Kapitel 5: Eventyreren ud af  'den degenerede familie' Familien Helweg-Larsen har tradition for, at den medlemmer ikke er dusinmennesker. Flemmings mor Astrid var ud af den Heibergske slgt, hvis navne har præget historien på det kunstneriske og litterære område. Hendes far, Flemmings morfar, var den elskede og højt anerkendte stiftsfysikus Heiberg. Familien tæller så berømte navne som chefen for Det Kongelige Teater, digteren Johan Ludvig Heiberg (forfatter til bl.a. vort nationale skuespil "Elverhøj"), gift med  skuespillerinden og forfatterinden (bl.a. til syngespillet/vaudevillen "En søndag på Amager" Johanne Louise Heiberg. Ægteparret gjorde "Bakkehuset" på Frederiksberg til et begreb i 1800-tallets europæiske åndsliv. Johan Ludvig Heibergs far var journalisten og forfatteren Peter Andreas Heiberg, der under enevælden var så ‘revolutionær’, at kong Frederik den Sjette udviste ham af Danmark for hans skriverier, bl.a for disse linier i 2. vers af i 'Indtogsvisen', skrevet til en fest for Skydebrødrene               Ordener hænger man på Idioter,              Stjerner og bånd man kun adelen gi’r.              men om de Mallinger, Suhme og Rother    (nogle af tidens kendteste adelsslægter. EH9                  man ej et ord i aviserne ser.                  (underforstået: De lavede ikke en døjt, Gjorde intet for samfundet)                   Men han man hjerne,                    kan man jo gerne                   undvære Ordner og Stjerne.    (ord, som jeg anno 2006 mener passer den dag i dag) Det er denne slægt, ‘Onkel Overlæge’ alias professor Helweg, kalder ‘degenereret på mødrene side’! (Jævnfør oplysningen i 4. kapitel: "Professor Helweg, som har udarbejdet mentalerklæringen, udtaler sig om, at Flemming Helweg-Larsen er ‘arveligt belastet’ (underforstået ‘degenereret’) på mødrene side." Professor Helweg er nemlig Flemming Helweg-Larsens onkel - på fædrene side! Så det må være moderen, der er noget galt med.) Flemmings far Poul Helweg Larsen er præst på De Vestindiske Øer, da Flemming bliver født 1911. Ganske vist var negerslaveriet på den tid afskaffet, men den gode pastor Helweg-Larsen skriver harmdirrende indlæg hjem til danske aviser om de dårlige sociale forhold, som den danske stat byder sine børn i de danske koloni-øer i Det Caribiske Ocean. Danmark orker ikke - eller vil ikke - gøre noget ved dén sag, og sælger derfor øerne til USA i 1916. Så rejser familien Helweg-Larsen til Danmark, hvor faderen får et præsteembede på Christianshavn. Pastorens bror, Flemmings farbror, Gunnar Helweg-Larsen, er en af dem, som først af alle - mens danske politikere slikker de tyske officerer op og ned ad ryggen - demonstrerer sit had til besættelsesmagten, Som chefredaktør for Kristeligt Dagblad skriver han få dage efter 9.april 1940 en artikel om ‘de grønne’ nonnelarver, som opæder den danske bøgeskov. Hentydningen til tyskernes grønne uniformer og bøgeskoven som det danske symbol påkalder tyskernes irritation.       Pastorens og chefredaktørens far var stiftsprovst i Viborg og i vækkelsestiden omkring århundredskiftet en kendt, kristelig forfatter. Stifts-provstens bror var dansk guvernør i Dansk Vestindien. Deres fælles far, Flemmings oldefar, var Københavns borgmester. Han hed Larsen og blev gift med en Helweg. Derfra stammer de sammenstillede efternavne ‘Helweg-Larsen’. Begge slægter, Larsen og Helweg - for ikke at glemme Heiberg-grenen - fyldte gevaldigt op i Kraks Blå Bog, da denne udkom for første gang i 1907. Ingen af brødrene Flemming, Kjeld eller Per blev da heller ‘dusinmennesker’. Per Helweg-Larsen var læge, døde ret ung. Kjeld Helweg-Larsen blev journalist først i Det Berlingske Hus, senere ved "Fædrelandet". Efter en kort fængselsstraf efter Kapitulationen, emigrerede han til Bahamaøerne, hvor han levede en velhavertilværelse, indtil sin død for få år siden. Men først og fremmest er det den unge Flemming Helweg-Larsen, som har eventyrerblod i årerne. Efter skolen får han plads på et kontor. Det er ikke noget for ham. Han vil ud i verden og opleve alt det i virkeligheden, som han har læst om i drengebøgerne og set på film i stumfilmens biografer. Han når netop at få set den første talefilm, inden han en dag tager mod til sig og siger sit kontorjob op. I forordet til en af sine senere bøger beskriver han om den store beslutning, han som 20-årig tog i 1931: Jeg havde altid vidst, det måtte komme. Tilværelsen på et lummert kontor ville i længden være mig u-udholdelig. I tre lange år, efter at jeg var kommet ud af skolen, havde jeg siddet fra klokken 9 morgen til 5 aften, klapret på en skrivemaskine, sat kartotekskort på plads og hørt sætningen "Lad Helweg gøre det. Han er her for det samme!" - Og altid vidst, at det var noget, et 5-års barn kunne udføre i søvne. Altså havde jeg pludselig en dag vovet springet og banket på direktørens dør for at sige min plads op. Jeg har altid villet ud. Som dreng havde bøger om troperne og den hvide mands liv i afsondrede egne af verden været min bedste litteratur. I lange år havde jeg drømt om, at jeg skulle komme ud og opleve nogle af de sælsomme eventyr, som mine helte i bøgerne dagligt kom ud for. Så kom filmene. De pragtfulde safarier i Afrika, tigerjagt i Indien og opdagelsesrejser i Sydamerika, det ene sted med Tarzan, et andet med Kiplings jungledreng Paw. Det drømte jeg om og om igen, når jeg om aftenen var kommet i seng. Netop på det mest spændende sted i min drøm - dér, hvor jeg var ved at nedlægge tigeren, som ødelagde mine indfødtes landsby - kimede altid vækkeuret. Klokken var 7. Den hvide mand på bungalow’ens veranda med revolver, tropehjelm og niggerboy forsvandt, og yngste kontorist på det store kontor skulle af sted til dagens dødtriste trummerum. Uden chance for at opleve spændende eventyr. Og nu havde jeg altså i et desperat øjeblik mandet mig op til dåd. Aftenen i forvejen havde jeg set filmen "Trader Horn", og hele denne formiddag drømte jeg om solbeskinnede lande med orchidéer og kolibrier. Det var først da jeg hørte direktørens "Kom Ind!", at jeg begyndte at miste lidt af min selvtillid... Famlende og nervøs begyndte jeg at forklare min chef lidt om alt det, jeg havde drømt om i de år, jeg havde været på hans kontor. Han lyttede med interesse til det altsammen, og det gav mig mod. Kom jeg ikke ud nu og fik set alt det, jeg havde drømt om, ville jeg til mine dages ende mene, at jeg havde snydt mig selv for en stor chance. Også selv om det skulle vise sig at være langt mindre romantisk end forventet. Han forstod mig og syntes, det ville være rigtigt at prøve - selv om han advarede mig om, at det nok knap var så rosenrødt og romantisk, som i bøger og på film. Da jeg kom ud igen på min stol og fortalte de andre, at jeg havde sagt min stilling op og ville ud at rejse, troede de vist nok, jeg var blevet vanvittig. Jeg begyndte at grunde over, om de måske havde ret. Jeg havde jo dog her et fast job. Ganke vist ikke et, der ville føre til den store stilling, men det var dog altid noget fast... Men skridtet var gjort. Jeg havde brændt mine skibe." Flemming Helweg-Larsen rejser til Syd-Amerika via Hamburg og England. Han opdager, at Argentina, Paraguay, Bolivia og alt det andet derude er helt anderledes end på film. Men ikke derfor uden romantik. Han lærer de indfødte og de mange, hvide immigranter fra hele jorden at kende. Oplever krige mellem Paraguay og Bolivia, rider som gaucho (Syd-Amerikas ‘cowboys’), arbejder i havne og på plantager, rydder skove og vandrer gennem jungle og sumpe. Træffer de særeste mennesker. Alt dette sætter sit præg på den unge mand. Hans eventyrlyst er ikke blevet mindre, da han rig på erfaring, men fattig på mønt fire år senere vender hjem fra udlændigheden. Han bliver repræsentant og forfatter. Til til sin første bog, drengeromanen "I hemmelig mission", får han følgende anerkendende ord med på vejen af den tids kendteste københavnerjournalist Christian Houmark, som skriver en helsides anmeldelse af bogen i BT: "Endnu et medlem af den stærkt skrivende familie Helweg-Larsenske familie er sprunget ud som talent...Hans navn er Flemming Helweg-Larsen, hans bog hedder "I hemmelig mission". Det, der giver så runde løfter i denne debutbog, skrevet for unge piger og unge mænd, også for ældre, er dens opbygning. Den fænger fra afsnit til afsnit. Begynder på den yderste molespids ved Løkken havn. Vi følger forfatteren gennem fremmede lande og over fjerne have, i krig med mennesker og giftige slanger. Vi fornemmer tropenattens ånde, ser lyset skifte over uigennemtrængelige skove. Vi følger ham med glæde, fordi hans bog er en ny bog, ung og frisk, en bog, der ikke har nogen tendens ud over den at vise, hvad et frejdigt sind, snarrådighed og trofasthed betyder også for den, der vil bryde nye veje gennem eventyr og hindringer..." Bogen udkommer 1941 på Carl Allers Bogforlag, kort efter at den eventyrlystne, unge mand, nu gift med Ragna og far til en lille størrelse, har meldt sig til nye eventyr: Som frivillig soldat i Waffen-SS for på Østfronten at bekæmpe kommunismen. Året efter - og det er jo ikke sådan, at Allerfamilien ikke véd, hvor deres forfattere befinder sig(!) - udsender Carl Allers Bogforlag endnu en Flemming Helweg-Larsenbog "Med 60 pesos til Sydamerika"     Forsiden og et foto fra bogen. Flemming Helweg-Larsen (tv) er fotograferet i Rio sammen med en anden eventyrer Der en rejsebeskrivelse - fortæller om hans oplevelser i den store uudgrundelige verdensdel. Den bog får lige så smukke anmelderord med på vejen. Hans navn er nu kendt i Danmark, og bøgerne skaber interesse for at lytte til hans videre beret- ninger. De kommer til offentligheden i form af avis- og bladartikler, men først og fremmest som reportager i den danske Statsradiofoni, til hvilken han sender lakplader hjem fra Østfronten. Danmarks Radios lydarkiv har adskillige af disse gamle, skøre lakplader med den Helweg- Larsenske stemme, som fortæller om hans og andre soldaters barske hverdag på Østfronten, hvor diktator Stalin og kong Vinters fælles kuldegrader gør det vanskeligt at se de lyse sider. Men Flemming Helweg-Larsen mestrer kunsten, takket være den egenskab, som "Onkel Overlæge" senere i sin mentalerklæring til Østre Landsret kalder ‘konstant let løftet stemningsleje’  < Billedet af Flemming Helweg-Larsen (i midten) som udsendt reporter for Danmarks Radio hos Frikorps Danmrk på Østfronten er taget fra min bog 'Frontsvin' (side 112). Jeg lånte i sin tid originalfotoet af en fhv. frikorpsmand, men leverede det selvsagt tilbage efter endt brug. Derfor har jeg mGå yioælåttet affotografere bogen, og det svækker selvsagt billedkvaliteten.           Gå til Kapitelfortegnelsen