Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

951048
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


Kapitel 2: Mordet, Helweg-Larsen blev henrettet for
Mandens Nefalygte er brændt ud. Men manden på cyklen frygter ikke for at møde politiet på denne ukristelige tid af morgenen på en stille landevej nord for København. Der er ikke noget lysskær over hovedstaden, for det er besættelsestid med mørkelægning. Ude i nordøst er solen så småt ved at stikke sine rosenfarvede fingerhandsker op over kimingen for at kunne trække sig op over horisonten. Det er trods alt de lyse nætters tid, selv om det er sidste morgen i august. Mens han tog cykelspænderne på hjemme i entreen, havde han revet bladet af vægkalenderen: 31.august 1943.
Cyklisten funderer over de sidste dages begivenheder. Hvad sker der monstro nu, hvor regeringen Scavenius har trukket sig tilbage? ‘Pressens Radioavis’ fortæller kun halve nyheder, og nyhederne fra BBC i London havde godt nok meget om begivenheden i aftes, men verden ser anderledes ud fra London end fra Kongens Lyngby. Tyskerne har indført undtagelsestilstand i København og andre store byer i forsøget på at knægte befolkningen dér, som ikke vil finde sig i besættelsesmagtens stadig strammere greb om landets egne indbyggere.
I halvmørket ser han noget stort og mørkt ligge i vejkanten fremme til højre. Er det et dødt dyr eller hvad? Han hopper af cyklen og går de sidste meter for at se på tingesten.
Og får et chock!
Det er en stor kraftig mand i jakkesæt. Han ligger på ryggen. Cyklisten er ikke et øjeblik i tvivl om, at manden er død. Stendød. Blodet, som har væltet ham ud af munden, er størknet. Liget er stift og koldt. Han behøver ikke fundere længe over dødsårsagen. Der er forrevne huller i tøjet. De stammer tydeligvis fra projektiler.
Cyklisten har aldrig før set en død mand. Slet ikke en myrdet. Alligevel er han ikke i tvivl. Han springer på sin cykel og hjuler det bedste, han kan. Fremme ved sit bestemmelsessted drejer han på telefonsvinget, råber i tragten "Lyngby 1448". Det er politiet. Betjentene er på stedet en halv snes minutter senere. Efter opmåling og fotografering køres liget til Retsmedicinsk Institut til obduktion.

Overbetjent Charles Hansen, Lyngby Kriminalpoliti: -Jeg var selv med derude på Lundtoftevej. Identifikationen var nem, for vi genkendte straks manden. Han var journalist ved Berlingeren, redaktør Carl Henrik Clemmensen. Han havde skrevet flere artikler og bøger om politiets arbejde, bl.a. bogen "København ved Nat" - og kom tit ned til os på politistationen i Lyngby. Obduktionen viste, at "Clemme" var ramt af otte pistolskud. Lægerne mente at kunne fastslå, at alle skud havde ramt ham før han faldt. Mindst tre skud havde været øjeblikkeligt dræbende. Opklaringen var heller ikke vanskelig. Allerede få dage efter mordet, vidste vi hvem gerningsmændene var. At vi ikke kunne anholde dem skyldtes, at de alle tilhørte det tyske SS, selv om de var danskere. De tre var: Flemming Helweg-Larsen, Jørgen Jens Valdemar Bitsch og endelig lederen af den såkaldte "Schalburgskole" på Høveltegård Søren Kam. Senere hørte vi, at der også havde været en tysk chauffør til stede, men ham fandt vi aldrig frem til  (Ovenstående er uddrag af retsprotokollen i sagen mod Flemming Helweg-Larsen)

Poul Nordahl-Petersen: - Jeg var dengang journalist ved det nationalsocialistiske dagblad "Fædrelandet" Jeg fortalte politiet, hvad jeg vidste. Jeg var en af dem, der sidst havde set "Clemme" i live. Det var om eftermiddagen to dage før. Jeg stod foran Østerport station på vej ind til mit arbejde, da "Clemme" og hans kone kom gående på fortovet. Da "Clemme" så mig, spyttede han på fortovet foran mig og sagde:
- Det er landsforrædere som dig, der er skyld i dét, der er sket i dag!

Jeg vidste selvfølgelig, hvad han hentydede til, nemlig tyskernes indførelse af undtagelses- tilstand, den danske regerings tilbagetræden, og at tyskerne havde taget en række fremtræ- dende danskere som gidsler i et forsøg på at få standset de strejker og den uro, som havde ført frem til den spændte situation. Da jeg kom ind på "Fædrelandet"s redaktion i Store Kongensgade, fortalte jeg selvfølgelig om episoden. For at give et bidrag til den snak, der var om stemningen. Når selv "Clemme" mente sådan, var der sikkert mange andre, der gjorde det samme. "Clemme" var ellers ikke nazist-fjendtlig. Flere medarbejdere hørte mig fortælle om min oplevelse, bl.a. min kollega på bladet Kjeld Helweg-Larsen. Først da politiet opsøgte og afhørte mig, blev jeg klar over, at episoden kunne være det, der havde ført til det, der nu var sket: Mordet på "Clemme".   (Uddrag af forfatterens interview med Poul Nordahl-Petersen, sommeren 1975 - Se foto herover)

Journalist Kjeld Helweg-Larsen refererer Nordahl-Petersens oplysninger til sin bror Flemming Helweg-Larsen, der er indrulleret i Waffen-SS og netop hjemme fra fronten på en orlov. Flemming véd alt om, hvordan soldaterne må kæmpe derude, mens han i årevis har været uden nærkontakt med, hvad der rører sig i hans fædreland.Ude på Østfronten har han fået vilde referater af, hvordan de frivillige danske SS-soldaters pårørende hjemme udsættes for den danske befolknings foragt og i mange tilfælde direkte forfølgelse i form af hærværk mod deres hjem, overfald på gaden, tilråb og andet.  Nu mener han, at der må statueres et eksempel for at stoppe dén trafik. Han mener åbenbart også, at han er manden til at gøre det. Som SS-mand ved Flemming Helweg-Larsen véd kun ét sted at henvende sig: "Germanische Leitstelle" på A.F.Kriegersvej 3, Østerbro. Her residerer på den tid skolechefen for Schalburgskolen Søren Kam (>  th: Søren Kam ved sit krivebord på SS-skolen 1943). Han var en af de mest efterlyste danskere - indtil han i 1950'erne dukkede frem i Tyskland, blev stillet for retten - og frikendt. Den sorte prik i panden skyldes en tegnestift i billedet. Dette foto har hængt på alle politistationers opslagstavle efter krigen.

På dette sted i beretningen har vi ikke én, men to varianter af begivenhederne: Dén, Flemming Helweg-Larsen fremfører i retten under sagen mod ham efter krigen, og dén, jeg har fået ved en personlig samtaler med en af deltagerne i mordet, Søren Kam.

Flemming Helweg-Larsen: - Jeg kendte udmærket Søren Kam, som residerede på "Germanische Leitstelle". På hans kontor dér talte jeg med ham om forholdene. Jeg forklarede ham, at jeg fandt det nødvendigt at statuere et eksempel. At redaktør Clemmensen kunne være et udmærket emne at begynde med. Vi enedes om at tage ud samme aften og hente manden, tage ham til afhøring, forklare ham hvad det ville sige at være soldat i Waffen-SS (hvilket Søren Kam selv var) og hvad det var at kæmpe for en sag, man tror på. Vi var enige om, at manden skulle have en dragt prygl. Så skulle han nok fortælle om det til andre, som også anså os, der tjente Tyskland, for at være landsforrædere. Vi enedes om at mødes samme aften kl.20 og tage ud til redaktør Clemmensen. Jeg skulle sørge for en vogn fra Værnemagten og en chauffør.                                                                                                 (Uddrag af retsprotokollen, 1945)

Søren Kam til forfatteren 1976: - Jeg kendte ikke Flemming Helweg-Larsen, da han kom op på "Germanische Leitstelle". Han var ældre end jeg, og skønt jeg var i højere grad end han, så havde han en meget stærkt påvirkningsevne. Han kom ud fra et af kontorerne og sagde:
- Hr.Kam! De skal i aften være mig behjælpelig med en afhøring. Tag en betroet mand med og vær her på kontoret kl.20!
Jeg forstod det som om, denne ordre skyldtes et møde, han netop havde haft med min foranstående. Jeg sagde kun "Javel!" - og samme aften mødte jeg frem. Jeg havde taget Bitsch med mig. Han var en af mine gode, unge folk på SS-skolen i Høvelte. Lad mig her benytte lejligheden til t fortælle, at jeg på den tid var leder af "Schalburgskolen", som var underlagt "Allgemeine SS" - derfor gik vi i sorte uniformer, ikke grønne som "Waffen-SS", hvorunder frontsoldaterne hørte - f.eks. dem i Frikorps Danmark. Den uddannelse, jeg gav mine elever på Høveltegård var ikke en militær uddannelse, men en uddannelse i SS-ideologi. 
Først efter, at jeg var bortkommanderet fra Schalburgskolen og sendt til Østfronten, blev skolen og dens elevhold omdannet til det, som K.B.Martinsen så kaldte "Schalburgkorpset" for at ære hans i 1942 faldne kommandant for Frikorps Danmark C.F. von Schalburg.     
                 (Uddrag af forfatterens interview med Søren Kam i dennes hjem i Bayern. Vi ses sammen tv.)

Overbetjent Charles Hansen, Lyngby: - En af de første, vi afhørte efter mordet , var den dræbtes enke fru Elsebeth Clemmensen, som havde set to af de formodede mordere, da de om aftenen den 30.august kom op i ejendommen i Ordrup og hentede hendes mand.

Fru Elsebeth Clemmensen: - Jeg var sammen med min mand, da optrinet med Poul Nordahl- Petersen fandt sted foran Østerport Station. I toget hjemad søgte jeg at forklare min mand, at det var uklogt, hvad han havde gjort. At det gjaldt hans liv. Jeg fik min mand til at give Poul Nordahl-Petersen en undskyldning. Poul boede ikke så langt fra os. Vi gik derhen samme aften, og jeg overværede selv, at de to blev forligt. Om han har fortalt dette videre til sine kolleger på redaktionen, véd jeg ikke.
                                              (Uddrag af retsprotokollen i sagen mod Flemming Helweg-Larsen, 1945)

:Poul Nordahl-Petersen - Det gjorde jeg, men først næste dag - og da var det åbenbart for sent. Jeg véd end ikke om Kjeld Helweg-Larsen har ladet oplysningen gå videre til sin bror om "Clemme"s undskyldning. I øvrigt havde jeg ingen anelse om, at Kjeld havde fortalt det til sin bror - men det var jo i øvrigt ingen hemmelighed.

Fru Elsebeth Clemmensen: - Tidligt på aftenen den 30.august - altså dagen efter episoden og min mands undskyldning, blev der ringet på telefonen, og en eller anden spurgte på dansk efter min mand. Efter samtalen fortalte han, at den pågældende havde spurgt, hvor vi boede. Vi havde hemmeligt nummer og stod i telefonbogen uden adresse. Min mand havde svaret, at når manden ikke ville sige sit navn, ville han heller ikke oplyse adressen. Carl Henrik sagde straks, at "det er nok tyskerne, der er ude efter mig". Han beroligede mig dog med, at det ikke kunne være noget alvorligt. Der blev jo hentet så mange i de dage. Han klædte sig dog om og stak et par cigarer i brystlommen. Lidt efter ringede det på døren. Jeg lukkede op. Der var to mænd. Helweg-Larsen var forrest. De havde begge trukket revolverne og præsenteredes sig som "Deutshce Polizei". Carl Henrik fulgte godvilligt med. Havde det været på et senere tidspunkt af besættelsen, havde vi nok været mere forsigtige. Men i august 1943 var det endnu ikke begyndt med de mange mord. Min mand var vist oven i købet det første terror-offer.

Overbetjent Charles Hansen, Lyngby Kriminalpoliti: -Efter at have talt med Poul Nordahl- Petersen, havde vi straks mistanke til Flemming Helweg-Larsen. Denne blev bestyrket ved en henvendelse fra en af vore meddelere om, at Flemming Helweg-Larsen på morddagen havde været sammen med et par kolleger på et værelse på Palace Hotel på Rådhuspladsen, og her havde snakket over sig.

Flemming Helweg-Larsen: - Om eftermiddagen besøgte jeg på Palace Hotellet journalist Viggo Jensen. Vi kendte hinanden godt. Han havde boet hos mig. Lidt senere kom journalist Kirsten Krumbak, og jeg forstod, at det var bedst, jeg forsvandt.

Overbetjent Charles Hansen, Lyngby: - De to journalister oplyste til os, at Flemming Helweg-Larsen havde talt om ‘en affære’, som skulle ordnes samme aften. Carl Henrik Clemmensens navn var blevet nævnt.

Som aftalt mødes Flemming Helweg-Larsen, Søren Kam og Jørgen Bitsch kl.20 på "Germanische Leitstelle" på A.F.Kriegersvej klokken 20. Her kommer Helweg-Larsen med en bil fra den tyske Værnemagt. De kører til Ordrup, hvor de standser.
Helweg-Larsen og Kam, begge i civilt tøj, går op og henter Clemmensen. Han placeres på bagsædet mellem Kam og Bitsch, mens Helweg-Larsen sætter sig på forsædet ved siden af den tyske chauffør. Clemmensen får en jakke over hovedet for at han ikke senere skal fortælle, hvor han er blevet ført hen. Helweg-Larsen dirigerer chaufføren ved at sige "rechts" og "links" (til højre, til venstre). De kører til Helweg-Larsens sommerhus, som ligger på et ret øde sted i Frederiksdal ved Holte.
Helweg-Larsen fortæller under retssagen, at de alle tre var til stede ved afhøringen.
Søren Kam har en anden version, som i bogen "Udyr eller hvad" og i artiklen i "Ugens Rapport", 1976, for første gang kom til offentlighedens kundskab:
Søren Kam: - Jeg var noget overrasket over det øde sted, Helweg-Larsen havde valgt til afhøringen. Jeg havde faktisk ventet, at vi skulle på Dagmarhus (Hovedkvarter for den tyske besættelsesmagts organer.EH)
eller et andet tysk tjenestested. Men jeg sagde ikke noget.Da vi kom ud til sommerhuset, førte Helweg-Larsen manden, hvis navn, stilling og forseelse jeg ikke havde kendskab til, ind gennem en forstue og ind i stuen. Han gav Bitsch og mig ordre til at vente i det forreste lokale, mens han foretog ‘afhøringen’. Chaufføren blev siddende i bilen. Hans navn har jeg ingen anelse om. ‘Afhøringen’ tog en times tid. Bitsch og jeg talte om, hvad vi egentlig var med for.
Helweg-Larsen hylede og skreg som en besat. Skyldte manden for de grusomste ting. Prøvede vist også at få oplysninger ud af manden. Åbenbart lykkedes det ikke, for pludselig blev døren revet op og Helweg-Larsen kom ud, rød i hovedet som en tomat, mens han råbte, at "svinet er faneme ikke til at slå et ord af!" Så gav han ordre til, at vi skulle køre tilbage. Vi satte os ind som vi havde siddet før. Det var tydeligt, at manden - altså Clemmensen - var rystende angst. Ikke sært efter den behandling, han havde været udsat for.

Flemming Helweg-Larsen: - Clemmensen indrømmede, at han havde kaldt Nordahl-Petersen for en ‘landsforræder’. Fortalte godt nok, at han havde givet denne en undskyldning, men det troede jeg ikke på. Og i øvrigt spurgte jeg ham gentagne gange, hvorfor han havde opkastet sig til dommer over os? Søren Kam holdt et lille orienterende foredrag for ham om vore motiver til at melde os til tysk tjeneste. Clemmensen gjorde en ynkelig figur. Vi spurgte ham også, om han kendte noget til den illegale presse. Han sagde, at han ikke selv havde med den at gøre, men at han kendte et par kolleger, der havde. Jeg husker, han nævnte navnene Gunnar Helweg-Larsen (min onkel, som var chefredaktør for Kristeligt Dagblad) samt redaktørerne Kaj Holbech og Vilhelm Bergstrøm. Navnene kom meget flydende fra ham. Vi var forargede over, at han - der kaldte os ‘landsforrædere’ - sådan uden videre ville optræde som stikker. Jeg indrømmer, at jeg kaldte ham "sjover" og "svin" og lovede ham en ordentlig omgang bank. Der var på dét tidspunkt ikke tale om, at han skulle skydes. Det kan man vel bedst forstå deraf, at han igen fik en jakke over hovedet. Det havde der ikke været nogen grund til, hvis det havde været bestemt, at han skulle skydes. Så ville han under alle omstændigheder være ude af stand til at fortælle, hvor han havde været henne.
‘Selskabet’ kører tilbage mod København. På Lundtoftevej, tæt ved den daværende Lundtofte Flyveplads, giver Flemming Helweg-Larsen ordre til chaufføren om at standse.
Her er der igen uenighed om handlingsforløbet mellem Flemming Helweg-Larsen og Søren Kam:

Flemming Helweg-Larsen: - Vi mente, at han havde godt af at spadsere hjem. Men først skulle han have de tærsk, jeg havde lovet ham - og det skulle ikke ske i bilen, men ude på landevejen. Vi kunne have givet ham dem i sommerhuset, men så kunne han jo have fundet ud af, hvor vi var henne. Derfor valgte vi først at køre et stykke væk. Først gjorde vi ham skideangst med revolverne. Vi råbte og skreg alle tre. Råbte, at han var en lus. Han nøjedes ikke med at stikke sine kammerater i den illegale presse. Han tilbød også at arbejde for os, hvis vi bare ville lade ham slippe. Vi var meget ophidsede, og jeg véd ikke, hvordan det kom op, at han skulle skydes. Men vi skød alle tre på én gang. Ja, måske var det nok mig, der skød først. Da Bitsch og Kam begyndte at tømme deres magasiner i kroppen på ham, sagde jeg: - Hold op med det pjat. Han har fået nok! Vi lod ham ligge og kørte tilbage til København.

Søren Kam: - Helweg-Larsen, som hele tiden havde kommandoen, gav chaufføren ordre til at standse. Sagde, at vi skulle forrette vor nødtørft. Vi stod alle ud af vognen. Så sagde Helweg-Larsen: - Jeg prøver endnu en gang, om han vil snakke. I bliver her. Jeg tager ham lige med hen for mig selv! Vi kunne se dem - det var de lyse nætter - men ikke høre, hvad der blev sagt. Pludselig hørte vi nogle skud. Vi styrtede derhen. Manden lå på jorden. Jeg bøjede mig ned for at tage hans puls.. Ingen. Det var helt tydeligt, at manden VAR død. Så sagde Helweg-Larsen: - Dette er vi lige gode om. Jeg appellerer til jer som gode kammerater om også at skyde i mandens krop. Så ER vi i hvert fald fælles om det! Både Bitsch og jeg prote- sterede. Så kaldte Helweg-Larsen os ‘dårlige kammerater’, hvorpå vi gav os og skød nogle skud i den døde mand. Nu bagefter kan jeg godt se, det var mit livs dumhed. Misforstået kammeratskab. Det må have været noget af den gamle spejderånd, der kom op i mig som gammel NSU’er. Det var helt idiotisk. Men jeg var immervæk kun en knægt på 21 år. Helweg-Larsen en voksen mand på over 30 - og han havde en fantastisk evne til at sætte sig i respekt. I hvert fald gjorde både Bitsch og jeg som han sagde.

Overbetjent Charles Hansen, Lyngby Kriminalpoliti: - Nu kendte vi på politistationen jo i forvejen lidt til Flemming Helweg-Larsens meriter. Vi vidste, at han holdt skydeøvelse både med pistol og maskinspistol ude ved sit sommerhus. Vi anså ham for en rå og hensynsløs fyr, der formentlig ikke ville vige tilbage for noget som helst. Så vidt jeg husker havde han en dom for ¨’ulovlig våbenbesiddelse’. Hans barnlige glæde ved at besidde våben havde gjort, at han - da den nye lov kom i 1940 om forbud mod at have våben - havde nægtet at aflevere sin pistol. Alle de oplysninger, vi havde, pegede imod Flemming Helweg-Larsen som en af gerningsmændene. Men da han som SS-mand var under tysk juridiktion, var det en alvorlig sag at fremkomme med en anklage, vi ikke var helt sikre på. Vi fandt derfor på en krigslist. Med den håbede vi at kunne få også den anden - eller de to andre - deltagere i mordet ‘ud af busken’. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvem de var, men fru Elsebeth Clemmensen, mente bestemt, at hun ville kunne genkende de to, der havde afhentet hendes mand. Fru Clem- mensen og jeg mødtes på en bestemt fortovscafé i nærheden af Rådhuspladsen. Vi vidste, at i hvert fald Flemming Helweg-Larsen ofte kom dér. Vi sad der flere eftermiddage uden resultat. Den fjerde dag lykkedes det. Flemming Helweg-Larsen kom og satte sig ved et bord. Lidt efter kom en høj, flot fyr og satte sig hos ham. Fru Clemmensen erklærede hviskende og med stor overbevisning, at det netop var de to mænd, der havde hentet hendes mand. Jeg kendte også den anden. Det var Schalburgskolens leder Søren Kam. Schalburgskolen i Høvelte hørte jo under Lyngby Politis område. Jeg gik til Gestapochefen, Kriminalrat Jensch, med alle oplysninger. Han lod ordren om deres anholdelse gå videre, og efter hvad han senere oplyste tilstod de begge. Gestapo fandt også frem til Bitsch og den tyske chauffør. Sidstnævnte oplyste imidlertid, at han havde handlet i god tro og for øvrigt ikke havde været med til at skyde. Dette bekræftedes af eksperterne, som kunne konstatere, at projektilerne var affyret fra tre forskellige revolvere, ikke fire.

Samtidens aviser giver overhovedet ikke udtryk for, at der er begået et mord. Her (>th) Berlingske Tidendes nekrolog. Efter at have fortalt, at Carl Henrik Clemmen-sen 'er afgået ved døden' (ikke et ord om årsagen), fortsætter man med at opremse Clemme's fars fortræffeligheder "hans far...var overordentligt agtet inden for sin stand"  (underforstået, at det var den døde ikke). Det mest positive, man har at sige om den døde er, at han er bror til komponisten Niels Clemmensen, hvilket kun kan give læserne glade tanker om hans festlige melodier som 'Katinka, Katinga' og 'Nu går våren gennem Nyhavn'.
Kolleger fra dengang har fortalt forfatteren, at det skyldtes, at man - da nekrologerne blev skrevet - troede, at det var Frihedsbevægelsen, som havde stået bag drabet. Clemmensen havde været den konservative avis "Nationaltidende"s korrespondent i Berlin. Der gik mange rygter om, hvorfor han var blevet sendt hjem dernede fra. Nogle mente, at det var for at udspionere sine københavnske kolleger. Det var de færreste, som i tiden efter hans hjemkomst, ønskede at have med ham at gøre.
Det er temmelig paradoksalt, at det første terrormord i Danmark netop skal ramme én, der var anset for ‘ulden’.

Et af forsvarerens argumenter ved retssagen mod Flemming Helweg-Larsen efter krigen var, at mordet ikke opfyldte kravene i "Landssvigerlovene" ("Straffelovstillægget af 1.juni 1945"), hvori det om dødsstraf hedder, at den kun skal anvendes, "når handlingen er udført for at fremme tyske interesser".
Mordet på redaktør Clemmensen var helt åbenbart IKKE i tyskernes interesse. Tyskerne var rasende over det. Accepterede absolut ikke private hævntogter. I hvert fald ikke på dette tidspunkt af Besættelsen, august 1943. Senere fik de danske terrorbander i tysk sold lov at husere uden hensyntagen.

Dr.Werner Best, Det Tredje Riges Befuldmægtigede i Danmark 1943-45: - Henvendelsen fra Gestapo om, at danske SS-mænd havde begået dét mord, blev jeg meget vred over. Mordet skete netop på det tidspunkt, hvor jeg havde gode forhåbninger om at få hele bruddet, som var opstået mellem den danske regering, rigsdag og øvrighed og os netop omkring den famøse 29.august 1943. Jeg forhandlede med de socialdemokratiske politikere om igen at få oprettet en dansk regering, hvilket helt åbenbart efter min mening lettere ville få tingene til at glide. Dette terrormord - eller privat hævnmord - som vi intet havde haft med at gøre, men som alligevel blev lagt besættelsesmagten til last mand og mand imellem, ødelagde en masse for mine politiske planer. Jeg gav straks ordre til at lade de tre SS-mænd anholde og sende til Berlin under arrest for, at de dérnede kunne blive stillet for en krigsret og dømt. At mine tanker om et gnidningsløst samarbejde i Danmark ikke deltes af toppen i Berlin, fik jeg et klart billede af, da jeg kort tid efter fik meddelse om, at Berlin havde anset mordet for et "Fehmemord", altså en lovlig krigshandling, og at man derfor havde frikendt de tre implicerede.(Uddrag af forfatterens interview med Werner Best i dennes hjem i Ruhr, sommeren1976)

Søren Kam: - Få dage før mordet på Clemmensen havde jeg været kaldt til dr.Werner Best på Dagmarhus. Ham så jeg meget op til, og jeg mener også, at han billigede det arbejde, jeg gjorde på Schalburgskolen. Han havde flere gange aflagt skolen besøg.....

 
Vi har faktisk et billede af et sådant besøg på SS-skolen af Hitlers højrehånd i Danmark dr. Werner Best (i midten).
Tv Søren Kam i Schalburgkorpsets sorte uniform

.... - Ved denne lejlighed på hans kontor sagde dr.Best helt tydeligt til mig, at man i Berlin ønskede en hårdere linie indført i Danmark. At terror måtte mødes med terror. Jeg fik ikke indtryk af, at dette ikke også var hans indstilling. Jeg kan ikke have taget fejl af tids- punkterne, for jeg talte ikke senere med Werner Best. En uges tid efter mordet blev jeg kaldt til møde på Dagmarhus sammen med Bitsch. Denne var kun menigt medlem af lærerstaben på "Schalburgskolen", så jeg havde nok mistanke om, hvad grunden var. Da jeg kom derind og så, at også Flemming Helweg-Larsen sad og ventede, vidste jeg, hvad klokken var slået. Vi afleverede vore våben og blev ført til Berlin under arrest. Dernede gjorde min misforståede kammeratskabsfølelse overfor Helweg-Larsen sig atter gældende. På rejsen derned havde han både overfor Bitsch og mig sagt, at han håbede, at vi ville stå fast på, at vi alle havde været med til at dræbe Clemmensen. Det gjorde vi så. Ved den lejlighed kunne jeg endnu en gang være kommet ud af sagen ved at fortælle sandheden. Men det gjorde jeg ikke. Da vi blev frikendt, husker jeg, at jeg var glad over at have været en god kammerat. I dag fortryder jeg det bittert. Men nu er det for sent.

De tre mænd bliver altså frikendt ved krigsretten i Berlin, og de anmoder alle tre om at komme til fronttjeneste. Flemming Helweg-Larsen bliver tolk i Holland. Søren Kam kommer til Regiment "Germania" under SS-Division Wiking, som på det tidspunkt ligger ved Dnepr-fronten ved Sortehavet. Ingen véd - og Søren Kam har ‘glemt’ - hvorhen Bitsch tog vejen.

Den danske krigskorrespondent og filmfotograf for det tyske propagfandaministeriums UFA- ugejournaler Alf Schneevoight (søn af 20’ernes og 30’ernes berømte danske filminstruktør Georges Schneevoight) fortæller:
- Jeg var til stede hos kommandøren, da Søren Kam meldte sig tilbage til "Germania". Det samme var den tidligere adjudant hos Frikorps Danmarks første chef C.P.Kryssing, nu untersturmführer Lorenz Lorenzen. Som gammel københavner-pressefotograf kendte jeg alle hovedpersonerne personligt: Brødrene Helweg-Larsen, Poul Nordahl-Petersen - for ikke at glemme "Clemme", og nu fik jeg chancen for at høre historien på første hånd. Jeg spurgte Søren Kam, om det ville genere ham at fortælle historien for Lorenzen og mig. Det havde han intet imod. Den historie, Søren Kam, har givet til Dem nu, Erik Haaest, stemmer ord til andet med det, han dengang fortalte. Dengang havde han - tør jeg nok sige - sagen i frisk erindring, Han indrømmede at have løjet overfor krigsretten i Berlin. Det havde han bestemt ikke behøvet fortælle os. Tværtimod kunne hans oplysning være kommet ham dyrt at stå, hvis den var kommet visse foresatte for øre. Derfor tror jeg personligt på Søren Kams version af historien. Det er måske svært for nutidsmennesker at forstå, men Søren var netop dén type spejderdreng, som af misforstået kammeratskabsfølelse kunne tage et medansvar, som han vitterligt ikke havde. Søren var jo ikke andet end en stor, glad, naiv dreng. Det er han for så vidt den dag i dag. (Uddrag af forfatterens interview til Ugens Rapport med Alf Schneevoight, 1974)

                                                           Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152