KAPITEL 13: SS-manden Kaj Feilberg  Helvede kan ikke være værre end dette. Bomber, artillerigranater, mortérgranater, håndgranater, stalinorgler, maskingeværild. Flere bomber og granater. Som et glødende lavaskred vælter død og splintrende ødelæggelse ned over dét, der for få måneder siden var en af Europas smukkeste hovedstæder. Nu er det selveste Ragnarok. Et brølende, hylende, buldrende, dødbringende inferno af ild og røg og blod og flænsende granatstykker, væltende mure og opsprøjtede jord og sten. Berlin 2. maj 1945. Som om døden selv gik rundt med grinende fastelavnsmaske virker det, når man rundt i de rygende ruinhobe ser nazi-fanatikernes malede slagord på murrester og udbrændte kampvogne: ”Berlin kämpft weiter”. Det rene, rablende afsind er, at slagordet passer. Berlin kæmper virkelig videre. Nogle få tusinde mand uden forsyninger, uden andet end håndvåben, uden ammunition, uden vand, uden søvn, uden sund fornuft, kæmper videre mod verdens stærkeste hær, den sovjetiske Røde Armé, hvis tekniske formåen aldrig nogensinde har været stærkere end nu. Nogle millioner russere med krigsteknikkens bedste hjælpemidler kæmper mod nogle få tusinde i tysk uniform. Mænd af næsten alle europæiske nationaliteter. Hvorfor fortsætter de ? Hvad er formålet? Ingen spørger. Ingen svarer. Alt har Waffen-SS-soldater lært om krig. Alt, undtagen hvordan man holder op. De nægter at bryde den højtidelige ed, de for år tilbage svor med opløftet hånd: ”…at jeg i kampen mod bolschevismen vil yde ”der Führer” Adolf Hitler ubetinget lydighed og osm tapper soldat om nødvendigt sætte mit liv ind for denne ed…..” En af dem, der stadig kæmper er danskeren Kaj Gustav Feilberg, chef for 4. kompagni af 3. SS-Pansergrenadier-korps’ 11. opklaringsafdeling. Hans sidste panservogn står i skjul bag luftfartsministeriets ruiner. Dér  bliver de, for der er ikke benzin til at køre en meter. Selv kryber han med sine sidste folk fra kælder til kælder, fra hus til hus for at finde sin chef og få nye ordrer. Da Kaj Feilberg endelig finder chefen, skriger denne – fuld som en pave: ”Der Führer ist tot. Machst was du willst!” (Føreren er død! Hver mand må gøre, hvad han vil!) Det gør Feilberg så. ”Feilberg kämpft weiter”. Han kæmper sig frem til en felttelefon. Ringer op og får på mirakuløs måde forbindelse med kælderen under Rigskancelliet. Eller det, der engang var Rigskanceliet. Først, da han får bekræftelsen derfra, forstår han, at alt er forbi. -    ”der Führer” er faldet. Reichsführer – Chefen for SS, Reichsführer Heinrich Himmler har som sin sidste embedshandling løst alle sine mænd fra deres troskabsed! Ingen tid til filosofiske overvejelser. Nu gælder kun ét:at redde sig ud af den ring, russerne har lagt om Berlin. Som SS-mand, Hitlers super-idealistiske elitesoldater, er det at falde i russernes hænder lig med den sikre død. Dommen er afsagt på forhånd: Nakkeskud! Det véd han. Han forsøger sig gennem Friedrichsstrasse, ved Brandenburger Tor, ved Fransösischer Platz, gennem undergrundsbanen. Hele tiden fra kælder til kælder, gennem kloaker  og U-baner. At komme op på jorden, er den sikre død. Ved Hotel Adlon må han gøre det alligevel for at komme over den brede gade og komme ned i nye kældre. En granat falder lige bag ham. Benene giver efter. Kampen er slut for SS-Obersturmführer Feilberg. Han trækker sin pistol. Der er endnu 3 skud gemt i magasinet. Beregnet til ham selv. Netop som han sætter den for tindingen, ser han Røde Kors-flaget. Det vajer fra toppen af det, der engang var det eksklusive Hotel Adlon. Han beslutter sig til at give sit liv endnu en chance. Trækker sig på armene hen over gaden. En fransk sygeplejerske slæber ham ind. Ikke i sikkerhed. Langt fra. Oppe for enden af lazarettet står der allerede nogle russere og skriger: -Nazi kaput! Hitler kaput! Ja, tænker den danske SS-obersturmführer, og når de opdager mig, er også ”Feilberg kaput!”. Feilberg kæmper videre Men Feilberg er ikke kaput. Han lever den dag i dag (> th). Han er ganske vist stadig eftersøgt for krigsforbrydelser i Danmark, jaget af det danske politi, anklaget for mord, tilbage i en tid, der for mange år siden kom med i historiebøgerne. -Det er en helt anden historie, fortæller Kaj Gustav Feilberg, mens han sidder i sin lejlighed i Frankfurt og for første gang vover at fortælle det hele til én, der vil skrive om det. Hvordan jeg har fundet frem til ham, kan det være lige meget med. Nok er det: Jeg sidder overfor ham i hans stue (< tv). Hans papirer er fremlagt, så jeg kan se, at det han fortæller er sandt. Hans fotoalbum har jeg lånt. Han og jeg er netop blevet fotograferet sammen ude på gaden, så folk kan se, at det, jeg fortæller er sandt. -Endnu fortumlet af krigslarm og granatslagene, der havde fyldt mine ben med tusindvis af metalstumper, så jeg flokken af russere og deres tyske tolke komme ned ad rækkerne. De spurgte alle sårede om grad, militærenhed og navn, samt hvor man var såret. Det blev skrevet på en papskive, der blev hængt om halsen på hver enkelt. Jeg var klar over, at jeg for enhver pris måtte skjule min identitet. Mit navn var kendt af enhver russer i Berlin. Det havde følgende forklaring: På tilbagetoget satte vi små interimistiske skilte på pæle i de store vejkryds. På dem skrev vi med tal eller bogstaver vor enheds navn og en pil, så de efterfølgende kampvogne, køkkenfolk osv. Kunne finde os. I begyndelsen skrev vi f. eks. ”III/A.A.11/4”.  Det betød, at 3. panserkorps” 11. opklaringsafdelings 4. kompagni var kørt efter pilen. Det fandt russernes efterretningsfolk snart ud af at tyde. På den måde kunne de hele tiden følge med i, hvor vore forskellige enheder lå foran dem. Da vi opdagede det, skiftede vi tal og bogstaver ud med navne på enhedernes chefer. Nu skrev vi ”Steiner/Stolz/Feilberg”. Det betød det samme som før, men kun for de indviede. Nu hvor krigen var slut, betød det også, at hver eneste russer i det område, hvor jeg lå på lazaret, havde set navnet ”Feilberg” på skiltene, lige til stedet, hvor jeg nu var. Jeg havde to minutter til at finde en ny identitet, hvis jeg ville redde livet. Min bror, som jeg holdt meget af, hed Leif – det er ham, der netop er død som direktør for Statens Filminstitut i Danmark. Min mors fødenavn var Thordsen. Korporal var laveste grad. Derfor kaldte jeg mig værnemagtskorporal Leif Thordsen, født i Flensburg den 30.9.1917. Jeg trak én fra dato, måned og år. Det mente jeg nok, jeg kunne blive ved at huske. Det gik da også fint. Under det navn boede jeg fem år i den russiske besættelseszone. Først da jeg selv meldte mig til politiet, opdagede de svindelen. -Jeg skylder den RødeKors-søster mit liv, fortsætter Feilberg sin fortælling. Hun havde slæbt mig ind i ruinerne af det sønderskudte Hotel Adlon. Hun rev med et snuptag alle gradstegn og kendemærker af min uniform, flåede mine identitetspapirer i stykker og hviskede ”Sig ikke, at du er SS-mand! Så skyder de dig!” At det ikke var tom snak, kunne jeg se. Hver gang den lille flok russere kom til én, der var SS-mand, blev han slæbt med udenfor. Og jeg kunne skelne pistolskud fra kanontorden. Kaj Gustav Feilberg kastede alt bort, da krigen var tabt - og han eftersøgt i Danmark for mord. Men i krigens dage havde han stolt sendt billeder hjem til sine forældre af sin SS-tid. Billederne har han i dag, fordi hans mor sendte dem ned til ham i Sydtyskland. Herunder et lille udvalg:  < Feilberg til højre  Feilberg på SS-skisportsted i Alperne (nr 2 fra venstre) Den trange vej til frihed Vejen til frihed bliver lang og trang for Kaj Feilberg, som han ligger der med granatsplinter i benene i den ene ende af lazarettet, men russerne skriger ”Nazi kaput! Hitler Kaput!” oppe i den anden ende. - Jeg blev langsomt rask. Det var hårdt. Flere gange ville de amputere mine ben. Der gik betændelse i dem, så de var dobbelt så tykke af materie. Men jeg skar selv hul, pressede materien ud og gjorde gymnastik, selv om smerterne var næsten uudholdelige. Men man kan det utroligste, når man véd, at det koster én begge ben, hvis man ikke gør det. At jeg overlevede kan jeg  også takke en dansk kok for. Jeg husker ikke, hvad han hed. Men hvis han lever, så hils ham. Han reddede mig fra sultedøden i lazaret og krigsfangelejr. Efter et halvt år, blev jeg sat på fri fod. Jeg vandrede mod Flensburg, for ikke at give nogen mistanke om min falske identitet. Herfra ringede jeg til Danmark og fik de oplysninger, der gjorde, at jeg vendte snuden om igen: Eftersøgt for mordet på lektor Ibsen. Rare udsigter. Så hellere tilbage til Østzonen, hvor min identitet var skudsikker. Efter en tid, hvor jeg rendte fra Herodes til Pilatus for at få arbejde – De kan ikke få arbejde uden arbejdstilladelse, mein Herr! – lykkedes det endelig. Jeg meldte mig ind i partiet derovre SED (Sozialistische Partei Deutschland). Vupti var alle døre åbne for ”Parteigenosse Thordsen aus Flensburg”. Jeg fik endda mit eget konditori at bestyre for sammenslutningen af kooperative, socialistiske, marzistiske, antiimperialistiske kringlevriderorganisationer, eller hvad det hed. Det var hårde år,. Men det allerværste var dog, at jeg mere og mere gled ind i deres satans kommunistpartilort. Efter et førerkursus, hvor jeg selv syntes jeg havde anstrengt mig for at blive den dummeste på holdet, blev jeg udtaget til at være leder for ungdommen. Èt var at skulle høre på De Rødes løgnhistorier. Men ligefrem stå og fyre dem af selv. Nej dét var ikke til at bære. Jeg havde en nats samvittighedskrise. Den resulterede i, at jeg om morgenen besluttede, at jeg ikke ville leve resten af mit liv på en løgn. Hvad jeg havde været med i for Hitler og Nazismen – mit livs fejltagelse, véd jeg i dag – ville jeg ikke også være med til for anden gang. Bare nu for Stalin og  Kommunismen. For mig er disse –ismer to alen ud af ét frygteligt stykke. Jeg sagde min hidtidige identitet og tilværelse farvel, gik til politiet derover og fortalte sandheden: - Jeg er ikke fhv. korporal i Værnemagten Leif Thordsen fra Flensburg. Jeg er fhv. SS-Obersturmführer og tidligere kompagnichef i Waffen-SS Kaj Gustav Feilberg. De fik et chok. Jeg blev omgående sat i fængsel. Kaldt til nogle uhyggelige forhør. Men til sidst slap jeg med en reprimande fra partiet og en beskeden bøde. Og så kom choket: De tilbød mig en endnu større post i partiet! -Vi har brug for Dem, Genosse Feilberg! sagde kommissæren. Folk, som kan andre sprog, dansk for eksempel, og som kan snige sig ind i andre lande og organisationer, uden at blive opdaget. Jeg var helt klar over, hvad han mente. Jeg skulle udspionere partimedlemmer, kammerater, ja, måske endda sendes til Danmark som spion. Jeg sagde nej. Han blev rasende. Aldeles splittertosset. < Her ses Feilbergs ID-kontor i DDR. Han fik ikke et nyt. Det gamle blev bare ændrewt til nyt navn og ny fødselsdato. Kort tid efter lykkedes det for mig at flygte til Vesttyskland. Ellers havde jeg sikkert i dag siddet som ledende partimand i deres modbydelige Volkspolizei, hvor mange gamle SS’ere er havnet. Kammerater, der ikke havde de samme krav til sig selv om sandhed og ret. Eller måske havde jeg siddet som en agtet embedsmand i Østtysklands ambassade i København med diplomatpas og immunitet, hvis politiet skulle have lyst til at tale med mig om mordet på lektor Ibsen. Hyggelige perspektiver. Hvem sidder for resten ude på den ambassade i København? Jeg lærte kommunistpartiet at kende indefra i de år. Føj for satan. Jeg kunne bruges som ekspert på det område. Da Danmark accepterede diplomatisk samarbejde med DDR, forstod jeg, at man er i fuld gang med at lade sig narre igen – som man lod sig narre af Hitler og Nazismen i 1930’rne og 40’ene. I Vesttyskland havde jeg forskellige jobs. Jeg har solgt bøger. Jeg har arbejdet på en planteskole og meget andet. For år tilbage blev jeg gift med Hannelore, en tysk pige, som jeg nu er skilt fra. Vi har fire børn sammen. Den ældste er kommunist noget Hannelore har tilskyndet ham til, fordi hun véd, jeg hader Kommunismen. Hun har i det hele taget forsøgt at gøre mit nuværende liv til et helvede. Hver gang, jeg ikke gjorde som hun ville, truede hun med at gå til politiet i Vesttyskland og fortælle, at jeg var en efterlyst krigsforbryder. Jeg véd da heller ikke, om det var hende, der ”stak” mig, da jeg i 1968 blev indkaldt til retten i Köln. Man havde i hvert fald pludselig fundet ud af, at jeg var den mand, som danskerne havde eftersøgt i årevis. Jeg tænkte: Nå, Kaj, nu sker det! Nu skal du udleveres til Danmark. Så har du to muligheder: At blive stikker eller blive henrettet. Men det gik ikke sådan. Den vesttyske dommer sad med alle papirer fra Danmark. Jeg så dem, og det er derfor jeg véd så sikkert, at de danske myndigheder kendt alt til mig, min nuværende adresse osv. Dommeren spurgte og spurgte. Og jeg svarede. Jeg løj ikke på et eneste punkt. Løgne havde jeg fået nok af i de fem år, jeg var ”Leif Thordsen aus Flensburg” Til sidst blev jeg kaldt ind og fik meddelelse om, at retten havde fundet, at der ikke var grundlag for at rejse sag imod mig. Jeg fik det skriftligt, dateret 30.9.1970. dommeren oplyste, at meddelelsen herom også var tilstillet de danske myndigheder sammen med hele materialet. Derfor synes jeg, det er helt fantastisk, at man ikke for mange år siden har meddelt den danske offentlighed, at jeg er fundet og frikendt. - Det er for mig helt utroligt, at jeg står på eftersøgningslisten hjemme i Danmark. Men jeg ved godt, at jeg gør det. Jeg forstår det bare ikke, i betragtning af, at min sag – på de danske myndigheders opfordring til de vesttyske – blev behandlet her i Vesttyskland med det resultat, at man lod sagen falde som grundløs. De danske myndigheder fik alle papirer oversendt fra de vesttyske. Derefter lod man også i Danmark sagen falde ”på grund af bevisets stilling”. Det eneste man undlod, var at fortælle det til offentligheden, til min familie og til mig. Min gamle mor på 86 år må stadig leve med den tunge byrde, at have ”en krigsforbryder i familien”. Broderen blev en kendt direktør Min bror Lejf og jeg holdt meget af hinanden. Han var til sin død for nylig direktør for Statens Filminstitut. Jeg tror, at hans tidlige død stod i forbindelse med sorgen over det, der er overgået mig. Han har åbenbart ikke kunnet finde en løsning på det. Det samme gælder min svoger, redaktør Stener Aarsdal på Dagbladet Børsen. Da han under Besættelsen blev taget som modstandsmand og kom i tysk koncentrationslejr, satte jeg mit liv på spil ved at gå op til mine foresatte og sige, at jeg øjeblikkeligt ville lægge min uniform, hvis ikke Stener kom på fri fod. Det var ikke ufarligt. Man forstod dog min omsorg for min familie. Han kom på fri fod. Jeg havde efter krigen håbet på hans hjælp. Han har vel trods alt visse forbindelser. Men han har ikke været til at formå til at hjælpe mig. Ikke, at familien har slået hånden af mig. De har jævnligt besøgt mig hernede, og vi skriver da sammen. Jeg sendte selvfølgelig også en krans til min brors begravelse. Men forbindelsen må opretholdes ad omveje, fordi jeg stadig må betragte mig som jaget krigsforbryder, så længe hverken offentligheden eller politiet har fået besked om andet. Derfor må jeg holde mig borte fra Danmark, som jeg af og til længes så meget efter. Alt sammen fordi ingen ansvarlig myndighedsperson har villet meddele officielt, at det ikke  var mig, der myrdede lektor Albert Ibsen ved en vejkant mellem Slagelse og Sorø natten mellem 9. og 10. april 1944. -Hvad kan der ske, hvis De kommer hjem? -Med mig kan der intet ske. Jeg kunne tage til Danmark den dag i dag, hvis det kun drejede sig om mig selv. Jeg kunne have gjort det i 1945. Når jeg ikke gjorde det dengang, og når jeg ikke gør det i dag så mange år efter, er det fordi jeg frygter at blive tvunget af politiet til at være stikker. At de vil kræve, at jeg skal angive mine tidligere kammerater. For selvfølgelig véd jeg udmærket, hvem der begik det mord i Slagelse. Jeg var jo med, da mordet skete den nat i 1944. Men det gør ikke mig til morder. Mordet han jages for - Lad os hellere tage hele historien: Under en sygeorlov i Danmark – var det tredje eller fjerde gang – meldte jeg mig, som man skulle, når man var i  Danmark, til tjeneste i Schalburgkorpsets hovedkvarter i Frimurerlogen på Blegdamsvej i København. Chefen for Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (kaldt ET) var min gamle skolekammerat fra officersskolen i Bad Tölz, SS-untersturmführer Erik Spleth. Et par danske nationalsocialister var blevet myrdet af den danske Modstandsbevægelse. En dag fik jeg sammen med SS-Sturmführer Fenger og endnu en Schalburgmand i uniform ordre til sammen med en civil mand fra ET (hed han ikke Berthelsen) at køre til Slagelse for at hente de skyldige. Det vil sige: Det troede Fenger og jeg i hvert fald. Først senere opdagede vi, at det slet ikke var de skyldige, vi var ude efter, men nogle tilfældige, man havde udvalgt for at udøve repressalier. På vej til Slagelse i bil troede vi virkelig, at vi skulle ud og anholde de mennesker, som havde dræbt ægteparret Fischer i Forlev. Jeg husker, at vi skulle anholde politimester Thygesen i Slagelse, lektor Albert Ibsen og endnu én. ... Forekommer det dig usandsynligt, at en politimester skulle være skyldig i et mord? Ikke spor. Der skete så maget dengang. Jeg var chauffør, og jeg så de andre komme ud fra de forskellige adresser efter at have søgt at anholde politimesteren og ham, jeg ikke husker navnet på. De kom med uforrettet sag. Kun lektoren fik de fat i. Han blev sat ind på bagsædet mellem Schalburgmanden og Fenger. Den civile ET-mand satte sig ved siden af mig på forsædet. I bøgerne har jeg set, at hans navn er nævnt. Det er derimod ikke navnet på Schalburgmanden. Derfor skal jeg nok tie med det. Vi kørte mod Ringsted. Et stykke ude ad hovedvej A-1 bad Berthelsen mig stoppe. Vi skulle forrette vor nødtørft, sagde han. Jeg havde ingen mistanke om, at lektoren skulle myrdes. Men jeg så, hvem der løftede pistolen og skød ham i nakken. Jeg så også, hvem der gav ham et skud i tindingen. De lod ham ligge i grøften og kørte mod Ringsted, hvor vi skulle melde os på Schalburgkorpsets kaserne. Chefen for Schalburgkorpset, SS-Obersturmbannführer K.B. Martinsen, tog selv imod. -Har I ordnet det? spurgte han -Vi skød lektoren, svarede Beretehelsen. -Hvad med de andre? -Ikke til stede! -Jamen, så kunne I da for helvede tage nogen andre. I skulle jo skyde tre, ikke én! Idioter! Først i det øjeblik gik det op for Fenger og mig, at vi var ført bag lyset. Det havde aldrig været meningen, at vi skulle anholde nogen. De skulle myrdes som hævn for det nazistiske ægtepar i Forlev. Vi nægtede på det bestemteste at være med til den slags. Vi var soldater, ikke mordere. Vi ville ikke kæmpe mod landsmænd. Og skulle vi kæmpe i det hele taget, skulle det være som soldater. Ikke som snigmordere. Vi var rasende. Kort efter blev jeg sendt til fronten. Det var jeg glad for. -Hvorfor holder De stadig hånden over kammerater, som var snigmordere? -Det har jeg selv spekuleret over. Det er sikkert helt misforstået kammeratskabsfølelse. Men jeg har altså besluttet at gøre det fortsat. Jeg kendte ikke deres motiver dengang. Og i dag ville det i hvert fald ikke have noget med retfærdighed at gøre, hvis de skulle have ødelagt deres liv, nu hvor de formentlig i årevis har levet en pæn, borgerlig tilværelse. -De mænd har ikke vist den samme kammeratskabsfølelse overfor Dem? -Da jeg efter krigsafslutningen i efteråret 1945 kom på fri fod, ringede jeg klogelig til et par bekendte, inden jeg gik over grænsen, Da jeg hørte, hvilket vanvid og had og uretfærdigheder, som foregik i Danmark – også i retssalene – vendte jeg snuden om. Jeg hørte også, at de andre, som havde været med til aktionen i Slagelse, havde skudt hele skylden over på mig. Det bebrejder jeg dem ikke. Ikke det mindste. Alle anså mig for faldet den 2. maj 1945 i Berlin. Dengang gjaldt det om at redde sig selv og sit liv. At man skød skylden over på én, der var anset for faldet, vil jeg ikke bebrejde nogen af dem. Men jeg ville ikke selv kunne slippe for at blive dømt skyldig, med mindre jeg fortalte sandheden. Og det ville være at ”stikke” kammeraterne. Og det vil jeg ikke. Selv om jeg efterhånden synes, jeg har betalt en høj pris for kammeratskabsfølelsen, siger Kaj Gustav Feilberg. - Jeg har det godt Her, hvor jeg nu bor sammen med en sød dame, der blev enke for år tilbage, har jeg det godt. Ingen kan genere mig mere. Jeg har godt arbejde i mit gamle fag. Jeg er atter bager. Jeg fik i 1938 Københavns Bagerlaugs sølvmedalje. Den blev overrakt mig på Københavns Rådhus af daværende kronprins Frederik, den senere Frederik IX. Medaljen og beviset havde mor heldigvis gemt i alle de år, så jeg kunne skrive efter det, da jeg fik brug for det i mit nye liv. Så snart jeg kom på fri fod i 1945 sendte jeg mor et brev. Jeg underskrev det med ”Lejf” og skrev ”Liebe tante” til hende. Jeg vidste hun kendte min skrift. Jeg har haft besøg her af flere kammerater fra dengang. At jeg lever, véd da vist det halve København. Derimod er der desværre ikke andre end mig selv og de danske og vesttyske myndigheder, som véd, at jeg ikke er en eftersøgt krigsforbryder. Det ville være skønt, hvis også det pres kunne tages bort fra min families skuldre. Min gamle mor er 86 år. Hun ville så gerne endnu en gang se mig i København. En officiel meddelelse fra Danmarks justitsminister ville være den gladeste nyhed for mig, siden den dag, jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i Waffen-SS. Så vidt Kaj Gustav Feilberg. Også han har udformet en ansøgning til justitsministeren i Danmark, som blev sendt med c(o-adresse hos mig. Justitsministeriets svar var kort og kold: - Det kan vi ikke tage os af! Hvad den gamle frihedskæmper i Slagelse kunne fortælle Oplysningerne om mit møde med Kaj Gustav Feilberg blev bragt som artikel i Sjællands Tidende, Slagelse 17. juli 1976. Det resulterede i en henvendelse fra fhv. overtjener Carl E. Gjerløv, Klokkestøbergade 14, Slagelse, bragt i samme avis 20 .juli 1976. Heri udtaler den gamle frihedskæmper: -Godt nok var Feilberg og hans slæng nogle dumme svin, men han skal alligevel ikke dømmes uretfærdigt. Jeg var selv på den tid hvirvlet ind i modstandsarbejdet sammen med bl.a. politikommissær Hejnfeldt og kriminaloverbetjent Arthur Nielsen, begge Slagelse. Jeg arbejdede som overtjener i Ruds-Vedby kro. En uges tid efter mordet på lektor Albert Ibsen kom to civile Schalburgfolk ind på kroen og bestilte hver et enkeltværelse. Jeg havde kun et dobbelt ledigt, og det fik de. Jeg husker navnene endnu: Danskeren Carl Berthelsen og østrigeren Albert Heine. Jeg lyttede ved døren, mens de spiste, og herunder hørte jeg det, der i dag bør kunne rense Kaj Feilberg for mordsigtelsen, hvis den stadig opretholdes. Jeg hørte Carl Berthelsen sige: -Satans, vi ikke fik fat i de to andre. Men godt, at jeg knaldede Ibsen. Han fortalte også andet, der viste, at det var ham, Berthelsen, og ikke Feilberg, som dræbte lektoren. Jeg fortalte senere på dagen dette til en anden modstandsmand, Erik Thorsen, som vis nu er landmand i England. Han må kunne findes. Jeg bringer ingen i ulykke ved at oplyse dette. Det gør Feilberg for øvrigt heller ikke. Både Berthelsen og Heine blev likvideret af Modstands-bevægelsen på Østerbrogade i København få uger senere. Jeg finder det helt urimeligt og uretfærdigt at ødelægge en mands liv på den anklage, når man véd, at det ikke var ham. Hejnfeldt optegnede mine oplysninger. De må ligge i Rigsarkivet. Men hele den sag er en ”varm kartoffel”. Det har jeg fået en klar fornemmelse af, bl.a. da jeg i dagene før Kaj Feilbergs bror begravedes sendte en kronik til BT, Sjællands Tidende og Jyllands-Posten. Ingen af de tre blade optog den. Her er et uddrag af kronikken:     Hvis kulturminister Niels Matthiasen har blot et minimum af takt, holder han sig borte fra begravelsen, når Statens Filminstituts 46 årige direktør Lejf Feilberg i denne uge stedes til hvile på Birkerød kirkegård. Som politiker og medlem af regeringen er Niels Matthiasen ansvarlig for, at gamle fru Feilberg på denne sorgens dag må savne ikke bare én, men to af sine sønner. Lejf er død. Det er i sig selv hårdt nok at  overleve sine børn. Men trods alt et led i naturens ikke altid letforståelige orden. Kaj Gustav lever. Alligevel kan han ikke bære kisten med den bror, som i livet stod ham så nær. Han kan ikke være ved sin gamle mors side og trøste hende. For på 32. år er han eftersøgt for mord. Det er ganske vist syv år siden, danske myndigheder fik fastslået, at sigtelsen ikke kan opretholdes ”på grund af bevisets stilling”, som den slags hedder. Men tro ikke, at myndighederne har villet meddele offentligheden, familien eller ham selv denne beslutning. At han i virkeligheden frit kan komme hjem og besøge sin familie, venner og kammerater. Undladelsen skyldes politikernes, myndighedernes og frem for alt de skiftende regeringers mangel på mod og mangel på retfærdighedessans. Jeg siger ikke, at myndighederne véd, hvem der begik det drab, han en gang var mistænkt, sigtet og jaget for. Men jeg har set beviserne for, at de véd, at det i hvert fald ikke var Kaj Gustav Feilberg. Alligevel opretholdes sigtelsen officielt. Det har justitsminister Orla Møller fastslået i Folketinget i presen og i et brev til mig, ligesom han under en audiens udtalte til mig, at ”denne sag er en bombe under enhver regering”. Underforstået, at bomben lsprænges hvis Kaj Gustav Feilbergs uskyld kommer ud til offentligheden. Forstået således, at samme offentlighed dermed vil opdage, at man har sat eget politisk ansigt over lov og ret i dette land. Umenneskeligheden er åbenbart i højsædet, når det gælder at bevare ministertaburetterne. 'Kultur-Niels’ iberegnet. Gamle Fru Feilberg må fortsat bære sorgen. Nu tilmed den dobbelte. Lejf har hun ingen mulighed for at få tilbage. Kaj Gustav kan hun få tilbage, hvis regeringen og politikerne skulle samle mod til at bide hovedet af egen skam og meddele, hvad den har vidst siden september 1970: At Kaj Gustav Feilberg er jaget med urette siden 1945. Således lød kronikkens vigtigste afsnit. Mage til sjofel behandling af et menneske, vil de færreste borgere i dette land tro, at øvrigheden tillader sig. Jamen, det gør 'man' altså. Ingen må åbenbart få at vide, hvad der laves af slige fejl og rævestreger på Christiansborg, i Justitsministeriet eller i Politigårdens afdelinger for den slags. Pressen er med sin manglende vilje til at bringe disse forhold frem medansvarlig. Kun to blade har til dato overhovedet turdet røre denne sag: Sjællands Tidende i Slagelse og ”Ugens rapport” i København. Én oplysning i sagen mistede jeg under tragiske omstændigheder:  Min ven gennem mange år, pressefotograf Ole Jacobsen, som jeg havde fortalt historien om mit beøg i Frankfurt, tilbød den 7.juli at tage ud og gennemfotografere følget ved Lejf Feilbergs begravelse. Ved at identificere deltagerne til begravelsen håbede vi at kunne konstatere, at ingen kriminalpolitifolk fra afdeling E. (Politiets Efterretningstjeneste), som har sagerne, var til stede ved begravelsen. Dette ville bestyrke mig i tilliden til, at politiet ikke længere eftersøger Kaj Gustav Feilberg. Man kunne formode, at han ville vove sig til Danmark for at følge sin bror til det sidste hvilested. På vej tilbage i sin bil fra begravelsen blev Ole Jacobsen dræbt ved en trafikulykke. Ud over det savn, jeg følte ved en vens død, måtte jeg konstatere, at nok havde jeg billederne fra begravelsen, som jeg fik udleveret hos skifteretten i Hørsholm. Men jeg ville aldrig kunne få de oplysninger, Ole havde indsamlet til mig under begravelsen. Ole gemte den slags i hovedet. Men det var knust. - - - Nogle dage senere fik jeg at vide, at Kaj ikke havde vovet at komme til stede. Men en krans var der fra ham. På båndet stod: ”Farvel kære Lejf - fra Kaj og Rita”. Kaj havde været ved sin mors side - i tankerne. Gå til Kapitelfortegnelsen