Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

957826
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


KAPITEL 12: Gestapomanden

Bentzen i de russiske skove 1943 >

Hos det officielle Danmark læges ingen sår. På 32. år [Husk, at dette er skrevet i 1977. EH]   er denne mand eftersøgt af dansk politi, sigtet for forbrydelser, begået mens flertallet af den nuværende befolkning endnu var ufødt eller i det mindste ikke kommet i den skolepligtige alder. Han jages over hele kloden for forbrydelser, han menes at have begået under besættelsen 1940 – 1945.
Ifølge den lov, der stadig gælder, kan han dømmes til døden. Vel at mærke, hvis de finder ham, får ham stillet for retten og får hans skyld bevist.
Heldigvis for ham er dansk politis hukommelse bedre end dets opdagerevne. Derfor kan han i dag leve ugeneret i den lille landsby, hvor han under ny identitet slog sig ned for en menneskealder siden.
Så sent som sidste efterår fastslog Danmarks justitsminister, at han ikke vil slå en streg over sagerne mod de mænd, der stadig søges for forbrydelser under besættelsen. Det officielle Danmark kræver stadig hævn. Samtidig med, at statsminister og udenrigsminister ikke kan tie, hvis nogen bliver henrettet i et andet land.
En retssag mod denne mand ville nok virke ret så parodisk i dagens Danmark. Hvor mange vidner er overhovedet i live? Hvor mange husker de begivenheder, de i givet fald skal vidne om? Kan de skille det, de dengang oplevede , ud fra det, de siden har læst eller selv fortalt så mange gange, at de tror på det?
Mandens navn: Adam Eigil Bjørn Bentzen. Hans forbrydelse; Ja, det vil både han og jeg også gerne vide. Derfor har han sendt en ansøgning til justitsministeren i Danmark for at få at vide, hvad man anklager ham for. Brevet blev besvaret sålunde (Bemærk, at justitsministeren nu hedder Erling Jensen. EH]: 
                                                                                                                                                                      
Adam Eigil Bjørn Bentzen er sig ingen skyld bevidst, som skulle kunne medføre lovens strengeste straf: Døden.
-         Når jeg har klaret at holde mig på fri fod i alle de år, skyldes det, at jeg har været villig til at betale en meget høj pris, siger Bjørn Bentzen, som han dengang kaldte sig.     Jeg har skåret alle bånd over til tiden før 5.maj 1945.
Jeg véd ikke, om mine gamle forældre i København lever.  Far skulle så være 93 år og mor 89 år. Jeg aner ikke, hvordan det er gået mine søskende, min familie og mine gamle venner fra dengang [Dette viste sig senere usandt, idet han besøgte sin gamle mor i København flere gange om året. Men det fandt jeg først senere ud af. EH].
-Jeg læser kun vores lokale avis her og ser fjernsyn. Men der har selvsagt ikke været noget, som har med mine forhold at gøre.
I de første år efter krigen opholdt jeg mig i Tyskland. Det var dér, jeg opbyggede min nye identitet. Da jeg kom hertil, hvor jeg nu drtiver forretning, var det allerede noget, man ikke spekulerede mere på. Jeg har tit hjemvé og længes efter mit hjem i København, men jeg har holdt mig i skindet. Det ville være for farligt at give sig til kende.
Indtil De, hr. Haaest, fortalte mig noget andet, har jeg været 100% sikker på, at jeg allerede var dømt til døden i sommeren 1945 – ”in absentia” som det hedder, når man ikke selv er tilstede i retssalen – og at man straks ville føre mig til henrettelsespladsen, hvis man fik fat i mig. Selv om det altså ikke er tilfældet, ville en retssag imod mig være frygtelig. Min kone og mine voksne børn aner ikke, at jeg er den, jeg udgiver mig for. Min kone ville blive dybt skuffet over, at jeg ikke har betroet mig til hende. Min datters idealbillede af sin far ville blive ødelagt.
Og hvad med familie, venner, forretningsforbindelser og forbindelserne i ledelsen af det samfund, vi lever i. De stoler på mig og mit ord. De anser mig for at være redelig i alt. De ville opdage, at jeg ikke blot har været landsforræder, men også et menneske, som i så mange år har fyldt dem med løgn. Det sidste ville være værre end henrettelse.
-Er De bange for afsløring?
-I henved 12.000 nætter og lige så mange dage har jeg levet med angsten for afsløring. Jeg frygter søvnen, fordi min kone et par gange har for-
talt, at jeg taler i søvne – heldigvis dog uden at sige noget, der kunne give hende mistanke.
Jeg holdt op med at drikke spiritus 4. maj 1945 om aftenen. Jeg er angst for, at jeg i fuldskab skal komme til at røbe mig overfor en eller anden.
Jeg må tvinge mig selv til at lade uinteresseret – men heller ikke alt for uinteresseret - når forhold fra dengang diskuteres i familien eller i vennekredsen, f.eks. i forbindelse med TV-programmer. Jeg synes, der er en forfærdelig masse om Anden Verdenskrig på TV i disse år. Det gør det ikke lettere for mig.

< > Det har stor betydning
for Bentzen ikke at kunne genkendes. Vi måtte derfor nøjes med dette slørede billede af mødet mellem Erik Haaest (tv) og den efterlyste, som selv politiet har anset for død siden 1945. Dokumentation for at det virkelig er Bentzen
er sendt til justitsministeren sammen med ansøgningen om at få sin sag oplyst.
Jeg bryder mig ikke om 'snig-fotografering', men i tilfældet med Bentzen var jeg tvungettil at lade fotografen gemme sig på hotellets 1. sal og tage billeder, da Bentzen og jeg efter interviewet (efter aftale med fotografen) forlod hotelbaren. Jeg fulgte ham ud til hans Mercedes og vidste, at jeg skulle undgå at stå i vejen for fotografens 200 m/m telelinse. På det lille foto (Herover) ser man tydeligt, at billedet er taget på stor afstand og udsnittet (> th) er  derfor 'blæst  meget op fra tegnestiftstørrelse. Men uden et fotografi ville ingen tro, at jeg virkelig havde fundet den eftersøgte dansker. Selv politiet anede intet om hans eksistens

 

Bjørn Bentzen fortsætter: - Men selv angsten kan man lære at leve med. Til sidst sidder det i rygmarven, at man skal huske at gøre dét og dét, og lade være med at gøre dét og dét. Men det giver mig stadig en knude i maven, når jeg ser en politibetjent eller skal på et offentligt kontor og underskrive papirer. Sin hånd-skrift kan man ikke løbe fra. Alt kan man skrive på maskine, blot ikke sin underskrift. Min er tilmed meget karakteristisk.
[Det sidste kan ses på det pas (herunder) , som Bentzen fik udstedt på Dagmarhus af selveste dr. Best om morgenen den 4. maj 1945 for at kunne flygte til Tyskland og videre. EH]

-De var i Danmark i krigens sidste år?
-Jeg havde hele tiden regnet med, at det ville ende med et brag. I de sidste afsindige uger af krigen var der stor nervøsitet, både blandt tyskere og frihedskæmpere for at russerne skulle gøre invasion i Danmark. Frihedsbevægelsen havde derfor fortalt tyskerne, hvor de havde deres våbenlagre, da de ikke selv turde garantere, at kommunisterne i Danmark ikke skulle finde lagrene og tømme dem. En del af os blev beordret ud på vagt ved disse illegale våbendepoter. Jeg var f. eks. På vagt ved et stort våbenlager i Frilandsmuseet i Lyngby.
Heldigvis slap vi for russisk invasion. Jeg hørte kapitulationsbudskabet over radioen 4. maj. Så vidste jeg, at det gjaldt om at komme i sikkerhed. At vi, der havde hjulpet tyskerne, ville blive betragtet som forbrydere, var vi ikke i tvivl om. Jeg fik i hast fat i et nyt pas, en tysk værnemagts-uniform og tilsluttede mig en enhed, der fra København marcherede under våben over Sjælland, Fyn, Sønderjylland og den dansk-tyske grænse.
Først da vi nåede Friedrichsstad i Holsten blev vi afvæbnet af englænderne.
Jeg havde været oppe hos far og mor og sige farvel 4. maj om aftenen.
-Hvad vil du gøre, min dreng? sagde far.
-Jeg siger farvel til jer nu. Jeg vil søge at slippe til Tyskland. Derfra langt bort et eller andet sted. Jeg giver mig ikke til kende, før faren er drevet over.
-Vi vil savne dig, min dreng, sagde far og mor. Vi havde nok alle sammen lidt vådt i øjenne. Vi vidste, at det var et farvel for lang tid. Også at de kunne være det sidste farvel. Det blev det altså. Jeg har aldrig givet mig til kende. Jeg har ikke en gang turdet slå dem op i telefonbogen. Måske ville jeg ringe op i et øjebliks svaghed. Det  ville være frygteligt. Det kunne måske afsløre mig. [som ovenfor omtalt vovede Bentzen sig efter faderens død ofte til Danmark. EH]. Jeg tilsluttede mig en bataljon af gamle soldater. Det var ikke ufarligt. Kun tre gange under hele krigen var denne enhed blevet suppleret. Alle kendte alle. Kun jeg var en fremmed. Havde de  fået mistanke til, at jeg var en dansk gestapomand, som søgte at skjule sig iblandt dem, havde de meldt mig. Jeg husker ikke, hvad jeg bildte dem ind.
I Korsør var det tæt på. Mens vi stod og ventede på færgen kom to frihedskæmpere ned langs rækkerne. Den ene pegede på mig og sagde højt til kammeraten:
-Var det ikke fordi jeg vidste, at Bjørn Bentzen var faldet på Østfronten, ville jeg sige, at det  var ham dér! De kiggede på mig et øjeblik. Så gik de videre. Jeg hentede hjertet ned oppe fra halsen.
I flere år opholdt jeg mig i Sydslesvig. Englænderne ville ikke lade nogen slippe syd for Eiderfloden, før deres forhold var undersøgt til bunds. Jeg havde smidt mine papirer bort allerede den 4. maj. Uden papirer kunne jeg ikke gøre mig håb om at få visum til at rejse videre.
Det var mens jeg opholdt mig derned, jeg fik oplysning om, at jeg var dømt til døden ”in absentia” i Danmark. Jeg forstod overhovedet ikke, hvad det skulle kunne være for. Men jeg hørte jo af og til, at så den ene, så den anden af mine gamle kammerater var blevet idømt strenge straffe., og at folk i Danmark var helt vilde af had. Dengang turde jeg følge lidt med i, hvad der skete. Jeg havde endnu ikke fået min nye identitet.
Jeg var blevet gode venner med en engelsk officer i krigsfangelejren. Da han en dag skulle til Danmark i tjeneste, bad jeg ham diskret undersøge, hvad de havde på mig deroppe. Om jeg var eftersøgt.
Han kom tilbage med den chokerende meddelelse, at jeg var dømt til døden, og at de ledte efter mig for at kunne stille mig op ad muren. Det har jeg altså troet, lige til De, hr. Haaest,  sagde noget andet. I 31 åre har jeg troet på den englænders ord.
     Da jeg fik den besked, vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage. Skulle jeg overleve, måtte jeg have ny identitet. Selv i de år var det slet ikke så let at få nye papirer, hvis man ikke havde  de gamle. Jeg havde mit gamle rejsepas fra krigens tid, men det kunne jeg selvfølgelig ikke bruge. I det hed jeg Adom Eigil Bjørn Bentzen, født i København 25.2.1919.
I stedet udklækkede jeg en plan sammen med en tysk dame, som jeg havde sat lidt ind i problemet. En dag havde jeg været inde på et tysk kontor, hvor jeg som sædvanlig skulle udfylde en masse papirer med alle mulige personlige oplysninger. Jeg så at assistenten ikke kontrollerede papirer hos de foranstående, så jeg greb chancen og udfyldte papiret med den identitet, jeg havde besluttet mig for at tage.
Det gik. Han skrev under på min ansøgning, og  så gik jeg hjem. Både damen og jeg kendte tysk mentalitet. Efter fire-fem måneders forløb – vi måtte vente til embedsmandens havde glemt begivenheden – arrangerede damen og jeg en sammenstødsulykke mellem mig på motorcykel og hende i bil. Jeg kom på hospitalet med hjernerystelse, og da jeg vågnede, udbrød jeg skrækslagent:
-Hvor er min skuldertaske? I den er alle mine papirer! Stor eftersøgning på ulykkesstedet og i ambulancen. Men der var ingen skuldertaske. Det var ikke så sært. Der havde aldrig været nogen.
-Kan De bevise Deres identitet? spurgte den engelske politiofficer. Jeg tænkte mig godt om. Så sagde jeg:
: - For fire-fem måneder siden var jeg oppe på det og det kontor. Der udfyldte jeg en blanket med alle oplysninger. Den blev underskrevet af en tysk embedsmand.
Sagen blev undersøgt. Den tyske embedsmand huskede selvfølgelig ikke, at han denn dag havde været lidt efterladende. Og havde han husket det, skulle han nok vare sig for at sige det. Når han havde underskrevet, havde han selvfølgelig også set ansøgerens papirer.
Sådan blev jeg den, jeg er i dag. Derefter kunne jeg få visum ud af Slesvig-Holsten.Efter forskellige korte ophold rundt omkring, slog jeg mig ned her, hvor jeg bor. Her har jeg været så længe, at hvis nogen spørger, om der bor en fremmed håndværker her i byen, vil folk svare nej. Jeg er ikke længere fremmed.
Alt stemmer. Jeg har gjort mig et par år yngre, end jeg er i virkeligheden. Min 50-års fødselsdag for fem år siden var i avisen med billede og nogle pæne ord om den driftige forretningsmand med de mange tillidshverv. Legenden er fasttømret. Det er mange år siden, jeg har frygtet at nogen udenforstående skulle pille ved den.
Men jeg skal gerne indrømme, at Deres besøg gør mig nervøs. Jeg forstår stadig ikke, hvordan De har fundet mig. Jeg mente virkelig, jeg var den eneste, der kendte sandheden. Der må altså foruden Dem være endnu én: Deres kilde.

-Bentzen, hvad har De lavet under krigen, siden man stadig jager Dem?
-Jeg forstår det endnu mindre end De. Jeg har intet imod at fortælle, hvad jeg har deltaget i. Jeg kan blot ikke se, at der er noget af det, der berettiger til lovens strengeste straf. Jeg har hverken myrdet nogen, torteret nogen eller noget, der ligner.
I krigens sidste år var jeg ikke længere ved fronten, men ansat ved Gestapo i Danmark.
Men lad mig begynde ved begyndelsen. Jeg havde ikke nogen egentlig uddannelse, før jeg kom ind til militæret. Jeg var soldat 9.april 1940 ved 7.artilleriafdeling uden for København.  Ligesom alle andre var vi rasende over politikernes forræderi, der forhindre os i at forsvare vort land mod den indtrængende fjende.
Senere blev vi klar over, at besættelsen var sket efter overenskomst mellem Danmarks og Tysklands regeringer. Det var jo noget andet.

Som frontkæmper var Bjørn Bentzen med til masservis af  kammerat-begravelser. Dette foto af dels tildækkede grave med kors, dels endnu åbne grav med råt sammentømrede kister, tog Bentzen et sted i Ukraine.
Det er sammen med billedet i den snedækte gran forrest i kapitlet de eneste krgisbilleder, han har turdet gemme.

 

Bentzen fortsætter: - Så besluttede jeg mig til at tage arbejde på de tyske flyvemaskinefabrikker og uddanne mig til flyingeniør. Jeg fik job på Weser-Flug i Bremen, hvor jeg arbejdede mig op i en ledende stilling i løbet af årene 1940-42. Da krigen brød ud med Sovjet 1941, følte jeg, at det var noget, jeg ville være med til. Jeg meldte mig til Luftwaffe i 1942. som ledende flymekaniker på Weser-Flug – der bl.a. lavede Stukas jagerbombere – var jeg selvskreven til at arbejde på Østfrontens fremskudte flyvepladser og flyværksteder. Jeg var chef for et par af de store reparationsværksteder fremme ved fronten. Jeg havde Ausweiss til at gå lige ind i Førerhovedkvarteret, både de fremskudte, som Hitler besøgte én gang, og det tilbage i ”Ulveskansen” i Østpreussen.
Det var også dér major i Luftwaffe Adam Eigil Bjørn Bentzen var i afskedsaudiens hos ”der Führer” i sommeren 1944. Mærkeligt nok fik hr. Hitler ikke et raserianfald over, at en af hans frivillige officerer ikke ville være med mere. Jeg var kørt træt.
Jeg tog tilbage til Danmark. I løbet af et par dage indså jeg, at som forholdene havde udviklet sig, var kommunistfaren i Danmark næsten større end på Østfronten. Her havde de tilmed opnået en vis popularitet. Jeg meldte mig til SD ”Sicherheitsdienst” og blev ansat under Gestapochefen Karl-Heinz Hoffmann, først på Dagmarhus, senere i Shellhuset, og da det i marts 1945 blev bombet, flyttede vi ned i Borgergade.
Jeg opfattede mit arbejde som kontraspionage.
Jeg kan fortælle om nogle af de aktioner, jeg var med i. Det vil belyse mit arbejde. Under et ophold i Århus fik vi et tip om, at Modstands-bevægelsen havde anbragt sprængladninger på den jyske længdebane for at ødelægge et lazarettog, der skulle komme fra Norge med tyske soldater. Vi fik også at vide, at en af dem, der havde været med til at udlægge sprængstoffet, boede på en midtjydsk præstegård. Hed den ikke Hjortkjær?
Jeg tog med nogle folk ud og fik fat på manden. Trods flere timers forhør ville han intet oplyse. Så proppede vi ham i bilen og kørte for fuldt knald til Kolding – eller var det Åbenrå – hvor der var indrettet nødlazaret for 300-400 soldater fra et lazarettog som Modstands-bevægelsen havde sprængt en uge i forvejen. Vi førte ham op og ned mellem de stakkels mennesker, som ikke blot var såret i kamp, men bagefter såret igen ved togsprængningen. Da han så deres elendighed, brød han sammen og fortalte, hvor vi kunne finde sprængladningerne.
Sådan noget vil jeg ikke være med til, sagde han. Vi nåede at finde sprængstoffet, før toget kom.
-Det er nok ikke det, De er eftersøgt for, Bentzen?
-Så var jeg med da vi beslaglagde Frimurerlogen på Blegdamsvej  i København, og til aktionen mod Politigården i København 19.september 1944. Ingen af disse steder var der skyderi….

-Jeg har bedt justitsministeren give mig oplysninger om hvilke anklager, man har imod Dem, Bentzen. Det vil han ikke.  Derfor véd jeg kun, hvad der står i en BT-artikel fra 1968. Ifølge den er det noget med en aktion i Vordingborg 10.april 1945, hvorunder en modstandsmand blev dræbt? Hvad kender De til den historie?
-Jeg har ikke være i Vordingborg, siden jeg var dernede med skolen som dreng for at se Gåsetårnet. Tilfældigvis véd jeg, hvad jeg lavede den 10 april 1945.  Når jeg husker det så tydeligt, skyldes det, at jeg overværede de to minutters stilhed på Rådhuspladsen den 9. april 1945. Det husker man. Det var en meget stærk oplevelse. Da jeg kom tilbage efter det, blev jeg kaldt til chefen og sendt på en opgave i Jylland. Dér var jeg den 10. april.
-Har De aldrig gjort noget, De fortryder?
-Jo, én gang har jeg skudt på et menneske. Men jeg betragter det som selvforsvar. Stifteren af ”Studenternes Efterretningstjeneste”, Arne Sejr, vil kunne bevidne det. Vi, dvs. Gestapo, havde opsnappet en engelsk agent, der kom til København, forklædt som finsk trælasthandler. Vi fik ud af ham, at han skulle møde Arne Sejr i en taxi. I den ville Arne Sejr sidde, oplyste agenten. Ham ville vi gerne have fat i, så jeg tog derud og gjorde, som agenten havde fortalt, jeg skulle. Dengang var der klapsæder i københavnske hyrevogne.
Idet jeg satte mig ind på dette klapsæde i taxien, som ganske rigtigt holdt på det rette sted, hørte jeg, at der bag mig blev taget ladegreb på en pistol. Jeg var afsløret. Det var jeg klar over. Jeg kastede mig ud af bilen og rullede.
Manden, der skulle være Arne Sejr – jeg ved ikke, om det var ham – skød efter mig. Jeg besvarede ilden ved at skyde ham i benet, da han og en anden mand stak af fra taxien. Jeg anholdt den sårede, og han blev indlagt på Frederiksberg Hospital. Han var kun ramt i hælen. Jeg besøgte ham senere på hospitalet for at give ham en undskyldning over, at jeg i ophidselsen havde skudt på ham. Lever han i dag, kan han bevidne historien.
Der lever måske endnu mennesker, som kan huske, at jeg har hjulpet dem til flugt. Blandt andet fik jeg fire ud af Vestre Fængsel. Det var en redaktør fra Hillerød, en restauratør fra Snekkersten og to fiskere. Jeg hentede dem i Vestre og kørte dem til Snekkersten i bil.
Derimod er der næppe nogen, der kan støtte min påstand om, at jeg advarede flere gange om forestående jødeaktioner. Jeg havde et par telefonnumre på Amager, som jeg skulle ringe til og advare, når udrykninger var forestående. Vi var mange, både danskere og tyskere, som fandt det uværdigt at forfølge nogle mennesker, blot på grund af deres race og tro. Men jeg præsenterede mig aldrg, så den historie kan faktisk ikke bekræftes.
-De har udarbejdet en ansøgning til justitsministeren, som jeg har lovet at være mellemmand for. Hvorfor?
-Det er sandt, at jeg lige siden 1945 har troet, at jeg var dømt til døden. Derfor har jeg holdt mig skjult. Efter Deres oplysninger nu, ser jeg anderledes på tingene. Aktionen i Vordingborg kender jeg i hvert fald ikke noget til. Det mener jeg også at kunne bevise. Men jeg vil gerne vide, hvad man mere mener at have på mig. Det synes jeg er et rimeligt krav. Det hævdes jo dog, at jeg skulle have forårsaget nogens død.
Når jeg har set anklagerne, vil jeg tage stilling til, om jeg vil træde frem.
Jeg har levet 31 år i angst, afskåret fra min fortid. Tvunget til at leve på en løgn. Jeg vil indrømme, at det ville være vidunderligt, at kunne sætte sig sammen med sin kone og sine børn og sige:
-Af de og de grunde har jeg aldrig turdet fortælle jer sandheden.
Men her er den!
Jeg vil bestemt også gerne vide, hvad der er sket med mor og far og med søskende, venner og kammerater fra dengang.
-Må jeg i min bog fortælle, hvilket land, De bor i i dag, Bentzen?
-Vil det ikke være at provokere?
- - -
Forfatterens 2006-kommentar: Her sluttede mit interview med Adam Eigil Bjørn Bentzen. Det blev til en artikel i 'Ugens Rapport' i serien "De kom aldrig hjem" - og senere til et kapitel i denne bog. I de tre år, jeg boede i Sydslesvig (1976-78),  havde jeg jævnligt besøg af Bjørn Bentzen. Han er død nu, så jeg kan roligt fortælle, at jeg fandt ham som Mercesforhandler med egnens største autoværksted i den forholdsvis store slesvigske by Heide i den vestlige del af Sydslesvig, De slørede billeder først i kapitlet er taget foran det lokale Gasthof. Det var under disse besøg i mit hjem, at Bentzen fortalte mere om sig selv, bl.a. om sine talrige besøg i Danmark, da hadet var kølnet og danskerne begyndte at se på tyskerne som gode turistkunder. med DMark i baglommen.
Så hengik der mange, mange år. Engang sidst i 1990'erne fik jeg et brev fra en kvindelig professor i Köln. Hun forstod ikke dansk, men da hendes far i Heide var død og hun som eneste barn skulle tømmes hans skabe og skuffer, fandt hun nogle billeder, hun slet ikke kunne stedfæste. Samt nogle private fortos, hun ikke anede, hvem forestillede. Desuden fandt hun mit navn og adresse samt bogen 'Udyr eller hvad'.
Ad sære kanaler, for jeg var flyttet flere gange siden, nåede brevet mig på min daværende langelandske adresse. Hun fortalte, at hun var datter af Adam Eigil Bjørn Bentzen, men intet kendte til sin fars fortid som dansker. Om jeg ville fortælle hende noget om ham. Det gjorde jeg, ligesom jeg identificerede billederne som værende hendes bedsteforældre og et par andre familiemedlemmer i Danmark, som hendes far havde vist mig under sine besøg. Jeg slog en del adresser op i 
www.Krak,dk og spurgte TDC's nummeroplysning.
Om hun har taget kontakt med disse mennesker véd jeg ikke. Jeg har lovet hende en dag at besøge hende i Köln for at skrive hendes historie om 'den ukendte soldats datter'. Det er desværre nok en af de beretninger, jeg aldrig får lavet.                   ^Ovenstående svar var, hvad ministeriet spiste Bentzen af med
Jeg har så meget andet, der skal sættes på print,
før jeg sætter træskoene. EH

                                                 Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152