Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

957825
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


       KAPITEL 10: Storstikkersken 

< For denne kvinde er årtiers dygtighed til at skjule sig slut. Forfatteren (th) møder hende(tv) på hendes gårdsplads 'et sted i Sverige'. Hun fik et chok, da jeg  fra gårdspladsen op til hende på terrassen sagde: 
- Goddag, Grethe Bartram!
Jeg så rædslen i hendes øjne, da det med et ryk gik op for hende, at det røgslør, hun søgt at lægge over sin fortid siden 1956, på ét sekund var flået bort.
Hun var fundet!
Hun tænkte vel: Når han kan finde mig, kan andre også! For eksempel dem, der vil have personlig hævn for hendes angiveri til Gestapo i Besættelsen 1940-45.
Hævnere, der ikke mener, at hun med 11½ års fængsel og lange år i angst og skjul i et fremmed land har sonet sine forbrydelser som krigens værste, danske Gestapostikkerske. På sin samvittighed har hun den dag i dag, hvor hun er 79 år - og stadig holder sig skjult (for jeg røbede aldrig hendes skjulested) for deportering til nazisternes KZ-lejre, for  tortur af landsmænd og for 9 - skriber og NI -  mænds død i Hitlers fængsler og KZ-lejre. Direkte eller indirekte.
20 års livsløgne falder sammen som et korthus dér på gårdspladsen i den lille svenske landsby, hvor hun har holdt sig skjult siden løsladelsen fra Horserød Kvindefængsel 26.oktober 1956. Vi skriver 1976.
Det er ikke mig, hun ser foran sig. Det er fortidens uhyggelige spøgelse.
Skræmt fra vid og sans hvisker hun til mig: ”Tal ikke så højt. Lad os gå indenfor og tale sammen. Ingen her – ikke en gang mine gamle plejeforældre – kender sandheden. Min veninde og jeg har skjult alt for dem med evindelige løgne!”
Med et hurtigt blik tilbage over skulderen – som vil hun se, om andre følger efter, går vi indenfor i den gamle ladebygning, der i dag huser den virksomhed, Grethe Bartram og hendes veninde har opbygget til en af branchens mest anerkendte.
 
For ikke at vække unødig opsigt havde pressefotograf Holger Blom og jeg lejet en svensk bil til at køre rundt efter Grethe Bartrams skjulested 'et sted i det sydlige Sverige'. Herover kommer Grethe Bartram og hendes svenske veninde siden 1956 ud for at bede os indenfor - mest for, at venindens gamle forældre ikke skal høre noget, der kunne lede dem på datterens og dennes venindes løgne siden 1956. På billederne fra 1976 er Grethe Bartram 42 år. I dag 82.

Askebægret taler sit tydelige sprog om det nervepres, denne kvinde lever under. Der er mindst 50 cigaretskod i det, og ingen af dem er røget helt ind til filtret. Veninden kommer til. Hendes skræk for os er lige så åbenbar som Grethe Bartrams. Hun tilbyder at trække sig tilbage. Grethe Bartram beder hende blive.
-  Min veninde er det eneste menneske her, som kender sandheden om min fortid, siger Grethe Bartram. Vi har levet sammen i et fast forhold, siden hun tog imod mig her for 20 år siden. Uden hendes støtte var jeg ikke kommet igennem disse år. Vort venskab har været mere værd for mig end et kærlighedsforhold til en mand. Ikke engang min venindes gamle forældre, som bor her på gården sammen med os, kender noget til min fortid. Vi har løjet for dem og for alle andre i disse mange år.
Derfor er det så frygteligt, at De nu er kommet for at afsløre sandheden. De to gamle mennesker - mine plejeforældre - vil hverken kunne forstå, hvordan jeg kunne gøre det, jeg gjorde; eller hvorfor vi ikke har fortalt dem det i de mange år.
Jeg understreger overfor begge de midaldrende kvinder, at jeg ikke har tænkt mig at skrive noget, der afslører, hvor Grethe Bartram bor, hvad hun arbejder med eller under hvilket navn, hun lever i dag. Jeg vil ikke vil røbe hendes opholdssted, hendes nye navn, hendes nuværende virksomhed. Jeg er her alene for at høre, hvordan hun lever med sin skyld. Min eneste interesse er at høre Grethe Bartrams helt ufattelige livshistorie fra barndommen i Århus, over besættelsesårene, hendes dødsdom, benådning og hendes liv siden løsladelsen i 1956.  

< Grethe Bartram (tv 1945, th 1976)  prøver at vende ryggen til fortiden. Men det har mislykkedes altså den dag i 1976.

Langsomt bliver stemningen omkring bordet mere afslappet. Efter en halv times tid kan vi tale helt naturligt sammen om tingene. De to kvinder kan endda nu og da trække på smilebåndet. Til tider er smilet lidt stift. Angsten sidder stadig i dem.
Angsten for, at jeg ikke er en mand, der holder mine løfter.
Dette kapitel og min tavshed overfor alle spørgsmål fra andre vil vise, at jeg er det.

-  Jeg har gjort alt, hvad der er muligt for at skjule mig, siger Grethe Bartram. Jeg har i dag oparbejdet en helt ny identitet. Jeg er respekteret i mit nye arbejde, i min nye tilværelse, som et nyt menneske. Ingen her spørger om noget. De ved, jeg er fraskilt, og dermed er grænsen trukket her i Sverige. Man spørger ikke fraskilte om deres fortid.  Min familie i Århus har helt slået hånden af mig. Jeg ved ikke en gang om min gamle far lever.


< Ikke underligt at sagen mod Grethe Bartram optog pressen. Det  var den første sag, hvor en kvinde blev dødsdømt efter Straffelovstillægget af 1. juni 1945. Her et beskedent udvalg af avisoverskrifterne fra dengang.

Grethe Bartram fortsætter: - Da min mor døde, vovede jeg ikke at komme til begravelsen. Familien havde bedt mig holde mig helt væk. Men vi var nødt til at tage herfra. Ellers ville mine plejeforældre, som jeg kalder min venindes far og mor, synes det var mærkeligt, at jeg ikke tog til min mors begravelse.Vi klædte os i sort og tog med færgen til Danmark. På det tidspunkt, hvor vi vidste, at mor blev begravet, sad vi i en grøftekant på Djursland og græd sammen.
-De har udstået Deres straf. Hvorfor skjuler De Dem så?
-Det er måske ikke alle, som har den opfattelse. Jeg er bange for dem, der ikke mener, at jeg har betalt nok. Mit arbejde kræver, at jeg en gang imellem tager til Danmark. Så skjuler jeg mig bag hat og mørke briller. Jeg er altid bange for at blive genkendt.
Husker De mordet på fru Maria Lock-Hansen i Højbjerg ved Århus for 7 – 8 år siden? Dengang stod det  i alle danske aviser, at hun måske var blevet offer for en fejllikvidering. At skuddene i virkeligheden var tyiltænkt mig! Man mente at forhenværende frihedskæmpere måske havde forvekslet os. Det var efter den affære, min familie lod mig vide, at de ikke ville og ikke turde have noget at gøre med mig mere. De var bange. Da de endnu skrev til mig, skrev de altid min venindes navn på kuverten, for at ingen skulle opdage, at vi var i forbindelse med hinanden. Siden 1968 har jeg ingen kontakt haft med dem.

Der var ingen tilgivelse
at hente for den 22-årige Århuspige. Som Aarhuus Stidtstide fremhævede: Selv forsvareren krævede
en stregn straf >

Grethe Bartram fortsætter:
- Før den tid var de flere gange her for at besøge mig, både mine brødre og mine  forældre. Det var frygtelige timer, da mor og far var her. De var jo gamle og kunne let komme til at snakke over sig til mine pleje-forældre – selv om de havde fået at vide, at de intet måtte sige om fortiden. Min veninde måtte hele tiden følge lige efter min mor, jeg efter min far. Men det gik altså uden problemer.

-De har også en søn, Grethe Bartram?
- Ja, han må være 33 år nu. [Det var i 1976. I dag må han være 63. EH]. Jeg ved, hvad han hedder. Det er alt. Da min fraskilte mand blev gift igen, tog hans nye kone min søn til sig. Da min tidligere mand døde – jeg har hørt, at det var for egen hånd – beholdt hun min søn. Måske ved han slet ikke, at hun ikke er hans rigtige mor. Måske er jeg bedstemor.
Men når jeg ikke kunne være noget for ham i hans barndom og ungdom, ville det være helt forkert af mig at opsøge ham nu. Jeg ville sikkert ødelægge en masse for ham og hans familie. Selvfølgelig ville jeg gerne vide, hvordan det er gået ham. Men jeg vil ikke være egoistisk.
Enkelte fra fængselsårene har besøgt mig. Min medfange, den ligeledes dødsdømte Anna Lund, skriver jeg sammen med. Vi har også været på ferie sammen. Overlæge Stürup har besøgt mig. Jeg var i sin tid til mentalundersøgelse hos ham. Han interesserede sig for mig som et menneske med en besynderlig skæbne. Et tilfælde. Så har jeg et par gange haft besøg af pastor Ruth Vermehren, Horserødlejrens uforlignelige sjælesørger, som i sin tid skaffede mig forbindelse med denne min nye familie og fulgte mig herop efter løsladelsen. Men ellers har jeg ingen kontakt med ”gamle kammerater”, som det vist kaldes. Jeg tør ikke, og jeg har heller ikke behov for at rippe op i fortiden.


> U
ndtagelsesvis gav retten i Århus den 29.november 1946 tilladelse til fotografering i et retslokale. Anledningen var den første dødsdom afsagt over en kvinde i Danmark siden 1826. ”Jagtselskabet” bestående af dommeren, advokater og nysgerrige har taget opstilling bag deres bytte til ære for fotograferne. Til højre i billedet Grethe Bartrams forsvarer, lrs. M. Erichsen, Skive, som krævede ”en meget hård straf” ( du læste rigtigt. Det var forsvareren!) Lige bag hende den tidligere  og kommende justitsminister K.K.Steincke.

 

 


-De blev dødsdømt for at have angivet 48 mennesker til Gestapo. De fleste blev anholdt, mange blev torterede og sendt til tysk koncentrationslejr. Ni vendt ikke levende tilbage. Hvordan lever man videre med det på samvittigheden?
-Det kan jeg egentlig ikke svare på. Selvfølgelig er det en tung byrde at være. Tiden lægger ganske vist mildnende luft imellem. Det er jo ikke noget, man hele tiden går rundt og ruger over. Hvis jeg havde haft den undskyldning overfor mig selv, at jeg blev dømt for noget, jeg ikke havde gjort, ville det være lettere. Men det blev jeg ikke. Tværtimod. Jeg tilstod mine gerninger, og jeg blev dømt for dem. Jeg forstod tilmed både hadet og dødsstraffen. Havde tyskerne vundet krigen, havde jeg været helt. Nu tabte de. Sådan er jo efterkrigsretfærdigheden.
Det eneste, jeg aldrig forstod, var, at vi landsforrædere ikke fik fair play i retssalene. Min forsvarer kunne i hvert fald ikke komme igennem med sine argumenter.

-Din medfange i Horserød kvindefængsel, Anna Lund,  søgte om at blive henrettet?
-Ja, hun og jeg er vidt forskellige. Jeg var ude af mig selv af henrykkelse, da jeg blev benådet af kongen. Jeg var så ung. Jeg er jo i dag 51 år.  [Grethe Bartram lever endnu i juni 2006, 79 år gammel. EH]. Jeg ville så gerne leve, selv om jeg efter benådningen måtte se i øjnene, at jeg skulle henslæbe mange år i fængsel. Men der er dog et lille håb, når bare man var i live.
Efter benådningen fra livsstraf til livstidsfængsel kom jeg til Horserød Statsfængsel, men de anså mig stadig for farlig. Derfor måtte jeg først et år ind på Københavns politigård. Det var en frygtelig tid.
Hvad vi derinde blev udsat for, tror ingen i nytidens Danmark. Jeg sad isoleret. Jeg måtte ikke læse, ikke ryge, ikke skrive. Det var som at være levende begravet. Flere af fangevogterne var direkte ondskabsfulde.
Jeg husker således en juleaften. En halv time før lyset skulle slukkes kl. 21 smed en af fangevogterne en cigaret og et æble ind til mig på gulvet. Det var min juleaften. Og det var min første cigaret i tre år.
< >  For at tjene til det daglige brød  for sig og sit barn måtte velskabte Grethe Bartram i besættelsesårene også arbejde som nøgenmodel for en gruppe kunstnere.
Billedet blev gengivet i 1944 i en række illegale blade, da man havde fundet ud af, at hun var storstikker for Gestapo. Kunstneren i midten (med cigaret) er kunstmaleren Chr. Thorvald Larsen,  som var en af dem, Grethe Barttram angav til Gestapo i Århus. Desuden hans to sønner. Både han og den ene af sønnerne omkom i en tysk Koncentrationslejr.

-Angrer du, hvad du dengang gjorde?
Der bliver en lang pause. Grethe Bartram får tårer i øjnene. Hun må tørre dem med en serviet. Hun nikker bare. Så får hun endelig magt over sin bevægelse og siger stille:
-Ja, jeg angrer, hvad jeg har gjort. Det er frygteligt. Men hvad nytter det at angre? Jeg fik aldrig mulighed for at sige noget om det under retssagerne, og selv om det var lykkedes, havde ingen troet mig, når jeg sagde det: Jeg anede ikke hvilke konsekvenser, mine angiverier havde. Jeg kom aldrig på Gestapos hovedkvarter. Jeg mødtes kun med Rothenberg (Gestapochef i Århus. EH) på et værelse ude i byen. Han fortalte mig, at dem, jeg havde angivet, havde det godt. De var interneret i Frøslevlejren, sagde han. Der skulle de blive, til krigen var forbi. Jeg anede ikke, at de blev pint, at de blev sendt i tyske koncentrationslejre. I øvrigt anede jeg ikke, hvad en koncentrationslejr var. Det vidste ingen i Danmark før efter kapitulationen. Først da kom de grufulde afsløringer. Først under retssagen imod mig fik jeg at vide, at nogle af dem var døde dernede. Det er forfærdeligt….
Bevægelsen tager atter magten fra hende. Så bryder hendes veninde ind: - Grethe er et andet menneske i dag. Det er jeg sikker på. Vi har været så tæt på hinanden i alle disse 20 år, dag og nat. Jeg tager aldrig nogen steder uden hende og hun aldrig uden mig. Hun var så ung den gang. Jeg ved, at hun blev sent moden. Det er først de sidste ti år, jeg har kunnet mærke, at hun er blevet voksen. Vi kender hinanden bedre end mand og kone normalt gør.
 
-Ja, jeg var ung, og jeg var umoden, siger Grethe Bartram. Det var min forsvarers eneste argument. For unge i dag er det umuligt at sætte sig ind i datidens forhold. Man var et barn dengang, til man var  21 år, ikke blot juridisk, men også i dagligdagens praksis. Jeg blev gift, da jeg var  17 år. Kongebrev, fordi jeg var gravid. En skandale dengang og en katastrofe. Det var et ulykkeligt ægteskab. Vi var så forskellige, og vi var så fattige. Det var dømt til at mislykkes. Jeg blev da også skilt, inden der var gået et år. Men da var jeg allerede inde på det ulykkelige skråplan, som skulle føre mig til livets yderste, en dødsdom.
   Grethe 1946                                                                                                                                                                                                                                           Grethe  1976

-Er der en nøgle til at forstå det, De gjorde?
-Jeg har så ofte tænkt på det. Hvis der overhovedet er nogen, må det være frygten for fattigdommen. Den prægede os børn – vi var mange søskende – lige fra de allerførste barndomsår. Jeg husker så uhyggeligt tydeligt den dag, lærerinden sagde: - I dag er det koldt, og det er regnvejr. Lad mig nu se, om I alle har fornuftigt fodtøj på! Så måtte vi alle sammen stikke benene frem, mens hun gik ned igennem klassen og kiggede under vore sko. De andre havde lange fedtlæderstøvler på. Alle undtagen mig. Jeg havde et par gamle, dyngvåde sommersko på. Med huller i sålerne. Mor havde prøvet at gøre det så godt for mig, hun kunne, ved at klippe en slags sål af en gammel avis. Avispapiret var gennemblødt og stak ud af hullet. Både lærerinden og de andre børn i klassen lo højt ad mig og min sko. Den dag lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville blive ved med at være fattig. Og det var da også løftet om penge, der drev mig ind i angiveriet.

-Hvad betyder penge for Dem i dag?
-Vi har kæmpet hårdt for at få vor nye virksomhed her til at blive en forretning. Nu er det lykkedes. Jeg er blevet dygtig til mit nye fag. Jeg har vundet flere internationale udmærkelser for det, jeg laver.
Veninden bryder ind:
- I dag kan Grethe tage det mere roligt. Forretningen er kun en prestigesag for os. Vi er sikret økonomisk. Mine forældre er velstående, og jeg er eneste barn. Men Grethe er som deres datter nr. 2. Når de er borte, skal hun og jeg arve lige meget.
-Lad os håbe, vi får lov at beholde dem mange år endnu, siger Grethe Bartram.

Hendes liv har været 79 år i frygt. Den baggrund skal man have for overhovedet at forstå hendes gerninger og hendes angst, for, at hendes nuværende liv, forretning, navn og opholdssted i Sverige skal blive afsløret.
Men trods alt mindes hun barndommens frygt som den værste. Det var ikke blot angsten for lussinger fra en kuet og overanstrengt mor, der for ussel betaling måtte arbejde som skurekone for at opretholde det fattige hjem med otte børn og en nervesvækket mand, der kun modvilligt erkendte, at han ikke havde slået til i livet.
Grethes far var en af de sønderjyder, som under Første Verdenskrig (1914-1918) blev tvunget til som tysk soldat at kæmpe for det Tyskland, de hadede, imod de allierede, som var sønderjydernes eneste håb, når det gjaldt at få deres landsdel tilbage under det Danmark, de elskede. Krigen knækkede ham. Den afbrød hans uddannelse, så han aldrig blev rigtig udlært som håndværker. Og den indgød ham til tyskerhad, der sammen med fattigdom førte ham over i kommunisternes rækker. Hans lille værksted i Århus gav ikke nok til, at han kunne give sin kone og sine børn en bare nogenlunde anstændig tilværelse. Han blev så inderligt bitter.
Barndommens frygt var også angsten for kammeraternes evige drillerier, fordi hun som den eneste i klassen måtte bede sig fri fra en daglig time. Hun skulle over i den anden skole og deltage i fattigbespisningen.
Barndommens frygt avlede den tidlige ungdoms frygt: Frygten for fattigdommen, som hun kun kendte alt for godt. Hun ville ikke ende osm sin mor. Som skurekone. Hun drømte om at træffe en mand med penge. Men der kom ingen prins på en hvid hest. Hun traf en ung maskinarbejder, som gjorde hende gravid, da hun var 16.
Unge af i dag har måske svært ved at sætte sig ind i den frygt, man dengang havde for forældrenes reaktion på den nyhed. Der var kun én mulighed for en ung pige i den situation: Gifte sig med ham, der – som det hed – 'havde skaffet hende i ulykke'.

Juridisk var Grethe Bartram kun et barn i 1942. Der skulle ”kongebrev” til   [en særlig tilladelse, som kun var gyldig med kongens underskrift. EH] for at hun kunne gifte sig, skønt begge forældrepars tilladelse forelå.
-Jeg kunne ikke skabe noget hjem, fortæller hun selv. Vi var bare så frygtelig fattige. Kort efter at jeg havde født min dreng, skete ulykken:
Min faldt ned fra en skorsten under sit arbejde og kom mange måneder på hospitalet med en ødelagt ryg. Jeg fik 2,50 kr. om dagen af sygekassen. For det skulle jeg betale husleje samt skaffe mad og tøj til min nyfødte søn. Alting var så håbløst.
En dag så jeg tilfældigt i en Århus-avis en annonce, indrykket af det danske politi. Man tilbød 1000 kr i dusør til den, der kunne give oplysninger, som kunne føre til opklaringen af et sprængstofkup i en århusiansk guldsmedeforretning.
Jeg vidste lidt om den ting. Jeg tænkte kun på ét: Hvad kunne jeg få af tøj og mad til mit barn og mig, hvis jeg havde 1000 kroner.
Tusind kroner!
Det var en ufattelig formue.

Skal man forstå den unge Grethe Bartrams situation ved at se annoncen med de  1000 kroner i dusør, må man se på købekraft og lønninger i 1942: 1 kg. Rugbrød kostede 23 øre, 1 liter sødmælk 45 øre, 1 kg skært oksekød 3,56 kr.
Månedslønnen for en lager- og pakhusarbejder var 142 kroner; for en smede-og maskinarbejder (som hendes mand f.eks.) 384 kroner; for en politibetjent 350 kroner.
Generaldirektør P. Knutzon, DSB, (formand for Dansk-Tysk Forening), generalløjtnant Ebbe Gørtz og viceadmiral H. Vedel var Danmarks tre højst lønnede embedsmænd med 1817 kroner om måneden.
Jo, tusind kroner var en ufattelig formue.

-Jeg gik til politiet, der endnu i 1942 blev betragtet som Danmarks lovlige øvrighed, fortæller Grethe Bartram. Mine oplysninger førte til anholdelsen af en række unge mænd. Jeg fik de 1000 kroner. Jeg husker endnu, hvad jeg styrtede ud og købte:En brugt barneseng, et par sko til mig selv, og en vinterfrakke til min lillesøster.
Midt under retssagen mod den, der havde lavet ”brækket” i guldsmedebutikken, kom det åbenbart frem, at der var tale om noget politisk. Det hørte jeg senere. Langt senere. Jeg havde aldrig hørt om en frihedsbevægelse, en modstandskamp mod tyskerne. Mod Danmarks lovlige regering. Kuppet i guldsmedebutikken gik senere over i historien som en af de første danske sabotageaktioner.
- Hvordan skulle jeg kunne se den slags, når resten af Danmarks befolkning heller ikke kunne? spørger Grethe Batram
Da Gestapo i Århus opdagede det, krævede de at få de anholdte unge mennesker udleveret. Med dem alle papirerne. Også, dem, der viste, hvem der havde angivet navnene til politiet. Mig. Så var mine fuldt lovlige oplysninger til det danske politi pludselig blevet til 'landsskadelig virksomhed'.
Jeg blev opsøgt af Gestapochef  Rothenberg, som fortalte mig, at de også havde min egen bror. Hvis jeg ville redde ham, måtte jeg hjælpe tyskerne med flere oplysninger. Jeg var rædselsslagen og havde kun é tanke i hovedet: at redde min bror.
Sådan begyndte min stikkervirksomhed.

En familie af kommunister 
Grethe Bartrams familie var - og er - kommunister. Familiens omgangskreds det samme. Kommunisterne er blandt de første, der rejser sig til illegal modstand mod tyskerne. Det er de pisket til, efter at Hitler 22. juni 1941 har angrebet Rusland og beordret alle kommunister – også de danske – interneret.
Grethe Bartram kommer derfor fra starten i en uoverskuelig dobbeltstilling.
På den ene side er hun nu i afhængighedsforhold til tyskernes frygtede Gestapo-politi.
På den anden side er hun i kraft af familie og bekendt lige midt i modstandsbevægelsens lokale centrum.
Gestapomændene, som hun fodrer med oplysninger, hvis rækkevidde hun næppe har forstået, fodrer til gengæld hende og hendes barn med mad, penge og tøj. Dertil kommer, at Gestapochef Rothenberg er snedig nok til at fetere den fattige pige, der hidtil har måttet ernære sig og sit barn, bl.a. som nøgenmodel for kunstmalere – et job, der gav hende 5 kroner i timen to gange om ugen, og samtidig et dårligt rygte i Århus, hvor man i 1942 ser på nøgenhed på samme måde som man i dag i en provinsby er på en klinik med intim massage. Eller værre.
Det kom frem under retssagen mod Grethe Bartram, at Gestapochefen havde holdt hende i en tilstand af evig skræk for tyskerne. Den frygt lod han vokse, jo mere hun fortalte, og jo mere hun derved kom til at sidde i saksen.
Han får hende til at gå med i illegale grupper, som hun ikke tør tage afstand fra i en familien, hvor tyskerhadet er fanatisk. En gang om ugen mødes han med hende på et værelse i byen, hvor han pumper hende for oplysninger. Og tvinger hendes psykisk til at have sex med sig.
      Under retssagerne tjener det nok som undskyldning for hende, at hun har været ung og uerfaren, men det er ikke et tilstrækkeligt vægtigt argument til at overskygge den kendsgerning, at hun for penge, 50 – 100 kroner pr. navn, har udleveret sine landsmænd til Gestapo. Blandt andet sin fraskilte mand og flere nære venner.
Frygten for afsløring ligger i hende her i krigsårene sammen med frygten for Gestapo. Hun frygter, at frihedskæmperne på et tidspunkt skal opdage hendes dobbeltspil. Det sker da også. Resultatet er et forsøg på at likvidere hende på åben gade i Århus.

Kjeld Moesgård Leth, 'Den danske Købmand' i Bad Harzburg, Vesttyskland:
- Jeg var tolk på Shellhuset i Århus i den periode. En dag blev jeg og et par andre udkommanderet til at følge med Rothenberg op på et konditori i centrum. Jeg fik ikke andet at vide, end at vi skulle foranstalte en razzia. Det gjorde vi. Jeg lagde godt mærke til, at Rothenberg var underlig. Normalt skulle den slags ske så hurtigt og så ubemærket som muligt. Men den dag havde han en helt anden taktil,. Hele Århus må have opdaget det. Til allersidst nåede han hen til en ung dame, som sad ved et bord i et hjørne. Han bad om hendes identitetskort og anholdt hende. Det fandt jeg meget mærkeligt. Forklaringen fik jeg først nogen tid efter, da jeg selv kom på lazarat.
Pigen, som Rothenberg anholdt, var ingen anden end storstikkersken Grethe Bartram. Anholdelsen skulle få Nodstandsbevægelsen til at tro, at tyskerne var ude efter hende som frihedskæmper. Men han gjorde det så klodset, at selv folk uden forståelse kunne se, at det var en arrangeret razzia.
Ganske rigtigt. Få dage senere så jeg hende igen. På lazarattet. Hun havde fået et hovedskud af en ukendt mand på åben gade. Hun var kun lettere såret, men nok til, at hun måtte trækkes ud af aktiv tjeneste. Fortalt den tidligere Gestapotolk Kjeld Moesgaard mig i 1976.

Det tror Grethe Bartram også, at hun får lov til. Men den går ikke. Efter operation og en kort rekreation, bliver hun igen sat ind som lokkedue og stikker. Nu i Kolding. I Århus er hun trods alt for kendt. Men der er ikke langt nok mellem de to jyske byer til, at frihedsbevægelsen ikke opdager hende. Alligevel når hun en del angiverier, inden klokken falder i slag.
Danmark oplever befrielsen den 4. maj 1945. Den 10 maj anholdes Grethe Bartram, og så ruller hendes sag i Åårhus Købstads Kriminalret..

Frygten for afsløring afløses nu af frygt for døden. Ikke uden grund.
Den 29.november 1946 blev hun dømt til døden – som den første kvinde i Danmark siden 1826. Avisernes referater skåner ikke, hvad man kalder ”Udyret i menneskeskikkelse”, ”General Satan” og ”Storstikkersken Grethe Bartram”.

Landsret og højesteret stadfæster, men henrettelsen bliver ikke til noget. Til almindeligt raseri for mange hundrede mennesker, som hadede kvinden, der havde bragt ulykke til så mange hjem, ja, været hovedårsagen til, at Århusegnens kommunistiske frihedskæmperorganisation blev oprullet to gange.
Justitsministeren udsættes for meget hård kritik og direkte beskyldninger, da det meddeles, at kong Frederik den Niende har benådet Grethe Bartram til livsvarigt fængsel..

Grethe Bartram, anno 1976:
- Jeg var himmelsk lykkelig, da benådningen kom. Jeg ville så gerne leve. Selv med frygten for at skulle henslæbe resten af sit liv i en fængselscelle. Jeg kendte ikke noget til, at livsvarigt fængsel ikke var ensbetydende med hele livet.
Vi blev behandlet som dyr. Selv de værste kriminelle, som jeg sad sammen med, syntes, at deres forbrydelser var for intet at regne mod min.
Vi fik sandelig klar besked om, hvad vi var for nogle nazisvin. Det må have været sådan at være spedalsk i gamle dage. Vi fik ingen som helst lempelser. Jeg var klar over, at hvis jeg nogensinde kom ud, ville det være som gammel kvinde. Det blev til 11½ år. Den 26 oktober 1956 slog frihedens time.

Faktisk havde jeg været lige ved at blive løsladt tre år tidligere. Jeg havde fået fængselsdirektørens egne ord for, at jeg skulle ud. Min kuffert med de få ejendele var pakket. Jeg stod og tog afsked med personalet, da der kom besked om, at løsladelsen var trukket tilbage. Det skyldtes en artikel i BT af Per Arboe-Rasmussen – om jeg nogensinde skal glemme det navn – om, at ”man planlægger at løslade storstikkersken Grethe Bartram og Hipokvinden Anna Lund”. Nyheden vakte folks vilde raseri. Løsladelsen udsat på ubestemt tid. Anna og jeg pakkede ikke vore kufferter ud. Vi troede, vi ville blive løsladt næste dag eller næste dag eller…..
Der kom til at gå tre år. Kan nogen forestille sig den skuffelse? Men da det endelig var alvor i 1956, lempede myndighederne os diskret ud af fængslet og ud af landet med besked om, at vi ikke måtte bosætte os i Danmark før tidligst om fem år.
Først dagen efter løsladelsen – da vi var over alle bjerge – stod det i aviserne, at vi var ført ud af landet.
Jeg kom hertil.
Min veninde og jeg er enedes om, at det bedste er er helt at holde tæt med enhver detalje om min fortid.
Men frygten for at blive afsløret sidder stadig dybt i mig efter så mange år. Jeg ved, at masser af danske journalister har været ude efter at finde mig. Jeg er skrækslagen ved tanken.
Her har jeg skabt et nyt liv. Hvorfor vil man forfølge mig? Jeg har fået svensk statsborgerskab. Ved de to sidste rigsdagsvalg har jeg haft stemmeret.
-Hvad stemmer De på?
-Folkpartiet. Det er det parti, jeg synes er mest demokratisk. Jeg hader alt, der har med diktatur at gøre. Også fagforeningsdiktatur. Derfor kunne jeg aldrig finde på at stemme på socialdemokrater eller kommunister.

Sagde Grethe Bartram – kvinden, der frygter, at andre end lovens håndhævere vil tage sig selv til rette og foretage den henrettelse, som kongen reddede hende fra i 1947.

Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152