Jørgen Hansen.
Det varede 10 dage, og kort tid efter min tilbagekomst til regimentet, blev vi i
december 1946 sendt oversøisk. Det blev til en række spændende tjenestesteder
(Ismailia i Egypten, Moascar, Quasasin, Port Said, Port Fuad, Cairo og Suez).
Derefter blev jeg udstationeret i Athen i Grækenland, og det var et sandt
luksusliv i forhold til Egypten. I Grækenland var jeg så heldig, at vor
øverstkommanderende også var fra East Yorkshire Regiment. Han stod og manglede
en til at tage sig af kantine og Sport Stores. Jeg blev forfremmet til korporal.
Her fik jeg nok min bedste tid i den engelske hær, med eget logi, kunne komme og
gå som det passede mig. Der var ingen smalle steder på hverken den ene eller
anden måde. Men selv gode tider får jo en ende. Tiden for hjemsendelse nærmede
sig. Jeg fik besked om at møde for hjemrejse på et givet tidspunkt og sted. Men
jeg var ikke til sinds at tage hjem på det tidspunkt. Jeg havde fundet en
dejlig, græsk kvinde, så da jeg vidste, der var mange måneder til næste afgang
til England, undlod jeg bare at møde op ved afgang. Ingen vidste, hvor jeg var.
Dagen efter stillede jeg hos kommandanten og spillede meget ulykkelig over, at
jeg var mødt op det forkerte sted. Han var forstående, så jeg fortsatte mit
luksusliv til juli 1948. Da var der ikke længere nogen ’kære mor’. Efter flere
forgæves forsøg på at komme til Amerika, var jeg på besøg hos familien i
Randers. Her var jeg så heldig at træffe min gamle chef fra min tidligere
læreplads her i Randers. Han tilbød mig et job, for som han sagde:
- Du var den eneste ud af hele mit personale, der tog kampen op mod
besættelsesmagten. Så hvis ikke du skulle have et job hos mig, hvem sku’ så?
slutter Jørgen Hansen.
Jeg fandt min skæbne i Sherwoodskovene
- På et tidspunkt blev vi
spurgt, om vore fremtidsplaner. Vi kunne vælge mellem at blive i Kenya, komme
til andre lande under engelsk overhøjhed eller rejse til England til
hjemsendelse, fordi der ikke mere var brug for så mange soldater, eftersom
englænderne – et imperium i opløs-
ning - blev tvunget ud af det ene land efter det andet. En af mine kammerater
valgte Kenya og blev farmbestyrer dernede. Jeg valgte England. Her blev jeg
stillet overfor et nyt valg: Blive i England med en god sum at rejse landet
rundt for eller at få rejsen betalt hjem til Danmark. Det var i august/september
1948. Jeg valgte at blive i England. Jeg nåede dog kun til Nottingham (den med
Robin Hood og Sherwoodskovene). På byens isstadion mødte jeg en engelsk pige.
Hun var faldet på isen, og jeg viste mig som en gentleman og rakte hende hånden.
I juli 1950 tog vi sammen til min barndomsby Torrild ved Odder. Der blev vi gift
og rejste tilbage til England. 1963 besluttede vi at rykke teltpælene op og
flytte til Australien, hvor vi har boet siden, slutter Hans Balle Nielsen.
Steward på Amerikabådene
- Efter at jøderne havde dræbt
britiske officerer og havde sprængt ’Hotel King David’ i luften, var der brug
for flere britiske styrker i Palæstina, fortæller Axel Nielsen. Vi blev
overført til Egypten og senere til Khasa i Palæstina. Derfra blev jeg senere
sendt til England og hjemsendt. Jeg blev boende i England. Jeg fik job som
tjener og steward på passagerskibe til Australien og Sydamerika, et job jeg
bestred i mange år.
Jeg fik set mere af verden end de fleste. Hvad jeg ikke så som soldat, fik jeg
set siden, slutter Axel Nielsen
Hver sommer har veteranforeningen ’Ex-Army
Men’s Club 1945’ holdt en parade på Odense Kaserne for at styrke det gamle
kammeratskab. I 2000 erkendte bestyrelsen medlemmernes alder og arrangerede ’The
Last Parade’. Fotos på disse sider er fra den begivenhed. På forrige side
invitationen og et foto, af formanden, kaldt ’commanding officer,’ Poul Marocco
Bærentsen, inspicerende geledderne, fulgt af ’the paymaster’ Leif Andersen,
Nyborg. Herover billeder fra paraden: Appellen, aflevering af styrken til
kommandanten for Forsvarets Region IV, oberst J. Jelstrup, og udmarch til den
traditionelle kransenedlæggelse ved mindesmærket på Odense kirkegård for
faldne, britiske soldater i 2.Verdenskrig. En anden tradition er veteranernes
klap af løven, som findes både i Englands og Danmarks rigsvåben - samt fotos
fra festmiddagen.
Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre