Mogens' sidste timer og død Ombord på dampskibet Hellig Olav, på vej mod USA, 3 måneder efter Mogens død, og efter en måneds ophold i Danmark, fortæller Eline om Mogens' sidste timer.  Brevet har været gengivet i bladet "Sudan", nr. 8, august 1919, pp109. Mogens' grav forrest med blomster, fotograferet af Eline, 1919. Billedet stammer fra Elines efterladte papirer, som efter hendes død blev sendt til familien i Iowa. S/S Hellig Olav, 15/6 1919. [Skibet forlod Kristiania 6. juni og ankom New York 19/6 1919. red] Kære Sudan Venner! Nu kaldes der ovenfra, nu er min sidste Time for Haanden, var det første min kære Mogens sagde, da hans sidste Sygdom meldte sig med en Kuldegysning Torsdag Aften Kl. 9 1/2 den 13. Juli. [Her må være tale om trykfejl i Sudanbladet. Der må retteligen være tale om 13. februar 1919. red.] Først syntes han, at det umuligt kunde være saa. Han havde jo saa ofte bedet om et langt Liv i Tjenesten. Han saa tilbage paa de mange Aar til Forberedelsen, og han syntes Tjenesten forholdsvis blev saa kort. Han tænkte paa det meget Arbejde, han havde faaet begyndt paa, og som ikke var bleven fuldført. Han gav sig hen i Bøn om, at hvis det kunde forenes med Herrens Vilje, om han saa maatte fortsætte en Tid endnu. Men da han rejste sig, sagde han: Eline, nu ved jeg, at min sidste Time er slaaet - men min Sjæl er fri og løst. Jeg farer herfra med Glæde Jeg har faaet den Forvisning, at hvad der nu skal ske, kun vil tjene til Evangeliets Fremme paa dette Sted. Og jeg jubler ved Tanken derom. Da han havde anbefalet os alle til Guds Varetægt, søgte vi et Ord til os selv. Vi fik Es. 41,10: Frygt ikke, thi jeg er med dig; se dig ikke ængstelig om, thi jeg er din Gud! Jeg styrker dig og hjælper dig og holder dig oppe ved min Retfærds Højre. Eline, er det dig ikke nok? spurgte han. Og jeg maatte svare ja. Saa sang han: Min Sjæl syng højt om Jesu Død, og derefter: O, Helligaand mit Hjerte. Vi talte sammen en lille Stund, men Feberen steg højt, og han maatte søge Hvile. Næste Morgen fik han lige talt lidt med Arbejderne, Børnene og sidst den eng. Regerings Embedsmand, som var kommen Kl 9 for at hilse paa os. Kl. 10 sagde han: Nu kan jeg ikke følge med mere, men et ved jeg: Den Sønnen har frigjort, er virkelig fri. Fra den Stund tog han sig af intet og ingen, indtil han sov stille ind Søndag Aften den 16. Februar. I Dagene, som kom, bar Es. 41,10 underlig oppe. Og igennem alt som skete, fik ogsaa jeg den Forvisning, at det kun skete for at tjene til Evangeliets Fremme. I længere Tid havde Muhammedanerne spredt onde Rygter og prøvet paa at skræmme Kanakuru Folket fra at holde sig til os; men det lykkedes ikke. Da Stunden kom, da vi skulde begive os til det sidste Hvilested med det afsjælede Legeme, synes der ikke at være nogen Frygt for onde Aander. Baade Kongen og Arbejderne kom og bad om at faa Lov til at følge med. Kongen havde selv staaet ved Graven til Kl. 11 Aftenen i Forvejen, fortalte de, og han blev, indtil, den var dækket med en Dynge Sten efter Jordpaakastelsen. Alle lyttede de stille og opmærksomt, da Missionær Kjær talte til dem om Opstandelses Haabet, der lyser over Graven for dem, som hviler i Troen paa Kristus. I Dagene, som fulgte, fik Kanakuru Folkene ogsaa stadfæstet de Ord, min Mand havde sagt til dem, at Guds Gerning staar eller falder ikke med den enkelte. Og at Herren kan bane Vej der, hvor Mennesket ingen kan øjne. Alt lagde sig tilrette saadan, at Arbejdet hurtig kunde optages. En Del har spurgt mig: Hvorledes kunde det lade sig gøre, at I kunde holde Andagt med de mange om Morgenen osv. Dette var muligt fordi, at i samme Grad som Muhamedanerne har faaet Indgang i Shellem, i ‘samme Grad har Hausasproget vundet Indgang iblandt den yngre Del af Befolkningen. Derfor var vi i Stand til saa tidligt at faa dem i Tale. Vi glædede os over, at saa stor en Flok af Kanakuru Folket selv stillede sig villige og stod os bi, efter Evne, i alt Byggearhejdet, at de hver Morgen ved Solopgang villigt vilde samles og stille lytte til Evangeliet og lære Sange til Guds Pris. At de Juleaften vilde komme og samles med os, at de Juledag kom og bad, om ikke nok de maatte faa Møde nede i Byen. At de havde Tillid til os, saa de bragte os deres Penge, for at vi skulde gemme dem - og meget andet, som vi syntes lovede godt for Gerningen. Men, Venner, jeg ved alt for vel, at i Shellem og Omegn trues Folket haardt af Muhammedanismen. Og der vil nødvendigvis komme til at staa en haard Kamp imellem Islam og Kristus. Og ikke her alene - men alle Vegne i Sudan rykker Islam længere og længere frem for hvert Aar, der gaar. Dette var vi øjenvidner til den Tid, vi var der. Sudans Folk ligger bundne i alle Lidenskabers Lænker. De lever saa primitivt et Liv, som vist noget Folk under Solen - saa ubehjælpsom i deres Uvidenhed. Og det vilde være et stivt Hjerte, der ikke vilde bløde ved Synet af meget af det, som foregaar iblandt dem. Men det er ikke dette, der vækker den største Medynk. Det er Bevidstheden om, at de gaar derude i store Skarer, og lever et Liv uden Gud. Vel er der mange, der gør det samme herhjemme. Men der har de sa rigelig Anledning til at høre - om de vil - ikke saa i Sudan. Som jeg nu ser tilbage, synes det, som om vi blev saa brat revet ud af Gerningen derude. Men det var Herren selv, som greb ind. Og jeg ved, det var intet Fejlgreb. Ved enkelte Lejligheder har han vist, at han var med os, og gik sin Gang iblandt os. Dette giver mig deri Forvisnirg, at han kendes ved Gerningen. Lad os bede orn at han selv vil drive Arbejdere ud, og lægge Sagen hen til Guds Børns Hjerter, saa der maa blive en Stab til at tage Arbejdet op iblandt Kanakuru Folket, og siden Lalla og Longuda Folket; at Dørene maa aabnes baade her og iblandt Bachama Folket, og vi faa Lov til at gaa ind. Muhammedanismen og Civilisationen baner sig hurtig Vej. Kan det tænke sig, at Evangeliet alene skal trænges tilbage? I Morgen, om alt gaar vel, venter vi at være i New York. Jeg vil gerne herfra have Lov til at sende min inderlige Tak for de Dage, jeg fik Lov til at være i Danmark. Tak for de mange Breve, jeg modtog, og de mange Indbydelser, som jeg ikke kunde tage imod, da mit Pas kun tillod mig en Maaned i Danmark. Er det end som om en Del af mig selv er bleven tilbage i Afrika, saa kan jeg dog sige Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet. Mit Folk skal ikke blive tilskamme evindelig. Joel 2,26. Eline M. Uhrenholt