Denne artikel er lang og vil kun interessere folk, der vil vide mere end man kan læse i aviserne . For dér er sagen stadig TABU ! Hvad var der nu lige med ham Jon Galster? Historien om fænomenet Jon Galster og hans kamp for sandheden om Danmarks Besættels Hvordan han lavede politisk skandale i Danmarks Radio mod 9.april-politikerne for landsforræderi men... Han kom, så - og tabte Skrevet af Erik Haaest i juanuar 1997, opdateret movember 2006 Da Jon Galster den 3.januar 1992 for stedse lukkede sine øjne, modtog det officielle Danmark meddelelsen med et skuldertræk. For dette havde manden længe været historisk ‘ død’,  ufarlig. Det havde  for længst fået lukket den mands mund, som i efterkrigstiden havde været gysende farlig for de politiske magthavere, der som ærtehalm har hængt sammen om at holde skjult for folket  de af besættelsestidens sandheder, ‘man’ ikke ønskede til folkets kundskab. Det er kun almenheden, ikke magt-eliten, der synges om i verselinien “Oh, Danmark, på rænker du aldrig dig forstod...”. Magt-eliten forstår sig den dag i dag udmærket på rænker. Jeg får mange breve fra læsere af mine bøger og af denne website. Nylig igen ét om personen Jon Galster:     Kære Erik Haaest!      Hvem var afdøde Jon Galster egentlig? Jeg har truffet manden flygtigt for en del år siden. Jeg husker ham som en  lille, intens, rank, hvidhåret, venlig mand, lidt gammeldags, højtidelig og formel. Der gik en del snak i Farum om hans ‘skumle fortid’.. Angiveligt skulle han have siddet fængslet i en periode for at have kritiseret eller anklaget de danske myndigheder for et eller andet i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark 1940. Var det 'kun', at han havde smædet og forhånet regeringen Stauning & Co? Eller var han tæt på en eller anden "hemmelig viden", som man nødig så bragt til offentlighedens kundskab  Jeg har bl.a. læst hans noget ‘kommunistforskrækkede’ bog “Amagers Erobring”, men det var jo andre tider dengang i 1970’erne. Blev han knækket af ‘systemet’ eller hvordan? Venlig hilsen..... En mand med llidt mere folkelig gennemslagskraft end lektor, cand. mag. og jur. Jon Galster, kunne have kostet flere politiske hoveder i Danmark efter Besættelsen end kong Kristian II lod rulle i ‘det stockholmske blodbad’ fire århundreder tidligere. Historikeren Jon Galster førte en livslang kamp for at vække det danske folk til dåd i sagen om Danmarks ydmygende besættelse 1940-45. Hans bog  “9.april - en sand myte” udkom kort før hans død, men blev som hans øvrige vækkelsesforsøg  kvalt af ‘den provokerede glemsel’.Og ikke mindst hans manglende evne til at forstå forskellen på påstande og dokumentation. Fra 1945 til midten af 1950’erne havde Jon Galster trådt hårdt på mange politiske tæer. Bare ikke effektivt nok. ‘Ærtehalmen’ havde (næsten på målstregen, thi Galsters oprørsforsøg var  på nippet til at lykkes!)  formået at få vælgerne til først at anse manden for gal. Senere kvæle hans oprør i den provokerede glemsel, som System-Danmark håndterer så effektivt. Dette løgnens virkemiddel er i historiens løb brugt mange gange. De fleste gange så effektivt, at glemselens slør aldrig er blevet hævet. Kun enkelte af dets ofre navne og mål erindres af eftertiden: * Kong Kristian den Anden - for denne sidste katolske konges kamp for almuens rettigheder, * Jacob Dampe - for sin kamp i 1820’erne for retten til ytringsfrihed og demokrati, og * Christen Bergs - 1800-tallets politiker og hans kamp for ytringsfrihed og demokrati i et højreforbenet Estrupsystem af magtbrynde. Disse tre mænds mål blev nået. Men så sent, at de ikke selv fik lov at opleve sejren.  Og for sent til at det havde nogen reel, politisk betydning. Til listen kan føjes historikeren Jon Galster og hans kamp for at afsløre de danske politikeres rævestreger og nedværdigelse af  Danmark og af hele det danske folk ved den tyske besættelse af Danmark 9.april 1940, som vi havde undgået, hvis ikke neutralitets-naivisterne havde gjort Danmarks forsvarsløst ved evindelige nedskæringer på forsvarsbudgettet. Men Jon Galsters påstande om ‘politisk sammensværgelse’ og ‘højforræderi’ i Danmarks politiske top anno 1940' vandt mere end et kortvarigt fodfæste i de første år efter Befrielsen 1945. Vi har ofte hørt Sovjetunionen og andre diktaturstater hånet for jævnligt at lade skiftende magthaverne skrive historiebøgerne om. I de sager kan vi gribe i egen barm. Selv om vi benytter elegantere metoder. Vi afskaffer bare historien og historiebøgerne. Gør befolkningen historieløs.  I ethvert leksikon finder man i dag både Kristian II, Jacob Dampe og Christen Berg. Deres ideer blev realiseret, da der ikke skønnedes nogen fare for magteliten ved at gøre det. Jon Galster leder man endnu forgæves efter. Her er lidt baggrundsviden og historien om Jon Galster.                                                                        Den 9. april 1940 Allerede fra besættelsens begyndelse 9. april 1940 havde rygter verseret om danske politikeres forræderi ved vor hurtige overgivelse, da Nazityskland besatte Danmark den 9.april 1940.  * at politikerne havde ignoreret advarsler om en nært forestående besættelse, * at også højtstående, danske militærpersoners indberetninger i samme retning , * at den daværende krigsminister, socialdemokraten Alsing Andersen, havde beordret mange af de danske soldater hjem på orlov aftenen før overfaldet på Danmark, * Afskøring af  kanoner, som pludselig ikke virkede, da tyskernes militærtransportskibe sejlede ind  i danske havne, * om soldater, der ikke fik besked. Så fjendens nazisoldater i marchkolonne kunne gå lige ind i det danske forsvars operationscenter, Kastellet i København, efter en ugenert udlosning af mænd og våben ved Langelinie lige neden for Kastellets vagtposter, * om regeringens alt for hurtige kapitulation, og * og om meget, meget andet, der næsten kun kunne indicere  højforræderi i de øverste politiske cirkler. I den danske befolkning blev der allerede i dagene efter 9. april talt om ‘Mordet på 13 danske soldater” .nemlig dem, der faldt  i de første morgentimers kampe i Sønderjylland, som - hvis der forelå en forudgående aftale med Nazityskland om besættelsen - reverenter talt var blevet ofret for at redde politikernes ansigt.  Beskyldningerne svirrede, men begrænsninger i pressen ytringsfrihed forhindrede, at det blev til andet end rygter. Danskerne var autoritetstro. Kun et minimalt fåtal drømte om at overhøre den gamle landsfader Thorvald Staunings og den gamle konge Christian X's opfordring på selve besættelsesdagen om ‘at optræde med værdighed og uden provokationer overfor den tyske besættelsesmagt’.     Sommeren 1940 var den dårlige samvittigheds sommer i Danmark. Folk sang danske sange ved store alsangsstævner, besøgt af tusinder. Man talte med vandblå, tårevædede øjne om Niels Ebbesen, den nationale sjæl og den danske ånd. Det altdominerende flertal af danskere hyldede vikingeånden, men forblev selv trællesjæle. Ingen - ingen - vovede fra talerstolene at sige sandheden: At den danske befolkning ved valg efter valg  gennem 20’erne og 30’erne havde bakket op om netop de partier, som ville nedruste et i forvejen nærmest amputeret, dansk forsvar. Vælgerne havde - fejlinformeret som de var - støttet ønsket om at spare ved at skære hær og flåde ned til en slags udvidet politistyrke. 'Pacifisme' og 'neutralitet' var løseord for Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Kun to partier - begge små i mandater - havde ønsket et forstærket forsvar: Det konservative Folkeparti og det danske nazistparti DNSAP.    Ingen sagde det lige ud: En fremmed besættelse af Danmark var u-undgåelig, når vi ikke havde hverken viljen eller evnen til at hindre fremmede magter i at indtage landet. Kun de danske nazister under Frits Clausen - ja, det lyder helt bagvendt - tillod sig efter 9. april 1940 at sige det offentligt på møder og skrive det i deres dagblad “Fædrelandet”: At den danske regering ofrede 13 danske soldaters liv ved ikke på forhånd enten at have oprustet til et virkeligt forsvar eller - i erkendelse af afmagten - i forvejen at have erklæret kamp umulig og overgivet sig. Der var opbakning  til dette synspunkt i store dele af den nationalt sindede, danske almue - også langt, langt udenfor nazisternes rækker.  Forfatteren Arne Stevns’s bog “9.april - skildret i breve fra danske soldater” (< tv) udkom 1940 i tusindtalligt oplag og blev læst igen og igen i danske hverdagshjem. Bogen sagde tingene så lige ud som det overhovedet var muligt at gøre det, bl.a. ved en demonstrativ forside med den famøse ‘skammens dato’ foran SS-lignende lyn i de tyske nationalfarver sort, rødt og gult. Der var mange andre end nazister på Rådhuspladsen i København, da der i november 1940 holdtes Æret-være-deres-minde-folkemøde med kransenedlæggelse ved statuen af Den lille Hornblæser til ære for de faldne danske soldater fra 9.april. Det var alene de danske nazisters provokerende fremtræden ved den lejlighed - ikke sagens genstand - som frastødte folkets flertal, og gav ungkommunisterne medvind i deres slagsmålsforsøg på at ødelægge højtideligheden. ‘Den kolde skulders politik’ i de første besættelses-år gjaldt ikke kun besættelsesmagten, men i høj grad også de danske samarbejdspolitikere, som alle anså for at have sveget deres land. Det var højskolefolk, ikke politikere, som blev inviteret til at tale ved de danske alsangsstævner.     5.maj 1945 var ikke gået til ende, før den stille knurren i krogene imod hine politikere begyndte at blusse op. Politikerne klarede med nød og næppe at fremstå som hæderlige ved * sammen med Modstandsbevægelsens korrupte ledere, at danne en Befrielsesregering der  således påtog sig et stort, politisk ansvar i renvaskningens snavsede tjeneste,. (Arne Sørensen, stifter af og leder af partiet Dansk Samling blev kirkeminister. Det blev 1948 afsløret, men til denne dag skjult for offentligheden, at Arne Sørensen i 1935 havde modtaget 50.000 kr fra Nazitysklands propagangeministerium til oprettelsen af sit parti!) * ved at fare frem med lynhurtig vedtagelse af ‘Landssvigerlovene’ med tilbagevirkende kraft og indførelse af dødsstraf. * i bralrende ordskvalder at  kræve ‘udrensning fra top til bund’, samtidig med at man bag kulisserne gjorde alt for at denne udrensning stort set kun fik lov at nå nogle få centimeter fra bunden! (Hvad  fiskerne ikke har evnet i årtusinder er lykkedes for danske politikere:  At lave et net, der lader de store fisk gå, men fanger de små. citat fra Politikens “At Tænke Sig” sommeren 1945) Allermest genialt var dog Rigsdagens beslutning om, at ingen politikere skulle stilles for retten, før en Parlamentarisk Kommission (sammensat udelukkende af de samme politikere) bag hermetisk lukkede døre havde undersøgt danske politikeres mulige forræderi før og efter 9.april 1940. Ved disse kunstgreb udskød magthaverne den endelige vurdering så længe, at interessen blandt folket næsten var kølet ned til 0 grader, da sidste bind af kommissionens rapport forelå en gang i 1950’erne! (Den Parlamentariske Kommissions giga-beretning i 40 bind er i øvrigt nu på rent privat initiativ ved at blive lagt ud på internettet. Se den på adressen http://www.kasler-journal.dk ) Første-rapporten forelå ganske vist 13.oktober 1945 som en slags ‘betænkning’. Heri fastslog politikerne, at ingen politikere havde vidst noget, endsige gjort noget som helst forkert i forbindelse med 9.april 1940. Befolkningen var aldeles overbevist om politikernes skyld og talte højlydt om ‘Forræderiet den 9.apri 1940l’. Pressen krævede retsforfølgelse, men lod sig spise af med nye undersøgelser. Og så trådte såmænd den samme Parlamentariske Kommission atter sammen og begyndte på endnu en runde af denne lirum-larum-snik-snak. Den sluttede reelt først sin virksomhed i 1950’erne. Bind 40 udkom som det sidste. En mastodont af en bogsamling, som ingen orkede at stampe sig igennem. Først nu med IT-opfindelsen søgemaskiner kan man få et hurtigt overblik, takkt være IT-teknologiens søgemaskiner.                                                                           Centrale personer fik særbehandling Blandt dem, der ikke blev afhørt overhovedet af Den Parlamentariske Kommission: - Fhv. statsminister Th.Stauning (han var død 1942) og - fhv. udenrigsminister, historikeren Peder Munch fik af kommisisionen den højst besynderlige  særbehandling, at han blev fritaget for pligten til at udtale sig (!). P. Munch førte omhyggeligt dagbog. Disse bøger blev ved hans død i 1948 afleveret til Rigsarkivet. Men inden bøgerne blev båndlagt, udleverede Rigsarkivet dem til P. Munchs søn, som - ja, man tror, det er løgn! - fik lov at gennegå bøgerne "og tilladelse til at fjerne sider af mere privat indhold". De, som siden har haft adgang til bøgerne siger, at de sider helt mangler, som strækker sig fra først i mart til 21. april 1940.                                                     Hvad var det så med denne Galster? Alt dette blev for meget for adjunkt, cand.mag. Jon Galster ved Sorø Akademi. (> th) Han indledte en møderække. Talte ved hundreder af folkelige møder, der for hver gang samlede større og større skarer og anklagede direkte 9.april-politikerne for landsforræderi.     Jon Galster var skolelærersøn fra Kolding, født 26.september 1915  - i øvrigt den samme dato som den langt ældre kong Chr. X. Jon Galster blev student 1933, ville gøre karriere i handelslivet og blev elektrikerlærling i Nordisk Solar. Indså selv sine manglende evner her og lod sig i stedet immatrikulere ved Århus Universitet, hvorfra han blev cand.mag i historie og fransk. Han blev adjunkt ved Sorø Akademi. Her var han, da Anden Verdenskrig brød ud 3. september 1939 og sluttede i maj 1945. Så snart flagene var gået til tops 5. maj 1945 startede Jon Galster sin foredragskampagne. På forsamlingshusenes bænkerader hørte tilhørerne med tilbageholdt åndedræt Galster anklage  danske politikere for højforræderi! Galster talte bestemt ikke for døve øren. Men han talte for en tavs presse. Ingen redaktør brød sig om at ribbe op i de fem år, hvor aviserne som dikkende lammehaler spytslikkede for besættelsesmagten - bl.a. for ikke at blive frataget tilladelsen til at udgive aviser - og tjene penge hjem til aktionærerne - som stort set uden undtagelse tilhørte den del af befolkningen, der tjente fedt på Besættelsen.     Ikke, at aviserne ikke skrev om besættelsens begivenheder - da maj 1945 atter gjorde den til ‘den frie presse’ - nu fri for tysk censur og egen selvcensur. Pressen nærmest svælgede i "Besættelses-guf-guf:" Sådant guf-guf var tyskernes misgerninger og allerbedst de danskere, som var gået i direkte tysk tjeneste, med eller uden de skiftende regeringers opfordringer, tilladelser eller blot accept. Top-guf-guf  var dog historier om frihedskæmpernes heltegerninger. Med jævne mellemrum - senest i 50-året 1995 og 60-året 2005 - blev alle sten vendt for gud-ved-hvilken-gang. Men ikke vendt på en ny måde, men på samme måde, som var brugt i årtier. Pressen ønskede- og ønsker - ikke Jon Galsters version af historien. Den foretrak sin egen, den politisk korrekte [læs: klogeste]. Galsters oplysninger belastede jo også pressen derved, at aviserne de ikke havde bragt dem for længe siden. Sådan var det i 1940’erne og 1950’erne for Jon Galster. Sådan er det den dag i dag. Prøv i dag at komme til pressen med en artikel, kronik eller et læserbrev om emner fra den tid, som ikke harmonerer med de store farvelagte heltebilleder....du rammes straks af ‘den larmende tavshed’ - og får efter 2-3 uger svaret, at "der desværre ikke er plads". Og indsenderen placeres straks på den ‘Sorte Liste’, som enhver avis hævder er ikke-eksisterende. Ingen nævnt, ingen glemt.                                                              Da Galster tiltvang sig adgang til mikrofonen Efterhånden som Galsters mødevirksomhed i 1950'erne tog form af en slags folkebevægelse, blev nervøsiteten ‘på bjerget’  en torn i øjet på ‘æretehalmen’. Han måtte stoppes. Jon Galster har  fortalt eksempler på chikanerierne. Kort fortalt endte det hele med, at Galster blev fyret fra Sorø Akademi. Ordet ‘samarbejdsvanskeligheder’ var endnu ikke opfundet. I hans tilfælde hed fyringsgrunden ‘manglende forberedelse til undervisningstimerne’. Den højintelligente, veluddannede nu arbejds- og pengeløse adjunkt, cand.mag. i fransk og historier måtte tage forskellige vikarjobs (han kaldte det selvironisk for ‘min tid som løbedegn’), fik job som fast vikar på Ollerup Lærerhøjskole, og endelig fast stilling som kommunelærer i Rødby. Jeg har i 1950’erne hørt ham tale på et møde i Odense, hvor han bl.a. sagde: “Kristian den Anden blev forvist til Sønderborg Slot. Jacob Dampe blev indespærret pål Christiansø. For at kunne komme her har jeg fået  en kort udgangstilladelse fra Rødby kommuneskole.’      Indtil 1954 var det stort set lykkedes ‘Ærtehalmen’ at holde navnet Jon Galster udenfor enhver avisomtale. På trods af, at hans møder samlede titusinder over hele landet. På trods af, at tilhørerne blev flere og flere.     Men så oprandt 12. oktober 1954 den anden tirsdag i oktober 1954. Folketinget åbnede med forudgående gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Både gudstjenesten og den officielle åbning transmitteredes af Den danske Statsradiofoni, dengang et statsmonopol. Da TV endnu stort set ikke havde opnået betydning i Danmark, sad det dengang meget politisk interesserede Danmark allerede ved Højmessen kl. 10 ved radioernes højtalere i ‘de tusind hjem’ for at høre det hele. Gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke startede traditionelt med orgelmusik og indgangsbøn. Men pludselig skete der noget, som de fleste dårligt nok nåede at fatte: En tynd og klar stemme lød i højtalerne:         - Jeg anklager danske politikere for Højforræderi i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark den 9.april 1940. Jeg anklager daværende krigsminister Alsing Andersen for mord på 13 danske soldater. Jeg anklager udenrigsminister P. Munch for højforræderi ved....    Så kom der ikke mere. Orglet tonerede voldsomt og menigheden af fremmødte politikere og ministre sang af allerfuldeste hals i et forsøg på at lægge lydslør over dette utidige brud på etiketten.  Men ude i ‘de tusind hjem’ kendte man beskyldningerne - mange også stemmen..’Var det ikke ham dér Jon Galster, mor?’      Jon Galster havde indset, at han ingen vegne kom, uden pressedækning - og den havde han ikke opnået. Han greb så til et middel, der må have været overordentligt ubehageligt for den pæne mand, som i brevet , der  indleder denne artikel helt korrekt karakteriseres som ‘en lille, intens, rank,  venlig, men lidt gammeldags, højtidelig og formel mand’. Bemærk også ordet ‘intens’.     Galster bed på hin oktoberdag hovedet af al skam, af al sin velopdragenhed, af al sin pænhed for at kunne gennemføre sit forehavende: At få hele Danmark i tale! Han havde skaffet sig et pressekort og dermed adgang til slotskirken. Han sad på 11. række helt ud til midtergangen, og vidste nøje, hvornår han skulle slå til. Og hvordan. Netop som kordegnen forlod mikrofonen efter at have læst indgangsbønnen, rejste den pæne, lille mand sig og vandrede adstadigt op ad midtergangen på en måde,  ingen heftede sig ved. Stående ved mikrofonen har politikerne på kirkebænkene vel ventet en ekstra indgangsbøn. Galster var velforberedt. Vidste således, at mikrofonen havde en on/off-knap, der skulle slås på ‘on’. Ellers var der ikke kommet et ord ud i æteren. Og han vidste nogenlunde, hvor hurtigt civilbetjente i kirken ville bruge til at reagere og tvinge ham bort. Derfor valgte han en anden facon end den, han benyttede i sine taler, der godt kunne være lange og omstændelige. - Jeg nåede endda at få sagt mere, end jeg havde regnet med, fortalte Galster senere.      Aviserne næste dag kunne ikke komme uden om at nævne afbrydelsen i slotskirken, men det var med overskrifter som ‘Gal mand greb mikrofonen i slotskirken’ og ‘grovkornede beskyldninger ødelagde åbningsgudtjenesten’. Der stod intet i artiklerne om, hvad beskyldningerne gik ud på  - og emnet blev heller ikke taget op i pressen de efterfølgende dage. Men folk ude i landet kendte ham og hans påstande fra forsamlingshusene, som dengang var stedet at få ikke-officielle nyheder.     Jon Galster havde håbet på en bagvaskelsessag. En retssag ville gøre det muligt at få afhørt vidner i fuld offentlighed - og på den måde tvinge sandheden frem. Få afsløret forræderne. Troede han. Galster gjorde sig ingen falske forestillinger om, at ‘ærtehalmen’ ville anlægge sag mod politikerne med mindre der rejste sig et folkekrav. Anklagerne ville derimod blive rettet mod den, der havde fornærmet forræderne.    Trods alt var der nu fremsat  beskyldninger for et større publikum. Og bagvaskelser og/eller injurier er straffri, såfremt sandheden i de fremsatte påstande kan bevises. Sådan sagde - og siger stadig - straffeloven. Nu ville han - mente Galster selv - få muligheden for at føre beviser frem! Et gennembrud i hans kamp for historieopklaring. For hans kamp for sandheden. Hans kamp mod  9.april-politikerne. Hvornår retssagen kom? Den kom slet ikke. Jon Galster havde ikke studeret straffeloven godt nok. Beskyldningerne var rettet mod politikerne i almindelighed. Kun de, der offentligt ville erkende, at have følt sig truffet, kunne rejse en sådan civilsag. Så der blev ingen sag.     Kun to navne var blevet nævnt: Den radikale 9.april-udenrigsminister P.Munch (som var død 1948) og den socialdemokratiske 9.april-krigsminister Alsing Andersen.  Skønt medlem af Folketinget sad han ikke i kirken denne dag. Han var i New York som medlem af den danske delegation til FN, travlt beskæftiget med at forberede den kommende generalforsamling. Efter råd fra sine kolleger valgte han at slå  beskyldningen hen som ‘galmandsvås’.Og derved blev det. Ingen bukser af det skind.     Galsters optræden i slotskirken fik dog tre eftervirkninger: Han blev fyret fra sit lærerjob i Rødby, hans kone forlod ham - hun kunne ikke udholde de fortsatte chikanerier fra myndigheder og øvrighedspersoner. Men der kom nu dobbelt så mange til hans møder i forsamlingshusene! Alle ville høre, hvad Jon Galster havde at sige. Også ‘Krisepolitiet’ som ‘Politiets Efterretnings Tjeneste’ hed dengang, mødte frem som tilhørere. Ved alle hans møder sad der to civilklædte herrer bagest i salen og noterede flittigt under Galsters tale. Rostockmødet Galsters vigtigste ‘bevis’ for højforræderi og sammensværgelse handlede om “Rostockmødet”. Han havde gennem årene samlet på udtalelser fra en række mennesker, hvormed han mente at kunne bevise, at  Danmarks daværende udenrigsminister, den radikale pacifist, Peder Munch i største hemmelighed var fløjet til den tyske by Rostock den 17.marts 1940, hvor han var mødtes med en af Hitlers betroede topmænd, Reichsführer-SS Heinrich Himmler. Her skulle Nazityskland og Naivdanmark ifølge Galster have truffet aftale om den forestående tyske besættelse af Danmark, så Danmark led mindst mulig skade - og tyskerne kunne 'overtage forsvaret af Danmark' imod en af tyskerne stærkt frygtet engelsk besættelse. Så var der udtalelser om ‘kanonen, der ikke kunne skyde’, ‘soldaterne, der  blev sendt på orlov den 8.april om aftenen’ og de øvrige punkter, som allerede cirkulerede sommeren 1940. Den lille, pæne mand virkede overbevisende på tilhørerne. Men ikke opflammende. Han var for saglig. Manglede helt de oratoriske evner, som får et folk til at rejse sig i vrede og gøre oprør.  Humoristen Storm P. skrev et af de førsrte efterkrigsår i en af sine aforismer:” Der skulle have været oprør i torsdags - men så blev det regnvejr!” Jeg har flere gange i årenes løb talt med Jon Galster. Jeg har læst de fleste af hans hæfter og bøger. Jeg har hver gang konstateret, at der var nogle meget væsentlige brist i hans såkaldte bevisførelse. Et bevis er et uigendriveligt af en person underskrevet dokument med enten vitterlighedsvidner eller attesteret af en myndighed. Det kan være et foto, der viser anklagede i en kompromittenrede situation. (Et eksempel:  En mand nøgen i seng med naboens kone. Men hvis de kun sidder i stuen eller hilser på hinanden i døren, er det foto ikke et bevis, højst et indicium) Et indicium er derimod et ikke-underskrevet papir, et notat, et afsnit i en bog eller et brev, et foto eller et øjenvidne, hvis udsagn bekræftes i rettens vidneskranke, hvor man udtaler sig under strafansvar afgiver klare udtalelser om noget, vedkommende selv har overværet. Men Jon Galster lærte aldrig  at kende forskel på ‘indicier’ og ‘beviser’. Havde han haft en telefonopringning fra en person,  der fortalte ham et eller andet, så anså Galster sit eget notat herom som bevis. Havde han fået et brev fra en anonym person, der erklærede et eller andet, anså Galster brevet som et bevis. Kom en mand hen til ham ved et møde og fortalte ham et eller andet, noterede Gaslster mandens udsagn ned og betragtede dette som et bevis. Men alt dette er ikke beviser, kun indicier.  Ikke mange mennesker er siden Retsopgøret 1945-50 blevet dømt alene på indicier. De fleste véd, at er man oppe imod systemet (skattevæsen, socialkontor, politi etc.) må der endog meget stærke beviser  til for at bevise ens egen uskyld. Indicier er værdiløse. Hvordan Jon Galster kunne tage så  meget fejl på dette punkt, er mig den dag i dag en gåde.                                                                                        Men retssagen kom Da Galster havde turneret yderligere nogle måneder med sin tale, og da de civilklædte herrer i salens bageste ende havde samlet tilstrækkeligt med citater, der kunne tjene som indicier, fik han endelig den retssag, han havde ønsket. Ikke en civil injuriesag, men en offentlig anklage for utilbørlige udtalelser om afdøde og nulevende personer. De finere detaljer i anklageskriftet såsom paragraffer og anklagepunkter springer jeg over, for det var helt klart, at nu havde ‘ærtehalmen’ fået nok. Nu skulle munden lukkes på manden. Galster søgte at få beskikket en advokat. Det nægtede retten ham. Han søgte selv at finde én. Ingen advokat ville/turde. Han var kort sagt tvunget til selv at føre sin sag (et jurist-bonmots siger “selvmødere er selvmordere”). Han gav sig derfor til at studere jura -men nåede først sin embedseksamen 1957, da hans sager forlængst var afgjort. Jon Galster klarede sig - trods den manglende juridiske embedseksamen - strålende i retten. Trods ‘ærtehalmens’ utallige forsøg på at lægge ham hindringer i vejen: * En retssag kan rejses enten, hvor den anklagede har bopæl, eller hvor det påståede lovbrud er sket.Galster boede på det tidspunkt i Rødby og holdt taler over hele Danmark. Anklagemyndigheden valgte at slå til i Holstebro, hvor ‘forbrydelsen’ var sket.  De kunne have valgt en hvilken som helst anden retskreds, men valgte Holstebro, som var længst muligt borte fra Rødby-hjemmet. Alene  rejseomkostningerne i rejsetid og -penge var en belastning for den anklagede kommunelærer fra Lolland. * Da den aldrende dommer Hjalmar Richter synters indstillet på at lade Galster føre alle de vidner, han havde ønsket - mere end 100 (!) - trak anklageren sagen i et  langdrag, alle undrede sig over. Forhalingen blev åbenbar, da dommeren efter et halvt års tid trak sig tilbage på grund af alder. En ny dommer trådte til - (systemet havde lige netop udpeget ham til embedet). Denne dommer afvixte de mange vidner, og lod kun Jon Galster føre 20 - tilmed omhyggeligt udvalgt af dommeren ud fra Galsters lange liste. Dommeren kendte anklagen og Galsters udsagn så godt, at han kunne strege netop de vigtigste vidner. * Under retssagen blev Galster igen og igen afbrudt i sin tankerække af dommeren, som bad ham holde sig til sagen.Iindrømmet: Galsters form kunne til tider være ret kringlet og langstrakt!) . Men Galster lod sig ikke slå ud. Da dommeren trak sig tilbage for at overveje dommen, troede både tilhørere og Galster selv, at dommen ville lyde på frifindelse. Eksperter vidste bedre. Og  fik ret: Dømt til ubetinget fængsel i 6 måneder!       Så kom der en masse rod, fordi Galster ikke ville møde til afsoning, før hans møderække var afsluttet. Det blev kispus med politiet, men endelig den 22.marts 1958 mødte han til afsoning. Forud for dommen havde Galster erfaret, at dav.justitsminister Hans Hækkerup på møder landet over havde sagt, at ‘Galster SKAL dømmes!’ I sine efterfølgende taler anklagede Galster derfor justitsministeren for at have forbrudt sig mod den paragraf, der siger, at ingen må søge at påvirke retten i nogen verserende sag. Slet ikke en justitsminister,  hvis opgave det bl.a. er at udpege og forfremme dommere. Igen manglede Galster beviser. Bevis for ministerens påståede udtalelser. Ny sag. Galster blev midt under afsoningen påny slæbt i retten. Og nu blev han dømt for bagvaskelse af justitsministeren. Tillægsstraf:  8 måneders fængsel.  I fængslet modtog han de endelige skilsmissepapirer og giftede sig kort efter med sin veninde, som havde støttet ham, siden hustruen havde forladt ham. Jon og Suzette Galster levede lykkeligt - og beskedent  - sammen til hans dages ende.                                                                          Suzette Galster fortæller Siden løsladelsen fra fængslet i december 1958 (benådet grundet god opførsel), var det ham fast umuligt at skaffe sig et job. Han søgte alt. Fik overalt afslag. Han skaffede sig lidt oversætterarbejde, skrev nogle bøger om historiske emner, nogle under pseudonymet Dan Hemming,“Guldhornenes tale” (Dansk Historisk Håndbogsforlag), andre under eget navn “Skrifter” og “Amagers Erobring”(Eget Forlag), samt “Helleristningernes tale” og  “9.april - en sand myte”(De to sidstnævnte også udgivet af Dansk Historisk Håndbogs Forlag) Suzette Galster fortæller: - Vi boede i mange år i Søborg under Gladsaxe kommune, hvor den senere CD-stifter Erhard Jakobsen dengang var  borgmester. Skattevæsenet jagtede evigt og altid  Jon. Han  sagde: - Jeg vil gerne betale, hvis I bare giver mig  en mulighed for at tjene penge. I har mangel på lærere her i kommunens skoler. Jeg er lærer. Gi’ mig et job! Så betaler jeg gerne skat! Der  blev aldrig noget reelt job. Hverken i Gladsaxe eller andre steder. Skolevæsenets faste begrundelse: De er overkvalificeret, hr.Galster!  Gennem alle årene levede vi reverenter talt af min indtægt som børnehavepædagog. Heldigvis var vi begge ret gode til at arve. Vi boede 15 år i Søborg, 6 i Farum og 6 i Allerød, før vi 1984 flyttede helt ud på landet i Svebølle ved Kalundborg i en villa,, som vi boede i til Jon døde. Da jeg blev alene, måtte jeg flytte til et mindre hus. Her bor jeg nu alene med mine minder og glæder mig over mange besøg af børn og børnebørn, sluttede fru Galster.                                                                         Hvad var der så om snakken? Jon Galsters indsats  inspirerede mig mange år senere - det var i 1977 -  til at dykke ned i de sager, han havde beskæftiget sig med. Han havde brugt umådelige kræfter på at sandsynliggøre, at “Rostockmødet” mellem Himmler og P.Munch overhovedet havde fundet sted. Det tror jeg i dag, at de fleste med bare et minimum af indsigt er  overbeviste om. Jeg fandt  i 1973 frem til Frau Glückmeier, i hvis beskedne pensionat i Bad Doberan, en forstad til Rostock, det historiske møde  angiveligt skulle have fundet sted. Frau Glückmeier bekræftede datoen og mødet: - Jeg så Heinrich Himmler (skønt jeg kun havde set ham i uniform og skønt han nu var civilklædt, genkendte jeg ham). alle hans folk var ligeledes civilt klædt, men lugtede langt væk af SS og  militær disciplin. De kom ved 19-tiden, spiste her hos mig. De ventede en gæst. og virkede lidt nervøse. Jeg hørte, at de talte om 'ministeren', men nævnte ingen navne. Så kom der en bil og ind i min foyer trådte en ældre herre med frakkekraven op om ørerne. Det var gæsten. Han blev vist op i mødelokalet! Jeg viste hende et portræt af den daværende danske udenrigsminister P. Munch - havde desværre ikke noget bedre - men Frau Glückmeier mente bestemt at kunne genkende ham som den gæst, Hr. Himmler skulle mødes med. - Der var bestilt værelse og et mødelokale, fortsatte Frau Glückmeier. Mødet varede lidt over en halv time, hvorefter Himmler og hans folk kørte bort. Den ældre herre overnattede på det reserverede værelse og fik bragt mad op... Nej, jeg har ingen anelse om, hvad de to herrer talte om. Ingen kom mødelokalet nær. - Var der andre med til mødet? - Ikke til selve mødet. Men udenfor - ved en dør på klem - sad to mænd og holdt vagt. Den ene af disse - skønt også i civilt tøj var han en udpræget officerstype - sad med en blok og tog notater. Mit besøg i Bad Doberan fandt sted, mens landet endnu var det kommunistiske DDR. Frau Glückmeier var tydeligt ikke glad for at udtale sig til en hende ukendt fremmed som mig. Hun vidste vel, at væggene kunne have øren. Det østtyske STASI var mindst lige så nærværende i 1973 som GESTAPO havde været det i 1940. Jon Galster brugte alt for få kræfter på at finde ud af,  hvad  dette “Rostockmøde” havde handlet om. Galster var så overbevist om, at når den danske udenrigsminister mødtes med den Heinrich Himmler, som på den tid var tysk indenrigsminister og blandt Hitlers absolutte topmænd, så måtte de have talt om udenrigspolitik. Og hvad kunne det være andet end Danmarks besættelse, som indtraf mindre end en måned senere. Det tror jeg til gengæld ikke på. 17. marts 1940 var H.Himmler indenrigsminister med ansvaret for Gestapo og det øvrige politi, hvorunder hørte det Allgemeine-SS, hvis opgave bl.a. var at bevogte koncentrationslejrene. Med krigsførelsen havde han lidet at gøre. Hans egen særlige hær, det såkaldte Waffen-SS, var kun under planlægning og beskeden opbygning. En eneste enhed, “SS-Regiment Nordland” modtog de unge nazister fra andre lande, der som frivillige meldte sig til krigstjeneste for ‘den store europæiske sag’, men ifølge reglerne ikke kunnet blive optaget i hæren, die Wehrmacht. Hitler ville aldrig være så dum at indvie andre end officerere i sine planer om besættelse af Danmark og Norge. Og en indenrigsminister må være den sidste, der erfarer om ydre angrebsplaner.                                                                                      Den tredie Mand Hvad mødet reelt handlede om, kunne kun de tilstedeværende vide: Heinrich Himmler, som var død i Nazitysklands sammenbrudsdage, og Peder Munch døde af  naturlige årsager 1948. Beviser kunne altså ikke skaffes. Det hele måtte bygge på gisninger, og de kunneend ikke bruges som indicier. Jeg tror - og det kan kun være en tro, om end baseret på visse kendsgerninger - at “Rostockmødet” fandt sted, men handlede om en prekær familiesag: P. Munchs søn, Ebbe Munch,  var homoseksuel (han må ikke forveksles med den unge diplomat Ebbe Munck, som som fra Stockholm organiserede grene af den danske modstandsbevægelse og årtier senere blev dronning Margrethes hofmarskal). Der havde været flere sager i Danmark, hvor Munchs søn havde forgrebet sig på smådrenge. Sagerne var blevet tysset ned i betragtning af faderens høje position. Efter sidste sag - i 1939 - havde Ebbe fået pålæg om i nogen tid at holde sig borte fra Roskilde-egnen, hvor familien Munch boede, og hvor hans uterligheder havde fundet sted. Han var rejst til Hamburg. Under en Gestapo-razzia i et storbyens betændte kvarterer, var han blevet arresteret og sat i fængsel for homoseksuel omgang - noget, der var strafbart i Nazityskland. Da Gestapo opdagede, at de havde den danske udenrigsministers søn i varetægt, gik der besked opad i hierakiet. Nyheden nåede Himmler, og det er da muligt, at Himmler til gengæld for sønnens frigivelse på et møde med P.Munch har søgt at opnå visse  tjenester fra faderen. Hvad disse kan have været, og hvad der i øvrigt er blevet talt om, véd i dag INGEN. Men hvis Jon Galster i 1950’erne havde fokuseret mere på “Rostockmødet”s emne, ville han ret let have kunnet få dette at vide. Hofjægermester Jørgen Sehested, Broholm på Fyn, der selv var blevet straffet efter landssvigerlovene, havde gode kontakter til Tyskland. Bl.a. til den SS-officer Jochen Peiper, som efter sigende under hele Himmler/Munch-mødet var anbragt i et sideværelse til mødelokalet med døren på klem for at gøre notater for Himmler. Altså ‘en 3.mand’, der stadig var i live. Da jeg i 1970'erne kom undervejrs med dén historie, formidlede Jørgen Sehested et møde for mig med Jochen Peiper i dennes afsidesliggende hus i Sydfrankrig. Jeg var på vej derned for at lave mit interview, da jeg på forsiden af  den tyske avis Bild-Zeitung så kæmpeoverskriften: “SS-Peiper myrdet og indebrændt i sit hus i Sydfrankrig” Gerningsmændene blev i øvrigt aldrig fundet, men formodes at have været franske , forhenværende modstandsfolk, som havde hævnet sig på Peiper for dennes forbrydelser i Frankrig under krigen. 20 år tidligere ville Jon Galster have kunnet få en førstehåndsberetning fra Jochen Peiper. Disse oplysninger  kunne have ødelagt hans mistanke, men styrket hans troværdighed. Flere ville have været til sinds at bakke ham op mht. de andre indicier. Ingen - mindst af alle Galster - ønsker nogen dømt på falske beviser eller urigtige indicier. Fuld viden om “Rostockmødet”s sande indhold ville fjerne en af hovedhjørnestenene i Jon Galsters anklager. Men ville have styrket troen på de mange andre indicier, som Jon Galster havde skaffet. Heller ikke jeg har formået at bevise, at der foregik højforræderi omkring 9.april. Eller for det modsatte. Og tvivlen skal som bekendt altid komme den anklagede til gode. Indtil beviserne foreligger. Det mistænkelige i alle sager om Danmarks besættelse er i virkeligheden, at man ikke lod Jon Galster føre alle sine 100 vidner. At man aldrig har vovet at åbne Besættelsestidens arkiver for offentligheden, kun for i forvejen godkendte, som vil blive ved at lægge ny farve på de efterhånden noget lurvede heltebilleder. Dansk Historisk Håndbogforlags salgstekst på bagsiden af  Jon Galsters sidste bog: “Den 9.april 1940 - en sand myte” (udgivet 1990): Herover i faksimile. Herunder i normalskrift:                                                                   “Den 9.april 1940 - En sand myte” ·       Straffesagen ‘Det offentlige mod cand.mag. & jur. Jon Galster for æresfornærmelse og bagvaskelse’ er forlængst afsluttet. Ved underrettens dom af 26.juli 1957 idøm-tes Jon Galster en straf til fængsel i 4 mdr. Straffen forhøjedes ved landsrettens dom af 21.februar 1958 til fængsel i 8 mdr. Galster løslodes betinget ved juletidd 1958. ·       Galster dømtes for ‘at have beskyldt de daværende mninistre Th.Stauning, Vilh.Buhl og Alsing Andersen for “Højforræderi” derved, at de pågældende gennem udenrigsminister P.Munch forud for den 9.april 1940 traf hemmelig aftale med den tyske rigsregering om tysk besættelse af Danmark, og derved, at de pågældende i tiden indtil besættelsen forberedte og lettede denne ved forræderiske handlinger og undladelser, alt uagtet tiltalte har savnet rimelig grund til at anse sigtelserne for sande’ ·       Mens Jon Galster afsonede sin fængselsstraf, søgte anklagemyndigheden - angive-ligt på vink fra den daværende justitsminister (Hans Hækkerup(S). EH) - at samle materiale til en sag, hvorved man kunne få Galster erklæret for sindssyg! Siden har han været underkastet ‘de facto’ Berufsverbot. ·       Man må spørge sig selv idag: Hvis Galster fra starten har faret med løgn, hvorfor har det offentlige så udfoldet så store anstrengelser for at knække Galster? Man har nægtet ham en fgair proces - som dommer Hjalmar Richter udtrykte det i januar 1960: “Det er beklageligt, at en åben drøftelse af de derhen hørende problemer ikke kan finde sted i vort demokratiske land. Det tjener hverken de store københavnske blade eller danske politikere til ære!” ·       Nu fremlægger Galster så for første gang sit omfattende materiale om ‘Forræderiet om Danmarks besættelse’. I denne bog fremlægger han vidneudsagn, som aldrig før har været offentliggjort, eller som blev undertrykt/forbudt ved retssagerne. Hertil dokumenter, som siden er ‘forsvundet’ ved domstolene (men som Galster har fundet fotokopier af og i bogen gengiver i faksimile.EH). ·       De burde samlet føre til fornyede undersøgelser om Rostockmødernes art og indhold. ·       Selv ønsker forfatteren blot følgende trykt på omslaget: “Det begyndte den 17.marts 1940 - og er endnu ikke afsluttet. Hamlet har sagt det: - Der er noget råddent i Danmarks Rige” - Herom handler denne bog.                                                                                             Erik Haaest © Ovenstående artikel - her opdateret til 2006 - skrev jeg i 1995 til Politiken-online's historiske debatforum  Mit indlæg fremkaldter bl.a. nedenstående kommentar: Et lille apropos vedr.Jon Galster: fra Ole Lundberg (Se dennes eget CV nederst på denne side. EH) I 1952 blev jeg ansat som elev ved Flyveradiotjenesten i Københavns Lufthavn. I 1954 gik jeg på skole i det gamle "Krudthus" i lufthavnen og samme sted (på 2.sal) var Flyveradios arkiv anbragt. Det vil bl. a. sige samtlige radiojournaler siden radioarbejdets start i lufthavnen. Disse journaler morede jeg mig ofte med at kigge i, og bl. a. ved jeg med sikkerhed, at jeg havde kigget i journalen, der dækkede det meste af 1940 frem til 9. april. Så var der dengang igen en del skriverier vedr. Galster og Rostockmødet  (Det passer meget godt i tid med "skandalen" i oktober 1954). Jeg blev naturligvis nysgerrig og ville se om jeg kunne finde noget om den flyvning fra Kastrup til Rostock kunne passe.Men nu var journalen væk! Jeg havde set den tidligere, men ikke været så minutiøs. Nu vidste jeg, hvad jeg ville lede efter. Men journalen for marts 1940 var psst væk, - og den kom aldrig tilbage på plads. Jeg er altid siden gået ud fra, at der var et eller andet om snakken. Ellers ville der vel ikke være nogen grund til at fjerne journalen. (Man kan ikke ubemærket fjerne sider i en sådan journal. De er omhyggeligt nummererede.)                                                               Ole Lundberg Personoplysninger om Ole Lundberg (af ham selv). Ole Lundberg, Født 9/4 1935. pensioneret  viceluftfartsinspektør, Statens Luftfartsvæsen, Flyvesikringstjenesten (Kommunikation). . Bosat i Solrød. Pensioneret pr. 1/8 1995 efter 43 år på 3-holds skift. Gennem mange mange år aktiv frivillig i Dansk Røde Kors på mange niveauer. (fhv afdelingsformand, amtskredsformand og medlem af Røde Kors hovedbestyrelse.). Arbejdet med computere ca 23 år og 9-10 år med PC'ere. Glad og tilfreds og uforbederlig naiv optimist. Gift i mere end 40 år (med den samme). Prøvet lidt af hvert her i livet. Også det grovere. Bl.a. er såvel jeg selv som min kone forhenværende kræftpatienter.                                                                                                                      (Artikel slut. EH)