KAPITEL 4: Dodsdommene Efter nogle ugers internering stilles Flemming Helweg-Larsen for en dommer, der fængsler ham for fire uger. Retssagen imod ham bliver Retsopgørets hurtigste. Det er som om øvrigheden tager den nemmeste sag for at kunne kaste kød for de sultne hade-ulve. Al efterforskning og retslige forundersøgelser samt sagens gennemførelse ved de tre instanser (Byret, Landsret og Højesteret) klares på mindre end syv måneder. Det skulle blive hastighedsrekord for de såkaldte 'landssvigersager': 10.september 1945 falder byretsdommen over Helweg-Larsen: Dødsstraf. 4. oktober -1945 fælder Østre Landsret sin dom: Dødsstraf 5.december 1945 falder Højesterets dom: Dødsstraf. 4. januar......1946 afslår justitsminister A.I.H. Elmquist (V) hans ansøgning om benådning og nægter at lade den gå til kongens vurdering. 5.januar kl.2,25 - natten efter - eksekveres dommen: Henrettelse ved skydning. Den gamle konge Chr. X blev rasende over at læse om henrettelsen i sin avis morgenen efter. - Hvorfor fortsætter man med at desavouere mig, udbrød kong Christian. Det var altid kongers ret at benåde dødsdømte. Og manden havde to små børn! Det ville jeg aldrig have titilladt. BYRETSDOMMEN : Retsinstanserne juristsprog kan være svært. Visse steder i teksten er ordvalget nærmest uforståelig juristisk kancelistil. F.eks. er det ikke umiddelbart forståeligt, at ordet 'Livsstraf' er juristsprog for 'dødsstraf'. Men her er ordlyden: Under nærværende sag, behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales Knud Flemming Helweg-Larsen til straf I. efter Straffelovstillægget af 1.juni 1945 §10, stk.1. ved i tiden fra 26.juni 1941 til Kapitulationen at have gjort tjeneste i Waffen-SS, hvor han fra august 1941 var tjenestegørende i Kriegsberichterkompagnier i Finland, Tyskland, Rusland, Danmark og Holland, idet han dog i tiden fra oktober 1943 til juni 1944 var overført til "Norma", en direkte under Reichsführer-SS Heinrich Himmler sorterende SS-afdeling, der forberedte 5.kolonnevirksomhed i Iran (Persien) II efter Straffelovstillægget af 1.juni 1945 §12, stk.2, ved natten til den 29.august 1943 i København sammen med det tyske politi at have medvirket som tolk og vejviser ved anholdelsen af medlem af den danske Rigsdag, fru Lisbeth Hindsgaul, samt overrabbiner, dr.M. Friediger og dennes søn Arthur Friediger, der alle førtes til Alsgades skole, hvorfra fru Hindsgaul blev løsladt efter nogle dages forløb, mens dr.Friediger overførtes til Horserødlejren og Arthur Friediger til Vestre Fængsel, hvorefter de begge i oktober 1943 deporteredes til (KZ-lejr) Theresienstadt i Tyskland og først løslodes ved Kapitulationen. III efter Straffelovstillægget af 1.juni 1945 § 8, jævnfør straffelovens § 237, ved den 30.august 1943 mellem klokken 22 og 23 på Lundtoftevej i Lyngby sammen med to andre SS-mænd, Søren Kam og formentlig Jørgen Valdemar Bitsch, samt en tysk soldat, hvilke tre personers opholdssted for tiden er ukendt, for at fremme tyske interesser eller med lignende landsskadeligt formål for øje at have dræbt redaktør Carl Henrik Clemmensen under følgende omstændigheder: Ca.kl.21 afhentede de Clemmensen i dennes hjem, Hvidørevej 37, Klampenborg, og førte ham i en tysk Værnemagtsautomobil til afhøring i et af arrestanten lejet sommerhus ved Frederiksdal og derefter i automobilet til mordstedet, hvor de kommanderede ham ud på vejen og med deres revolvere affyrede i alt 8 skud mod ham, der dræbtes på stedet. Der er af anklagemyndigheden nedlagt påstand om livsstraf, og endvidere er i medfør af Straffelovs- tillægget af 1.juni 1945 § 4 tiltaltes formue påstået inddraget til fordel for statskassen. Tiltalte er født 20.juli 1911 på Sct.Croix og tidligere....straffet med hæfte i 30 dage betinget med en prøvetid på 5 år.(Der hentydes til dom for ulovlig våbenbesiddelse, i krigens tid. EH) Hvad sigtelsen under Forhold I angår, har tiltale erkendt, at han....har gjort tjeneste i Waffen-SS, som nærmere beskrevet i anklageskriftet, og herunder i tiden fra oktober 1943 til juni 1944 i "Norma", hvilken afdeling skulle have været sat ind i Persien for at søge at rejse befolkningen mod russerne. Men da tyskerne måtte vige i Syd-Rusland, blev afdelingen trukket tilbage og kom aldrig til at virke efter sit formål. Han har forklaret, at han aldrig har været medlem af Danmarks National-Socialitiske Arbejder Parti, DNSAP, og at han alene meldte sig for at være med i kampen mod Bolschevismen. Han mente, den danske regering på det pågældende tidspunkt billigede, at man meldte sig til Waffen-SS.       Efter det foreliggende finder retten, at forholdet må henføres under Straffelovstillæggets § 10, stk.1, og at der ikke foreligger omstændigheder, som kan begrunde strafnedsættelse. Med hensyn til sigtelsen under Forhold II har tiltalte erkendt at have medvirket som tolk ved anholdelserne... men har hævdet at have handlet efter ordre fra en foresat. Retten må imidlertid statuere, at den omstændighed at han har handlet efter ordre ikke kan fritage ham for straf, og da dr.Friediger og søn deporteredes til Theresienstadt i Tyskland og først blev løsladt efter Kapitulationen, må tiltalte, uanset at han har hævdet, at han ikke vidste, at dr.Friediger og søn var jøder, og ikke havde tænkt sig, at de skulle deporteres, dog anses for skyldig i overtrædelse af Straffelovens §12, stk.2     Hvad endelig angår sigtelserne under Forhold III er det under sagen oplyst, at afdøde redaktør Carl Henrik Clemmensen den 29.august 1943 på Østerport Jernbanestation havde et sammenstød med journalist Poul Nordahl-Petersen, der var ansat ved dagbladet "Fædrelandet" og herunder sagde til ham "Det er folk som dig og Helge Bangsted, der er skyld i dét, der er sket i dag!" hvorhos han spyttede på ham, men at han senere samme dag gav ham en undskyldning herfor. (Helge Bangsted var chefredaktøren for det nazistiske dagblad "Fædrelandet"s. EH). Tiltalte havde fået nys om den pågældende episode, og han - der tidligere sammen med den i anklageskriftet nævnte SS-mand Søren Kam (om ham et helt kapitel senere. EH)   havde drøftet muligheden af at organisere en vis selvjustits for at straffe de personer, som generede SS-soldaters pårørende - blev nu med denne enig om, at de sammen skulle tage den ovennævnte sag mellem afdøde Clemmensen og journalist Poul Nordahl-Petersen op til behandling...(Her følger et omhyggeligt referat af begivenhederne, som jeg har citeret i et tidligere kapitel. EH) De regnede med, at afdøde var død, men forvissede sig ikke herom, og lod afdøde blive liggende, idet de dog forinden de forlod stedet beordrede den tyske soldat, der havde stået ved automobilet, til også at rette et skud mod afdøde, hvilket han gjorde. (Jeg har i øvrigt mange år senere identificeret denne '4. mand i forbrydelsen. H) Ved den den 31.august 1943 foretagne obduktion af afdøde konstateredes følgende skudlæsioner: 1. Gennem venstre tindinge-, storhjerne-, lillehjerne- til højre nakkeregion 2. Gennem venstre kind, svælg og halshvirvelsøjlen til højre side af kraniets underflade. 3. Gennem venstre kind, tungen og halsmuskler til højre side af halsen 4. Gennem bugvæg, lever og lunge til ryggen 5. Gennem bugvæg, tyktarmskrøs og ryggen 6.Gennem bugvæg, lever og ryggen 7. Gennem bugvæg, mavesæk og ryggen 8.Gennem bugvæg, venstre nyre og ryggen Samtlige skudkanaler er affyret i retning forfra fra venstre bagud mod højre. De er beligende fra 110 cm til 155 cm over fodsålerne og ligger i næsten vandret retning. Der er fundet 3 projektiler i og på liget, alle revolverprojektiler fra 7.6 mm til 9 mm. Flere af skuddene er affyret på nært hold og alle skuddene er affyret så godt som samtidig, mens afdøde har været i opret stilling. Der er ikke påvist tegn på sygdom og ejheller tegn på vold ud over de nævnte skudlæsioner. Dødsårsagen er kraniebrud med hjernekvæstelse. Efter det således foreliggende finder retten at tiltalte er strafskyldig efter de i anklageskriftets Forhold III nævnte bestemmelser, idet den må statuere, at handlingen er foretaget for at fremme tyske interesser... (Resten er tør jura. Dommen lyder på livsstraf, dvs. dødsstraf, frakendelse af almen tillid for bestandig og konfi- skation af formue. EH)                                  Retten i Nordre Birk, 10.september 1945. Der må normalt ikke fotograferes  danske retssale. Men i dette specielle tilfælde fik én fotograf tilladelsen mod at garantere tildækning af  baggrunden af, så det ikke kunne ses, hvor billedet er taget. Fotografen holdt sit løfte (< tv). lledet af den nydelige herre, passede ikke helt med et billede, pressen tegnede af den anklagede terrorist. Jeg behøver ikke vise tilsvarende hensyn til afdækningen, så jeg kan vise lidt af baggrunden - oghalvdelen af anklageren, statsadvokaten for Sjælland Thorkild Bo Roepstorff, som allerede året efter blev belønnet for sin ndsats med stillingen som ekstraordinær statsadvokat, og i 1951 ophøjedes til landsdommer, et job han bestred til sin pensionering 1972.   ØSTRE LANDSRETS DOM: Den indankede dom....er påanket af tiltalte Knud Flemming Helweg-Larsen med påstand om frifindelse for så vidt angår anklagepunkt II, og at Forhold III bedømmes efter Straffelovstillæggets § 9...og tiltalte påstår sig i det hele taget mildere dømt. Anklagemyndigheden har påstået dommen stadfæstet. Efter underrettens domsafsigelse har tiltalte været underkastet mental observation ved overlægen i psykiatri, hvilken den under 1.oktober 1945 afgivne erklæring konkluderes således: "Observanden er herefter ikke sindssyg eller åndssvag, men velbegavet. Han, der ikke mindst på mødrene side er meget stærkt arveligt belastet, frembyder betydelige karakteriologiske afvigelser fra normen og må anses at være konstitutionel psykopat af den hypertheme, holdningsløse type med tilbøjelighed til at handle impulsivt og i desperation. Stemningslejet er konstant let løftet, og observanden er præget af lystighed, dådkraft, han er iderig, selvsikker, dumdristig og eventyrlysten, men tillige ustadig, lunefuld og hidsig, impulsiv, hensynsløs og til tider brutal. Under observandens krigsdeltagelse er han i følelsesmæssig henseende blevet forrået og afstumpet. Fra de unge år har observanden soldet kolossalt. Som kronisk alkoholist kan han dog næppe betegnes, medens han næppe har været forfalden til drukkenskab i lovens forstand. Moralsk er observanden præget af en stærk antiborgerlig og efterhånden landsknægtagtig indstilling, parret med noget primitivt, drenget og naivt. Efterhånden er han dog overvejende præget af den gennem krigsdelta- gelsen yderligere accentuerede forråelse og menneskeforagt. Observanden må herefter anses for egnet til at lide straf.     (sign.) Helweg" Efter bevisførelsen for landsretten vil dommen i henhold til dens grunde være at stadfæste. Østre Landsret 4.oktober 1945. En forfatterbemærkning til Mentalerklæringen Jeg kan ikke dy mig for et par oplysninger om mentalerklæringen og senere har vi en kommentar fra en af de tre domsmænd: Til at undersøge og udarbejde en mentalerklæring afsættes der normalt 3-4 uger. Flemming Helweg-Larsens blev udarbejdet på 2 dage(!) At overlægen ser sig i stand til at afgøre "observanden"s moralsk habitus skyldes muligvis, at de to mænd kender hinanden. Overlægen, professor Helweg, som har udarbejdet rapporten, udtaler sig om, at Flemming Helweg-Larsen er ‘arveligt belastet’ (underforstået ‘degenereret’) på mødrene side. Professor Helweg er nemlig Flemming Helweg-Larsens onkel - på fædrene side! Så det må være moderen, der er noget galt med. Hans psykiatriske ‘dom’ over hele moderens slægt synes både ret uvedkommende og noget ud over, hvad en overlæge kan tillade sig. Den gode overlæge Helweg har da heller ikke ladet familiesladderen fra kaffebordene gå ind ad det ene og ud af det andet øre. Jeg skal ikke undlade at bemærke, at psykiatriske overlæger synes enestående til at finde nedsættende udtryk for det, vi andre finder positivt: - ‘Karakteriologiske afvigelser fra normen’ . Vi ville vel sige: Ikke et dusinmenneske. - ‘Af den hypertheme type'. Vi ville vel sige: ' fantasifuld og idérig'. Udtrykket ville også passe på en Niels Bohr, en Albert Einstein, en H.C.Ørsted - ja, enhver, der i kraft af evnen til at hæve sig over mængden er blevet til noget her i verden. -’Stemningslejet er konstant let løftet’. Vi ville sige 'En glad gut'. -‘Fra de unge år...har soldet kolossalt’. Læs hellere: 'Har jeg hørt ved familiens kaffeslabberaser'. -‘Præget af stærk antiborgerlig indstilling’. Vi ville nok sige: 'Er ikke tilfreds med det bestående samfund'. I professorens udtalelse ligger tydeligt en undertone af....'Han er jo revolutionær! Uf" Mentalerklæringen får i øvrigt ingen indvirkning på landsrettens dom. Hvad domsmanden sagde til mig Jeg har talt med en af domsmændene. Fru R.A.’s navn fandt jeg i sagen, som nu beror i Rigsarkivet. Jeg trodsede et forbud mod at opsøge nogen personer, jeg havde fået kendskab til i arkivalierne, slog hendes lidt usædvanlige navn op i KTAS-telefonbogen, aftalte et møde, besøgte hende og fik hendes udtalelser til gengæld for ikke at bruge hendes navn. Dette løfte agter jeg at holde - også selv om fruen formentlig i dag forlængst er gået bort af naturlige årsager. Her er hendes ord:  - Jeg var en af de tre domsmænd i landsretten. Vi var tre i alt, to kvinder og en mand. Retsformanden var dommer Lucas. Hans optræden rystede mig dybt. Jeg havde ikke tidligere været domsmand ved landsretten. Det gik meget stærkt. Pludselig var alt overstået, og vi trak os tilbage for at snakke om dommen. Jeg ville ikke idømme dødsstraf. Jeg er principielt modstander af at tage andre menneskers liv. Jeg fandt mange undskyld- ninger for den tiltaltes optræden i de givne situationer. Jeg troede fejlagtigt, at jeg ville få lejlighed til at udtale mig herom. Jeg talte senere med den anden domsmand - også en  dame - dame. Hun havde haft den samme indstilling. Men vi fik ikke en fod til jorden. Dommer Lucas tromlede alting ned. Dikterede dommen hen over vore hoveder. Bagefter lå jeg søvnløs i mange, mange nætter. Rasende på mig selv over, at jeg havde ladet mig tyrannisere af denne dommer Lucas. På et tidspunkt ligefrem hadede jeg ham. Tænkte på at gå til pressen med min vrede over hans egenrådighed og totale mangel på på lyst til overhovedet at høre domsmændenes mening. Jeg husker for eksempel, at han sagde til mig - i en tone, som ville få en psykiatrisk overlæge til at fare oven ud af sin hvide kittel: " Må jeg være fri for Deres utidige indblanding, fru R.A.! De er her for at være bisidder og ikke for at lave om på loven! Den mand vi dømmer har myrdet. Ergo skal han også straffes som krigsforbryder. Altså: Livsstraf. Det har hverken De eller andre følelsesmæssigt svage individer forstand på. Overlad dét til os juridiske dommere!"  - Jeg sad dybt chokeret og sagde ikke et kuk under resten af den tid, dommer Lucas brugte til at diktere dommen til sin sekretær., sluttede domsmanden sin udtalelse til forfatteren. Dansk retsvæsens første dødsdom i dette århundrede var med Østre Landsrets dom af 4.oktober 1945 endeligt stadfæstet. Da der imidlertid var tale om den første retssag med strengeste straf ifølge det nye "Straffelovstillæg af 1.juni samme år" gav justitsministeriet særlig tilladelse til at lade sagen forelægge Højesteret. Senere skulle det blive standardprocedure. Her er ordlyden af ... HØJESTERETS DOM: Den i denne sag af Østre Landsret afsagte dom er med justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af tiltalte. I pådømmelsen har 13 dommere deltaget: Med hensyn til Forhold II bemærkes, dels at dette forhold for så vidt angår tiltaltes medvirken ved anholdelsen af fru Lisbeth Hindsgaul alene vil kunne henføres under Straffelovstillæggets § 1, stk.1 (om formildende omstændigheder.. EH), dels at dommen må forstås således, at betingelsen i straffelovens § 24 er statueret at have foreligget. Ti dommere stemmer for at stadfæste dommen i henhold til dens grunde, dog således at der ikke findes anledning til at bringe Straffelovstillæggets § 4 i anvendelse (Man konfiskerer altså ikke hans formue. Skulle det mon være af hensyn til hans to små børn? EH) Tre af de ti får følgende bemærkninger indført i dommen: Efter indholdet af straffelovens § 8 må det antages, at den adgang, der er, til idømmelse af livsstraf kun bør anvendes, hvor handlingen i særlig grad er båret af de i paragraffens stk.1 nævnte formål (for at pleje tyske interesser. EH), medens der ikke for så vidt angår straffelovens § 237 kan antages at være lagt særlig vægt på forholdets karakter i øvrigt. Herefter finder disse dommere - der i øvrigt er enige med flertallet i alt andet - at det af tiltalte begåede drab, uanset dets grovhed.....ikke bør straffes med livsstraf, men at tiltalte for samtlige af dommen omfattede forhold bør anses med fængsel på livstid. Der gives dom efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Landsrettens dom bør ved magt at stande, dog at bestemmelsen om inddragelse af tiltalte Knud Flemming Helweg-Larsens formue til fordel for statskassen udgår. I salær for Højesteret tillægges der højesteretssagfører Steglich-Pedersen 400 kr., der udredes af tiltalte. Hvad pressen skrev: Den 28.december 1945 skriver Dagbladet BT i sin ledende artikel: Mellem Flemming Helweg-Larsen og dødspeletonen står nu kun én mand: Justitsminister Elmquist. Ham er det, som skal træffe afgørelsen, hvorvidt den dødsdømte skal henrettes eller om han skal i livsvarigt fængsel.... Med hensyn til selve spørgsmålet "Dødsstraf eller livsvarigt fængsel" har justitsministeren forlængst taget sit standpunkt: Så tidligt som i 1932 talte han i Rigsdagen for genindførelse af dødsstraf, men først nu - de mange år efter, hvor Danmark i mellemtiden blev kastet ud i frygtelige begivenheder - findes der atter lovhjemmel for, at samfundet ragerer overfor særlig grove forbrydelser ved selv at tage menneskeliv. (> th) Den 5.januar 1946 står denne meddelelse enslydende i alle landets aviser:   Det er fuldbyrdet! Sådan sagde Jesus på korset. Og sådan sagde den danske bøddels pressetjeneste om Danmarks første henrettelse efter Besæt telsen. Her har ingen - som man ser på film - ventet ved telefonen på eventuel benådning. Thi for at ovenstående meddelelse har kunnet nå at komme med i morgenaviserne den 5.januar (i København kunne aviserne på den tid købes på Rådhuspladsen fra midnat) må pressemeddelelsen være udsendt før henrettelsen kl. 2,25 ! Datoen er ingen tilfældighed: Mordet på digterpræsten Kaj Munk i Vedersø, en af frihedskampens åndelige inspiratorer, et krigstidsdrab, som rystede det besatte Danmark, blev begået af tyskerne netop natten mellem 4. og 5. januar 1944 - på dato to år tidligere. Der er i øvrigt mange ligheder mellem måden, de to drab blev begået på: Kaj Munk dræbt af flere revolverskud i nattens mulm og mørke, liget fundet næste morgen liggende i en vejgrøft osv. Flemming Helweg-Larsen dræbt at 10 riffelskud, nedtaget hængende i remme på en trævæg. Der er også lighed mellem dommene over morderne: Carl Henrik Clemmensens morder blev dødsdømt. Kaj Munks mordere blev dødsdømt. Men så hører ligheden også op: Clemmensens morder blev henrettet. Munks mordere blev benådet. I juni 1950 blev Munks mordere sat på fri fod. Et par bemærkninger om rettergangstempoet: Der er masser af eksempler på, at det klogeste, man kunne gøre i "retsopgøret", var at lave sin sag indviklet og derved trække dommen i langdrag, indtil det første, vilde had havde lagt sig. Et eklatant eksempel: "Sagen Børge Villy Redsted Pedersen"(< tv). Sigtet for stikkervirksomhed, for at have optrådt som torturkarl hos Gestapo op Shellhuset, for samarbejde med Gestapo om anholdelser af danske borgere ... ja, mange andre forbrydelser under Besættelsen. Alle Pedersens forbrydelser var begået indenfor Danmarks grænser. Pedersen evnede med snik-snak, fordrejninger, mystiske abekatteløgne og optræden som cellestikker imod kammeraterne at få sin sag trukket i langdrag i flere år. Da dommen endelig faldt, blev han først dømt til døden, derpå benådet til 18 års fængsel, fik den senere yderligere nedsat - for så i 1949 at blive løsladt efter mindre end 4 års indespærring.  (Gurli og Erik Haaest har netop lagt sidste hånd på manus til bogen "Guldfugl på Larvefødder - historien om Sven Hazel"). Bogen beror p.t. hos et forlag til vurdering. Så snart udgiveren er fundet, vil udgivelsestidspunkt blive oplyst på www.haaest.dk ) I dag er Børge Villy Redsted Pedersen 92 år og mangemillionær, verdenskendt som forfatter til en serie krigsbøger, som han kalder ‘mine erindringer og oplevelser’. Skønt alt er opdigt. Forfatternavnet: Sven Hazel dækker i virkeligheden over hele 5 personer En afslørende bog om fænomenet 'Sven Hazel' (< tv) er allerede lige ved hånden. Bogen kan lånes på bibliotekerne. (Bogans Forlag, 1977). To forfatternoter: Christian X. var ved årsskiftet 1945/46 nået 75 år, men kvik i pæren, skønt andre har tillagt ham senilitetstræk. Kongen følte tung skyld for det, der var overgået hans folk, og de ting, han med nogen ret følte, han af politikerne var blevet misbrugt til. Det ved vi bl.a. fra hans søn, arveprins Knuds, bog "Kong Christian under Besættelsen" (Forlaget Branner & Korch 1947). Bogen er ganske vist tillagt chefen for Hærens arkiv, kammerjunker Axel Pontoppidan som forfatter, men denne lægger ikke skjul på bogens egentlige ophavsmand. En anden kilde til viden om kongens vrede over henrettelsen stammer fra kong Christian X's livlæge, Kgl. hofmedicus V.A.Fenger. I forbindelse med research for min bog "Aktion Prammen", 1995, gennemgik jeg en privat brevsamling hos et ældre, mønsk ægtepar. "Aktion Prammen" fortæller om en særlig humanitær begivenhed på Møn maj-juli 1945. Dens hovedperson var læge Rasmus Fenger, Borre. Brevene havde ægteparret fundet i forbindelse med en oprydning efter Rasmus Fengers død. Rasmus Fenger var ud af den kendte lægefamilie, hvis uofficielle overhoved i årene efter krigen netop var kongens personlige læge V.A. Fenger. I et brev fra denne til nevøen Rasmus Fenger i sommeren 1951 gengiver V.A.Fenger et replikskifte fra 5.januar 1946, hvor livlægen aflagde kongen et besøg på Amalienborg. (Jeg noterede udtalelsen, men brugte den ikke, da den var dén aktuelle bog uvedkommende) I forbindelse med genskrivningen af  "Udyr - eller hvad?" har jeg atter henvendt mig til ægteparret for eventuelt at få udleveret brevsamlingen. Manden er død, konen kommet på plejehjem og en datter oplyser, at alle papirer, som ikke kom med hendes mor på plejehjem, er blevet brændt. Sic transit gloria mundi. EH                                                            Gå til Kapitelfortegnelsen