FEMTENDE BOG

 

Drømmen om frihed

 

Historien om de danske frivillige i britisk krigstjeneste 1945-48 er et spejl af Anden Verdenskrigs snavsede, politiske efterspil, såvel i den hjemlige andegård som i den vide verdens virvar.

I det hjemlige er det historien om de belastede politikeres krumspring for at redde sig nogenlunde uskadte gennem opgøret efter Besættelsen.
I desperation for ikke at tabe ansigt, for ikke at miste egen frihed, måske endda livet foran en henrettelsespeleton, søgte de at redde sig og eftermælet ved at ofre sandhed,  troværdighed - og nogle tusind unge mænd.

I den vide verden blev de unge danskere, som denne bog handler om, misbrugt også af engelske politikere til en kamp netop imod det, de troede, de skulle kæmpe for: Folkenes frihed.

Stik imod deres egne ambitioner blev de ikke blot vidner til, men ligefrem aktive deltagere i et andet herrefolks kamp for at holde sammen på et vaklende imperium, skabt på undertrykkelse af andre folks frihed.

De meldte sig i blind naivitet for med livet som indsats at rydde op efter en række diktaturers folkeundertrykkelser. De blev selv et herrefolks redskaber.

Det er forfatterens konklusion, efter i 3 år at have beskæftiget sig med denne ’episode’ i Besættelseshistorien og dens nære eftertid. Historien om de 2.534 danske mænd var mig aldeles ubekendt, indtil materialet i 1999 blev lagt på mit bord.  Ganske som historien om de frivillige danske i tysk uniform 1941-45 havde været det, da jeg som den første, der turde, blev bedt om at skrive Frikorps Danmarks historie.


- Vinder jeg en sådan sejr igen, er det ude med mig! sagde ifølge myten antikkens, græske kong Pyrrhos efter at have mistet tusinder af soldater i to vundne slag. Hvem vinder en ’pyrrhossejr’?

Andre har sagt: -Ingen vinder en krig. Nogle taber blot mere end andre!

Fra årene efter Anden Verdenskrig, hvor Vesttyskland rejste sig igen, takket være USA’s økonomiske indsprøjtning og den vesttyske befolknings jernvilje til afsavn og slid, husker jeg en engelsk officers bemærkning: -We won the war. The bloody Germans won the peace!

Hvem vandt egentlig Anden Verdenskrig?

Var det et forarmet, splittet Frankrig, der skulle gøre op med sig selv og sit kolonirige, hvem der havde sveget hvem i den store frihedskrig? Var det et krigsødelagt Holland eller et politisk splittet Belgien, hvis kolonibefolkninger havde indsnuset duften af frihed i verdenskrigens slipstrøm – og nu nægtede at opgive de tanker, som var bibragt af duften? Var det et nedslidt, engelsk imperium, i hvis kolonier oprøret ulmede, og hvor kravet om frihed for århundreders undertrykkelse brød ud i lys lue, så ’herrefolket’ på samme tid var tvunget til at bekæmpe frihedstrangen i kolonierne og opretholde store militærstyrker for at bevare position som en af  ’de 4 store’ og være en ligeværdig besættelsesmagt i de overvundne lande? Eller var det USA, som ofrede milliardbeløb, først på krigen og efterfølgende  på at forandre slagmarker til markeder?

Og hvem var egentlig taberne?

Ikke Italien, som endnu i krigsåret 1943 var hoppet over kridtstregen til vindersiden. Da italienske officerer så, hvad vej vinden blæste, afsatte de fascistdiktator Mussolini, som de ellers gennem 20 år havde hyldet som deres store fører, ’il Duce’. Tyske officerer havde uden held forsøgt det samme med Hitler 20. juli 1944.

Og ikke Danmark, hvor officererne i dybeste stilhed havde oprettet ’ventegrupper’ (’Jeg vil vente ved telefonen’), mens nogle hundrede tapre frihedskæmpere gav fjenden modstand, mens politikerne hyggede sig i smug i den tørvesure, men lune kakkelovnskrog, til der var fred og ingen fare. For så på slaget 12 at flå frihedskæmperarmbindene til sig. De politiske rævepelse havde tilmed held til at handle så hurtigt, snu, effektivt og udspekuleret, at verden ikke opdagede forræderiet - eller i hvert fald ikke havde kræfter til at gøre op med det.

Ved at lokke lederne af den modigt kæmpende modstandsbevægelse med ministertaburetter og pensioner lykkedes det drevne, danske politikere at lande på benene – og undgå retsforfølgelse efter de landssvigerlove, de selv i panik havde vedtaget.

Ved i fredens rus at mænge sig med sejrherrerne, lykkedes det dem i forvirringens tid at få verden til at tro, at Danmark i det meget skjulte med en slags ’ubevæbnet neutralitet’ havde ført usynlig krig mod Tyskland og alt, hvad det stod for.  Som et af midlerne til at føre verden bag lyset, ofrede de nogle tusinde unge, danske mænd, der – naive som frihedskampens ledere – i begejstringsrusen stillede sig i køen af  ’nyttige idioter’, hvorved de kom til at sætte livet ind på at frelse de virkelige, danske krigsforbrydere, og være med til Storbritaniens forsøg på at hindre en stor del af verdens undertrykte millioner i at få deres frihed.

Ingen kan beskylde 1940’rnes danske politikere for ikke at være snu som ræven. Det triste ved ’snuhed’ i politik er, at det altid sker på andres bekostning. I Norge, Frankrig, Rumænien og Italien henrettede man de statsministre, som havde samarbejdet med Hitler. I Danmark gjorde man ham til ny statsminister.

Denne bog handler om nogle af dem, der betalte prisen. De kalder sig selv for ’Arméen, der blev glemt’. Såre dækkende. Årsagen har de bare aldrig forstået. De fortæller soldaterhistorier på samme måde som os, der kun har været fredstidssoldater. De fortæller historier på samme måde som deres samtidige, der gik i tysk uniform. De har tydeligvis aldrig opdaget disse to gruppers skæbnesammenfald.

De 2.434 må have båret åndelige skygklapper dengang i 1945. Og da de i bagklogskabens lys burde have indset, at de var blevet misbrugt, valgte de at fortrænge den ubehagelige sandhed. Lod deres oplevelser derude fortrænge alle realistiske, negative tanker.

Gennem de seneste tre års research har jeg lært flere af de mænd at kende, som 1945-46 rejste ud ’for at aftvætte skammen fra Anden Verdenskrig’. For med det dyrebareste et menneske ejer som indsats at vise verden, at Danmark ikke bare er et åh, så yndigt land, men at vort folk også havde bevaret lidt af  generne fra Holger Danske.

Når denne bog har været så længe undervejs er grunden nok også, at det har været svært for mine forgængere – og for mig - at skulle stå frem og fortælle veteranerne og deres familier, at de i ungdommen blev taget så grueligt ved næsen - og stadig ikke synes at have forstået, hvorfor de aldrig fik den hyldest, de fortjente.

Nøjagtigt den samme undren havde de krigstrætte unge, som kom hjem med sår på sjæl og legeme fra Hitlers - og Danmarks - Østfront. Begge disse hold fra 1940’rne havde kæmpet med livet som indsats på den danske regerings opfordring.

1941-45-holdet blev ved hjemkomsten arresteret, straffet og frakendt almen tillid for bestandig.

1945-48-holdet, som blev sendt ud i samme ærinde, slap i det mindste med at blive glemt.

Anden Verdenskrig vendte op på mangt og meget over den ganske klode. Efter krigens tabere fulgte fredens tabere. Rundt om i Afrikas og Asiens kolonistater kogte trangen til national frihed. Det gav sig udslag i oprør med front mod gamle og nye koloniherrer. Tyskland, Italien og Japan havde mistet deres kolonier og dermed alle rettigheder i Afrika, Asien og Mellemøsten. Krigens ’vindere’ satte sig straks i tidligere koloniherrers højsæder. De underkuede folkeslag har næppe fornemmet nogen større forskel på gamle og nye koloniherrer.

Herhjemme synes Befrielsesregeringen 1945 og den efterfølgende Venstreregering Knud Kristensen 1945-47 at have tænkt:

-Pyt med indere, palæstinensere,  afrikanere – og alle andre underkuede folkeslags trang til frihed og selvstændighed. Vi har jo fået vores! 

Jeg har sågar set yngre historikere mene, at ’danske politikere  klarede det med Anden Verdenskrig ganske godt. Vi undgik jo stort set at få vort lille land smadret’.

Disse historieløse moderne historikere ser åbenbart stort på dette med at have ’æren i behold’. Accepterer, at andre gør det beskidte arbejde for vor frihed. Den accept ville de frivillige danskere, som denne bog handler om, ikke give.

For England var de 2.434 danskeres deltagelse vel en dråbe i havet. For dem selv en oplevelse. Men for det officielle Danmark var de en vigtig brik i det efterkrigsspil, som skulle redde politikerne fra at blive stillet til ansvar.

Men sådanne dybsindigheder tænkte ingen på blandt af de unge, idealistiske, eventyrlystne, der i 1945/46 mødte frem på hvervekontorerne i Danmark. De ville vise verden, at danskere ikke er tøsedrenge - som den danske krigspolitik havde givet verden indtryk af. De meldte sig med de bedste intentioner om at hjælpe Danmarks befriere med at rydde op efter krigens uorden. De kom på en Uriaspost. Blev sat ind for at  redde et nedslidt kræmmerimperium i at  styrte i grus. Det skete med midler og måder, som ingen af dem havde kunnet forestille sig. Som bekendt mislykkedes alle forsøg: Det britiske magtimperium sank i grus. Derfor - og ikke af forglemmelse - opfattede det officielle Danmark de frivilliges drypvise hjemkomst i 1948 som ’tabernes hjemkomst’. I da forløbne tre år, havde de udsatte, men fikse, politiske fugle forlængst bygget lune reder på den sikre, grønne gren.

Hvorfor så med takketaler og medaljer give anledning til, at nogle igen måske kunne finde den farlige grensav frem?

Idémanden John Christmas-Møller havde tilmed begået selvmord. Kun inderkredsen, som kender hans sidste tanker, véd måske, om skamfuldhed indgik i hans begrundelse for bevidst at sige denne verden farvel.

Danmark har aldrig været god til at tage imod sine hjemvendende krigskarle. Vi skal tilbage til 1848 for at finde billeder, der kan illustrere en rigtig modtagelse. Men da var de danske jens’er også vinderne. Lige siden har vore soldater været tabere. Og til tabere vanker ingen medaljer, hurraråb eller takketaler – fædrelandskærlighed, heltemod og offervilje ufortalt.

De, som med et dansk frikorps vendte hjem fra den rød-hvide borgerkrig i Rusland 1918-20 blev glemt. De havde tabt. De Røde havde vundet.

De frivillige, som vendte hjem fra den spanske borgerkrig 1936-39 blev straffet. De havde tabt. Franco havde vundet.

De, som  vendte hjem fra Finlandskrigen 1940 blev heller ikke fejret. De havde tabt. Stalin havde vundet.

De, som vendte hjem fra Østfronten i 1945 blev ikke fejret, men straffet. Også de havde tabt. Med hovedet i stålhjelm og mudder om ørerne er det svært at skifte kappen til den anden skulder. Det går lettere på talerstole og bag skriveborde.

    

 

De, som vendte hjem fra britisk tjeneste i 1948, udsendt af den danske regering, fik hæderstegn af The British Army, men i Danmark fik de hverken hurraråb, medaljer eller tak. De gjorde deres pligt, men i opinionens øjne var de tabere. Koloniernes frihedskæmperne havde vundet.

En historie som den, der her er berettet, er ikke rar for politikerne og for bedsteborgerskabet at få smasket i ansigtet som eksempel på en dansk indsats. Ikke desto mindre er den sand. Honi soit qui male y pense!

De, der kom hjem i lasede, tyske uniformer kaldtes ’Den slagne Armé.

De, der kom hjem i engelske kamgarnshabitter kaldte sig ’Arméen, der blev glemt.  For mig er mændene i denne bog ’Den ærefulde Armé’.

De havde viljen og modet. Viljen ser Vorherre på. Den skulle deres land også kunne nøjes med. Om end tak kun er et fattigt ord. Enkelte af veteranerne er endnu tilbage. Der gik nok hverken skår eller kom ridser i nogens lak, om en minister - eller dronningen i sin nytårstale - gav disse gutter en tak for deres indsats. Bedre sent end aldrig.                       

                                                                            Erik Haaest

 

Gå til KAPITELFORTEGNELSEN og klik dig videre