KAPITEL 3: Anholdelsen af Flemming Helweg-Larsen Der er i denne beretning andre 'spejder-drenge' med gammeldags moral-begreber end Søren Kam Det vil vel komme som en overraskelse, at jeg henfører Flemming Helweg-Larsen under dén betegnelse. Men det er den eneste mulighed for at fatte det, han gør i dagene efter Nazitysklands kapitulation - de første dage af maj 1945: Mens alle andre, der kan risikere domme for krigsforbrydelser, flygter mere eller mindre velorganiseret fra deres hjemland, maskeret som civilister eller værnemagts- soldater på trasketur mod et Tyskland i ruiner - glade over krigens afslutning, angst ved udsigten til det, de skal hjem til - så vandrer Flemming Helweg-Larsen den modsatte vej: Hjem til Danmark for at stå til regnskab for sine handlinger. Det kom til at koste ham livet. Men til sit dødsøjeblik følte han sig som en ærlig mand, der blot ikke havde evnet at forklare sig. Eller var blevet offer for folkets uforståelige hævn. Andre, som havde noget på samvittigheden og forstod at skjule sig nogle måneder eller år og derefter trække deres retssager i langdrag, slap med nogle få års fængsel, tilmed for dobbelt så lange synderegistre som hans. Anholdelsen af Flemming Helweg-Larsen sker 8.maj 1945 i Korsør. Det er er en af kapitulationsdagenes mest fotograferede (herover i hvid cottoncoat). Vi har pressefotografens egen kommentar lidt senere i dette kapitel. Dette pressefoto er samtidig et af de uhyggeligste eksempler på det oppiskede had i befolkningen, som fik selv pæne mennesker til at gå amok og opføre sig som pøbel. Billedet af den anholdte Flemming Helweg-Larsen, der tvinges til at gå spidsrod med oprakte arme gennem byen, udsat for spytklatter, æg smidt i hovedet, (se hans pande), sjofle tilråb og anden nedværdigende behandling kan give kuldegysninger hos os, der ikke husker den tid, men har søgt at bevare en eller anden naiv tro på, at her i vort land får selv forbrydere - eller folk, der er mistænkt for at være det - en behandling, så vi kan være os selv bekendt. I datidens aviser samt i historikernes beskrivelse af begiven-heden hedder det, at "Flemming Helweg-Larsen blev anholdt i Korsør, mens han i civilt tøj søgte at flygte ud af landet". Usandt. Han var på vej hjem. Da kapitulationen bliver meddelt 4. maj 1945, befinder Flemming Helweg-Larsen sig i Sydslesvig, nær Flensborg, hvor den kapitulerende nazi-regering under Adolf Hitlers udpegede efterfølger, Storadmiral Karl Dönitz holder til - og faktisk får lov at 'regere', indtil den 21. maj - altså 13 dage efter underskrivelsen af Nazitysklands betingelsesløse kapitulation. Hvis der overhovedet var SS-folk med ‘gode forbindelser’, som kunne have været hjulpet til flugt, var det netop Helweg-Larsen. Ingen kendte bedre end Flemming Helweg-Larsen det Sydamerika, som blev fristedet for tusinder og atter tusinder af SS-officerer. Han var født på den dengang danske ø Sankt Thomas i Vest- Indien, og han havde rejst i hele Sydamerika. Han havde i 1940 fået udgivet rejsebogen "Med 60 Pesos til Syd-Amerika" på Carl Allers Forlag. (Men Flemming Helweg-Larsen flygter ikke til Syd-Amerika, men går sig til Danmark. Han udskifter sin Waffen-SS-Uniform med civilt tøj, farver sit lyse hår mørkt og har held til at snige sig over den dansk-tyske grænse, som bevogtes skarpt af danske frihedskæmpere og engelske Tommy’es. Han kommer uantastet op gennem Sønderjylland, over Fyn og med færgen over Storebælt. Ingen vil mistænke en mand som dansk krigsforbryder, der i disse kapitulationsdage er på vej til København. Havde han som andre taget til hovedstaden med toget, var han næppe blevet anholdt i Korsør. Men det gør han ikke. Han beslutter at tage turen til fods. Vist nok fordi han ikke havde penge til den videre rejse. Pastor Poul Helweg-Larsen, hans far(>th): - Flemming havde haft den idé - ikke uforståelig for os, som kendte ham - at han, inden han meldte sig selv, ville tale med professor Hal Koch eller lederen af partiet Dansk Samling Arne Sørensen. Flemming anså de to for at være mandfolk. Han mente, de ville forstå ham. På vejen fra Sydslesvig, hvor han havde opholdt sig, da kapitulationsnyheden kom, blev han så taget i Korsør. Radioen meddelte dette den 8.maj. (Uddrag fra faderens hemmeligt stemplede rapport i Rigsarkivet) Kriminalkommissær Kjeld Petersen, Odense: - I min dobbelte egenskab af ung politimand og soldat i den 1943-45 i Sverige uddannede og derfra netop hjemvendte "Danske Brigade", var jeg blevet kommanderet til Korsør. Jeg skulle kontrollere alle tyske soldater, som skulle udskibes fra Korsør og sendes hjem. Vi havde mistanke om, at danske tyskerhåndlangere ville forsøge at slippe bort til Tyskland i værnemagtsuniformer. Det viste sig at holde stik - men ikke hvad angår Flemming Helweg-Larsen                                                                                                    (Uddrag af brev til forfatteren, 1974) Redaktør C.Aa.Corneliussen, Korsør: - Helweg-Larsen blev anholdt ved et tilfælde, takket være en lille frihedskæmper, som ellers ikke så ud til at have opfundet det varme vand. Han blev imidlertid mistænksom, da han under et rutine-eftersyn, som alle færge- og tog passagerer til og fra Sjælland blev underkastet i de dage, når de stod af færge eller tog, fandt hårfarvningsmiddel i en civil mands taske. Manden søgte at bortforklare dette med, at han var for fængelig og på den måde søgte at skjule sine gråsprængte tindinger. Men den lille frihedskæmper lod ham ikke passere, men førte ham til skolen, hvor vi havde opsamlings- og kontrolstation. - Kik lige på den herre her. Han har hårfarve i sin mappe. Han ville over Halskovbroen, sagde den opmærksomme frihedskæmper.                                                                  (Fra forfatterens interview med Corneliussen, 1975) Kriminalkommissær Kjeld Petersen, Odense: - Manden i den hvide cotton-coat kaldte sig ‘Flemming Larsen’ - udelod blot Helweg-navnet. Pludselig udbrød en af mine kolleger: - Jamen, De er jo Helweg-Larsen! Det bekræftede manden - og så blev han anholdt. Få sekunder efter vidste hele byen, at vi havde anholdt en af krigens værste forbrydere og tyskerhåndlangere. Hans navn stod på alle efterlysningslister (>th) - ikke kun pga. det med mordet på redaktøren, men også fordi han som SS-mand havde været med til at anholde de danske jøders religiøse overhoved, overrabbiner, dr. Marcus Friediger og dennes søn Arthur Friediger, da dr.Werner Best den 29.august 1943 lod prominente personer tage som gidsler. Både dr. Friediger og sønnen endte senere - i oktober samme år - i nazikoncentrationsejren Theresienstadt. Så snart vi havde afsløret mandens identitet, blev han ført gennem byens gader til rådhuset, hvorfra han under streng bevogtning skulle sendes til Vestre Fængsel i København, hvor man samlede de farligste af krigsforbryderne. Det er uden stolthed, jeg tænker tilbage på de dage. Vi førte ham med oprakte hænder midt igennem den rasende folkemængde. De kastede alt efter ham, bl.a. æg. - Skyd ham med det samme, det nazisvin! skreg de. Og folk vidste endda intet som helst om, hvem manden var, og hvad han var eftersøgt for. (Uddrag af føromtalte brev til forfatteren) Redaktør C.Aa. Corneliussen: -Jeg skammer mig på mine bysbørns vegne over den pøbeloptræden, der blev udvist i de dage. Som modstandsmand og pressemand havde jeg adgang overalt. Jeg var ikke på opsamlingscentralen, da Helweg-Larsen blev indbragt og genkendt, men jeg så ham blive ført derfra. Jeg tog billeder af det, fordi jeg var forarget. Det var nedværdigende, ydmygende. Jeg håber, ingen genkender hinanden eller deres forældre på de billeder. Alene det at gå med oprakte arme gennem byen var jo i sig selv fysisk tortur. Prøv bare selv at holde Deres arme oppe i 5 mi-nutter. Dette tog en halv time. Han blev nærmest ført rundt i byen. Det var bl.a. netop den behandling af med-mennesker, vi havde kæmpet imod! Der blev kastet flere æg imod ham. Èt ramte så godt, at det blev siddende i håret på ham, mens hvide og blomme flød ned over hans ansigt. Det var fru kriminal-assistent Neesby, der kastede det. Jeg så det. Jeg husker det, fordi jeg midt i min forargelse ikke kunne lade være med at smile indvendig. Det havde nemlig nær ramt hendes mand, som gik lige bag den anholdte med en maskinpistol i ryggen på fangen. En noget overdreven sikkerheds-foranstaltning i dén folkemængde.   (De 2 næsten ens fotos udlånt af Red. Corneliussen) Pastor P.Helweg-Larsen, Flemmings far:  -Jeg husker ikke, om han straks efter blev kørt til Vestre Fængsel - ellers har det i hvert fald været kort efter. Den første forbindelse mellem ham og os skete ved hilsner gennem fængselspræsten, pastor Olesen-Larsen. Jeg fik hurtigt min lommebibel ud til ham i cellen. Vi søgte at få højesteretssagfører Steglich-Petersen til at tage hans sag, men det kunne ikke den gang lade sig gøre. Den ansete jurist, overretssagfører Oluf Bay, student fra samme år som jeg, blev hans beskikkede forsvarer.  På dette foto, taget med særlige tilladelse, da der ellers normalt ikke må fotograferes i retssale, ses Flemming Helweg-Larsen i det øjeblik, han i byretten rejser sig  at modtage sin dødsdom. Avisen, som bragte billedet, har  søgt at bortretouchere statsadvokaten for Sjælland Thorkild Bo Roepstorff. Det lykkedes kun halvt >                                                              Gå til Kapitelfortegnelsen