Det var nemlig dén dag, hvor den ældre kvinde blev overfaldet nær sit hjem i Kastrup. Endda af en yngre pige,
som hun kender navnet på, og som bor i samme boligområde som Annette Schultz selv.

Siden er der gået en hel måned, hvor politiet fortsat ikke har haft fat i overfaldsmanden. Hun bor fortsat i
området, og Annette Schultz risikerer derfor dagligt at rende ind i den kvinde, der sparkede og tævede hende.

En sag, der er så frustrerende, at Annettes datter, Kristin Schultz, er tyet til Facebook for at gøre opmærksom
på uretfærdigheden. Hendes opslag er siden i tirsdags blevet delt over 7.000 gange og har fået over 6.000
klik på‘synes godt om’-knappen.

For en måned siden, blev jeg ringet op af min mor. Jeg havde svært ved helt at forstå, hvad der var sket,
men jeg kunne...

Da BT forsøger at ringe til Annette, bliver telefonen ikke besvaret. Hun er til krisepsykolog, viser det sig senere,
da BT taler med datteren Kristin, som forklarer, at hendes mor stadig lider under overfaldet her en måned senere.

»Min mor lever i frygt hver evigt eneste dag. Hun tager sin bil for at lufte hunden i et andet område.
Jeg skal gå ud med hendes aviser, fordi hun ikke selv tør. Det er et kæmpe indgreb i hendes intimsfære. Og dem,
der skal hjælpe, gør intet, selvom vi har alt. Vi har navn og adresse på overfaldsmanden, vi har navn og adresse
på vidner… politiet skal dårligt nok foretage sig noget,« siger Kristin Schultz til BT.

Så rødt efter spørgsmål om hunde-snor

Overfaldet skete ved højlys dag - omkring 16-tiden - da Annette var ude for at lufte sin hund nær sit hjem.
Hun møder en 25-årig pige, som hun genkender fra sin boligblok. De har ikke talt sammen før bortset fra en
enkelt gang, hvor Annette har spurgt, om deres hunde måtte hilse på hinanden. Det måtte de ikke, fordi pigens
hund var uopdragen. Det er den eneste samtale, de nogensinde har haft før deres møde den tirsdag i maj.

Annette spørger, om pigen er sød at tage hunden i snor. Dels fordi at man skal - det er der skiltet med i området
- og dels fordi hun godt kan huske, at pigen har fortalt, at hunden er uopdragen.

Og så går det galt. Den 25-årige pige tænder helt af og farer i flæsket på Annette, mens hun råber, at hun bare
skal skrubbe af. Annette prøver at tage armene op foran sig for at forsvare sig, men bliver så slået og sparket
adskillige gange. Det sidste slag er så hårdt, at Annette flækker øjenbrynet.

Kristin er den første, Annette ringer til, og datteren kommer naturligvis med det samme.

»Hun stod og græd, da jeg kom frem. Hun stortudede ikke, men hun kunne næsten ikke tale.
Hun er meget rystet og chokeret og er helt ude af fatning,« siger Kristin.

Kastebold hos politiet

Overfaldet blev anmeldt til politiet på Halmtorvet i København. Det blev starten på et forløb, der i den grad
har været op ad bakke.

»Først får vi at vide, at den eneste person hos hele politiet, der kan tage imod den anmeldelse, er til frokost,
så vi må vente. Det gør vi så i halv time til tre kvarter og kommer ind og taler med ham.
Han lover at sende sagen ud til Station Amager, hvor den retteligt hører hjemme.«

»To uger efter har jeg ikke hørt noget, så jeg må kæmpe mig igennem diverse omstillinger og sagsbehandlere,
før jeg endelig kommer igennem til en, der ved noget. Men der får jeg bare at vide, at man har rigtig travlt og
meget papirarbejde, og derfor har det hele trukket lidt ud.«

»Efter yderligere en uge ringer der så en mand fra Station Bellahøj, hvor sagen er sendt til, og siger, at man vil
tage kontakt til pigen samme dag. Da han ringer nogle dage efter, har han stadig ikke gjort det,« siger Kristin, der
er fortørnet over politiets behandling af sagen - eller mangel på samme.

»Et er, at pigens reaktion er fuldstændig vanvittig, men det er endnu mere vanvittigt, at dem, der skal hjælpe os,
ikke har tid til det, selvom sagen er forholdsvis ligetil.«

»Når der er statsbesøg og den slags, så kan politiet jo sagtens rykke ud, men for den almindelige borger kan man
ikke være sikker på, at politiet er der for en. Det er rigtig trist og utrygt, og det gør mig rigtig harm.«

»Politiet siger, at hvis pigen gør noget - kontakter, truer eller andet - så skal min mor bare ringe, og så vil politiet
stå der med det samme, fordi dét er åbenbart alvorligt. Men så er det bare, jeg tænker, om det ikke er alvorligt nok,
at nogen slår en gammel dame ned første gang,« siger Kristin.

Politi: Vi arbejder så hurtigt, vi kan

Alt imens de venter på, at politiet handler i sagen, er virkeligheden for Annette Schultz, at hun bor og går få meter
fra sin overfaldsmand. Hun har ikke mødtes med den 25-årige pige siden overfaldet, men de har set hinanden
adskillige gange på afstand. En utryghed, der ikke er til at holde ud for den 66-årige kvinde.

»Min mor går i flyttetanker. Hun er ellers enormt glad for at bo i området, så det er rigtig ærgerligt, hun skal
overveje det. På den anden side kan man jo ikke holde ud at gå rundt i utryghed hver dag,« siger Kristin.

BT har været i kontakt med politiet, hvor man forklarer, at man tager sagerne én ad gangen i det tempo,
der nu engang kan lade sig gøre.

»Hvad der er sket med sagen, inden vi har fået den, må jeg være dig svar skyldig om. Men vi har fået sagen
for 10-12 dage siden, og siden da har vi afhørt vidner og genafhørt den forurettede. Nu har vi så haft fat i den
mistænkte i dag og lavet en aftale om, at hun skal komme herud og blive afhørt i næste uge,
« siger Mads Fierlings, der er efterforskningsleder på Station Bellahøj, til BT.

»Jeg kan ikke sige så meget andet, end at det er en voldssag, som der er rigtig mange af. Vi tager dem så hurtigt,
som vi overhovedet kan, og nogen gange går der altså lidt tid. Det er ikke, fordi de ligger på nogle hylder og
bliver syltet. Vi har fokus på dem og gør tingene så hurtigt som overhovedet muligt,« siger han.