SIDSTE NYT: Derfor er Søren Kam i dag en fri mand: Søren Kam nåede at komme på fri fod til at fejre sin 85-årsdag den 2. november 2006. Landsretten i Munchen løslod ham efter 12 dage i tysk politis varetægt, foranlediget af dansk krav om hans udlevering til retsforfølgelse i Danmark. Årsag: De danske myndigheder er ikke fremkommet med ét nyt argument, siden Landsretten for nogle år siden afviste at udlevere Søren Kam til Danmark. Og dette danske materiale lider af en alvorlig mangel, som Ekstrabladet m.fl. ellers hårdnakket har hævdet  eksistensen af: En obduktionserklæring af den dræbte redaktør C. H. Clemmensen, som angiveligt skulle vise, at manden blev dræbt af 9 pistolskud, mens han stod op. Obduktionserklæringen viser det stik modsatte: At fem skud (bl.a. det dræbende) blev affyret, mens han stod op, mens de sidste skud blev affyret, mens han lå død i vejkanten. Flemming Helweg-Larsen tilstod i 1945 mordet og blev henrettet i 1946. Søren Kam har erkendt at have skudt i den døde mand, men det hedder 'medvirken til drab', og det er efter dansk lov forældet efter 20 år. Søren Kam fejrede den runde dag i familiens skød i Kempten i Bayern. Den store fest, han havde inviteret til, blev aflyst. Han havde fået en psykisk nedtur over at blive arresteret 63 år efter at have været deltager i en af krigensterrorpatrulje i Danmark - at blive arresteret. Jeg kan suppler med, at han nu igen er psykisk ovenpå. Søren Kam har aldrig bedt om nåde eller tilgivelse                                       af Erik Haaest, 30.sept.2006< Søren Kam lærte jeg først at kende, da han var 54 år - og glemt af danskerne. Så det er reelt min skyld, at hans nu jages af idéforladte, efterplaprer-journalister fra Danmark.  Jeg fandt ham, besøgte ham, interviewede ham, fotograferede os sammen, skrev artiklen om ham - og vi. korresponderede efterfølgende - og gør det den dag i dag. Jeg lærte ham at kende som det mandfolk, den hædersmand, også hans samtidige SS-kammerater anså ham for. (    Det var mig derfor en stor skuffelse, da jeg den 11. august 2001 pludselig kunne læse en flæbende artikel i Ekstrabladet af den ikke altid lige hæderlige journalist Carl Johan Albrechtsen, i hvilken artikel Søren Kam bad om nåde og tilgivelse i den mest krybende, for mig ækle form.      Jeg genkendte slet ikke den stolte mand, som overfor mig havde erkendte sin MEDSKYLD i mordet på redaktør Clemmensen den 30. august 1943. Søren havde på den tid (1975) et lederjob i det store, lokale bryghus. Han havde kone og børn, at tage hensyn til, før sig selv. Han stolede - som jeg - ikke på det danske retssystem og afslog derfor at følge mit forslag om at køre med mig hjem til Danmark, så vi sammen kunne gå op til politidirektøren, og han kunne sige:  - Jeg er Søren Kam. Jeg forstår, at De gerne vil tale med mig! I årevis har Søren Kam og jeg korresponderet sammen.  Jeg lavede en artikel i bladet 'Ugens Rapport', som jeg dengang arbejdede for. Senere blev historien til et kapitel i bogen Udyr - eller hvad?" samt en række supplerende artikler, du kan finde i andre kapitler i denne opdaterede, elektroniske bog. I Retsopgøret efter Besættelsen havde man arresteret Clemmensens morder, Flemming Helweg-Larsen, som blev dødsdømt, og den 5. januar 1946 henrettet for mordet. Ifølge dansk ret kan man efter min viden ikke dømme en gruppe kollektivt for mord eller drab. Således blev. 'Blekingegadebanden's 5 medlemmer i 1991 frikendt for mordanklage, fordi det ikke kunne bevises, hvem af de fem, der havde dræbt en dansk betjent under flugten fra røveriet i Købmagergades postkontor i København. Jeg mente derfor ikke, at der var nogen risiko forbundet med, at Søren Kam præsenterede sig i København. Anklage for mord/drab forældes aldrig efter dansk lov, mens 'medvirken til drab' er forældet efter 20 år. På det tidspunkt, jeg besøgte og fortalte om Søren Kam, var der gået  22 år siden forbrydelsen fandt sted, som Søren Kam erkendte at have deltaget i, men ikke at have afgivet det dræbende skud i. I dag er der gået 63 !!! Nogen garanti for retssystemets hæderlighed kunne jeg allerede i 1975 ikke udstede, og min tillid til systemet var dengang ikke større end i dag, så Søren Kam turde ikke tage med mig. Jeg  skrev historien. Jeg sørgede tilmed for at ekspedere et brev fra Søren Kam til den daværende justitsminister Orla Møller, men Søren Kam fik aldrig noget svar. Ekstrabladets løgne om Søren Kam Nogen tid efter min rapport i "Ugens Rapport" tog Ekstrabladet sagen op, og nu var det slut med journalistisk fairness. Avisen udskreg Søren Kam som 'jaget morder'. Og så fulgte den mangeårige jagt på Søren Kam, som først og fremmest Ekstrabladet og en lille kreds af hævngerrige fhv. modstandsfolk holdt liv i myten om. Nu var Søren Kam ikke kun 'medvirkende til drab', men selve morderen. Da filminstruktøren Søren Fauli i 2003 dukkede frem med sin idé til det, der skulle blive makværket 'Min morfars morder', lod jeg mig interviewe af Fauli i mange timer, hele tiden med den sikkerhed, at de optagne film forblev i min besiddelse, indtil jeg havde gennemset den færdige film med ret til at kræve visse afsnit taget ud. Det skete aldrig - og de 288 minutters optagelse beror stadig hos mig.     Fauli bøjede sig ikke for mine argumenter om, at 'din morfars morder ER henrettet' af dansk øvrighed. Fauli erkendte endda, at han valgte Søren Kam som offer, fordi Kam var den eneste af deltagerne, der levede og kunne optræde på film. Jeg kalder den film 'flæbende bondeanger' fra begge Søren'ers side, for Fauli fremhævedes endnu en gang Søren Kams flæbende bøn om nåde og tilgivelse. Jeg kunne ikke få flæberiet til at passe < Søren Kam og en anden, dansk 'Ridderkorsbærer' Johs. Helmers ved et SS-stævne i Østrig ca. 1990) Jeg kunne ikke få flæberiet til at stemme overens med den Søren Kam, jeg havde truffet og til stadighed korresponderer med. Jeg nævnte det for en af vore fælles bekendte, som sagde: "-Jamen, Erik! Den EB-historie er lodret løgn. Det har Søren Kam aldrig sagt. Denne bekendt kender Søren Kam bedre end jeg, og hans opfattelse stemte bedre med min.  Så jeg tog for 117. gang kontakt med Søren Kam og fik hans variation af det interview med Ekstrabladets journalist Carl Johan Albrechtsen, som 2001 havde lanceret 'flæbehistorien'. Søren Kam fortæller: - Efter at Erik Haaest havde været hos mig, og efter at jeg havde set hans artikel og senere kapitlet i hans bog 'Udyr - eller hvad', troede jeg, at journalistik i Danmark var hæderlig og fair. Jeg skulle snart lære noget andet - men da var det for sent. En dag i 2001 ringede det en aften på min dør. Jeg åbnede som altid kun døren på klem uden at fjerne sikkerhedskæden. Det var en journalist, som ville have et interview med mig. Det afslog jeg og spurgte ham om anledningen. Han stak så et brev ind gennem dørsprækken og sagde: Jeg har fået dette brev fra dig! Jeg tog det, læste det - og fik et chok. Det havde jeg aldrig skrevet. Jeg husker teksten næsten ordret: "Jeg, Søren Kam, erklærer hermed, at jeg bitterligt har fortrudt min deltagelse i mordet 30. august 1943, for hvilket jeg forstår, at jeg stadig er eftersøgt af dansk øvrighed. Jeg beder kun om nåde og tilgivelse for mine gerninger. Det er jo så mange år siden. Og jeg vil så gerne gense mit fædreland, før jeg dør."  Brevet bar min underskrift. Men det var et falskneri. Jeg vidste jo, at jeg aldrig havde skrevet det. Jeg er ikke den type mand, som går i knæ. Det gør ingen af vi gamle 'Wikinger'. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg deltog i drabet på Clemmensen. Men han var død, da jeg sendte et par skud i hans lig. Jeg skød absolut ikke i selvforsvar. Også dét er løgn. Jeg skød for at opfylde et ønske om solidaritet med en SS-mand Flemming Helweg-Larsen, der krævede det - og gradsmæssigt var over mig. Nej, jeg har aldrig flæbet. Jeg har aldrig bedt om nåde. Jeg har aldrig bedt om tilgivelse. Gør det stadig ikke. Hvem skulle overhovedet kunne tilgive den forbrydelse, jeg var med i? Men min underskrift var ikke til at tage fejl af - bortset fra, at det var et falsum - en fotokopi. Det sagde jeg til journalisten, som hævdede , at ikke han, men en anden brevskriver, måtte have forfalsket min underskrift og sendt den til ham. I bagklogskabens lys kan jeg godt se, at når mine venner igen og igen i årene efter krigen har fortalt mig, at jeg ALDRIG må tale med journalister, hverken danske eller tyske. Jeg burde have troet dem. Hvis det så havde hjulpet. De folk skriver jo alligevel, hvad der passer i deres kram. Uanset en mands virkelige udtalelse. Erik Haaest er til dato den eneste journalist, der har givet mig en fair behandling. Men jeg blev lidt forvirret som jeg stod dér bag min hoveddør. Og så begik jeg min store fejl: Jeg åbnede døren for EB-journalist Carl Johan Albrechtsen, og lukkede ham ind. Da han først var inde, talte vi hyggeligt sammen. Jeg bad ham give mig det lille brev med min kopierede underskrift, men det ville han ikke. Han sagde, at han skulle bruge den til at dokumentere, hvor beskidte metoder visse personer åbenbart bruger for at skade mig. Også det troede jeg på. Jeg fik derfor et chok, da artiklen i Ekstrabladet blev mig tilsendt. Løgn fra ende til anden. Jeg har aldrig bedt om nåde. Jeg har aldrig bedt om tilgivelse. Jeg har aldrig skrevet det brev - eller på nogen anden måde flæbet. Det er sandheden. For danskerne må jeg nu i dag stå som en latterligt, gammel, flæbende nar. En 'Wiking' med en trællesjæl for at redde livet. Sådan ER jeg ikke. Gammel er jeg. Syg ligedan. Men flæbende har jeg aldrig været. Det er ikke min natur, slutter Søren Kam til mig. Hvilken erstatning vil man i givet fald tildele Helweg-Larsens børn og børnebørn? I skrivende stund, 5. november 2006, er Søren Kam efter en kort anholdelse i Tyskland nholdt efter krav om udlevering til Danmarks retsforfølgelse. Han var under anbragt i Münchenfængslets sygeafdeling. Han har prostatakræft og er på mange andre måder en syg mand. Men ikke knækket. Éfter 14 dages indespærring fremførte Danmark sine påstande i Munchen. Retten fandt ikke disse tilstrækkeligt velunderbyggede til fortsat arrestation af Søren Kam, som blev løsladt af  retten i München - som flere gange har afvist at udlevere ham bl.a. på grund af dansk politis manglende beviser. Således siger obduktionserklæringen IKKE, at redaktør Clemmensen modtog alle 8-9 skud i stående stilling, hvad pressen og politiet ellers har hævdet. Det kan ikke bevises, at andre end Flemming Helweg-Larsen dræbte ham. Personligt havde jeg gerne set  Søren Kam komme frivilligt til  Danmark. Mit ønske skal ses ud fra det synspunkt, at det er den eneste måde, Søren Kam kan få mistanken fjernet fra sig, om at han - og ikke den henrettede Flemming Helweg-Larsen - var den egentlige morder. Jeg ville i det hele taget gerne se, hvad man i dag - 63 år efter drabet på Clemmensen - vil anklage Søren Kam for.        Medskyld i drab er forældet, så Søren Kam kan kun straffes, dersom det kan bevises, at han - ikke Flemming Helweg-Larsen - affyrede det dræbende skud. Hvis anklagemyndighedens påstand om Søren Kams skyld skulle kunne overbevise nævningene - hvilken erstatning vil Danmark så give Flemming Helweg-Larsens familie for fejlagtigt i Retsopgøret at have henrettet deres far/bedstefar? Hans to småpiger har levet deres liv - og lever den dag i dag - med viden om deres far som morder. Det var han - og det kan ingen ændre på, uanset alskens begrundelser. Søren Kam fejrede den 2. november 2006 sin 85-års fødselsdag. En planlagt storfest var blevet annulleret. Så det blev i stedet en lille intim fest med kone, børn og børnebørn. Familien har forbudt familiens overhoved at udtale sigt til nogen som helst - selv nære venner. Jeg har spurgt Søren Kam, om jeg ikke måtte nedskrive hans egen historie- fra fødsel til 85 år. Han har afslået grundet familien. Men læser man denne bogs kapitler om Søren Kam, vil man nok også få det meste. Han har jo fortalt mig meget - FØR familien gav den gamle mand mundkurv på (SLUT).