Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

951044
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


KAPITEL 8: Gravskænderne
Pastor Helweg-Larsens beretning er skrevet foråret 1947.  Den har en efterskrift:
Et par dage efter Flemmings død var jeg oppe på Politigården for at få hans urne udleveret hos politikommandør Mellerup. Han sagde: - Ja, De må ikke misforstå det, pastor Helweg-Larsen, men der var en højhed over Deres søn som han stod derude. Fra Mellerup gik jeg til rigspolitichef Begtrup-Hansen, der sagde, at de havde været kede af, at jeg ville følge med Flemming - han var vel også netop kommet hen til mig derude af frygt for, at jeg skulle knække sammen. Men ikke blot talte han atter om, hvor kønt og kærligt et udtryk, Flemming havde set efter mig med. Men han fortalte, at de alle - og der var en forholdsvis stor kreds til stede - havde været meget grebne, og at de - hvad jeg jo ikke havde kunnet se - enten havde blottet deres hoveder eller gjort honnør, mens jeg stod hos ham, ligesom de alle havde stået ret, da jeg lyste velsignelsen over ham.
Ude på Vestre Fængsel talte også fængselsinspektør Kaj Jensen om, hvor godt Flemming havde opført sig derude. Og jeg hørte, at den ene af de to fængselsbetjente, som var hos os hele den sidste dag, havde sagt:
- Det går jeg aldrig mere med til. Det var så smukt. Det var så frygteligt!

Der var ingen tvivl om, hvor hans grav skulle være. Ude på Holmens kirkegård havde Flemmings mor en hellig plet jord, hvor hendes elskede fars ungdomshustru Zara Krieger havde hvilet, vist i mere end 75 år. Kort forinden var gravstedet hjemfaldet, men vi kunne få det igen. Den 3.februar var så vi to samt Ragna og Per derude for i al stilhed at nedsætte hans urne. I de få ord, jeg talte, mindede jeg om, hvad min mor havde sagt, da hun lå for døden:
- Der er ingen af jer, jeg er så sikker på som Esther!
Få måneder senere fulgte Esther mor i graven. Det samme kunne jeg nu ved Guds nåde sige om Flemming.
Så bad vi en bøn og sang "Dejlig er jorden" - den sidste salme, jeg havde sunget sammen med Flemming ved afslutningen juleaften.

Medfølelsen med forældrene
Vi havde mødt så uendelig megen kærlighed, også fra helt fremmede, og gennem lang tid stod der i vore stuer et blomsterflor fra kærlige venner. På 2-månedersdagen for hans død sendte vi så en mængde kort ud til de mange, der havde vist os deltagelse. På disse kort stod:
"Vi vil gerne sige en hjertelig tak for hver af de kærlige tanker og hilsner, der i så rigt mål er kommet til os i denne svære tid. Tak til hver, som på den ene eller den anden måde har villet hjælpe os. Ikke mindst takker vi enhver, som gennem forbøn har hjulpet til, at ikke blot Flemmings sidste måneder trods alt blev så rig en tid, men at Døden - både for vor elskede dreng selv og for os - helt kom til at miste sin brod."

Jeg havde endnu så meget mahogny til overs fra det træ, som orkanen væltede på kirkegården i Christianssted i Vest-Indien, hvor han var født, at der af det kunne laves et enkelt og smukt kors til hans grav. Derpå stod hans navn, fødselsdag og dødsdag - han havde selv ønsket, at dette, og ikke andet, skulle være at læse på hans grav. På min fødselsdag 2.juli satte vi det op.


Fl. Helweg-Larsens grav med det diskrete mahognikors >

 

Pastor Helweg-Larsen fortsætter:
- Et par uger senere fik Berlingske Tidendes aflægger "Billed-Bladet" det ødelagt. Dog ikke anderledes, end at det, som er brændt bort af gravskænderne, kan erstattes. Men er der således intet gravminde over ham, så er der til gengæld ofte lagt blomster på hans grav af fremmede hænder. Var han kommet med i Modstandsbevægelsen og havde overlevet det, var han sikkert kommet ud af det som en stor mand - og det havde næppe været til hans gavn. Nu kom han ud af det som en slagen mand, og det blev hans frelse i dybeste forstand. Derfor er dette vers af Brorson for mig blevet hans vers:

Himlenes hele forsamling tog på:
Amen! Halleluja! Sejren er vunden,
Hyrden sit lam, det vildfarne, har funden
Halleluja.

Gud være velsignet for sin uudsigelige gave.
Denne min beretning nummer 2 har jeg nedskrevet den 17.maj 1947 -                                                                P.Helweg-Larsen

* * *

Bag pastorens oplysning om gravskændingen ligger en speciel historie, som vi skal have med for at runde billedet af.
Forklaringen får vi i dette læserbrev i Berlingske Tidende få dage senere:

UDFORDRENDE?
I BilledBladets nummer for 23.juli 1946 finder man et helsidesfoto
med overskriften "Udfordrende". Det er et fotografi af et gravsted,
og på graven er rejst et kors, som ligner de ‘vejkors’, man endnu
enkelte steder kan se ved en landevej. Korset bærer indskriften:
Flemming Helweg-Larsen med fødsels- og dødsdag.
Udfordringen består altså i, at der er rejst et kors, kristendommens
symbol, på graven, der rummer en dødsdømt, og særlig udfordrende
 skal det være, at dette kors står på Holmens Kirkegård, hvor så mange
af vort lands ypperste fandt deres grav. Mod denne tankegang synes jeg,
det er nødvendigt, at der protesteres. Den mand, over hvem dette kors
er rejst, har forsyndet sig groft, men har også lidt den største straf, der
findes som bod for sine forsyndelser mod sit land.
Derved må det også være slut.
At de pårørende har ønsket at sætte det kors på hans grav, hvorpå vor
Herre Jesus Kristus sonede alverdens synd, er i god overensstemmelse
med kristendommens budskab, at endog den største forbryder, dersom
han vender sig til Kristus, kan finde nåde og tilgivelse. Dette budskab
fortæller os om, at en røver, der var korsfæstet sammen med Kristus,
fik et nådens ord af ham, da han i tro vendte sig til ham.
"BilledBladet"s redaktion kan næppe vide noget om, hvorvidt han, hvis
navn står på det pågældende kors på Holmens Kirkegård, angrede sine
synder og vendte sig i tro til ham, der sonede dem. Det er der andre, der
har troet på og trøstet sig ved, og der er intet udfordrende i, at de har
givet dette håb udtryk, når der ikke står andet end navn og to datoer.
                                 Kristian Jensen, Sognepræst ved Timotheuskirken.

Få dage senere stod følgende artikel i modstandsbevægelsens avis, dagbladet "Information", skrevet af den frie presses førende frihedskæmper journalisten, chefredaktøren Børge Outze:
Den henrettede SS-mand Flemming Helweg-Larsens gravsted på Holmens Kirkegård er blevet ødelagt af ukendte gravskændere, som har knust det kors, der bar navnet samt fødsels- og dødsdatoerne. Familien har derefter fjernet det ødelagte kors, så graven ikke mere kan identificeres. Gravskænderiet er provokeret af en smagløshed i "BilledBladet", som i sit seneste nummer på en hel side bragte et fotografi af gravstedet med overskrift i farvetryk "Ufordrende" og følgende tekst:
                  
"På Holmens Kirkegård - Københavns ældste - hvor heltene fra 2.april 1801 hviler,
                   og hvor mange andre af nationens store har deres grave, blandt dem Johan Ludvig
                    Heiberg, Johanne Louise Heiberg og Christian Winther, har man nylig rejst et kors
                    md denne indskrift:"Flemming Helweg-Larsen, født 20.7.1911 - død 5.1.1946"
Der kan være grund til i denne alvorlige anledning at sige, at den politiske kamp ikke kan føres ind på vore kirkegårde. Det får være nok, at nazister skænder døde patrioters grave, som det f.eks. sker i Århus, efter at der er blevet nævnt navne i forbindelse med stikkerlikvidationer.
Et gravskænderi som det skete rammer selvsagt kun forældrene, der i dette tilfælde er nationalt uplettede, og hele metoden er uværdig.
Også vi finder det mærkeligt, at familien så tydeligt - med myndighedernes billigelse - har markeret den henrettedes gravsted på Københavns mest kendte kirkegård. Men skulle det ændres, måtte dette ske på mere værdig vis. Gravskænderi er en modbydelig forbrydelse. I dette tilfælde må "BilledBladet"s redaktion bære hovedansvaret. Efter billedet og teksten måtte man ligefrem regne med, at ubefæstede sjæle lod sig provokere til ‘dåd’. For at undgå farlig ‘heltedyrkelse’ kan det være rimeligt at overveje mere beskedne former for gravsættelse af de henrettede. Vi troede oprigtigt talt, at myndighederne var opmærksomme på sagen.
Men det kan aldrig tilkomme sensationsmagere og pøbel at ordne så alvorlige anliggender.

Dette var historien om Flemming Helweg-Larsen, der fik afslag på alle ansøgninger om benådning. Han blev henrettet som den første i hadets år efter en krig, der kostede milioner og atter millioner livet under og efter krigshandlingerne. Han efterfulgtes af 45 andre danske, indtil Venstres justitminister Helga Pedersen afskaffede eksekveringerne. At selve døddsstraffen først blev afskaffet 45 år senere, nemlig fra 1. januar 1994 kan man undre sig over. Men væk er den, og godt for det.                                                                                Erik Haaest

 Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152