Menu List MENU
Velkommen
Parrets breve
Mogens M. Uhrenholt
Eline M. Uhrenholt
Niels Marinus Rahbeck
Thellefsine Uhrenholt
Selvbiografier
Persongalleri
Konferencerne i Numan
Statistik fra Shellem
Kirkerne i Shellem
Sygdommen
Gravene i Shellem og Numan
Geværet
Mindestenen i Westby
FILM - Shellem 1919
FILM - Dr Mogens Uhrenholt
FILM - Torbens Amna-besøg
FILM - Numan 2006
Tidslinje
Kort
Litteratur
Presse
Links
Tak til
English summary
Book et foredrag
Kontakt

Grundlæggelsen af Shellem Missionsstation
Dateret 23. juni 1918, gengivet i "Sudan", nr. 10, oktober 1918

 
I Shellem blev aabnet en Missionsstation den 21. Juni 19 1918. Foreløbig er Dr. Uhrenholt og Hustru alene der, idet vi gaar iud fra, at Fru U. nu er vendt tilbage fra Ferien i Du.

Denne Station ligger i en ny Stamme (Kanakuru), som taler et Sprog forskelligt fra Bachama- (og Batta-) Stammen. Det siger sig selv, at Missionsgerningen i Tale foreløbig væsentlig vil være indskrænket til de hausatalende Kanakuruer, medens Lægegerningen jo ved Guds Naade kan forberede hele Gerningen. Hele dette nye Arbejde lægges hermed hen til Vennernes kærlige Forbøn. Iøvrigt henvises til Uhrenholts Brev her i Bladet. [Se nedenfor. red.]

Som meddelt i sidste Nummer under "sidste Nyt" er Missionær Erland Kjær og Frk. Erichsen bleven forlovet. De vil mulig holde Bryllup, naar Frk. Erichsen ender tilbage fra den i forrige Nr. omtalte Ferierejse, altsaa i Slutningen af dette eller i Begyndelsen af næste Aar.

Iøvrigt lægges alle Missionærerne og deres Gerning hen til Vennernes Hjærte. Det er menneskelig talt en alvorlig Sag, at Missionærerne ikke kan komme hjem efter normalt Ophold, men maa forlænge dette - hvorlænge, aner vi ikke. Gid Alvoren ogsaa maa fylde vore Hjerter, saa der opstiger brændende Bønner for deres Helbred og Udholdenhed i alle Maader.

Efter Planen vilde Frk. Kristiansen, Fru Uhrenholt og Frk. Rose rejse til Numan i juli Maaned.

Regnskabet for 1917 aftrykkes omstaaende. Det maa med Tak til Gud betegnes som tilfredsstillende i alle Maader; Gud ske Tak, at vi aldrig har manglet Penge til Gerningen. Bed om, at det fremdeles maa være saaledes.

Missionær Flatland har modtaget Pas til Afrejse, og Missionær P. Jensen venter snart at faa sit; de er begge iøvrigt rede til Afrejse. Jensen har faaet ordnet sit Militærforhold.


Brev fra Shellem

Shellem, 23. Juni 1918.

Kære Sudanvenner!

Endelig er Aabningen af en Missionsstation i Shellem bleven til Virkelighed. Lejekontrakten paa den lejede Grund er modtagen. Papir paa Selveje kan ikke faas her i N. Nigeria. Den 30. November 1916 blev der af Dr. Brønnum bedt om Tiæladelse af Regeringen til, at han og jeg maatte rejse op og se Shellern med det Maal for Øje at undersøge, om Pladsen egnede sig til en Missionsstation. Der var dog ingen anden Plads, vi maatte faa, saa vi tog jo i Grunden ikke fejl, hvis vi absolut skulde have en Station mere paa det Tidspunkt, men det var bedst at se Pladsen alligevel.

Den 13. Decbr. 19166 modtog vi Tilladelsen fra Residenten i Yola til at rejse derop; han meddelte, at han samtidig havde refereret til Guvernøren vort ønske om at begynde Mission i Kanakuru Stammen med Shellem som Station. Den 3. Januar 1917 rejste Dr. Brønnum og jeg til Shellum og naaede tilbage til Numan den 7. Jan. Rejsens Udfald er meddelt eder af Dr. Bronnum ["Sudan", nr. 4, 1917. red.]

Den eneste Bemærkning, jeg har gjort derom i min egen Dagbog, ser jeg, er: "Herren selv vil lade os faa Lys over Resultatet af Rejsen, om vi skal vælge Shellem til en anden Station. Et forhastet Skridt i en saa vigtig Sag maa have meget alvorlige Følger.”

Den 22. Jan. 1917 fik vi Brev fra den residerende "Distrikts Officer" i Numan, at han havde set den at os ønskede Grund og vilde anbefale, at vi fik den, hvis vi indsendte Ansøgning derom.

Paa Grund af vore Venner, Dr. Brønnum og Hustrus Hjemrejse, blev Ansøgningen fra vor Side holdt noget tilbage.

Min Hustru og jeg tilbragte, som før er meddelt, juni Maaned 1917 i Shellem. Vi havde da Lejlighed til at blive noget fortrolige med Forholdene. Grunden blev af mig lidt forandret og nyt lagt til. Meddelelse om denne Rejse er ogsaa eder i Hænde. ["Sudan", nr. 11, 1917, p147. red.].

Den 18. August 1917 blev Ansøgningen indsendt til Regeringen. Den 16. November samme Aar blev vi forespurgt, om vi vilde leje de af os ønskede Grunde paa nedenstaaende Betingelser:

Bygningsgrunden.              Hospitalsgrunden.          Agerbrugsgrunden.
Omtrent 4 Tønder Land.        omtrent 1½ Td. Land.        omtrent 4 Td. Land.
Leje 9 Kr. om Aaret.             90 Øre om Aaret.              4½ Kr. om Aaret.
Lejen gælder 9 Aar.              9 Aar.                              9 Aar.
Bygninger skal opføres til  
Værdi 450 Kr.                      450 Kr.                             Ingen.
Lejen kan forandres hvert    
3. Aar.                                3. Aar.                             3. Aar.


Det blev bestemt at tage Grundene paa disse Betingelser. Svaret blev indsendt ved Pastor Thompson den 19. Novbr. 1917.

Nu begyndte Ventetid Nummer 2. Vi ventede jo stadig at høre fra Regeringen, at nu maatte vi bygge i Shellem. Som Regntiden nærmede sig, begyndte vi at blive urolige med Hensyn til at faa bygget i denne Tørtid.

Der blev da først tænkt paa, siden talt om og senere bestemt, at min Hustru og jeg skulde gaa hjem for at holde Ferie. Denne Ferierejse begyndte derpaa Lørdagen den 2. Marts tilligemed Frk. Kristiansen og Frk. Rose. Som eder bekendt endte Rejsen jo i Du [se "Sudan", nr. 6, 1918, p81. red.].

Efter vor Ankomst til Missionsstationen Du i Bauchi fik vi Telegram fra Pastor Thompson om, at han den 31. Marts havde modtaget Tilladelsen til at bygge i Shellem. Det var et Svar paa en Forespørgsel, som Vennerne i Numan bestemte sig til at indsende, saa snart som det var dem klart, at vi kom tilbage til Marken i Stedet for at rejse hjem.

Da vi fik Telegrammet i Du, lige efter at vi var kommen der, blev min Ro forstyrret. Jeg maatte til Shellem nu. Samtidig skete det, at Frk. Madsen og Frk. Kristiansen korn til Lagos, og jeg fulgte med dem fra Minna til Numan, hvortil vi naaede den 2. Juni. Lejekontrakten var ankommen den 7. Maj.

Endelig efter 17 Maaneders Talen og Arbejden syntes Vejen aaben til Shellem. En Ting manglede der dog endnu, nemlig et langt Foredrag af vor nuværende Distrikts Officer i Numan, ikke alene om Lovens ydre Rammer, som jeg syntes burde være nok i dette uciviliserede Land, men om de dybeste dybe Punkter, som ofte har svært ved at forenes med god sund Sans.

Afrika er et stort Land med vide Vægge, og dog er man saa indeklemt som maaske ingen Steder. Det maa være afskyeligt at vide sig selv Fange i et stort Fængsel og saa kun maa have en lille bitte Celle til sin Raadighed.

Et lille Punkt hører endnu indenfor den her givne Forhistorie til den virkelige Aabning af Shellem Missionsstation. Vennerne i Numan mente, at det var bedst at lade bygge nogle midlertidige Hytter, som vi kunde bo i, indtil Byggetiden kommer, og det er bleven gjort, saa i det mindste min Hustru og jeg kan være her.

Onsdagen den 19. Juni pakkede jeg en lejet Kano med mine mest nødvendige Sager og sendte den til Shellem. Med den fulgte vor Mbula Dreng Pito, som er vor Kok, og hans Hustru samt deres lille Søn.

Før jeg selv rejste, havde vi, som var paa Stationen, et rart Samvær med en god dansk Aftensmad eller maaske rettere sagt Middagsmad om Aftenen hos Frk. Madsen og Frk. Kristiansen, hvor de fik Lejlighed til at vise deres Kogekunst samt deres Opvartning. De kunde paa dette Tidspunkt ikke tænke sig, at vi blev opvartet af sorte Tjenere; endnu var de ikke blevne saa fornemme.

Min Afrejse var bestemt til den 21. Juni om Morgenen ganske tidlig. Jeg vilde forlade Numan Kl. 4 om Morgenen i Stilhed, før nogen kom paa Benene. Det nyttede lidet at protestere mod Frk. Tillisch, hun vilde op for at se, at jeg fik min Morgengrød og nogen Mad med paa Rejsen, da jeg havde et tolv Timers Ridt foran mig, inden jeg naaede Shellem.

Senere paa Dagen fik denne mig medsendte Mad mig til at sende venlige Tanker til Numan.

Min Taknemmelighed omfattede dog meget mere. Jeg vil samle alt i dette ene: "Numan, Tak for Herberge! Igennem det, som behagede, og det, som ikke behagede, modnedes jeg - jeg ved min Hustru med - til at vi med mere Sikkerhed kan oprykke vore Teltpæle og indordne os i vor nye Bolig i Shellem hurtigere, end det ellers vilde have været Tilfældet. Jeg tænker mest paa dette at forstaa Arbejdet. Kl. 5 besteg jeg Hesten i Imburu, og Kl. 4 om Eftermiddagen kom jeg til Shellem, ledsaget af to Kanakuruer: Jelani og Galin.

Shellem var mig ikke fremmed, og dog følte jeg denne Dag: I Dag drager vi - vi alle - ind i Shellem paa en anden Maade end de tidligere Gange. Før kom vi som Spejdere. I Dag, den 21. Juni Kl. 4 om Eftermiddagen, regner jeg, at vi aabnede Stationen og begyndte det virkelige Missionsarbejde der.

Vi kom nu som Indtagere af Shellem og Kanakuru Folket aandelig talt og ikke som Spejdere.

Herren kender Fortiden, Herren ser Nutiden, Herren kender Fremtiden for disse Folk. Dejlige Tanke: "Er vi her af Guds Naade, vil hans Naade hjælpe os, saa hvis vi vil, hvad Gud vil, vil han, hvad vi vil. Vi vil jo gerne blive Redskaber til at faa disse Mennesker til at faa Blik for Jesus; thi kun dette alene kan sprede Uvidenheden og fjerne Lysten til at synde.

Herren hjælpe os til, at vi intet andet vil kende til Salighed for os selv og for dem, vi nu skal færdes iblandt, end Jesu Kristi Kors, og at disse Mennesker, som nu nærmer sig det Stade at skulle vælge Jesus eller Barrabas, maa vælge Jesus. Som jeg red igennem Byen op imod Stationen og mødte Kanakuruer paa min Vej, spurgte man dem i egne Tanker: "Kanakuru, du Vandringsmand, hvad er dit Maa?" "Kanakuru, du døende, hvad er din Trøst?" Til det første Spørgsmaal vilde vist Svaret blive fra alle: "Jeg søger wombertuma (Føde), womanama (Drikke) og landakala (lidt Tøj); til det sidste Spørgsmaal maaske et undvigende Svar, hvis de var sikre paa, om de havde to Liv. Saavidt jeg ved nu, tror de, at nogle har to Liv og andre ikke. De første dør i Grunden aldrig, er her stadig paa Jorden. Hos de andre raader Usikkerhed om deres Tilstand efter Døden; dog haaber de vist paa at eksistere et eller andet Sted, og de, som de bestemt ved har to Liv, skal bringe dem deres Føde hinsides.

Da jeg naaede Stationen, havde jeg ventet, at Kanoen med mit Rejsetøj var ankommen; men blev skuffet. Hele Ulykken blev denne, at jeg maatte sove paa Gulvet i mit Tøj i et af Husene, som var bygget, og at jeg maatte leve af ene Mælk en Dags Tid. Straks efter Ankomsten skulde jeg jo ud at se noget paa Ejendommen. Jeg blev meget mismodig ved at se, at Husene, som jo dog kun er Udhuse, var taget i Besiddelse af hvide Myrer lige fra Gulvet til Toppen af Taget. Havde der været en med mig, kunde han nemt have bleven Tordenskjold, og jeg den anden, som græd. Heldigvis var jeg alene. At staa i Vanskeligheder alene kan føre til det Gode, hvis Mismodet overvindes. At sejle i stille Vande og i Flok kan give en et ligegyldigt, smaaligt Sind.

Jeg vil dog bekende, bede denne Aften kunde jeg ikke; jeg havde langt mere Tanker om at sende Bud efter en af Vennerne i Numan, for at vi tilsammen kunde bestemme, om her var til at bo eller ikke.

Om ikke vi absolut selv blev spist, saa vilde alle vore Ejendele blive angrebet, og Livet gjort surt for os. Sove meget sundt denne Nat, gjorde jeg ikke; Lejet var jo haardt, Hovedet fuldt af hvide Myrer, og Moskitoerne var næsvisse.

To Ting havde jeg med til Shellem: mig selv og en sort Haandkuffert med nogle Penge i. Hvis jeg havde sovet haardt nogle faa Timer længere, havde jeg maaske mistet begge Dele. Under Halmmaatten, jeg laa paa var Tusinder at Myrer myldret ud af Jorden og havde angrebet Maatten for at skære deri i Hakkelse og føre den ned i Jordens Indre. Heldigvis vare de ikke blevne færdige med Maatten, ellers havde jeg vel fulgt bagefter. Men i Grunden, hvad Forskel er der paa at blive Myrekød fremfor Ormekød? Min anden Værdi, jeg havde med, blev saa undersøgt, og ganske rigtig: andre Tusinder af hvide Myrer var i Lag med at gøre Indbrud til Pengene. Heldigvis var det Sølvpenge, havde det været Seddelpenge, vilde der kun have været Erindring tilbage om dem.

Disse Angreb synes at have den modsatte Virkning at, hvad man skulde have troet, de vilde have hat i. Istedetfor at bringe endnu mere Mismod, bragte det Beslutsomhed til at gaa i Gang med at holde dem paa Afstand fra vore Huse og Hjem. At udrydde dem er umuligt. Jorden er levende af dem. Men hvornaar har Mennesket ikke kunnet overvinde Naturen og al anden Skabning, saafremt det har holdt ud og brugt de Evner, Gud gav det? Gud har været god ved Mennesket, det utaknemmelige Skam.

Ovenstaaende Tanker, vel prøvet i Menneskelivets Historie, var jo nok til, at Mismod maatte forsvinde som Dug for Solens Varme. Jeg var klar over, at vi havde valgt den bedste Grund, hvad Beliggenheden angaar, og Myrer findes her allevegne. Hvorfor saa mange af disse graadige Bæster? Antagelig af den Grund, at her er for lidt Regn, til at Græsrødderne og Affald fra Kornet kar, faa Tid til at raadne; derved hindres Jorden i at faa tilbage i sit Skød det, som er taget ud af den af Sæden, og dens Frugtbarhed forringes. Beviset derfor, synes jeg, er, at de hvide Myrers Boliger er fyldte med Hakkelse, og naar de er i Husene, er det Taget, de søger. De vilde, hvis de fik Lov til at være i Ro, lave vore Huse omvendte, føre vore vægge op i Taget til deres Huse og skære Taget i Hakkelse, saa det vilde blive den nederste Part af vore Huse. Men naar nu Naturen siger: Myrerne ere gode, fordi de forbereder til en ny Høst, og Menneskene siger: Uden god Sædejord nytter det ikke at saa Sæden, saa er - logisk set - altsaa Myrerne gode, selv om de er en væmmelig Plage. Bare de vilde holde sig selv indenfor deres egne Boliger, er der os intet imellem; men her vil nemlig Kampen komme til at staa; vi kan ikke bo i samme Hus. Hvornaar sover en Myre? Enten vil de jage os ud, eller vi skal jage dem ud. Som jeg om Lørdagen gik rundt paa Stationen og spekulerede paa Midler til at forjage dem, kom Kongen med hans Stab for at byde mig velkommen til Shellem. Hans Højhed har jo været beskrevet før i Brev. Efter at Hilsenerne var overstaaet, var vi rundt at se paa Grunden; færdige dermed førte jeg Samtalen hen paa disse graadige Bæster, de hvide Myrer. Han gav mig to Raad: "Ryg dem ud, og De skal blive her, saa vil Myrerne forsvinde". Begge vare jo Midler til Forsøg. Jeg er her endnu, og Rygningen er sat i Gang med grønne Kviste lagt paa en Ild.

Her er for faa Huse til at modtage os alle alligevel, saa baade af den Grund og for ikke at faa flere nybyggede Huse fyldte med Myrer, er det nu bestemt, at Frk. Kristensen og Frk. Madsen bliver i Numan, indtil jeg i kommende Tørtid faar opført Huse, beskyttet saa godt som muligt mod de hvide Myrer. Jeg har nu Lejlighed til at lære, hvorledes de bedst bekæmpes og lægger Planer for det kommende Byggeri.

Efter at mine Sager var ankomne Lørdag Aften og stillet paa Plads i Hospitalskøkkenet, hvor min Hustru, som snart ventes hertil fra Du, og jeg tænker at opslaa vor Bolig, indtil jeg faar bygget, samlede jeg Drengene, som var hos mig, nemlig Pito, Jelani og Galin. Vi bad for vor Indgang i Shellem, jeg siger vi; thi Pito, som har været hos os, siden vi kom til Numan, har da lært at bede til Gud; hvor indre bevidst det er, ved jeg ikke. Han bad da om, at Guds Velsignelse maatte hvile over Gerningen her i Shellem. Antagelig er den her samlede Forhistorie alt gaaet hjem i Stykkevis, men jeg mente, at det kunde have sin Betydning at Vennerne fik et samlet Billede af Forhistorien til Aabningen al Missionsstationen i Shellem den 21. Juni 1918.

Det maa bidrage sit til, at Hjerterne, som har været hos Bachamaerne, maa udvides og omfatte Kanakuruerne tillige.

De efterfølgende Breve bliver jo indenfor vor Histories Rammer med disse Folk.

Eders Udsendinge
Eline og M. Uhrenholt

Bemærkninger:
Bachamaerne kalder vor By Shellum, Beboerne kalder den Shelling, som jo burde være rigtig, men Regeringen kalder den Shellem, saa det er vel bedst at holde sig dertil.
Janakuru er mere rigitig end Kanakura. Disse to Stavemaader vil blive brugt herefter: Shellem og Kanakuru.

Denne side administreres med SmartCMS ® 2008