Denne hjemmeside blev startet af forfatteren Erik Haaest 14.03.05. Efter forfatterens død 23.01.12 kan redaktionen kontaktes på gorm@hansen.dk
 





Lagt på nettet 18.06.12 kl. 14:54:

Erik Haaest sidste ønske var at blive gravsat i familiegravstedet "blandt fædrenes høje" i Kjølstrup, som han her besøger i julen 2009 sammen med sin samlever. Men dette ønske blev ikke fulgt.

Erik Haaest lagde selv ovenstående foto på nettet med sin beretning om, hvorfor han ønskede at blive gravsat her.

Advokat Klaus Ewald har i sine sædvanlige skarpe vendinger meddelt redaktionen, at det efter hans opfattelse er en "krænkelse af Persondataloven" at bringe dette foto og denne oplysning. Men den regel findes kun i den særprægede advokats egen frodige fantasi. 



Lagt på nettet 04.03 kl. 23:59:
Revideret 18.06.12 kl. 14:54:

Der kom ikke nogen retningslinier fra boets advokat
Søndag - den 26. februar 2012 - indgik redaktionen af denne hjemmeside en klar aftale med advokat Klaus Ewald, der behandlede Eriks Haaests dødsbo. Ifølge aftalen, skulle han senest 8 dage senere fremsende instrukser vedr. indhold, opbygning og design af denne hjemmeside. Forinden havde advokaten poå 16 dage fremsendt 45 e-mails men retningslinier, som vi alle har forsøgt at efterleve.

Der kom imidlertid aldrig nogle retningslinier. I stedet har advokat Klaus Ewald sendt en række injurierende smæde-skrivelser om denne sides redaktion til tredjemænd foruden såkaldte inkasso-skrivelser til andre hjemmesideejere, der lovligt benytter fotos, som Erik Haaest uden tilladelse har bragt på denne hjemmeside. 

Det er advokatens opfattelse, at han er berettiget til at kræve vederlag på op til 26.000 kr, fordi han først så Erik Haaets ulovlige kopier og derfor tror, at Erik Haaest har ophavsrettighderne.

I mellemtiden har i
ndexeringen af Erik Haaests omkr. 7.500 internetsider ligget stille. Vi håber at kunne genoptage arbejdet snarest.

951045
besøg siden 01.10.05
Tjek gamle tællertal HER


Dette kapitel var ikke med i bogen "Udyr - eller hvad" (1977)
Men jeg synes, det hører med i en opdateret udgave som denne e-bog. Erik Haaest

Sådan vandt
Søren Kam
Jernkorsets 
Ridderkors

>Til højre hilser Søren Kam med Jernkorsets Ridderkors i halslinningen. Det er marts 1945.
< Til venstre bærer Søren Kam for sidste gang sit ridderkors til skue, ved det årlige SS-Kameratskabstræf i Østrigs mindepark for faldne i Ulrichsberg, sommeren 2000. 
Den da 79-årige Søren Kam er fotograferet foran den mindeplade, som i parken er opsat til minde om de danske frivillige som faldt i kampene på de tyske fronter i Anden Verdenskrig.
Sådan et ridderkors fik man ikke ingenting. Det er derfor, han fik orlov til Danmark, så han kunne modtage familiens hyldest - og derfor aflagde  Hitlers øverste SS-officer i Danmark, Gruppenführer og General Günther Pancke, da osse officielt lykønskningsvisit i familien Kams hjem på Vesterbrogade i København. 

Kun to andre danske frivillige modtog Jernkorsets Ridderkors:
(th >) Untersturmführer Egon Christoffersen  (af den grund blandt kammeraterne kaldt 'Stoffer Jernslips')
og 
(< tv) Obersturmführer Johannes Helmers. Her fotograferet 1995 på Ulrichsberg, Østrig, sammen med Søren Kam.

Hvordan Egon Christoffersen og Johannes Helmers fik Jernkorsets Ridderkors er fortalt i min Frikorpstrilogi (1975)


Jeg bad i 1976 Søren Kam fortælle, hvordan han vandt sit ridderkors:
-
Når jeg som ung kriger så Ridderkorset blinke om halsen på en soldat, betragtede jeg ham med ærbødighed. Men jeg havde ingen anelse om under hvilke fortvivlede omstændigheder og forbitrede kampe denne høje udmærkelse var blevet fortjent. Langt mindre, at jeg selv en dag skulle blive officiel bærer af det, fortalte Søren Kam.
Den dag i dag hilser selv generaler på mig ved vore kammeratskabstræf, fordi jeg bærer Jernkorsets Ridderkors i halslinningen.
       Natten til den 7. februar 1945 blev jeg pludselig kaldt bort fra fronten. Mit regiment var på det tidspunkt indviklet i hårde kampe om at forsvare Wien. I bil blev jeg kørt til flyvepladsen i Wien og i en militærmaskine på ‘dr Führer’ Adolf Hitlers udtrykkelige ordre fløjet til Berlin.
Da jeg sprang ud af maskinen på Tempelhof Flyveplads, stod der en officersvogn med med Førerhovedkvarterets vimpel på forskærmene for at køre mig direkte til Rigskancelliet.
Da jeg stod dér, dybt nede i førerbunkeren, var jeg på nippet til at knibe mig selv i armen som Jeppe i baronens seng og sige: “Er det jeg eller er det ikke jeg?”. Det var 'Jeg', 24-årige Søren Kam fra København.
Som var det i går husker jeg hver detalje: Hvordan Adolf Hitler med rystende hænder (det kom helt bag på mig) greb min fremstrakte højrehånd og borede sine øjne ind i mine, mens en general bag mig bandt Ridderkorset sort-hvid-røde bånd om min hals. Hitler henvendte nogle ord til mig. Sagde noget om “tapperhed”, “holde ud” og “sejre til sidst”, og jeg svarede ham med noget, jeg ikke husker.
    
Inderst inde var jeg på dét tidspunkt h e l t  klar over, at vi havde tabt krigen - men det var nok ikke stedet at diskutere den slags.
I øvrigt var jeg endnu ikke moden til helt at erkende tingenes tilstand. Endnu en gang konstaterede jeg hos mig selv den karakteregenskab, som jeg siden har anet en større betydning i: Så længe, jeg tragter efter noget bestemt, sætter jeg alt ind på at nå målet. For så - når målet er nået - at betragte det hele som en selvfølgelighed.
Således konstaterede jeg med mig selv, at jeg tog det med selvfølgelighed, når officerer af langt højere grader end jeg, hilste ærbødigt på mig. For det var jo ikke mig, de hilste på. Det var Ridderkorset. Som før sagt: Sådan er det stadig.

Den officielle begrundelse for RK       
Den officielle begrundelse for Søren Kams Ridderkors står at læse på side 357 i bogen “Ritterkreuzträger der Waffen-SS”, udgivet efter krigen på kammeratskabsforlaget 'Der Freiwillige' i Osnabrück:
         "Ved uhørt mod, ved dumdristigt gennemførte modstød og ved enestående standhaftighed havde SS-Obersturmführer Søren Kam allerede ofte udmærket sig ved Pansergrenaderregiment Germania under SS-Division Wiking. Imod givne befalinger fløj han ind i Tcherkassy-kedlen og førte, trods svære hovedkvæstelser, en deling under udbruddet gennem de omringende, talmæssigt langt overlegne, russiske troppestyrker. I det tredie forsvarsslag mellem Weichselfloden og Bugfloden kæmpede hans kompagni mod bolschevikkerne om et højdedrag, der havde afgørende betydning for gennemførelsen af divisionens kamp i dette frontafsnit.
Seks gange gik højdedraget tabt - Hver gang truede regimentets front med at bryde sammen - og seks gange blev det generobret trods voldsom beskydning bl.a. af fjendtlige kampflyvere.
Ved aftenstid holdt SS-Oberssturmführer Søren Kam højdedraget fast i sin hånd med de sidste rester af sit kompagni, som han i dagens løb var blevet chef for, idet alle foranstående officerer var faldet eller hårdt sårede bragt bort. Ved personligt mod lykkedes det SS-Obersturmführer Kam, da ordren kom om at søge at redde sig og kompagniets rester tilbage, viste Kam personligt mod - og det lykkedes ham at redde enheden tilbage.
        Det var i øvrigt umiddelbart efter personligt at have modtaget Ridderkorset af Adolf Hitlers rystende hånd, at Søren Kam sidste gang så Danmark. Han blev bevilget en uges orlov og tog straks hjem til København, hvor faderen, grosserer Rasmus Kam, der havde hele tre sønner med i Waffen-SS, inviterede ‘den højere Pancke’, dvs. Der höherer SS- und Polizeiführer in Dänemark, SS-general Günther Pancke til middag i hjemmet. Generalen kom for at lykønske Søren Kam med det ridderkors, som generalen end ikke selv nogensinde havde opnået.
Pressen var til stede ved middagen og fotoet af generalen, grosserer Kam og den nyudnævnte ridderkors-bærer Søren Kam i sofaen gik hele det besatteEuropa over. 
 (> th Politikens artikel)

 

< Fra Familien Kams hjem: Man ser generalen i midten,
flankeret af Søren Kam (th) og
familiens overhoved, Sørens far, grosserer Rasmus Kam.  


 

 

 

 

 

 



- Jeg var moden til Ridderkorset
I det interview, Søren Kam gav mig i 1976, fortæller Søren Kam videre:
- Jeg havde forskellige gange i frontårenes løb været moden til Ridderkorset. Det var jo ikke en udmærkelse, som blev givet i kogekarrene sammen med aften-for-plejningen. Jeg var på kursus i det nye våben “Panzerfaust” (dansk: Raketstyr) i Pewrvonaisk ved den rumænske grænse, da vi hørte om vor panserdivisions omringelse i Tcherkassy-området. Historien om, hvordan jeg ‘imod givne ordrer’ kom ind i “kedlen” er en historie for sig. Dengang sagde man, at det i sig selv var en heltedåd, som var Ridderkorset værdig. Men alle med kendskab til forholdene véd også, at dén udmærkelse gjorde man sig ikke fortjent til ved en enkelt handling.
    For de før så sejrrige tyske armékorps blev 1944 den store, nye prøvelse på Østfronten. Efter sejr på sejr i 1939-41 kom 1942/43 med stilstand og de såkaldte ‘elastiske tilbagetog’, ‘taktike stillingsændringer for at afkorte fronten’, og hvilke betegnelser, propagandaen i Berlin ellers skjulte de dårlige resultater under. Men 1944 var sandheden ikke til at bortforklare. Det år var de store tilbagetogs tid på alle fronter - også Østfronten, hvor mit regiment var indsat. Hårdt kæmpende måtte de tyske enheder trække sig tilbage igen og igen. Ustandselig måtte der opfindes nye våben for at modvirke den amerikanske våbenindustris stadig større og større våbenleverancer til russerne. Et af disse ‘afværgevåben’ var ‘Panserfaust’en (‘Pansernæven’ - vi kalder den ‘bazooka’ eller ‘raketstyr’).
SS-Division Wiking, hvori langt de fleste af de 8-9.000 frivillige, danske i tysk tjeneste gjorde tjeneste, blev brugt som en slags ‘udrykningsenhed’. Hver gang andre tyske enheder hårdt presset var i knibe, blev Wiking’erne sendt til undsætning. Det hed sig, at ‘Division Wiking taber aldrig en kamp’.
Vi var med overalt, hvor det gik løs, og nævner man den dag i dag en gammel tysker, som har været med på Østfronten, om ‘Wikingerne’, får han næsten tårer i øjnene ved tanken. SS-Panserdivision Wiking har reddet hundreder af situationer, hvor enheder af Værnemagten var ved at blive løbet over ende og udslettet. Hver eneste dansker fra “Wiking” har hundreder af sandfærdige beretninger, som lyder utrolige for alle andre end dem, der var med.
Siden september 1943 havde jeg tilhørt “Wiking”. Den 19.august 1944 begyndte fjenden med troppestyrker det store angreb på Warschawa. Med 10 skyttedivisioner, 1 artilleridivision og det meste af et panserarmékorps gik russerne til angreb mod det afsnit, som blev holdt af Division Wiking. Overmagten var enorm. Wiking var tvunget til ettilbagetog.
Den 1.september 1944 nåede vi floden Bug. Vor opgave var at fastholde dette afsnit for at stabe og enheder vest for os kunne få tid til at gennemføre tilbagetrækningen uden panik. Regiment “Germania” - mit regiment - dannede venstrefløjen lige ned til floden. Fronten løb vinkeltret på floden ind i landet. Den anden flodbred hævede sig som et enormt højt skræntområde foran vore øjne. Fjenden kunne komme langs floden eller angribe frontalt fra landsiden.
      I dagens løb mærkede vi, at russerne havde indhentet os og var ved at gå i stilling foran os. Jeg kørte med min ‘spähwagen’ frem til et enligt liggende hus for at holde øje med fjendens bevægelser. Jeg sendte vogn og chauffør i dækning bag huset, mens jeg med min kikkert krøb frem imod det. Fjenden må have set os. Pludselig blev luften sønderrevet af et øredøvende brag og granatsplinter føg os om ørerne Noget, der føltes som en kæmpes knyttede hånd, ramte mig på ryggen og kastede mig til jorden. Jeg mavede mig tilbage til huset. Troede, jeg var såret. Jeg fik min fåreskindspels af og så, at en granatsplint havde flået en 15 centimeter lang flænge i skindet. Men splinten var ikke gået gennem fåreulden. Jeg var uskadt. Russerne fortsatte med deres ‘venlige hilsner’, og det var med største besvær, vi kom tilbage med vognen uden at blive ramt.
       Om natten brød helvede løs. Vore nabodivisioner blev trængt tilbage. Vi kunne se det fra vore stillinger. Vi havde pludselig fået russiske naboer i stedet for tyske. Da den modsatte bred var meget højere end vor side af floden, var vi i en uhyre vanskelig situation. “Iwan” kunne kikke lige ned i vore stillinger. Næste morgen kunne jeg i min kikkert se højtstående, russiske officerer dukke frem og iagttageos på kun 3-400 meters afstand.
Det varede en halv time, før vi fik den første ‘hilsen’. Det var de berygtede ‘ratsch-bom’ - kaldt sådan fordi affyring og granatnedslag kom så rask efter hinanden, at det lød som...nåja...som ‘ratrsch-bom’.
Hele dagen blev vi voldsomt beskudt. Jeg anede intet godt, da jeg blev kaldt til bataljonskommandøren. Jeg fik at vide, at han var hårdt såret. Hans ordre var kort og klar: - De overtager kommandoen, Kam!
Nu lå ansvaret for hele dette vigtige frontafsnit pludselig på mine unge skuldre. Jeg var 23 år og kun Untersturmführer.
Natten blev nogenlunde rolig. Jeg for omkring og inspicerede alle stillinger, opmuntrede mine folk. Der var ikke meget at gøre for at forbedre vor situatuon. Hver eneste soldat stirrede stift ud i mørket efter fjendens bevægelser. Vi vidste, han ville komme. Men hvor? Og hvornår?
Kl. 03 var jeg lige netop kommet vendt hjem til min bunker i håb om en kort hvile, da det med ét gik løs. Fjendens artilleri satte ind for fulde hørm. Jeg styrtede tilbage til vore skyttegrave. Min hjerne nægtede at tro, hvad jeg så: Vore nytilkomne reservefolk kom styrtende tilbage. De havde fået chock ved den pludselige ilddåb.
Med risiko for liv og lemmer måtte jeg bruge alle mine overtalelsesevner for at få dem til at tro, at der ikke var grund til frygt. Midt i granatregnen sprang jeg op af skyttegraven. Det overbeviste de skrækslagne. Slukørede vendte de tilbage til deres poster.
Så kom angrebet. Russerne væltede frem imod os. I løbet af dagen lykkedes det russerne at erobre alle vore stillinger. Situationen var kritisk.
I vort frontafsnit var der en høj kaldet ‘Punkt 402’. Derfra kunne hele området overskues. Det er klart, at fjenden satte alt ind på at erobre dette strategisk vigtige højdepunkt. Og det lykkedes dem.
Mit modangreb kom omgående - og åbenbart overraskende. Det lykkedes os virkelig at generobre “Punkt 402”.
Så kom russerne i endnu en angrebsbølge, støttet af kampfly.
Kampen blev morderisk, og endnu en gang måtte vi overlade vore stillinger til ‘Iwan’. Indrømmet: Til en modigt kæmpende fjende.
      En strålende september dag var det. Drønhed. Jeg måtte tage min frakke af. I kampens hede lod jeg den ligge. Så kom natten. Over døde og levende, ven som fjende, sænkede nattekulden sig isnende. Vi frøs, så tænderne klaprede. Jeg tænkte med længsel på min varme frakke. Ville have den igen. Langsomt og vagtsomt som en panter krøb jeg derover, hvor jeg havde efterladt den. Meter for meter.
Da jeg nåede frakken - den lå der endnu - hørte jeg få meter borte stemmer, der talte russisk. Jeg holdt vejret, stak armen frem og fik frakken i hånden. Jeg krøb baglæns med frakken i hånden. Pludselig var natten lun.
Om natten er initiativet de svages. Og de svage var os. Initiativet måtte ergo være mit. Jeg besluttede at angribe “Punkt 402” igen. Før daggry.
       Vi krøb frem gennem skyttegravene. Den russiske vagtpost - eller var der to? - opdagede os først, da vi smed vore håndgranater og stormede frem med vilde brøl. Overraskelsen var total. Russerne flygtede over hals og hoved. Da solenkastede gyldent skin over slagmarken, var vi atter tilbage i vore gamle stillinger.

Kanonbåden
Kan nogen forestille sig, hvordan det føles for en soldat, der har kæmpet fem år langt inde i landet, pludselig at blive angrebet af marinen?
Ikke desto mindre var det just, hvad der skete næste morgen, langt, langt inde midt i det euroæiske fastland!
Nede fra floden hørte vi pludselig en mærkelig lyd. En helt ukendt lyd. Troede, det var en ny slags panser. Det var det: En panserkrydser!
En kanonbåd kom lige så pænt sejlende sejlende frem bag en runding på floden.
Vore smil stivnede. Blev til grimasser på et sekund.  Pludselig var helvede atter løs. Kanonbåden åbnede ilden. Og det var ikke med propbøsser. Som i feber alarmerede jeg artilleriposten.
Efter et par sekunder ringede han tilbage og sagde: - Deres mål-angivelse må være forkert. Det er lige midt ude i floden!
Jeg gentog positionen og tilføjede: ‘Det ER lige midt ude i floden!’
Så faldt vor artilleriild. Som sød musik i vore øren kom lyden af vore egne granater, som passerede hen over vore hoveder - og traf.
Kanonbåden måtte trække sig tilbage, ned ad floden igen - brat af slaget rammet.
Så fulgte et nyt russisk angreb fra landsiden. I årevis havde vi set fjenden i grå-brune uniformer. Men de, som nu stormede højden “Punkt 402”, var i blåt! Det var marinerne fra kanonbåden. De var elitesoldater. Glimrende udrustede kæmpede de som rasende løver. Frygtløst stormede de vore stillinger. Den dag skiftede højen ejermand adskillige gange. Men da natten atter faldt på - jeg véd ikke, hvornår vi sidst havde sovet - var ‘Punkt 402’ igen på vore hænder.
       Et par grusomme dage havde det været. Skønt vi, der var med, skulle opleve mange slag endnu, vil ingen af os nogensinde glemme kampen om ‘Punkt 402’. Nattens stilhed stod i skærende kontrast til dagens kamptummel, som endnu drønede i vore hoveder. Vi hørte tydeligt russernes råb og befalinger, mens de samlede deres døde og sårede.
Et besynderligt antiklimaks var det, da ordren efter alle disse kampe kom fra divisionskommandoen:
- Tilbagetrækning i nattens løb!
      Med mine dødtrætte mænd skulle jeg dække regimentets tilbagetrækning. Regimentet ville gerne i ro og mag kunne gå i de bagude forberedte stillinger. Den ro skulle vi skaffe dem. Vi var kun nogle få mænd. Vi skulle give russerne indtryk af, at hele regimentet stadig var der. Det var ‘Tordenskjolds soldater anno 1944’.
Jeg fik 4 tanks til støtte. Vi løb rundt i skyttegravene og fyrede skud og lyskugler af fra alle steder, og tanks’ene kørte rundt om lød som en hel masse kanoner. I trykkende tavshed sneg vi os omkring i de tomme skyttegrave. Frygtede hvert øjeblik at støde på en russisk patrulje, som dels kunne meje os ned, dels kunne opdage sandheden: At regimentet var væk. Skete det, var vi prisgivet.
Det blev en ufattelig nat. De mest utrolige ting skete, som det her vil føre for vidt at berette om. Vi tog f.eks. tre fanger. De vadede lige hen til mig og meldte sig tilbage på russisk. I mørket antog de mig for russisk officer på grund af fåreskindspelsen.
Den ene tank måtte efterlades med ødelagte larvefødder. Den sprængte vi. Russerne skulle ikke have den.
      Det er slet ikke så let, som man tror, at forsvinde, uden at fjenden opdager det Man må regne med, at han følger efter, så snart han opdager, at man er væk. Til den fastsatte tid dukkede alle mine soldater op af jorden. De kravlede op på de tre endnu køreklare tanks. De tre fanger ligeså. Pladsen var trang på de kun tre tanks. Den ødelagte panser var klargjort til sprængning. 
Så gav jeg tegn til ‘forsigtig afmarch’. Om 10 minutter ville sprængladningerne i den efterladte tank udløses. Dét ville russerne straks bemærke. Så vi havde ikke megen tid. Vi havde fundet en passabel strækning langs floden og satte langsomt i gang.
    Pludselig sønderreves luften af et enormt brag. Vor tank nr.4 var sprængt til skrot. Pansermændene fra dén tank var tavse. I mange måneder havde den været deres ‘hjem’, en beskyttende fæstning. Så gav førerne i de tre menneskepolstrede tanks fuld gas, og efter en time nåede vi tilbage, hvor vore egne skule have været.
Et vandløb stoppede vor kørsel, og vi fik geværild ind forfra. Det måtte være vore egne enheder. Hurtigt fik jeg skudt 3 grønne lyspatroner op. Det betød, at de havde egne folk lige foran sig. Så stoppede de skydningen.
Da jeg meldte mig tilbage hos min regimentskommandør, SS-Standartenführer Mühlenkamp, kendte hans glæde ingen grænser.
Vor kamp for at holde “Punkt 402” havde sikret Division Wikings venstre fløj mod at blive revet op. En sådan oprivning ville have haft katastrofale følger for hele divisionen. Det var ham, som i in indberetning indstillede mig til Jernkorsets Ridderkors.

Den danske krigs-korrespondent og filmfotograf for nazipropagandaens UFA-filmjournal  Alf Schneevoigt fortæller:
- Det ville ligne Søren Kam dårligt at bryste sig af egne bedrifter. Så lad mig fortælle nogle af dem. Jeg har kendt Søren i mange, mange år. Han var - og er - en guttermand. En stor, glad kngt, som mangler én egenskab: Han véd ikke, hvad det vil sige at være bange. Navnet ‘Tchjerkassy’ glemmes aldrig af dem, der var med. Russerne indesluttede flere hundredtusind tyske soldater i, hvad man kaldte en ‘kessel’.Tchjerkassy overgår alt - måske lige bortset fra Stalingrad - fordi vi var så mange og fordi alt var imod os, og så fordi det trods alt lykkedes for henved 200.000 soldater at kæmpe sig ud. Men mere end 500.000 blev derinde - dræbt eller taget til fange af russerne.
Mens alle vi andre søgte at kæmpe os ud, kæmpede Søren sig ind.
Han ledede en af de meget få stødtropper, det lykkedes tyskerne at sende til undsætning. Søren var altid i spidsen for sine folk. Han havde altid ‘lige noget, der skulle ordnes’, og jeg tror ingen nogensinde har set ham hænge med hovedet eller være i dårligt humør.
Under udbruddet fra Tschjerkassy fik jeg armen skudt over. Jeg holdt den i spænd med et par brædder og nogle remme, og så vadede vi ellers mod vest. Sjoskede er måske et rigtigere udtryk. Vi var de første, som kom ud. Det fik vi en eller anden medalje for. Jeg har glemt, hvad det var for en. Jeg var afkrftet, såret, sulten, uvasket, opgivende dumpet ned i en lade, ene med alle mine smerter og sorger.
Da kom der et langt spektakel med noget, der lignede en turban om hovedet og væltede sig ned ved siden af mig. Først genkendte jeg ham ikke. Men han genkendte mig.
- Hvad pokker, sagde han. Det er jo dig, Alf!
- Ikke til at benægte, svarede jeg. Men hvordan er det, du ser ud, Søren? Har du væet på recognoscering hos beduinerne?
Jeg syntes selv, at den vittighed var krigens hidtil bedste.
- Nej, sagde Søren, hos indianerne! Så tog han bandagen af og viste, at en kugle havde flået en bred midterskilning lige hen ad kraniet.
‘De snuppede min skalp’, grinede han. Sådan var Søren.

En anden af Søren Kams tidligere frontkammerater traf ham i de første efterkrigsår, mens han skjulte sig under falsk identitet som ‘Peter Müller’:
     - I den periode traf jeg Søren Kam, som jeg ikke havde set siden Tschjerkassy. Det var i et tog fra Østrig til Frankfurt, at en lang, opløben, ung mand i bayriske læderbukser og med gemsefjer i hatten satte sig ind i kupeen. Det var Søren.
Jeg startede forsigtigt med et ‘Guten Tag’. Det gjaldt på de tider om ikke at vække mistanke ved at tale dansk. Vi var begge på flugt. Vi gik ind i restaurationsvognen og fik et par glas øl.
- Kan du hjælpe mig med nogle falske papirer? sagde Søren lavmælt.
- Hvad kalder du dig?
- Peter Müller, bondekarl, grinede han.
Så tog vi hen i en lille by, hvor jeg kendte en lokal skomager. En lile grobrian, som folk anså for særling og nærmest lo lidt af. Han blev tit anmeldt til besttelsestropperne, fordi naboerne mente, der skete sære ting i hans hus. Men de tog ham aldrigi noget. Han havde kun to stole, og når militærpolitiet kom på ransagning, bød han officeren den ene og tog selv den anden, men soldaterne forgæves gennemsøgte huset. De glemte altid at undersøge stolene. Stolesderne var dobbelte, og i dem lå hele ‘værkstedet’: stempler, fotos og hvad han ellers brugte til at lave fremragende, falske papirer med. Søren rejse derfra med papirer på, at han virkelig hed Peter Müller.

Det kunne Søren Kam såmænd have gjort den dag i dag - og ingen ville nogensinde have skænket ham flere tanker og mere interesse end den, man har vist overfor  Jens Jørgen Valdemar Bitsch, Kaj Gustav Feilberg, Adam Eigil Bjørn Bentzen, Carsten Rasch Andersen og Arne Jensen. De har alle seks stået på dansk politis eftersøgningsliste for ‘fortsat eftersøgte krigsforbrydere’ i over 50 år.
De figurerer alle som eftersøgte for krigstidsmord. Men det er alene Søren Kam, som har haft pressens ‘bevågenhed’.
Det kan man undre sig over - eller lade være.

Sådan mistede Søren Kam sit ridderkors
Ihærdige, gamle, danske modstandsfolk har i årevis jagtet Søren Kam med trusel om at søge ham udleveret til retsforfølgelse i Danmark.  For omverdenen at se har de til dato (2006) intet haft ud af deres anstrengelser. Men jeg kan oplyse, at de i hvert fald har opnået ét: 
Søren Kam har mistet sit ridderkors! Se nærmere længere fremme.
Dansk Politi nægtede i årtier at kende til Kams opholdssted. Så sent som i 1976 hævdede Justitsministeriet, at man intet vidste om ham, men at han stadig stod på eftersøgningslisten over eftersøgte, aldrig fundne, danske krigsforbrydere.
Jeg tog så ud og fandt ham. Mit interview med Søren Kam, først i bladet 'Ugens Rapport' og senere i bogen 'Udyr - eller hvad', afslørede, at dansk politi hele tiden havde kendt til hans opholdssted i byen Kempten-Allgäu i Sydtyskland, og dansk øvrighed var fuldt ud klar over, at Kam havde været for retten i Vesttyskland og havde fået tiltalefrafald.(Se dokumentet til højre >)
        Gamle danske modstandsfolk har lige siden Søren Kam dukkede offentligt frem i mit interview i 1976 søgt, stærkt støttet af Ekstrabladet, at få ham udleveret til Danmark. Søren Kam har gentagne gange måttet i retten i Bayern for at forklare om og om igen, at han erkender meddelagtighed i drabet 30. oktober 1943 på den danske journalist Carl Henrik Clemmensen, men ikke erkender at have været den, der affyrede det dræbende skud. Det gjorde, ifølge Søren Kam, alene den for mordet henrettede Flemming Helweg-Larsen.
Lægernes obduktionserklæring fra 1943 af Clemmensens lig, er ofte blevet omtalt, men aldrig fremlagt. Denne erklæring hævdes at føre bevis for, at alle skud mod Clemmensen blev affyret, mens han stod op, hvad alle militære eksperter til gengæld hævder umuligt. Med sikkerhed kan dette ikke fastslås, uden obduktions-rapportens fremlæggelse i retten - og det har man fra dansk side aldrig villet.
Netop dette bevis har stor betydning, idet mord aldrig forældes, mens meddelagtighed i mord forældes efter 20 år.
Senest var den nu 85-årige Søren Kam indkaldt påny til retten. Men da han ikke som pensionist havde råd til at engagere en dygtig advokat, måtte han 'sælge ud af arvesølvet'. Herunder måtte han sælge sit ridderkors - som dermed for anden gang kommet til Danmark. Første gang har vi hørt om, nemlig i marts 1945.
Køberen er en københavnsk samler. På den måde er Ridderkorset vendt tilbage til Danmark. 
Om Søren Kam nogensinde gør det, kan kun fremtiden vise 
                                                            

                                                    Gå til Kapitelfortegnelsen

Denne side redigeres af Gorm Hansen - gorm@hansen.dk - og administreres med SmartCMS ® 2012


Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include(../../judas.php) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152

Warning: include() [function.include]: Failed opening '../../judas.php' for inclusion (include_path='/usr/local/phpbin/PEAR/:./') in /home/s/m/ftp_smartcmsdk/user/haaest/vis.php on line 152