Fromme fremtidsønsker Privat brev fra Eline til venner, dateret 20. okt. 1917, gengivet i uddrag i "Sudan", nr. 2, februar 1918 [...] Vi har det fremdeles rigtig godt. Min Mand har aldrig haft Feberen, som ellers er en Plage her. Jeg havde et let Anfald lige efter Flodrejsen ned ad Gongola Floden fra Shellum; men udenfor dette har jeg hele Tiden været Sparet for Sygdom. Nu har vi været her i over et Aar. Tiden er gaaet altfor hurtigt, synes vi. Vi har ikke faaet Tilladelse af Regeringen til at bosætte os endnu i Shellum. [...] Vi har mange Patienter igen med rigtig slemme Saar. Her el god Anledning til at saa Ordets Sæd i disse Patienters Hjerter. Vi tror, at nogle vil vindes; thi vi føler, at trods al vor Skrøbelighed kan vi spore Guds rige Velsignelse over Gerningen her; i sin Tid vil her blive Høst. Gerningen er slet ikke saa ubetydelig udadtil at se til her nu, og vi faar Lov til at vokse en hellig Vækst. Det er vor Bøn. Og vi med Vennerne paa den anden Side Havet staar sammen for at stride for Sjæles Frelse i Sudan. Gud vil det. Markerne er hvide til Høst mange Steder; o, at Glød maa lægges til Glød, at der maa blive megen Varme og meget lys og en stor Høst til de evige Boliger.’’