Sorrig og glæde - Eline i Cedar Falls Efter Mogens's død i februar 1919, rejser Eline via Danmark hjem til Iowa. Her ønsker hun først og fremmest at slappe af, men optændes hurtigt at lysten til igen at drage ud. I nedenstående brev skriver hun til vennen, Pastor A. Pedersen i Aalborg, om de mange møder hun deltager i og om missionsbesvægelsen Libanons planer om evt. at sende hende ud som missionær. Noget hun faktisk blev få måneder senere. Brevet har aldrig før været offentliggjort og findes i dag på Rigsarkivet.      Cedar Falls - Cotton Theatre                               Cedar Falls - Viking Pump                                   Cedar Falls - Central Hall  Alle billeder fra www.cedarfalls.com   Læs brevet som facsimile.                                                                                                                                             Cedar Falls, den 30. Juli 1919. Kære Hr. Pastor Pedersen! Da jeg havde været Hjemme i tolv Dage fik jeg Brev fra Foreningen Libanon, om at komme til dens Aarsmøde i Kenmare N.Dak. Jeg rejste, og det var mig en stor Glæde og Styrke baade til Sjæl og Legeme, at være sammen med Vennerne. Nogle havde jeg ikke set i flere Aar. Det var tre dejlige Møde Dage. Guds Ord lød rigelig iblandt os, samtidig med at der var Forenings Møder. Libanon er ikke stor - men den [ulædeligt] Sudan Missionen, og ville daa gerne have Lov til at virke for denne. Indtil Dato har Den Forenede Kirkes Præster staaet Libanon imod. Derfor blev der valgt en kommité, som atter vil henvende sig til Samfundets Kirke Raad; for om muligt at kan blive anerkendte. Jeg har selv lovet at gaa i Forbøn for dem. Kan sagen ordnes imellem Kirkeraadet og Libanon ønsker Foreningen meget at jeg maa staa som deres Missionær, særlig. Kan Sagen ordnes med Kirkeraadet her saa der kan blive Forstaaelse - vil det glæde mig meget. Nogle mener lad os tage fat enten Samfundet siger ja eller nej. Jeg personligt tror vi vil vinde mere ved at vente, ialfald, endnu en Tid, og bede og vente paa at Samfundet vil vendes for Sudan. Noget tyder paa at Brønnum er ved at vende sig lidt. Paa Opfordring talte jeg i seks Kirker og ved mange smaa Sammenkomster. Der kom en ikke saa ringe Gave ind, som vil blive sendt igennem Libanon. I disse samme Kirker blev det nægtet Missionær Thompson at tale da han bad om det. Der var dog nu bleven Præsteskifte nogle af Stederne. Dette var ogsaa Aarsagen til at Libanon fik Lov til at holde sit Aarsmøde ved Kirken med fælles Bespisning paa Brorson Højskole. Den nuværende Præst der staar meget velvillig. Student Teeck har jeg talt med. Han siger det vil endnu tage ham 3-4 Aar inden han kan faa teologisk Ex. En ung Mand, af godt Rygte iblandt de Troende, venter at tage sin Ex. ved Universitetet i Minneapolis for om to Aar at gaa som Læge på Missionsmarken. Hvordan vides endnu ikke. Han er en god Ven af M. Dixen, som vi hørte ved Mødet havde lovet at vie sit Liv til Sudan, om Dørene blev aabnede. Ja jeg tror at Sudan vil vinde mange Venner iblandt Lægfolket herovre - Blot Præsterne kan overtales til at lade Sagen blive talt. Vi er alle vel i Hjemmet, og vi nyder Samværet i disse Dage. Jeg synes, som jeg sejlede hjemad, at jeg længtes efter at naa frem til Hjemmet og i Stilhed faa Lov til at græde ud, men denne Rejse gjorde at jeg atter fik saa travlt. Men jeg takker Herren inderlig for at jeg kom afsted. Jeg fik flere Indbydelser, men Varmen her for tiden er næsten som i Afrika, saa jeg følte jeg helst maatte hvile lidt igen. Jeg var ked af at jeg ikke havde tænkt paa at faa nogle Sudan og Yola Blade med fra Danmark til uddeling. Hvis det kan naas vilde jeg gerne bede om nogle, da jeg hen i Sept. venter at tage en Tur til en anden Kreds. Jeg havde lige Brev fra Kjær at de fik Tage paa Husene før Regnen kom -  Ja, Herren er god, maatte jeg udbryde - og maa vi love Ham alle vore Livsdage.          Mange kærlige Hilsener          til alle i Præstegaarden               Eline M. Uhrenholt