Autografbogens første side ( > ) ser ikke for sjov ud. Kedeligere layout kan ikke præsenteres. Men det var i 1949, da indehaveren var 14 år gammel )

Obs: Har du allerede læst
denne side, da tast blot  
KAPITELOVERSIGT
 

Min gamle
autografbog

-Åh, hvor har de irriteret mig, alle disse store skolebørn, som skrigende gjorde sig til foran indgangen til kunstnernes garderobe; som masede og asede sig frem for at røre ved – eller allerbedst få en autograf fra – dagens berømthed. Irriterende var de! 
Det siger én, der har prøvet det selv. Både, da jeg var en af dem, der masede mig på for at få en autograf. Og i en periode, da det var mig, der blev bedt om at skrive i deres autografbøger.
Nu sidder jeg så her som gnækkende gamling og tænker: B
are der ville komme én og bede om min autograf. Bare én gang til.
Det gør der bare ikke. Man er blevet et fossil. Lever på minderne. Vel at mærke: Hvis man kan huske dem. Det er såmænd osse begyndt at knibe. 
 Forleden ryddede op for at berede mit hus på, at det inden så længe invaderes af griske arvinger, der med garanti ikke vil hefte sig ved et uanseligt, lille ringbind i lommebogsstørrelse. Jeg kom da til at tænke højt:
- Jamen, de er jo undskyldt disse arvinger. Du har jo aldrig fortalt dem, hvad den bog egentlig har betydet for dig! Eller hvem de mænd og kvinder var, som skrev i den!
Så besluttede jeg at fortælle historien bag om hvert blad, jeg vender i bogen.
Nutiden kender vel kun få af navnene, og de er af gode grunde uvidende om, hvordan ’den gamle’, trods alle sit livs storme, trods mere end 100 flytninger fra landsdel til landsdel, fra land til land – stadig har passet på denne lille bog. Den passede jeg på. Den måtte ikke blive væk. Den indeholdt jo minder om barndom, ungdom, ja, såmænd også manddom. Oplevelser med mennesker, jeg engang kendte, eller senere lærte at kende. På godt eller mindre godt.
De fleste hastede blot videre, når de hurtigt havde sat deres navn i min autografbog. Tænkte ikke på, at drengen (Herover til venstre) fulgte deres færden, fordi de havde gjort ham den glæde at give sig tid et par minutter til at give mig deres autograf.
Mange af dem løb jeg atter på, da jeg blev voksen.
Men jeg nævnte aldrig autografbogen. Fortalte dem aldrig, hvorfor jeg vidste så meget om dem.
De anede ikke, at den 12-14-årige Erik Hansen fra bondelandet var identisk med den journalist, forfatter, multimediemand Erik Haaest, som nu sad overfor dem for at lave et interview til en af de store aviser og blade eller radioprogrammer, som jeg gennem 50 år har arbejdet for. De, der havde vist  mig venlighed, når jeg rødmende af generthed stak dem min lille, simple autografbog ud, ville jeg i voksenlivet gerne gengælde med positiv venlighed.
Denne lille bog har reddet mangen kendt mand fra at blive forsidestof på grund af en optrækkende skandale, jeg som den eneste journalist havde opsporet. Man er nu engang tilbøjelig til at gøre som den romerske diktator Sulla, der ønskede disse ord på sin gravsten: 'Han
gengældte godt med bedre - og ondt med værre!"
Det sidste gjorde jeg ikke. Jeg tæller helst kun de lyse timer. Jeg har ikke gidet huske på dem, der var højrøvet afvisende overfor Erik Hansen og hans autografbog.
Det er, hvad denne klumme, som kunne blive til en bog,  handler om.       Herlig Hilsen

 

 

 

                                                                                                                   Min egen autograf

Gå til Kapiteloversigten