Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

951047
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


KAPITEL 07: Flemmings nekrolog, skrevet af hans far

- I min stilling kan man jo ikke sige den slags højt, men
denne sag (Flemmings) er et vidnesbyrd om både regeringens
og domstolenes mangel på mod og fasthed overfor pøbelskrål!
(Anonym juridisk embedsmand, 1945, se herunder)

Jeg har tidligere citeret fra den gamle pastor Poul Helweg-Larsens beretning om den sidste time sammen med sin søn. Et gribende dokument. Beretningen er meget længere, og jeg kan ikke lade være med at bringe flere uddrag.
I sin rolige, hadefri form giver faderen et billede af sin elskede søn, Flemming Helweg-Larsen. Men det er også et billede af ham selv. En beretning, som ikke kan undgå at røre læseren. Og som nok bør indgå i overvejelserne hos de mennesker, der har opkastet sig til dommere på liv og død over andre, de være sig politikere, advokater, dommere, journalister - eller vi ganske almindelige hverdagsmennesker, som har så let til udtrykket:
- Ja, de skulle faneme skydes!".
       Det skal med, at pastor Poul Helweg-Larsen ikke bare var sammen med sin søn i cellen i Vestre Fængsel og ved henrettelsen, men også overværede samtlige retsmøder i Københavns Byret, Østre Landsret og Højesteret.
Hans beretning ligger i Rigsarkivet. Det er ikke hans første. Den forsvandt, som han selv fortæller i det følgende. Så satte han sig og skrev det hele en gang - i vinteren 1947/48, fordi han selv var klar over, at ingen andre end han kunne skrive en nekrolog over den første mand, der blev henrettet i Danmark i det 20. århundrede - hans egen søn.
Så skriver han da, den gamle far, pastor Poul Helweg-Larsen:
- En beretning om Flemmings sidste tid, som jeg skrev i efteråret 1946 blev på ubegribelig vis borte. Når jeg nu, fem fjerdingår efter hans død, skriver en anden, er der et par ting fra tiden efter hans død, som man må undre sig over.
Først den hast, hvormed hans sag blev fremmet. Der gik et halvt år, før den næste dødsdom blev eksekveret.
Ikke mindre undres man, når man sammenligner hans sag med andre sager, både sager, der medførte dødsdom, og sager, der ikke gjorde det. Vi gjorde jo nemlig ikke som dem i Norge, hvor man begyndte med de sager, som var mest oplagte, nemlig politikernes og de højere embedsmænds, som havde handlet på alles vegne. På vore vegne! Her gik det derimod sådan - og måtte måske efter hele retsplejeordningen gå sådan - at jo højere retsinstanser, des mere syntes det indtryk at tone bort, som var så stærkt ved første instans, ved byretten: Indtrykket af Flemmings sandhedskærlighed og den åbenhed, hvormed han lagde kortene på bordet.

Man skal lede længe efter noget mere uvirkeligt end den lange indledning, hvormed rigsadvokaten for Højesteret begyndte sit aktorat. En påvisning af, at Flemming altid havde været nazist. - Det havde han, sagde rigsadvokaten, været fra det øjeblik han ikke fulgte mit, hans fars, ønske om at studere. Som om ungdommens oprør mod alderdommen alene hører Nazismen til. Da skabtes, sagde rigsadvokaten, de mindreværdskomplekser, som siden bevirkede, at han ikke brød sig om at gå rundt med sin mappe, da han var repræsentant.
Ak, Flemming og mindreværdskomplekser!
Man ser deraf, hvad en formodentlig velbegavet mand kan få ud af det, når han skal danne sig et billede af en mand, han overhovedet ikke kender personligt, men blot skal anklage.

Jeg havde ikke ventet dødsdom
Jeg havde ikke ventet hverken dødsdom eller dens eksekvering. Og det skyldtes ikke blot, at jeg ikke kunne - og stadig ikke kan - forstå, at drabet på Clemmensen kan komme ind under denne lov.
[Forfatternote: Pastor Helweg-Larsen hentyder her til "Straffelovstillægget af 1.juni 1945", som alene angår forbrydelser begået med det formål at ‘gavne tyske interesser’, mens almindelige drab/mord begået under Besættelsen 1940-45, alene skulle dømmes efter den gældende normale straffelov, hvis maksimumsstraf for drab var livsvarigt fængsel. EH]
Efter at Højesteretsdommen var fældet, spurgte jeg den politiadvokat, der havde haft hele forundersøgelsen, om han havde ventet dette resultat? Han svarede:
- Nej, ikke før jeg hørte råbet om, at man ville se blod. Da det drejer sig om en enkelthandling, som ikke var led i et terrorsystem, og om en handling, der helt givet ikke var planlagt, men begået i ophidselse, delvis foranlediget af dræbte Clemmensen selv. Derfor forstår jeg det heller ikke.
Den læge, som havde endevendt Flemmings brogede fortid og indre krampevridninger, sagde: "Det er aldeles meningsløst", o
g en folketingsmand, hvis indlæg i tinget for dødsstraffens indførelse efter sigende satte stemmetallet herfor i vejret, sagde, at han aldrig havde tænkt sig, at dødsstraffen skulle anvendes i et sådant tilfælde.
Hvis det er rigtigt, hvad der er berettet mig, at justitsministeren udtalte, at den kendsgerning, at han tilfældigvis sad på den plads, ikke berettigede ham til andet end at følge dommen og afslå benådning, ja, så forekommer det mig unægteligt, at ministeren på en besynderlig måde har forvekslet den øverste appelinstansmyndighed med slet og ret en ekspeditionssekretærs. Ansøgningen om Flemmings benådning var dog underskrevet af ikke færre end 30 gode, danske mænd og kvinder. Tæller det slet ikke med?
Ganske afgørende synes det mig, at så at sige alle de mange, jeg talte med - også folk, som i kraft af deres stilling ikke kunne
underskrive benådningsansøgningen - så at sige som med én mund sagde: "Ulykken er, at Flemmings sag er den første!"
Derfor er jeg også sikker på, at den endelige dom en gang i fremtiden vil falde sammen med, hvad senere en juridisk embedsmand sagde til mig: - "I min stilling kan man jo ikke sige den slags højt, men denne sag er et vidnesbyrd om både regeringens og domstolenes mangel på mod og fasthed overfor pøbelskrål!"
Forhåbentlig vil der komme en tid, hvor dette også kan blive sagt højt! Men alt dette ligger i ét plan.
I et helt andet ligger Guds gode råd. Og ved dét, fik han sit vildfarne barn hjem.
Flemming var et menneske med større evner og rigere muligheder end de fleste. Han havde tillige et meget kærligt hjerte, selv om han ikke altid holdt af at vise det. Det sås især overfor forkuede og forsagte eksistenser. Og det sås i hans hjem. Han fyldte det med sin livfuldhed, sin åbenhed og sin ærlighed Hans sandhedskærlighed gav sig også udslag i , at han sagde sin mening både i tide og i utide - især hvis han fandt, at nogen gik hans forældre for nær. Thi om noget var ægte, var det hans kærlighed til os.
Men Flemmings karakter havde jo også andre sider. Han var en eventyrer og en fantast. Han ville have været til Finland for at kæmpe mod russerne og senere til Frankrig for at kæmpe mod tyskerne.
Begge gange fik jeg ham fra det. Men da han meldte sig til den sidste skæbnesvangre tjeneste, var han rejst, inden vi fik det at vide.
Sikkert er det, at han aldrig havde gjort det, før det blev en kamp mod Bolschevismen. Den stod for ham som Europas fjende. Han ville ikke på SS-officersskole for ikke at blive sendt tilbage til Danmark, og da han et halvt års tid før kapitulationen fik ordre til at gå til Danmark for at organisere en gruppe imod Frihedsbevægelsen, sagde han Nej!
Han erkendte senere, at han havde grebet fejl ved at melde sig til tysk tjeneste overhovedet, men som forræder mod sit land følte han sig aldrig.
Han havde den farlige egenskab at eje en charme, som vanskeligt nogen kunne stå for . Når han da ikke optrådte overlegent. Hvad han jo til tider kunne gøre.
Han var nemlig et meget sammensat menneske. Han kunne være ganske hæmningsløs, og han kunne udvise en enestående ro. Han kunne være hensynsløs, og han kunne til det yderste være hensynsfuld og forstående, selv i ganske små ting. Meget i ham minder om de skikkelser, man træffer hos Dostojvskij.
I Argentina pådrog han sig den livsfarlige malaria, som var blevet hans død, om han ikke var kommet hjem derfra i tide. Af den fik han stadig voldsomme anfald med ulidelige smerter. Kun den, som véd, hvor meget i hans færd, der skyldtes denne sygdom, kan fælde en retfærdig dom over ham - og dét véd ingen af os.
Med sine fejl og sine store og gode sider var han fra ganske lille, og vil til vor sidste dag for os være, det - vor inderligt, elskede dreng med det glade sind og det store kærlige hjerte.

Præsten til sine konfirmander:  -Min søn har dræbt et menneske
En e-mail i juleugen 2004 fik mig til at undres over verdens tilfældige sammentræf, som en forfatter af og til kommer ud for:
Kære Erik Haaest!
... Vi er stadig meget påvirket af Katastrofen i Seest, som skete kun lidt over en kilometer fra, hvor vi bor. Vi har ikke fået større skader, men ikke desto mindre sidder chokket stadig dybt i kroppen på én.
Dette til trods for, at jeg i min ungdom i København har oplevet to bombardementer, dels af B&W ganske tæt på, hvor vi boede på Amagerfælledvej, dels af Shellhuset. Hertil kommer 29. august 1943, hvor marinen sprængte flåden på Holmen, få hundrede meter fra mit hjem.
For nogen tid siden fandt jeg på din hjemmeside, som jeg jævnligt besøger, en meget bevægende artikel om pastor Helweg-Larsen, der fulgte sin søn den sidste vej til henrettelsen.  Jeg er personligt interesseret i præsten Poul Helweg-Larsen. Han skulle have konfirmeret mig i Christians-kirken på Christianshavn, men på grund af netop ovennævnte bombardement af B&W, hvor englænderne ramte også meget andet (En lommetørklædefabrik, Sukkerfabrikkerne og Christianskirken), blev konfirmationen
flyttet til Christiansborg Slotskirke.  
     Under konfirmationsforberedelserne kom præsten en dag ind i lkonfirmandstuen - dybt nedbøjet, og fortalte at hans søn havde myrdet et  menneske. Vi kom til at holde meget af præsten, netop fordi han så åbent og ærligt fortalte os om det.
Da jeg ved af erfaring med dig, at man skal have dokumentationen i orden, når man fortæller dig noget, vedhæfter jeg to fotos: Et af mit konfirmationshold med pastor Poul Helweg-Larsen i midten. (Det lidt bøvede unge mand ved hans venstre hånd er min beskedenhed), samt en kopi af en side i min salmebog med præstens ord til mig). Med venlig hilsen og ønsket om et godt og oplevelsesrigt nyt år. Egon  Sørensen.

   
    
Egon Sørensen (herover nr. 2 fra højre i forreste række) er ikke nogen tilfældig person for mig. De, som har læst min tredje bog om Dobbeltmordet på Frederiksberg 1948 "Dobbeltmord og Edderkopper"  vil vide, at en mand i Kolding bragte mig en meget væsentlig oplysning, nemlig, at han som ung var bankmand i en bank overfor mordlejligheden. Ved den til alle københavnske banker påbudte eftersøgning efter en check på 8.500 kroner, som den myrdede Vilh. Jakobsen på morddagen havde udskrevet, fandt den unge bankmand frem til den check. Den var udskrevet til den ligeledes myrdede fru Jacobsen, som samme dag havde indsat den på sin konto. Checken blev afleveret til politiet, som imidlertid op gennem årtierne fortsatte med at tale om '"Mysteriet om den forsvundne check". Mandens oplysning mere end 50 år senere var et væsentligt bevis m.h.t. mistanken til dansk politi for med vilje at forkludre opklaringen af det berømte mord.(kapitel-16  i "Dobbeltmord og Edderkopper")
Den unge bankmand, som bragte denne væsentlige oplysning frem, var netop Egon Sørensen.
Nu fik jeg atter et eksempel på besynderlige sammentræf omkring pastor Poul Helweg-Larsens søn Flemming Helweg-Larsen. Tilmed fik jeg for første gang et billede af den ulykkelige fader, som måtte følge sin søn på dennes sidste, jordiske rejse.
Tak, Egon Sørensen, for din oplysning. Verden er fuld af sære sammentræf.. Du bringer mig her endnu ét, som hermed giver videre. Venlig hilsen Erik Haaest

 

Her endnu et billede fra Flemmijng Helweg-Larsens
   bog 'Med 60 pesos til Syd-Amerika. >

 

 

Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152