Den 1. juli 2007 svarede jeg i dagbladet Information på Poul Smidt og Erik Jensen beskidte kronik i avisen 18. juli. Informations kronik var løgn              af forfatteren Erik Haaest Tak til verdenspressen for den opmærksomhed, der  efter en kronik i dagbladet ’Information’ er vist mig og mit forfatterskab i denne sommers agurketid Tak til de mange, der uden at fatte, hvad det hele drejede sig om, alligevel blandede sig i debatten. Sådanne medløbere dukker altid op uden at gøre sig tanker om, endsige undersøge, realia. I dette tilfælde hvilken interesse to gamle betonsjosjalister kunne have i at skrive noget, som kun ét menneske – mig - kunne afsløre som løgn. Jeg hygger mig over, at kronikken og den efterfølgende debat har givet mit forfatterskab et PR-løft, hvis lige jeg ikke har oplevet i mine snart 50 år som skribent. Tilmed også interntionalt, takket være en totalidiotisk henvendelse fra Wiesenthal Centret i USA. Allerstørst tak dog til de mange, som efter nogen dages  avislæsning er gået til boghandleren for at købe min nye bog 'Hipofolk' - eller på biblioteket for at låne dén eller nogle af mine andre over 30 bøger. De er derved blevet klogere på mig som forfatter. Men de må også være blevet ret så forundrede over at opdage, at hvad de med egne øjne kunne læse af  mig, ikke stemmer med det, som de netop havde læst om mig  i aviserne, hørt i radioen eller set på TV.     Informations kronik, bragt 18. juli,  var skrevet af to gamle, sure mænd, til hvis ømme, røde tæer jeg ikke har taget særlige hensyn i mit årelange journalistiske (jeg er ikke historiker) arbejde med at kaste et mere nuanceret lys over Danmarks  historie før, under og efter den tyske besættelse. Engang var kronikørerne Poul Smidt og Erik Jensen stormoguler på Meningsbjerget. Før Danmarks systemskifte i 2001 hørte de til inderkredsen af  pinger, der med de da herskende politisk-korrekte meninger og partitilhørsforhold kunne skumme fløden. Takket være 68'er-degenerationens datidsdominans i offentlige systemer, nød sådanne tusindkunstnere godt af den økonomiske gavmildhed med skatteborgerpenge hos ligesindede, der vogtede, at de rigtige fik de offentlige donationer.   Vælgernes træthed af dette kulturradikale smagsdommeri betød bal i Den Borgerlige. Anders Fogh Rasmussen og hans raske svende (m/k) trådte til og ændrede med nogle snuptag fortidens politiske smagsdommeri til noget nyt: Nemlig støtte til fremlagte projekter, til nye tanker og idéer - og ikke mindst med krav om resultater. 'Informations' 18.juli-kronik var formet som et angreb på Kunstrådet, fordi dettes faglitterære udvalg to gange har bevilget mig arbejdslegat på 100.000 kr. Sådanne ’tilskud’ er ikke milde gaver, men nærmest et rentefrit statslån, øremærkede til bestemte, ansøgte projekter og bevilget med krav om, at modtageren præsterer et resultat og aflægges regnskab for hver en brugt krone. For mit vedkommende til færdiggørelse af  bogen 'Hipofolk - Danske terrorister i Nazitiden' (udgivet maj 2007) og 'Anna - en af 1900-tallets to dødsdømte kvinder i Danmark' . Emner, ingen før mig har villet , eller vovet, røre med en ildtang. Da de to sure mænd ikke kunne fremlægge saglig kritik, greb de til fortidens i kultursammenhæng ofte benyttede mudderkastning mod anderledes tænkende: De fremførte en række injurierende påstande om min person for at lægge mig for had ved senere uddelinger. Ud fra en 30-år gammel tryksag hævdede de - imod bedre vidende - at jeg som min personlige mening skulle have skrevet, at 'Der eksisterede íngen gaskamre i Hitlers KZ-lejre', at jeg havde kaldt 'Anne Franks Dagbog løgn og svindel' samt at jeg skulle tilhøre de såkaldte 'Holocaust-benægtere' Pressens debatprogramværter og flere lallende redaktører dansede lammehaledikkende til mudderkasterduoens pibekoncert. Det kom ikke bag på mig. Jeg har for længst vænnet mig til rollen, som journalisten, man i netop de kredse elsker at hade. (Det skuffede mig, at den af mig højt værdsatte journalist Claes Kastholm Hansen sprang med på vognen. Hvis da hans udtalelse i Information var korrekt citeret).    Afdøde nazi-jæger Simon Wiesenthal's såkaldte 'dokumentationscenter' i New York fulgte ukritisk op med krav til Danmarks statsminister om at tilbagekalde de to legater. Med ét slag var ’Sagen Erik Haaest’ – og dermed forfatternavnet - blevet et verdens-anliggende. De injurierende påstande var rykket op fra den hjemlige andedam til litterær-oceanernes vilde vover. - Hvorfor i alverden tier du, Erik? Hvorfor giver du dem ikke tørt på? sagde mine venner undrende. Mit svar siden 18. juli: - Jeg vil vente og se, hvor langt pressen vil gå i tilsviningen! Nu har jeg set det. De gik længere, end jeg havde turdet håbe. Jeg kunne vinde injuriesager på stribe, hvis jeg ville anlægge sådanne.     Men jeg er 72 år. Mine sidste år er for kostelige til opslidende retssager. Jeg foretrækker derfor at afsløre både de to kronikørers og efterplaprernes løgne – o et stille håb om, at deres læsere, deres seere, deres lyttere vil lønne dem efter fortjeneste! Svar på beskyldning nr 1: De to kronikører 'glemte' at oplyse, at overskriften 'Der eksisterede íngen gaskamre i Hitlers KZ-lejre' ikke var min mening, men et citat fra den tilhørende, journalistiske nyhedsartikel, hvilket fremgår af den i Information fotografisk gengivne underrubrik: 'Denne opsigtsvækkende påstand kommer ikke fra gamle nazister, men fra yngre, seriøst arbejdende forskere'. Svar på beskyldning nr. 2: Min overskrift 'Anne Franks Dagbog er løgn og svindel'  refererer heller ikke - som hævdet af  kronikørerne - til min personlige mening, men til oplysninger i den ved-stående nyhedsartikel, hvis hovedindhold er dette:     I 1961 dømte staten New Yorks højesteret en svejtsisk jøde Otto Franck til at betale en erstatning på 50.000 US-dollars til en amerikansk forlægger Meyer Levin. Otto Franck dømtes for at have narret forlæggeren til at udgive en af ham opdigtet roman om en lille, hollandsk jødepiges lidelser som værende hans egen datters sande dagbog. Otto Franck havde aldrig haft nogen datter og falskneriet var åbenbart, da han ikke i retten kunne fremlægge den originale dagbog. En henvendelse fra mig til det amerikanske advokatfirma, som førte retssagen for Meyer Levin, resulterede i svar. Advokaten oplyste, at man efter dommen gjorde talrige, men forgæves forsøg på at få pressen til at offentliggøre den. Ingen avis ville ifølge advokaten bringe den nyhed, og ikke ét af de forlag, som efter højesteretsdommen fortsatte udgivelsen af 'Anne Franks Dagbog' , har villet sætte ordet 'roman' ind i bogens kolofon eller salgstekst. I Danmark er jeg vist ene om at have bragt nyheden, nemlig i min publicerede tryksag 'Nationaltidende', september 1977. Pressens undladelse af at fortælle sandheden ændrer jo ikke ved den amerikanske højesteretsdom.  Men den var unægtelig med til at give min tillid til pressens hæderlighed endnu et knæk. Svar på beskyldning nr 3: Jødeforfølgelserne i Hitlers diktatur er vidnefaste fakta, og jeg er ikke typen, der benægter fakta. Jeg gennemgik for mange år siden mange af retsprotokollerne fra den store Nürnbergproces 1945-46 mod Nazismens overlevende topforbrydere. Jeg læste stribevis af vidneudsagn fra fhv. kz-kommandanter, som fortalte om deres uhyggelige metiér. Som journalist og dokumentarforfatter sætter jeg en ære i at være skeptiker. Det er jeg såmænd i dag i alle livets forhold. Også mht. holocaust, hvor min skepsis bl.a. gælder det magiske tal om 6 millioner myrdede jøder. Om det sande tal er 100.000 eller 50 millioner forekommer mig lige ondt. I øvrigt er ’Det magiske tal’ titlen på et dokumentationshefte fra min hånd. Heftet kan lånes på bibliotekerne. I det lader jeg også 'holocaust-benægtere' komme til orde. Selv tilhører jeg dem ikke, og man vil i mit forfatterskab ikke finde grundlag for kronikørernes uhyrlige påstand mht. mig. Jeg er enig med mange i, at ytringsfriheden er værd at vogte på. Derfor skal vi hverken forbyde den ene eller den anden gruppe, men lade dem fyre informationsløgne af – som vi andre så kan afsløre. Som jeg her afslører de to løgnekronikører. Det er dog sjældent, jeg har bevæget mig i dette emne, da mine interesser mest beskæftiger sig med danske forhold. En undtagelse er min 2003-bog 'Arméen der blev glemt', som i stort tal står på bibliotekerne. Se f.eks. kapitlet ’Exodus Tragedien’.      PS: Når de to kronikører har haft min 30 år gamle tryksag i hånden, er det sært(!), at de ikke med ét ord nævner overskrifterne på forsiden. Den ene handler om SF's daværende store rorgænger: 'Gert Petersen er fhv. Nazi-fører'. (den vakte furore dengang). Den anden er en 70-års artikel om forfatteren Flemming B.Muus: 'Endelig oprejsning til frihedskampens leder efter 32 års ydmygelse'.