Eline atter på vej til Nigeria Ombord på damperen Akabo skriver Eline om forberedelserne og forventningerne til at komme tibage til missionsstationen i Shellem, som hun og Mogens grundlagde 1½ år tidligere, og hvor Mogens omkom kun et år tilbage. Brevet har været bragt i "Sudan", nr. 5, maj 1920. Dampskibet "Akabo", bygget 1902, 3814 T, blev i 1926 solgt til United Baltic Corp., London og skiftede navn til "Baltonia", inden jun blev skrottet i 1936. Den internationale Sudanmissions første fire missionærer, alle fra USA, Karl Kumm, Maxwell, Burt og Bateman sajlede også med netop "Akabo" til Nigeria d. 23 Juli 1904. Mere.                                                                                                 Om Bord i "Akabo", 6. Marts 1920. Kære Venner! Fredens og Kærlighedens Hilsen til eder alle! I Dag venter vi at lægge til i Sierre Leone, og Posten vil blive afhentet. Derfor en lille Hilsen. Som I muligvis ved, traf vi sammen med Thompsons i Liverpool. De kom med en Damper nogle faa Timer, før vi skulde forlade Evropa. Vi glædede os meget ved det lille Samvær, og mest, fordi de bragte saa gode Efterretninger derude fra Marken, og fordi de alle tre saa saa godt ud. Jeg fik kun to Dage at være i England i, men fik alt det med af mit, som var kommet fra New York. Noget blev nemlig tilbage, da det paa Grund af Snestorm dér ikke var muligt at faa det transporteret i Tide. Frk. Rose og Kristiansen kunde ikke faa Sukker med. Det var ikke tilladt, blev der sagt. Men da jeg aabnede min Provianteringsliste, saa jeg, at jeg havde faaet Lov til at faa 19 Pund. Jeg spurgte, hvordan det kunde være. Jo, blev der svaret, det var en ren Fejltagelse; de troede nok, at en Regeringsiæge egentlig skulde have haft det, saa jeg havde altsaa faaet den Portion, der var tildelt Embedsmanden. Og nu glæder vi os over det; selv Fejltagelser tager Herren i sin Haand. Ja, jeg ved, at det før er hændt, at Missionærer har faaet det, som egentlig ikke var tiltænkt dem. I Modsætning til Rejsen over Atlanterhavet, der var saa stormfuld, har vi med en enkelt Dags Undtagelse haft en dejlig Rejse i stille Vande. Vi er en 80 Passagerer. Der er 5 Damer om Bord foruden os tre; de 4, ved jeg, er Handelsmænds Hustruer; de finder, at denne Sejlads er meget kedelig, betroede de mig. Jo, Strømmen gaar imod Afrika. Jeg mindes Miss Peacocks Ord, da vi rejste ud første Gang. Hun fortalte nemlig, at hun og nogle af de andre Calabar-Missionærer havde gjort flere Rejser ud, hvor de havde været eneste Kvinder om Bord. Ved Siden af megen Rygen, Kortspil og Drikken, hvad der for os, der fra Børn af er opdraget iblandt Totalafholdende, er en Vederstyggelighed, saa synges og spilles der ogsaa meget, og ved den sædvanlige Koncert forleden Aften viste det sig, at der var gode Talenter ogsaa paa Sangens og Musikens Omraade. Man mærker dog ikke, at disse Talenter er stillet til Herrens Ære, tværtimod. Da Kaptejnen sidste Søndag Formiddag kaldte til Gudstjeneste, var der ikke saa helt faa, der ikke kom med. Der blev ikke prædiket, men Dagens Evangelium blev læst, og der blev sunget og bedt. Nogle af os, ved jeg, glædede os meget over, at vi fik Lov til at være med. I Gaar skiftede alle Skibsfolkene de mørke Uniformer for de hvide, og i Dag mærker vi rigtig den tropiske Sol. Vi har det i alle Maader godt. Tre Gange daglig samles vi tre om et Guds Ord og bøjer vore Knæ sammen for os selv, den enkelte og for Fællesarbejdet derude i Afrika og for alt og alle, som har med Dansk forenet Sudanmission at gøre, at alt maa lykkes til Sjæles Frelse, ude saa vel som hjemme. Denne Gang har Afrika en endnu mere dragende Magt over vore Hjerter, end da vi gik ud første Gang. Der er dem, og der er det, der drager til sig, helt der langt inde i Landet. O, Gud ske Lov! Dette kan dog ikke andre forstaa end de, som har erfaret det. Det er ikke en død Ting eller et dødt Forhold - nej, det er noget virkeligt. Jeg har lige læst en Bog fra Bibliotheket her om Bord. Den hedder "The Sunshine Settlers of Africa". Den blev nemlig særlig anbefalet som en glimrende Bog. Den angriber stærkt Missionærernes Arbejde i Afrika. "Hvad siger De til den?" spurgte man mig. Jeg svarede: "Var det tilladt mig, vilde jeg sætte et Spørgsmaalstegn til baade her og der og bevidne, at der er dem, som har gjort andre Erfaringer. Jeg selv er en af dem." Den asamme sagde: "Flere af den Slags Bøger vil snart gøre eder ked af at drage ud, særlig nu, da der bliver flere og flere af dem, der vil slaa til eder. Missionærerne kan vel en skønne Dag faa nok." Jeg mindedes John Motts Afskedsord til nogle af os ved Studentermødet: "Husk det, naar I gaar ud, at enten man falder og slaar sig, eller en anden slaar til os, jo haardere Slaget er, des flere Stjerner ser man. Det gælder ogsaa i Guds Riges Arbejde. - Den højere Kritik,” tilføjede han, "har i disse Dage paa dette Møde slaaet haardt til mig; men efter Slaget saa jeg Stjerner som aldrig før. Og det er mit Ønske for eder, at naar der bliver slaaet til eder derude i Arbejdet, at der da maa blive slaaet saa haardt til, at I maa faa Bethlehemsstjernen, Jesus Kristus, at se som aldrig før!" - Ja, hvor er det herligt: ingen skal kunne rive dem ud af hans Haand Og ikke en Tøddel eller et Bogstav af alle Herrens Ord eller Forjættelser skal forgaa. - Ja, hvor herligt at vide det: Evangeliet vil vinde Indgang, ogsaa iblandt Afrikas vilde Stammer. Tak, at ogsaa vi maa faa Lov til at være med til at give en Del eller os selv helt, for at dette maa lykkes! Endnu har vi Flodrejsen tilbage; Stormtiden stunder til, og det kan være farligt. Vil I mindes os i eders Bønner ogsaa angaaende dette, men mest af alt, at vi maa forberedes til at hellige os selv og alt, hvad vi har og er, til Herren alene! Mr. Stow, C.M.S. Missionærer fra Industriskolen i Onitchea, er med denne Damper. Han vil forsøge at hjælpe os om ad Forcados. Kærlig Hilsen til eder alle fra os alle tre med Esaias 65, 24: Og det sker, førend de raaber, da vil jeg svare; naar de endnu taler, da vil jeg høre. Eders Eline M. Uhrenholt.