Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

951060
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


KAPITEL 7: Flemming i dødscellen
Hvordan kunne det gå til, at Flemming Helweg-Larsens sag kom så hurtigt gennem retssystemet, at man kunne foretage henrettelsen allerede 5. januar 1946, på 8-månedersdagen for tyskernes kapitulation i Danmark den 5. maj 1945?
Dels var folkestemningen af en hadsk art, som næppe før eller siden er set i Danmark. Folk skreg på hævn. Alle, der havde støttet tyskerne var forhadt. Folk ville se blod!
Hertil kommer to grunde, som ikke er til at komme uden om - og som Flemming Helweg-Larsen selv var skyld i.
*Først og fremmest, fordi han ikke som alle andre flygtede og søgte at gemme sig. Han var vist den eneste tyskerhåndlanger, som gik den vej over grænsen ved Kruså. Vandrede tilbage mod København for at forklare sig, blev genkendt og arresteret.
* For det andet: Han tilstod uden videre forbrydelsen, mordet på redaktør Clemmensen den 30. august 1943. Jeg ved ikke, om han troede, at dansk retspleje ville acceptere, at han var blevet dømt for mordet een gang, nemlig i Berlin 1943. (Herom senere).
Allerede i politiets første efterforskningsforhør tilstod han, og ved den første retsmøde gentog han sin tilståelse.
H
an skrev sådan set sin egen dødsdom. Anklageskriftet lå nærmest parat og ventede kun på at loven, der genindførte dødsstraffen, skulle blive vedtaget.
Måske ville hans forsvarer have anbefalet ham at trække tilståelsen en anelse i langdrag, hvis denne havde hørt Pressens Radioavis kl. 12 middag. Heri afsløredes hovedpunkterne i 'Straffelovstillægget', bl.a. genindførelse af dødsstraf for drab, tortur og stikkeri.
Den 25. maj kl. 13 blev lovforslaget forelagt i Folketinget. Mens justitsminister Elmquist oplæste lovforslaget, begyndte grundlovsforhøret, første retsmøde i sagen mod Flemming Helweg-Larsen, nemlig kl. 13,30. Begge nyheder stod at læse i pressen næste dag. Herunder Dagbladet POLITIKENs forside (tv) og side 8 (th) for 26. maj 1945.
  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Jeg citerer POLITIKENS artikel om Flemming Helweg-Larsensagen (bemærk journalistens nedladende, hånlige, hadske tone):
For ikke ret længe siden førte Flemming Helweg-Larsen det store ord i SS-Huset i Jernbanegade. Efter mordet på redaktør Carl Henrik Clemmensen var han hastigt steget i værdighed. Hæderstegnene på hans bryst røbede tyskernes bevågenhed
I går var det en helt anden Helweg-Larsen, der af politikommissær Ottesen blev fremstillet i dommervagten for dommer Otto Madsen. Hans selvbevidsthed - i kraft af de tyske bajonetter - havde ganske forladt ham; han var hvid som et lagen i ansigtet, og han var synligt nervøs. Under hele afhøringen søgte han at bagatellisere sin egen andel i mordet og gøre det til en simpel nødværgehandling for at 'hævde sin ære som SS-mand'.
Han fortalte, at han sammen med den berygtede Schalburgmand Søren Kam og endnu en Schalburgmand, som han ikke kendte navnet på, havde fået chaufføren på en tysk bil til at til at køre sig ud til Clemmensen hjem i Charlottenlund. Man ville hente Clemmensen og 'give ham en dragt prygl', fordi han havde kaldt Flemming Helweg-Larsen landsforrædder.
Efter en 'afhøring' i Helweg-Larsens lejlighed i Frederiksdal, blev Clemmensen atter beordret ned i bilen, og turen gik nu ind mod byen, idet man kørte om ad Lundtoftevej, hvor afstraffelsen skulle finde sted.. Bagefter skulle Clemmensen have haft lov til at løbe.. Imidlertid tog de fire mordere deres pistoler frem. På det tidspunkt havde Clemmensen bedt for sit liv. Alligevel var han blevet skudt, og Flemming Helweg-Larsen ville ikke bestride, at det var ham, der havde affyret det første skud. Derefter havde de to andre skudt. Til slut havde man trykket chaufføren en pistol i hånden og tvunget ham til også at affyre et skud - for at han ikke bagefter skulle røbe noget.
Mod slutningen af afhøringen i retten fortalte Helweg-Larsen, at chaufføren alligevel senere var blevet afsløret og havde indrømmet sin andel i mordet. Navnlig takket være det danske politis arbejde med sagen. Helweg-Larsen var derefter  - sammen med Søren Kam - blevet stillet for en tysk krigsret, men han var blevet frifundet under hensyn til, at han havde værget sin ære som SS-mand.
Nu blev han i dansk ret for mord og landsskadelig virksomhed fængslet for et tidsrum af 4 uger.

Den gamle præst
Vi lader gamle pastor Helweg-Larsen fortsætte sin beretning - den, som myndighederne har båndlagt i Rigsarkivet - for at den ikke skulle komme ud til offentligheden. Nu kommer den det altså alligevel. Fordi jeg overtrådte forbudet i ønsket om at give andre mennesker indblik ikke kun i denne sag, men i enhver sag, hvor offentligheden (læs: flertallet af os) vil have staten til at dræbe.
Her er indledningen til gamle pastor Helweg-Larsens gribende beretning:
- Det var vel i juni 1945, vi første gang fik lov at tale med Flemming. Det var på Politigården. Først var mor og Ragna [Flemmings kone. EH]   inde hos ham, og derpå jeg.
Med et smil hilste han mig:
- Ja, nu kan man i sandhed sige "Amice miser!" (ulykkelige ven) - en af de brokker, som fra vort kortvarige latinske studium var blevet hængende i hans jargon. Han sagde:
- Du véd ikke, far, hvor glad jeg er for din Bibel - og dine understregninger i den.
Flemming syntes, at det havde været vigtigt for ham at melde sig og tage følgerne af, hvad han havde gjort.
- Du forstår, far, det sværeste for mig i disse år var, da du kaldte mig forræder!
Det havde jeg sagt et års tid før kapitulationen; den eneste gang, vi talte ud om tingene. (Nu hvor jeg kender tingene bedre, vil jeg ikke bruge dét udtryk, men sige, at ‘han svigtede sit land’). Som altid var han ganske rolig og regnede ikke med dødsstraf. Astrid og Ragna (hans mor og kone. EH)
fik jævnlig lov at tale med ham, men kun i begrænset tid og med vidner til stede. Mens jeg lykkeligvis som præst fik uhindret adgang til ham uden vidner. Mest af alt glædede det mig, at jeg fik lov at prædike derude i Vestre Fængsel, så jeg i de sidste fire måneder af hans liv fik lov at holde i alt otte gudstjenester. Jeg fik mange vidnesbyrd om, at det heller ikke var uden betydning for andre af fangerne. Jeg havde jo unægtelig også særlige betingelser for at tale evangelium til dem - med to sønner under fængslets tag.
(Som tidligere omtalt var også Flemming Helweg-Larsens bror Kjeld fængslet. Han slap med en mindre fængselsstraf, alene for at have ladet sig hverve til tysk tjeneste. EH]
De sidste fem måneder, fra august til enden, blev så den forunderlige tid, hvor vi trods alt var ham så nær. De ydre mærkepæle var 10.september byretsdommen, 4. oktober andsretsdommen og 5.december højesteretsdommen.
Det, der skete i de otte måneder, han sad fængslet, var, at Flemming, som han selv udtrykte det, ‘fandt sig selv’. Og det endte med, at han også fandt sin Gud. Det blev således et af de vist ikke alt for hyppige tilfælde, hvor et fængselsophold for de politiske fanger kom til at virke efter sin hensigt.
Fysisk og psykisk blev det en rekreation for Flemming efter den sidste tids oprivende begivenheder lige inden kapitulationen, hvor han blev kommanderet til Vestfronten, men nægtede at kæmpe mod andre end kommunisterne på Østfronten, og derfor blev tolk ved afhøring af engelske soldater i tysk krigsfangelejr i Holland.
Og ikke mindst de uhyggelige oplevelser i forbindelse med hans anholdelse i Korsør.

(< tv) Pressen viste ingen skånsel. Her har en fotograf uofficielt fået fængslets tilladelse til lov at fotografere Flemming Helweg-Larsen i dødscellen.
Billedet har jeg måtte affotografere fra en gammel avis
.

 Pastor Helweg-Larsen fortsætter sin beretning:
Han havde altid haft en forunderlig evne til at finde sig til rette under de forskelligste forhold, og heller ikke her svigtede denne evne ham. Kosten, som alle andre klagede over, fandt han fortræffelig. Indtil byretsdommen sad han sammen med andre, men derefter fik han enecelle. Det var ham ligefrem en nydelse, og det blev sikkert også af betydning for hans hele udvikling. Nu fik han lov at have sin skrivemaskine og læse, hvad han ville, og da kunne han sige til mig:
"Nu forstår jeg din gamle drøm, far, om at sidde i et fyrtårn alene med alle dine bøger!"
Han skrev en lang beretning om sine oplevelser i krigen, og blev der end selvfølgelig intet af hans fantastiske drømmerier om at få det ud som en bog, så betød det for ham selv, at han der igennem fik krigen fra livet og i god forstand kunne blive optaget af sig selv. (Jeg har forgæves søgt efter denne beretning i Rigsarkivet.EH)

Af stor betydning for ham var det også, at han kom godt ud af det med alle. Dog ikke de såkaldte ‘5 minutter over 12-folk’, som han intet havde til overs for
[5-minutter-over-12-folk: Øgenavn til dem, der meldte sig til Friheds-bevægelsen i majdagene 1945, da enhver kunne se, at kri gen var forbi. Andre øgenavne til disse var ‘De sidste dages hellige’ og ‘halvtolvere’. Min far kaldte dem ‘Fritidskæmpere’. EH)
Deres optræden var i forhold til de rigtige frihedskæmpere en parallel til ‘Berlingske Tidende’s. Dét bladhus havde jo under besættelsen stået lidet fast, men dokumenterede i juli 1946 sit åh, så danske sindelag ved at få korset på Flemmings grav ødelagt, mens frihedskæmperavisen ‘Information’ skarpere end noget andet blad påtalte denne gemenhed.
De rigtige frihedskæmpere forstod han, og de forstod ham i en sådan grad, at de kunne sige:
- Havde vi været i Deres sted, havde vi gjort det samme overfor Clemmensen!
En af fængselsbetjentene, en fhv. frihedskæmper, skulle - det bestemteFlemming - arve hans armbåndsur efter hans død. Og han fik det.
- "Han var", sagde Flemming,"den første, som herude viste mig venlighed. Derfor skal han have mit ur!"
Det er ikke for meget sagt, at fængselsbetjentene blev hans venner. De forkælede ham ofte. Det skyldtes nok hans ro og humør såvel som hans ordenssans, både med sin person og sin celle. En af dem, en kommunist, sagde til mig:
- Han er den populæreste mand på hele anstalten, og han havde været blandt de første, hvis han ikke var kommet på den gale side.
Da jeg fortalte en af dem, et fint og kultiveret menneske, om dommen ved Højesteret, sagde han:
- Det gør mig meget ondt, for vi holder allesammen så meget af ham!
De bidrog hver på deres måde til, at de otte måneder blev en så rig tid også for ham. Han følte sig meget taknemmelig imod dem - ligeledes mod pastor Ryhede, fængselspræstens medhjælper derude.
Jeg fik i dette forår, efter hans død, et meget smukt brev fra en af hans kammerater fra fronten, nu i Vestre Fængsel. Et uddrag vil vise, hvorledes hans kammerater så på ham:
       "Jeg har set op til ham. Hele min stræben under dette mit fængselsophold har været at søge den værdighed og den ranke holdning overfor skæbnen, som han bar til alles beundring. Vi herinde mistede en af vore bedste, og jeg véd, at hver gang der bedes i kirken, bedes der af mange - mange - for Deres søn.
Han er vort ideal i holdning og styrke. Jeg synes, jeg har ret til at sige et "Guds Fred med vore døde", idet vore døde har lige så fuldt ret til Guds fred og tilgivelse.
Jeg mindes Flemming som en god kammerat, et prægtigt mandfolk helt ud i spidsen af sin lillefinger. Hans altid glade smil, når vi traf hinanden. Det være sig i Berlin, i Rusland eller hvor som helst. Han havde altid et smukt ord at sige om de mennesker, der stod hans hjerte nær. Netop dette fandt jeg et meget smukt træk i hans soldaterhjerte. Jeg traf ham engang - jeg tror, det var i Odessa eller Rostow - hvor jeg virkelig lærte hans rige sind at kende. Det er for mig en kær erindring.

Flemming var aldrig nazist. Det skete en gang i Prag, da han og Ragna kørte i sporvogn gennem byen, at han så en gammel jøde stå op. Han rejste sig for at give jøden sin plads, og skønt Ragna - der indså at det kunne blive ham en dyr historie - trak ham i frakken for at få ham til at blive siddende, blev han stående og overlod den gamle jøde pladsen ved hendes side.
Men selvfølgelig indvirkede hele atmosfæren på ham. Han kom efterhånden til at se Hitler som Europas redningsmand, og krigens destruerende indflydelse og det kammeratskab, som for ham var helligt, satte også andre spor i hans tanker. Man kunne i Flemming mærke noget af nazismens foragt for de svage individer. Han så de skændselsgerninger, som russer- ne begik, men meget lidt til dem, tyskerne udførte. Han misbilligede altid deres adfærd imod jøderne, men fik jo først efter
sammenbruddet noget egentligt at vide om, hvor djævelsk også tyskerne var gået frem. Da fik han et andet syn på det hele.
Da jeg en gang i fængslet sagde til ham, at for mig havde kommunismen og nazismen altid i hovedsagen været ensartede bevægelser, blot med den forskel, at nazismen lettere narrede ukyndige, sagde han efter en stunds betænkningstid: - Ja, far, jeg blev narret!

Når han efter mordet på Clemmensen var i Danmark, måtte han skjule sig. Han vidste, frihedskæmperne var efter ham - rasende over, at han var blevet frikendt ved den tyske krigsret i Berlin. På vejen tilbage til København efter sammenbruddet havde han også måttet skjule sig. Der er ikke tvivl om, at han følte det som en befrielse ikke længere at skulle skjule sig, og at han havde gjort rent bord. Det har medvirket til hans eventyrlige ro. Han sov sine 9-10 timer i døgnet uden sovemidler, selv natten før og efter dommene. Kun natten efter højesteretsdommen sov han ikke.
Det skyldtes sikkert mere hans ro, end nervøsitet, at hans forsvar for byretten i Nordre Birk virkede uheldigt. Hans ro blev udlagt som kynisme og hårdhudethed. Det var det ikke.
Til landsretten havde han udarbejdet en tale, som han dog efter sin forsvarers råd ikke holdt - hvad jeg og andre, der har læst talen, anser for et misgreb. Fra Højesteret blev han helt borte. Han sagde: - Jeg har indtryk af, at min ro irriterer dommerne"

Hans ønsker og forventninger om fremtiden var meget vekslende. Han var ikke skabt til at ‘gå med en mappe’, lige så lidt som til at sidde på et kontor. Fra sin tidlige ungdom havde han drømt om at blive skovfoged, og det gik igen i hans drømme i fængselstiden. Et lille hus på landet med Ragna og børnene. Der skulle han leve med naturen og skrive - begge dele noget usikkert som levebrød. Længe regnede han med, at dødsdommen ikke blev til noget. Deri styrkedes han naturligvis ved at fængselsbetjentene heller ikke troede det. De kritise- rede ofte måden, sagen blev pacet frem på, både af retsinstanserne og af bladene.
- Den sag behandles jo som om han var en HIPO-mand, kunne de sige
(HIPO er en forkortelse af HilfsPolizei, hjælpepoliti. Det var besættelsesmagtens betegnelse for det korps af danskere, der blev indsat, efter at tyskerne 19.september 1944 havde nedlagt al dansk politimyndighed, arresteret politifolk og sendt dem, de fik fat i til tyske koncentrationslejre, hvor mange omkom.HIPO-korpset blev sammen med Schalburgkorpset det mest forhadte i befolkningen. Der var vist nok enkelte ordentlige folk imellem, danske politifolk, som dels var overbeviste nationalsocialister, dels gik over i HIPO for at Danmark ikke skulle stå uden politimyndighed. Disse opdagede hurtigt, at resten var en samling ustyrlige banditter og gangstere af værste skuffe. Bl.a. var ET (Schalburgkorpsets såkaldte EfterretningsTjeneste) blev underlagt HIPO. En del var uniformeret i det nedlagte politis uniformer, tilføjet tyske kravespejl. Men flertallet var civilklædte og rene morderbander som "Brøndum-Gruppen", "SchiølerGruppen" m.fl., hvis opgave synes at have været ren terror imod befolkningen. De fleste af de 46, som efter krigen blev henrettet for forbrydelser under besættelsen, tilhørte afdelinger under HIPO. Jeg har som journalist og forfatter haft forbindelse med nogle få af dem, bl.a. Børge Villy Redsted Pedersen, nu Arbing, som er mere kendt under sit forfatter-pseudonym ‘Sven Hazel. EH)

Andre af deres udtalelser kan jeg end ikke referere. At sagen blev pacet frem kan næppe benægtes. Statsadvokaten ville således kun indrømme et par dage til mentalundersøgelsen, som ellers tager 3-4 uger.
Der var tider, hvor Flemming syntes, det var bedst at dø.
- Jeg ville nok gerne leve for at blive et bedre menneske, sagde han til sin mor, men ingen ved jo, om alt det bedste, som nu er oppe i mig, ville holde sig, hvis jeg kom ud!
Efter højesteretsdommen tabte han troen på, at der ville komme noget ud af mit arbejde for at udvirke benådning, og han blev fuld af usikkerhed m.h.t. hvordan fremtiden i så fald ville blive. Han sagde: "- Hvis jeg nu bliver benådet, ville jeg besvime!" Vel ikke af glæde, mere, ved hele den forandring, det ville give i hans forventninger. Måske også ligefrem af forfærdelse ved tanken om de kommende år.
Thi trods den ro, vi og andre altid så, har han selvfølgelig haft sine svære, også meget svære, timer. Der var meget, han måtte kæmpe igennem. Og han fik det kæmpet igennem, så at vi, som forstod lidt af det, blev fyldt med beundring for ham. Ikke desmindre stod disse måneder for ham som en rig tid. Og det, som menneskeligt talt mere end noget andet gjorde dem til det, var, at hans kærlighed til os, og vores til ham, nu frit kunne folde sig ud. "- Jeg har jo ikke i mange år været sammen med jer som i disse måneder," sagde han.
      Bortset fra barndomsårene i Vestindien, da han satte mig, sin far, over alt i verden, havde hans forhold til sin mor - og hendes til ham - altid været noget helt for sig. De var næsten på en mystisk måde sammen, også når de var adskilt. Og derude i Vestre kunne hun og Ragna jo kun komme til ham en gang om ugen. Men også sin kærlighed til børnene følte han levende. Især til ‘Jukke’. Birgitte var ikke to år, da han døde.
Det var ham også en dyb glæde at mærke, at hvad der end havde været imellem ham og mig, siden han gik med i krigen, så var min kærlighed til ham usvækket. Hans største sorg var, hvad sorg, han havde forvoldt os, og nu måtte påføre os. Han var bekymret for, at vi på grund af ham skulle møde uvilje. Men jeg kan lykkeligvis sige, at det har været noget helt usædvanligt, når vi en enkelt gang har mødt andet end kærlig og forstående deltagelse.
- Kommer Per [hans bror lægen. EH] nu rigtigt til jer. For nu kan vi andre to ([lemming og hans bror Kjeld, som også var i fængsel. EH] jo ikke komme? kunne han spørge.
En meget stor glæde var det for ham, da Per og dennes kone kom ud til ham i Vestre Fængsel, og det gamle, gode forhold til dem blev genoprettet. Vore besøg betød uendelig meget for ham, og for os var det altid en oplevelse at træffe ham glad og frejdig, lige til det sidste - og ikke mindst netop da.
Da overretssagfører Lauritzen havde besøgt ham i september, skrev denne til mig, at nu forstod han, hvordan vi kunne sige, at om vi kom bedrøvede til Flemming, så gik vi dog altid glade fra ham. Det var alt det bedste i ham, som nu kom til rig udfoldelse og gav disse svære måneder et præg af højhed.

Den gamle far afslutter sin beretning med at fortælle om sin store drengs religiøse udvikling. Noget, der tydeligvis har betydet uendelig meget for ham som både far og præst. At faderen selv er dybt troende, er man ikke i tvivl om. Han skriver:
Man så hans religiøse udvikling - den, som midt i sorgen, blev vor store glæde. Også religiøst havde han naturligvis været under påvirkning. I det rent ydre mærkedes det på, at han i den første tid kunne bande, hvad vi ikke før havde hørt. Men der mærkedes lige fra begyndelsen en religiøs interesse, som voksede sig stærkere og personligere, eftersom månederne gik. Det var ikke så grumme meget, jeg talte med ham om disse ting. Og i reglen var det ham, der begyndte. Første gang jeg besøgte ham i Vestre Fængsel, sagde han: - Far, jeg forstår ikke det med bønnen. Jeg synes, det er meningsløst, at Gud skal bekymre sig om alle vore små sager. Når jeg ude i krigen skulle frem til angreb, tænkte jeg: Skulle du bede? Men jeg gjorde det ikke. Derimod takkede jeg Gud, takkede for jer og for Ragna og for børnene - og for det liv, jeg havde levet.
Dette var for mig et vidnesbyrd både om religiøs sans og om, i hvilken grad hans tilværelse var indstillet på eventyr. Noget senere sagde han:
- Jeg forstår ikke det med Jesu død. At det skule være noget så overordentligt. Mange har jo lidt mere end han!
Den 15.juli blev hans lille Astrid Birgitte døbt, båret over dåben af hans mor, mens de andre faddere var hendes nu afdøde, trofaste barndomsven Høne Gad, desuden Flemmings fætter Niels Helweg-Larsen og hans trofaste ven Marcussen, som selv var med i modstands- bevægelsen, men gennem alt havde bevaret sit venskab med Flemming og sin tro på kærnen i ham. En tid efter dåben sagde Flemming, at han hellere havde set, at hun først blev døbt. når hun selv kunne tage bestemmelse om det. Og omsider kom også de sædvanlige indven- dinger mod menighedsfolk, han kendte: Om det, de levede, skulle være kristendom?
Naturligvis svarede jeg på disse forskellige indvendinger, men jeg gjorde det særligt ved at tage lignende spørgsmål op i mine prædikener.

Der er ikke meget i mit liv, jeg er så taknemmelig for, som at jeg fik lov at holde de otte prædikener for ham - og for de andre fanger - i den fyldte fængselskirke, hvor jeg mærkede en betydelig lydhørhed. At de i hvert fald fik betydning for ham, taler han klart om i brevet til sin mors fødselsdag. Jeg havde også den glæde, at en længere artikel, som jeg i sin tid havde skrevet i et julenummer (Pastor Helweg-Larsen skrev meget i sin bror, chefredaktørens, avis "Kristeligt Dagblad". EH) blev ham til ikke ringe hjælp. Den hed "Hvorfor jeg tror på Jesus Kristus"

Jeg er af og til blevet spurgt, om Flemming følte sin skyld? Ja, det gjorde han. Selv om han ikke forstod dødsdommen, kunne han sige til fængselsbetjentene: - Jeg har jo fortjent det.

På det sidste ville han gerne have talt med fru Clemmensen (enken efter den mand, han havde myrdet. EH), men da var det for sent. Alligevel var det ikke Clemmensen, der tyngede mest på hans samvittighed, men den sorg, han havde forvoldt os og Ragna. En gang talte han selv om Josephs ord, at ‘hvad der er gjort forkert af mennesker, kan Gud vende til det gode’.

Den eneste nat, hvor han ikke sov, var som før sagt natten efter højesteretsdommen. Naturligvis har han også den nat haft svære øjeblikke, men til sin mor fortalte han kun, at han den nat ikke havde kunnet sove.
- Hvad bestilte du da? spurgte hun.
- Åh, jeg bad til Gud. Jeg bad for jer og for Ragna og børnene, og jeg var egentlig glad over, at jeg lå vågen.

Det skønneste minde fra hele tiden - bortset fra den sidste dag - er fra juleaften. Selvfølgelig havde vi sendt ham, hvad vi kunne få af juleknas, og mor havde fundet et ganske lille jule- træ i cellofanpapir. Det fik han med ét lys til - senere erfarede vi, at han godt måtte have fået nogle flere. Jeg holdt juleaftensgudstjeneste derude, vist kl.14.
Hvor ser jeg ham dog for mig. Ellers sad han gerne øverst til højre - hver fange har sit eget rum på de ret stejlt opadstigende bænkerader - men den dag sad han nederst til venstre, hvor jeg langt bedre kunne se ham. Da jeg kom hen til prædikestolen, som er lige foran altret, sad han og viftede til mig med heftet med julesalmer for at jeg lettere kunne finde ham. Det blev sidste gang, jeg prædikede for ham. Jeg prædikede ud fra Johannes Evangeliets første kapitel om lyset, som skinner i mørket. Blandt heftets salmer var heldigvis den, han havde bedt om at få, "Den yndigste rose er funden".
De sang ellers så kraftigt, som man sjældent hører salmesang, men juleaften kneb det lidt. Det havde knebet allerede ved en gudstjeneste kort i forvejen, hvor jeg havde salmen "Uforsagt, vær på vagt" til melodien fra ‘Glade jul’.
En times tid efter julegudstjenesten, kom Flemming hen til mig med et ‘Tak for din prædiken, far’. Da havde han tårer i øjnene - første og sidste gang jeg så det - men, sagde han, det er af glæde, jeg græder. For jeg er så glad, og det er den bedste juleaften, jeg nogensinde har haft.
Ingen kunne hjemme glæde sig så meget til juleaften som Flemming. I så henseende var og blev han et stort barn. Og nu havde han siddet i sin ensomme celle i forventning om, at nu var det hele snart forbi, og med det diminutive juletræ, hvis ene lys han kun havde haft tændt ganske kort, for igen at kunne tænde det, når jeg var gået. Og dog var det hans bedste juleaften. Ved det dejlige julebrev, han havde skrevet til os - Ragna og børnene var med til vort juletræ - gav han også den juleaften os del i sin glæde.
Jo, der var meget at være taknemmelig for. Først og fremmest, at de lange måneder - bag efter syntes man, at den lange tid havde været så kort - talte tydeligt om en stadig stærkere bevægelse imod Gud. Og det skulle ikke blive derved..

Så kom den sidste dag, fredag den 4.januar 1946. Gennem hele december havde jeg set ham mindre end ellers, da al min tid gik med arbejdet for benådning. Da jeg et par dage før nytår var færdig med det, måtte jeg lægge mig med forkølelse. Jeg lå derfor også den dag, da Ragna ved ottetiden om morgenen meddelte mig, at biskoppen havde ringet og spurgt, om han kunne træffe mig. Jeg havde stadig regnet med benådning, men vi forstod jo alle, hvad den opringning betød.
Kort efter kom så biskoppen og fortalte, at ansøgningen var afslået, og at dommen ville blive eksekveret samme nat. Vi fik fat i en bil, og mor og jeg kørte så med Ragna ud til Vestre Fængsel, hvor vi kom mellem kl.14 og 15.
Jeg gik til fængselsinspektøren, som havde fået meddelelsen, men endnu ikke underrettet Flemming. Jeg fulgte så med ham og vist nok en anden embedsmand til Flemming, som selvfølgelig vidste, hvad de to herrers besøg i hans celle betød. Han hørte roligt på oplæsningen. Da Flemming og jeg blev alene, sagde jeg:
- Ja, min dreng, nu er der ikke andet tilbage end Guds barmhjertighed.
- Men den har jeg også, far, sagde han og spurgte mig, om jeg den næstforegående aften ved 19-tiden havde bedt særligt for ham. Det mindedes jeg ikke at have gjort.
- Ja, sagde han, for da fik jeg hele troen. Han bad så om at komme til alters - og jeg havde taget mit berettelsestøj med. Mit ornat hang derude.
- Jeg ved jo ikke rigtigt besked med de dele, spurgte han, men kunne du ikke først tage os alle til alters, og så bag efter, når de andre er gået, mig alene?
Vi talte kun få minutter sammen, så gik jeg til de andre, som ventede i præsteværelset. Mens vi ventede på, at det kontor, hvor vi skulle være sammen for sidste gang, blev gjort i stand, og Flemming ført dertil, kom Kjeld (Flemmings bror, der også sidder i Vestre Fængsel på den tid. EH) til os på præsteværelset. Han hulkede som et barn, men skulle snart tilbage til sin celle. Så gik vi ned til kontoret, hvor vi skulle være - et værelse, der var så stort, at de to betjente, som skulle være til stede, ikke generede. Der mødte mor og Ragna ham så. Jeg havde ringet til et par af vore nærmeste, så de kunne følge os i tanker og bøn.

Så kom de forunderlige 9-10 timer, vi endnu havde til at være sammen med vor elskede dreng. Kjeld kom derned en time. Per var der flere timer. Pastor Ryhede var der også den meste tid - måske hele tiden. Og pastor Olesen-Larsen var der en tid. Det var egentlig som var vi blot sammen ligesom så ofte før, og som om vi kunne være det igen, også i fremtiden. Mor sagde på et tidspunkt: - Vi sidder egentlig så hyggeligt.
- Nej, sagde Per, ikke hyggeligt, men trygt.
En uendelig tryghed var der over os. Vi var visse på, hvor vores dreng gik hen. Og i denne tryghed kunne vi tale roligt med hinanden. Snart i alvor, snart i spøg.
- Vi sidder egentlig som en familie, der venter på en omnibus, sagde Flemming. Mor følte på hans hænder, om de skulle være klamme, men de var varme som altid. Der mærkedes intet til uro. Han talte om sit barndomshjem og den tryghed, de følte dér.
- Hvor har vi haft et dejligt hjem, og ingen har en så vidunderlig mor som jeg. Vi har leet meget - måske for meget. Han havde ved en lejlighed sagt, at vi ikke måtte forkæle ‘Jukke’.
- I har forkælet mig - og jeg har ikke kunnet tåle det. Og nu sagde han, da han frygtede, at vi skulle bebrejde os selv dette:
- I har vel nok forkælet mig, men det har alligevel betydet, at jeg aldrig kunne lade jer se noget ondt, og jeres kærlighed har hjulpet mig til at tro på Guds tilgivende kærlighed.

Jeg tænkte på, at et så henrivende barn som han havde været, næsten ikke kunne undgå at blive forkælet. Slet ikke af negrene derude i Vestindien. Hvor var han kærlig i sin sidste omsorg for os. Det eneste, han gerne ville, var endnu en gang at se sin elskede ‘Jukkepige’, men da Ragna tilbød at hente hende, sagde han alligevel "Nej". Det ville blive ham for svært.
Han var bekymret for, at han ikke skulle komme i indviet jord, men hans mor forklarede, at derom var der ikke tale. Han skulle hvile på Holmens kirkegård sammen med os.
Han talte om den beundring, han fra dreng havde haft for Per, og til Kjeld havde han gode ord. Når han var død, skulle Ragna og vi tage en ferie i Hellebæk - for penge fra hans livsforsikring. Og så ville han, at jeg skulle læse højt, så vi rigtigt kunne hygge os sammen. Og han mindede os om, hvordan David sørgede inden barnets død. Men så, da det var dødt, blev glad og sang.
- Hvis der er noget om skærsilden, så vil jeg søge om udsættelse, så jeg kan være jer nær, så længe I er hernede.
Han talte om, at det jo havde været lettere, hvis han var blevet skudt i krigen, "men så havde jeg ikke haft disse otte måneder". Og han talte ikke blot kærligt, men jeg fristes til at sige viist, til os om, at det kom an på disse to ting: Altid at sige sandheden, og altid at vise kærlighed. Ikke at dømme, fordi vi ikke forstår andre. Alt dette sagde han så naturligt, at vi forstod, at det kom af hans egen sandhedskærlighed og hans eget varme hjerte.

Vi havde fået at vide, at fra en halv time efter midnat skulle han og jeg være rede til at tage af sted. Vi bestemte så, at lidt over kl.23 skulle jeg tage dem til alters, og ved midnat skulle mor og Ragna køre hjem til os. Pastor Olesen-Larsen, som ikke var vis på, om jeg kunne holde til det, aflagde et sent - og vel langt - besøg, men klokken 23 gik han - efter at have rejst en diskussion om Dostojevski. Så gik vi til alters sammen. Ryhede var også med til alters. Flemming sad mellem mor og Ragna, som værnede han om dem. De krøb ind til ham, mens han selv sad rank og hele tiden så på mig med det samme faste blik, jeg husker hos min mor, da far tog os til alters, inden hendes død. Det blev hellige øjeblikke.

Så talte vi endnu lidt sammen, og da klokken blev 12, fik mor og Ragna endnu et kvarter. Så måtte de gå. Flemming var stadig rolig og stærk, da de gav ham det sidste kys. Og så sagde han det sidste farvel.
Jeg gik så ind med ham i hans celle, som jeg nu så for første gang. Der gav han mig sine papirer, min bibel, som havde gjort så god tjeneste, og billederne af Ragna og af mor med hans små piger. Også juletræet fik jeg med små hjerter, han havde lavet, og en lille stjerne, han vel sagtens havde lavet af noget sølvpapir fra noget konfekt. En lille halvvisnet blomst, vist en alpeviol, tog jeg med mig. Den ville jeg lægge på hans kiste ved jordpåkastelsen.

Jeg fortalte ham kort om fremgangsmåden. Hvad der forestod. Og så havde han og jeg alene sammen de 22 minutter, jeg ikke ville have undværet for alverdens skatte. Det første han sagde, var: "- Tak, far, at du har hjulpet mig til Gud."
Så talte han om, at da jeg i min første prædiken derude havde nævnt Griffenfeldts vers "Da verden blev mig grum...", da havde han tænkt, at sådan ville det aldrig komme til at gå ham, at han aldrig ville få troen. "Og så gik det mig alligevel sådan."
- Jeg kan ikke forklare, hvad der skete i forgårs aftes, men det var som om Jesus selv kom til mig som en bror. Der er så meget, jeg ikke forstår, men så er der ikke andet at gøre, end at lægge det hele hen til Guds barmhjertighed.
Endvidere sagde han: "- Jeg vidste i morges, at det ville komme i dag. Og jeg har selv bedt til Gud om, at jeg måtte få lov at dø nu."
Han sagde også andet, overgav mig så at sige sit testamente. Men hvor skønt, ja, hvor stort det end var, så kan det ikke gengives her.
Så læste jeg for ham Salme 23, vers 1-4, om Herren, der er med i dødsskyggernes dal.
- Læs det igen, sagde han. Og så: "Bed, at Jesus vil tage imod mig." Så knælede vi ned sammen. Jeg bad, og han sluttede med et klart "Amen".
Kort efter bankede det på døren.... [Herfra fortsætter beretningen, som indleder denne bog Kapitel 1. EH]

                                  Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152