Kapitel 17: Det bureukratiske album  med de makabre papskiver Dette kapitel er på sine steder blevet u-aktuelt siden 1977. Jeg har derfor valgt helt at nyskrive det helt, opdateret til 2006 Bogen 'Udyr - eller hvad' udkom som før fortalt i 1977. Meget er sket i de mellemliggende år.  I dag har således mange - bl.a. jeg selv - fået adgang til 'de ikke almindeligt tilgængelige arkiver' - på visse betingelser. Når man først har været inde og se, hvad arkiverne gemmer, indrømmer jeg, at jeg har ændret min mening totalt. Før var jeg imod lukketheden omkring Besættelsestidens arkiver. Nu er jeg vendt 180 grader: Jeg erkender nødvendigheden af begrænsninger. Jeg har med egne øjne set, hvor meget disse arkiver indeholder. Det kom bag på mig. Der er alt, alt for mange følsomme personoplysninger til, at alle og enhver bør have adgang! Her er navne på navne på deltagerne i henrettelsespelotoner, navne på stikkere/angivere i de enkelte sager (Alle er enten døde eller har udstået deres straf). Mange af disse navne er let genkendelige, så de eller deres efterkommere vil let kunne findes på krak.dk.. Og der er megen anden viden, som man ikke bør kunne gå ind fra gaden og få indsigt i. At systemet så i mange år har været behandlet FOR restriktivt, er en anden sag. Jeg tager al min tidligere vrede imod lukketheden i mig igen.  Ikke mindst derfor har jeg opdateret specielt dette kapitel til 2006-situationen.           Siden jeg i 1975 brød tabuerne om ikke at fortælle historien om taberne i Anden Verdenskrig, er der kommet adskillige bøger, også om dødsdommene og henrettelser efter Besættelsen. En af de bedre rent infomæssigt er Frank Bøghs "De dødsdømte" (forside herover)) Jeg undrer mig dog over titlen. Den burde have været "De henrettede". Hans bog indeholder kun oplysninger om de 46 henrettede - ikke om de mange, som blev dødsdømt og senere benådet til livsvarigt fængsel og alle løsladt i løbet af 1950'erne.  Bogen 'Udyr - eller hvad?' vakte senssation i 1977. Det ville den ikke gøre  dag. Og godt for det. I hvert fald ikke rent tekstmæssigt. Med visse af billederne er det en anden sag. Ingen andreend jeg har kunnet bringe fotos af de PAPSKIVER, som blev heftet på delinkventens bryst som sigtepunkt for riffelskytterne. Det bureaukratisk mest makabre ligger deri, at papskiverne blev heftet på MED BILAG. Der blev simpelthen påsat 3 skiver bag hinanden - af hensyn til, at man skulle lave ikke ét, men 3 albums. Det er et af disse albums, jeg affotograferede i 1975, brugte i 'Ugens Rapport' 1976 og bragte i min bog 'Udyr - eller hvad? 1977. Affotograferingen var aldeles ulovlig. Det erkendte jeg allerede dengang. Nu bringer jeg dem i denne opdaterede bog - og jeg vil ikke længere kræve dem beskyttet af  Copyrigt. Enhver er velkommen til at downloade dem og bruge dem i bøger og artikler. Dog bringes de i dette kapitel kun i mini-format. Vil nogen se dem eller bruge dem i stort format, kræver jeg et beskedent honorar på 125 kroner for alle. Sådan gør du, hvis du vil se og bruge dem i stort format: ============================================================================ Overfør 125 kroner til min konto 2060 - konto 0000383856 i Svendborg Sparekasse. - Skriv mailadresse på overførselskupon. Så snart beløbet er indgået, fremsender jeg password til det skjulte kapitel, hvorfra de store fotos kan downloades. ============================================================================================= Såfremt nogen uden eller mod betaling offentliggør et eller flere billeder bedes  navnet Erik Haaest anført som kilde. < Min kilde til viden om, hvor henrettelsespladsen i København havde været,  var daværende frisørmester i Vordingborg Jørgen Jensen. Han havde som ung marinesoldat i 1948-49 stået vagt ved skuret, officielt  kaldt 'pistolskydebanen'. Til venstre er Jørgen Jensen er fotograferet på vagt foran skuret. - Det var velkendt på kasernen, hvad skuret blev brugt til, fortalte Jørgen Jensen mig allerede i 1973. Det ville også have været lidt mærkeligt at placere en fast vagtpost  ved noget, der kun var en pistyolskydebane! To to gange, fandt der henrettelser sted, mens jeg var  på Bådsmandsstrædes Kaserne. Da var der absolut ingen tvivl om, at de natlige skudsalver intet havde at gøre med pistolskydning.   I dag skal man være mere end almindelig vidende for at finde, hvad der er tilbage af henrettelsespladsen, nemlig kun den kloakrist, hvor blod og fækale rester blev fejet ned mellem henrettelserne. Stedet er totalt overgroet af buske og træer.  Til højre er Jørgen Jensen og en kammerat fotograferet ved indkørslen til kasernen.  255 dødsdømte kom ud i samfundet Ved lov af 1. juni 1946 gen-indførtes dødsstraf i Danmark, efter at livsvarigt fængsel ellers havde været strengeste straf i Danmark siden 1930. De såkaldte Landssvigerlove gælder stadig, men stormløbet på dødsstraffen som den strengeste straf hjalp. I december 1993 - langt om længe - vedtog Folketinget at afskaffe dødsstraffen med virkning  fra 1. januar 1994. I dag er lovens strengeste straf, også efter landssvigerlovene livsvarigt fængsel. De 46 henrettelser fandt sted på de militære arealer bag Bådsmandsstrædes Kaserne (det nuværende Christiania) og i Undalslund plantage ved Viborg - begge steder i et skur, hvor delinkventen blev bundet med remme, der hang ud fra bagklædningen. Efter Straffelovstillægget af 1. juni 1945 (de såkaldte 'Landssvigerlove') blev  i årene 1945-50 afsagt følgende dødsdomme: * Ved byretterne  301 personer. * Af disse blev 229 benådet ved Landsret og/eller Højesteret til længere eller kortere fængselsstraffe. 1959 var alle løsladt.. * Af de restende 72 fik 26 ved kongelig benådning ændret straffen til livsvarigt fængsel. I 1959 var også de løsladt.     I alt løslodes altså 255 tidligere dødsdømte, som senere blev lukket ud i samfundet.  * De resterende 46 blev henrettet mellem 5. januar 1946 og 20. juli 1950. Ingen forsker eller forfatter har nogensinde søgt at opklare, hvor mange af disse, der igen kom i karambolage med Straffeloven. Det ville dog ellers være et vægtigt indlæg i debatten for og imod døsstraf, som af og til blusser op. Havde vi henrettet alle de 301 dødsdømte, havde samfundet mistet 255 flere samfundsborgere, end det blev tilfældet. Denne bogs forfatter er vist den eneste, der har interesseret sig for emnet:  I min bog 'Danske terrorister - Lorenzenbanden', som er på vej fra min computer til et forlag har jeg søgt at finde ud af, hvad der skete med de 18 ud ad bandens 22 medlemmer, som ikke blev henrettet. De 46 blev henrettet efter alle eksekutionskunstens regler. Bortset fra Flemming Helweg-Larsens, hvis dødsdom kom så hurtigt, at man slet ikke havde nået at få lavet regler. Men allerede i februar 1946 – en måned efter hans henrettelse – kom instruktionen fra politiets ledelse, idet politiet havde fået den makabre opgave. Jeg fik tidligt fingre i instruktionen - mens den endnu var hemmelig - og bragte den i bogen 'Udyr - eller hvad?"  I dag er den tilgængeig ikke blot i min bog, men i adskillige bøger, udgivet i det seneste tiår. Blandt andet i den fønævnte bog af Frank Bøgh. Her er så historien om papskiverne Papskiverne findes som sagt i tre albums, alle påtrykt "Københavns Politis Atelier' i guldtryk. der 'kun' billeder af 28 af disse små papskiver. Dels mangler Flemming Helweg-Larsen, idet man ved hans lynhenrettelse natten til 5. januar 1946 endnu ikke havde fået den makabre idé at gemme skiven. Dels mangler skiverne for de 17, som blev henrettet i Undalslund ved Viborg Herunder de papskiver, om havde været fæstnet til brystet på dem, der blev henrettet i København. Der er formentlig et lignende for henrettelserne i Uldalslund plantage, men den har jeg ikke set. Ved at tælle papbrikkernes huller, kan man se, hvor mange skud den enkelte har fået i hjerteregionen. Her er sort på hvidt ”pointtallene” Så og så mange træffere. Under hver af ”dødens papbrikker” står navnet på den henrettede og datoen for henrettelsen. Derimod intet om, hvilke forbrydelser, han er dømt form. Det kan også være ligegyldigt for henrettelsespeletonen. De skulle bare gøre det beskidte arbejde. Brikkerne viser, hvor godt de gjorde det. Eller hvor skidt. Det  makabre album fortæller i det mindste om syv tilfælde, hvor politibetjentene enten ramte helt ved siden af. I det mindste var der ikke én træffer i papskiven. Det markeres med 'Ingen'. Efter at min afsløring kom frem i 1970'erne, har politiledelsen oplyst, at "Ingen" kun betyder 'Ingen skive indsat', fordi alle traf sskiven, der splintredes, så der 'Ingen' var at indsætte i album. Jeg ved dags dato ikke, hvilken af forklaringerne, som er sandheden. Sådan skal det gøres Instruktionen fortæller, hvad der så skal ske, hvis 'Ingen' rammer: Den kommanderende politimand skal da gå frem og skyde den dødsdømte gennem hovedet. Det kan altså være sket i syv af tilfældene. De syv, der enten er blevet truffet af alle - eller af' ingen' -  er Aage Thomas Mariegaard, Johannes Konrad Randschau, Jørgen Børge Lorenzen, John Ernst Hemmingsen, Enrico Hakon Bernardo Rand, Tage Petersen og Ib Gerner Ibsen. Det har for mig ikke været svært for mig at finde frem til bødlerne. I pakken under lås og slå lå også navnelisten .ganske vist i kode, men nøglen til koden lå der også. Fhv. Politibøddel: - Da Ib Gerner Ibsen., leder af ”Schiølerbanden”, skulle henrettes, havde der været meget brok i rækkerne over, at bøddelhvervet var overdraget politiet. Vi fandt det uheldigt for vort fortsatte arbejde i befolkningen, hvis man betragtede os som bødler. Men ingen ville fritage politiet for det beskidte arbejde. Måske var det derfor, at ingen – ikke én – ramte den dødsdømte, skønt jeg indrømmer, at det var lidet humant overfor ham. Men vi ville tvinge en afgørelse frem. Så skulle politidirektøren gå frem (navnet tilbageholdt af mig, ikke af politimanden, der  fortæller. EH) og give den dødsdømte et hovedsskud. Det var sket før, men da var den dødsdømte besvimet ved choket. Derfor ingen panik. Men ”Schiøler” besvimede ikke. Han var straks klar over, hvad der var sket. Trods hætten kunne vi alle høre ham råbe til politikommandøren: ”Nå, H, kom så til sagen. Nu er det dig, dit svin, der skal gøre det beskidte job. Skyd mig så. Jeg er jo ikke den første, du sendte i døden. Du var jo med både til at fange kommunister  i 1941 og jøder i 1943, så kom nu i gang. Jeg kan jo ikke stå her hele natten. Du tør måske ikke…… ”Schiøler” blev ved. Det var meget pinligt. Politikommandøren var blev som et lagen. Han fumlede med sin pistol. Rystede tydeligt på hånden. Men til sidst fik han løftet skyderen og skudt ”Schiøler”. Af det makabre mindealbum fremgår det at Kaj Henning Bothilsen Nilsen ved henrettelsen 9. mag 1947 kun blev ramt af ét skud ud af ti affyrede. Det samme var tilfældet for Helmuth Valdemar Schwartz den 25. november 1949. Robert Lund og Oscar Hammeken blev kun ramt i hjertet af hver to skud. De øvrige blev ramt af tre eller flere. Sikrere på hænderne var de ti politibødler ved aflivningen af den tidligere chef for Frikorps Danmark og Schalburgkorpset, SS-Obersturmbannführer Knud Børge martinsen, som blev ramt i hjertet af syv skud og Ejner Robert Wahlberg Andersen, der døde efter at være blevet ramt af otte skud. Ove Charles Herman Pedersen, blev  truffet i hjertet af alle ti skud. Det afkræfter en af myterne omkring henrettelserne: At ikke alle ti bødler havde skarpt i geværerne, således at hver enkelt måske kunne indbilde sig seelv, at det nok ikke var ham, der havde dræbt. Politiassistent C. Parbo: - Jeg har ikke været med til at henrette, men jeg var tjenstgørende i Viborg, da henrettelserne fandt sted i Uldalslund plantage og jeg har flere gange været chauffør på den vogn, der bragte våbene til henrettelsespladsen. Det var mig, der ladede og udleverede riflerne. Så kom politibetjentene på stribe og hentede dem fra vognen. Efter skydningen afleverede de riflerne igen, hvorefter jeg afladede. Jeg véd derfor med bestemthed, at alle rifler var ladt. Men der var ikke så sjældent ved afleveringen nogle, som ikke havde været afskudt. Den hidtil sidste dansker, der blev offer for dødsstraffen, var I Rasmus Birkedal Hansen, som tidligt om morgenen 20. juli 1950 blev ramt i hjertet af fem skud – halvdelen af de affyrede. Politimanden, der skaffede mig adgang til dette materiale, svarede på mit spørgsmål, om hans diskretionsbrud ikke kunne spores tilbage til ham: ”ork nej” svarede politimanden. ”Ingen kan se, hvilken af de tre mapper, den stammer fra. Der findes tre identiske. Ved eksekutionerne blev der sat tre papskiver bag hinanden på den dødsdømtes bryst. Netop for at man kunne arkivere i tre kopier!” Det må vist kaldes ”bureaukrati på højt plan”. (Herunder papskiverne i stærkt nedfotograferet størrelse - til fri afbenyttelse. Se dog længere nede. Det skal bemærkes, at billedkvaliteten ikke er perfekt, idet affotograferingen i sin tid blev foretaget meget hurtigt i et dunkelt lokale uden mulighed for brug af blitz. Dels derfor, dels fordi den blækskrevne tekst under hver skive var falmet af mange års opbevaring. Derfor har forfatteren påført navnene under hver skive. EH)                Robert Lund                              Svend Thybo Sørensen             Ib Nedermark Hansen        Aage Mariegaard                                              Jacob Holm       K.B. Martinsen                             Ib Birkedal Hansen                     Torben Wulff   Sv. Lundorff Rasmussen         Arno Hammeken   Henry Rikstad                Arne Park   Aage Carl Jensen                   Jørgen Chr. Sørensen/Carl Klæbel/Helmuth Mortensen      Johs.Randchau og Ejnar Wahlberg Andersen                Tage Petersen og Jørgen Lorenzen              og Enrico Rand   Sådan henrettede Sådan henrettede man i Danmark 1946-1950: Instruktionen Instruktionen for statslig aflivning af mennesker er udstedt af Københavns politidirektør på et tidspunkt, hvor man kun havde én henrettelse som erfaringsmateriale, nemlig Flemming Helweg-Larsens. Den er udstedt i februar 1946. Instruktionen er yderst detaljeret, og den er udformet i det specielle kancellisprog, som bruges i etaterne. Dergor hedder den også noget så mudret som ”Oversigt over de tjenstehandlinger, der vil være at foretage i anledning af fuldbyrdelsen af livsstraf”. Vi tager nogel uddrag: Kommandoet udtages og sammensættes af 8 mand fra ordenspolitiet og 2 fra kriminalpolitiet under kommando af en overordnet politimand – politikommissær eller politiassistent. Endvidere skal 2 mand fra ordenspolitiet møde som reserver. De udtagne politimænd indskærpes tavshedspligt, og der gives dem en passende lejlighed til at melde fra, såfremt de af en eller anden årsag ikke mener at kunne medvirke. Kommandoet udtages…. Derefter følger en længere redegørelse for, hvem der skal lede eksekutionen, når kommandoet udtages af folk fra andre landsdele. Men bemærk i ovenstående muligheden, der er givet for at melde fra, ”såfremt de af en eller anden årsag ikke mener at kunne medvirke”. Hermed aflives en anden af myterne: At bøddelhvervet var beordret tjeneste. Det er ikke sandt. Der er i instruktionen givet den enkelte politimand mulighed for at melde fra. Instruktionen fortsætter: Når rigsadvokaten har fastslået tidspunktet for straffens fuldbyrdelse, skal følgende personer tilsiges underretten eller afhentes: 1. eksekutivkommandoet (dvs. peletonen. EH) 2. Bevogtnings-og eskortepersonale. 3. Statsadvokaten som repræsentant for anklagemyndigheden, desuden politikommandøren, lægerne og præsten. 4. De lønnede assistenter. 5. .Begravelsesvæsenet. Af dette omfattende punkt fremgår det bl.a., at ordenspolitiets folk skal være iklædt uniform, hue, lædertøj og våben. Kriminalpolitiet møder civilklædt. Den kommanderende politimand skal være bevæbnet med 9 mm pistol, de øvrige med karabiner. De transporteres i halvdelingsvogn fra mødestedet til henrettelsespladsen, hvor de skal ankomme 20 minutter før eksekutionen. De placeres, så de ikke kan se den dødsdømte, og han ikke dem (hvilket i praksis betød, at de tog opstilling bag den lagerbygning, som henrettelsesskuret var bygget foran. EH) Under  ”forhold på eksekutionsstedet” anføres: Inden domfældtes ankomst oplæser ansvarshavende politikommandør domskonklusionen og eventuelt afslag om benådning. Han indskærper, at henrettelsen finder sted efter ordre og på det danske folks vegne og udtaler, at han har ansvaret for eksekutionens gennemførelse. Videre hedder det: Umiddelbart efter afholdes en prøve, hvorved der lægges vægt på, at eksekutionen udføres med største hurtighed. Da afstanden kun er 5 meter(!) skal eksekutionskommandoet, der tager opstilling på ét geled, slutte så tæt sammen som muligt for at skudvinklen ikke skal blive for stor. I modsat fald rammer kun de midterste hjertet. (Denne passus skyldes efter sigende dårlige erfaringer fra henrettelsen af Flemming Helweg-Larsen – den eneste fra Københavns-henrettelserne, der ikke er med i politiets ”mindealbum”. Først efter han henrettelse fandt man på ideen om et sådant album.)      Umiddelbart før kommandoet ved tegn kaldes frem, afskikres karabinerneæ. Efter at have taget opstilling i 5 meters afstand fra den domfældte, kommanderer politikommandøren ”KLAR!”. Den kommanderende politimand giver ved i forvejen aftalt tegn ordre til ”stående anslag”, og der sigtes mod ”et på domfældte ud for hjertet af embedslægen anbragt hvidt retningspunkt – cirkelrundt papskilt, diameter 10 cam” . Så sanrt denne stilling er indtaget – det må kun vare et øjeblik – kommanderer han ”Fyr!” Straks efter at skuddene er afgivet, får kommandoet ordre til at fjerne sig, og den kommanderende politimand giver om fornødent dødsskuddet i hovedet. I nødstilfælde afgives skuddet af politikommandøren. Under punktet ”Afhentning af domfældte” hedder det: Domfældte afhentes på eksekutionsdagen i Vestre Fængsel, hvor han udleveres bagbundet på et sådant tidspunkt, at han kan være på eksekutionsstedet på det af rigsadvokaten berammede tidspunkt for eksekutionen. Fhv. fængselsbetjent: - Da K.B.Martinsen skulle føres fra Vestre, var en af minde kolleger meget nervøs. Han fumlede noget med disse hersens snørebånd, som han skulle binde mandens hænder på rygge med. Til sidst hvæsede Martinsen: ”Hvad fanden er du nervøs for, dit svin!? Det er sgu’ ikke dig, der skal skydes!” Afsnittet i den hemmelige instruktion om transporten gennem København er meget udførligt. Der må have været mere end 100 politifolk udkommanderet alene til denne sikringstjeneste. Man frygtede, at de dødsdømte skulle blive søgt befriet af sympatisører eller kammerater, der havde været mere heldige i retssalene. Hyrevognschauffør: - Vi havde stablet en slags varulvebevægelse på benene, og vi havde helt sikkert regnet med at gøre forsøg på at befri K.B.Martinsen. Først havde vi tænkt på at gøre det, da han blev ført til og fra retssalen. Det viste sig umuligt. Derefter håbede vi på at kunne få besked om henrettelsestidspunktet. Vi havde allieret os med en mand på Politikens sætteri. De fik altid justitsministeriets meddelelse så tidligt, at den kunne når at være med i dagens avis. Vi fik godt nok også beskeden den aften, henrettelsen af Martinsen skulle ske. Jeg ved ikke, hvad der gik galt. Vi nåede i hvert fald ikke at blive samlet i tide. Det hele blev kun til et tilløb. Da vi få, der var nået at komme til mødestedet, så hvor meget politi, der var udkommanderet, gav vi op. Vi stod nede ved Ravelin-restauranten og ventede på skuddene. Da de faldt blottede vi vore hoveder og gjorde SS-honnøren over imod henrettelsespladsen. Vi var i hvert fald 8, som på den måde viste ham ære i hans sidste stund. Det var Skt. Hansaften 1949. De fleste andre har nok troet, det var fyrværkeri! Under ”Forhold på eksekutionsstedet!” hedder det videre: Ved ankomsten kører transportvognen med den domfældte så tæt til eksekutionsstedet som muligt. Overbetjenten og en politibetjent overgiver domfældte til to lønnede assistenter, der binder ham. Såfremt han yder modstand, skal to politimænd om fornødent bistå ved bindingen. [Det blev der i øvrigt aldrig brug for. Alle vidste, hvem der havde magten. Ingen skreg eller gjorde modstand. EH] Efter præstens velsignelse giver assistenterne domfældte den sorte hætte på. Praksis udviklede sig hurtigt til, at ”de lønnede assistenter” fik så megen rutine, at de udnyttede de stærke projektører, som var rettet lige imod transportvognen. Idet den dødsdømte trådte ud af vognen, smækkede de hætten ned over hans hoved, tog fat i ham og førte ham hen til skuret og bandt ham. Alt dette skete, inden han nåede at sunde sig. Ikke i et eneste tilfælde havde de problemer. Pastor emeritus Kaj Ryhede, Sorø (billedet til højre): -Jeg fik gennemført at præsterne var i ornat, og at vi foruden at lyse velsignelsen også læste fadervor, med mindre den dødsdømte udtrykkelig havde bedt sig fri. Det havde adskillige, bl.a. husker jeg Jørgen Lorenzen, som høfligt sagde til mig: ”Hr. pastor, nu har jeg levet hele mit liv uden Vorherre. Så klarer jeg nok også at dø uden ham!” Det var et synspunkt, jeg respekterede. Ligets transport og kremering Nu følger instruktion i transport af liget til Sundby krematorium. Samt bevogtning af stedet under brændingen. Til sidst transporteres urnen til politigården, hvor den – som det udtrykkes – ”henstilles under bevogtning”. Så følger en tør instruktion i, hvilke øvrighedspersoner, der skal hentes og hvornår. Under punktet ”De lønnede assistenter” hedder det bl.a.: … sørger for kistens transport, binder domfældte, giver ham den sorte hætte på – hætten fås hos rigspolitichefen og medbringes af politikommandøren – og de lægger efter eksekutionen liget i kisten, rengør eksekutionsstedet for blod, aflåser det og transporterer liget til krematoriet. Lastmotorvogn til brug for transport af kisten rekvireres i garagen og overlades til de lønnede assistenter…. De har altså det arbejde, man i gamle dage kaldte rakkerknægtens. Men selvfølgelig lyder ”lønnede assistenter” pænere. Adskillige af de dødsdømte frabad sig at få hætten på. Det blev afslået. Hættens formål er ikke så meget at skåne den dødsdømte for at ”se døden i øjnene”, det er mere for at skåne bødlerne for at se det menneske i øjnene, de er i færd med at dræbe. Sidste punkt i den udførlige instruktion omhandler, hvad man kalder ”Efter fuldbyrdelsen”. 1.Politikommandøren fører en protokol over det ved fuldbyrdelsen passerede og fremsender en genpart til rigspolitichefen. [Også denne protokol har jeg affotograferet. Den fortæller i detaljer om hver enkelt henrettelse, bl.a. at Hans Chr Marius Jensen, kaldet ”Marokko-Jensen”, efter ønske fik lov at blive henrettet i sin uniform og at flere dødsdømte sagde: ”Jeg dør for Danmark” umiddelbart før skuddene faldt.] Med slet skjult tilfredshed noterer politikommandøren ud for adskillige, at de ”ved ankomsten til eksekutionspladsen bar tydelige mærker af at have ladet urinen i benklæderne”                                                                                  Gå til Kapitelfortegnelsen