Menu List


MENU
Forside
Træfældning
savværk
Friluftscentrets bålhus
Shelters
Bordbænkes
Teepee
Bålbænke
Højbede
Kursus
Kystrutens shelters
Masker og skulpturer
Knive og værktøj
Youtube-film
Links
Avisomtale
TV-omtale 10. feb. 07
TV-omtale 17. nov. 07
Lejrskole i nr. 5
KONTAKT
Kajakker

Idemanden
Kajakker og shelters fylder tiden hos Michael Jensen
i Skallerup
. Og en ged eller to.

  

 

 

   - af Lars Petersen, Morsø Folkeblad
   lørdag 17. juni 2006
 
  (gengivet med tilladelse af forfatteren,
   billeder dog fra eget arkiv)



Ingen tvivl er mulig, han faldt i gryden som barn...

Ikke gryden med trylledrik, der gjorde Asterix og de øvrige gallere uovervindelige. Næh, indholdet var et andet, da Michael Jensen tog en dukkert. Et fluidum, der får hjernen til at krølle ideer af sig i et væk og tlsat såvel entusiasmen som evnen og viljen til at gennemføre dem.

- Vil du have en ged op på taget, spørger han fotografen, og uden at vente på svar kommer han trækkende med Maja, der bræger et vemodigt farvel til artsfællen og magen i folden ba i haven.

Herfra bræges lige så sorrigt tilbage, men Maja glemmer hurtigt at svare. For græsset på taget af det udendørs shelter er grønt og saftigt, og så siger naturen, at der skal ædes. Ikke bræges.


Michael Jensen har investeret i seks ener-kajakker og en dobbelt.
Her er han ved at klargøre en til en tur på sundet.



På det åbne ildsted foran shelteret bobler vandet i en sortbrændt kaffekande, krus og pulverkaffe står parat på en træstub, der tjener som både bord og stol.

I den anden ende af grunden ved det nedlagte landbrug på Tordenhøjsvej i Skalleup står et andet, nytilhugget shelter. Stokkene af rødgran er nummererede, så bygningen kan pilles ned og rejses igen et naturskønt sted i Vinderup Kommune, som har købt skjulet til friluftsfolket, der elsker primitiv camping.

Egentlig skulle shelteret være rejst et sted på kystruten på Mors, som Michael Jensen også er idémand til. Men det har trukket ud med byggetilladelsen fra amtet.

- Det er ved at være på plads nu. Vi har allerede tre shelters, der skal opføres 10 mere og med mit eget, er der så 14 rundt om øen, fortæller han.


Shelteret er solgt til Vinderup Kommune, men samme solide type
kommer til at stå langs kystruten på Mors.


- Det er kastanje, jeg kalder den for "Bølger brydes", siger Michael Jensen med et nik mod en mandshøj skulptur, der står op ad det restaurerede stuehus. Et arbejde han i øvrigt selv har klaret det meste af.

- Og her er en liggende trold i pil... jeg har kun nået tommelfingeren. Med motorsaven. Det bliver alletiders klatretræ for børn. Og der er en struds, siger han og peger på en elmerod, der har "krop og hals" som en struds - men som også kan ende som alt muligt andet.

Og sådan er der historier til det meste på ejendommen. Også til striben af kajakker, der deles om græsset ved siden af shelteret.

Michael Jensen er nemlig belevet selvstændig. I hvert fald sådan på deltid.

- Jeg har startet Morsø Jolle- og Kajakudlejning.

           "Jeg har padlet i den til Holland. Det
             tog 14 dage, 12-15 timer om dagen.
             Jeg havde en kæreste dernede,
             og ikke så mange pende..."


Flåden består indtil videre af seks ener-kajakker og en dobbelt. På græsset liger også en næsten vaskeægte grønlænderkajak. Michael har selv bygget den tilbage i 1993.

- Jeg har padlet i den til Holland. Det tog 14 dage, 12-15 timer om dagen. Jeg havde en kæreste dernede, og ikke så mange pende...

Grinet når fra øre til øre.

Grønlænderkajakken er såmænd også til leje, men den er noget sværere at håndtere end de nye havkajakker, og under alle omstændigheder slipper Michael ingen løs på fjorden, med mindre de ved, hvordan man sejler kajak. Han underviser gerne og tager med på turen, hvis det er nybegyndere, der skal på vandet.

Han beretter med begejstring om fordele og ulemper ved forskellige rortyper, om padle-float og redning af en forlist makker. Til næste år har han sejlet i kajak i 25 år, og han øser gerne af sin viden. Intet fartøj er mere sikkert end en kajak, men når det handler om sikkerhed om bord, er der ingen kompromiser. Redningsvest er obligatorisk og følge med lejen.


Michael har kun 300 meter til vandet; en tur han ofte går med sine tre børn i hestevogn.


Lejeren bestemmer selv ruten, kajakkerne leveres og hentes over alt, og en ældre firhjulstrækker sørger for, at det hele når frem til bestemmelsesstedet. Faktiskgår det første hold i vandet i denne weekend, de starter med en nat i shelteret, i morgen søndag er de på fjorden.

Forretningens jolledel udgøres indtil videre af en Megin-jolle, som Michael er ved at lægge sidste hånd på inde i værkstedet. Den er konstrueret af en dansker, Peter Bruun, og inspireret af vikingeskibene. Skroget er glasfiber, og den 15 fods jolle vejer næsten ingen ting - bare 100 kilo. Der er plads til fire personer, jollen stikker kun 25 centimeter og kan gå ind på lavt vand. En sænkekøl sørger for stabiliteten, når der sejles med sejl, ellers er der en elektrisk monteret tillige, og alle kan på kort tid lære at sejle en Megin-jolle, forsikrer Michael Jensen.

Indtil videre markedsfører han sig gennem turistbureauet og via en hjemmeside på internettet. Adressen står nederst på siden.

           "Jeg er født i Ole Rømers Gade
             midt i Århus.  Nu sidder jeg her 
             
og har det pragtfuldt"


Michael hælder kogende vand over pulverkaffen, og på taget gumler Maja tilfreds videre. Hannen ovre i folden er nu tavs, foruden de to geder er der fire heste på ejendommen.

Maja er i øvrigt en fødselsdagsgave til hustruen Marianne, der er lærer på Lødderup Friskole. De har tre børn. Marianne fik gaven overrakt på sengen, som sig hør og bør. Og nu vil hun ikke af med den.

Selv om det var tæt på, da Michael for to år siden fejrede sin 40 års fødselsdag med en rigtig vikingefest for familie og venner.

- Vi talte om at slagte geden... grinet er svedent.

Michaelblev uddannet lærer i 1998, siden har han undervist på friskoler og højskoler. Blandt andet to år på Rovvig, og sidste sommer tog han vare på den gamle købmandsgård i Dovreodde, et job han bestrider igen i år, men kun fire dage om ugen. Før læreruddannelsen arbejdede han blandt andet som kølemontør - og tusind andre ting. I vinterhalvåret regner han med at arbejde som vikar på en friskole, men ellers er der nok andet at tage fat på hjemme på Tordenhøjsvej.

Maja er hoppet ned fra taget og begynder med stor lyst at fouragere i haven. En dusk brændenælder glider ubesværet ned, og Maja går på rov inde mellem ribsbuskene.

- Jeg er født i Ole Rømers Gade midt i Århus. Nu sidder jeg her og har det pragtfuldt, der er kun 300 meter ned til fjorden, hvor jeg har en gammel sjægte fra '44 liggende...

- Nej, ikke blomsterne, konen bliver tosset... Michael går på gedejat.

Begejstring og godt humør føjes til grydens indhold.

 

 

 

Artiklen er gengivet med tilladelse af forfatteren.
Billederne er fra eget arkiv.


 

 


Tordenhøjsvej 8 Skallerup
DK-7950 Erslev
tlf. 96 69 44 69
el. 61 75 19 56
info@havskovjensen.dk

      Lokal vejrudsigt

 
 
 
 
 
 

Denne side administreres med SmartCMS ® 2007